Udviklingen af det homoerotiske fotografi

Ved at analysere komposition og motiv kan man vise en lige linie i det homoerotiske fotografi fra den tyske fotograf Wilhelm von Glöden til den amerikanske bøssefotograf Robert Mapplethorpe.

Begge fotografer anvendte et billede af maleren Flandrin som forlæg.

Caino, ca. 1902

Denne udvikling har jeg forsøgt at beskrive i et par af de foregående foto-artikler. Her skal  Wilhelm von Glödens betydning for det homoerotiske fotografi diskuteres mere indgående.

I forbindelse med offentlige bibliotekers anskaffelse af originale erotiske billeder dukker problemstillingen op om der virkelig er tale om kunst og ikke pornografisk materiale?

Og for at institutionen ikke skal blive ramt af offentlig kritik eller på bevillingerne er det nærliggende, at fremholde de kunstneriske kvaliteter som primært motiv til anskaffelse.

Sidst det var aktuelt var i 1996 da Det Nationale Fotomuseum i Det Kongelige Bibliotek udvidede sin samling. Og Rune Gade bidrog med indlægget Hinsides figenbladet i Magasin.

Siciliansk dreng spiller på panfløjte. Det Nationale Fotomuseum. Erhvervet 1996.

Her argumenter han for at von Glödens værk er på vej ind i den officielle fotohistorie. Og beskriver dualismen mellem kunst og pornografiske elementer i von Glödens fotografi.

Artiklen fastslår at billedernes mere eller mindre eksplicitte homoerotiske observans nu er indiskutabel.

Wilhelm von Glödens samtid forholdt sig – skal det bemærkes – indifferent over for dette aspekt. Listen over royale personer, industrimagnater og kulturpersonligheder der valfartede til Taormina – det fjerne Sicilien – for at udtrykke deres respekt for von Glöden er imponerende. Og forbløffende taget i betragtning af, at det fandt sted i perioden 1880-1914 – i det der efter den engelske dronnings angiveligt inskrænkede syn på sex og seksualitet – er blevet kaldt den victorianske æra. Men samtiden accepterede den nøgenhed eftertiden har fundet så stødende. Eller kun modstræbende er begyndt at acceptere.

I en artikel fra oktober 2010 i det italienske 5magazine fremsættes en vurdering af von Glöden jeg i det følgende vil referere til som en gay-perspective opfattelse. Her bliver von Glödens kunstneriske prætentioner tonet ned. Hvilket fremgår alene af overskriften: Wilhelm von Glöden a pioneer of nude male photography .

Artiklen er illustreret med det berømte Caino fotografi – von Glödens version af Flandrin posituren. Desuden med en række billeder, der imodsætning til dette præsenterer frontal nudity.

Blandt andet et af de talrige nøgenbilleder af von Glödens elsker og samlever Pancrazio Buccini (1864-1951).

Artiklen forskyder interessen fra værk til  biografi. Dermed antydes der en forklaring på, hvorfor anerkendelsen og de offentlige samlingers anskaffelse af de originale fotografier er kommet ret sent.

Wilhelm von Glöden mødte Pancrazio Buccini i 1878. Da denne altså var meget ung. En ligeledes meget ung von Glöden – der var 22 eller 23 år, da han indledte det livslange forhold – ansatte Pancrazio som assistent. De to var kun adskilt under 1. verdenskrig 1915-18, da Italien skiftede side i krigen og von Glöden måtte flygte hjem til Tyskland. Mens Pancrazio blev indkaldt til den italienske hær. Forholdet afsluttedes med von Glödens død i 1931. Hvor Pancrazio blev enearving til hele samlingen af negativer og fotografier. Pancrazio Buccini var i von Glödens levetid blevet gift og havde flere børn. Forholdene i Italien havde nemlig ændret sig drastisk efter 1. verdenskrigs afslutning. Og fascisternes greb magten med Mussolini  i spidsen i 1922. Det fik den konsekvens i 1933, at fascisterne gik til angreb på samlingen og konfiskerede og destruerede mere end 1000 billeder og negativer under påberåbelse af billedernes anstødelige og pornografiske indhold. Indtil Buccini ved et heroisk forsvar ved domstolen fik sat en stopper for vandalismen, og sikrede sig retten til at beholde de resterende billeder.

Artiklen tegner altså et portræt af von Glöden og Buccini som forløbere for den moderne homoseksuelle bevægelse og selvbevidsthed. Der i Danmark efter verdenskrigen resulterede i dannelsen af Forbundet af 1948 .

Det er et meget besnærende billede der her tegnes. Og det indeholder også en vis sandhed. Desværre er von Glödens biografi dårligt udforsket, og der hersker en forstyrrende usikkerhed på enkelte afgørende punkter. F.eks. findes der variende angivelser af både stavningen af Buccinis navn og fødselsår.

Ved at fokusere på det biografiske materiale fremhæves von Glödens forhold til Buccini med tilnavnet “Il Moro”. En meget smuk fyr med kvalifikationer til at optræde i en hvilken som helst sexfilm set med nutidens øjne.

Pancrazio Buccini med tilnavnet Il Moro på grund af hans mørke hud.

Artiklen forholder sig især til den del af von Glödens værk, der taler til den homoerotiske fascination. Hele den side der spiller på dissonansen mellem realisme og idealitet er fraværende. Selvom det måske ikke mindst er denne side der ud fra et kunstnerisk synspunkt er interessant.

En rehabilitering af von Glöden i Italien er selvfølgelig påtrængende. Italien opretholdt i efterkrigsperioden – som et levn efter fascismen – forbudet mod pornografi. Og dermed skrappe restriktioner imod von Glödens værk. Og den katolske kirke ser som bekendt heller ikke idag med milde øjne på det homoerotiske.

