Bernard Faucon: Uskyld og plastik

Fotografiets styrke er dets evne til at overbevise os om, at det vi ser er sandt og virkeligt. Altså dets troværdighed. Herved adskiller fotografiet sig fra de øvrige visuelle kunstarter – måske med undtagelse af film. Tegning og maleri dyrker komposition og fantasi, hvor fotografiet dyrker realisme eller mimesis (efterligning). Det gælder dog ikke den skole af fotografer, der ønsker at få os til at reflektere over hvad vi ser – eller over hvorfor vi opfatter noget som realisme eller ikke. Realisme er et værdiladet ord: Det signalerer godt og rigtigt. Underforstået: Enten har fotografen valgt de grimme motiver af f.eks. krig og død i reportage-fotoet for at fortælle historien og gøre tilskueren klogere. Eller også viser han det frem, som er smukt og rigtigt. Eller dagligdags og genkendeligt. Selv det, der er glamourøst kan jo i en vis forstand være begge dele, når det indgår i den daglige nyhedsstrøm.

L'arrivée/Ankomsten

Den franske fotograf Bernard Faucon startede som maler, men fotograferede i perioden 1976-1995. Hvorefter han valgte at stoppe sin karriere som billedkunstner. Hans fotografier er blevet kaldt konstruerede og surrealistiske, og det beskriver i hvert fald elementer de har til fælles med maleriet. Fotografierne dekonstruerer den velkendte virkelighed –  eller stiller spørgsmålstegn ved den. Faucons tilknytning til maleriet ses måske også i at billederne altid har titler.

Les amis/Vennerne

Billedet Les amis hylder det uskyldige venskab mellem børn – to drenge. Blot fortæller billedet – og det er et tilbagevendende træk – at fascinationen af uskyld også er en fascination af plastic. Indbegrebet af det der er uægte. Den ene figur er jo af plastic. Dermed kommer der kludder i de vante begreber og forestillinger. Det uskyldige eller uskyldsrene fremvises som bedrag. Spørgsmålet betragteren bliver efterladt med er om det blot er et visuelt bedrag: Når man først ser billedet ligner begge figurer drenge. Men der er noget galt ser man hurtigt, og konstaterer, at den ene figur er en dukke. Den vending gentages i billedet af frugtplukkerne.

La cueillette/frugtplukkerne

Og i kompositionen Blå hvid. Hvor noget af det optiske bedrag synes at gå i begge retninger: Er det dukken der er placeret lige som fyren, eller er fyren dukkeagtigt placeret i billedet. Og er det altså ham der tilføjer det visuelle bedrag? Det må være det sidste, der er fotografens intention.

Bleu blanc/Blå hvid

Den logiske konklusion på denne leg med illusionen er de billeder, hvor betragteren ikke længere er istand  til at skelne mellem “sandt” og “falsk”. Når den ene figur placeres i baggrunden på Blåt skum forbliver det en gåde om “han” er ægte eller en dukke som figuren i forgrunden. For slet ikke at tale om hvad det er en historie der fortælles?

Bleu d'ecume/Blåt skum

Der er andre titler mere hjælpsomme. Den første nadver – et slags konfirmationsbillede – af de to “drenge” og deres “kammerater” i baggrunden.  En mulig tolkning kunne være, at det uskyldige kun er opnåeligt for fotografen, der skal tage billedet via bedraget. Brugen af plasticfigurer. Her bidrager religionen også til bedraget; kirken og henvisningen til ritualet. Til sammen gør elementerne billedet sødt og kvalmende. Forlorent og uægte. Fascinationen ligger i bedraget.

Premiere communion/Den første nadver

Det religiøst ophøjede celebreres også i billedet Druerne, der tydeligvis henviser til Nadveren. Og de talrige fremstillinger i malerkunsten. Det er et tableau vivant, sådan som det er blevet dyrket i århundreder i maleriet, og sådan som en række store fotografer dyrkede det for 100 år siden. Blot karakteriseret af at der kun er et(?) levende menneske omgivet af dukker. Og kristus-figuren på billedet er – i modsætning til den bibelske historie – allerede død. Eller spiller død. For selvfølgelig er det iscenesat, og det fremstår sådan, at iscenesættelsen er en del af motivet. Det uægte er en del af billedets kunstneriske kvalitet.

Les Raisins/Druerne

Springet til billedet Kameraet kører er ikke så stort som det umiddelbart kan forekomme. Det ene er et religiøst tableau, det andet er en pornoscene. De har begge den centrale figurs nøgenhed til fælles. Nøgenheden har været et naturligt element i græsk og romersk antik kunst og fuldstændig indarbejdet i en række genrer af den kristne kunst. Ikke kun Jesus figuren er blevet vist helt eller delvis nøgen på korset. Også helgener som Sct. Sebastian er næsten ufravigeligt blevet afbilledet nøgne. Indtil den katolske kirke i sidste halvdel af 1800-tallet begyndte at forsyne statuer med figenblade og fjerne Kristus-figurer der ikke ansås for passende.

Prise de vue/Kameraet kører

Den pornografiske scene kan ikke undgå at relatere sig til den problematik der handler om, hvordan kan sex og kærlighed – eller bare en af delene – fremstilles på billede. Der skal jo instruktion til, lys, kamera, lydoptagelser og meget mere. Og hvordan skal noget menneske på kommando præstere noget, der virker ægte og rent?  Alle overlæggene, de tekniske forberedelser betinger i sig selv, at det ikke kan være spontant.

Antoine

Billederne af Antoine og David forekommer at være portræt – hvor fotografen ikke har lagt fremmedelementer ind, der skaber distance. Blot forekommer det som om de er blevet instrueret i at indtage en pose plastique, altså at stå som levende statuer. Sådan som gøglere agerer på Strøget. Og som det iøvrigt har været kendt siden det gamle Rom. Fotografen kan ikke forholde sig til den nøgne krop, uden at lægge distance til den.

David

Hele Bernard Faucons værk – der selvfølgelig omfatter meget mere end de udvalgte eksempler –  forholder sig til modsætningerne: Skin-virkelighed, realitet-illusion, ærlighed-bedrag og uskyldsrenhed-kitsch. Den katolske kirke der dyrker tableau vivant i ritualerne, er ærkemodstandere af  profane tableau vivants.

Og ligeledes modstander af skildringen af den nøgne krop, uden for det område den betragter som helligt. Ved at bruge religiøse motiver udvisker Faucons fotografi afstanden mellem helligt og profant.

Jolis mots amittié, amour/Smukke ord venskab, kærlighed

Faucons arkadien er barndommen. “Også jeg var i Arkadien” betyder for ham: Vi har alle været børn engang. Der er en tråd tilbage til det klassiske fotografi af tableau vivant hos Wilhelm von Glöden. Og inspiration i forhold til æstetik og den nøgne krop som motiv hos en nutidig fotograf som Ryan McGinley.

“Smukke ord kærlighed og venskab”, lyder en af billedteksterne. Det er næsten altid drenge der optræder på Faucons fotografier. Sammen eller alene. Men den eneste antydning af sex er billedet Prise de Vue.

Alle billederne ligger på: bernardfaucon.net

Skriv en kommentar

Endnu ingen kommentarer.

Comments RSS TrackBack Identifier URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s