Spørgsmål – svar: Hvorfor ikke fake profil på dating-site?

Normalt er spørgsmål-svar noget der vedrører homoseksualitet på en ligefrem måde: Følelser, identitet og udpring. Det kan imidlertid være nødvendigt at brede emnet ud. Hvad er tilladt, når man optræder på et dating-site?

Hvorfor skal man afholde sig fra at angive en forkert alder – under foregivende af, at ville “teste” de øvrige brugere af sitet?

Det kan synes indlysende nok, men spørgsmålet er alligevel kommet op.

“Spørgsmålet” der fremsættes har her i form af en konstatering: “Boyfriend støtter åbenlyst pædofile mænd”. Vedkommende der fremsætter den horrible påstand undrer sig dog over at have fået lukket en profil.

Spørgsmål:

“For nogle år siden lavede jeg en falsk profil, hvor jeg skrev at jeg var 14 år gammel. Bare som en test for at se HVOR mange skumle personer der var.

Jeg fik rigtig mange mails fra fyre. Og specielt en fra Rødovre, på omkring 47 år. Der mente, at hvis bare jeg ikke sagde noget til nogen og Bf også, så var det ligegyldigt. Og igen nævnte jeg at jeg kun var 14 år gammel og burde måske ikke være derinde.

Men det havde ingen effekt. Jeg skulle bare åbne døren, når min mor og far ikke var hjemme.

Derefter forklarede jeg ham, at jeg var en voksen mand, og jeg ville kopiere hans mail’s ind på min rigtige profils dagbog. Og anmelde ham.

Og så skrev han at han kendte Andreas, så det fik jeg ikke noget ud af. Og rigtig nok. Dagen efter, var min profil slettet uden varsel. Og det kostede et år inden jeg kunne logge ind på BF igen. Man må ikke genere Andreas venner, og slet ikke komme med noget der kunne være pædofili.

Nu er jeg blokeret i debatten for at nævne navnet på en ny pædofil. Det må jeg heller ikke. Jeg vil gerne beskytte unge mennesker på BF. Men dette er ikke tilladt. Tværtimod. Jeg bliver blokeret, og dem der elsker børn skriver videre. Det holder jo ikke.

Andreas er jo ikke objektiv. Men meget meget selektiv. Er det venner han kender, så er det ligegyldigt, hvad der bliver sagt, men den anden part bliver smidt ud. Og helt uden en forklaring.”

Svar:

“Jeg er ikke vant til at give Andreas fra boyfriend.dk ret på denne side. Hvorfor står beskrevet nedenfor (der refereres til min trustpilot anmeldelse af boyfriend.dk., red.)
 
Det her må så være en undtagelse. Det er velkendt at visse mennesker føler sig kaldet til at lege politibetjent. Også i homomiljøet.  
 
Deres motiver er altid rene – hævder de selv. I et eksempel, hvor der blev fremsat beskyldninger mod boyfriend.dk for kun 2 måneder siden lå der dog åbenlyst personlige motiver som had og aversion bag beskyldningerne. Det står beskrevet her:  
 
Guilty by association  
 
Vedkommende der fremsatte beskyldningerne har vi ikke hørt mere til – og heller den “sag” han mente at have. Der fremkom aldrig nogen dokumentation.  
 
Nu melder Peter_Martin sig med samme type påstand. Det eneste der kan fastslås med sikkerhed er:  
 
1.  
 
Peter_Martin tilstår at have oprettet en fake-profil på boyfriend.dk og udgivet sig for at være mindreårig. Ifølge politiet en gængs praksis for pædofile.  
 
2.  
 
Peter_Martin fremsætter beskyldninger mod sitet uden at vedlægge dokumentation. I overskriften: “Boyfriend.dk støtter åbenlyst pædofile mænd” ligger en ganske alvorlig anklage: Det påstås at Andreas personligt støtter kriminel aktivitet på sitet. Det er fuldstændig utilstedeligt, at fremsætte den slags påstande uden nogen form for dokumentation.  
 
Desværre er der idag både enkelt personer og organisationer, der foregiver at kæmpe for en god sag, men i virkeligheden er styret af enten had eller økonomisk fordel. Måske er de selv overbeviste om det rigtige i det de gør. Men forskellige former for selvtægt eller brud på regler er ikke – og bør heller ikke – være tilladte. Og samfundets love står stadig over enkeltpersoners egne regler og private organisationers synspunkter.  
 
Derfor oplever Peter_Martin sanktioner. Heldigvis kun fra sitets side. Havde politiet konstateret det samme som sitet kunne konsekvenserne have været anderledes alvorlige.  
 
Jeg har skrevet en artikel om hvordan organisationer drevet af ambitiøse og karrierebevidste mennesker fremmer det man kan kalde en “beskyldningskultur” – og i sidste instans – det de selv hævder at kæmpe imod:  
 
Offer for velgørenhed

Tilbage er blot at nævne at Andreas fra boyfriend.dk i sit svar konstaterer:

“Vores filtre fangede dig; de forhindrede at en voksen mand i 30’erne udgav sig for at være en dreng på 14 (vi kræver desuden at vores brugere er fyldt 15 som også er den seksuelle lavalder).”

Ane-Marie Kjeldberg: Marcipansøstre

Indledning

Bøger har deres eget liv. De læses og anmeldes. Nogle glemmes andre læses igen. Eller opdages når de omtales igen og omvurderes.

Misforståelser ryddes af vejen. Ane-Marie Kjeldberg’s tre år gamle roman Marcipan søstre er blevet genanmeldt af Peter Koch Henrichsen på Kultur for unge. Der lå netop adskillige misforståelser i modtagelsen dengang.

Marcipansøstre

Romanen handler om Eva der møder de tre søstre Caritas, Dike og Arendse. Eva bor i Silkeborg – provinsen – og de tre piger fra  familien Dusar kommer til. Eva føler sig tiltrukket og frastødt. På en gang. Det går galt da pigerne fra Dusar familien gør tilnærmelser til den 26-årige Flemming, der er læge og ligeledes tilflytter. Eva vil ikke finde sig i at blive lukket ude af fællesskabet, fordi hun er provinsiel og bornert – men alle grænser overskrides. Eva følger – men stritter også imod.

Peter Henrichsen giver romanen 6 stjerner. I kontrast til de oprindelige anmeldelser, der var forbeholdne eller kritiske. Faktisk er skiftet i stemningsleje så markant, at det er interessant, at holde den nye anmeldelses positive vurdering af bogen op imod tidligere læsninger.

2008

Berlingskes anmelder Anne Lise Marstrand-Jørgensen toner rent flag i overskriften Vaklende roman om ung seksualitet og giver to stjerner. Maria Tetzlaf fra Politiken er under overskriften Saftige piger i Silkeborg væsentlig mere positiv. Og endelig er Tina Charlotte Møller fra litteraturmagasinet Sentura på en gang skarp og positiv under overskriften Trang til at røre.

Sidstnævnte overskrift beskriver den komplekse problemstilling: Teenagepigernes trang til at røre – ved hinanden og måske mænd – er tilstede. Men som bekendt er ikke alt tilladt, hverken i moralsk forstand eller på anden måde:

“Med Marcipansøstre begiver Ane-Marie Kjeldberg sig ud i grænselandet for, hvad det er alment acceptabelt at fremstille i kunsten. Hun skriver om det, mange ikke vil se – at også børn har seksuelle følelser og en medfødt nysgerrighed overfor dette aspekt af tilværelsen, og at vi voksne nogle gange kan gøre mere ondt end godt med vores forskrækkelse over dette faktum.

Der er sansehidsende sekvenser i Marcipansøstre – sekvenser, hvor også barnets seksualitet er i fokus – og læseren konfronteres med sin egen ambivalens. Men værkets holdning er klart, at børns seksuelle nysgerrighed ikke må udnyttes af voksne krænkere, ligesom heller ikke velmenende og forskrækkede voksnes tabuisering af barnets følelser må bidrage til at stigmatisere barnet.”

Med understregningen af at krænkelser af børn ikke må finde sted under noget påskud, hverken det første eller sidste hæver Tina Charlotte Møller sig over den modsætning mellem frigjorthed og puritanisme, der er romanens univers. Og som – til dels – spejles når anmelderen fra Berlingske opponerer mod romanens påståede frigjorthed og demonstrativt tager afstand fra projektet:

“Hvis det er nypuritanisme at sige højt og tydeligt, at seksuelle forhold mellem børn og voksne er forkert, så synes jeg vi skal få sat nypuritanisme øverst på dagsordenen.”

Denne enkelte sætning fra anmeldelsen viser, hvor kort vejen fra litteraturanmeldelse til propaganda er. Og hvor lette point der er at vinde ved at undsige synspunkter, der aldrig har været fremført. Begge elementer præger alt for ofte denne type diskussioner. Og i dette tilfælde vidner anmeldelsen ikke om nærhed til litterære sammenhæng, snarere om den moralske panik, der med mellemrum blusser op. Og har gjort det siden 1997.

Maria Tetzlaff får med karakteristikken af klasseforskellen mellem det bornerte og provinsielle miljø på den ene side, og det frigjorte og elitære på den anden side peget på:

“at frigjorthed for nogen har omkostninger for andre…”

Ifølge Tetzlaff er der slet ikke tale om, som Berlingskes Anne Lise Marstrand-Jørgen hævder, at der vendes rundt på tingene og overgrebsmænd får ofre til at føle skyld uden, at forfatteren tager afstand til det. Normalt vil læseren have sig frabedt, at forfatteren griber til statements eller propaganda for eller imod synspunkter. At de to anmeldere er uenige i deres læsning, vidner om, at romanen har så meget litterær kvalitet, at den åbner for forskellige tolkninger. Tetzlaff ser nemlig “overgrebsmændene” som familien Dusar:

“…det er den ’bornerte’ medløber Eva, der til sidst – dog uden held – sætter hælene i, da hendes retfærdighedssans krænkes. Inden da har adskillige små krænkelser fundet sted i de personlige, fysiske eksperimenters navn, og de ansvarlige fortrækker – som de har gjort før – til ’nye udfordringer’, da deres handlinger får konsekvenser.”

Ane-Marie Kjeldberg

Marcipansøstre forfalder ikke til prædiken af hverken den ene eller den anden “moral”. I en debat på Litteratursiden har forfatteren Ane-Marie Kjeldberg fremhævet romanens ambivalens:

“At bogen vækker dobbelte følelser, er jeg mere end glad for at høre. Det havde jeg ønsket mig, eftersom alt netop er så ambivalent i Eva. Hendes vaklende, urolige tilstand ville jeg gerne formidle, ikke blot som skildring, men som følelse.”

Her er det hovedpersonens følelsesliv der henvises til, og det indtryk det må gøre på læseren.

Peter Koch Henrichsen

2011

Peter Koch Henrichsen på Kultur for unge kommenterer direkte tabuiseringen af børns og unges seksualitet:

“Selvom vi i 2011 tror vi er fuldstændig seksuelt frigjorte, og sangerinden Medina kan optræde med bare bryster til et velgørenhedsshow i tv i bedste sendetid, hører det stadig til en sjældenhed, at forfattere tør bevæge sig ind på det minerede område, der hedder børn og unges seksualitet. Fordi vi pludselig er blevet så bevidste om at pædofile eksisterer, kommer nogen pludselig til at fornægte børns og unges seksualitet og fordømmer alt hvad der er skrevet om den, for at føle sig politisk korrekte og på den ”sikre side” mod seksuelle overgreb. Selv en rigtig fin, ikke-moraliserende og på ingen måder vammel bog som ”Marcipansøstre”, ER blevet beskyldt for at være en opfordring til pædofili, hvilket i mine ører lyder som om, der stadig eksisterer debattører fra middelalderen (som så må være minimum 512 år i dag).”

