Nytår 2011

Godt nytår til jer alle!

2010 var året hvor jeg startede denne blog.

Tak til alle jer der har fulgt med. Læst og kommenteret, kommet med input og skrevet til bloggen.

I 2011 vil jeg fortsætte linien. Ud fra begreberne køn, seksualitet og identitet vil jeg lave boganmeldelser – eller rettere læsninger af litteratur. I 2011 vil jeg bla. introducere Shyam Selvadurai.

Der vil komme flere blogs om fotografi. Den næste bliver om den amerikanske kunstner og modefotograf Ryan McGinley.

Der vil komme flere politiske artikler. Bla. om forbudsfeminismen.

Måske en enkelt filmanmeldelse.

Og forhåbentligvis flere tv-anmeldelser.

Bloggens længste og sværest tilgængelige artikel Om dannelsen af homoseksuelle roller og identiteter – der står under kategorien sociologi viste sig at være et hit. Og der kommer helt sikkert mere om emnet.

Måske i stil med artiklen Tættere på himlen? – der med udgangspunkt i en musikvideo forsøger at udrede den moderne manderolle og undersøge kønsidentiteten.

Det mest populære søgeord i året 2010 var: How to put on a Condom. Overraskende? Næ. Ikke på en blog der er erklæret prosexhomo. Hvordan man har safe sex er et emne, der bør interessere alle.

Så det er muligt der kommer flere undervisningsvideoer med sexstjernen Brent Corrigan. Eller hans kollegaer.

Engelsksprogede artikler er tilsyneladende ikke noget problem. Flere artikler findes på både dansk og engelsk så man kan vælge. De engelske står selvfølgelig under kategorien in english.

Her finder man f.eks. oversættelsen af interviewet med Jakob Kolda fra Dagens mand og Patrick Smith fra Paradise Hotel. Skrevet til Out&About’s juni nummer.

Denne blog er kun et halvt år gammel. Den beskæftiger sig med stof, der er relevant ud fra en homoseksuel synsvinkel. Men dens sigte er også at blande sig i den seksualpolitiske debat. Med inspiration fra danske og amerikanske prosexfeminister.

Prosexfeministerne går imod den bølge af censur og forbud som store dele af feministerne i dag er tilhængere af.

Homoerne selv er generelt demoraliserede og apatiske. I USA findes fænomenet Exodus. Hvor homoseksuelle lader sig omvende til heteroseksualitet af kristne fundamentalister.

I 2010 så vi for første gang det samme fænomen i Danmark. Homoseksuelle der argumenterer for, at det ikke er socialt acceptabelt at være homoseksuel. En debattør sagde, at han “følte sig drevet i armene på Dansk Folkeparti”. Drevet i armene? Nej. Dansk Folkeparti tiltrækker desillutionerede og apatiske homoer som en magnet! De føler sig “afvigende”, fordi de er homoseksuelle. Derfor siger de: Væk med Priden, væk med barer og bymiljø. Væk med Out&About – et “lummert magasin” blev der sagt i den offentlige debat. Væk med LGBT Danmark. Væk med de homoer, der er åbne og kendt i offentligheden. De skader (skabs)homoerne ved at henlede opmærksomhed på fænomenet homoseksualitet!

Frem for alt skal teenagehomoerne bekæmpes: Med tilgang til det homoseksuelle miljø forsvinder fænomenet jo ikke. Derfor skal teenagernes adgang til f.eks. dating-sites forhindres eller begrænses. Den seksuelle lavalder skal hæves til 18 år, siger exodus-homoerne.

Mænd over 30 år kan ifølge exodus-homoerne ikke være homoseksuelle. Partnerskabslovning – for ikke at tale om ægteskab og vielse – er ikke blot overflødigt. Det er direkte skadeligt. For homoseksualitet bør ikke være andet eller mere end en fase.

Den homoseksuelle livscyklus er altså meget kort ifølge exodus-homoerne. Af hensyn til samfundets moral og anstændigheden. Indlægget hvor jeg beskrev denne opfattelse er faktisk det første på denne blog.

Exodus-homoernes alliance partner er ikke som i USA det religiøse højre, men forbudsfeminismen.