5magazine har derfor ret i at imødegå tabuiseringen af det homoerotiske element i von Glödens fotografi og pege på at tilsidesættelsen i den officielle fotohistorie ikke blot skyldes selve billedmaterialet, men også biografien. Altså den åbne homoseksuelle relation til Buccini. Og det homoseksuelle liv den fjerne provinsby Taormina tiltrak. Som Robert Aldrich beskriver så levende i The seduction of the Mediterranean, at man bliver i tvivl om, hvad der er myte, og hvad der er virkelighed?

Artiklen hævder at 80% af von Glödens billeder viser letpåklædte eller nøgne mænd og drenge og insisterer dermed på nøgenhed og homoerotik som von Glödens egentlige anliggende. Etiketten som pioner inden for det homoerotiske fotografi forekommer derfor meget passende. Som modvægt til fortænkte analyser af kunstneriske ambitioner. Dog gør man hverken von Glöden – eller det homoerotiske fotografi – nogen tjeneste ved at indsnævre dets appel til at være rent visuelt afrodisiakum. Og ignorere billedernes flertydighed og iscenesatte gådefuldhed.

Efterligning af  af Flandrin posituren. “Caino” af Gaetano D’Agata (1883–1949) ca. 1910.

Hele pointen i Flandrin posituren er at den nøgne mandekrop er objekt for beskueren – imodsætning til f.eks. ovenstående billede, hvor ansigtets synlighed gør det rimeligt at placere det i portrætgenren. Ironisk nok er det billede, hvor det seksuelle element er tonet ned det dristigste: Det opfordrer beskueren til voyeurisme. Stillet lidt på spidsen kunne man argumentere for at Caino billedet er verdens første homoerotiske billede med mandekroppen i centrum. Det første fotografi der repræsenterer et moderne, sækulariseret blik på mandekroppen.

Hele den teatralske side af det tableau vivant von Glöden dyrkede så passioneret bør heller ikke afvises eller affejes som udvendighed eller staffage. End ikke i selvportrætterne kunne von Glöden modstå fristelsen til at iscenesætte. Polemisk kunne man hævde, at det ikke nødvendigvis er nøgenbillederne i hans produktion der er de vigtigste.

Wilhelm von Glöden iscenesat som røver, Jesus fra Nazaret, araber og tysk adelsmand. Hans adkomst til det adelige von er nemlig omstridt.

Gay-perspective fortolkningen lider endvidere af den svaghed, at den fremhæver det vi – nutidens mennesker – ønsker at se, ikke det samtiden så. Wilhelm von Glöden var medlem af ansete  fotografiske foreninger og fik publiceret sine billeder i tidens mest ansete tidsskrifter  “The Studio”  og “Kunst für Alle”. Alt dette i en periode hvor homoseksualitet og homoseksuelle var genstand for offentlig forfølgelse. Både i England, Tyskland – og såmænd også i Danmark – prægede store skandaler den offentlige debat. Havde samtiden set noget åbent homoerotisk i von Glödens billeder ville en voldsom reation næppe være udeblevet.

Samtiden accepterede med andre ord, at Wilhelm von Glöden havde reelle kunstneriske ambitioner. Selv mente han at udforske en verden, der var meget gammel – det antikke Grækenland. Idet han var overbevist om, at de hyrder og bondedrenge der optræder på fotografierne var direkte efterkommere af antikkens mennesker og dermed repræsenterede noget, der var den moderne civilisation fremmed.

Idag kan vi ryste på hovedet af denne arkadiske myte. Men samtidig bør vi huske på, at såkaldte vilde eller naturfolk den dag i dag ofte ses fremstilles på billeder letpåklædte eller nøgne og at det signalerer autenticitet.  Var de iført moderne mærkevaretøj ville denne illusion blive spoleret. Det er derfor muligt at forstå – i hvert fald begrebsligt – at von Glödens samtid fortolkede billederne på en helt anden måde end vi gør idag.

Nutiden vil nødvendigvis være meget mere nøgtern i sin vurdering af von Glödens værk og af hans motiver. Men en vigtig del af forståelsen vil gå tabt, hvis man insisterer på at anskue hans værk som pornografisk – uanset om man er tilhænger eller modstander af fænomenet. Uden at man af den grund er nødt til at lukke øjnene for det homoerotiske element.

Fortolkningen af von Glöden kan ikke undgå at være påvirket af moderne fotografer, der bevidst låner og hylder det klassiske homoerotiske fotografi. En af de mest spændende yngre fotografer er amerikaneren Mikel Marton. Hans Hyldest til klassikerne formidler det moderne, homoseksuelle selvbevidste blik på von Glöden.

Von Glödens originale billede ved siden af Martons.

http://mikelmarton.blogspot.com/2010/02/ode-to-classics.html?zx=c03de5a42b477040

En meget fin samling af Wilhelm von Glödens egne fotografier angiver, at den har det samme gay-perspective:

http://vongloedengayhistory.free.fr/

Reklamer

Peer Dahlin Røpke Aagaard: Copenhagen HIV Programme

Jeg kunne ikke undgå at bemærke en udokumenteret påstand cirkulerer på nettet i bestemte fora og fremføres igen og igen af de samme mennesker:

At medicinalindustrien og forskerne bevidst undertrykker arbejdet med at finde en kur mod hiv, fordi de tjener mere på stoffer til behandling af sygdommen end på at finde en kur.

Min arbejdsplads – Copenhagen HIV Programme – modtog i september 2010 den prestigefyldte pris for Global Excellence for det arbejde indenfor hiv-forskning, som vi præsterer.

Vi samarbejder med flere hundrede hospitaler og universiteter over hele kloden. Sammen har vi hundredtusinder af hivpatienter under overvågning.

