Hårde eller bløde værdier til drengene?

“Modstandere af modernitet hægtes idag af arbejdsmarkedet. Spørgsmålet er dog, om udkantsdanskerne udvikler reaktionære holdninger, fordi de føler sig marginaliserede på job-markedet, eller om de snarere mister fodfæstet på arbejdsmarkedet, fordi de abonnerer på nedslidte maskuline værdier?”

Sådan skrev Lars Trier Mogensen i Politiken i en artiklen med overskriften”Udkantsdanmark er det vilde vesten”:

http://politiken.dk/debat/signatur/article957839.ece

Lad mig komme med et bud på hvorfor især drengene eller de unge mænd er truet af udviklingen.

Det hænger sammen med deres manderolle.

Drenge der har lært at være vilde i børnehaven og i skolen, sakker agterud i forhold til de pæne piger, der kan sætte sig ned og læse en bog. Men det er maskuline værdier der er populære i provinsdanmark.

Nu er det sådan at de bløde værdier som omsorg, indlevelse og empati bliver kategoriseret som “feminine”.  Værdier som provinsdanmark afskyer. Men det er kvaliteter der er efterspørgsel på i et samfund som det danske, der er serviceorienteret. Ufaglærte arbejdspladser forsvinder men kulturen – og hertil hører den traditionelle manderolle – findes endnu. 

Arbejdsgiverne vil formentlig i stadig højere grad fravælge den type mænd.

I sidste instans kan det blive et problem for nogle mænd, at klare sig i et samfund, der har bevæget sig bort fra de traditionelle værdier.

Nye undersøgelser viser at indvandrer piger og danske piger uddannelsesmæssigt klarer sig bedre end danske drenge og indvandrerdrenge. Pigerne vil derfor gå ud på arbejdsmarkedet og få de gode jobs. Begge dele er logiske konsekvenser af de mandlige værdier der formidles: De gør mænd til tabere både i undervisningssystemet og på arbejdsmarkdet.

Mændene risikerer at blive gjort til  – eller gøre sig selv til –  sociale tabere alene i kraft af deres køn. Og blive til provinsdanmark.

Det at holde fast i traditionelle værdier i et moderne samfund er ikke blot bagstræberisk – det er dømt til at mislykkes. Med en kønsmæssig slagside.

For mænd – om de så er heteroer eller homoer – er tilsyneladende svage, når det gælder om at reflektere over deres kønsrolle. Kvindebevægelsen har brugt årtier på det, og kvinder er i visse sammenhæng ikke blot mere reflekterede i deres syn på deres eget køn – men også i deres syn på mænd!

Det er ikke svært at finde pinlige eksempler på, hvor ureflekterede nogle mænd er, når det gælder deres egen kønsrolle.

Selv en del af de homoseksuelle mænd har så traditionel en manderolle at de skælder ud på realityshows, hvor der deltager homoer som ikke lever op til provinsdanmarks krav om “maskulinitet”. De lyder til forveksling, som heteromænd der er til fodboldkamp og råber “bøsser” efter det andet holds fans!

Det er grotesk og absurd. Men virkelighed i udkantsdanmark.

Homofobi er ofte knyttet sammen med misogyni (had mod kvinder) og  endog  fascination af det kriminelle miljø.

Fodboldspilleren Arek Onyszko var et eksempel på denne type mand.

En mand med en høj medieprofil, hvor det at være forbillede for drenge og unge mænd er en del af jobbet, men han udtrykte sig homofobt, var dømt for vold mod sin kone og udtrykte sympati for det kriminelle bandemiljø. Det der mangler i beskrivelsen af ham er, at han blev arbejdsløs. Eller i hvert fald ikke kunne finde arbejde i Danmark, hvor han flere gange blev fritstillet af de danske klubber han var tilknyttet. Man kan tilføje, at han var katolik – det forklarer, de konservative værdier.

Er det ikke svar på det, der blev spurgt om i overskriften?

Mænd frygter at give slip på de “maskuline” værdier, der gør dem til tabere både i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Fordi der ligger et forventningspres på dem om at være “rigtige mænd”. Som der desværre ikke er brug for i samfundet. Og som kvinderne vil fravælge.

Provinsen vil blive mændenes tilflugtssted.

Reklamer

Respekt drenge!

