Pan-bladet: Sygeliggørelsen af de homoseksuelle

“Moderne LGBT politik har intet at gøre med frigørelsespolitik. Feministerne inden for LGBT har skiftet frigørelse ud med bekæmpelse af den maskuline seksualitet. Der er ikke noget problem med homoseksualitet, men derimod med den maskuline seksualitet som sådan.”

Sådan skrev jeg i artiklen Den destruktive LGBT politik. Da Karen M. Larsen regner sig selv for feminist – og ikke var specielt begejstret for karakteristikken – udbad hun sig en uddybning. Jeg henviste til den lange række af artikler på bloggen, der behandler emnet. Og et par indlæg i Pan-bladet.  Ellers et oplagt sted at diskutere LGBT politik. Men Karen M. Larsen skal ikke holdes hen. Jeg har atter skrevet et indlæg til Pan-bladet. Og bringer det her:

 
“Karen M. Larsen er givetvis en travl kvinde. Man skal ikke forvente et svar på indlæg. Alligevel er det relevant at bidrage med nye vinkler på emnet.Derfor følgende bemærkning:

Mine tidligere bemærkninger refererede til den sørgelige tilstand vi normalt betegner som “virkelighed”. Både i det danske homomiljø og uden for.

Det spørgsmål jeg gerne vil stille – og selv svare på, da det nu er betingelserne for “diskussion” – er:

Hvordan kan Karen M. Larsen antage, at sygeliggørelsen af de homoseksuelle forsvandt med et slag en vinterdag i 1981?

I fald sygeliggørelsen forsvandt som dug for solen, hvordan kan der så være så meget “støj” på linien i enhver sammenhæng, hvor homoseksualitet diskuteres? Og hvad blev der egentlig af den lægevidenskab, der havde produceret diagnosen?

Empirien – “støjen” i det danske homomiljø og uden for – fortæller at sygeliggørelsen langt fra er forsvundet.

Desuden vil det ikke være vanskeligt at videregive links til den første halve snes videnskabelige artikler, der “beviser”, at specielt de homoseksuelle og mænd i al almindelighed har en syg seksualitet.

Hvordan harmonerer det med Karen M. Larsens fremsatte opfattelse, at sygeliggørelsen er forsvundet?

Et argument kunne være: “Støj” skal ignoreres. “Børn skal ses ikke høres”, var pædagogikken engang.

Men nu er det jo voksne mennesker, der kan forvente at blive taget alvorligt – uanset hvor ufornuftige deres argumenter måtte forekomme – eller rent faktisk er.

Et andet argument kunne være, at Karen M. Larsen nødig vil fortælle Pan-bladets læsere, at LGBT’s succes er langt ringere end den forekommer på papiret.

Bag denne medfølelse med de homoseksuelle ude i landet ligger dog også et element af ringeagt: De kan ikke tåle at høre sandheden. Igen et udslag af børnepædagogik.

En tredie – og mener jeg – mere sandsynlig forklaring er at visse dele af sygeliggørelsen – efter Karen M. Larsens opfattelse – er indiskutabel fordi den er sand!

Karen M. Larsen undlader at tage højde for at “fraværet” af sygeliggørelsen af de homoseksuelle – rent juridisk – er blevet afløst af en generel sygeliggørelse af den maskuline seksualitet i samfundet.

De resultater hjerneforskning, genetik og sexologi mener at kunne dokumentere sygeliggør enten specielt de homoseksuelle eller mænd generelt.

Hvorfor er det i Karen M. Larsens optik ikke interessant?

End ikke en diskussion værd?

Det er meget simpelt: Den der tier samtykker.

Jeg har i adskillige artikler argumenteret for, at lægevidenskabens opfattelse indgår i eller supplerer forskellige feministiske tilgange. På Karen M. Larsens egen blog kan man læse, at hun afviser en radikalfeministisk tilgang til betragtningen af kønnene. Alligevel tilføjes der:

“Jeg mener, at radikalfeminismen grundlæggende set har ret i, at kvinder undertrykkes, udnyttes og udbyttes i vores samfund, og det uanset hvilken socialklasse samt etniske og religiøse baggrund man så måtte have som kvinde.”

karenmlarsen.dk

Kan man både afvise radikalfeminismen og så tilslutte sig dens grundsætning? Karen M. Larsen kan.

