Anmeldelse: Spademanns Leksikon

“Spademanns Leksikon er den fri encyklopædi for alle, der er trætte af ekspertvælde, politisk korrekthed og utidig kildekritik.”

Sådan karakteriserer Spademanns Leksikon meget præcist sig selv.

Anbefalingerne er også i orden. Selveste Paven skulle have givet det følgende ord med på vejen:

“Spademanns Leksikon er et beundringsværdigt projekt, som bygger på grundlæggende romersk-katolske værdier. Nemlig at fordreje sandheden fuldstændigt.”

Tilbage er blot at tilføje:

“Spademanns Leksikon er en næsten komplet encyklopædi, der dækker almindelig uviden i alle afskygninger. Vi mangler kun lige din artikel, så tøv ikke, men læs straks hvordan du bliver stjerneskribent.”

Spademanns Leksikon har således alle forudsætninger for at konkurrere med Wikipedia som brugerskabt leksikon, eller måske ligefrem overgå og udkonkurrere samme?

Med disse anbefalinger er det blot at dykke ned i guldgruben – og se om nettet, der har beriget vores liv ud over enhver beskrivelse også i dette tilfælde lever op til forventningerne. Og det gør det!

Især kan følgende artikler anbefales: Rytteriet Fraklip efter lukketid, Feminisme, Homoseksualitet, Homoseksuel og heteroseksualitet. Fordi de er velskrevne og relaterer sig til emner, der behandles her på bloggen. Tilsyneladende er det den samme forfatter, der har skrevet dem, de har alle den samme humor og selvironi.

Stilen kan beskrives som faktion. En blanding af fiktion og faktuelt. Der indgår således citater fra seriøse artikler, selvom ordene måske lægges i munden på fiktive figurer (Fritz og Poul fra Rytteriet). Beskrivelsen af feminisme indeholder citater taget direkte fra nettet og fra en tidsskriftsartikel. Forklaringen af ordet homoseksualitet indeholder en beskrivelse af et virkeligt hændelsesforløb beskrevet via avisartikler. Og artiklen homoseksuel indeholder en beskrivelse af homosex blandt heterofyre taget fra en videnskabelig analyse af, hvordan homoseksuel adfærd forekommer blandt mennesker, der beskriver og opfatter sig selv som heteroseksuelle. Gangbang blandt heteroseksuelle mænd? Enten er det løgn, eller også skal der mindst en Ph.d.  til at forklare det. Ja, så bliver der henvist til en Ph.d. afhandling i noten!

Alt sammen spændende læsning. Derfor er alle de nævnte artikler gengivet her på bloggen.

Spademanns Leksikon

Reklamer

Homoseksuel

Homoseksuel er ordet for mennesker, alle respekterer og ingen har noget imod.”

Anonym bøsse, der ikke tør springe ud af skabet.

De homoseksuelle udgør generelt en homogen masse, hvorimod de heteroseksuelle er en noget mere blandet skare. Er man derfor typen, der ønsker orden, rette linjer, og rene ariske blonde gener er der ingen som helst tvivl om, at man er homoseksuel og bør melde sig på nærmeste bøssebar.

Homoseksuelle mænd elsker sport især i 2’eren.

Men hvordan er det lige man gør?

Hvem mig?!

Guide

Det her er en personlig beretning, der fortæller præcis hvordan. Blot med den ubetydelige detalje til forskel, at fyren ikke er gået på homobar men i fængsel:

“Engang mens jeg var på rejse, gjorde jeg ophold ved et motel i en lille by nær en marinekorpsbase. En parkeringplads der forekom øde nok kl.1 om natten til, at man roligt kunne pisse der. Men den viste sig at være overvåget af det lokale politi, som arresterede mig, ransagede mit hotelværelse og fandt en marihuanacigaret, og anklagede mig for at være i besiddelse af stoffer. Hvorefter jeg blev bragt til det lokale fængsel.

Der blev jeg sat i en lille celle-blok, fire rum med hver fire brikse. Cellerne havde ingen døre. Der var 12 fanger i blokken, fire hvide marineinfanterister og otte sorte. Da jeg sagde at jeg tidligere havde været i flåden blev jeg foreholdt hvad marineinfanteristerne hævdede var et velkendt faktum, nemlig at alle sømænd slikker pik og boller hinanden.