Som Peter Henrichsen gør opmærksom på er bogen blevet beskyldt for at være en opfordring til pædofili. En måde at vige uden om en reel diskussion af fænomenet sex og seksualitet og tiltage sig et monopol på sandhed. Det har præget den offentlige debat i en årrække, at mennesker der rent faktisk er blevet krænket-  eller af politisk overbevisning føler, det er nødvendigt at rejse emnet på den måde –  står frem og fortæller om det. De der er blevet krænket gør – bevidst eller ubevidst – opmærksom på deres deres særlige viden om problemet. Overgreb virker imidlertid ikke ens på mennesker. De der står frem er ikke nødvendigvis repræsentative i nogen henseende. De vidneudsagn der bliver afgivet i den forbindelse er derfor ofte af tvivlsom værdi.

Ofre som vidner

Et særligt tilfælde i denne forbindelse udgør Karen M. Larsen fra LGBT Danmark. Karen M. Larsen har i det, der angiveligt skulle være en anmeldelse afvist bogen og kaldt den:

“et meget betænkeligt plaidoyer for accepten af sex mellem store børn og voksne.”

Karen M. Larsens mener at kunne konkludere:

“Budskabet er vel, at mindreårige piger emmer af seksualitet og ganske frivilligt og med stor nygerrighed og lyst indgår i seksuelle forbindelser med voksne mænd, men at det fordømmende og snerpede samfund stempler sådanne piger som ofre ligesom de helt uskyldige mænd, der har ladet sig lokke, bliver stemplet som perverse forbrydere.

Og det er sikkert dem, der vil købe det budskab. Jeg, der selv blev udsat for et seksuelt overgreb som barn, og som oplevede det som meget, blot ikke som pirrende eller seksuelt udviklende, køber det ikke.”

Når Karen M. Larsen peger på egne personlige forudsætninger som afgørende, kan man være tilbøjelig til at lade sig overbevise. Blot med det forbehold, at der skal peges i en anden retning. Nemlig på en fortid som konservativ katolik – der ikke virker så fjern. Af en blog-artikel om David Berger Ultrakonservativ katolsk teolog springer ud som bøsse fremgår det, at den fortid ikke ligger fjernere end at et selvopgør stadig foregår 2011.

Vurderingen af romanen er præget af to misforståelser: Karen M. Larsen mener at Marcipansøstre skulle være en lesbisk roman. Det har ikke været forfatterens intention fortæller Ane-Marie Kjeldberg i et svar i 2008 på Karen M. Larsens indlæg om bogen. Karen M. Larsen mener – som det fremgår – også at romanen forsvarer sex med børn – imod deres vilje. Ane-Marie Kjeldberg bedyrer at sympatien er på Evas side. Hvilket fremgår tydeligt for den uhildede læser.

Karen M. Larsens fokus på hvorvidt Marcipansøstre handler om homoseksualitet og sammenkædningen af denne med pædofili virker som taget direkte ud af Vatikanets synspunkter i forhold til begge dele. Det er ikke bogen der anmeldes, men forfatteren og de der angiveligt mener, “at mindreårige piger emmer af seksualitet og ganske frivilligt og med stor nygerrighed og lyst indgår i seksuelle forbindelser med voksne mænd”, der anklages for at plædere for pædofili.

Karen M. Larsens kritik af Marcipansøstre forvirrede selvfølgelig Ane-Marie Kjeldberg i 2008, fordi bogen hverken handler om homoseksualitet – i hvert fald ikke som andet end Evas platoniske fascination af Caritas –  eller forsvarer sex mellem voksne og mindreårige. Hvordan lykkes det så Karen M. Larsen at bringe begge påstande i spil?

Det er faktisk umuligt at sige. Men Ane-Marie Kjeldberg vildledes af den kendsgerning, at Karen M. Larsens synspunkter blev fremført i Pan-bladet, og dermed fremstod som et LGBT synspunkt.

Karen M. Larsen fremfører et (traditionelt katolsk) synspunkt, at seksualmoralen er for svag, og at visse typer af homoseksuelle begår seksuelle overgreb på børn eller forsvarer sådanne handlinger. Vatikanet har udbredt begge synspunkter de seneste år.  Især har tesen om en særlig  forbindelse mellem homoseksualitet og pædofili været fremme efter den katolske kirke har haft problemer med misbrug af børn. Hverken forfatteren eller anmeldere har forventet at se det synspunkt i Pan-bladet – eller fra en der angiveligt taler på vegne af LGBT.

Når Peter Henrichsen – som citeret ovenfor – står uforstående over for, at der findes debattører der kan beskylde bogen for, at være en opfordring til pædofili, er det måske fordi han har glemt, at den den katolske kirkes moralsynspunkter sagtens kan være repræsenteret i denne debat. Omend ikke altid fremført af kirken selv.

“Forglemmelsen” fra Peter Henrichsens side er fuldt tilgivelig og skyldes vel, at han selv repræsenterer noget mere jordnært og nutidigt. Og derfor blot nikker genkendende til det romanen beskriver:

“Jeg kender ikke nogen, der ikke vil gøre alt for at beskytte børn mod overgreb, og jo, det havde været enkelt, at sætte faste etiske og moralske regler for børns og unges seksualitet, hvis seksualiteten var noget vi alle fik overdraget i en smuk rød pakke på vores 15-års fødselsdag, hvor vi overtræder grænsen for den juridiske “seksuelle lavalder”.

Men virkeligheden er jo, at vi er blevet født med vores seksualitet, og sålænge man på Sex og Samfund’s flittigt besøgte hjemmeside for unge, sexlinien.dk, ugentlig bliver oversvømmet med spørgsmål fra specielt piger i 12-13-14-års alderen, der går på frygten om hvor vidt de er normale, fordi de mærker deres seksuelle lyst på mange forskellige måder, gør vi i hvert tilfælde ikke de unge nogen tjeneste ved at fortie emnet.”

Konklusion

Børns seksuelle identitetsdannelse skulle ifølge videnskabelige undersøgelser starte i 10 års alderen. Undertegnede må i den forbindelse tilstå at have kysset den første dreng – på kinden – i netop den alder. Og således udvist det første tegn på “homoseksuel” orientering. Omend drenge i den alder ingen orientering har – fordi det ligger uden for deres horisont.

Danske unges forbrug af porno – eller lad os kalde det sexfilm og billeder – starter fra 13 års alderen. Og 96% af gymnasiedrengene svarer i en undersøgelse ja til, at de ser sexfilm og billeder.

Alt dette betyder ikke at børn og unge er parate til at indgå i seksuelle relationer med hinanden – og slet ikke med voksne. Det Peter Henrichsen gør opmærksom på er, at der ligger en form for overgreb skjult – eller måske ikke særlig skjult i – at unge piger kan have svært ved at tale om deres seksuelle impulser, fordi samfundet har svært ved at forholde sig til den type seksualitet.

Seksuelle impulser er ikke altid noget der skal handles i forhold til – men hvis unge føler sig “unormale” eller sygelige, fordi de registrerer deres seksualitet er det samfundets normer der er forkerte. Og de voksnes bekymring bør idag snarere gå på, hvordan unge takler de første tegn på, at seksuel identitet og seksuel impuls viser sig end på, hvordan begge dele undertrykkes effektivt og konsekvent.

Offer for velgørenhed

Indledning

I det følgende vil jeg gennemgå tre eksempler på, hvordan private organisationer der sædvanligvis forbindes med ord som godgørende, frivillige, idealistiske i offentlig sammenhæng bliver udstillet eller udstiller sig selv som det omvendte. Formentlig fordi NGO’erne er påvirket af en mentalitetsændring, der er sket i løbet af lidt mere end et årti.

Definitioner

I organisationsteorien skelnes der mellem to typer: Govermental og non-govermental organizations. Sidstnævnte er i daglig tale blevet til NGO’er. Når der i 2009 var klimatopmøde i København, gik alle NGO’ere på gaden og til pressen for vinde opbakning og interesse for at, hver deres sagsområder hos verdens statsledere. I hverdagen lever mange NGO’er et mere tilbagetrukket liv. Men der findes NGO’er på alle tænkelige områder der vedrører samfund og politisk dagsorden.

De statslige organisationer (herunder kommunale) er legitimeret af et værdisæt. Staten bygger på folkestyre og demokrati. Og fremtræder derfor som legitim i befolkningens øjne. I sidste instans har staten magtmonopol. Loven forbyder private at anvende vold, mens statens love foreskriver hvordan våbenmagt i givet fald skal anvendes i tilfælde af krig, og ved opretholdelse af samfundsordenen.

NGO’er søger at legitimere sig som velgørende på deres respektive områder. Miljøorganisationer lavede lobbyarbejde for at få nedsat CO2 udslippet under klimatopmødet i København. NGO’er arbejder for at fremme bestemte samfundsgruppers interesser. De ældre, børnene og de seksuelle minoriteter har f.eks. organisationer, der arbejder for deres interesser. Selvom det fremgår af organisationernes vedtægter og arbejdsprogrammer, at de er private finder kampagner eller lignende aktiviteter sted enten med offentlig støtte eller i samarbejde med offentlige institutioner. Det principielle skel mellem offentlig og privat er derfor ikke skarpt i praksis. Og NGO’erne erhverver sig en vis legimitet via den type forbindelser.

Klassisk motiv af afrikansk dreng omsværmet af fluer, men fotografiet er nyt.

De sultne i Afrika

Og NGO’erne har stor magt. Især hvis de spiller sammen med medierne. I 1970’erne tegnede nødhjælpsorganisationerne og DR et billede af Afrika som fattigdommens kontinent. Bla. med udgangspunkt i sultkatastroferne i Ethiopien. Kritikere har senere peget på det problematiske i nødhjælpsorganisationernes strategi. Ved at vise billeder af børn med oppustede maver, sygdom og hungersnød ville organisationer og presse råbe befolkning og politisk ansvarlige op. Og gøre opmærksom på behovet for nødhjælp. På den anden side opnåede de at tegne et billede af et helt kontinent i krise som det har taget årtier at komme fri af. Det dramatiske billede af sultedød og nød kunne også overvise mange om at “det nytter alligevel ikke”. Og afholde erhvervslivet fra at involvere sig på det håbløse kontinent. Udviklingen i Afrika tog helt andre retninger i løbet af 1990’erne, og billedet i medierne er også blevet nuanceret. Men det entydige og stærkt negative billede af Afrika bliver aldrig glemt af den generation af danskere, der så billederne.

Børns Vilkår

NGO’er optræder som sagt altid med enten velgørende formål eller som repræsentanter for veldefinerede interesser og grupper. Men organisationer har også deres eget liv. De har en kultur, en praksis, medlemmer og aktivister. Og ændrer sig derfor over tid. Mens vedtægter og formål får dem til at fremstå som temmelig statiske.

Men praksis kan udemærket være noget der ikke fremgår af principprogrammer. Fordi det miljø organisationen befinder sig i har ændret sig eller ledende personer i organisationen definerer praksis på en ny måde.