Der er behov for bøger af denne type. Hvem er vi drenge eller mænd? En gåde. For os selv og kvinderne. Fordi roller og forståelse af maskulinitet ændrer sig konstant. Vi er ikke nødvendigvis en gåde, der kræver at blive løst. Selvom det vist var hvad læger og psykologer forsøgte tidligere, når de skrev bøger af denne type. Med understregninger af skal og må ikke. Sådan er det ikke længere. Heldigvis!

Forfatteren – journalisten Inti Chavez Perez – inddrager kun sagkundskaben i små faktabokse med henvisning til videnskabelig forskning og statistikker. Her er det sociologer og sexologer, der er eksperterne. Da ikke alle kilderne er lige nye og også stammer fra lande uden for Skandinavien kan man diskutere relevansen af disse for danske forhold.

Dog er det godt og relevant når faktaboksen undtagelsesvis bevæger sig uden for videnskabeligt materiale og f.eks. forklarer:

“Kærlighed og sex mellem mennesker af samme køn har fundet sted til alle tider og i alle kulturer, men er ikke nødvendigvis blevet kaldt homoseksualitet.” 

Og som kildehenvisning har Første Samuelsbog i Det Gamle Testamente om forholdet mellem David og kong Sauls søn Jonathan!

Hvad er så en dreng eller en mand? Bogen bevæger sig resolut under bæltestedet i første kapitel og spørger om man kan formulere det: Har pik = fyr?

Det kræver faktisk en sociologisk forklaring:

Der er reelt ingen arbejdsdeling mellem kvinder og mænd idag. Kvinder og mænd udfører de samme typer arbejdsopgaver på jobbet og i fritiden, så det sociale køn er forsvundet. Altså opfattelsen at mænd gør en type ting, og kvinder gør en anden type ting. Mandigheden betjener sig i stedet af den kulturelle gardarobe: Gestus, positurer, tøj, tilbehør, roller, manerer og italesættelse af maskuliniteten. Noget af det stammer fra fjerne tider, mens andet er opfundet til lejligheden. Alt dette iscenesætter drenge som drenge og mænd som mænd. Hvad der lige nu indgår i drengerollen er, som bogen forklarer, noget der ændrer sig. Før hørte unge jazz – idag ved de knap hvad det er – og hører i stedet rock og pop. På tilsvarende måde ændrer opfattelserne sig af hvad drenge og mænd er. Men heller ikke den kulturelle garderobe er eksklusiv. I reklamerne ses det ofte at kvinder bærer mandetøj. Selv det intime – brief’s fra Björn Borg – er ikke mere maskuline end, at der er flere piger end drenge på billedet iført disse, når tøjet skal sælges til drenge eller mænd i Euroman!

Den moderne mandighed sidder derfor i kønsdelene. Ikke underligt at samfundet med et nyt ord er “pornoficeret”. Hvis den moderne mand skal vise, hvem han er, skal han jo vise sig nøgen.

Pik = fyr. Sådan er den udbredte selvforståelse derfor blandt drenge/mænd. Og nogle tilføjer – men det er måske kvinderne – at det omvendte også gælder: Fyrene tænker med den!

Ingen af disse påstande er helt sande. Og det forklarer Respekt drenge! fint. For drenge og mænd er ikke kun biologi. De transseksuelle er et godt eksempel. De har rent faktisk en pik. Men kan alligevel føle sig som kvinder. Og nogle får hormoner eller operationer, så de får den krop de gerne vil have. Kønnet bliver et valg.

Maskulinitet er en social konstruktion. Den biologiske faktor indgår, men kønsroller og opfattelserne af kønnet er mindst lige så vigtige.  Biologi og sociale fortolkninger er i det hele taget svære at skille ad.

Det gælder også hvis man skal sondre mellem hetero og homo sex.

Bogens forklarer eksempelvis om prostata eller p-punktet. Prostata sidder så den kan føles med en finger i endetarmen. Ved at stimulere p-punktet kan drenge få orgasme. Når biologien er den samme for alle fyre vil de opleve det samme seksuelt ved stimulering. Analex er altså ikke specielt bøsset. Alle fyre kan opleve det. Om man har lyst afhænger af valg eller præferencer. Nogle fyre kan lide det. Andre kan ikke. Om de så er homo eller hetero. Piger og kvinder kan selvfølgelig også dyrke analsex, og deres prostatakirtler og klitoris kan blive stimuleret af det. Homoseksualitet har ikke noget biologisk grundlag. Lægevidenskab og psykiatri har ledt i mere end hundrede år uden at finde det. Alligevel siger fordommene at noget er “bøsset”. I stedet for at kalde det præference eller valg.