Jeg blev ført ind i den fjerneste celle, hvor jeg blev kneppet i munden af ni og i røven af to. De hvide var bagerst i køen og to af dem kneppede mig samtidig. Jeg betragtede det som et held, at blokkene var så små.

Næste dag kom de hvide marinere hen til mig og sagde: “Du flytter ind til os!”

Jeg var blevet punk for disse fire fyre, som i fængselsjargongen blev mine mænd. De var 19, 20, 21 og 21 år. Anklaget for forhold som væbnet røveri og overfald på politibetjent. Kun en havde nogensinde før haft sex med en fyr – den eneste der havde været i fængsel før. En af marinerne, Dan, en nittenårig med blå øjne og blondt hår knyttede sig til mig mere end de andre gjorde. Dan opdagede at han elskede at få slikket pik og krævede tilfredsstillelse, når som helst han havde ståpik, hvilket var omkring tre gange om dagen.

Når jeg tænker tilbage var følelserne så stærke, at det er rimeligt at sige at jeg blev forelsket især i Dan.” (1)

Hvor svært kan det være fyre?

Som man bemærker er heteroseksualitet ingen hindring for at elske sport i 2’eren. Altså homo. Altså hetero der godt kan lide bøssesex. Øh…Okay vi stopper her.

Kilde: Spademanns Leksikon

Igen en af disse fantastisk velskrevne tekster på Spademanns Leksikon. Denne gang med en handy guide til de uerfarne. Der går lidt kludder i det til sidst. Guiden fremhæver jo at det er heterofyre der boller en fyr og elsker at have sex med ham? Nogle vil synes, at de klare grænser mellem hetero og homo flyder ud, og faktisk ikke er til at få øje på.

Forfatteren – som er anonym – har afsløret over for undertegnede, at det er meningen. Teksten er i ramme alvor en beskrivelse af, hvordan heterofyre har sex med hinanden, uden egentlig at registrere at handlingerne er homoseksuelle. Faktisk stammer teksten fra et videnskabeligt værk, der netop beskriver afstanden mellem det man ved og det man gør. Ikke fordi mennesker er uvidende, men fordi de kategorier vi plejer at lægge ned over os selv og andre ikke altid slår til. Og homoseksuel aktivitet under visse omstændigheder lader sig forene med heteroseksuel identitet. Der skal mindst en Ph.d. afhandling til at forklare gangbang mellem heteroseksuelle mænd, og det er lige netop hvad der er tilfældet!

Note:

(1) Henning Bech: Når mænd mødes. Gyldendal. 1987. s.116-17. (Teksten er forkortet og enkelte steder er sproget tilpasset.)

Homoseksualitet

Ordforklaring
Dannet af det græske ord homos der betyder ens eller samme.
 
Historie
I modsætning til hvad mange tror så er heteroseksualitet en afledning af homoseksualitet. Og ikke omvendt.

Heteroseksualiteten, som vi kalder den mest udbredte seksuelle norm, blev først navngivet i 1894 Altså senere end homoseksualiteten, der allerede blev navngivet i 1859. (1)

De der tror heteroseksualitet har fandtes siden Adam og Eva tager altså fejl. Bibelen nævner ikke ordet, kun at kvinden snød fyren. En slags foreløber for vore dages feminisme.

Homoseksualiet bliver brugt som betegnelse for en særlig gruppe individer, der besidder en trang til seksuel omgang med det samme køn.

Om kvinder bruges tit ordet lebbe eller lesbisk. Om mænd anvendes ordet bøsse.

Idag kalder de kvindelige homoseksuelle sig stadig for lebber eller lesbiske, da det vækker minder om Femø-lejrene i 1970’erne.

Særlige kendetegn

Der findes en række forestillinger om de specielle kendetegn, hvorved man kan genkende homoseksuelle af det ene eller det andet køn.

Disse er:

  • Upåklagelig tøjstil (Bortset fra Jim Lyngvild, der gik noget galt. Han optræder derfor nu uden).
  • Løse håndled, følsomt væsen, og med alderen lettere sofistikeret fremtræden.

