Goddag, mit navn er lesbisk

“Goddag , mit navn er lesbisk” sådan går man jo ikke jo ikke rundt og præsenterer sig selv får vi at vide af den anonyme 84-årige kvinde der fortæller om livsvilkårene for de homoseksuelle i 1950’erne. Altså de kvindelige homoseksuelle.

Det er i mange henseender en paralllelverden til de mandlige homoseksuelle – bøsserne som man sagde i 1970’erne og 80’erne. Som nu ofte betegner sig selv som “homoer” – uden at det inkluderer kvinder. Der stadig er lesbiske.

Nu siger de måske ikke “goddag, mit navn er lesbisk” – men taler åbent om identitet, køn og seksualitet.

Filmen udkom på DVD i 2009 og vandt CGLFF 2009 publikumprisen. Den blev genudsendt  på DR for nylig. I den anledning kunne man gøre sig nogle tanker om hvilket billede den formidler af de lesbiske.

Først er det nødvendigt at vende tilbage til det med ordet homoseksualitet. Der ofte bruges til at betegne samme fænomen hos mænd og kvinder. Videnskabeligt set holder det ikke. Allerede den rapport der for mere end tyve år siden blev udfærdiget om mænds og kvinders homoseksualitet, som forberedelse til Folketingets vedtagelse af en partnerskabslov i 1989 var delt i to. Med forfatternes – en bøsse og en lesbisk – udtrykkelige fremhævelse af at det kvindelige og det mandlige i denne sammenhæng ikke repræsenterer to sider af samme sag .

Faktisk er der få emner homoseksuelle mænd ved – eller kan vide – så lidt om som dette. Og omvendt. En kendsgerning der er så indlysende, at den ofte overses. “Tilfældigvis” er Goddag, mit navn er lesbisk  lavet af to kvinder:  Iben Haahr Andersen og Minna Grooss.

Hvis jeg nu anmelder filmen og trækker kønnet frem sker der noget: Ting der før ikke behøvede forklaring fremstår pludselig mindre selvfølgelige.

Den homoseksuelle identitet er forståelig for det udefrakommende blik. Men hvad med seksualiteten? Er det at være lesbisk overhovedet en seksualitet? I så fald er den radikal anderledes end de mandlige homoseksuelles.

Goddag mit navn er lesbisk præsenterer to lesbiske par der danner kontrasten mellem det normale, småborgerlige provinsdanmark og det kulturradikale storbymiljø. Karina og Vibeke er begge postbude og ønsker sig det store bryllup, hvor begge er i brudekjole. Og det får de med hele familien samlede om det hesteskoformede bord.

Stina og Leise har valgt at få tre børn. Med anonym sæddonor. Og håber at familiebaggrunden med to mødre vil hjælpe børnene i deres udvikling til at blive mere forstående og åbne mennesker.

Derudover er der Ena med den muslimske kulturbaggrund der udgør den ene halvdel af DJ duoen Fagget Fairys. Og som kontrast til de unge den 42-årige queer Birgitta. Som søger alternativer til homomilljøets egne klicheer i leg med roller og seksualitet.

Det der møder det fremmede blik er fraværet af tre elementer. Et fravær der ved nærmere eftertanke forekommer ubegribeligt.

Der er aldersforskel mellem kvinderne i begge parrene. Hvor er alle besværgelserne – forsikringerne om at det ikke er barnerov eller pædofilt som havde været uomgængelige, hvis det havde været mandlig homoseksualitet?

Stine fremhæver hvor vigtigt det er at beskytte samleveren Leise – også i det offentlige rum. Der er en vis angst for negative reaktioner. Men som det også bliver bemærket kan to piger, der holder om hinanden, være gode veninder. Så er det ikke provokerende. Frygten for hatecrime er altså ikke særlig stor.

Kvinderne er glade og smilende. Og Birgitta fortæller om, at være sig selv og slå sig løs sammen med andre kvinder natten lang. Måske sex? Men ordet hiv nævnes end ikke!

