Om sygeliggørelsen af de homoseksuelle

Før 1981 

Der var engang hvor forskellige synonymer for homoseksuel var de værste skældsord mænd kunne få hæftet på sig. Ord som “bøsse” eller “svans” betegnede, hvad nogle opfattede som en sygelig seksualitet og ikke-maskulin kønsidentitet.

Vi taler om tiden før 1981. I denne uge er det nemlig 30 år siden Sundhedsstyrelsen i Danmark fjernede homoseksualitet fra sygdomslisten.

Det kan vi så fejre.  Men er der reelt noget at fejre?

Måske gives historiske tilfældigheder ikke – men mærkværdige sammentræf optræder hyppigt.

Et af disse var at næsten samtidig med at Sundhedsstyrelsen ændredede politik skete der et paradigmeskift i opfattelsen af magt og stat i socialvidenskaberne.

Den franske filosof Michel Foucault vendte med sin afvisning af repressionstesen op og ned på traditionelle begreber om politik, samfund og jura. Repressionstesen hævder, at magten udøves oppe fra toppen af samfundets pyramide og ned. Foucault derimod talte derimod om magt som en kompleks størrelse der er i samfundet og udøves af individerne.

 
 
Efter 1981
 
Homoseksualitet blev fjernet fra sygdomslisten i 1981. Det registrerede partnerskab blev indført i 1989. “Normaliseringen” af homoseksualitet skete – tilsyneladende – i lyntempo.

Det var næsten for godt til at være sandt.

Men i perioden fra begyndelsen af 80’erne til slutningen af 80’erne lærte de danske bøsser – og meget hurtigt resten af den danske befolkning, at der fandtes en sygdom der hedder AIDS.

På forsiderne af formiddagspressen blev sygdommen hurtigt døbt “bøssepest”. Da det viste sig at smitten vi nu kender som hiv især var udbredt blandt homoseksuelle. I formiddagspressens version blev det til historien “at være homoseksuel er en dødsdom”. Og religiøse fanatikere var ikke sene til at pege på, at det var “Guds straf over bøsserne” for deres syndige liv.

Bøsserne var blevet fjernet fra sygdomslisten, men aldrig havde de været så syge. Både de facto og som gruppe i den øvrige befolknings øjne. Rigtig mange der var sprunget ud af skabet sprang tilbage i det. Enkelte har efterfølgende været modige nok til at fortælle om oplevelsen. Sidste år skrev en journalist fra Politiken f.eks. sin historie i avisen. Stigmatiseringen af de homoseksuelle var så hård, at blot rygtet om at en homoseksuel på arbejdspladsen var smittet medførte sager, hvor kolllegerne nægtede at bruge samme håndvask eller samme toilet. Det medførte sociale og psykiske prøvelser. Nogle gange for mennesker der rent faktisk måtte kæmpe med sygdommen. Stigmatiseringen betød at enhver bøsse potentielt blev betragtet som hiv-smittet.

Pointen er at det selvfølgelig ikke på nogen måde var “ulovligt” at være hiv-smittet. Alligevel blev de syge – og potentielt alle homoseksuelle – anset for en samfundsmæssig fare og stigmatiseret. Med mindre de dukkede hovedet eller sprang ind i skabet. Og gjorde sig usynlige.

Aldrig havde de homoseksuelle – så langt min personlige erfaring rækker – været så hårdt stigmatiseret. Livet som homoseksuel har aldrig været så hårdt som det blev efter begyndelsen af 80’erne.

Fjernelsen fra sygdomslisten skete næsten samtidig med, at socialvidenskaberne erkendte at juraen – i en vis forstand – er ligegyldig. For det er samfundets normer der afgør, hvem der bliver stigmatiseret og forfulgt.

 
Pædofilpanikken 
Men en ulykke kommer sjældent alene. I 1997 skete der en katastrofe. En pædogmedhjælper fra Gladsaxe blev anklaget for pædofili – og dømt. Der opstod en pædofilpanik. I 1999 blev en hiv-smittet karate træner sigtet for seksuelt misbrug af de teenagedrenge han underviste. Og flere landsdækkende aviser skrev på lederplads om, at det omfattende seksuelle misbrug af børn må stoppes.