Jim Lyngvild: Hellere fryse, end gå dårligt klædt.

 

  • Det er anderledes med kvinder. De er maskuline, korthårede eller skaldede, og går i flade sko.
  • Der er dog også lesbiske der holder fast i deres feminine side. Disse kan genkendes ved at være i følgeskab med én af de ovenstående.
  • Homoseksuelle på TV

    En del homoseksuelle ynder at optræde TV. Det burde de ikke. Programmet Dagens mand har været stærkt kritiseret. Ikke af nynazister eller kristne, men af homoseksuelle, der ikke kan lide at se andre homoseksuelle på skærmen.

    En repræsentant for de homoseksuelle udtaler:

    “De unge hører en masse vittighe­der om homo­seksuelle. Samtidig støder de på ste­reo­typer i programmer som ‘Dagens mand’, og så er det den viden, de har.”  (2)

    Underholdningschefen for TV2 har svaret:

    “Jeg anerkender synspunktet, og har mødt det i klager fra homoseksuelle. Men så må de selv stille op. Jeg vil gerne have et varieret panel, men kan jo kun caste blandt de mænd, der har lyst til at være med. Og så er der altså 800.000 (seere, red.), der elsker de drenge.” (3)

    Det ventes dog at de homoseksuelles organisation vil revidere principprogrammet og kæmpe for, at både Dronningen og statsministeren for fremtiden bringer en undskyldning i deres Nytårstaler, hvis det skulle passere igen at TV2 viser programmer udelukkende med homoseksuelle. Samt fremsætte krav om at underholdningschefen bliver fyret.

    Kendte homoseksuelle mænd

    • Elton John – Musiker
    • Morten Messerschmidt – Politiker
    • Jim Lyngvild – Modeekspert
    • Snobberne Fritz og Poul – Kendte fra Rytteriet
    • Peter Klaus Bondam – Politiker

    Kendte kvindelige homoseksuelle

    • Anja Andersen – Håndboldspiller
    • Camilla Andersen – Håndboldspiller
    • (Listen over kvindelige håndboldspillere er forkortet af red.)
    • Louise Frevert – Politiker
    • Yvonne Herløv Andersen – Politiker

    Andersen, Andersen, Andersen og Louise Frevert.

    Noter

    (1) Vejene omkring Penis

    (2) Metroexpress

    (3 )Metroexpress

    Kilde

    Spademanns Leksikon

    Selvironi er en vanskelig sag. Hvornår er det sjovt, hvornår er det over stregen? Homoerne hader de fleste såkaldt “morsomheder” om de homoseksuelle, fordi de ligger i omegnen af fordom og kliché. Men kan homoseksualitet ikke tåle at blive behandlet på stand-up facon? Et venligt hip til Jim Lyngvild og til mennesker med sarte nerver, der ikke tåler at se op til flere homoseksuelle forsamlet i studiet på en gang er da morsomt. Er det ikke?

    I hvert fald har skribenten på Spademanns Leksikon  forsøgt at vise, at homoerne ikke er så humorforladte, at de ikke kan se sig selv ude fra uden at skrige. Andre må så afgøre om det er vellykket.

    Eike von Stuckenbrok

    Personen på  bloggens logo er Eike von Stuckenbrok. Den tyske artist, uddannet på den statslige artistskole i Berlin, der kalder sig selv for ekvillibrist. Hvilket dækker over hans personlige stil, hvor dans, akrobatik, cirkus, teater, variete, breakdance  og skuespil blandes.

    Med så stor succes at han vandt bronzemedalje ved Festival Mondial du Cirque de Demain i Paris.

    Eike von Stuckenbroks optræden med den store figur er fascinerende. Modstillingen af manden og figuren fungerer visuelt – og er tankevækkende. Og så er fyren smuk.

    Kilde:

    Berliner Akzente

    Feminisme

    Der findes tre typer feminister: De der ikke er så kønne, de der ikke er særlig slanke og de der kombinerer begge egenskaber og heller ikke er særlig kloge. Det lyder ikke pænt. Derfor vælger feministerne viseligt, at kalde det noget andet: De er offer-feminister, radikal-feminister og en blanding af de to.