Fra Nordsverige til Sydafrika. Fra Argentina over USA og Europa, gennem de mest uvejsomme egne af Østeuropa til Australien. Antallet af patienter vi følger og de dataprogrammer vi benytter gør, at vi med større autoritet end nogen anden forskningsenhed kan udtale os om virkning og bivirkninger af hiv-medicin og om hiv-patienters generelle sundhedstilstand.

Det faktum benytter både EU, mange medicinalfirmaer og den amerikanske regering – verdens største sponsor indenfor hiv-forskning – sig af.

Jeg har haft den ære at møde et stort antal af klodens fremmeste hiv-forskere, og jeg har fulgt arbejdet med udvikling og evaluering af nye hiv-medicin-typer på nærmeste hold. Jeg har gang på gang set endnu en ny pille blive skrottet, fordi det viste sig, at den ikke levede op til forventningerne trods investeringer på hundreder af millioner af dollars.

Jeg har set læger, sygeplejersker, laboranter og hiv-aktivister arbejde side om side med det fælles mål at komme hiv-gåden bare et lille skridt nærmere.

Og jeg har deltaget i møder med UNAIDS og EU’s hiv-forskningsansvarlige og med EU-parlamentarikere, som på hver deres måde gør et stort stykke arbejde i kampen mod hiv.
Jeg ser, at folk som Bill Gates og Elton John uselvisk bidrager til kampen imod hiv og aids med millioner og atter millioner af dollars.

Jeg har set hiv-smittede venner dø og andre – senere – som mirakuløst kom sig, da de begyndte i behandling. Og jeg kender mænd og kvinder som trods svær hiv-sygdom har leveret tusinder af gratis arbejdstimer i kampen mod det forbandede virus.

Jeg er i al beskedenhed også selv en lillebitte brik i den sammenhæng.

Men jeg har aldrig oplevet en eneste blandt de mange tusinde aktører i kampen mod hiv som bare antydningsvis lod forstå, at han eller hun tilbageholdt den information, som ville udløse en Nobelpris og redde millioner af menneskers liv.

Der er nok konspirationsteorier om hiv. En anden går på, at virusen er sat i omløb af medicinalindustrien, selv om det forlængst er påvist, at den stammer fra Afrika og kunne påvises i aber helt tilbage til første halvdel af det forrige århundrede.

En tredje konspirationsteori med særdeles mange tilhængere handler om, at det slet ikke er hiv, som fører til aids. At hiv blot er et uskadelig virus som ikke kræver nogen behandling og at aids er en helt anden sygdom. Endnu en “teori”, som gang på gang og punkt for punkt er blevet tilbagevist.

Igen i år kommer Danmark til at se over 300 nye hiv-smittede. På verdensplan bliver tallet ca. 3 millioner nye medlemmer af den alt for store klub i 2010.

Vi er nu knapt 35 millioner kloden over som lever med hiv. Hver og en af os fortjener at blive taget alvorligt, ligesom de mange som har viet deres liv til kampen mod hiv fortjener det.

Derimod er der ikke brug for hjemmestrikkede konspirationsteorier som med rund hånd strøs ud over intetanende unge mennesker.

Hvad er det for et budskab at sende? Hvordan vil den slags ikke blive opfattet af de mange nysmittede hiv-fyre som forsigtigt træder deres første skridt i forsøget på at finde vejen frem gennem et nyt liv med en kronisk og alvorlig sygdom?

Hvoraf kommer denne trang til at at lukke udokumenteret påstande ud?

Hvilken livsbitterhed fremkalder den perverse tanke, at der findes et verdensomspændende netværk at læger, forenet i det mål at forhindre syge i at blive raske?

Hiv æder kroppe og sjæle op. At omgås den sygdom er en daglig kamp for enhver som har den inde på livet: Patienter, plejere, forskere, pårørende og dem som er i risiko for at blive smittet.

VORES fælles kamp fortjener ikke at blive modarbejdet indefra af mennesker som burde vide bedre.

I al den tid jeg har vidst AIDS findes – og det er et par årtier efterhånden –  har jeg hørt forskellige konspirationsteorier der benægter fakta. Enten påstår de at virusen ikke findes, eller at den blevet spredt med vilje og ingen gør noget for at bekæmpe problemet.

Disse løgnehistorier bliver ikke sandere af at blive gentaget igen og igen. Men det bliver de desværre. Derfor har jeg ladet en ekspert komme til orde på min blog og fortælle om sit arbejde og sin arbejdsplads Copenhagen HIV Programme. For at mane alle myter i jorden.

Heldigvis findes der seriøse, intelligente og modige mennesker der både professionelt og frivilligt yder en stor indsats for at bekæmpe hiv-smittens udbredelse. Peer Dahlin Røpke Aagaard er et af disse mennesker. Han skal have tusind tak for den indsats han gør. Og tak for at jeg må bringe ovenstående indlæg på min blog.

Ole Hansen

Ønsker det danske homomiljø at nedlægge sig selv?

Det danske homomiljø er blevet sin egen værste fjende. Mærkesagerne er ikke blevet gennemført. Regeringen har gentagne gange forhalet og spændt ben for homoægteskab og vielse. Men det er ikke problemet.

Selv hvis disse vedtagelser gik igennem i den nuværende Folketingssamling  og LGBT Danmark nedlagde sig selv efter veludført arbejde ville vi i realiteten kun være kommet et lille skridt videre. Måske end ikke det.

Sagen er at den samfundsmæssige – og politiske dagsorden – har flyttet sig. Regeringen kan underprioritere eller forsinke indsatsen imod hatecrimes, men heller ikke oppositionen vil kunne lovgive sig ud af dette problem, hvis den får magt efter næste valg.

Faktum er at det danske samfund i løbet af det sidste årti ikke er blevet mere tolerant over for de homoseksuelle  – eller seksualitet i det hele taget.

