Rytteriet: Snobber og skabshomoer

Normalt outer jeg ikke mennesker på denne blog. Men der er undtagelser. Når de viser sig på tv-skærmen onsdag efter onsdag – og har gjort det siden d.20 oktober – uden at ville ud med sproget, så synes jeg de fortjener det.

Når ingen anden kan eller vil så fortæller jeg sandheden om dem!

Skandalen er måske ikke så stor når jeg tilføjer, at de personer jeg outer er fiktive. Martin Buch’s og Rasmus Botoft’s figurer Fritz og Poul fra satireserien Rytteriet på DR 2.

De sidder i Nordsjælland i deres fine nystrøgne matchende pastelfarvede skjorter og gnubber ben med hinanden. Samtidig kommer der en lind strøm af replikker af typen:

“Vi har det godt. Og du Fritz. Jeg holder squ så meget af dig.”

“Nej, ved du hvad Poul, du er sød!”

“Neej. Du er den sødeste Fritz!”

“Ja du har måske ret. Har vi det ikke godt?”

“Jo. Skål!”

“Skål!”

Buch og Botoft har en stribe gennemgående figurer. Fællesnævneren er at de er kiksede.

Inspirationen til Stripper Jens – hvis hedeste drøm er at blive mandestripper- karakteriserer makkerparret således:

“Mennesker, der tror på en drøm, som i alle andres øjne er et fuldstændig håbløst og umuligt projekt.”

Det kiksede kunne være overskrift for alle figurerne.

Undtagen der hvor de har valgt en konkret person, som de hylder for det skæve, der gør ham kontroversiel:

Vi elsker Jørgen. Jørgen er fantastisk! Jørgen lever og ånder for at opleve, beskrive og fortolke. Men nogle gange har han en tendens til at forhøje, mystificere og hylde noget, som ikke rigtig fortjener det. Og vi elsker ham for det!

Den kærlige (h)ånd er ikke så mærkbar i den såkaldte Dialekt Service. Med tv-anmelderen Henrik Palles ord:

“Der er en dialektservice, hvor vi i frilandsmuseumsagtige omgivelser får oversat uforståelige sønderjyske sætninger, som viser sig heller ikke at give mening på rigsdansk.”

 

Det faste galleri tæller endvidere Bøje, den fraskilte ældre mand. Det mislykkede ægtepar Erik og Else. Den legendariske og skarpe producer, der kører alle popsangene ind med penis. Og terapeuten med de tvivlsomme evner.

Og den uengagerede journalist, der rutinemæssigt ender med at spørge den interviewede person:

“Har De ikke lyst til at gå med mig hjem. De kan godt overnatte.”

Fyren der bliver spurgt – og relationen er altid homoseksuel – svarer så:

 “Jo, det vil jeg da gerne!”

Normalt er satire hvor homoseksuelle figurer indgår udsat for skarp kritik. Ikke kun når talentløse stand-uppere demonstrerer, at de ikke kan se forskel på humor og fordomme.

Reality-tv dur heller ikke. Når teenage-homoer viser sig på tv er der altid enten forargelse eller bekymring fra det samlede homomiljø. Drikker de unge ikke hjernen ud i Paradise Hotel? Og i andre programmer er homoerne alt for stereotype.

En pressemedarbejder fra DF kritiserede i sommeren 2010 en journalist fra et LGBT nyhedssite for at have løse håndled. Men synspunktet ligger tæt på miljøets officelle holdning til de der agerer i offentligheden. Så egentlig var der knap nok grundlag for forargelsen over pressemedarbejderen.

Lille Fritz og Poul kan alle derimod identificere sig med. De er pæne. De er anstændige. De er skabshomoer, der sidder og gnubber sig op af hinanden, og den ene kan ikke huske hvem den anden er gift med.

Alt fortaber sig i småsnaldret sludrevorenhed. Når de mander sig op til at være åndrige siger Poul:

“Jeg gider squ ikke de fattige. De er altid så kedelige.”

Og heller ikke østeuropæerne, aupair pigerne eller de sorte “nede i Afrika”. Eller mennesker i den tredie verden, der sælger deres organer fordi de simpelthen er for dovne til at arbejde!

Poul og Fritz knalder aupair-pigen eller til nød konen – aldrig hinanden.

Som Buch og Botoft siger om deres figurer:

“Fritz og Poul er teflon i pastelfarver. De elsker at sidde i solen og drikke drinks og sludre med hinanden om alt og intet på samme tid. Intet emne er hverken for stort eller lille. Mange får det glatte lag, men det er sgu da lige meget. Poul og Fritz elsker sig selv og hinanden over alt på jorden.”

De får alt undtagen (homo)sex. Og kan alt. Undtagen at være åbne og ærlige.

Inspirationen er:

“Ældre rigmænd, som køber læderhandsker i Magasin Du Nord på Lyngby Hovedgade.”

Rytteriet er fremragende. Satiren rammer plet på en venlig måde, så ingen bliver fornærmede. Eller behøver at føle sig ramte.

Stereotyperne kommer ikke frem. Kun sandhederne. Let overdrevet og forvrænget i satirens spejl.

Hvad siger Poul og Fritz om de homoseksuelle, når kammeraet er slukket?

“Har du hørt om de der… Ja du ved, de er squ lidt mærkelige!”

“Ja. Nej. Øh, det ved jeg squ ikke Poul. Hvem tænker du på?”

“Ja, de der du ved nok. Ah, for pokker hvad er det nu de hedder!”

“Nå ja, nu ved jeg hvad det er du tænker på! Ja de fandme aparte!”

“Det kan vi godt undvære. Du er så sød!”

“Tak Poul. Det kan vi i hvert fald, skåål!”

“Skål søde Fritz! Vi har det squ godt!”

Karakteristik af Rytteriet er fra Buch og Botoft i Politiken. 

Og Henrik Palle i Politiken.

Første og sidste citat og den uengagerede journalist er mine egne parafraser.

Skriv en kommentar

Endnu ingen kommentarer.

Comments RSS TrackBack Identifier URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s