    Offer-feminisme

    Tidligere medlemmer af den katolske kirke, som blev forbigået af præsterne da disse foretrak drenge. Derfor er offer-feministerne glødende modstandere af den katolske kirke, som de anser for at være patriarkalsk og undertrykkende.

    Offer-feministernes billede af sig selv.

    Da offer-feminister mener mænd undgår dem må de opdigte historier om sex. En del af fantasierne bliver beskrevet sådan her i litteraturen:

    “Jeg var gæsteprofessor i Toronto…Min første frokost startede med en Cæsar-salat og fortsatte næsten øjeblikkeligt med min kollegas bekendele om at hun var “incest-overlevende”. Jeg blev chokeret og gjorde hvad jeg kunne for at finde noget trøstende at sige…Det næste kursus var en katastrofe. Jeg ville diskutere erindringsarbejde – mere end 50 studerende var proppet ind i et rum der var alt for lille til dette antal og de råbte og skreg op mod mig…Det tog mig tre uger før jeg forstod, at de som en selvfølgelighed antog at erindringsarbejde betød at de forventedes at afsløre en incestuøs fortid, en tanke som de fandt både facinerende og forfærdende.

    Min næste frokost var med en anden kvindelig kollega som jeg havde syntes godt om lige fra jeg kom. Jeg snakkede med hende, indtil hun også pludselig bekendte at hun var incest-overlevende. Jeg var ret rystet…Min kvindelige kollega gav mig en kort oversigt, som mere eller mindre mundede ud i et råd om at tro på at næsten hver pige i Canada på den ene eller den anden måde var offer for seksuelt misbrug fra sin far eller onkel.”

    Frigga Haug

    (1)

    Radikal-feminisme

    Radikal-feministerne er venstreorienterede og hader Dansk Folkeparti. Især Jesper Langballe og Søren Krarup, som er nogle lede gamle mænd. Radikal-feministerne mener at mænd undertrykker, udnytter og udbytter kvinder. Og derfor skal mænd bekæmpes med alle midler.

    Radikal-feministernes billede af sig selv.

    Da samleje i deres øjne er voldtægt, bekender de sig ofte som lesbiske. Så kan de undgå alle former for sex.

    Radikal-offer-feminisme

    Radikal-offer-feminister hader både Langballe, Krarup og Paven fordi de er nogle perverse gamle mænd.

    De to førstnævnte er for slappe: De ved ikke hvad synd er.

    Paven ved godt hvad synd er og alligevel lader han præsterne slippe afsted med at forbigå pigerne.

    Radikal-offer-feministernes billede af sig selv.

    Radikal-offer-feminister er besat af tanken om hævn, da de alle mener de blevet misbrugt seksuelt. Det eneste emne der optager dem er: Mænds ondskab. Enhver radikal-offer-feminist vil ikke blot skrive under på trossætningen:

    “Jeg er 1000 % overbevist om, at sex mellem voksne og børn ALTID er forkert – at det er en meget alvorlig forbrydelse som samfundet skal straffe hårdt.”

    Men putte den ind i en hvilken som helst sammenhæng hvor de diskuterer med mænd, og lige er løbet tør for argumenter.

    Hvis de så forinden har forsikret:

    “Jeg tror ikke på, at alle mænd er pædofile.”

    betyder i forhold til den pågældende mand:

    “Men jeg er sikker på du er!”

    Radikal-offer-feminismen er således en videnskabelig metode udviklet til at vinde alle debatter med mænd. Dog foretrækkes at mænd slet ikke åbner munden, men lader kvinderne om det. Især hvis emnerne er mænds liv eller seksualitet, hvor radikal-offer-feminister til enhver tid mener at være bedre kvalificeret til at udtale sig.

    (2)

    Noter

    1)

    Afsnittet om offer-femisme: Forfatteren kunne ikke finde på noget at sige, og citerede blot en videnskabelig afhandling om feminisme. Det er ikke morsomt. Til gengæld er det sandt. Beklager.

    2)

    Afsnittet om radikal-offer-feminisme: Forfatteren kunne ikke finde på noget at sige. Citaterne er skrevet af direkte fra en tilfældig net-debat. Det er virkelighed. Beklager.

