Dokumania: Afsløret!

DR2’s Dokumania tirsdag d.7 december 2010 havde titlen Afsløret! Programmet kunne også have haft overskriften: De homoseksuelle og moralen. Afsløret! fortalte nemlig om, hvordan amerikanske journalister og bloggere arbejder. Når de stiller skabshomoer blandt kongresmedlemmer og guvernører til ansvar for deres gerninger. Helt tilbage til Reagan-perioden.

Men også om de homoseksuelle, der har været modige nok til at komme ud af skabet. Og som efterfølgende har måttet bære skilsmisse og tabet af politisk karriere.

Programmet bringer den tale  New Jersey’s daværende demokratiske guvernør, Jim McGreevey holdt i 2004, hvor han – som den første amerikanske guvernør nogen sinde – sprang ud og erklærede sig som homoseksuel med ordene: “My truth is that I am a gay American.”

En historie der dengang også blev bragt af Time Magazine.

I dokumentaren erklærer han sig som homoseksuel, og fortæller om den vanskelige beslutning han traf da han sprang ud. Og tager afstand fra løgn privat, såvel som offentligt. Sekunderet af sin tidligere ægtefælle Dina, der erklærer at løgnen ødelagde hendes liv.

McGreevey valgte at stå frem – men først efter pres. Lige som flere andre. Men i modsætning til  republikaneren Larry Craig – der på trods af vidnesbyrd fra trækkerdrenge eller ekskærester – fastholder, at de er heteroseksuelle.

Larry Craig

Bloggere og journalister har et stærkt argument for at oute politikere. Helt tilbage til Reagens tid i Det Hvide Hus har skabshomoerne blandt republikanerne ført den mest uforsonlige og homofobe politik.

En toprådgiver i Reagan administrationen (regeringen) var med til at forhindre forebyggelse af hiv-smitte. Reagan administrationen indtog en laissez-faire attitude over for en sygdom, der skulle komme til at koste hundreder af tusinder mennesker lidelse og død. Reagan selv ville end ikke tage ordet aids i sin mund før 1987. Ironisk nok er Washington, D.C. idag et af de hårdeste ramte områder i USA , når det gælder hiv-smitte. Fordi som programmet gør opmærksom på, at der så mange homoseksuelle. Og de er i skabet.  De kan ikke gå til test og indrømme at de er “en af os”. Selvom programmet fortæller at en af Reagans toprådgivere – sideløbende med fordømmelsen “det er deres egen skyld” gik til fest på homosteder!

Journalister og bloggere reagerer altså på den offentlige løgn. Hvad private mennesker foretager sig privat – sammen med venner, kærester eller familie vedkommer naturligvis ikke offentligheden. Her er synlighed eller ikke synlighed, udspring eller forbliven i skabet en privat sag.

Mennesker der beklæder offentlige embeder, som ovennævnte embedsmand – Richard Krause -der beskæftigde sig med et sagsområde, der vedrører millioner af menneskers sundhed kan ikke ustraffet fortie, benægte eller lyve om deres egne valg. “You got a right to privacy, not to hipocracy”, som det siges i programmet. Journalisterne og bloggerne afholder sig ikke fra, at stille nærgående spørgsmål. Med det resultat at nogle af skabshomoerne vælger at opgive maskespillet.

Jim McGreevey

Borgerne har ret til at vide hvem de stemmer på lyder argumentet. Og man kan næppe heller forestille sig noget andet emne, hvor vælgerne ville se stort på at en politiker siger ét og gør det modsatte.

Bloggere og journalister har endnu et argument: Det er ikke tilfældigt, at de republikanere de har outet eller forsøger at oute har den sorteste samvittighed, når det gælder stemmeafgivning i Kongressen. Hvor de konsekvent stemmer alle forslag om homorettigheder ned. Selv hævder de naturligvis at stemme ud fra overbevisning. Men homoaktivisterne mener at skabshomoerne repræsenterer et decideret had imod homoerne.

Radioværten Michelangelo Signorile fortæller sin egen historie om hvordan han som ung var med til tæve eller opfodre til vold i skolen mod homoerne. Fordi han var bange for selv at blive identificeret med dem. Det er det samme had mod homoerne de skabshomoseksuelle kongresmedlemmer repræsenterer, når de stemmer alle ligestillingssager ned, mener han. De indtager ekstreme synspunkter for, at bevise de ikke selv er homoer. Alt had mod homoer kommer fra mennesker der selv er homoseksuelle.

De konservatives modargument er, at skabshomoerne er stærke fordi de modstår presset  på dem for at springe ud. Og de dermed sikrer sig at de politiske poster ikke mistes, og de personlige omkostninger undgås. Over for dette står Jim McCreevy’s ord i den famøse tale om det han selv gjorde var: “It was wrong, it was ridiculous and inexcusable.”