Kan man så tilsvarende “afvise” lægevidenskabens reduktionisme – men alligevel fastholde synet på mænd som sygelige og perverse? Karen M. Larsen kan.

Radikalfeminismen kan bygges på en samfunds- eller klassebetragtning, der understreger betydningen af magtstrukturerne i samfundet. Det afviser Karen M. Larsen ikke.

Radikalfeminismen kan også forbinde sig med ovenfor nævnte lægevidenskabelige syn på mænd, der tenderer i retning til at betragte den maskuline seksualitet, som enten sygelig eller kriminel. F.eks. ved stædigt at fastholde “bekymring” for børn, unge og kvinder i alle samfundssammenhæng og i hjemmene.

En af de mest ansete sexologer Ray Blanchard har f.eks. ved hjælp af den tidligere nævnte kontroversielle fallometri metode påvist, at alle mænd er pædofile i en vis grad. Det kan jo til dels retfærdiggøre det negative syn på  mænd, der kommer til udtryk i et statement, der siger at mænd systematisk udnytter, undertrykker og udbytter kvinder. Hvis alle mænd potentielt er enten perverse eller kriminelle forekommer udsagnet “mænds seksualitet er farlig” pludselig meget mere plausibelt.

Ifølge Karen M. Larsen kan LGBT læne sig tilbage og nyde sejrens frugter: Fjernelsen af homoseksualitet fra sygdomslisten i 1981. Behandlingen af afvigende mænd er ikke – og kan ikke – være LGBT’s bord. Selvfølgelig går Karen M. Larsen ind for et lov og orden synspunkt: LGBT kan og skal løfte sin del af byrden med komme den perverse maskuline seksualitet til livs. Og ikke under nogen omstændigheder dække over betænkelige tilfælde eller sager.

Og dermed er vi cirklen rundt og tilbage til start: “Støjen” i homomiljøet må ikke siges imod!Altså kommenteres. Eller kritiseres for f.eks. at være uvederhæftig – for er der ikke altid noget om snakken? De der siger det imod må have et motiv. De er mænd – det er i og for sig motiv nok. Og karaktermord kan sagtens erstatte argumenter. Og Karen M. Larsen er ekspert på området.

Men djævelen må aldrig lukkes ud af sækken: Feminister i LGBT kan aldrig åbent stå ved at de kender til – og anerkender – lægevidenskabens syn på mænds seksualitet. Den særdeles tvivlsomme fallometriske metode er et problem, og stigmatisering af alle homoseksuelle som sygelige er uønsket. Fordi selv om lægevidenskaben i reglen udelukkende beskæftiger sig med den maskuline seksualitet, er kvindernes andel i stigmatiseringen alligevel ubetvivlelig. Og dermed smides barnet jo ud med badevandet.

Derfor opfattes argumenter som modsigelse. Diskussion bliver til monolog.

Derfor forsvaret for “lov og orden”. Hvilket i realiteten betyder “den der tier samtykker” tavshed i forhold til forbudspolitikken.

Det idealistiske element består i forsvar af børn, unge og kvinder imod de der undertrykker, udnytter og udbytter. Ikke et ord fra Karen M. Larsen imod prostitutionsforbud, retorikken fra Kvinder for Frihed (med mindre den handler om tørklæder) eller om loven der stigmatiserer de hiv-smittede osv.

De mænd Karen M. Larsen en stor del af tiden taler på vegne af har fundamentalt set hverken ret til at komme til orde – eller til at have en seksualitet.

Hvem er det der bliver undertrykt, udnyttet og udbyttet?

Kunne man spørge, hvis man altså insisterer på, at anvende disse floskler om forholdet mellem kønnene.”

2 kommentarer

  1. […] Det forekommer altså umuligt, at hele den side af betragtning kan falde ud af Karen M. Larsens argumentation ved et tilfælde. Den manglende lyst til at gå ind i debat peger i samme retning. Man må drage egne konklusioner. Det gjorde jeg så i artiklen om Sygeliggørelsen af de homoseksuelle. […]

  2. […] første artikel i denne lille serie hed Pan-bladet: Debat om sygeliggørelsen af de homoseksuelle, og den anden hed Pan-bladet: Debat om […]


Comments RSS TrackBack Identifier URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s