To organisationer som Børns vilkår og Red Barnet vil de fleste mene har “fredelige” hensigter. Førstnævnte hævder f.eks. at organisationens formål er at “sikre børns ret til en god barndom og et godt liv.” Et typisk formål for at tjene almenvellet inden for et nærmere defineret område. Denne definition går igen i det organisationen kalder Vision, Mission og Værdier. Sådan en organisation kan ikke have agressive hensigter – det forekommer umiddelbart indlysende. Konflikter kan selvfølgelig opstå når organisationen konkurrerer om politikeres og mediers opmærksomhed og ressourcer. Ellers ikke, skulle man mene.

Stærkt symbolsprog når det gælder den såkaldte seksualisering af samfundet. Hvorfor i øvrigt undre sig over seksualisering, når pjecens forfatter selv i en rapport om børns seksualitet har været med til at anbefale seksualundervisning af børnehavebørn?

Også den barnlige seksualitet – et emne omgærdet af mange tabuer – er blevet beskrevet af Anne Louise Stevnhøj i en pjece udgivet af Børns Vilkår. Hvor en række parametre for normal og unormal adfærd opstilles som vejledning for pædagoger.

Det at organisationen deltager i adfærdsregulering og sætter ressourcer og autoritet ind på, at få mennesker til at handle eller afstå fra noget – og definere “normalt” og “unormalt” – bringer organisationen ind i forskellige typer konflikter. Men også andre kontroversielle politiske spørgsmål tages op af organisationen.

Børns Vilkår havde i en årrække psykolog John Aasted Halse som formand. John Halse var erklæret modstander af homoseksuelle som forældre. Af hensyn til barnets tarv. Ikke fordi homoseksuelle skulle være dårligere forældre end alle andre. Heller ikke med argumentet at barnet skal have en far og en mor. Men fordi det homoseksuelle par ikke er  “normalt” set med de andre børns øjne og derfor er en belastning for børn i regnbuefamilier. I artiklen Barnets tarv eller en snert af nazisme i religion.dk bliver synspunktet sagt imod af filosof Thomas Søbirk Petersen. Søbirk Petersen henviser til at samfundsvidenskabelige undersøgelser ikke underbygger John Halses synspunkt og problematiserer det. Søbirk Petersen henviser til, at afskrivningen af en samfundsgruppe som gode forældre har en snert af nazisme over sig. Men John Halse henholder sig til det han kalder “forsigtighedsprincippet”, der betyder at hensynet til børn altid går foran hensynet til voksne. I dette tilfælde de homoseksuelle, der ønsker adoption eller egne børn.

John Halse

I denne sammenhæng fremstår Børns Vilkår ikke som “do good” organisation. I hvert fald ikke over for homoseksuelle der findes uegnede som forældre, og stigmatiseres i samfundsdebatten. Profetien om at børn af homoseksuelle får det svært synes selvopfyldende, når en organisation som Børns Vilkår stiller sig i spidsen. Det er iøvrigt påfaldende at ingen andre debattører kunne sige de samme ting så virkningsfuldt som John Halse. Endnu en egenskab ved NGO’erne. Når politiske organisationer, som f.eks. det danske nazistparti, udtaler sig imod homoseksuelle vinder det meget lidt gehør. NGO’en har derimod legitimitet i folkelig opbakning og uselviskhed. Og udtalelserne er derfor i reglen kun blevet modsagt af de homoseksuelles egne repræsentanter.

Det skal ikke overses at John Halse udtaler sig på vegne af børn. En gruppe der af gode grunde har svært ved at komme til orde eller formulere sig. Og foreholdt videnskabelig dokumentation kan John Halse henholde til egne principper da interessegruppen af gode grunde ikke kan udspørges. John Halse kan derfor med en vis ret siges, at være eksponent for den mest succesfulde homofobe strategi i samfundet i sin formandstid 1988-2004.

Idag har homoseksuelle formelt set adgang til adoption ifølge et lovforslag vedtaget af Folketinget 2010. Men altså ikke takket være den “godgørende” organisation Børns Vilkår.

Red Barnet

Det adfærdsregulerende element præger tilsyneladende visse NGO’er stærkere og stærkere. Børns Vilkår og Red Barnet ser i stadig højere grad sig selv som organisationer, der bekæmper frem for at hjælpe. Begge organisationer har således tillagt sig opgaven, at gribe ind over for seksuelle afvigere. I samarbejde – og/eller konkurrence med – offentlige myndigheder.

Red Barnet har i samarbejde med politiet påtaget sig, at modtage henvendelser fra mennesker, der mener at have fundet børneporno sider  på nettet. For nogle år siden dukkede en advarsel op på alle netsider med pornografi med advarsel imod børneporno. Blandt andet underskevet af Red Barnet. Det forekommer ikke indlysende, hvordan Red Barnet er kommet frem til, at almindelige danskere skulle kunne have en kvalificeret mening om så specielt et emne.

Dansk pige om Justin Bieber (f.1994) på twitter: “Hvis jeg var kæreste med Justin Bieber, ville jeg føle det som om jeg var pædofil…selvom jeg er yngre end ham.”

Idag findes der næppe en sexbrevkasse, hvor man ikke kan læse om yngre kvinder, der er stærkt bekymrede fordi de har set billeder af helt unge piger på kærestens eller mandens pc, og mistænker ham for at være pædofil. Eller er i tvivl om, hvad de skal tro. Brevkasseredaktørerne beroliger ofte med, at børneporno er vanskeligt tilgængeligt. Og mænds interesse for yngre kvinder helt normal og almindelig. Men Red Barnets strategi at sprede advarsler også der, hvor der er tale om legale kommercielle sites, og modellerne ikke er mindreårige, har spredt moralsk panik til de danske hjem.

Lektor og psykolog Karen Pallesgaard Munk går i rette med denne strategi. Ved at fokusere så meget på krænkere tages uskylden fra børn,  og de voksnes blik på børn bliver et andet. For de pædofiles seksualiserede blik ligger inden for denne forståelse og lurer overalt. Idag kan forældre end ikke fotografere deres egne børn. I en artikel i Videnskab.dk siger Karen Pallesgaard Munk om fænomenet:

“Børn er ikke længere uskyldige og aseksuelle. Vi forestiller os, hvordan en pædofil vil se vores børn, og så tager vi vores forholdsregler. Det uskyldige barn er ved at forsvinde. Vi får et modsætningsfyldt forhold til børns nøgenhed, og vi sætter nogle kontrolinstanser i værk, som går i selvsving.” 

Igen er det hverken børn eller deres forældre – eller kommende forældre – der her bliver hjulpet. Hvordan seksuelle afvigelser lige pludselig kan blive et hovedområde for en NGO forekommer mystisk. Her skal det erindres, at før 1997 eksisterede en psykiatrisk diagnose af pædofili ikke. Den blev i 1997 udarbejdet på et meget spinkelt grundlag, da det var meget få mennesker der fik denne diagnose. Og der er nok næppe nogen, der kan forestille sig at antallet af overgreb, der bliver begået stiger. Med mindre “det farlige” – og derfor spændende – ved den afvigende seksualitet drager normale mennesker ind i børneporno netværk og skaber nye typer kriminel adfærd. Hvis der er tale om selvsving – også her – har Red Barnets udbredelse af begrebet ikke gjort nytte. Tværtimod.

I sociologien anvender man begrebet moralsk panik til at beskrive en samfundsmæssig bekymring, der er ude af proportioner i forhold til problemernes omfang. Her har begrebet en negativ værdiladning.

Men som Karen Pallesgaard Munk siger i en artikel i magasinet Humaniora er der organisationer, der lever af den moralske panik:

“Private godgørende organisationer kan få et raison d’être som bidragydere til minimering af de samfundsmæssige skader. Man kan endvidere iagttage, at retssikkerheden tenderer til at blive undermineret i forbindelse med moralsk panik. Det er ellers netop i de situationer, at objekter for samfundets afsky skal beskyttes af retssikkerhedsgarantier for at undgå heksejagtlignende tilstande som kan medføre ofringer af uskyldige. Moralsk panik har med andre ord sit eget samfundsmæssige momentum.”

De der modsætter sig denne strategi risikerer, at blive udsat for det Karen Pallesgaard Munk kalder en decentral disciplineringsproces. Et eksempel på dette fænomen: Karen Pallesgaard Munk blev kontaktet af Red Barnet med anmodning om at købe kuglepenne og kontormateriale, der bærer organisationens logo. Da anmodningen bliver afslået udråbes Karen Pallesgaard Munk af sælgeren, som en der ikke vil bidrage til bekæmpelse af pædofili. Et eksempel der illustrerer, hvordan frivillighed ikke altid gælder de, der er i kløerne på private og frivillige organisationer.

LGBT

Der kunne være en forhåndsforventning om, at NGO’er der i egen selvforståelse repræsenterer minoriteter – især seksuelle – ville afstå fra at gøre elementer af moralsk panik til deres raison d’être. Især en organisation som LGBT Danmark. Fordi psykiatriens hundrede år gamle karakteristik af homoseksualitet som degeneration, sindslidelse eller biologisk betinget afvigelse burde kunne få organisationen til at være på vagt over for en strategi af den type.

Jeppe Kofoed

Den seksuelle debutalder har ikke flyttet sig i 30 år. Den er 16,8 år. Og der skal den forblive mente mange i den offentlige debat i 2008  i anledning af, at den 34 årige Jeppe Kofoed’s havde haft et seksuelt forhold til en pige på 15 år.

Debatten nåede hysteriske højder da pseudonymet Baltazar Castor 3. april – kort efter sagen om Jeppe Kofoed – skrev en artikel i Information under overskriften Pædofili og homoseksualitet. Artiklen indledes forsigtigt:

“Lad mig starte med at sige, at jeg ikke rigtig synes, man kan diskutere pædofili, men at man kan diskutere, hvordan man diskuterer det.”

Og derefter diskuterer Castor den barnlige seksualitet i dens forskellige former på en måde, der ikke adskiller sig væsentligt fra det, der ligger inde for området, der betegnes som “normalt” af Anne Louise Stevnhøj fra Børns Vilkår. Dog adskiller det Castor siger sig fra Stevnhøj på to måder: Castors ærinde er ikke disciplinering. Faktisk henviser Castor til den relative ubekymrethed, der herskede før 1997 på området. Desuden opfordrer Baltazar Castor LGBT til at arbejde for en tilbagevenden til tidligere herskende normer.

Baltazar Castor’s udtalelser er interessante, fordi han havde indtaget en central position – som redaktør af Pan-bladet – forinden. Og det viste sig at den hårdeste kritik af hans synspunkter netop kom fra en repræsentant for den NGO’ som Pan-bladet er talerør for: LGBT Danmark.

Karen M. Larsen betegner i en blog-artikel  (der er en bearbejdelse af et læserbrev i Information) hans klumme som “frastødende” og karakteriserer Castor som pædofil:

“Nu er det jo kendetegnende ved debatten om børns rettigheder, at den har det med at handle om voksnes holdninger og ønsker.”

“Baltazar Castors ønske om at give børn ”ret” til sex handler på samme vis om voksnes ønsker om at få ”ret” til sex med børn.”