En verden uden stigmatisering, vold og sygdom? Det er ubegribeligt. Uanset faremomenternes realitet  – den større eller mindre sandsynlighed – lever homoseksuelle mænd med truslen fra alle tre. Det er et livsvilkår i dagens Danmark.

Der er så et fravær i filmen – et tomt rum – der vil være lige så mystisk for de fleste mænd: Hvad med sex?

Æstestikken hvor et kvindepar danser tæt  med et hav af vuggende af bryster i forgrunden formidler det erotiske. Og hvis man skulle være i tvivl får vi også lidt af Jodleladies Ich bin ein Kussefixierte Frau. Her skal man dog erindre at kusse betyder at kysse på tysk. Er det pointen?

Feministerne, den lesbiske bevægelse og Femø ølejrene i 1970’erne udstedte et forbud mod penetrering. Som de lesbiske i dag har lagt bag sig. Fortæller filmen. Men hvordan kom de fra A til B. Og er det sandt?

Og selv når det gælder familieforhold er der ikke enighed. Der er opposition blandt feminister – heraf nogle lesbiske – imod det parret Stina og Leise repræsenterer: Regnbuefamilien med de samkønnede forældre. Hvor er den diskussion henne?

Er det ikke også sådan at prosexfeministerne bliver bekæmpet indædt af de samme lesbiske og feminister?

Engang – da lægevidenskaben stadig var i sin tilbliven – opstod ordet homoseksuel. På tysk homosexuel i 1869. Som en perversion. En (sygelig) afvigelse fra det reproduktive sexliv. Lægevidenskaben tilføjede hurtigt mange andre afvigelser til listen. Hvis navne i dag fremstår som et raritetskabinet over – måske uddøde? – arter:  Exhibitionister, fetischister, zoofile, mixoskopofile og gynekomaster.

Feminismen har gjort denne række af perversioner længere. Måske ikke med henblik på sygeliggørelse – selvom sprogbrugen hele tiden siger det – men kriminalisering.  Nu er det afvigende eller perverst at være: For aldersforskel (med mindre man er lesbisk?), bruger af visse typer sexfilm og billeder, prostitutionskunde, for sex i det offentlige rum, dyresex og meget andet.

Goddag, mit navn er lesbisk slutter af med at vise dildoer i alle tænkelige varianter. Solosex eller parvis sex med penetrering er blevet slettet af  feministernes liste over afvigelser og perversioner. Men i næsten alle andre forbindelser vil den samme sexindustri, der fremstiller og distribuerer disse være skurk.

Ved at omgå kontroversielle spørgsmål får Goddag, mit navn er lesbisk hverken ryddet ud i myter eller konfronteret tabuer.

I 2009 udkom en svensk film der repræsenterer et andet syn på sex og seksualitet.

Mia Engberg har produceret Dirty Diaries der handler om heteroseksuelle og lesbiske kvinders seksualitet.

Joanna Rytel spiller hovedrollen i en af de 12 feministiske pornofilm. Titlen er Flasher Girl on Tour. Den  handler om en blotter, der tager på Frankrigsturné. Hun blotter sig offentligt for åbent kamera.

Kvinder havde et andet historisk udgangspunkt da de seksuelle frigørelsesbevægelser startede i slutningen af 1960’erne. Der var grunde til at de lesbiske valgte den modsatte vej end bøsserne, der i 1970’erne afsøgte grænser og eksperimenterede med seksualiteten. Mærkeligt nok er det sådan at feminismen i Sverige er stærkere – men  mindre sexforskrækket end i Danmark.

Dirty Diaries giver nogle andre bud på hvad lesbiske og heteroseksuelle kvinders identitet og seksualitet handler om. Desværre har jeg endnu ikke set den svenske film. Men traileren viser, at den har noget andet at byde på.

Skriv en kommentar

Endnu ingen kommentarer.

Comments RSS TrackBack Identifier URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s