    Kilde:

    Spademanns Leksikon

    Igen har jeg fundet en spændende artikel på Spademanns Leksikon. Igen må jeg sige at forfatterens indsigt i emnet er beundringsværdig. På trods af den beskedne attitude i noterne virker artiklen velresearchet. Alle mænd bør vide hvilke trick fra feministernes side de ikke skal falde for i offentlig debat, derfor har jeg valgt at bringe artiklen her.

    Rytteriet: Fraklip efter lukketid

    Rytteriet et program på DR2 i den bedste sendetid. Mange har bemærket hvordan programmet er domineret af to midaldrende herrer – Fritz og Poul – der tilsammen udgør duoen Snobberne.

    Karakteristik

    De virker selvforelskede – men elsker også hinanden. Hvordan og hvor meget kan man så spekulere over. Man kan ikke sætte en finger på noget. Det er påfaldende. Det aseksuelle er et skjold. Det plejer at dække over…homoseksualitet.

    De er hverken selvhadende eller frustrerede. Deres liv er for søvndyssende og indholdsløst til det første. Det sidste overstiger deres ambitionsniveau.

    De bekræfter altid et positivt syn på livet og verden over for hinanden.

    Fraklip efter lukketid

    Iført fine nystrøgne matchende pastelfarvede skjorter trodser de naturlovene og falder i et med omgivelserne.

    Filosoferer Poul og Fritz videre om livets mysterier, når kammeraet er slukket?

    “Har du hørt om de der… Ja du ved, de er squ lidt mærkelige!”

    “Ja. Nej. Øh, det ved jeg squ ikke Poul. Hvem tænker du på?”

    “Ja, de der du ved nok. Ah, for pokker hvad er det nu de hedder!”

    “Nå ja, nu ved jeg hvad det er du tænker på! Ja de fandme aparte!”

    “Det kan vi godt undvære. Du er så sød!”

    “Tak Poul. Det kan vi i hvert fald, skåål!”

    “Skål søde Fritz! Vi har det squ godt!”

    Kun synd – ingen skam

    Det positive livssyn fremgår også af en hemmelig lydfil TV2 skulle være i besiddelse af:

    “Er det ikke synd? Sådan siger de fattige. Istedet for at være glade!”

    “Ja, de fattige er sgu så sure!”

    “Synd, synd, synd. Her og der og alle vegne. Kun synd – ingen skam!”

    Ja, du har sandelig så evig ret, min kære ven.”

    “Men arbejde det gider de jo ikke.”

    “Hvorfor skal vi hjælpe og ynke dem, som i virkeligheden godt kan?”

    “Det gider vi sgu ikke! Skål!”

    Nej, det gør vi ikke. Skål søde ven du er sgu så dejlig!”

    PS: Da Højesteret af hensyn til kildebeskyttelse ikke kan kræve filen udleveret, vil kun ovenstående korte uddrag af Poul og Fritz’ konversation komme til offentlighedens kendskab.

    Fattigdom og champagne

    Den opmærksomme læser vil vide at ordvalg og budskab i Snobbernes samtale minder om noget vi har hørt i den offentlige debat for nylig:

    “Synd, synd, synd. Her og der og alle vegne. Kun synd – ingen skam.”

    Sådan skrev Simon Emil Ammitzbøll i Politiken. Det er jo ordret det samme!

    Blot fremsat af Ammitzbøll uden(?) champagneglas i hånden!

    Har Snobberne og Simon Emil Ammitzbøll samme taleskriver?

    Kilde:

    Spademanns Leksikon: Rytteriet Fraklip efter lukketid

    Selvom undertegnede – tilfældigvis – er i besiddelse af den velinformerede og talentfulde anonyme skribents navn og identitet er diskretion en æressag blandt journalister. Navne og yderligere oplysninger vil  ikke kunne frigives for offentligheden. Med mindre der foreligger en retskendelse.

    Pan-bladet: Debat om homoægteskab

    “Feministerne inden for LGBT har skiftet frigørelse ud med bekæmpelse af den maskuline seksualitet. Der er ikke noget problem med homoseksualitet, men derimod med den maskuline seksualitet som sådan. Det feministerne ønsker sig er en homoseksuel livscyklus, hvor homoseksualiteten blot er en fase.”