Karen M. Larsen forholder sig ikke til de fremsatte synspunkter. Fuldstændig parallelt til John Halse fremfører Karen M. Larsen et privat princip, og fejer modpartens argumentation af bordet med det.  Hos Karen M. Larsen er det princippet om “de bagvedliggende motiver”. Motiver der er skjulte, dog ikke for Karen M. Larsen. Hvorefter vidtgående slutninger vedrørende debattørens seksualitet er mulige.

Den decentrale disciplinerings åbenlyse formål er i dette tilfælde at erstatte en ledende skribent i NGO’en med en anden: Castor med Larsen. Men formålet rækker langt ud over dette.

For en NGO som LGBT Danmark er resultatet af denne linie et selvmål. Baltazar Castors brug af ordet “pædofili” er ikke identisk med den kliniske betegnelse  – hvilket bidrager til nogen forvirring. Nogle ville utvivlsomt bruge ordet om det forhold Jeppe Kofoed havde til en 15 årig pige, der blev nævnt ovenfor.

Det afgørende i denne forbindelse er imidlertid at pege på, hvordan også denne NGO – tilsvarende Børns Vilkår og Red Barnet – ændrer formålsparagraf fra at hjælpe til at bekæmpe.

LGBT Danmark er ikke længere en organisation, der kæmper for rettigheder til homoseksuelle. Når forvirringen om hvad ordet pædofil dækker over kommer til debat i Pan-bladet benytter Karen M. Larsen lejligheden til at slå fast:

“Jeg tror ikke på, at alle mænd er pædofile – eller at ingen kvinder er det. Men jeg er 1000 % overbevist om, at sex mellem voksne og børn ALTID er forkert – at det er en meget alvorlig forbrydelse som samfundet skal straffe hårdt.”

Igen er der ingen diskussion af hvad homoseksualitet eller seksualitet i det hele taget er, men en indordning af NGO’en som  redskab for den decentrale disciplinering.

Hvem er i centrum for NGO’erne?

Konklusion

De tre NGO’ er der er blevet diskuteret ovenfor synes at have flere ting til fælles: Dels fremgår væsentlige skift i holdninger og praksis ikke af principprogrammer eller grundlag. Der har heller ikke – sådan fremstår det i hvert fald ikke udadtil – været en grundig diskussion af implikationer af den moralske panik debatten om pædofili siden 1997 har medført for netop disse organisationer.

Gamle fjender har fundet sammen. Børneorganisationerne der, som det fremgår af John Halses synspunkt, ikke har haft et specielt positivt forhold til LGBT, fremstår nu enige på en måde de ikke har gjort før. Om at erstatte intentioner om at hjælpe med intentioner om at bekæmpe. Hvilket på den anden side gør den direkte konkurrence mere nærliggende.

Skiftet fra at hjælpe til at bekæmpe medfører, at interessegruppens betydning svinder ind. Både når det gælder børneorganisationerne, og når det gælder organisationen for de seksuelle minoriteter “afskaffer” man i en vis forstand målgruppen. Fordi fokus rettes andre steder hen.

Organisationerne har bevæget sig ind på en betænkelig strategi: De søger at udskille afvigere. Børns vilkår sondrer mellem børns “normale” og “unormale” seksuelle adfærd. Målet er selvfølgelig at ramme sexkriminelle. Erfaringerne fra omkring år 2000 har vist at panik på området medfører stigmatisering af børn, institutioner og ringere retssikkerhed. Det første offer for strategien er det barn der med rette eller urette bliver udpeget som havende unormal adfærd. Derefter pædoger, forældre, institutioner og andre.

Red barnet søger via kampagner at udskille unormal seksualitet. Dommerpanelet skal være den almindelige dansker, der forventes at træde ind i en ekspertrolle. Den uheldige sælger, det lykkes at fremsætte indirekte beskyldninger over for kunden – som i eksemplet ovenfor –  illustrerer svagheden i strategien. End ikke NGO’ens egne repræsentanter formår, at handle med den fornødne konduite. De første ofre for strategien er uskyldige mennesker, der forulempes eller søges stigmatiseret.

Når børn udelukkende ses som magneter for kriminelle underminerer børneorganisationerne deres eget grundlag. Hvis medier og befolkning tager budskabet til sig vil det føre til krav om flere midler til politi, domstole og psykiatri. De midler kunne tages fra børneorganisationernes traditionelle aktiviteter og forsvares som prioritering.

Også LGBT får problemer når decentral disciplinering bliver vigtigere end organisationens rettighedsorienterede politik.

Både organisationer og enkeltpersoner fremmer umiddelbart karrieren ved at deltage i den decentrale disciplinering. Men Børns Vilkårs John Halse kom til kort over for filosoffen Thomas Søbirk Petersen. Den velgørende organisation er specielt sårbar over for argumentet, at den er snæversynet eller endda fordomsfuld over for minoriteter.

Givet en lang historie hvor homoseksuelle har været sygeliggjorte og underlagt psykiatrien forekommer en strategi, hvor decentral disciplinering gøres til organisationens raison d’être ikke indlysende. De “unormale” der søges udgrænset viser sig i dette tilfælde hurtigt at være organisationens egne medlemmer: De der erklærer sig uenige i den politiske linie.

Strategiens uundgåelige resultat synes at være et ødelæggende internt opgør i organisationen, hvor kyniske og karrierebevidste mennesker fremmer deres egne interesser. Organisationen vil som følge hurtigt tømmes for både eksistensberettigelse og medlemmer.

Processen vil i forhold til samfundets beslutningstagere fremstå som delegitimering af organisationen: Hvis ledende debattører skubbes ud på baggrund af skandaløse anklager sikres der ikke en situation, hvor politikere ønsker at forholde sig til organisationens rettighedsprogram. Hvilket efterfølgende kan accelere discplineringsstrategernes nidkærhed over for modstandere. Med organisationens politiske deroute som konsekvens.

De tre organisationer der er blevet diskuteret ovenfor går fra at hjælpe til at bekæmpe. De to organisationer, hvis emne per definition skulle være børn taler om sex og den organisation, hvis sigte er seksualpolitisk dropper emnet for at rette fokus på – kriminalitet.

Nye ejere af Homoware.dk

Henning og Michael Flyngborg som i december 2010 skabte deres egen webshop Toys4Men.dk har nu overtaget den store konkurrent Homoware.dk. Begge shops tænkes videreført dog med forskellige image ændringer

Henning og Michael siger om Homoware:

“Den skal fortsat være skandinaviens største og bedste online gayshop, med et bredt sortiment af både legetøj til sexlivet og merchandise til homomiljøet. Homoware.dk/se er et stærkt og kendt brand, og det skal det forblive. Gerne endnu stærkere. De forrige ejere ville ikke træde frem. Der adskiller vi os, vi tror på at vi kan bidrage til homomiljøet samtidig med at vi skaber en bedre og mere effektiv forretning. Dvs. vi vil være synlige i miljøet og det første arrangement er allerede booket.”

 

Om Toys4Men.dk siger de:

“Vi vil fortsætte med at drive vores lille webshop ved siden af Homoware, men profilen vil blive ændret. Idag henvender den sig primært til det homoseksuelle marked, men fremover er det tanken at den skal henvende sig til manden, der uanset seksualitet, gerne vil have hjælp til sexlivet. Dvs. den primært vil fokusere på onani, småt analt legetøj, glidecremer, kondomer samt gode tilbud vi kan hive hjem fra grossisterne.”

 

 

Henning og Michael får ordet for en sidste bemærkning:

“Webbutikkerne har pt. en placering som hhv. nr. 1 og nr. 3 på forbrugersitet trustpilot.dk blandt alle sexbutikker; en placering der forpligter, og som vi vil gøre alt for at leve op til i fremtiden. Vores mål er at butikkerne skal være kendt for at have markedets bedste service.”

Jens Jersild og den grimme lov

En anmeldelse af: Den grimme lovs genealogi. Et kapitel af homoseksualitetens historie i Danmark. Af Peter Edelberg. Trykt i Historisk Tidsskrift bind 110, Hæfte 1, s.166-209. (1)
 
I det følgende vil også en tidligere artikel af samme forfatter blive inddraget i diskussionen: Politiinspektør Jens Jersild – Inkvisitor eller reformator? Peter Edelberg i: Tidsskrift for historie, årgang 39, nr.4, december 2009, s.22.
 
Og – lidt utraditionelt – vil historikerens plads i den aktuelle samfundsdebat  blive inddraget.
 
Først en kort redegørelse for nogle hovedpunkter i den grimme lovs tilblivelseshistorie. Peter Edelberg har selv redegjort for sin historieskrivning på den måde, at han skriver “historier”. Og derved tages der forbehold over for traditioner og metoder, hvor objektivitet og sandhed opfattes som noget absolut. Derfor bliver hans udsagn i det følgende kaldt “historier”. Da de ovennævnte to artikler i realiteten anmeldes samlet her er spørgsmålet, hvad de to “historier” så fortæller om den grimme lov?
 
 
 

Jens Jersild var usædvanlig alsidig. Han fungerede som konsulent for Palle Kjærulff-Schmidt på filmen Bundfald (1957).

Historier

 
I 1961 blev loven pressen meget hurtigt døbte “Den grimme lov” vedtaget i Folketinget. Under en socialdemokratisk regering. Loven havde følgende ordlyd:

 Den som ved betaling eller løfte herom skaffer sig kønsligt forhold til en anden person af køn under 21 år, straffes med hæfte eller med fængsel indtil 1 år eller under formildnende omstændigheder med bøde.” (§ 225, stk.4)

Tankerne bag loven var langt fra nye. Intentionen om en revision af prostitutionslovgivningen stammede helt tilbage til 1930’erne. Men besættelsen havde sat en stopper for lovmæssige tiltag. Efterkrigstiden bragte et opbrud. To tendenser stødte sammen: En spirende bevægelse for rettigheder blandt de homoseksuelle selv, og en moralsk diskurs der fokuserede på homoseksuel prostitution som samfundsproblem. Begge disse diskurser afløste eller supplerede en ældre patologiserende psykiatrisk-biologisk forståelse af homoseksualitet.

Den ambitiøse politiinspektør for sædelighedspolitiet Jens Jersild var en central person. Både i embeds medfør, som ivrig deltager i den offentlige debat og som medlem af det i 1949 nedsatte prostitutionsudvalg.

Debatten om prostitution fik en særlig drejning i 1955 med den store pornografiaffære. Stifterne af det der dengang hed Forbundet af 1948 distribuerede blød pornografi – billeder af nøgne unge mænd –  hvilket var ulovligt efter datidens lovgivning. Og politiet optrevlede via kundekartoteket et homoseksuelt prostitutionsmiljø. Ca. 300 mænd dømtes for seksuel omgang med mindreårige, og mellem 600 og 1500 personer afhørtes af politiet. Det skal erindres at den seksuelle lavalder dengang var 18 år for homoseksuelle, og 15 år for heteroseksuelle forhold.

Disse begivenheder resulterede i en moralsk panik. En moralsk panik er blandt andet kendetegnet ved misforholdet i proportionerne mellem den bekymring der er i forhold til et socialt problem – i dette tilfælde den homoseksuelle prostitution – og  problemets faktiske omfang. Panikken betød at en lang række vidtgående forslag blev diskuteret i prostitutionsudvalget. Men justitsministeriet syltede prostitutionsudvalgets forslag og da loven skulle vedtages i Folketinget i 1961 havde panikken lagt sig. Det forslag Folketinget blev præsenteret for repræsenterede til dels Jens Jersilds (mindretals) synspunkt.