Forbudsfeminismen er venstreorientet feminisme, der er blevet reaktionær. Om den er formuleret af Dansk Folkeparti eller tilsvarende kræfter i SF kommer ud på et. Det er mælken fra i forgårs, der er blevet sur. Forbudsfeminister kombinerer snæversyn med en dogmatisk tro på statsstyring og insisteren på at krænke individets frihed af hensyn til samfundets moral. De mobiliserer “bekymring” – men ingen plads til mennesker. Og slet ikke til individets ret til at vælge selv. Hverken i det sociale liv eller seksuelt.

Forbudsfeminister angriber ikke blot homoseksuelle. De angriber kønnet og den maskuline seksualitet som sådan.

Seksualpolitik kommer derfor til at overskygge LGBT politik. Feministernes fjende er ikke specielt de homoseksuelle – men mænd slet og ret. Lidt lige som i 70’erne da anti-penetrerings feministerne erklærede alle mænd som undertrykkere og fjender.

Penis-misundelsen er vendt tilbage. Når en mands krop bliver vist frem f.eks. på plakaten til Klovn filmen erklærer en af forbudsfeministerne, at der er tale om pornografi. Fordi feminister idag opfatter mandekroppen som pornografisk. De anlægger det det pornografiske blik på mænd jeg har omtalt i en anden sammenhæng. Mandekroppen har aldrig været farligere i feministernes øjne:

“Plakaterne er intimiderende. Når børn står og venter på bussen, ser de f. eks. Casper Christensens erigerede lem”, siger forbudsfeministen Vibeke Manniche til Ekstra Bladet .

Ikke et ord om de nøgne kvinder på den samme plakat:  Kvinder har hverken kønsdele eller seksualitet. Kun et krav om en impotent type mand, der aldrig ses med erigeret lem.

Alt dette for at forklare hvorfor fokus på køn og seksualpolitik vil overskygge debat af homoseksuelle mærkesager på denne blog.

En konstatering: Hvis forbudsfeministerne gør den normale danske mand – personificeret f.eks. af Casper Christensen – til et monster, så vil de også give exodus-homoerne ret i at de homoseksuelle er afvigende. Og homoseksualitet per definition er socialt uacceptabelt. I hvert fald, hvis det er andet end en fase. Hvem der giver hvem ret i det spørgsmå er ikke til at sige. Blot kan man konstatere, at der er en alliance mellem Dansk Folkeparti, feminister, exodus-homoer og doktrinære statsmonopol socialister.

Det bliver i al beskedenhed denne blogs opgave i 2011, at modsige forbudsmentalitet blandt feminister af begge køn. Og homohad og mandehad blandt såvel homoseksuelle og heteroseksuelle.

Reklamer

Julian Assange og feministerne

“Sverige er feminismens Saudi-Arabien”, siger Julian Assange. Manden bag WikiLeaks der er blevet verdenskendt efter de seneste måneders offentliggørelse af tusinder og atter tusinder af hemmeligstemplede dokumenter. Udtalelsen falder til Politiken efter de nylige beskyldninger om sexkrænkelser mod to kvinder i Sverige. 

Assange er en stærkt kontroversiel person. Nyhedsmagsinet Time har kåret ham som Person of the Year. Læsernes favorit var Mark Zuckerberg – manden bag Facebook – men det valgte magasinet at se bort fra og kårede istedet Assange som den mest indflydelsesrige person. Med præsident Obama helt nede på en 6. plads.

På den anden side står republikaneren Mike Huckabee – tidligere præsidentkandidat  – der har udtalt at Assange burde henrettes for sin whistleblower aktivitet. Hvilket Assange konstaterer er en opfordring til mord.

Den canadiske professor Tom Flanagan – tidligere rådgiver for den canadiske premierminister Stephen Harper, der anses som en af chefarkitekterne bag, at den konservative regering kom til magten i Canada i 2006 – har ligeledes været ude med trusler.

“Jeg synes faktisk, at Assange burde henrettes, og at Obama burde udstede en ordre om at likvidere ham. Send et dronefly ud efter ham”, sagde han til tv-stationen CBC.

Alle tilhængere af lov og orden demonstrerer tro mod sædvane at de ikke går ind for nogen af delene. De støtter illegale metoder i stedet for retsstatsprincipper og opfordrer til snigmord og vold, når de er ideologisk eller politisk uenige.

Assange har mange fjender der alle benytter sig af lignende utraditionelle metoder. Han har fået økonomiske problemer fordi PayPal, Master Card, Amazon og Visa har forhindret donorer i at støtte WikiLeaks. Både Assange og ytringsfriheden har stærke fjender.

