Pride or Prejudice?

Et godt spørgsmål: Vil alle de, der i årevis har lagt Priden for had nu møde op, blot fordi Dansk Folkeparti har annonceret deres deltagelse?
 
Jeg tvivler
 
Men jeg tager måske fejl?
 
I hvert fald har vi på boyfriend.dk hørt en sige – som ville han overtage Ole Santo’s forpligtelser, som formand for Priden:
 
“Jeg hilser Dansk Folkeparti velkommen til Priden.”
 
Hvis jeg må tillade mig – for en gangs skyld – at være lige så indbildsk vil jeg sige:
 
“Jeg hilser alle jer, som er på linie med Dansk Folkeparti – velkomne til Priden.”
 
Hvis drømmen om, at gå sammen med Pia Kjærsgaard er det, der kan få jer til at gå med, og iøvrigt droppe den hetz Priden har været udsat for de senere år, så er det helt i orden!
Igennem de foregående år har DF jo været repræsenteret. Ikke direkte, men indirekte.

På boyfriend.dk er loungen “Gay pride latterliggør homoseksuelle” temmelig stor – 400 medlemmer. Og boyfriend har hvert år været repræsenteret ved Priden i form af store reklamebannere. Når boyfriend har vist flaget, har det også repræsenteret alle jer!

I år burde loungen jo så rettelig omdøbes til: “Dansk Folkeparti har RET til at deltage, gå med i Priden!”

Og dermed er striden mellem tillhængere og modstandere af Priden så begravet og borte?

Ikke mere fordom – kun stolthed?

Desværre siger et kvalificeret gæt jo, at dette ikke er sandt. Alle de der aldrig har gået før, vil heller ikke gå i år. End ikke fristet af den rummelighed, mangfoldighed og inkluderende attitude ledelsen af Priden har indtaget, når de valgte at indbyde Dansk Folkeparti.

For pointen ligger et helt andet sted: Boyfriend brugerne er enige med hostmasteren – eller omvendt. Homoerne i Danmark er sådan nogle forfulgte stakler. De lever skjult. Sex er noget man har på rastepladser eller i parker. Dating er noget man laver anonymt. Priden kæmper for noget de ikke har brug for: Åbenhed og rettigheder. Derfor er sitet – og brugerne – så enige med Dansk Folkeparti.

– Homoseksualitet er en seksualitet, ikke en livsstil.

– Homoerne har ikke brug for “rettigheder” – for de skiller sig ikke ud.

– Mænd der har sex med mænd, er straightacting ikke feminine Pride-typer.

Er det her Danmark år 1950 eller Danmark år 2010?

Det første. Helt klart.

Med tilhørende selvhad:

Homoseksualitet der IKKE er en livsstil er pervers og vulgær – også ifølge de, der i øvrigt er fuldstændig enige i at agere mænd, der har sex med mænd – og ikke homoseksuelle.

De har rig lejlighed til på boyfriend.dk at dyrke deres selvhad: Sabotere alle tråde om sex. Uden at påstå, at homoseksualitet er andet sex. Sociale eller kulturelle aspekter interesserer dem ikke det fjerneste. Yndlingspositionen er at være en vred, ældre mand fra Jylland, der skælder ud på unge “medieludere” og sygeligt opmærksomhedssøgende homoer. Fra en anonym profil. Hvor man har løjet sig yngre, nogle gange grotesk.

Boyfriend.dk er et eldorado af løgn og bedrag – fordi det er sitets politik. Og brugernes ønske. Der findes næppe den bruger på sitet, der ikke har oplevet en fake date. CPR-validering eller ej. Det er omkostningen ved al den anonymitet. De andre kan være lige så fake, som den vrede mand fra Jylland!

Utopien ville være, at alle erklærede sig parate til at leve i et Danmark 2010.