Ifølge Peter Edelberg havde Jens Jersild arbejdet for at erstatte kriminalpolitik med socialpolitik. Men det omvendte skete. Prostitutionslovgivningen strammedes til også at omfatte prostitutionskunder. Tankerne om kontrol og overvågning samt særbehandling af homoseksuelle havde trods de nye diskurser i efterkrigstiden ikke forladt lovgiverne.

Hermed tegnes et andet billede af Jersild end det eftertiden ret enstemmigt har taget til sig. Eftertiden har navnlig indvendt imod Jersild, at hans forførelsesteori forbandt homoseksualitet med kriminalitet. Edelberg ser derimod moderne træk i forførelsesteorien. Bla. at den støttede sig på ny amerikansk forskning, nemlig Kinseys rapport om den mandlige seksualitet. Og dermed modificerede den en ellers fremherskende patologiserende psykiatrisk-biologisk diskurs om homoseksualitet.

Den Mandlige Prostitution (1953) afviser Jersild de tidligere herskende psykiatriske forklaringer på prostitution og homoseksualitet. F.eks. hormonelle faktorer som forklaring på homoseksualitet. Og teorier om neurotisk forældrebinding samt homoseksualitet som en uudviklet infantil seksualitet eller moralsk degeneration.

Billedet af Jersilds nuanceres og mange spændende detaljer i den grimme lovs historie kommer frem. Spørgsmålet er blot om dokumentationen kan bære visse af de vidtrækkende teser. Emner der blev berørt i den tidligere artiklen om Jersild som inkvistor eller reformator er faldet ud af artiklen i Historisk Tidsskrift. Jersilds tanker i bogen De pædofile (1964) diskuteres ikke.

I artiklen om Jersild som inkvisitor eller reformator citeres Jersild for synspunktet, at de pædofile var en gruppe:

“af så selvstændig en karakter, at den på flere punkter adskiller sig fra såvel de heteroseksuelle, som de homoseksuelle, og ved udskillelse mener jeg at kunne befri det store antal mænd, der i undersøgelsen vil kunne blive kaldt de normale homoseksuelle, for at blive identificeret med kriminelle.”

Edelberg mener at Jersild efter panikken har lagt sig – og den grimme lov er blevet vedtaget  – reformulerer problemet om de homoseksuelle og prostitutionen. Men erklærer sig uenig i den opfattelse.

Edelberg hævder istedet:

“At dette skarpe skel skulle eksistere virker ikke overbevisende, når man studerer den homoseksuelle subkultur i samtiden. Trækkerdrengene var stadig i 1964 en integreret del af subkulturen. De homoseksuelle magasiner bugnede af nøgenbilleder af unge drenge lige før og lige efter puberteten.” (s.22)

Den påstand er faldet ud af artiklen i Historisk Tidsskrift. Enten fordi emnet er den grimme lovs forhistorie. Eller fordi påstanden ikke kan dokumenteres? Det skal forsøges opklaret nedenfor. Men først en kommentar til andres vurderinger af Edelbergs karakteristik af Jens Jersild og forløbet der førte til den grimme lov

Fagfællen Karen M. Larsen har i en anmeldelse Den grimme lov og Jens Jersild af artiklen i Historisk Tidsskrift kraftigt betvivlet, at Edelbergs forskning – uanset hvor mange nye og interessante detaljer om perioden og Jersilds synspunkter den bringer for dagen – rokker det billede nogle allerede i datiden havde dannet sig og som der næsten har været konsensus om i eftertiden.

Mads Ananda Lodahl har – ud fra helt andre teoretiske forudsætninger – i artiklen Den danske konge af homofobi – fuldstændig afvist Edelbergs revisionisme.

Konsensus kan selvfølgelig opleves som både kontroversiel og provokerende af en yngre og ambitiøs historiker. Spørgsmålet er om det er nok til at foranledige historikeren til en så drastisk omtolkning. Det er næppe sandsynligt.

Det er svært at undgå at få fornemmelsen, at der har fundet en udvikling sted i forskningen fra artiklen om Jersild som inkvisitor eller reformator og til artiklen i Historisk Tidsskrift. Selvom fremstillingen af den grimme lovs genealogi – efter undertegnedes mening – ikke fuldt underbygger teserne.

Fremstillingen i Historisk Tidsskrift lider under, at nyt materiale bliver fremlagt uden at det præger konklusionen i nævneværdig grad. Elementer der bestyrker en anden synsmåde og andre vinkler på begivenhederne falder ud af konklusionen. Forskningsresultaterne der fremlægges er interessante og overbevisende. Men konklusionen er ikke dækkende. Hvilket forekommer mærkværdigt. Og er en overvejelse værd.   

 
 
 
 

Med til Jens Jersilds omfattende aktivitet hørte også et forfatterskab. Bla. bogen De Pædofile (1964).

Debatten

Enhver forsker med respekt for sig selv ønsker at fremstå troværdig, og skelner derfor mellem debat og forskning. Men historikeren er en del af samfundet og befinder sig i et bestemt kulturelt klima.

Som nævnt falder emnet pædofili ud af artiklen i Historisk Tidsskrift. Spørgsmålet er imidlertid ikke hvorfor det falder ud, men omvendt: Hvordan det overhovedet er kommet ind? Selv under hensyntagen til det forhold at Jersild har skrevet en bog om emnet, og har gjort sig visse tanker.

For som det skal vises nedenfor indgik pædofili ikke i samfundsdebatten eller knyttedes sammen med lovgivningsmagtens tiltag i forhold til homoseksualitet og prostitution i perioden før og efter den grimme lov.

Her må nutiden tages i betragtning. Situationen er: Historieforskeren undersøger en historisk periode, hvor moralsk panik gjorde sig gældende, men befinder sig i en nutid hvor en form for moralsk panik ligeledes optræder.

Uanset fordringen om at historikeren holder hovedet koldt og lader sig lede af fornuft kan det gå galt. I en offentlig debat i Pan-bladet, hvor hysteri omkring emnet pædofili skulle have været diskuteret præsterede Karen M. Larsen følgende følelsesudbrud:

“Jeg tror ikke på, at alle mænd er pædofile – eller at ingen kvinder er det. Men jeg er 1000% overbevist om, at sex mellem voksne og børn ALTID er forkert – at det er en meget alvorlig forbrydelse som samfundet skal straffe hårdt.”

En diskussion om hvordan panik også præger det homoseksuelle miljø blev altså fejet af med moralisme. Og rationel debat og fornuft blev erstattet med hysteri og en inkvisitorisk attitude.

I den situation forekommer det ironisk, at Edelberg der søger at formidle billedet af Jens Jersild, som en person med visse humane træk, og ønsker at revidere synet på Jersilds forførelsesteori får sin forskning bedømt – og afvist – af mennesker der spiller med i nutidens moralske panik. Fortiden må ikke fremstå human og rationel, når mennesker i nutiden ønsker fordømmelse, straf og inkvisition!

De pædofile

Forklaringen på at påstanden om en forbindelse mellem de homoseksuelle og de pædofile ikke dokumenteres er, at der er tale om en anakronisme. Her vil jeg henvise til en artikel i Videnskab.dk.

Karen Pallesgaard Munk fik  i 1997 til opgave at interviewe de personer, der var blevet dømt for seksuel omgang med mindreårige, før og efter en behandlingsdom. Som psykolog, ph.d. og lektor ved Center for Sundhed, Kultur og Menneske ved Aarhus Universitet har Karen Pallesgaard Munk bidraget til udviklingen af en psykiatrisk diagnose af pædofili i Danmark:

“Folketinget vedtager i 1997 et lovforslag, som giver retten mulighed for at idømme børnekrænkere en behandlingsdom. Dette mener jeg, er kulminationen på en udvikling, hvor seksualitet er blevet et anliggende for psykiatere og dermed for lægestanden.”

Karen Pallesgaard Munk henviser til Richard von Krafft-Ebings værk Psychopathia Sexualis afgørende betydning for klassifikation af hvad der er sygelige og perverse  former for seksualitet:

“Denne seksualitetsforståelse bliver benyttet som målestok for, hvilken type seksualitet der er naturlig, og hvilken der er afvigende og syg. Den type seksualitet, der ikke kan føre en graviditet med sig, er syg, afvigende og pervers.”

“Dermed er vejen banet for lægestandens behandling af seksuelle afvigere,  hvor behandlingsdommene, de pædofile får, blot er sidste skud på stammen. Jeg ser det som statsdisciplinering af en seksualitet, man ikke bryder sig om.”

Udformningen af den psykiatriske diagnose af pædofili er altså relativt ny. Og iøvrigt sammenfaldende med, at den første store pædofil-panik udbrød i Danmark. (2)

Hele tesen om en sammenhæng mellem det homoseksuelle miljø i tiden omkring den grimme lov og de pædofile er altså anakronistisk. Jersilds betragtninger i bogform om de pædofile repræsenterer private synspunkter – ikke det officielle Danmark. Persontypen “den pædofile” fandtes – officielt – ikke.

Karen Pallesgaard Munk gør opmærksom på at termen pædofil idag ofte bruges i flæng. Det er imidlertid en psykiatrisk diagnose med veldefinerede kriterier. Et af disse er at pædofile kun tænder seksuelt på børn – ikke på voksne mennesker. Men den diagnose er altså blevet konstrueret langt senere. Uanset hvad nogle idag måtte mene om seksuelle forhold mellem voksne og meget unge mennesker havde det officielle Danmark absolut ingen mening om det i datiden. I hvert fald ikke en mening baseret på diagnose eller lovgivning.

De homoseksuelle og prostitutionen

Politiet beskæftigede sig på Jersilds tid med prostitution som var kriminaliseret. Og der var moralsk panik i forhold til de homoseksuelles mulige forførelse af ungdommen til homoseksualitet. Sammenblandingen af homoseksualitet og pædofili forekommer kun at være mulig retrospektivt. Fordi der idag eksisterer det Karen Pallesgaard Munk kalder en statsdisciplinering af seksualiteten.

Fokus i datiden var på nytte og samfundstjenelighed. Mistanken om at uskyldige drenge blev forført truede begge disse goder, hvilket afstedkom samfundsmæssig reaktion. F.eks. i form af lovgivning. Derimod blev mindreårighed i sig selv ikke blev anset for et problem. Forestillingen om offer og seksualforbryder – på den måde disse begreber anvendes i forhold til pædofili –  hører en anden tid til. Ganske vist fandtes der – som nævnt ovenfor en seksuel lavalder på henholdsvis 15 år og 18 år for heteroseksuelle og for homoseksuelle forhold. Men overtrædelse af denne lovgivning blev betragtet på linie med enhver anden kriminalitet. Lige som f.eks. tyveri ikke blev anset for psykisk skadeligt for individet, men derimod nok skadeligt for samfundsordenen. Derfor Jersilds afdæmpede attitude i forhold til de homoseksuelle der ikke havde kontakt til prostitution. De kunne ikke mistænkes for at forføre unge drenge, og føre dem ind i en nedadgående social spiral.

Datidens syn på homoseksualitet var i høj grad baseret på den patologiserende psykiatrisk-biologiske forståelse. Hvilket Edelbergs fremstilling i artiklen i Historisk Tidsskrift også demonstrerer på glimrende vis. Derfor er det beklageligt at flere vigtige pointer ikke er nået med i konklusionen.