Respekt drenge! giver en masse gode råd om, hvordan man opnår det ligeværdige seksuelle forhold. Ved at forklare hvordan ligeværdigheden fundamentalt er til stede i biologien bliver alle reglerne for god opførsel en overbygning. Det understreges at respekten starter med at man respekterer sine egne behov, og handler tilsvarende i forhold til andre. Om man så er hetero, homo,bi, trans, mand, kvinde, dreng eller pige.

Der er ikke brug for moralisme, men for at være bevidst om egne behov og være sig selv:

“En god ting ved at være homo eller bi er at man automatisk bryder med samfundets forventninger. Og så bliver det lettere at vælge andre veje end dem samfundet har banket ind i en, man skal vælge. Du vil måske bruge dit liv på at rejse eller bare skide på drengerollen. Det bliver lettere når du allerede er begyndt at gå en anden vej end den slagne.”

Den sidste låner på biblioteket før mig var en pige. Det fremgik af lånesedlen, der var blevet glemt i bogen. Hun havde meget passende også haft Hvad kan jeg blive til hjemlån. Temaet er det samme: For at forstå hvad man er kræves selvindsigt og forståelse. Hvad man kan blive er lige så – eller måske mere – interessant?  En guide kan kun give hints. For det er ens eget valg. Men de hints giver Inti Chavez Perez os.

Brødre

Lukas og Marius er brødre. Marius er død. Han blev 14 år og 6 måneder. På nær en dag. Et halvt år efter hans død læser 16-årige Lukas i hans dagbog. Det viser sig, at de havde en fælles hemmelighed: Deres homoseksualitet.

Romanens 169 sider er drengenes fælles historie. Marius’s dagbog og Lukas’  læsning af denne og udredning af historien. For sig selv – og læseren. Som terapi og oprydning i det følelsesmæssige kaos Marius’ død har efter ladt Lukas i.

Marius led af Wilsons sygdom en sjælden stofskiftesygdom, der er dødelig hvis patienten ikke kommer i den rette behandling tidligt nok. Lægeligt sjusk koster altså Marius livet og efterlader familien traumatiseret.

Ikke mindst Lukas der tillige kæmper for at komme til rette med sin egen homoseksualitet. Og som overraskes ved læsningen af dagbogen og Marius’  ligefremme bekendelse af tiltrækningen til andre drenge.

Marius havde følt sig tiltrukket af kammeraten Alex og de to havde indledt et forhold.  Der også involverede sex efter drengene havde været til karnevallet:

“Han hev sørøverkostumet af mig og jeg pillede klovnen af ham. Vores hud var som magneter, der tiltrak hinanden, det virkede, som om al luft mellem os var suget væk.”

I sin beskrivelse er Marius ikke i tvivl om den homoseksuelle fascination:

“Nu er jeg sikker på, at det ikke bare er midlertidigt, at jeg er blevet forelsket i en dreng. Det er noget definitivt!”

Den homoerotiske erfaring gør ham også til ekspert på manderollen, han er ikke i tvivl om hvad der definerer kønnet og understreger nødvendigheden af at sikre sig hvordan det forholder sig:

 “Man kan aldrig være sikker på, at en anden dreng har en tissemand, før man har set den. Eller rørt ved den!”

Selv befinder Lukas sig i en tilstand mellem benægtelse og accept. Et brev til forældrene som lillebroderen opsnapper får Lukas til at frygte at hemmeligheden kommer forældrene for øre. Mens lillebroderen frejdigt over for Lukas bekendgør at han er forelsket i en dreng. Den ovenfor nævnte Alex. Lukas’ egen tvivl får ham dog til at også at tvivle på Marius: Er det noget han siger for at lokke Lukas ud af skabet? For Lukas har aldrig hørt om to brødre der begge skulle være homoseksuelle, og er overbevist om at han er bøssen i familien.

Han er trods alt klar over at valget mellem heteroseksualitet og homoseksualitet for ham egentlig ikke er noget frit valg. Men mere et spørgsmål om at acceptere hvordan noget er.