På hjemlig grund dog ogåså enkelte venner. F.eks. har Politiken valgt at bakke WikiLeaks op og tilgængeliggøre dokumenterne.

Ironisk nok er hele sagens kerne ved at drukne i noget så latterligt som en banal sexskandale.

Det beskæmmende er at svensk lovgivning tilsyneladende kan bruges vilkårligt som redskab imod mænd – også Assange.

En svensk kvinde – i pressen kendt som Miss W – hævder at efter hun og Assange om aftenen havde haft frivillig sex vågnede hun næste morgen ved at, han havde samleje med hende uden hendes samtykke.

En anden svensk kvinde kendt som Miss A, der ligeledes havde frivillig sex med Assange beskylder ham for forsætligt at have beskadiget et kondom. Assange selv hævder det gik i stykker.

Anmeldelserne fra de to svenske kvinder har fået svensk politi til at udstede en arrestordre der lyder på voldtægt, seksuel tvang og seksuel krænkelse.

Ovenstående gengivelse af sexsagen er meget summarisk. Påstandene står over for hinanden. Hvordan skal nogen kunne tage stilling til, hvad der er foregået? Ud over at der har været tale om frivillig sex mellem myndige personer. Assange hævder, at de svenske myndigheder har bekræftet, at kondomet ikke var beskadiget med vilje, men så ud til at  være gået i stykker under samlejet. Men vil kvindernes advokater bagefter benægte dette?

Ikke for at være morsom: Det lyder som om svenske kvinder kan anvende svensk lov som gummiparagrafer. Hvis kvinderne efterfølgende bliver vrede eller fornærmede på deres sexpartnere kan de gå rettens vej og sagsøge dem.

Hvor vågen skal man være om morgenen før morgensex ikke er voldtægt? Bør (svenske) mænd under alle omstændigheder sikre sig skriftlige tilsagn fra kvinderne før de indlader sig på sex? For at være sikre på at undgå voldtægtsanklager.

Hvem har ansvaret når kondomet går i stykker? Er det manden der har det på? Når kondomet springer er det så kun kvinden, der anses for ubeskyttet ifølge svensk lov? Seksuelt overført smitte går altså kun fra mænd til kvinder, ikke fra kvinder til mænd?

Når et kondom bruges som svangerskabsforebyggelse er det kvinden der skal beskyttes. Og samme logik anvendes tilsyneladende, når det handler om beskyttelse mod hiv-smitte. Selvom der intet videnskabeligt bevis er for påstanden.

Pointen er at det svenske retssystem skal tage stilling til, hvad der er foregået frivilligt mellem voksne mennesker i enerum. Og påstandene strider imod hinanden. Domstolen skal tage stilling til hvad der er safe sex – hvad der er forsvarligt – og definere hvad der forstås ved “frivilligt”.

En statslig definition af hvad der er korrekt safe sex. Ligesom Saudi-Arabien har en statslig definition af, hvad den rette tro er.

I Danmark findes der en lov der straffer hiv-smittede, der forsætligt har ubeskyttet sex med partnere, der ikke er bekendte med deres hiv-status. Samme lov er dog under pres fra sagkundskaben, der mener den er forældet. Da velbehandlede hiv-smittede ikke udgør nogen stor smitte-risiko ved ubeskyttet sex. En bieffekt af loven er at den leder til dyneløfteri ligesom i den svenske Julian Assange sag. Hvem gjorde hvad og hvordan afgøres spørgsmål, hvor parternes udsagn strider imod hinanden?

Julians Assange’ egen pointe er, at den svenske stat gør det samme for kvinder og ligeberettigelse mellem kønnene, som den saudiske stat: Stempler kvinder som mindreværdige og ofre. Ikke ved hjælp af sharia, men ved hjælp af straffeloven.

De skal være ofre og ses som ofre for mænd de har frivillig sex med. Svensk lovgivning indeholder tilsyneladende indeholder en “fortrydelsesparagraf”. Hvis kvinder bagefter ikke vil stå ved det de har gjort kan de anklage mændene for voldtægt og seksuel krænkelse. Eller for at have ladet hån om frivillighed og sikkerhed. Lige som de anvender fortrydelsesespillen til at afværge et ufrivilligt svangerskab

Ikke underligt at det svenske niveau for anmeldelse af sexuelle krænkelser er højt. Det siger ikke nødvendigvis noget om svenske mænd, der næppe er værre i denne henseende end danske mænd. Snarere om svenske kvinder og svensk lovgivning.