Pressen, myndighederne og befolkningen gik i selvsving.

Professor i sociologi ved Københavns Universitet Henning Bech  har lavet en videnskabelig undersøgelse af fænomenet og siger:

 
“Siden da er stormen stilnet noget af, men havet er blevet i bestandig bevægelse. Så at sige hver dag bringer medierne stof der vedrører emnet seksuelt misbrug af børn. En konstant uro, årvågenhed, mistænksomhed, ænstelse og indignation har etableret sig.” (s.202)
 
Henning Bech: Kvinder og mænd. Gyldendal 2005.

Uroen, årvågenheden, mistænksomheden, ængstelsen og indignationen er stadig i 2011 en kendsgerning. På trods af at der dengang var 133 “sager” – alle omtalt på forsider og midtersider i formiddagspressen – blev kun to (2) personer fundet skyldige.

Takket være blandt andet den mediedækning karate-træner sagen fik – har seksuelt misbrug, hiv-smitte og homoseksualitet siden indgået i en besynderlig  konstellation i medierne. De homoseksuelle fremstilles i pressen mere sygelige og afvigede end nogen sinde. Uanset juridiske forhold. Domfældelser eller ej.

De homoseksuelle karakteriseres ikke længere på samme måde som tidligere. Idag bliver homoseksualitetens eksistens benægtet via skældsordene for det seksuelt afvigende. Og de handler alle om sexkriminalitet: Om pædofili.

Engang sagde de der oplyste om homoseksualitet, at der er omkring 5-10% homoseksuelle – dvs. 1-2 elever i hver klasse.

Sidst jeg hørte vendingen lød den: Overalt hvor der er 20-30 mennesker forsamlet er der 2-3 pædofile!

Hvordan er den kobling kommet i stand? Hvor man kan anvende den samme frase, men blot skifte “homoseksuel” ud med “pædofil”?

Og opfattes de to ord – i en vis forstand  – som synonyme?

Og i så fald: Hvordan er den forskydning sket?

 
Magtspil mellem kvinder og mænd
 
I  Henning Bech’s bog Kvinder og mænd beskrives fremkomsten af pædofilpanikken, som et resultat af et magtspil mellem kønnene. Et spil kvinderne har vundet på hjemmefronten og i den offentlige debat. Mistænkeliggørelsen af den maskuline seksualitet betyder at enhver mand er en potentiel sexkriminel. Han er ikke blot uegnet til at tage sig af børn og unge, men upålidelig.  Med mindre maskuliniteten er defineret og styret af kvinder.

De der afviger fra samfundets normer – seksuelle minoriteter – og grupper der definerer deres liv på præmisser, der ikke er alment socialt accepterede –  f.eks. prostituerede – er så at sige dømt på forhånd. Ikke blot som afvigere, men enten som potentielle sexkriminelle eller ofre det er samfundets ansvar at behandle.

Der findes i dag en forbudsfeminisme der ønsker at sætte lighedstegn mellem normafvigelse og kriminalitet.

Eftersom de homoseksuelle mænd er – og altid vil være en minoritet – falder de altid i den forkerte kategori. Forbudsfeministerne kan stille spørgsmålstegn ved, hvor socialt acceptabel homoseksualitet i grunden er. Og det gør de.

Formålet er selvfølgelig at kontrollere de heteroseksuelle mænd. En forbudsfeminist som Vibeke Manniche kritiserer Klovn; The Movie. Skyldes det i virkeligheden, at Caper Christensen har sex med en fyr i filmen? Vibeke Manniche rykker ud med argumentet om, at filmen er pornografi og synet af Casper Christensens erigerede lem er skadeligt for børn. Danske mænd af familiefædretypen kan ikke tillade sig at have sex med mænd. Gør de det alligevel stemples de som perverse eller afvigende. Vibeke Manniche er muligvis homofob, men sigtet med kritikken er, at kastrere de danske familiefædre. Ved at indgyde dem en bevidsthed om, at visse dele af deres seksualitet er tabu. Alt det der ikke kontrolleres af kvinder.

 
Kronofilierne
 
Enhver feminist vil selvfølgelig pure afvise at nogen skulle kunne finde på at mistænkeliggøre den maskuline seksualitet.