At LGBT Danmark vil nedlægge sig selv når de sidste mærkesager er gennemførte fremstår sandsynligt. Hele den del af den samfundsmæssige dagsorden der omhandler andet end en beskeden del af middelklassens problemer har hverken LGBT Danmarks interesse eller opmærksomhed.

Nedlæggelsen af foreningen forekommer desto mere sandsynlig, fordi uenigheden med regeringen inskrænker sig til enkeltsager. Der er ikke nogen modstand mod det der er vigtigst  på den politiske og samfundsmæsssige dagsorden lige nu: Kriminalisering og illegalisering af forskellige former for sex.

En lang række emner falder uden for LGBT Danmarks interesseområde fordi homopolitik i Danmark – i modsætning til Sverige – ekskluderer alt der ikke er LGBT. Mens det svenske RFSL er bredere og inddrager seksualpolitiske emner, som prostitution og pornografi i sit principprogram.

Emner der er stærke krav om bliver omfattet af nye restriktioner og forbud i Danmark. LGBT Danmark er fuldstændig tavse. En tavshed man kan tage som udtryk for stiltiende accept af kriminaliseringspolitikken.

Den verserende debat om dating-sitet boyfriend.dk er interessant, fordi det er det eneste sted seksualpolitiske synspunkter i miljøet støder sammen. Kernen i debaten er om homomiljøet skal være inkluderende eller ekskluderende.

Et af homomiljøets vigtigste principper er at det er inkluderende. Alle LGBT mennesker skal have mulighed for at være med. På sitet boyfriend.dk er heteroseksuelle forment adgang. Hvis det fremgår af profilen, at man er hetero udtaler dets administrator Andreas Frøsting på forbruger sitet Trustpilot, at man er uønsket. Tanken er at sitet skal være et eksklusivt dating-site for LGBT mennesker.

Noget i størrelsesordenen af 95% af Danmarks befolkning definerer sig som heteroseksuelle. De er altså uønskede. På linie med de der søger dyresex. Sådan er sitets regler. Attituden bag er både arrogant og intolerant. I fuld overensstemmelse med resten af LGBT miljøets politike grundsyn.

Om de der definerer sig som heteroseksuelle kan man sige, at ikke alle ved om de eventuelt skulle have homoseksuelle lyster. Måske er de ikke sprunget ud? Over for sig sig selv eller andre? Og hvem kan afgøre om andre mennesker er hetero eller homo. Eller måske bi?

Administrationen af boyfriend.dk består i at ekskludere enkelte mennesker eller grupper. Enten vilkårligt eller efter nøje gennemtænkte principper. Det kan være filter mellem aldersgrupper. Eller oprettelse af lounges, hvor bestemte racer bedømmes som usexede som f.eks. loungen “Tænder ikke på asiater”. Som eksisterer med administrators velsignelse.

Boyfriend er m.a.o. lige som resten af homomiljøet ikke inkluderende det er ekskluderende. En masse mennesker bruger en mængde energi på, at udtænke nye måder for at klassificere og ekskludere andre.

For en gruppe af mennesker der søger samfundets accept og ligestilling forekommer en så bastant afvisning af  “de der ikke er lige som os” som absurditet.

Især fordi man må formode at kun en lille del af befolkningen definerer sig selv som homoseksuelle – eller tilhørende LGBT – men mange flere kan have homoseksuelle erfaringer. Eller ønske om det. Og kunne deltage eller støtte.

En lille gruppe på boyfriend.dk’s debatforum kalder sig selv for moralister. De er lige som deres ligesindede uden for LGBT miljøet fuldtidsbeskæftigede med at udtænke måder man kan forhindre andre mennesker i at have sex. Deres ærinde er kriminalisering og stigmatisering af bestemte former for sex.

Det er mere end jalousi.  Forbudstilhængerne på boyfriend har gang på slået fast, at eftersom det er et privat site, finder de enhver kritik irrelevant og uvelkommen. Og sitets administrator har heller aldrig nedladt sig til at svare sine kritikere. I modsætning til det omgivende samfund er der hverken brugerindflydelse eller ytringsfrihed i homomiljøet.

Alle private sites er ikke hævet over kritik. Der er f.eks. en forbrugergruppe der stiller krav til Facebooks håndtering af brugernes interesser og beskyttelse af private data. Boyfriend sitet hænger derimod mennesker ud offentligt. Og smider dem ud, uden de får lejlighed til at forsvare sig.

Hvorfor er det sådan i homomiljøet.  Hvorfor bliver denne tingenes tilstand accepteret?

Måske fordi LGBT politik idag ikke handler om rettigheder, men om at fremme en forbudsdagorden.

Selvfølgelig er der også kritiske røster. Både i Danmark og i USA er der modstand mod forbud og kriminalisering,

Den del af feministerne der er kommet videre siden 70’ernes Femø ølejre kalder sig  for prosexfeminister, og er imod forbud, forbud og kriminalisering.

V er nogle der definerer os selv som prosexhomoer, og er imod forbud og eksklusion. Hvilken form for sex det enkelte menneske søger eller dyrker vedkommer ikke samfundet eller andre private sålænge det er legalt.

Nogle mennesker er imod sex – i hvert fald forskellige former de ikke selv tænder på eller dyrker. Og ønsker forbud.

Moralisterne på boyfriend-sitet erklærer beredvilligt, at sex og seksualitet intet betyder for dem privat. Det de har imod homomiljøet er, at det promoverer sex. Og tænk engang: Det er nok sandt. Homomiljøet repræsenterer i deres øjne “tusind perversioner”. Som det er deres pligt at bekæmpe.