Og så kommer sexanklagerne mod Julian Assange påfaldende belejligt for hans politiske fjender…

I skabet

Kender vi det ikke alle? Historien om en onkel i familien – eller de andres familie  – der er “sær”. Han har aldrig haft et liv. Nu er han 70 år eller mere. Boede hjemme hos mor til hun døde.

Selv har jeg mødt en af typen. På en arbejdsplads. Flink mand. Pligtopfyldende. Men ingen af kollegaerne forstår ham. Hvorfor har han ikke et privatliv? Forsigtige spørgsmål bliver afvist, og man forsøger ikke igen. Hvis folk ikke har lyst til at fortælle noget, så har de ingen pligt. Bag hans ryg siger nogle, at han er homo. Skabshomo. Og de unge fyre føler sig lidt usikre.

Hvad gik galt? Der var en seksuel revolution i 60’erne. Der var bøssekamp i 70’erne. Registreret partnerskab i 1989. Og meget mere. Men for nogle lykkes det aldrig at springe på toget i farten.

Steward Hendler’s kortfilm The Closet (2008) fortæller en hel livshistorie på under fem minutter. Alting har en grund. Også dét der aldrig bliver.

Brent Corrigans oral Exam

Brent Corrigans oral Exam. With Matthew Rush as coach…

Matthew: First tell me the best way to keep from getting HIV during sexual intercourse?

Brent: Oh, thats easy! Always use a condom with plenty of condom safe fluid!

Matthew: Okay smart guy. Now. Show me the proper way to put on a condom!

Brent: Okay coach. Do you have a banana I can put it on?

Matthew: Ha..ha..! Brent! Nobody have sex with a banana! You going to put it on yourself!

Brent: I like this a lot better, coach!

Click here:

Brent Corrigan oral Exam

Remember, to stop the spread of HIV:

Choose: Condoms, Monogamy or Abstinence!

God jul til alle!

Jeg ønsker alle mine læsere en God jul!

Nu er der juleferie. Derfor kommer der ikke som sædvanligt en blog-artikel lørdag.

Næste artikel bliver i stedet lagt på den 27. december.

Så er det med at komme ud i snevejret og klare det sidste shopping!

Tror i på julemanden? Hvordan ser han ud?

Deltag i afstemningen!

Rytteriet: Fritz og Poul og os andre

God satire udstiller ikke typerne vi ser som “de andre”, men viser dem som os selv. Det første ville være  hån. Det andet er morsomt – hvis det rammer.

Rytteriets figurer Fritz og Poul er vanskelige at karakterisere. Hvem er de?

De færreste ville på forhånd gætte, at pastelfarver kan få mennesker til at gå fuldstændig i ét med omgivelserne. Men det gør de. Når det er Fritz og Poul. Det er den eneste naturlov de trodser.

Ligesom Fritz og Poul også går i et med hinanden. Som et gammelt ægtepar, der ved hvad den anden vil sige før ordene udtalt. Og så er de enige om ALT.

Poul er nok den der udtaler dybsindighederne, men sekunderes altid af Fritz:

“Jeg gider squ ikke de fattige. De er altid så kedelige.”

“Ja, hvis de bare ikke var så sure.”

“Jamen de er bare så sure!”

“Vi har det squ godt.”

“Ja, det har vi!”

“Skål!”

“Skål Fritz!”

“Du er nu sød!”

“Nej, du er sød!”

“Er jeg? Åh, tak skal du have Poul.”

De er ikke blot samme type. Det er simpelthen umuligt at se et individuelt træk ved nogen af dem. De er lige pæne og anstændige. Og praler begge med at bolle uden om. Men tog Poul den virkelig med Anni Fønsby ude på toilettet? Nej, selvfølgelig ikke. Efterfølgende benægter han det selv. Det var blot en lånt fjer.

Duoen Buch og Botoft karakteriserer dem således:

“Poul og Fritz elsker sig selv og hinanden over alt på jorden.”

Selvforelskede er der så mange der er. Men Fritz og Poul elsker hinanden. Hvor meget og hvordan kan man så spekulere over.

Bag kameraet ved optagelserne i Klampenborg.