Lukas’ plan er at vente med at springe ud over for forældrene indtil han er flyttet hjemmefra. Al Lukas’ bekymring udstilles dog som fejhed – synes han selv – ved læsningen af Marius’ frimodige tilståelse af det seksuelle forhold til Alex. Og derfor springer han også ud over for mor efter han har været til lægen og blive undersøgt for Wilsons sygdom:

“Jeg har godt nyt og dårligt nyt. Det gode er, at jeg ikke har Wilsons og det dårlige er, at jeg ikke kan lide piger men drenge.”

Her har man som læser gættet at angsten findes inde i drengen. Men ikke er velbegrundet.

“Vi ville være meget dårlige forældre, hvis vi ikke kendte vores egen søn en smule” er moderens tørre kommentar.

Hvorefter Lukas bebrejder hende ikke at have fortalt ham, at de i virkeligheden godt vidste det. Dertil kan mor med en vis ret svare, at intet er definitivt indtil han selv har taget stilling.

Hun tilføjer:

“Ingen far eller mor ønsker at stimulere homoseksualitet. De ville være sindssyge. Man skubber da ikke bare sit barn i en afgrund af diskrimination og mobning. Det ønsker man ikke for sit barn.”

Her protesterer drengen. Selvfølgelig. For forældrenes tøven er vel den første forsmag på diskrimination og mobning?

Uvidenhedens fælde og angsten for stigmatisering er hans største frygt:

“Jeg troede, at jeg var den eneste dreng i verden, som kunne blive forelsket i en anden dreng. Jeg var ikke klar over, at jeg var bøsse. Jeg kendte da godt ordet, men bøsser var gamle grise, som syntes, det var lækkert at lege beskidte sexlege med unge drenge, som de havde lokket; og deri kunne jeg ikke genkende mig selv.”

Homo misforstås som pædofil fordi de voksne nægter at forstå eller anerkende den pubertære seksualitets eller præ-pubertære seksualitets realitet og vender ryggen til. Det fortiede og benægtede bliver i drengenes egne øjne til “kriminalitet”, som de jo så skrækslagne må identificere sig med. Aldersforskellen mellem storebror og lillebror betyder at denne sandhed er gået op for storebror. Lillebror fik aldrig chanchen. Deraf de forskellige reaktionsmønstre.

Afdækningen af denne viden eller ikke-viden er romanens kerne. På en vis måde henvender bogen sig derfor lige så meget til teenagernes forældre, der har brug for at blive klogere på denne problematik, som til drengene selv. Pubertær seksualitet og usikkerhed om identitet har vi alle oplevet. Alle vil derfor kunne genkende nogle af de situationer der beskrives.

Flandrin posituren 2

Flandrin posituren er som nævnt karakteristisk ved  at de enkelte elementer i kompositionen til sammen udgør et hele.

Den bedste måde at illustrere forskellen til det klassiske genremaleri, som Flandrin undgik er, at betragte et andet billede af samme maler:

Titlen er: Kong Priamos’ søn Polytès iagttager grækernes bevægelser (1833-34). Det er et historie maleri. Stedet og personen kan indkredses geografisk og tekstligt. Selve portrættet er selvfølgelig fiktivt. Men genrerne historiemaleri og portræt er umiskendelige. Et bemærkelsesværdigt brud med den klassiske stil er de synlige pubeshår, der fremhæver det erotiske og er i modstrid med de idealiserede træk.

I Flandrin posituren med det bortvendte ansigt og det ubestemmelige landskab forkastes konventionerne. Ung nøgen mand siddende på en klippe ved havet refererer stadig til antik kunst, men er ikke bundet af genrernes konventioner. Billedet af en mand tenderer til at blive et billede af manden. Formentlig derfor tiltalte det de tidligste homoseksuelle  fotografer – og er vedblevet med at fascinere fotografer og billedkunstnere.

Figuren er en mand. Han er nøgen. Kroppen er cirkelformet krummet sammen. Blikket bortvendt. Landskabet anonymt eller ubestemmeligt. Den slanke krop vagt erotisk fremstillet. Enkelte elementer kan – som tidligere vist – modificeres uden at sprænge helheden. Hvis manden er blond fjerner vi os fra Middelhavsområdet. Den arkadiske myte tones ud. Når manden er sort – og kønnet synligt – som i Mapplethorpes version – befinder vi os i en moderne amerikansk sammenhæng. Her er manden sit køn – og omvendt. Et billede af en mand er derfor per definition et billede (også) af kønsdelene. Moderne billeder af nøgne mænd er egentlig ikke pornografiske. Nøgenbilleder af mænd viser blot den moderne opfattelse af hvad en mand er: Kønsdele og muskler.