De ser det som deres opgave at nedlægge homomiljøet. Og i modsætning til politiske partier som er fjendtlige over for homoseksuelle og LGBT miljøet er de, der kalder sig moralister, en del af miljøet.  Hvor de  har både magt og indflydelse.

I den offentlige debat handler forbudsdiskussionen ofte om de mere bizzare former for sex som få kender og endnu færre dyrker. Dyresex eller japanske tegneserier på nettet. Men kernen i forbudsindstillingen er at forbyde eller illegalisere sex vi alle kender eller opfatter som normalt.

Moralisterne mål er at alt det der er fuldt legalt og socialt acceptabelt nu i fremtiden skal krimininaliseres og illegaliseres. Boyfriend.dk har indført et filter mellem unge og voksne. Et nyt dating-site – Albert.dk – har sat en aldersgrænse på 18 år. Og dermed ignoreret lovgivningen der ligestiller homoseksuelle og heteroseksuelle forhold, og sætter den seksuelle lavalder til 15 år.

Af debatter med de der forsvarer kriminalisering fremgår det at en aldersgrænse gerne kunne sættes højere. “Frivilligt” som visse dating-sites gør idag. Eller tvunget via lovændringer.

Sammenholdt med at en ny britisk undersøgelse fortæller at homoseksuelle idag springer ud tidligt – i gennemsnit når de er 15 år – forekommer det ikke indlysende at lægge hindringer i vejen for unge på datingsites. Eller for at unge kan færdes i LGBT miljøet.

De begrænsninger moralisterne ønsker er altså ikke vendt mod mærkelige afarter af seksualitet, men imod mennesker der har en bestemt seksuel orientering, race eller alder.

Hvis LGBT miljøet får vedtaget sine mærkesager vil en organisation som LGBT Danmark formentlig nedlægge sig selv. Og relaterede politiske og kulturelle aktiviteter som f.eks. Priden forlanges nedlagt. Fordi den alene som – det også hævdes fra ledende medlemmer af Dansk Folkeparti – er udtryk for ikke tilpassede gruppers behov for demonstration af afvigende seksualitet.

Kernen i den seksualpolitiske debat er at en gruppe mennesker i det danske samfund har sat sig for at agere smagsdommere og agter at indføre forbud på forskellige områder. En debat LGBT Danmark end ikke har tænkt sig at deltage i. Heller ikke der hvor konsekvenserne vil være mærkbare for miljøet.

Det pornografiske samfund

Internettet er over os. Og dermed også frygten. Da vi fejrede Millenium for 10 år siden troede mange at nettet ville gå ned. For hvor der er net er der hackere sagde computereksperterne. Og de skulle jo vide det. Men der skete intet. 

Siden er alle de sociale sites kommet til: Myspace (2003), Flickr (2004), Facebook (2004), You Tube (2005) og Twitter (2006). De er nye, vi kender dem ikke særlig godt endnu. Vil de passe godt på vores personlige oplysninger? Undlade at udlevere dem til trediepart, der kan spamme ens e-mail med reklamer eller det der er værre?

Betænkelighederne ved nettet er beslægtet med de betænkeligheder der altid har været over for nye teknologier. I cyklens barndom var fornuftige mennesker ikke i tvivl om at fart dræber. Og slet ikke da bilen blev opfundet. Det forhindrede ikke at begge køretøjer blev en uundværlig del af det moderne samfund.

Risikosamfundet: Hvad sker der næste gang man drejer om hjørnet?

Risikosamfundet er det blevet kaldt: Alt er jo farligt, spørgsmålet er hvor farligt det er. Hvis en hensigtsvæssig trafikomlægning kan minimere faren for sammenstød mellem cyklister og biler har man måske slet ikke grund til at være bekymret. Så længe man ser sig for.

På nettet kender vi alle leave eller enter skiltene. Så kan de mindreårige holdes ude fra visse typer sites. F.eks. de der beskæftiger sig med pornografi. På Flickr er der advarsler imod at se visse af brugernes billeder. De der er skræmmende og provokerende. F.eks. to fyre der kysser hinanden! På nettet hersker der altså sex-panik. Sex på nettet er farligt. Selv et kys.

Alle sites der beskæftiger med sex tager deres forholdsregler. Adskillige dating-sites sætter en aldersgrænse på 18 år. Den danske lovgivning opererer som bekendt med en seksuel lavalder på 15 år. Og den alder gælder ude i virkeligheden. Men på nettet er alting farligere ved vi alle. Og dating-sites er kommercielle.  Man kunne argumentere for, at de blot skal holde sig til lovgivningen. Men faktum er at de udøver selvcensur.

Et enkelt site –  boyfriend.dk –  opererer endnu med en aldersgrænse på 15 år. Men i dette efterår har sitet indført et filter så de unge mellem 15-18 år kan vælge at være usynlige i forhold til sitets øvrige brugere. Af hensyn til deres sikkerhed. Om de vil benytte det er selvfølgelig frivilligt.

Men brugerne – de der ved – eller kunne tænke sig at vide, hvad et homokys er går vel ikke ind for restriktioner? De unge homoer har behov for, at gøre deres erfaringer på et site, hvor de kan kommunikere med hinanden – og måske med fyre, der er homoseksuelle?

Det er en del unge enige i. En fyr på 17 år siger på boyfriend.dk:

Det er FEDT med fyre i homomiljøet som tør skille sig lidt ud fra de andre og tør vise deres kærlighed selvom den ene er ung og den anden er en voksen fyr.”

Hans profil er synlig for de andre brugere og han deltager i offentlig debat. Når han bliver foreholdt at det synspunkt hører man ikke så ofte svarer han:

“Jeg tror bare det er lidt nemmere for de mere voksne fyre at snakke om det sådan helt offentligt.”

Er det rigtigt at de voksne er mere åbne eller er mindre skræmte over hvem der mon vil læse med. Er de der er mere erfarne også mere åbne?