Men måske vil de medgive at de forkaster moderne socialvidenskab og istedet omfavner den klassiske lægevidenskabs teser?

 I moderne gevandter ganske vist. F.eks. den måde de formuleres af den amerikanske læge og sexolog Ray Blanchard.

Homoseksualitet blev oprindelig opfattet som en psykisk forstyrrelse – en parafili – i den klassiske lægevidenskab.

På linie med en række andre fænomener med besyndelige navne som: Exhibitionister, fetischister, zoofile,  mixoskopofile og gynekomaster.

Den klassiske lægevidenskab fra 1800-tallet skabte en patologisering af homoseksualitet. Og homoseksualitet  indgik i et raritetskabinet på linie med ovennævnte grupper.

Den moderne lægevidenskab har erkendt fejltagelsen og er ophørt med at stigmatisere homoseksualitet som en parafili.

Men tilhængere af det klassiske lægevidenskabelige paradigme har ikke opgivet sygeliggørelsen af al seksualitet. Hvilket også fremgår af det ansete tidsskrift Scientific American i en artikel fra 2009.

Vi har alle en alder. Og det er et angrebspunkt. For så kan vi være objekt for seksuel tiltrækning for mennesker med en speciel seksuel observans – og dermed ofre for seksuelle overgreb.

Pædofile i den ene ende af spektret og gerontofile i den anden ende. Ephebofile hvis der er tale om forhold mellem unge og voksne. Og hebefile hvis der er tale om tiltrækning mellem præpubertære unge og voksne.

Det eneste der ikke er en parafili er den seksuelle tiltrækning mellem voksne. Som dog også har en græsk betegnelse: Teleiofili.

Hvad er pointen med at fjerne homoseksualitet fra sygdomslisten, hvis man genindfører en patologisering og introducerer aldersforskel som psykisk afvigelse? Det er: Nu er kun den maskuline seksualitet sygeliggjort.

Psykoanalysens fader Siegmund Freud mente den reproduktive heteroseksuelle mand var den norm alt andet kunne holdes op imod. Derfor sygeliggjorde Freud den kvindelige seksualitet.

Aldersperspektivet derimod – teorien om de såkaldte kronofilier – sygeliggør mænds seksualitet.

Feminister og tilhængere af den klassiske lægevidenskabs teser er enige om, at kvinder ingen seksualitet har. Og kvinder derfor aldrig er omfattet af parafilierne. De er derimod ofre for mænd. Det er altid kvinder, der skal beskytte børn imod mænd.

Når i sig selv ligegyldige fænomener som aldersforskel sidestilles eller endog ligestilles med pædofili, som er en psykiatrisk diagnose, når pseudovidenskab blandes med psykiatri, fremkommer en eksplosiv blanding!

Der truer med at gøre den moderne homohistorie til én lang sygehistorie. Især fordi en del homoer tager sygeliggørelsen på sig. Selv de der hævder at være imod sygeliggørelsen udbreder i praksis forestillingen ved at knytte begreber om parafilier sammen med mandlige homoseksualitet.

Alt det de homoseksuelle kæmpede for før 1981: Seksuel frigørelse, selvstændig identitet og ret til at vælge sexpartnere er blevet opgivet.

Feministerne – langt ind i homomiljøets egne rækker – ønsker istedet kamp imod parafilierne. Ud fra ønsket om at blive “normaliseret”.

En kamp de først vil anse for vundet, når det homoseksuelle miljø er blevet udslettet og de homoseksuelle mænd – atter engang – er sprunget ind i skabet. Så heller ikke heteroseksuelle kvinder længere behøver at frygte for deres mænd.

De homoseksuelle er blevet en minoritetsgruppe der af politisk overbevisning tager sygeliggørelse og stigmatisering på sig. Og nægter at kæmpe for andet end indholdsløse juridiske formler.

Vi vandt slaget om fjernelsen af homoseksualitet fra sygdomslisten. Men det var en Pyrrhus sejr. Vi kan sige lige som hærføreren der vandt slaget, men fik sin hær decimeret: En sejr til og vi er fortabte!

1 kommentar

  1. […] tidligere artikel har jeg påvist at det langt fra er tilfældet. Faktisk er det ikke svært at finde eksempler […]


Comments RSS TrackBack Identifier URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s