    Sådan skrev jeg i artiklen Den destruktive LGBT politik. Et synpunkt jeg mente var blevet tilstrækkeligt  begrundet i en række tidligere artikler. Det mente Karen M. Larsen ikke. Jeg har derfor udbygget argumentationen i en kommentar til Karen M. Larsens artikel Hvorfor blev homoseksualitet betegnet som en sygdom i Pan-bladet.

    Her har jeg med udgangspunkt i Karen M. Larsen’s artikel Speciale kaster lys over kampen for homoægteskab føjet nye argumenter til synspunktet.

    Sygeliggørelse

    Først et tilbageblik på diskussionen om sygeliggørelse. En diskussion der handler om, hvorvidt homoseksualitet holdt op med at blive betragtet som en sygdom efter homoseksualitet blev fjernet fra Sunhedsstyrelsens sygdomsliste.

    Her kunne jeg selvfølgelig have henholdt mig til det meget simple argument, at fordi der sker en juridisk ændring betyder det jo ikke at en forestilling forsvinder ud af befolkningens bevidsthed.

    Dog fandt jeg det relevant at tilføje to ting: For det første synes der i høj grad også at være tvivl i de homoseksuelles egen bevidsthed om hvor “normal” homoseksualiteten er, og for det andet eksisterer den lægevidenskab, der tidligere stigmatiserede de homoseksuelle stadig.

    Så sent som i 2010 fremlagde en af de førende sexologer Ray Blanchard dokumentation for, at alle mænd i større eller mindre grad er pædofile. På trods af at bevisførelsen i høj grad er angribelig må det konstateres at, selv om de homoseksuelle skulle blive “frikendt” i den ene sammenhæng – hvilket dog ikke er tilfældet – så bliver alle mænd og dermed også homoseksuelle “anklaget” i den anden.

    Muligvis mener Karen M. Larsen at alle tre pointer falder uden for debattens emne. I hvert fald har jeg ikke fået noget svar.

    Homoægteskab

    Hvis man knytter an til det begreb om diskurs Karen M. Larsen anvender forekommer det indlysende, at tanken om at “afskaffe” begreber eller forestillinger med et pennestrøg er uholdbar. Hvem siger at en bestemt forestilling ikke kan bestå og overleve i nye former og skikkelser? Hele homoseksualitetens “sygdomshistorie” er netop præget af de forskellige discipliner, der har været fremherskende inden for lægevidenskaben. Forklaringerne om homoseksualitetens “sygelighed” er efter tur kommet fra neurologi, psykoanalyse, eugenik, sexologi og forskning i hormoner. Og senest fra genetik og hjerneforskning.

    Det begreb om diskurs Karen M. Larsen anvender stammer fra den teoretiske forståelse Michel Foucault har udviklet. Som blandt andet beskæftiger sig med naturvidenskabens forskellige transformationer. Og hvad de har betydet for de begreber og forestillinger, der er fremherskende i samfundet.

    Det forekommer altså umuligt, at hele den side af betragtning kan falde ud af Karen M. Larsens argumentation ved et tilfælde. Den manglende lyst til at gå ind i debat peger i samme retning. Man må drage egne konklusioner. Det gjorde jeg så i artiklen om Sygeliggørelsen af de homoseksuelle.

    Den debat skal nævnes her, fordi der ligeledes gør sig en besynderlig udeladelse gældende i Karen M. Larsen argumentation for homoægteskab.

    Rent og urent

    Kampen for homoægteskab kom på dagsordenen efter Sundhedsstyrelsen i 1981 havde banet vejen ved at fjerne sygeliggørelsen – der er ingen grund til at overse eller bagatellisere betydningen af dette skridt. Med det registrerede partnerskab i 1989 blev denne dagsorden delvis indfriet.

    Som Karen M. Larsen gør opmærksom på stiller denne kendsgerning modstanderne af homoægteskab i en vanskelig position: Hvordan kæmpe imod det, der hverken officielt er sygeliggjort eller stigmatiseret som “unormalt” set med det officelle Danmarks øjne?