Desværre nej.

Undertegnede er den eneste bruger på sitet Trustpilot der har givet en anmeldelse af et homopornosite, det amerikanske 8teenboy site. Da Trustpilot er et forbruger site, er et væsentligt element i indlægget, at der ikke indgår nogen klager over kundeservice. Og at sitet holder hvad det lover. Det skulle man tro andre også kunne konstatere. Eller at de kunne vurdere andre sites. Men der er tavshed.

En anmeldelse af pornografi fortæller trods alt, at man føler sig kompetent til at vurdere om det er godt eller skidt. Og gør man opmærksom på at fyrene ser godt ud og fungerer sammen har man røbet noget om sig selv. Smag eller dømmekraft.

Dette indlæg handler om hvorfor man er nødt til at forholde sig til pornografi. Pornografiens begreber og virkelighedsbillede indgår i forskellige former for offentlig debat. På en uheldig måde.

Først lige et par ord til om åbenhed.

Homoseksualitet er stigmatiseret eller kriminaliseret andre steder i verden. Det må mennesker med anden etnisk eller kulturel baggrund end dansk forholde sig til, når de har kontakt med hjemlandet. Men hverken sex eller pornografi er tabuer i Danmark.

Det er vel mere et spørgsmål om, hvad man kan lide eller ikke lide. Spiser man frugt eller grønsager hver dag fordi det falder i ens smag eller af hensyn til vægt eller sundhed er det et personligt valg. Ikke noget man nødvendigvis skal være “åben” med. Formentlig er det kun ens nærmeste venner der ønsker at høre om ens kostvaner – med mindre man er ekspert i ernæring.

Men man kan være åben homo. En del af forklaringen er at homoseksualitet indtil 1981 var på Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme.  Og her eksisterer der jo mange tabuer. Med dette in mente kan man også fravælge åbenhed af frygt for fordomme eller stigmatisering. Nogle miljøer er mere tolerante end andre. Det er en kendsgerning.

Seksualitet er ikke privat. Den måde internettet fungerer på nedbryder grænserne mellem offentlig og privat. I 1990’erne eksisterede der et fænomen der blev kaldt netbloggere. En af disse Justin Hall blev kaldt verdens mester i selvudlevering. For det var hvad det handlede om: At fortællle sit livs intime deltaljer på video, billeder og ord. Tilgængeligt for alle. Nogle mente det fænomenet måtte være forbigående. I dag lider 500 millioner mennesker af det der dengang blev afvist som opmærksomhedssøgen. Vi bliver kaldt for Facebook brugere. Fænomenet er blev bredt ud til helt almindelige mennesker.

I et samfund der til tider i den offentlige debat betegnes som “pornoficeret” er der påfaldende få mennesker, der føler behov for at tilkendegive deres synspunkter vedrørende sex eller pornografi.

På et dating-site er der mulighed for anonymt at tilkendegive sådanne synspunkter. Det er derfor i praksis den eneste tilgængelige kilde for en diskussion af de forskellige synspunkter.

Her har jeg kunnet konstatere at en lang række debatter føres med udgangspunkt i pornografiske forestillinger. I et omfang hvor man kommer i tvivl om, hvad brugerne på dating-sitet kender bedst: Virkeligheden eller den pornografiske forestillingsverden. Selvom de hårdnakket benægter at det forholder sig således.

Lad mig her tage udgangspunkt i hvad fyren på 17 år siger om alder. Hvorfor skulle det være interessant hvilken alder Romeo og Julian har? Hvis der er kærlighed mellem to fyre, gensidighed og respekt, alt det der er normalt og som de fleste af os kender fra hverdagen eller de fester vi går til, hvorfor så diskutere noget så uinteressant som alder?

Men alt afhænger selvfølgelig af hvilke begreber om sex man lægger til grund. Pornografien – eller store dele af den – foregår i fantasiens verden. Her sker alt det ingen – forhåbentligvis – ønsker at se i virkeligheden. Tvang, gruppevoldtægt, voldsom dominans og incest forhold er bare en del af det. Ofrene skriger enten af smerte eller af lyst. Der er ingen krav om realisme. Det åbenlyst utroværdige ødelægger ikke en sexfilm. Det kender vi også fra andre genrer. Actionfilm hvor et utal af biler er blevet smadret og et tocifret antal mennesker skudt eller kørt ned kan sagtens få et måbende biografpublikum til at juble af begejstring. For de ved det er film. Og bilerne var et bestemt fabrikat så alle tjener penge på det der kaldes product placement. Og menneskene døde jo ikke.

Alle de såkaldte aldersdebatter på boyfriend.dk har det tilfælles, at de hverken handler om alder eller virkelighedens verden, men derimod om pornografiske fantasier. Debatten kredser om alle tabuerne: Overgreb, vold, tvang og incest. Og konklusionen er derfor også givet på forhånd: Det kan ingen acceptere i virkelighedens verden. Måske hengiver debattørerne sig blot til  pornografiske fantasier. Som derefter afvises i anstændighedens navn?

Tommy Anders

Et eksempel er at alle homoseksuelle forhold betragtes ud fra en incestuøs synsvinkel: To fyre på samme alder er i denne terminologi “brødre”, en ældre og en yngre er “far” og “søn” eller “onkel” og “nevø” og så fremdeles. Og debattører står frem på stribe og erklærer det er “klamt” eller “ulækkert”. En enkelt debattør har stået frem og erklæret sig imod homoseksualitetens “tusind perversioner”. Og altså karakteriseret homoseksualitet som de “tusind perversioner”. Der har etableret sig en fløj af debattører, der opfatter sig selv som moralister. Men alle deres forestillinger om forhold mellem fyre og homosex er hentet fra pornografien. Og det er et fantom de bekæmper: Pornofantasiens verden – deres egne pornografiske forestillinger.

