Pan-bladet: Debat om homoægteskab

“Feministerne inden for LGBT har skiftet frigørelse ud med bekæmpelse af den maskuline seksualitet. Der er ikke noget problem med homoseksualitet, men derimod med den maskuline seksualitet som sådan. Det feministerne ønsker sig er en homoseksuel livscyklus, hvor homoseksualiteten blot er en fase.”

Sådan skrev jeg i artiklen Den destruktive LGBT politik. Et synpunkt jeg mente var blevet tilstrækkeligt  begrundet i en række tidligere artikler. Det mente Karen M. Larsen ikke. Jeg har derfor udbygget argumentationen i en kommentar til Karen M. Larsens artikel Hvorfor blev homoseksualitet betegnet som en sygdom i Pan-bladet.

Her har jeg med udgangspunkt i Karen M. Larsen’s artikel Speciale kaster lys over kampen for homoægteskab føjet nye argumenter til synspunktet.

Sygeliggørelse

Først et tilbageblik på diskussionen om sygeliggørelse. En diskussion der handler om, hvorvidt homoseksualitet holdt op med at blive betragtet som en sygdom efter homoseksualitet blev fjernet fra Sunhedsstyrelsens sygdomsliste.

Her kunne jeg selvfølgelig have henholdt mig til det meget simple argument, at fordi der sker en juridisk ændring betyder det jo ikke at en forestilling forsvinder ud af befolkningens bevidsthed.

Dog fandt jeg det relevant at tilføje to ting: For det første synes der i høj grad også at være tvivl i de homoseksuelles egen bevidsthed om hvor “normal” homoseksualiteten er, og for det andet eksisterer den lægevidenskab, der tidligere stigmatiserede de homoseksuelle stadig.

Så sent som i 2010 fremlagde en af de førende sexologer Ray Blanchard dokumentation for, at alle mænd i større eller mindre grad er pædofile. På trods af at bevisførelsen i høj grad er angribelig må det konstateres at, selv om de homoseksuelle skulle blive “frikendt” i den ene sammenhæng – hvilket dog ikke er tilfældet – så bliver alle mænd og dermed også homoseksuelle “anklaget” i den anden.

Muligvis mener Karen M. Larsen at alle tre pointer falder uden for debattens emne. I hvert fald har jeg ikke fået noget svar.

Homoægteskab

Hvis man knytter an til det begreb om diskurs Karen M. Larsen anvender forekommer det indlysende, at tanken om at “afskaffe” begreber eller forestillinger med et pennestrøg er uholdbar. Hvem siger at en bestemt forestilling ikke kan bestå og overleve i nye former og skikkelser? Hele homoseksualitetens “sygdomshistorie” er netop præget af de forskellige discipliner, der har været fremherskende inden for lægevidenskaben. Forklaringerne om homoseksualitetens “sygelighed” er efter tur kommet fra neurologi, psykoanalyse, eugenik, sexologi og forskning i hormoner. Og senest fra genetik og hjerneforskning.

Det begreb om diskurs Karen M. Larsen anvender stammer fra den teoretiske forståelse Michel Foucault har udviklet. Som blandt andet beskæftiger sig med naturvidenskabens forskellige transformationer. Og hvad de har betydet for de begreber og forestillinger, der er fremherskende i samfundet.

Det forekommer altså umuligt, at hele den side af betragtning kan falde ud af Karen M. Larsens argumentation ved et tilfælde. Den manglende lyst til at gå ind i debat peger i samme retning. Man må drage egne konklusioner. Det gjorde jeg så i artiklen om Sygeliggørelsen af de homoseksuelle.

Den debat skal nævnes her, fordi der ligeledes gør sig en besynderlig udeladelse gældende i Karen M. Larsen argumentation for homoægteskab.

Rent og urent

Kampen for homoægteskab kom på dagsordenen efter Sundhedsstyrelsen i 1981 havde banet vejen ved at fjerne sygeliggørelsen – der er ingen grund til at overse eller bagatellisere betydningen af dette skridt. Med det registrerede partnerskab i 1989 blev denne dagsorden delvis indfriet.

Som Karen M. Larsen gør opmærksom på stiller denne kendsgerning modstanderne af homoægteskab i en vanskelig position: Hvordan kæmpe imod det, der hverken officielt er sygeliggjort eller stigmatiseret som “unormalt” set med det officelle Danmarks øjne?