Fjerner man ét af elementerne i kompositionen – eller lægges noget til – brydes helheden.

Et eksempel på en tilføjelse der bryder helheden er beklædning:

Selv den vageste antydning af tildækning af kroppen – som på dette udaterede og anonyme klassiske fotografi – bringer et element ind i billedet der antyder badning. Aktivitet. Og dermed er det ikke længere den reflekterende tematisering af mandekroppen eller kønnet. Figurens reflektion skal selvfølgelig formidles til betragteren selv.

En variation af posituren hvor figuren vender blikket op sprænger også helheden:

Selvom dette billede af  Wilhelm von Glöden er beslægtet med det, hvor Flandrin posituren anvendes, har denne version klart mere portræt karakter. Karakteristisk for Flandrin posituren er dens succehistorie. Allerede von Glödens billede blev populært.  Og derfor interessant at overtage for senere fotografer.

I moderne versioner på nettet ses figuren ofte påklædt. Beklædningen er briefs, boxershorts eller speedos. Lånene fra den maskuline garderobe hjælper imidlertid ikke med at besvare spørgsmålene: Hvem er en mand og hvad er en mand. Garderoben fortæller: Jeg poserer som en mand, jeg agerer som en mand.  Men beklædningsgenstande skifter i takt med moden. Og  “mode er noget der er så rædselsfuldt, at vi bliver nødt til at skifte den ud hvert halve år”, som Oscar Wilde sagde.  Altså fortæller den intet om, hvad der bliver tilbage når det halve år er gået og tøjet kasseret: Manden der bar tøjet. Nøgenheden er et uomgængeligt element i Flandrin posituren.

Ensomhed ligeledes . Betragteren hensættes i refleksion ved synet af den sammenkrummede figur.

I en postmoderne variation ser betragteren sig selv spejlet som en person på billedet:

Postmodernismen forlanger tillige at modellen vi ser på maleriet ligeledes afbilledes. Philip Gladstones billede fremhæver lige som Flandrins billede kombinationen af det virkelige og det ideelle, det erotiske og det meditative – men dekonstruerer det poetisk romantiske. Den unge mand ved siden af betragteren er en almindelig ung mand. Arkadien – drømmebilledet af den frie vagt erotiske mandekrop er væk. Den oprindelige model for Flandrins billede må have været en ung mand, der for penge har siddet model. Den sociale virkelighed er ikke til at komme uden om.

J. H. Flandrin var gift og havde børn og ingen bevidsthed om at være homoseksuel. Ordet fandtes end ikke i hans samtid. Gladstones billede henviser netop til Flandrins tid. Deraf den uskyldige erotiske tone i billedet: Betragteren på billedet iagttager malertekniske kvaliteter, måske ubevidst om egne erotiske præferencer. Postulerer Gladstone dermed at Flandrins samtid var Arkadien?  En tid hvor man fordomsfrit kunne betragte mandekroppen uden at blive kategoriseret som homoseksuel eller stigmatiseret som seksuelt afvigende?

I hvert fald dekonstruerer han i så fald myten om Arkadien. Og postulerer: Arkadien er altid lige nu og her. Og hvis det ikke er Arkadien er det fordi Arkadien ikke findes!

Flandrin posituren: Arkadien tabt eller genfundet?

Maleren Jean-Hippolyte Flandrin (1809-1864) huskes idag for værket Jeune Homme Nu Assis au Bord de la Mer (Nøgen ung mand siddende ved havet).

Den unge mand sidder på en klippe med armene om benene, og hovedet hviler på knæene. Han har lukkede øjne. Landskabet er ubestemmeligt. Billedet blev reproduceret efter en engravering foretaget af Jean-Baptiste Danguin i 1887 og derefter meget populært. Det homoerotiske lader sig let fortolke ind i motivet.

I hvert fald blev Flandrin posituren hurtigt optaget i fotografiet af homoseksuelle fotografer.

F.eks. Wilhelm von Glöden (1856-1931):

Her er posituren den samme. Den maskuline figur. Og klippelandskabet. Titlen er Caino. Formentlig en reference til den bibelske figur Kain.