Spørgsmålet er: Hvordan kan seksuelle forhold mellem frie og lige individer som vi alle kender dem omfortolkes til den pornografiske forestilling om asymetriske forhold, der er bundet via familierelation eller autoritetsforhold? Forhold formentlig meget få mennesker kender i praksis. Måske fordi disse fantasier appelerer til nogle?

Debatterne vidner om at erotiske fantasier ikke søges i pornografien på nettet. Det er det pornografiske materiale på nettet der strukturerer virkelighedsopfattelsen.

Det pornografiske samfund er et samfund, hvis forestillinger er styret af pornografi.

I ungdomskulturens sprog hedder det “du kunne være min far”, hvis en ung fyr ikke tænder på en voksen fyr. I det pornografiske samfund er incest normalt.

Debattørerne fortæller derfor også at det er sex og de miljøer, hvor mennesker opsøger sex der er skadelige. Ikke pornografiens fantasifulde eller forvrængede fremstillinger af sex eller seksuelle relationer. Sagt omvendt ville det hedde: Sex er skadeligt, pornografi er sund og godt.

Det bemærkes aldrig på disse debatter at pornografiens forestillingsverden er kontrafaktisk: Når homoseksuelle fyre er sammen er forholdene i praksis aldrig incestuøse. De jævnaldrende fyre er ikke brødre, der hvor der er aldersforskel er den ene ikke far og den anden er ikke søn. Forestillingen om dominans i disse forhold baseret på far-søn forhold eller lærer-elev forhold stammer fra fantasiens verden og kan derfor ofte indbefatte S/M og alle tænkelige variationer ingen af de pågældende debattører har prøvet. Men altså uden tvivl har set på nettet.

Spørgsmålet er hvordan påstande der åbenlyst er kontrafaktuelle – dvs. ikke kan bekræftes i den virkelighed vi alle kender og er en del af – kan udgives for sandhed?

Som det fremgik af tavsheden omkring hvem der benytter de forskellige sexsites har den pornografiske forestillingsverden ingen legitimitet. De der betegner sig selv som moralister benægter, at de ser porno eller har noget forhold til det. Hvilket ikke er særlig overraskende. Hele det moralske fundament ville ryge på gulvet, hvis de tilstod deres kendskab og inforståethed med de pornografiske klicheer.

Som nævnt indgår der i bestemte typer pornografi altid ofre: De svage der tvinges til sex og ydmygelse. Da det ofte er en fremstilling af mand-kvinde forholdet har det vakt stærk kritik fra feminismen.

Dog er der det ejendommelige forhold at en del af feminismen – den der med rette lidt nedsættende bliver kaldt offerfeminismen – accepterer denne præmis. Og gør den til sin egen: Kvinder er ofre, mænd er stærke, kvinder er svage, dominans er maskulint og underlegenhed er feminint, penetrering er maskulint og passivt er feminint. Kvinder er altid ofre.

Selve dens form, diktotomien (modsætningen) mellem mænd og kvinder, maskulin og feminin, stærk og svag etc. ekskluderer tilsyneladende på forhånd de homoseksuelle fra betragtningen. Her handler det jo om mænd, der har sex med mænd.

Men alt hvad debattørerne  fra sexdebatten behøver at tilføje er, at de betragter de unge mænd som kvinder. Og som ofre. Og dermed forlenes den pornografiske forestillingsverden med en autoritet den i sig selv ikke besidder. For så repræsenterer synspunktet lige pludselig moralen: Hvordan beskytter vi de unge, hvordan løfter samfundet  forpligtelserne over for de unge? Er det så ikke rigtigt at dating-sites holder sig til en aldersgrænse der ikke indgår i nogen lov, eller lægger filtre ind for at beskytte de unge?

Svaret er: Jo hvis alt hvad vi ser i pornografien er sandt, og de pornografiske billeder og film ikke er fantasi eller forestilling, men derimod skinbarlig virkelighed.

Det “moralske” synspunkt opererer med to kontrafaktiske påstande:

For det første hævdes det med udgangspunkt i den pornografiske forestillingsverden, at alle seksuelle relationers kerne er dominans. Sex er ikke leg med roller. For mønstrene ligger fast. I et forhold hvor der er aldersforskel er “far” dominant og “søn” er offer. “Far” er aktiv, “søn” er passiv, “far” er maskulin og “søn” er feminin.

I den pornografiske forestillingsverden er sex udnyttelse. Som jeg konstaterede på boyfriend-debatten:

“Parterne har ikke valgt hinanden – man vælger som bekendt ikke sine forældre – og derfor er der også tale om at den ene part udnytter den anden.”

Den anden kontrafaktiske påstand er på sin vis mere overraskende: Unge mænd er i virkeligheden kvinder, hævdes det. For i sex relationer er de “kvinden i forholdet”. Ikke fordi de har valgt en rolle, men fordi det er sådan.

Jesse Starr

En del af overraskelsesmomentet ligger i at feminister og moralister erklærer sig imod udnyttelse af de unge, hvorefter de fastslår at unge altid bliver udnyttet. Alle dating-sitets bestræbelser bliver på forhånd bedømt som fiasko. Den pornografiske forestillingsverden er  pludselig i denne forståelse blevet troværdig. Faktisk autoritativ.

Den pornoindustri som hverken feminister eller moralister ellers vil kendes ved er blevet leverandør af sandhed?

Og dermed knækker deres argumentation: De er hverken tilhængere af moral eller anstændighed – sådan som de selv hævder – de udbreder tværtimod pornografiske forestillinger.

Det pornografiske samfund er en realitet i det øjeblik alle opgiver at skelne mellem hvad der foregår på film, og hvad der foregår i virkeligheden. Dertil er vi ikke nået endnu. Heldigvis.