Karen M. Larsen inddrager her begreberne “ren” og “uren” i en analyse, der forsøger at indkredse modstandsstrategierne. Men overser noget fuldstændig afgørende i denne sammenhæng.

I  30 års perioden fra 1981 til idag har singel-kulturen gået sin sejrsgang. Begrebet ægteskab har skiftet status. Nogle drømmer om ægteskab – men mange drømmer blot om parforhold.  Mange heteroseksuelle par er ikke gift fordi ritualet – sammen med kirken selv – har tabt status i samfundet. Og hvad der er afgørende her: Mange homoseksuelle drømmer om monogami og parhold, men lever som singler.

Begreberne “ren og “uren” bør derfor indgå i denne debat på en helt anden led. Hvor de der falder uden for “normaliteten” – og er “urene” – er singlerne. Og de “rene” er de, der lever monogamt og i parforhold.

Det er umuligt at sige præcist, hvor mange homoseksuelle der lever i registreret i forhold til de der lever som singler. Der er ingen tal for sidstnævnte. Sandsynligvis er der en overvægt af singler. To forhold taler for dette: Mange unge og yngre er ikke etableredede. Og selve det at etablere sig er generelt blevet rykket til et senere tidspunkt i livet. Mange voksne er singler, dels fordi det givet et begrænset “udbud” kan være vanskeligt at finde den rigtige. Og dels fordi en del voksne befinder sig i en udspringsfase, hvor homolivet først skal etableres.

Pointen er at når LGBT Danmark kæmper for de homoseksuelles “normalisering” i samfundet, men det fuldstændig udelades af betragtningen at single-livet de facto findes og er ret udbredt – uanset hvad værdierne handler om – forrykkes argumentationen.

Det registrerede partnerskab havde i 1989 en umådelig symbolværdi. Men ingen forestiller sig nyheden vil gå verden rundt på samme måde, hvis Folketinget idag vedtog en ægteskabslov. Ikke blot fordi flere lande allerede har gennemført homoægteskab, og effekten af at komme først ikke længere er tilstede. Men fordi den type lovgivning ikke fungerer socialt på tilsvarende måde som den gjorde i 1989. Singel-kulturen er – trods begrænsninger i den samfundsmæssige accept – en realitet.

Den reelle samfundsmæssige dagsorden er flyttet, og begreberne “ren” og “uren”  handler nu i langt højere grad om monogami eller ej.

Fokus i debatten om sygeliggørelse er af Karen M. Larsen blevet lagt et forkert sted.  Og debatten om homoægteskabets betydning er båret af en dagsorden der ikke udtales.

Bekymrings-dagsordenen

Begreberne “ren” og “uren” læner sig op af religiøse forestillinger. Det kan være interessant her, at vende tilbage den sammenhæng begreberne tidligere har indgået i.

Det “urene” er i religiøs betydning de former for sex, der ikke er reguleret af ægteskabet. De unge er således et klassisk objekt for bekymring. Tidligere optog uønskede graviditeter en vigtig plads i den samfundsmæssige debat. Fordi de unge mødre typisk ikke var gifte, men alligevel havde indladt sig på sex. Tilsvarende fik de “der var for gamle”  –  over 30 år – hæftet nedsættende betegnelser på sig, fordi de var enlige. Den mulige eksistens af seksualitet, der ikke var redegjort for vakte bekymring. Tilsvarende argumenteres der idag for, at katolske præster er pædofile, fordi de ikke er gifte.

Bekymring for unge og deres uregulerede seksualitet og mistænksomheden over for singler spejler begge klassiske former for kontrol. Dagsordenen bag at nægte at forholde sig til dette aspekt er, at feminister netop ønsker at fremme argumenterne for begge typer kontrol i den samfundsmæssige debat.

Nogle argumenterer for, at hæve den seksuelle lavalder til 18 år. Hæve straframmer, forbyde prostitution og tilkendegiver højlydt deres forbehold over for f.eks. forhold med aldersforskel.

Det er den farlige seksualitet. Som i langt mindre grad har præfixet “homo” eller “hetero” end tidligere. Et “fremskridt” om man vil – at mistænkeliggørelsen er bredt ud til at gælde alle mænd.