    Karen M. Larsen inddrager her begreberne “ren” og “uren” i en analyse, der forsøger at indkredse modstandsstrategierne. Men overser noget fuldstændig afgørende i denne sammenhæng.

    I  30 års perioden fra 1981 til idag har singel-kulturen gået sin sejrsgang. Begrebet ægteskab har skiftet status. Nogle drømmer om ægteskab – men mange drømmer blot om parforhold.  Mange heteroseksuelle par er ikke gift fordi ritualet – sammen med kirken selv – har tabt status i samfundet. Og hvad der er afgørende her: Mange homoseksuelle drømmer om monogami og parhold, men lever som singler.

    Begreberne “ren og “uren” bør derfor indgå i denne debat på en helt anden led. Hvor de der falder uden for “normaliteten” – og er “urene” – er singlerne. Og de “rene” er de, der lever monogamt og i parforhold.

    Det er umuligt at sige præcist, hvor mange homoseksuelle der lever i registreret i forhold til de der lever som singler. Der er ingen tal for sidstnævnte. Sandsynligvis er der en overvægt af singler. To forhold taler for dette: Mange unge og yngre er ikke etableredede. Og selve det at etablere sig er generelt blevet rykket til et senere tidspunkt i livet. Mange voksne er singler, dels fordi det givet et begrænset “udbud” kan være vanskeligt at finde den rigtige. Og dels fordi en del voksne befinder sig i en udspringsfase, hvor homolivet først skal etableres.

    Pointen er at når LGBT Danmark kæmper for de homoseksuelles “normalisering” i samfundet, men det fuldstændig udelades af betragtningen at single-livet de facto findes og er ret udbredt – uanset hvad værdierne handler om – forrykkes argumentationen.

    Det registrerede partnerskab havde i 1989 en umådelig symbolværdi. Men ingen forestiller sig nyheden vil gå verden rundt på samme måde, hvis Folketinget idag vedtog en ægteskabslov. Ikke blot fordi flere lande allerede har gennemført homoægteskab, og effekten af at komme først ikke længere er tilstede. Men fordi den type lovgivning ikke fungerer socialt på tilsvarende måde som den gjorde i 1989. Singel-kulturen er – trods begrænsninger i den samfundsmæssige accept – en realitet.

    Den reelle samfundsmæssige dagsorden er flyttet, og begreberne “ren” og “uren”  handler nu i langt højere grad om monogami eller ej.

    Fokus i debatten om sygeliggørelse er af Karen M. Larsen blevet lagt et forkert sted.  Og debatten om homoægteskabets betydning er båret af en dagsorden der ikke udtales.

    Bekymrings-dagsordenen

    Begreberne “ren” og “uren” læner sig op af religiøse forestillinger. Det kan være interessant her, at vende tilbage den sammenhæng begreberne tidligere har indgået i.

    Det “urene” er i religiøs betydning de former for sex, der ikke er reguleret af ægteskabet. De unge er således et klassisk objekt for bekymring. Tidligere optog uønskede graviditeter en vigtig plads i den samfundsmæssige debat. Fordi de unge mødre typisk ikke var gifte, men alligevel havde indladt sig på sex. Tilsvarende fik de “der var for gamle”  –  over 30 år – hæftet nedsættende betegnelser på sig, fordi de var enlige. Den mulige eksistens af seksualitet, der ikke var redegjort for vakte bekymring. Tilsvarende argumenteres der idag for, at katolske præster er pædofile, fordi de ikke er gifte.

    Bekymring for unge og deres uregulerede seksualitet og mistænksomheden over for singler spejler begge klassiske former for kontrol. Dagsordenen bag at nægte at forholde sig til dette aspekt er, at feminister netop ønsker at fremme argumenterne for begge typer kontrol i den samfundsmæssige debat.

    Nogle argumenterer for, at hæve den seksuelle lavalder til 18 år. Hæve straframmer, forbyde prostitution og tilkendegiver højlydt deres forbehold over for f.eks. forhold med aldersforskel.

    Det er den farlige seksualitet. Som i langt mindre grad har præfixet “homo” eller “hetero” end tidligere. Et “fremskridt” om man vil – at mistænkeliggørelsen er bredt ud til at gælde alle mænd.