Løgnen er altså kun en side af skabshomoerne attitude.  Når andre ledende konservative bliver afsløret er det da også påfaldende, at de kommer fra Exodus bevægelsen eller tilsvarende grupper, der forsøger, at omvende homoer til at blive kristne og heteroseksuelle. I foråret blev George Alan Rekers, medstifter af  Family Research Council og videnskabelig rådgiver for National Association for Research & Therapy of Homosexuality afsløret sammen med en escortfyr på 20 år fra Rentboy. Rekers benægtede efterfølgende, at han skulle være homo, men blev fritaget for sine hverv for NATH.

Alt tyder således på at homoaktivisterne har ret også her. De skabshomoer der bliver afsløret viser sig at tilhøre den mest uforsonlige fløj i det republikanske parti, der vil omvende de homoseksuelle. Skabshomoerne indtager en helt speciel attitude over for de åbne homoer og homomiljøet. Og aktivisternes argument er, at det de gør er så skadeligt, at enhver afsløring er en sejr.

Der hvor deres argumentation risikerer at vikle sig ind i selvmodsigelser er der,  hvor de anvender moralske begrundelser. Politikere har enten pligt til at tale sandt over for vælgerne – eller omvendt må de tage vælgernes straf, hvis de bliver taget i at lyve. Sådan er det. Også  i alle andre spørgsmål end de der vedrører seksualitet.

Når homoaktivisterne slår på det umoralske i at konservative religiøse lyver over for deres ægtefæller og vælgerne bevæger de sig på tynd is. Illoyalitet over for en ægtefælle er ganske vist en ubehagelig – i visse situationer endda uacceptabel ting. De homoseksuelle der forsvarer moral befinder sig dog i en prækær situation. De har ikke samme adgang til hverken vielser eller ægteskab som de heteroseksuelle. Man kan af hjertet gå ind for noget som teoretisk set er rigtigt, men faktum er at de amerikanske homoer bliver ekskluderet fra rettigheder på en række områder i det amerikanske samfund.

Det konservative religiøse synspunkt består jo i at kritisere homoseksuelle som uansvarlige og umoralske, samtidig med at de nægtes adgang ikke blot til ægteskab og vielse. Og diskrimineres på andre områder. Ønsket om at fremstå moralsk og respektabelt er selvfølgelig ærligt og dybtfølt. Det står blot i modstrid med en virkelighed, hvor de bliver diskrimineret.

Nedenstående satiretegning illustrerer problematikken. Luderne og homofyrene stilles op over for hinanden. Hvem er mest respektabel: De prostituerede der vil gå i seng med enhver mand, eller de mænd der vil gå i seng med hinanden, men aldrig med en kvinde? Alt afhænger af perspektivet. Tegningens 50’er stil signalerer, at hvis man fravælger de prostituerede er man ikke en rigtig mand, altså er man homo.

 

Ses tegningen som satirisk pastiche på 50’erne signalerer den, at homofyrenes moral sandelig er i orden: De er imod prostitution, og soldaterne går i seng med hinanden! Der er bare det, at det er svært at afgøre om tegningen er ny eller gammel? Hvis det antages den er ny vil meningerne alligevel være delte. Selv de mest konservative republikanere – eller netop de – vil mene, at de fyre der går til prostituerede trods alt er rigtige mænd. Mens en del nypuritanske homoer – udover rent faktisk at tænde på mænd – mener det er umoralsk at opsøge prostituerede. Begge synspunkter forsøger at ignorere det åbenlyse, at det er homoer og prostituerede, der holdes op mod hinanden. Afgørelsen af hvad der er værst beror i begge tilfælde blot på ens fordomme. Den tvetydighed er sigende.

Hvorfor ikke helt afholde sig helt fra at blande politik og moral sammen?

Konservative og liberale skrev deres navne ind i historien i 1980’erne ved at moralisere.

Herhjemme anlagde Britta Schall Holberg en tilsvarende laissez-faire attitude som sundhedsminister som Reagan administrationen praktiserede. Og fremsatte udtalelser om, at hvad folk gør i privatlivet ikke kunne være hendes sag som indenrigsminister. Nægtede altså at handle ud fra den viden der forelå. Hvad der også resulterede i blødersagen. Det var jo svært at udvise handlekraft over for bløderne, når Schall Holberg på den anden side havde travlt med at forsvare intet at foretage sig med hensyn til forebyggelse af spredning af hiv-smitte.

Til forskel fra de amerikanske skabshomoseksuelle republikanere overlevede Britta Schall Holbergs politiske karriere kun med nød og næppe. At en uskyldig gruppe af kronisk syge blev taget som gidsler i kampens hede kom til at skæmme hendes ministerielle eftermæle.

Dokumentaren Outrage (2009) vidner om, hvor stort behovet i USA er for at få gjort op med en smertelig fortid. Det er payback time. Der vil forhåbentligvis altid være journalister, der vil se det som deres opgave, at afsløre løgn og vælgerbedrag.

Skriv en kommentar

Endnu ingen kommentarer.

Comments RSS TrackBack Identifier URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s