De er både i skabet og uden for. Inde i skabet, fordi de er tavse som graven. Ude af skabet, fordi de eskapader de kan finde på at prale med forekommer usandsynlige at det er afslørende. Vi har at gøre med to karakterer, hvis replikker er så kedelige, at de selv falder i søvn over dem!

Det at man ikke kan sætte en finger på noget er netop det påfaldende. Det aseksuelle er et skjold. Det plejer at dække over…homoseksualitet.

De er hverken selvhadende eller frustrerede. Deres liv er for søvndyssende og indholdsløst til det første. Det sidste overstiger deres ambitionsniveau.

Måske er Fritz og Poul trendy. Typiske for en tid, hvor mange flere mennesker erkender deres homoseksualitet, fordi der er fokus på emnet. Mens de sidder fast i vaner og fortid, og ikke magter at udleve den. Og derfor bliver aseksuelle. Fordi heteroseksualiteten er holdt op med at sige dem noget.

Satire kan aldrig være ét hundrede procent venlig – så er det ikke længere satire. Men hvis Buch og Botofts fremstilling af Fritz og Poul lægger noget til eller trækker noget fra er det marginalt. Det fascinerende er, hvor morsomt det kan være, at høre mennesker lyve og tale uden om. Og lade alt det usagte hænge i luften. Spille med på påstanden om, at hvad der er troværdigt eller løgn er flintrende ligegyldigt. Det er denne fakede loyalitet over for karaktererne, der gør Fritz og Poul hamrende morsomme.

Hvad synes du om Fritz og Poul?

Deltag i afstemningen!

Bernard Faucon: Uskyld og plastik

Fotografiets styrke er dets evne til at overbevise os om, at det vi ser er sandt og virkeligt. Altså dets troværdighed. Herved adskiller fotografiet sig fra de øvrige visuelle kunstarter – måske med undtagelse af film. Tegning og maleri dyrker komposition og fantasi, hvor fotografiet dyrker realisme eller mimesis (efterligning). Det gælder dog ikke den skole af fotografer, der ønsker at få os til at reflektere over hvad vi ser – eller over hvorfor vi opfatter noget som realisme eller ikke. Realisme er et værdiladet ord: Det signalerer godt og rigtigt. Underforstået: Enten har fotografen valgt de grimme motiver af f.eks. krig og død i reportage-fotoet for at fortælle historien og gøre tilskueren klogere. Eller også viser han det frem, som er smukt og rigtigt. Eller dagligdags og genkendeligt. Selv det, der er glamourøst kan jo i en vis forstand være begge dele, når det indgår i den daglige nyhedsstrøm.

L'arrivée/Ankomsten

Den franske fotograf Bernard Faucon startede som maler, men fotograferede i perioden 1976-1995. Hvorefter han valgte at stoppe sin karriere som billedkunstner. Hans fotografier er blevet kaldt konstruerede og surrealistiske, og det beskriver i hvert fald elementer de har til fælles med maleriet. Fotografierne dekonstruerer den velkendte virkelighed –  eller stiller spørgsmålstegn ved den. Faucons tilknytning til maleriet ses måske også i at billederne altid har titler.

Les amis/Vennerne

Billedet Les amis hylder det uskyldige venskab mellem børn – to drenge. Blot fortæller billedet – og det er et tilbagevendende træk – at fascinationen af uskyld også er en fascination af plastic. Indbegrebet af det der er uægte. Den ene figur er jo af plastic. Dermed kommer der kludder i de vante begreber og forestillinger. Det uskyldige eller uskyldsrene fremvises som bedrag. Spørgsmålet betragteren bliver efterladt med er om det blot er et visuelt bedrag: Når man først ser billedet ligner begge figurer drenge. Men der er noget galt ser man hurtigt, og konstaterer, at den ene figur er en dukke. Den vending gentages i billedet af frugtplukkerne.

La cueillette/frugtplukkerne

Og i kompositionen Blå hvid. Hvor noget af det optiske bedrag synes at gå i begge retninger: Er det dukken der er placeret lige som fyren, eller er fyren dukkeagtigt placeret i billedet. Og er det altså ham der tilføjer det visuelle bedrag? Det må være det sidste, der er fotografens intention.

Bleu blanc/Blå hvid

Den logiske konklusion på denne leg med illusionen er de billeder, hvor betragteren ikke længere er istand  til at skelne mellem “sandt” og “falsk”. Når den ene figur placeres i baggrunden på Blåt skum forbliver det en gåde om “han” er ægte eller en dukke som figuren i forgrunden. For slet ikke at tale om hvad det er en historie der fortælles?