    Monogami er i denne optik udtryk for “renhed”. Singel-liv – i alle dets former – bliver automatisk identificeret med noget “urent”.

    Det jeg i artiklen Sygeliggørelsen af de homoseksuelle ironisk kaldte “det idealistiske” element i feminismen består med udgangspunkt i den klassiske bekymrings-diskurs i forhold til unge i så vidt mulig, at fratage unge retten eller muligheden for, at have en seksualitet.

    Diskursen handler idag ikke i særlig høj grad om prævention – heller ikke der, hvor det indlysende måtte være på sin plads at advare mod smitsomme seksuelt overførte sygdomme – men med udgangspunkt i lægevidenskabens “anklage” over for mændene, at advare unge af begge køn mod overgreb. Og ved enhver given lejlighed, hvor synspunktet bliver modsagt, henvise til “bagvedliggende” motiver. Og således forhindre en egentlig debat af  seksualpolitiske emner. Og dermed forhindre forbudsdagsordenen bliver draget i tvivl.

    At forbudsdagsorden betyder noget i praksis ses bla. af, at intet nyligt optettet dating-site tillader unge mellem 15 og 18 år at deltage. På trods af dansk lov er åben for muligheden. Iøvrigt endnu et eksempel på, hvordan jura ikke nødvendigvis spejler samfundsmæssig virkelighed. Den fremherskende bekymrings-diskurs er i dette tilfælde stærkere end dansk lov.

    Mistænkeliggørelsen af de “urene” dvs. af singlerne – vil i  praksis i høj grad antage form af mistænkeliggørelse af voksne homoseksuelle mænd. Her skal man have debatten om sygeliggørelsen af homoseksualiteten med i betragtningen.

    Når homoægteskab fortrænger alt andet på den politiske dagsorden – især en diskussion af forbudsdagordenen – er det nærliggende,  at antage at hensigten faktisk er at fremme forbudsdagsordenen.

    Det ville være en grov anklage at påstå de forskellige påstande og synspunkter fremsat af Karen M. Larsen tilfældigt skulle være blevet kastet ind i debatten på forskellige tidspunkter. Det er der slet ikke tale om. Der er tværtimod tale om et velovervejet og nøje afstemt synspunkt, hvor udsagn og tavshed i forskellige sammenhæng er lige vigtige.

    Eftertanke

    På datingsitet boyfriend.dk har der gennem flere år raset en såkaldt aldersdebat. Det symptomatiske ved denne debat er, hvordan to grupper af “fødte” singler af feministiske debattører får banket hovederne sammen. De unge er fødte “singler”, fordi de afprøver deres nyopdagede seksuelle præference. De er underlagt den del af bekymrings-diskursen, at de ikke er istand til at tage vare på sig selv. En del af de voksne ligeledes fødte singler: De har et heteroliv bag sig, og prøver nye muligheder af. De er genstand for mistænkeliggørelse.

    Det er en fejlslutning at sige, at de to grupper umiddelbart har noget med hinanden at gøre. Men ved at påstå dette samler de feministiske debattører to “urene” grupper. Og resultatet er i deres øjne perversitet. Her kan der med andre ord mobiliseres ord og begreber, som Karen M. Larsen ganske rigtigt påpeger næppe kan anvendes i debatten om homoægteskab.

    Karen M. Larsen glemmer blot, at det ikke ligger uden for den feministiske bekymrings eller -mistænkeliggørelses-diskurs at anvende netop disse begreber om både den ene og den anden gruppe hver for sig eller sammen.

    Feministernes bekymring-diskurs skulle gerne få dem til at fremstå som de svages forsvarer.

    Hvis jeg ikke selv tidligere havde orienteret Karen M. Larsen om adskillige af disse pointer kunne udeladelsen i debatten om homoægteskab fremstå som forsømmelse. Hvor beklagelig den end måtte være, så dog noget der kunne udbedres. Sådan forholder det sig ikke.

    I givet fald Karen M. Larsen måtte ønske det er det selvfølgelig muligt på Pan-bladet at argumentere for, at man ikke bør tæve den ene gruppe af singler med den anden. Mens vi venter på at homoægteskabet bliver gennemført. Det sker ikke.