Kommentar for voksne til spring ud guide

Selv de indlæg, hvor jeg anmelder børne og ungdomsbøger er det ofte bøger der behandler coming of age, hvor den voksne forfatter husker tilbage på sin barndom. Eller også er det de voksnes reaktion på bøgerne, eller på emnerne  – eller på det der foregår blandt børn og unge der interesserer mig.

Men hvem skriver for de helt unge, der ikke er nået så langt? For de der endnu ikke er sprunget ud – eller i hvert ikke er kommet så langt med det. Det er der ikke mange andre end de, der skriver spring ud guides der gør.

De unge der ikke er sprunget ud tilhører et folkeslag, man selv engang tilhørte. Og stadig husker. Hvorfor det også er muligt at tage stilling til emnet. Faktisk er det påfaldende at der ikke står noget i guiden, der ikke også ville have været med for 20-30 år siden. Alligevel er der forhold der har ændret sig.

Som forlæg anvendte jeg chadzboyz coming out guide. Ud over at have oversat teksten har jeg lavet forskellige tilpasninger til danske forhold. Blandt andet strøget enkelte afsnit om fundamentalistiske kristne forældres reaktion. Men ikke alt. For i en dansk sammenhæng findes der stadigvæk katolicisme, fundamentalistiske sekter og islamisk fundamentalisme. Og det er der børn og unge der vokser op med. Og skal kæmpe imod, hvis de skal springe ud.

Men til sagen:

Det er påfaldende så stort et hensyn de unge skal tage til de voksne. De voksne skal have tid – før, under og efter – er timing afgørende. Man må ikke diskutere med dem. Man skal have forståelse for deres følelser. Selv må de unge ikke tabe modet, lade sig gå på af skuffelse, reagere med vrede, være utålmodige eller presse på. Og de kan ikke forvente at de voksne forstår noget:

“Du kan også vælge at springe ud over til din bror eller søster, som du har et nært forhold til. De har sandsynligvis nemmere ved at forstå homoseksualitet end dine forældre og kan forholde sig til dine venner og kammeraters reaktioner også.”

Er de voksne virkelig så slemme?

De unge skal agere rationelt, bevare roen, ikke lade sig styre af impulser og udvise empati. Hvis man ikke vidste bedre ville det være oplagt at tro, at noget var blevet byttet rundt. Hvor de voksne skal være fornuftige, og de skal have forståelse for de unges følelser.

Men nej. Det er rigtig nok. Der står det der skal stå.

Man skal være meget gammel for at have glemt barndommens regel nummer 1: Fortæl aldrig de voksne noget, de ikke kan tåle at høre.

Brydes denne regel er helvede løs. Og man vil i den grad fortryde!

Og teksten handler jo lige præcis om, hvad man fortæller – eller hvad man ikke fortæller. Altså om hvad de voksne kan tåle at høre.

Da jeg gik i 7. klasse var vi to homoseksuelle drenge i samme klasse. Men vi kunne ikke springe ud. For hvordan ville de voksne ikke reagere? Vi talte end ikke om det. Men kiggede på hinanden og spottede, at ingen af os interesserede os for piger. Og kiggede på drenge.

Min pointe er kort fortalt, at en hvilken som helst guide – der ikke ønsker død eller ulykke over uskyldige børn og unge – er nødt til at være indrettet efter, hvad de voksne kan tåle. Alt andet ville være fuldstændig uansvarligt.

Alt i teksten handler om de voksnes begrænsninger og svagheder. Helt overordnet er den nødt til at tage det forbehold, at de unge i visse situationer ikke rigtig kan stole på de voksne.

Mange voksne er såkaldt “bekymrede” for de unge. Tekster af denne type angiver næsten mere, hvor bekymret man må være for voksne. I hvert fald hvis de performer så dårligt, som teksten indkalkulerer.

Og selvfølgelig for de unge der risikerer at brænde inde med alle deres spørgsmål og usikkerhed. Eller er overladte til sig selv, fordi de risikerer at blive stigmatiseret, hvis de springer for tidligt ud.

Det er den klassiske problematik i forhold til de voksne.

Men læs den rystende historie, som Jesper Konradsen fortæller til lærernes blad Folkeskolen. Om hvordan han som 15 årig blev tvunget af klassekammerater til at springe ud.

I erkendelse af at teenagerne i dag er så fokuseret på køn, seksualitet og sex og det simpelthen er frygtelig svært at holde hemmeligt, at man er anderledes – er homo. Samtidig med det er umuligt at stå frem over for et kollektiv af uforstående mennesker. Her er virkeligheden en anden end den dyne af tavshed homoseksualitet tidligere var omgærdet af.

At forholde sig til viden om/afsløring af  homoseksualitet er en opgave man ikke uden videre kan overlade det til lærerne – om de er nok så forstående.

Jesper karakteriserer selv reaktionen blandt eleverne sådan her:

“De spurgte, om jeg brugte tamponer, og kaldte mig for pige-Jesper. Det var ikke indirekte mobning, det var decideret hadske kommentarer.”

En dreng der indgår på lige fod med alle andre får frataget sin kønsidentitet, når han springer ud, lige på det sted i sit liv, hvor han er mest følsom over for den behandling.

Ingen der beskæfter sig med teenagernes udspring bør undre sig over at drengene  i Dagens mand bliver stigmatiseret som feminine. For homoseksuel bliver sat lig med feminin. Uanset om man som Jesper før var en dreng lige som alle andre. Ingen kunne se forskel. Før de hørte om hans seksuelle orientering.

Spørgsmålet er hvad vi kan gøre for at hjælpe drenge som Jesper?

Hvor er samarbejdet med de voksne som ikke er homofobe rundt omkring på landets skoler og uddannelsesinstitutiner?

Teenagerne kan kontakte nogle hotlines, men burde der ikke være støttegrupper rundt om i landet.  Hvordan kan man etablere sådanne grupper?

Skriv en kommentar

Endnu ingen kommentarer.

Comments RSS TrackBack Identifier URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s