Bleu d'ecume/Blåt skum

Der er andre titler mere hjælpsomme. Den første nadver – et slags konfirmationsbillede – af de to “drenge” og deres “kammerater” i baggrunden.  En mulig tolkning kunne være, at det uskyldige kun er opnåeligt for fotografen, der skal tage billedet via bedraget. Brugen af plasticfigurer. Her bidrager religionen også til bedraget; kirken og henvisningen til ritualet. Til sammen gør elementerne billedet sødt og kvalmende. Forlorent og uægte. Fascinationen ligger i bedraget.

Premiere communion/Den første nadver

Det religiøst ophøjede celebreres også i billedet Druerne, der tydeligvis henviser til Nadveren. Og de talrige fremstillinger i malerkunsten. Det er et tableau vivant, sådan som det er blevet dyrket i århundreder i maleriet, og sådan som en række store fotografer dyrkede det for 100 år siden. Blot karakteriseret af at der kun er et(?) levende menneske omgivet af dukker. Og kristus-figuren på billedet er – i modsætning til den bibelske historie – allerede død. Eller spiller død. For selvfølgelig er det iscenesat, og det fremstår sådan, at iscenesættelsen er en del af motivet. Det uægte er en del af billedets kunstneriske kvalitet.

Les Raisins/Druerne

Springet til billedet Kameraet kører er ikke så stort som det umiddelbart kan forekomme. Det ene er et religiøst tableau, det andet er en pornoscene. De har begge den centrale figurs nøgenhed til fælles. Nøgenheden har været et naturligt element i græsk og romersk antik kunst og fuldstændig indarbejdet i en række genrer af den kristne kunst. Ikke kun Jesus figuren er blevet vist helt eller delvis nøgen på korset. Også helgener som Sct. Sebastian er næsten ufravigeligt blevet afbilledet nøgne. Indtil den katolske kirke i sidste halvdel af 1800-tallet begyndte at forsyne statuer med figenblade og fjerne Kristus-figurer der ikke ansås for passende.

Prise de vue/Kameraet kører

Den pornografiske scene kan ikke undgå at relatere sig til den problematik der handler om, hvordan kan sex og kærlighed – eller bare en af delene – fremstilles på billede. Der skal jo instruktion til, lys, kamera, lydoptagelser og meget mere. Og hvordan skal noget menneske på kommando præstere noget, der virker ægte og rent?  Alle overlæggene, de tekniske forberedelser betinger i sig selv, at det ikke kan være spontant.

Antoine

Billederne af Antoine og David forekommer at være portræt – hvor fotografen ikke har lagt fremmedelementer ind, der skaber distance. Blot forekommer det som om de er blevet instrueret i at indtage en pose plastique, altså at stå som levende statuer. Sådan som gøglere agerer på Strøget. Og som det iøvrigt har været kendt siden det gamle Rom. Fotografen kan ikke forholde sig til den nøgne krop, uden at lægge distance til den.

David

Hele Bernard Faucons værk – der selvfølgelig omfatter meget mere end de udvalgte eksempler –  forholder sig til modsætningerne: Skin-virkelighed, realitet-illusion, ærlighed-bedrag og uskyldsrenhed-kitsch. Den katolske kirke der dyrker tableau vivant i ritualerne, er ærkemodstandere af  profane tableau vivants.

Og ligeledes modstander af skildringen af den nøgne krop, uden for det område den betragter som helligt. Ved at bruge religiøse motiver udvisker Faucons fotografi afstanden mellem helligt og profant.

Jolis mots amittié, amour/Smukke ord venskab, kærlighed

Faucons arkadien er barndommen. “Også jeg var i Arkadien” betyder for ham: Vi har alle været børn engang. Der er en tråd tilbage til det klassiske fotografi af tableau vivant hos Wilhelm von Glöden. Og inspiration i forhold til æstetik og den nøgne krop som motiv hos en nutidig fotograf som Ryan McGinley.

“Smukke ord kærlighed og venskab”, lyder en af billedteksterne. Det er næsten altid drenge der optræder på Faucons fotografier. Sammen eller alene. Men den eneste antydning af sex er billedet Prise de Vue.

Alle billederne ligger på: bernardfaucon.net