Forførelsesteorien

En interessant detalje i forbindelse med Kinseys uden tvivl banebrydende værk om den mandlige seksualitet er de  modsatrettede slutninger, det var muligt at drage på grundlag af dette. Stifterne af Forbundet af 1948 har i Homofile Kampår fremhævet hvor vigtig en inspiration bogen var for den homofile rettighedskamp. Peter Edelberg peger på, hvor vigtig en inspiration værket var for Jens Jersild, der dermed kunne dreje diskursen om homoseksualitet væk fra det psykologiserende og individualiserende hen imod de sociale faktorers betydning for udvikling af homoseksualitet. Blot virker det som om Edelberg overser, at Kinsey havde udgangspunkt i lægevidenskaben og de sociale faktorer Kinsey peger på danner den seksuelle prægning. Dvs. synspunktet er deterministisk. Seksualitet ses ikke som udtryk for lyst, begær eller valg. Men med Kinsey som udgangspunkt kunne Jersild på en måde det ikke tidlligere havde været muligt, give forførelsesteorien en form for videnskabeligt fundament. Axel Lundahl-Madsen kunne uden at opgive de homofiles tese om homoseksualitet som medfødt eller determineret uden videre acceptere Kinseys beskrivelse af den mandlige seksualitet. Større var forskellen ikke. Det efter samtidens forhold progressive ved Kinseys betragtningsform var at den skilte sig af med dele af psykiatriens patologiserende forståelse af homoseksualitet. Men samfundets – og de homoseksuelles egen diskurs om homoseksualitet – var i høj grad domineret af lægevidenskab. Opgøret med denne forståelse kom først årtier senere.

Konklusion

Artiklen Den grimme lovs genealogi nuancerer synet på en vigtig periode i de homoseksuelles historie. Og bidrager med spændende og vigtige indsigter. Især detaljerne om den danske og skandinaviske psykiatris indstilling til fænomenet homoseksualitet bliver belyst på en måde det ikke har været tidligere. Prostitutionsudvalgets arbejde bliver ligeledes belyst på en spændende måde.

Historieforskningen lider nogle gange af mindreværdskomplekser over for andre videnskabelige discipliner – der fortjent eller ufortjent – har langt højere prestige i samfundet. Den type komplekser er aldeles uberettigede. Historieforskningens resultater er i visse tilfælde overraskende ikke blot for de der deltager i debat. Men måske også for forskerne selv. At en tid der ud fra den historiske betragtning ikke er så fjern endda kan have et radikalt anderledes syn på homoseksualitet kan forekomme overraskende. At sygeliggørelse af seksualitet er i “fremgang” – sådan som Karen Pallesgaard Munk redegør for – synes ligeledes i modstrid med vores ønske om at se nutiden som tolerant og liberal. Betragtningen af prostitution som moralsk fordærv af mennesker, der enten i forvejen er skadede  – dvs. homoseksuelle – eller er i fare for at blive det er fordomsfuld og deterministisk. Men her var Jersild entydig og fuldstændig umisforståelig. F.eks. når han udtaler sig på følgende måde i bogen Den Mandlige Prostitution:

“…Der er…ikke noget ondt i at modtage en cigaret fra en venlig mand, navnlig ikke når man er tobakshungrig. Heller ikke i at lade sig invitere hjem i en varm stue på en øl og et stykke mad, når man er sulten og tørstig. Når man senere går, er det også vanskeligt at sige nej til nogle kroner, når man er helt på bar bund og navnlig, når pengene ligefrem presses en i hånden. Når vedkommende derpå har levet på denne måde – som prostitueret – i nogle uger eller måneder eller måske mere og faktisk er led ved sig selv, ja så er skridtet over i den mere håndgribelige kriminalitet formentlig ikke så stort længere…

Af disse grunde, og fordi man ikke må glemme, at forseelsen kun er en videreførelse af en praksis, som den pågældende ofte har lært i de forskellige anstalter, eller hvor de nu har været anbragt mellem lutter mænd, som skal have udløsning, enten fordi de savner omgang med kvinder, eller fordi de er homo- eller biseksuelle, er en særbehandling af de prostituerede nødvendig og ønskelig i modsætning til cykeltyven og automattyven…” (s.117)

Jersilds egen diskurs om prostitution forekommer derfor – ligesom samtidens – at være sammensat af elementer der er moraliserende og patologiserende. På trods af at Jersild fremstillede sin indsats som social.

 

(1) Et engelsk summary: The Genealogy of the Ugly Law

(2) Henning Bech: Kvinder og mænd. Hans Reitzels Forlag. 2005.

Dansk homohistorie 1948-71

Indledning
“Den der behersker historien, behersker nutiden”, siger man. Fortolkningen af begivenhederne i fortiden og vurderingen af, hvem der var helte og hvem der var skurke bestemmer synet på nutiden. Derfor er der altid kamp om de historiske fortolkninger.

Teorien om historiens list – hvordan viden og bevidsthed om, hvad der sker og hvorfor – sker bag ryggen på de aktive deltagere i de historiske processer er 200 år gammel. Det er den konservative historieskrivnings tilbagevendende pointe: Hvad nytter det at handle, når ingen ved hvem det i sidste ende tjener?

Og det bestående samfund ses i konservativ historieskrivning altid som udviklingens højdepunkt, som resultatet af historiens skjulte kræfter og fremskridtet. Det er den filosofiske konservatisme, der her tænkes på og ikke den politiske konservatisme. Hegels filosofi er gået af mode, men de ældste ideer kan altid iklædes de nyeste gevandter. Og præsentere sig selv som de mest avancerede socialvidenskabelige forklaringsmodeller. Og derefter anvendes på f.eks. den danske homohistorie i perioden 1948-71. Det har homoforskeren Peter Edelberg gjort.

Ikke uden en vis humor – formulerer han sig på den måde, at hvis de homoseksuelle skulle være acceptable i efterkrigssamfundets øjne måtte nogen luge ud i de elementer, der overskred grænserne for, hvad man kan tillade sig i det offentlige rum, og udfordredede aldersgrænserne. Resultatet af den udvikling er cafe latte drikkende homoer – der stort set er juridisk ligestillet med den øvrige befolkning. Historiens endemål defineret som cafe latte drikkende homoer? Ja, hvorfor ikke?

Blot har jeg én indvending: Hvad med alle de der blev ofret på vejen. Af hensyn til fremskridtet? Endvidere nærer jeg tvivl om, hvorvidt det såkaldte “fremskridt” er ægte og ikke blot en illusion. For historien “slutter” jo ikke . Uanset hvad visse historikere måtte mene. Tværtimod virker det som om bestemte fænomener har det med at gentage sig.

Edelberg virker ikke tynget af bekymring for de tusinder af mennesker der fik ødelagt deres liv af forbudspolitikken i Danmark i 1960erne. Fordi moral er godt og disciplinering nødvendigt. Heller ikke fagfællen Karen M. Larsen har nogensinde – i sine gentagne tete a tete’s med Peter Edelberg – ytret sig i den retning.

Det er der derimod andre der har. Faktisk kan man på LGBT’s hjemmeside finde et eksempel på den historieforskning Edelberg afviser som “naiv”, hvor aktørernes egne synspunkter, oplevelser og meninger tæller. Vist er den “naiv”, men ikke af den grund usand.

Beskrivelsen af datidens store sammenstød om prostitution, homosex, aldersgrænser og pornografi i den offentlige debat forekommer faktisk bemærkelsesværdig aktuelle.  Man kunne have føjet til, at lægevidenskaben i datiden var enerådende som producent af viden om homoseksualitet. En position lægevidenskaben søger at opnå igen. Så havde billedet af det cykliske været komplet.

Da den type historieskrivning der her er tale om genremæssigt kan kaldes foreningshistorie fokuserer den stærkt på de personlige omkostninger begivenhederne havde for de involverede. Heller ikke det er nødvendigvis en svaghed. Tværtimod er det tankevækkende i en tid, hvor forbud omkring prostitution og pornografi igen er aktuelle. Og hvor elementer af pædofil-panik leder til stærk fokus på aldersgrænser. Alt sammen faktorer der i nutiden – lige som i fortiden – svækker mulighederne for ligestilling og rettigheder til de homoseksuelle.

Jeg bringer den historiske redegørelse uden at angive forfatter navne. For teksten bærer præg af at være forfattet af et kollektiv af personer. Uden at det klart fremgår hvem der har æren for hvilke dele. Desuden har jeg selv foretaget sproglige rettelser, og forkortet og tilpasset den. Derved er jeg blevet endnu en deltager i forfatterkollektivet. Derfor vælger jeg at stå som den der i sidste ende er ansvarlig for synspunkterne. Selvom jeg altså ikke vil tage æren for at have forfattet den.

Filmen Bundfald (1957) skildrer hvordan unge mænd forføres til homoseksualitet og kriminalitet i mødet med storbyens underverden.

Dansk homohistorie 1948-71

Kredsen af 1948

Flere steder i Europa blev der i det 20. århundredes første årtier taget tilløb til dannelse af homoseksuelle sammenslutninger og foreninger; men de blev alle bremset ved 2. Verdenskrigs udbrud. Efter krigen gik det  fremad. Det direkte incitament til homoseksuel organisering i Danmark kom fra en uventet kant, nemlig udgivelsen på dansk af den amerikanske Kinsey-rapport fra 1947 om »mandens seksuelle vaner«. I bogen »Homofile kampår, Bøsseliv gennem tiderne«, skriver stifteren af Forbundet af 1948, Axel Axgil (som dengang hed Axel J. Lundahl Madsen), at denne rapport var »det mest betydningsfulde, der skete forud for stiftelsen af de homofile organisationer i Skandinavien« (2).

I Kinsey-rapporten blev det bl.a. påvist, 37% af alle hvide, amerikanske mænd havde haft homoseksuelle oplevelser mindst én gang. Det var tal som disse, der blev startskuddet til, at Axel Axgil i sommeren 1948, på vej til Skt. Hans-fest i Aalborg sammen med en ven, tog den modige beslutning at stifte en forening for homoseksuelle, som fik det neutrale navn »Kredsen af 1948« (efter inspiration fra den schweiziske homoforening »Der Kreis«).

Det erklærede formål med Kredsen af 1948 var at skabe et nordisk forum for  homo- og biseksuelle personer i provinsen, og et af foreningens stærkeste våben blev bladet »Vennen«, som udkom første gang i januar 1949

Ligesom »Kredsen« var »Vennen« et navn hentet i udlandet, nemlig i Tyskland, hvor et homotidsskrift bar navnet »Der Freund«. Valget af navne viser, at de der stod bag den nye forening, havde kontakter i andre lande og opfattede sig som medlemmer af et europæisk homoseksuelt miljø (der var allerede organisationer i Holland, Schweiz og Tyskland), og fra starten var det tanken, at Kredsen af 1948 skulle have sektioner i hele Norden. Så vidt kom det ikke; men i 1950 var der foruden en række afdelinger i Danmark også sektioner i Norge og Sverige.