Jeg bemærkede en fortalelse på debatten, hvor en forsvarede sit behov for anonymitet. Et sted sagde denne debattør, at anonymiteten er et skjold imod uønskede henvendelser fra alle de andre brugere på sitet. På trods af, at han ofte lufter sit fremmedhad – og udpensler faren fra muslimer og hatecrimes – så mener han, når det kommer til stykket, at det er alle os andre der er farlige!

Homofobien er altså i bund og grund en homoforskrækkelse! Det er alle os andre der deltager i Priden – der er de”farlige”!

Stakkels ham! Stakkels alle de, der tænker det!

Pride:Stolthed eller fordom?

I anledning af Dansk Folkeparti er blevet inviteret til at deltage i årets Pride har der været en større debat. På boyfriend, på Facebook og andre steder.

På Facebook er nogle af os medlem af gruppen Imod Dansk Folkepartis deltagelse i Copenhagen Gay Pride. Vi mener at Dansk Folkepartis ønske om, at deltage blot udsprang af deres behov for at markere partiets politik i agurketiden. Og deres reelle formål med at deltage er – som formuleret af Pia Kjærsgaard – at spænde homoerne for partiets fremmedfjendske politik. Og det har jo intet med en Pride at gøre. Tværtimod.

Men hvad sagde de, der her på boyfriend.dk har talt for DF’s deltagelse, sidste år om Priden?

På den tråd der blev lukket fornylig på community og dating sitet boyfriend.dk var en række debattører FOR Dansk Folkepartis deltagelse. Med en masse gode argumenter om det inkluderende homomiljø, ytringsfrihed, åbenhed og debat som fundament for demokratiet.

Men hvad sagde de samme mennesker sidste år om emnet: Altså homoernes behov for at vise åbenhed og indgå i dialog med det omgivende samfund?

Der henvises i det følgende til debattråden: Modstandere af priden – NU ER DET NU!!!

Under loungen: Gay pride latterliggør homoseksuelle. En lounge der pt. har 400 medlemmer.

Enkelte af debattørerne der bliver citeret nedenfor er de samme som i år taler for Dansk Folkepartis deltagelse. En del er på grund af deres anonymitet ikke til at identificere. Det er dog værd at bemærke: Ingen har i år kategorisk talt imod Priden som sådan. Sammenhold det med, hvad der bliver sagt nedenfor!

Til sagen:

Kan man bruge Priden til noget?

“Problemet med priden er, at den ingen mening giver! Hvad er formålet?

Formålet med demonstrationer er traditionelt, at andre mennesker skal blive opmærksomme på et problem, som en anden gruppe føler, de har – det kan være mere i løn til plejepersonale, flere penge til daginstitutioner eller lign.

I pridens tilfælde vil jeg tillade mig at antage, at målet er, at homoseksuelle skal vise, hvem de er og kæmpe for deres rettigheder.

Hvis den præmis antages, så skydes der jo (endnu en gang) helt forbi!!!

Hvis nogen af jer tror, at de snotforvirrede ‘vi-elsker-kernefamilien’-politikere efter at have set priden tænker, “ham i de lyserøde plystights og manden ved siden af iført maske og læderpisk er nok de mest perfekte forældre”, så tager I sgu nok fejl!

Hvis nogen af jer tror, at borgerne i Danmark ser priden og tænker, at homoseksuelle jo blot ligesom alle vi andre, så tager I i hvert fald fejl!

Priden er fordomsforstærkende, og den tjener på ingen måde noget formål, andet end at opmærksomhedskrævende, scene-liderlige personer, der desværre ikke kom med i Idols kan vise sig frem for verden!

Der er ikke noget dummere, end at søge accept ved at ekskludere sig selv!”

Vi har jo heller ikke bevaret vores modstandsbevægelse fra 2. verdenskrig. De gjorde da ellers også et godt stykke arbejde. Eller hvad med de mennesker som kæmpede for kvinders ret til at stemme? At nogle organistioner osv. tidligere har gjort noget godt, betyder jo ikke, at de for evigt er nyttige og gavnlige. Derfor mener jeg ikke, at priden i Danmark er spor gavnlig. Tværtimod.”