Monogami er i denne optik udtryk for “renhed”. Singel-liv – i alle dets former – bliver automatisk identificeret med noget “urent”.

Det jeg i artiklen Sygeliggørelsen af de homoseksuelle ironisk kaldte “det idealistiske” element i feminismen består med udgangspunkt i den klassiske bekymrings-diskurs i forhold til unge i så vidt mulig, at fratage unge retten eller muligheden for, at have en seksualitet.

Diskursen handler idag ikke i særlig høj grad om prævention – heller ikke der, hvor det indlysende måtte være på sin plads at advare mod smitsomme seksuelt overførte sygdomme – men med udgangspunkt i lægevidenskabens “anklage” over for mændene, at advare unge af begge køn mod overgreb. Og ved enhver given lejlighed, hvor synspunktet bliver modsagt, henvise til “bagvedliggende” motiver. Og således forhindre en egentlig debat af  seksualpolitiske emner. Og dermed forhindre forbudsdagsordenen bliver draget i tvivl.

At forbudsdagsorden betyder noget i praksis ses bla. af, at intet nyligt optettet dating-site tillader unge mellem 15 og 18 år at deltage. På trods af dansk lov er åben for muligheden. Iøvrigt endnu et eksempel på, hvordan jura ikke nødvendigvis spejler samfundsmæssig virkelighed. Den fremherskende bekymrings-diskurs er i dette tilfælde stærkere end dansk lov.

Mistænkeliggørelsen af de “urene” dvs. af singlerne – vil i  praksis i høj grad antage form af mistænkeliggørelse af voksne homoseksuelle mænd. Her skal man have debatten om sygeliggørelsen af homoseksualiteten med i betragtningen.

Når homoægteskab fortrænger alt andet på den politiske dagsorden – især en diskussion af forbudsdagordenen – er det nærliggende,  at antage at hensigten faktisk er at fremme forbudsdagsordenen.

Det ville være en grov anklage at påstå de forskellige påstande og synspunkter fremsat af Karen M. Larsen tilfældigt skulle være blevet kastet ind i debatten på forskellige tidspunkter. Det er der slet ikke tale om. Der er tværtimod tale om et velovervejet og nøje afstemt synspunkt, hvor udsagn og tavshed i forskellige sammenhæng er lige vigtige.

Eftertanke

På datingsitet boyfriend.dk har der gennem flere år raset en såkaldt aldersdebat. Det symptomatiske ved denne debat er, hvordan to grupper af “fødte” singler af feministiske debattører får banket hovederne sammen. De unge er fødte “singler”, fordi de afprøver deres nyopdagede seksuelle præference. De er underlagt den del af bekymrings-diskursen, at de ikke er istand til at tage vare på sig selv. En del af de voksne ligeledes fødte singler: De har et heteroliv bag sig, og prøver nye muligheder af. De er genstand for mistænkeliggørelse.

Det er en fejlslutning at sige, at de to grupper umiddelbart har noget med hinanden at gøre. Men ved at påstå dette samler de feministiske debattører to “urene” grupper. Og resultatet er i deres øjne perversitet. Her kan der med andre ord mobiliseres ord og begreber, som Karen M. Larsen ganske rigtigt påpeger næppe kan anvendes i debatten om homoægteskab.

Karen M. Larsen glemmer blot, at det ikke ligger uden for den feministiske bekymrings eller -mistænkeliggørelses-diskurs at anvende netop disse begreber om både den ene og den anden gruppe hver for sig eller sammen.

Feministernes bekymring-diskurs skulle gerne få dem til at fremstå som de svages forsvarer.

Hvis jeg ikke selv tidligere havde orienteret Karen M. Larsen om adskillige af disse pointer kunne udeladelsen i debatten om homoægteskab fremstå som forsømmelse. Hvor beklagelig den end måtte være, så dog noget der kunne udbedres. Sådan forholder det sig ikke.

I givet fald Karen M. Larsen måtte ønske det er det selvfølgelig muligt på Pan-bladet at argumentere for, at man ikke bør tæve den ene gruppe af singler med den anden. Mens vi venter på at homoægteskabet bliver gennemført. Det sker ikke.

1 kommentar

Comments RSS TrackBack Identifier URI