Stederne og økonomien

I Danmark opstod der hurtigt flere lokale afdelinger rundt om i de større byer, og i København søgte man klublokaler, hvor de efterhånden mange medlemmer kunne mødes uden for værtshusmiljøet. Allerede i 1949 lejede man sig ind i nogle lokaler over Rådhuskælderen i Kompagnistræde 21, og i »Vennen« kan man læse, at især mange kvinder var glade for få et mødested, der ikke havde værtshuspræg, og hvor man ikke behøvede at drikke. Det blev en succes, og allerede året efter måtte Forbundet på jagt efter større lokaler, som man fandt i Ølandshus på Amager.

I de følgende år fandt klublivet sted i forskellige lejede lokaler rundt om i byen. Især Lille Rosenborg i Åbenrå 33, hvor man lejede sig ind i 1963, kom til at spille en vigtig rolle for klublivet i Forbundet. I 1968 skiftede stedet ejer, og blev under navnet Pink Club indrettet til diskotek for Forbundets medlemmer. Stedet kom lynhurtigt til at virke som en magnet for unge bøsser og lesbiske, og på få måneder steg Forbundets medlemstal fra 600 til 1700. Imidlertid gik ændringerne ud over det lidt ældre klientel, og kvinderne mistede deres kvindeaften. Problemet blev afhjulpet med klubaftener for de lidt ældre på Jeppes Klub på Frederiksberg.

I maj 1966 blev Forbundet, efter at have samlet penge ind gennem flere år, i stand til at købe ejendommen Åbenrå 33 og 33A som fristed for bøsser og lesbiske, hvor man for første gang helt kunne være sig selv.

Her etablerede man bl.a. bibliotek, rådgivning og PAN-Information. Senere solgte man ejendommen i Åbenrå og købte restaurant Admiralen i Nybrogade. I 1980 erhvervede man ejendommen Knabrostræde 3.

Foreningens navnehistorie

Man kan udlede meget af den danske homobevægelses skiftende navne gennem tiderne. Da Kredsen af 1948 kort tid efter sin start tog navneforandring til Forbundet af 1948 skyldtes det dog nærmest en tilfældighed.

Efter udgivelsen af det første nummer af »Vennen« fik Kredsen af 1948 en henvendelse fra en københavnsk højesteretssagfører, som skrev, at han repræsenterede en gammel nonneorden, som hed Kredsen af Sct Hans Dag 1887 og var registreret under navnet ’Kredsen’. Højesteretssagføreren meddelte, at man ville sagsøge Kredsen af 1948, med mindre foreningen skiftede navn, da man ikke ønskede at blive forvekslet.

Navnet blev derfor ændret til »Forbundet af 1948«. Og dette beholdt foreningen uændret til 1968, hvor man som led i forsøget på at blive optaget i det statslige foreningsregister tog tilnavnet »Landsforening for homofile«. Dette navn beholdt Forbundet til 1977, hvor det i den ny tids terminologi blev døbt om til »Forbundet af 1948, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske«. I 1982 gik man et skridt videre og tog navneforandring til »Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, Forbundet af 1948«, forkortet til LBL.

»Vennen«

Initiativtager til Forbundets blad »Vennen« var Helmer Fogedgaard, som i de første år under pseudonymet ’Homophilos’ blev en hovedkraft bag bladet. Det var Fogedgaard, som foreslog ordet »homofil« til erstatning for »homoseksuel«. I majnummeret 1950 skriver han, at Forbundet valgte at bruge »homofil«, fordi denne betegnelse signalerer følelser (græsk »philos« = elsket) frem for seksualitet. Det var Forbundets øvrige ledelse åbenbart enige i, og i mange år fremover blev homofil det ord, man brugte i Forbunds-kredse. I Norge bruger man det endnu. Formålet med »Vennen« var at styrke sammenholdet blandt homoseksuelle og kæmpe for ligestilling, bl.a. ved at skabe forståelse i »indflydelsesrige kredse«, og man anlagde fra starten en tilpasningstrategi ved at understrege, at homoseksuelle er ligesom alle andre mennesker og lever i fred og ro uden at genere nogen. I bladet blev det desuden påpeget, at »Vennen« ikke var pornografisk. Endelig fremgik det, såvel direkte som indirekte, at Forbundet betragtede homoseksualitet som en medfødt tilstand, og altså ikke noget man kunne forføres til – en udbredt opfattelse også i efterkrigstidens samfund.

På trods af disse forholdregler fremkaldte de første numre en pressehetz, og Forbundet måtte i bladet minde om, at man havde trykkefrihed i Danmark, og at homoseksualitet ikke var forbudt.

Helmer Fogedgaard giver i »Homofile kampår« (2) eksempler på den danske presses reaktioner på »Vennen«; men han konkluderer optimistisk, at »tusindvis af homofile landet over fik nu viden om vores eksistens.«

Hetzen mod »Vennen« vidnede om uvidenhed og sensationslyst i dele af pressen. Men også det officielle Danmark havde svært ved at finde en passende mine, selvom homoseksuelle forhold var fuldt lovlige. Ifølge Straffeloven af 1930 var frivillige forhold mellem to personer af samme køn over 18 år ikke strafbart.

Den lange vej mod foreningsregisteret

Efter navneskiftet i 1949 anmeldte Forbundet af 1948 sit nye navn til foreningsregisteret; men, som det fremgår af »Homofile kampår« (3), skulle der gå mange år, før foreningen blev optaget. Axel Axgil beskriver, hvordan sagen gik sin skæve og gang. Særlig uforglemmelig er hans beskrivelse af et møde mellem ham selv, Helmer Fogedgaard og daværende justitsminister Helga Pedersen, som bl.a. udtalte flg. udødelige ord om sin holdning til homoseksualitet: »Jeg skal svare dem kort: Jeg mener, at der bør tales så lidt som muligt om det« (4).

I april 1952 kom det første officielle afslag på ansøgningen om optagelse i foreningsregisteret. Heraf fremgik det tydeligt, hvad problemet var, nemlig angsten for, at unge ville blive »forført« til homoseksualitet kombineret med en generel uvilje mod, at blive konfronteret med eksistensen af homoseksualitet.

I afslaget stod der bl.a., at »Forbundets virksomhed i højere grad synes at være lagt på, gennem sammenkomster og på anden måde, herunder udgivelse af et medlemsblad, at bringe homo-og biseksuelle personer i kontakt med hverandre på en måde, der åbner mulighed for påvirkning af ganske unge mennesker og for at vække offentlig forargelse, end på den i formålsbestemmelsen anførte, etisk betonede oplysnings og hjælpevirksomhed.« .(5)

I 1968 blev afslaget på endnu en ansøgning givet med den begrundelse, at navnet Forbundet af 1948 var for upræcist. Forbundet vedtog så tilføjelsen »Landsforening for homofile« og søgte på ny, men fik endnu et afslag, hvori man henviste til afslaget fra 1952 og oplyste, at man ikke havde ændret opfattelse af foreningens karakter siden da (6).

Først efter at foreningen i 1969 indankede denne afgørelse til handelsministeren, blev Forbundet af 1948 endelig, i november 1969, som verdens første forening for homoseksuelle optaget i et statsligt foreningsregister.

Medlemstilgang og økonomisk krise

I Forbundets første år var der som nævnt sektioner i både Danmark, Norge og Sverige, og »Vennen« fungerede som fælles medlemsblad; men i 1950 valgte man at oprette selvstændige foreninger i Norge og Sverige. I Sverige dannede man Riksförbundet för Sexuellt Likaberättigande (RFSL) og i Norge Det NorskeForbundet av 1948.

I samme periode oplevede Forbundet af 1948 sin første økonomiske krise. Krisen var ikke udtryk for, at Forbundet manglede medlemmer. I 1950 havde man 600 medlemmer, og allerede året efter var tallet steget til 1339. Den skyldtes dårlig økonomi. Bl.a. var bladet »Vennen« blevet for dyrt at producere, og i 1952 valgte Forbundet og bladet derfor at afslutte det formelle samarbejde.

»Vennen« fortsatte som en selvstændig publikation udgivet på Vennens Forlag. I den første tid fungerede Axel Axgil som ansvarshavende redaktør, indtil 1953 med Helmer Fogedgaard som fast skribent. Derefter fulgte en række redaktører, bla. andre Martin Elmer, der var redaktør fra 1956 til 1970. Ifølge Helmer Fogedgaard i »Homofile kampår« skete Martin Elmers overtagelse som et »kup« i 1956 midt under politihetzen mod bøsser i almindelighed og Forbundet i særdeleshed (7). Udgivelsen af bladet havde dog på det tidspunkt, på grund af pornografiaffæren, været indstillet i et årstid, så der var behov for, at noget skete.

Under Elmers ledelse udkom »Vennen« indtil 1970 som et uafhængigt »nordisk homofilt tidsskrift« og spillede til midten af 60’erne en væsentlig rolle som uafhængigt talerør for de danske homoseksuelle under pornografiaffæren, hvor Forbundet stod svækket. En lignende rolle havde endnu et blad, »Eos« fra 1958.

Forbundet udgav en overgang under krisen den lille publikation, »Forbundsnyt«, som afløser for »Vennen«; men 1. januar 1954 udkom første nummer af Forbundets nye blad »Pan«. Til og med sjette nummer stod alle de tre skandinaviske organisationer bag denne i starten yderst beskedne publikation, derefter kun det danske Forbundet af 1948. »Panbladet«(8) fortsatte dog med, at kalde sig et nordisk homofilt tidsskrift helt til 1968.

Siden 1954 er »Panbladet«, med varierende hyppighed, format og udstyr, udkommet hvert år i 1966-68 dog i yderst beskedent omfang og skrabet udstyr som »Pan/Forbundsnyt«. Men trods alt udkom »Panbladet«, og det er dermed verdens længst eksisterende blad for bøsser og lesbiske.

Den Grimme Lov

I 1949 var der røre i pressen om mandlig prostitution på Rådhuspladsen i København. Der var tale om en stigning i den homoseksuelle prostitution. Ifølge Wilhelm von Rosen (9) opfattede samtidens homoseksuelle mænd dette som en progressiv og seksuelt frigørende udvikling. De fleste andre var langt fra enige i denne opfattelse, og der blev indledt en langvarig hetz mod bøsser i al almindelighed og mandlig prostitution i særdeleshed. I 1961 kulminerede udviklingen med Folketingets vedtagelse med 79 stemmer mod 32 af en tilføjelse til straffelovens § 225 den såkaldte »Grimme Lov« om betalt sex. I loven stod der, at »den, der ved betaling eller løfte herom skaffer sig kønsligt forhold til en person af samme køn under 21 år, straffes med hæfte eller fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder med bøde.«

Ifølge loven kunne kunden nu straffes, hvis modtageren var under 21 år. Loven var så løst formuleret, at overdragelsen af f.eks. en pakke cigaretter eller penge til en busbillet kunne føre til straf – også selvom cigaretterne eller pengene ikke var tænkt som betaling, men som en gave.

Skærpelsen af den gældende lovgivning byggede dels på den antagelse, at man kunne »forføres« til homoseksualitet, dels på en undersøgelse af tvivlsom karakter foretaget af politiinspektør Jens Jersild, hvori han »påviste« en sammenhæng mellem mandlig prostitution og kriminalitet. Sammen med sin »onanipatrulje« skabte Jersild herefter i mange år skræk blandt de homoseksuelle. Nogle dagblade fulgte trop med hadefulde udfald mod Forbundet; men heldigvis stod Forbundet ikke alene i kampen mod den forskelsbehandling af homo- og heteroseksuel prostitution, som »Den Grimme Lov« var udtryk for.