Et andet tidligt eksempel er amerikaneren Fred Holland Day (1864-1933) :

Day tog ligesom von Glöden billeder med religiøse allegorier, og dyrkede ligeledes den arkadiske allegori. Bemærk tilføjelsen af vasen på det første billede og den antikke statue på det andet. En form for etnografisk window shopping, der var populær i tiden. Hentydningerne til Bibel eller antik bragte det homoerotiske på tilpas afstand.  Og var med til at gøre fotografiet til kunst.

Motivet blev anvendt i hele det 20. århundrede. Af de mest berømte homoseksuelle fotografer.  F.eks. fortolkede den amerikanske fotograf Robert Mapplethorpe (1946-1989) motivet således:

Billedet af den sorte mand med titlen Ajitto er fra 1981. Og motivet der tidligere var afseksualiseret, kun vagt erotisk er nu blevet en mandefigur og fremhæver kønnet.

Fra at være de professionelle og celebre fotografers ejendom er motivet blevet bredt ud via nettet og reklamen. Og findes i utallige varianter. Som spejlinger af hvad manden er idag.

Et bud er, at han er blevet skater:

Men der er uendelig mange bud.

Også en tilbagevenden til det oprindelige billedes iscenesættelse af manden i naturen. Med titlen Flandrin. Anonym fotograf:

Mystikken i det fraværende blik, den cirkelformede krop, det ubestemmelige og anonyme landskab der er hans hood, og det erotiske i den slanke figur drager blikket og kalder spørgsmålene frem om hvem han er, og hvor han er på vej hen.

Wonderboy

Wonderboy er skrevet efter “ung til ung” princippet. Ligesom nogle gymnasier eksperimenterer med lærerfri zoner, hvor eleverne selv bestemmer og har ansvaret, er bogens univers ungdommens og ikke de voksnes. Sidstnævnte er stor set fraværende – i hvert fald i de unges bevidsthed – og opdager heller ikke hvad der foregår.

Forfatteren Angel T. Kirkegaard har den unikke forudsætning for det projekt, at da hun kun var 16 år da hun skrev bogen.

Bogen skildrer kærlighed mellem to drenge –  Lau og Theis.  Allerede her adskiller den sig fra andre forsøg i genren. For den søger at være meget “inde i” hovedpersonerne og komme tæt på det følelsesmæssige drama udspring og den første kærlighed er.

Her kommer den måske også – lidt ufrivilligt – tæt på nogle triste sandheder. Når de unge er overladt til sig selv oplever de også de ubehagelige konsekvenser af det emotionelle og sociale stres: Selvmordsforsøg og cutting. Forældre og lærerer der ingen anelse har om, hvad der foregår med drengene. De er uvidende selv da det er ved at gå helt galt for drengene!

Her spørger man sig som læser om dette er realisme eller en konsekvens af det fortællemæssige greb. Og forfalder let til refleksioner over, hvorfor det at overlade de unge til sig selv aldrig har noget været noget princip – højest en nødløsning, når samfundet ikke  havde ressourcer til at tage sig af dem.

Den eksklusive fokus på de unge – og især de to drenges oprørte følelser – bevirker at alt andet skubbes i baggrunden. Overraskende nok er der ikke en eneste beskrivelse af sex. Derimod hengiver drengene sig til brevskriveri og dagbog for at kommunikere følelserne. Her kommer fortællingen ud i et troværdighedsproblem. Den lidt pigede følelsesladethed konflikter med Theis’s  attitude som den drengede type.

Konflikten mellem de to drenge står knivskarpt – næsten arketypisk: Hvordan forener fyrene deres modsætninger, når den ene er udadvendt, populær hos piger og drenge – og seksuelt tiltrukket af begge køn – og den anden er mere følsom, indadvendt dagbogskrivende og hurtig til at erkende sin homoseksualitet?

Bogen lever her hvor den fungerer som kærlighedsroman om og med drenge.

I en litteraturkritisk sammenhæng kunne man lave en queer læsning af bogen og omtolke “drenge” til “piger”. Og vise at følelserne er de samme. Kønsroller og køn er sociale og fysiske rammer for noget. Men slet ikke bindinger. Drenge oplever lige så stor og ægte kærlighed i deres forhold som piger eller mænd og kvinder. Væk er gængse fordomme om drenge og mænds seksualitet som noget der blokerer for følelsesliv. Hverken seksualitet eller køn er begrænsning eller hindring. Derfor lægger man Wonderboy fra sig efter endt læsning med optimisme og måske et nyt syn på drenge og mænd?

