Rytteriet: Fritz og Poul og os andre

God satire udstiller ikke typerne vi ser som “de andre”, men viser dem som os selv. Det første ville være  hån. Det andet er morsomt – hvis det rammer.

Rytteriets figurer Fritz og Poul er vanskelige at karakterisere. Hvem er de?

De færreste ville på forhånd gætte, at pastelfarver kan få mennesker til at gå fuldstændig i ét med omgivelserne. Men det gør de. Når det er Fritz og Poul. Det er den eneste naturlov de trodser.

Ligesom Fritz og Poul også går i et med hinanden. Som et gammelt ægtepar, der ved hvad den anden vil sige før ordene udtalt. Og så er de enige om ALT.

Poul er nok den der udtaler dybsindighederne, men sekunderes altid af Fritz:

“Jeg gider squ ikke de fattige. De er altid så kedelige.”

“Ja, hvis de bare ikke var så sure.”

“Jamen de er bare så sure!”

“Vi har det squ godt.”

“Ja, det har vi!”

“Skål!”

“Skål Fritz!”

“Du er nu sød!”

“Nej, du er sød!”

“Er jeg? Åh, tak skal du have Poul.”

De er ikke blot samme type. Det er simpelthen umuligt at se et individuelt træk ved nogen af dem. De er lige pæne og anstændige. Og praler begge med at bolle uden om. Men tog Poul den virkelig med Anni Fønsby ude på toilettet? Nej, selvfølgelig ikke. Efterfølgende benægter han det selv. Det var blot en lånt fjer.

Duoen Buch og Botoft karakteriserer dem således:

“Poul og Fritz elsker sig selv og hinanden over alt på jorden.”

Selvforelskede er der så mange der er. Men Fritz og Poul elsker hinanden. Hvor meget og hvordan kan man så spekulere over.

Bag kameraet ved optagelserne i Klampenborg.

De er både i skabet og uden for. Inde i skabet, fordi de er tavse som graven. Ude af skabet, fordi de eskapader de kan finde på at prale med forekommer usandsynlige at det er afslørende. Vi har at gøre med to karakterer, hvis replikker er så kedelige, at de selv falder i søvn over dem!

Det at man ikke kan sætte en finger på noget er netop det påfaldende. Det aseksuelle er et skjold. Det plejer at dække over…homoseksualitet.

De er hverken selvhadende eller frustrerede. Deres liv er for søvndyssende og indholdsløst til det første. Det sidste overstiger deres ambitionsniveau.

Måske er Fritz og Poul trendy. Typiske for en tid, hvor mange flere mennesker erkender deres homoseksualitet, fordi der er fokus på emnet. Mens de sidder fast i vaner og fortid, og ikke magter at udleve den. Og derfor bliver aseksuelle. Fordi heteroseksualiteten er holdt op med at sige dem noget.

Satire kan aldrig være ét hundrede procent venlig – så er det ikke længere satire. Men hvis Buch og Botofts fremstilling af Fritz og Poul lægger noget til eller trækker noget fra er det marginalt. Det fascinerende er, hvor morsomt det kan være, at høre mennesker lyve og tale uden om. Og lade alt det usagte hænge i luften. Spille med på påstanden om, at hvad der er troværdigt eller løgn er flintrende ligegyldigt. Det er denne fakede loyalitet over for karaktererne, der gør Fritz og Poul hamrende morsomme.

Hvad synes du om Fritz og Poul?

Deltag i afstemningen!

1 kommentar

  1. Godt indlæg. Rytteriet er nok pt. det bedste satire i Danmark. Hvorfor? Det aner jeg ikke, men pyt, bare det er sjovt!
    “Hvorfor køber de fattige ikke bare en dejlig båd, istedet for at være så sure hele tiden?” haha..🙂


Comments RSS TrackBack Identifier URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s