Skulle vi ikke i stedet tage stilling til hvad vi ser?

Faktisk kan jeg bedre lide ordet sexfilm, fordi det ikke har den negative ladning, der ligger i ordet pornografi. Så kan en bedømmelse være udtryk for smag i stedet for fordømmelse.

Sexfilm er en dårlig herre, men en udmærket tjener.

De film jeg nævner i min anmeldelse på Trustpilot fremstiller ikke unge mænd som kvinder, de påstår ikke at alle unge mænd er passive, de påstår ikke at unge mænd har barnligt-diminutive kønsdele og de påstår ikke unge mænd er feminine. Og de påstår ikke at der er aldersforskel i alle homoseksuelle forhold. De foregiver end ikke at levere sandhed. De leverer sex fantasier.

Efter Tommy og Jesse – under suk og støn – har haft både oralsex og analsex og fået udløsning kalder mor på drengene der angiveligt befinder sig på teenageværelset. Mor tror de har lavet lektier eller spillet computerspil. I virkelighedens verden havde hun nok vidst besked med – eller hørt – drengenes aktivitet. I stedet råber mor at aftensmaden er færdig. Og udgangsreplikken er at drengene svarer: “Vi er klar nu!”

Det er hvad filmen indrømmer til pornoens ellers notoriske krav om, at det der foregår skal være hemmeligt, fordækt eller forbudt.

Traileren til videoen ligger her:

Tommy&Jesse

XQ28.dk

Fremme i skoene

XQ28.dk fik ny chefredektør 15. august 2010 på en ret usædvanlig baggrund. Som ny journalist havde Christoph Bastrup rettet henvendelse til Dansk Folkeparti med spørgsmål om deres deltagelse i Copenhagen Gay Pride.

En vildfaren mail, der røg ud til hele pressen, karakteriserede Bastrup som journalisten med “løse håndled”. Den vildfarne mail fik forskellige politiske konsekvenser. Blandt andet påvirkede det stærkt den gruppe, der umiddelbart inden var blevet stiftet på Facebook imod Dansk Folkepartis deltagelse i Priden.

Bastrups indsats og mod på at beskæftige sig med homopolitik fik altså XQ28.dk til at udnævne ham til chefredaktør. Så er linien lagt.

XQ28.dk er dog langt mere end politik. Sitet har en betydelig sekstion der omhandler kulturstof – måske det site, der har den bredeste dækning af dette område. Især film og litteratur og celebrity-stof.

Og derfor uundværligt for de der er nysgerrige, vågne og interesserede i at vide, hvad der foregår meget tæt på os.

Xq28.dk

Jesper Langballe udtalte om Copenhagen Gay Pride 2010: “Den slags parader er frastødende, det er ubehageligt og meget provokerende. Det er aldeles ubehageligt at udstille sin seksualitet på den måde. Og så laver de det for at provokere, og hvis man så bliver provokeret af det, så bliver de sure over det. ” Alligevel valgte Pia Adelsteen MF for Dansk Folkeparti at deltage. Deltagelsen af et stærkt homofjendsk parti i Priden gav anledning til en del debat internt i homomiljøet.

PrideNews

På pletten

 

PrideNews er en af de sider, der oplyser om LGBT politik og kultur.

Da det er uafhængigt af økonomiske og andre interesser fornemmer man en lidt skarpere kant i vinklingen af nyhedsstoffet end andre steder.

Også forsøgene på at tematisere aktuelle emner som samlivsproblemer er dristige.
Brugerne bliver f.eks. opfordret til at debattere om fantasier om sex med andre skaber knas i parforholdet.

Denne “brevkasse” funktion er der mig bekendt ingen af de andre community-sites, der varetager.

Endvidere dækker PrideNews de enkelte regioner i landet med oplysninger om arrangementer og initiativer.

Transpersoner og transnyheder bliver tilgodeset med en særlig rubrik.

Og selvfølgelig bliver nyhederne i den politiske debat om homoægteskab og vielser også dækket på forsvarlig vis.

PrideNews ligger derfor i top over nyhedssites jeg besøger mest.

Hvis jeg skulle indvende noget er det, at grafikken på siden ikke er helt flashy nok efter min smag.

Det skal også lige nævnes, at Danmarks eneste LGBT radio er knyttet til sitet med musik og stof om livsstil og kultur. Og at PrideNews tillige kan findes på Facebook.

PrideNews må i den grad siges at være på pletten!

PrideNews

Out&About

Behøver man overhovedet at anmelde Out & About?

Out & About er MAGASINET man skal læse, for at følge med i LGBT stoffet.

Man kan selvfølgelig læse det on-line. Men det eneste rigtige er at hente det på biblioteket eller på de barer og caféer, der har det liggende.

On-line kan man følge med i nyhedsstoffet. Både kultur og politik er dækket ind.

Out & About repræsenterer det kommercielt baserede LGBT miljø. Men redaktionen virker ikke som den lader sig begrænse af noget med hensyn til politisk orientering eller skarpt vinklede historier.

On-line kan man læse de gamle numre helt tilbage til 2003.

Dengang havde det tit covers med modelbilleder.

Idag er det undtagelsen. For sådan som udviklingen har været siden da har der ikke været mangel på gode historier og mennesker, der har været parate til at stå frem og fortælle disse historier. Og det er selvfølgelig alt afgørende for at lave et godt og interessant magasin om, hvad der rører sig i det homoseksuelle miljø. Og de sammenhænge, hvor vi homoseksuelle færdes.

Out&About

Cover til det interview jeg lavede til O&U med Patrick Smith fra Paradise Hotel og Jakob Honey Kolda fra Dagens Mand: Paradis tabt og genfundet