Wonderboy kan lånes på biblioteket.

Eller købes:

http://proud.dk/search/angel-t-kirkegaard-wonderboy-1032.html?q=Wonderboy&qf.x=1&qf.y=2

http://www.saxo.com/dk/item/angel-t-kirkegaard-wonderboy.aspx

Andreas Steinhöfel: Verdens navle

Verdens navle er oversat fra tysk til dansk  i 1999. Det skal nævnes fordi slutningen af 1990’erne var det tidpunkt, hvor skrækken bredte sig over land med hensyn til børns seksualitet og pædofili . Mens bogen repræsenterer en helt anden vinkel.

Hvilken modtagelse bogen fik i Danmark ved jeg ikke. Men i Tyskland blev den nomineret til Deutschen Jugendliteraturpreis i 1999.  Her bliver den genanmeldt, fordi det  er en meget læseværdig bog, der tidligere har forbigået min opmærksomhed.

Verdens navle er struktureret som en coming of age roman. Hvor den homoseksuelle hovedpersons første famlende forsøg med kærlighed og sex beskrives.

Usædvanligt for en ungdomsbog er beskrivelsen af den 8 årige hovedperson Phils seksuelle oplevelser sammen med landsbyens sære kvinde Annie. Den evnesvage kvinde viser barnet pornografiske billeder, og kommanderer ham til, at tage bukserne ned og røre ved sig selv.

Ifølge mange en situation der kunne traumatisere et barn for livet. Men ikke hovedpersonen her. Han synes ikke billederne af nøgne damer er spændende. Det er derimod selve situationen:

“At jeg for altid skulle bevare den dag og den uerotiske oplevelse på sofaen i frisk erindring skyldtes, at jeg rent instinktivt var klar over, at jeg foretog mig noget forbudt sammen med Annie, da jeg sad i sofaen med bukserne nede om hælene. At få den lille hane til at gale, at stjæle en plade chokolade eller besudle en kirke ved at spytte i dens døbefont var ét og det samme. Det var forbudt, og at bryde dette forbud, jo det var dejligt – omend dejligt på en anden måde end den,  Annie hentydede til.”

Phil bliver ikke traumatiseret, faktisk savner han senere Annie. Fordi hun i barnets og den unge fyrs øjne er “sær” – ikke er en del af den konformitet, der kvæler landsbyen.

Annie er ikke pædofil, hun er evnesvag og begår handlinger, der hvis de kom til myndighedernes viden omgående ville sende hende på en institution. Der havner hun alligevel. Da hendes hoved – som det beskrives – en varm sommerdag som sædvanlig er fuld af hvid støj, og hun dratter i en af vejvæsenets udgravninger,  og hun derefter bliver sendt på sanatorium.

Da drengen senere kommer i puberteten har han ikke glemt Annies anvisninger på hvad han skal gøre for at tilfredsstille sig selv, og tænker tilbage på hende. Med et vist vemod.

Det er drengens held at ingen tilsyneladende opdager noget, og han undgår stigmatiseringen som pædofili-offer og det ledsagende hysteri.

For det store og interessante emne er hans homoseksualitet – der også i retrospektiv forklarer hvorfor Annies billeder af nøgne damer var så uinteressante. Det kan være sandt eller falsk, men sådan oplever han det.

Kun hans besættelse af den tabte far, der blev tilbage i USA kan konkurrere om opmærksomheden. Drenge er i romanens univers ikke ofre.  Det er ikke en maskulin psykologi.  End ikke for en homodreng, der allerede fra 6 års-alderen ser sit snit til, at erstatte sin pyjamas med en jævnaldrende piges natkjole!

Ungdomsbogsklichéen bliver imødekommet med  “den nye dreng i klassen” beskrivelsen af den fyr, der først vækker hans erotiske opmærksomhed.

Beskrivelsen af moderens lesbiske venindepar falder igen uden for de sædvanlige klichéer.  Og hæver romanen over det sædvanlige ungdomsbog niveau.

Drengen lever i og oplever et kvindeunivers, som er skildret med lige så stor indfølelse, som hans homoseksuelle forhold. Forfatteren mestrer det som en del kvindelige forfattere har gjort før: At skildre det andet køns homoseksualitet. (Edelfeldt, 1977)

Henvisninger:

Edelfeldt, Inger Duktig Pojke Stockholm 1977. Da. overs.:  Dygtig dreng. København 1984.