 

Repræsenterer Priden homoerne?

“At de homoseksuelle bare bliver ved på trods af den elendige dækning, kan undre mig meget. Så spiller man bare uskyldig og giver medierne skylden for at skabe fordomme? Selvom det er de homoseksuelle, der giver dem deres materiale.”

“Men fortsæt I bare med at svinge pikken på blokvognene, men stop samtidig jeres tuden over at resten af DK´s homoseksuelle ikke bakker jer op ! Det sammenhold som I efterlyser vil aldrig opstå, når I bevidst pisser på alle dem der ikke har brug for provokationer for at leve frit med deres seksualitet !”

“Jeg er jo selv homoseksuel men det er også lige før at jeg selv udvikler homofobi, når jeg ser på ting som Gay pride.”

“At være homo er en seksualitet og ikke en livsstil.”

“Gay pride er lidt som en teenager der demonstrere for at få en reaktion. og ja, den får vi, men det er i form at tæsk og had.”

“Kan man ikke bare omdøbe lortet til fx. ‘mongol priden’, så der ikke opstår unødvendige og skadelige sammenligninger mellem homoseksuelle mennesker og de piger med muskler, der ynder at fremvise mangel på generel selvrespekt i det offentlige rum? “

“Jeg møder ALDRIG, ALDRIG op til “Priden”. Medie-billedet ville alligevel kun fokusere på de outrerede, og ved mit fremmøde ville jeg signalere en form for støtte og accept af det. Mit fravær er min demonstration!”

“Den samhørighed som regnbueflaget jo åbenbart symboliserer, gælder efter hans mening kun de rigtige homoseksulle, dem der har brug for at smide kludene for at få opmærksomhed og føle at de betyder noget. Et andet ord for den type mennesker er MEDIELUDERE !!”

“Kald mig bare homofob, hvis du vil (hvor tillempet den klassifikation så end må være). Det er nu engang den verden jeg, og nok en hel del andre også, kommer fra…”

Er Priden sexet?

“Jeg har altid været imod den der Pride festival. Hvad skal det til at promovere en seksualitet, der allerede foregår og har foregået i tusinde år og som alligevel ikke vil blive accepteret af menig mand, når det kommet til stykket? Det er klamt at se alle de der bøsser mere eller mere udstaferet som damer. Er det, det vi ønsker?

Jeg går ikke i lårkort, når jeg er fuld eller ude på at score en ” rigtig ” mand. Jeg har altid været ude på at score en rigtig mand på min udstråling, intelligens, vid, og ikke mindst på den måde at tilragne mig hans opmærksomhed på.Og dette kunne tage minutter og sekunder på at lade ham forsvinde til en anden, da disse ” rigtige ” mænd forandre sig ret ofte.
Men jeg bryder mig om konceptet ” Pride “. Det er og bliver en forvanskling af vores såkaldte seksualitet, der er så ok og så flot prioriteret i den ganske samfund. Fis i en hornlygte er det.

Det har altid været accepteret, at to mænd havde et forhold til hinanden. Men når først vi begynder på at udstille os med bare maver og leger kvindagtige lege, ja , så dør det hen og bliver til chikane båret af os selv.”

Hvem er normal?

“Jeg synes også at der er en tendens til, at det er de skingre og højtråbende bøsser, der i udpræget grad sætter deres præg på Priden. Mens de stille bøsser ikke dukker op. Og selvom jeg INTET har imod transer, feminine fyre, læderbøsser o.s.v. (det manglede da bare), så kan det da ikke nægtes, at denne overrepræsentation af de mere udfarende “her-kommer-jeg-typer” er med til at give omverdenen et skævt og urealistisk billede af homoseksuelle. Det er ikke alle bøsser, der er ligesom Jim Lyngvild: overgearet, skinger, feminin, affekteret, krukket…”

“Jeg synes også vi skal afskaffe priden. Den latterligør alle os der lever stille og roligt i en hverdag uden helikopterhåndled og stemte s og zèr. Hvorfor skal de alle sammen klædes ud som piger. Hvorfor ikke bare være fyre som de nu er. Der er så mange flotte fyre imellem og så klæder de sig ud som fjollede kællinger. Og ødelægger det vi andre forsøgeer at bygge op – at vi er ikke anderledes and andre. Men det ødelægger de hvert år. Så stop det pjat.”

