Flandrin posituren 2

Flandrin posituren er som nævnt karakteristisk ved  at de enkelte elementer i kompositionen til sammen udgør et hele.

Den bedste måde at illustrere forskellen til det klassiske genremaleri, som Flandrin undgik er, at betragte et andet billede af samme maler:

Titlen er: Kong Priamos’ søn Polytès iagttager grækernes bevægelser (1833-34). Det er et historie maleri. Stedet og personen kan indkredses geografisk og tekstligt. Selve portrættet er selvfølgelig fiktivt. Men genrerne historiemaleri og portræt er umiskendelige. Et bemærkelsesværdigt brud med den klassiske stil er de synlige pubeshår, der fremhæver det erotiske og er i modstrid med de idealiserede træk.

I Flandrin posituren med det bortvendte ansigt og det ubestemmelige landskab forkastes konventionerne. Ung nøgen mand siddende på en klippe ved havet refererer stadig til antik kunst, men er ikke bundet af genrernes konventioner. Billedet af en mand tenderer til at blive et billede af manden. Formentlig derfor tiltalte det de tidligste homoseksuelle  fotografer – og er vedblevet med at fascinere fotografer og billedkunstnere.

Figuren er en mand. Han er nøgen. Kroppen er cirkelformet krummet sammen. Blikket bortvendt. Landskabet anonymt eller ubestemmeligt. Den slanke krop vagt erotisk fremstillet. Enkelte elementer kan – som tidligere vist – modificeres uden at sprænge helheden. Hvis manden er blond fjerner vi os fra Middelhavsområdet. Den arkadiske myte tones ud. Når manden er sort – og kønnet synligt – som i Mapplethorpes version – befinder vi os i en moderne amerikansk sammenhæng. Her er manden sit køn – og omvendt. Et billede af en mand er derfor per definition et billede (også) af kønsdelene. Moderne billeder af nøgne mænd er egentlig ikke pornografiske. Nøgenbilleder af mænd viser blot den moderne opfattelse af hvad en mand er: Kønsdele og muskler.

Fjerner man ét af elementerne i kompositionen – eller lægges noget til – brydes helheden.

Et eksempel på en tilføjelse der bryder helheden er beklædning:

Selv den vageste antydning af tildækning af kroppen – som på dette udaterede og anonyme klassiske fotografi – bringer et element ind i billedet der antyder badning. Aktivitet. Og dermed er det ikke længere den reflekterende tematisering af mandekroppen eller kønnet. Figurens reflektion skal selvfølgelig formidles til betragteren selv.

En variation af posituren hvor figuren vender blikket op sprænger også helheden:

Selvom dette billede af  Wilhelm von Glöden er beslægtet med det, hvor Flandrin posituren anvendes, har denne version klart mere portræt karakter. Karakteristisk for Flandrin posituren er dens succehistorie. Allerede von Glödens billede blev populært.  Og derfor interessant at overtage for senere fotografer.

I moderne versioner på nettet ses figuren ofte påklædt. Beklædningen er briefs, boxershorts eller speedos. Lånene fra den maskuline garderobe hjælper imidlertid ikke med at besvare spørgsmålene: Hvem er en mand og hvad er en mand. Garderoben fortæller: Jeg poserer som en mand, jeg agerer som en mand.  Men beklædningsgenstande skifter i takt med moden. Og  “mode er noget der er så rædselsfuldt, at vi bliver nødt til at skifte den ud hvert halve år”, som Oscar Wilde sagde.  Altså fortæller den intet om, hvad der bliver tilbage når det halve år er gået og tøjet kasseret: Manden der bar tøjet. Nøgenheden er et uomgængeligt element i Flandrin posituren.

Ensomhed ligeledes . Betragteren hensættes i refleksion ved synet af den sammenkrummede figur.

I en postmoderne variation ser betragteren sig selv spejlet som en person på billedet:

Postmodernismen forlanger tillige at modellen vi ser på maleriet ligeledes afbilledes. Philip Gladstones billede fremhæver lige som Flandrins billede kombinationen af det virkelige og det ideelle, det erotiske og det meditative – men dekonstruerer det poetisk romantiske. Den unge mand ved siden af betragteren er en almindelig ung mand. Arkadien – drømmebilledet af den frie vagt erotiske mandekrop er væk. Den oprindelige model for Flandrins billede må have været en ung mand, der for penge har siddet model. Den sociale virkelighed er ikke til at komme uden om.

J. H. Flandrin var gift og havde børn og ingen bevidsthed om at være homoseksuel. Ordet fandtes end ikke i hans samtid. Gladstones billede henviser netop til Flandrins tid. Deraf den uskyldige erotiske tone i billedet: Betragteren på billedet iagttager malertekniske kvaliteter, måske ubevidst om egne erotiske præferencer. Postulerer Gladstone dermed at Flandrins samtid var Arkadien?  En tid hvor man fordomsfrit kunne betragte mandekroppen uden at blive kategoriseret som homoseksuel eller stigmatiseret som seksuelt afvigende?

I hvert fald dekonstruerer han i så fald myten om Arkadien. Og postulerer: Arkadien er altid lige nu og her. Og hvis det ikke er Arkadien er det fordi Arkadien ikke findes!

Skriv en kommentar

Endnu ingen kommentarer.

Comments RSS TrackBack Identifier URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s