“Lige nu er budskabet at homoer er kønsforstyrrede, småperverse klovne, der er pinlige i gadebilledet. Det budskab er jeg stærkt uenig i!

Derfor HADER jeg “Priden”.

….gad vide hvor mange homo-teenagere ude i provinsen, der sidder og overvejer selvmord, når de ser homoer fremstillet på den måde?”

“Så vidt jeg husker handler homoseksualitet kun om seksualiteten. Alt det med at løbe rundt med helikopter-håndled, diverse SM-udklædninger og drags er da noget der handler hvem man er som person og ikke hvad vi er som homoer. Synes jeg er dårlig til at formulere det. Men synes bare Priden er noget bæ.”

“Åhh, jamen jeg ved skam ikke om jeg normal, men jeg er tættere på gennemsnittet end halvnøgne fyre med englevinger i hvert fald.”

Hvor er stoltheden?

Som en bemærkede fra start af:
 
“At denne tråd kører på BF og ikke i DF er over min fatteevne.”

Og alle mishagsytringerne på den flere hundrede indlæg lange tråd skyldtes ikke, at de rigtige argumenter ikke havde været på banen. Fra start af var der en debattør der fastslog:

“At folk ikke kan acceptere andre pga. deres udseende, seksualitet, etnicitet,  religion osv. er da præcis det man skal kæmpe imod – man skal ikke kæmpe imod dem der skiller sig ud! Det er jo en cirkelslutning.”

Det sidste indlæg på tråden lød da også meget passende:

“Ih guder, hvor det skurer i mine ører, når et par anonyme profiler skal udlægge mig teksten angående den årlige parade gennem københavns gader…”

Men i år vil alle de mennesker, der er medlem af loungen “Gay pride latterliggøre homoseksuelle” argumentere FOR at gå. For nu forsvarer de Dansk Folkepartis ret til at være med!

I er fortalere for åbenhed og tolerance, diskussion og debat som instrumenter for at fremme de demokratiske værdier vi alle værner om.

Loungen “Gay Pride latterliggør homoseksuelle” bør derfor omdøbes til: “Dansk Folkeparti har RET til at deltage, gå med i Priden!”.

DF’s deltagelse i Copenhagen Gay Pride

Diskussionen om DF’s deltagelse i Priden viser noget om dens politiske potentiale. De foregående år har DF’erne været imod Priden. Deres venner har talløse gange forlangt den nedlagt på boyfriend.dk.

I år har de opgivet denne modstand. Nu FORLANGER de at være med!

Det er vel egentlig dem der skylder os et svar på denne kovending. HVORFOR vil de være med???

Priden har jo klaret sig uden deres “opbakning” alle de foregående år, så hvorfor skulle den være nødvendig nu?

De har en politisk dagsorden der er fremmedfjendsk og racistisk. Det er ikke vores sag. Tværtimod. Vi har masser af venner med etnisk baggrund.

DF er ikke nær så meget “uønskede”, som de er overflødige. Der ligger en form for martyrium i at hævde, at de “ikke må være med”.

Men hvor er det DF’erne i praksis hjælper med organisering og tilrettelæggelse af Priden? Hvad er deres politik?

Vil de møde op med bannere med slogans som: “Nej, til kirkelig vielse, og lesbiske med børn”?

Priden er ikke som nogle hævder ren fest og glade mennesker.  Hvis man skulle remse alle de  politiske emner op kunne vi  diskutere fra nu af og til Priden 2011!