Flere politikerne var imod loven, og dagbladene »Politiken« og »Information« stod på de homoseksuelles side. Men det hadefulde klima kunne ikke undgå at smitte af på det homoseksuelle foreningsliv. Folk var bange for, at de ved at melde sig ind i Forbundet endte i politiets registre, og det gik naturligvis ud over Forbundets økonomi. Der opstod voldsomme interne konflikter, hvor ledelsen bl.a. blev anklaget for at føre sig for aggressivt frem over for myndighederne, og på årsmødet 1952 valgte Axel Axgil at trække sig som formand.

Først i 1965, efter lobbyarbejde og en indsats af Martin Elmer og »Vennen« blev »Den Grimme Lov« ophævet, og i 1967 blev Straffelovens bestemmelser om prostitution gjort ens for homoseksuelle og heteroseksuelle.

Et af de folketingsmedlemmer, som med størst iver bekæmpede den forskelsbehandlende »Grimme Lov« var Else Merete Ross, som Jens Jersild ellers gerne ville have gjort til talerør for sine synepunkter. Om hende fortælles følgende historie:

 Allerede inden den grimme lov blev vedtaget, led Jens Jersild et afgørende nederlag…Jersild led som bekendt af den vildfarelse, at det var de homofile, der forførte trækkerdrengene og førte dem i ulykke. Jersild foranledigede, at fru Ross kunne overbevise sig on location. Han sørgede for, at hun sammen med andre kunne aflægge studiebesøg på homofile restauranter, bl.a. Can Can. Og så skete det: Else Merete Ross gik over til fjenden. Hun opdagede, at det ikke var de homofile, der forledte trækkerdrengene, men omvendt. Og dermed begyndte hendes kamp for ligeberettigelse.(10)

Pornografiaffæren

Allerede i 1955 havde de homofile problemer. Året skulle blive et skæbneår, der gav genlyd i lang tid. Wilhelm von Rosen skriver om affæren :

Pornografiaffæren er den største ’affære’ i Danmarks bøssehistorie. Den fik alvorlige følger for mange homoseksuelle mænd og for den homoseksuelle subkultur. På både langt og kort sigt. En generation af homoseksuelle, der havde været på vej ud af skabet, blev jaget ind igen. Og den førte til dyb og langvarig splittelse blandt de homofile, som var aktive i kampen for frigørelse.(11)

Den såkaldte pornografi-affære startede med, at politiet fandt et nøgenbillede af en ung mand hos International Modelfoto Service (IMS), et firma med adresse hos Axel Axgil og dennes kæreste Eigil Axgil (dengang Eskildsen) i København. Herfra formidlede man fotos af mænd, som af politi og domstole blev vurderet som pornografiske. Man fandt desuden ud af, at Axel og Eigil Axgil havde haft sex med nogle af de (efter samtidens love) mindreårige modeller.

Alt dette medførte, at Axel og Eigil Axgil blev idømt fængselsstraf i henholdsvis ét og halvandet år. Officielt på grund af kontingentrestance blev de derefter slettet som medlemmer af Forbundet, og først i 1970 blev de optaget igen. Axel Axgil er i dag æresmedlem.

Den 30. marts 1955 beslaglagde Københavns Politi kartoteker og lister over modeller, kunder og annoncører hos IMS. Pornografi-affæren bredte sig derefter som ringe i vandet og medførte fyringer, opsigelser fra logi, selvmord og fængselsstraffe. I løbet af 1955-56 blev 297 mænd dømt for »kønslig usædelighed med en person af samme køn« under 18 år og/eller under 15 år(12). Dertil kommer de mange personer – pårørende og mistænkte – som blev inddraget. Ifølge Wilhelm von Rosen(13) nævner Martin Elmer i sin bog »Selvmordsrapporten« fra 1974, at mellem 60 og 70 bøsser begik selvmord i disse år.

Igen var det politiinspektør Jens Jersild, som stædigt og nidkært bekæmpede ethvert tegn på homoseksuel »smitte«.(14)

Al denne modgang var nær ved at tage livet af Forbundet. Hvor nær fremgår af et interview i »Panbladet« (15), i anledning af Forbundets 20 års jubilæum, med en centrale person i Forbundet siden 1958, formanden Erik Jensen. Han oplyser, at medlemstallet, som havde været oppe på ca. 1600, på et tidspunkt var helt nede på 65. Samtidig glæder han sig over, at tallet i 1968 er oppe på over 2000.

I årene efter »Den Grimme Lovs« ophævelse gik Forbundet, i lighed med resten af samfundet ind i en ny tid. Ungdomsoprørets tid.

Oprørets tid

Ophævelsen af »Den grimme Lov« i 1965 og ændringen af straffelovens bestemmelser om prostitution i 1967 indvarslede en ny tid for homobevægelserne. Der spirede græsrødderne frem overalt i samfundet, og med Per Kleis Bönnelycke, der var næstformand 1968-70 og formand 1970-78, fik Forbundet en repræsentant for den yngre generation. I hans formandstid skete der er radikalisering udadtil. »Panbladet« fik fra 1971 kommercielle annoncer og blev et mere udadvendt blad. Og Forbundet, som siden starten af 1950’erne i udpræget grad havde været et københavnsk fænomen, oprettede afdelinger i de større provinsbyer.

I 1970 nåede Forbundet et rekordhøjt medlemstal på 2850, og i København tænkte man stort. I 1970 købte man restaurant Maritime i Nybrogade, hvor et nyoprettet aktieselskab stod for driften af selskabslokaler i form af Forbundets første Pan Club, som åbnede 10. juli. Stedet løb hurtigt ind i en række kriser, især efter at det i 1971 fik konkurrence fra Gay Club Copenhagen i Studiestræde og og i 1973 fra Madam Arthur.  I 1973 blev det endeligt blev tilladt for mænd at danse sammen offentligt. Før den tid måtte den slags kun foregå i foreningsregi.

Konkurrencen betød at Forbundet efter en tid ikke længere råd til at have lønnet personale. I årene frem til 1980 blev Nybrogade derfor kørt af frivillige. Med beslutningen om at drive værtshus trådte Forbundet ind i en ny tid, hvor nøgleordene blev synlighed og udadvendte aktiviteter. På den juridiske front skete den største landvinding under Per Kleis Bönnelycke’ ledelse med vedtagelsen i april 1976 af en lov, der efter mange års tovtrækkeri indførte ens seksuel lavalder for homo- og heteroseksuelle. Lovforslaget om ens seksuel lavalder blev fremsat af den  socialdemokratiske regering og lød oprindelig på ens lavalder på 14 år, som blev  anbefalet af Straffelovrådet. Folketinget vedtog som bekendt 15 år.

Men de mest markente landvindinger skete på det bevidsthedsmæssige plan. Hvor homoseksuelle indtil da havde markeret sig som »ganske almindelige mennesker«, som tilfældigvis var født med en særlig observans, der gjorde, at deres privatliv adskilte sig fra flertallets, blev nøgleordene nu synlighed og stolthed. Det var vigtigt at springe ud eller som det hed: At gøre det private politisk.

En vigtig del af oprøret var erobringen af eget navn med en egen betydning. »Homofil« repræsenterede det gamle. »Bøsse« og »lesbisk« blev betegnelserne for den nye generation, som fra 1971 hvert år markerede Christopher Street Day.

Den 27. juni 1971 gik de første homoer i Danmark i demonstration ned ad strøget i København, og i de følgende år stod Forbundet, i samarbejde med nye bevægelser som Bøssernes Befrielsesfront og Lesbisk Bevægelse bag årlige Christopher Street-arrangementer i Fælledparken.

Det oprør mod gamle seksualnormer, der foregik andre steder i samfundet kom både direkte og indirekte til at påvirke udviklingen for bøsser og lesbiske.

Noter

1. Homofile kampår s. 48

2. ibid. s. 57ff

3. ibid. s. 164

4. ibid. s. 165

5. ibid. s. 166

6. ibid. s. 168

7. ibid. s. 116

8. Bladet hedder faktisk Pan, Bladet for Bøsser og Lesbiske, men det kaldes altid Panbladet.

9. »Pornografiaffæren i 1955« s. 14

10. »Da Fru Ross gik på Can-Can, gik hun over til ’fjenden’«, Panbladet, dec. 1973, s. 10 (særnummer i forb. m. Forbundets 25-års-jubilæum.)

11. »Pornografiaffæren i 1955« s. 14

12. ibid. s. 16

13. ibid. s. 18

14. jvf. Panbladet, nr. 3, 1958 (oversigt over Forbundets 10 år)

15. Panbladet nr. 7, 1968

Litteratur

Axgil, Axel/Fogedgaard, Helmer: Homofile kampår, Bøsseliv gennem tiderne. Forlaget Grafolio 1985.

Kinsey, Alfred o.a.: Sexual Behaviour of the Human Male, Philadelphia 1948.

Forlaget Pan, LBL, 1979

Rosen, Wilhelm von: »Pornografiaffæren i 1955«, Zink nr. 4 1999.

Shyam Selvadurai: En sjov dreng

Da Selvadurai’s bog udkom på dansk i 1998 var det noget så overraskende som en etnisk homo historie. Bogens hovedperson bliver i fordanskningen “en sjov dreng”.

Originaltitlen Funny boy (1994) gengiver det bedre: Han er homo, og omgivelserne ved ikke rigtig hvad de skal stille op med ham. Det er ikke nødvendigvis sjovt, at være funny boy.

Susanne Bjertrups originale anmeldelse i Politiken fra 1998 fremhæver den politiske baggrund og hovedpersonens oplevelse af omvæltningerne på Sri Lanka:

“Det begynder med noget, der bare virker lidt urimeligt. En yndlingstante kan ikke få den mand, hun er forelsket i, fordi hun er tamil, og han er singaleser. Men snart eskalerer konflikten. Folk på Sri Lanka må opføre sig som de tre kloge aber: ser intet ondt, hører intet ondt, siger intet ondt. Imens lyder der klik i telefonen, borgerlig ret ophører med at eksistere, huse og biler brænder.

Shyam Selvadurais debutroman, En Sjov dreng, er en historie om de begivenheder, der fører til, at en velstående tamilsk middelklassefamilie må flygte fra Colombo og begynde forfra i Canada med bare 500 engelske pund på lommen. Men det er også historien om en dreng der er anderledes, uden selv at vide hvordan. Han kan bare godt lide at lege med pigerne, at klæde sig som brud med sari og sminke, og han vil give sin højre arm for ikke at skulle spille kricket med drengene. Det bekymrer hans far, som sætter mange velmente bestræbelser i gang på at afvende det uundgåelige: at Arjie forelsker sig i en anden dreng.

En Sjov Dreng handler om at vokse op og finde ud af, hvem og hvad man er og turde sætte det igennem. Det ikke nemt når man drømmer om, at livet skal være som i de singalesiske kærlighedsmagasiner, som kvinderne i den brogede familie har gemt under deres madrasser. Eller når man er den eneste tamil i sin klasse.

Historien fortælles medrivende. Den er nervepirrende i småting som f.eks. den tavshed, der sænker sig ved middagsbord, da en mor slår sin voksne datter, og tankevækkende for vestlig selvtilstrækkelighed, der ønsker flygtninge tilbage, pebret gror. For Arjies sind virker ikke særlig fremmedartet eller eksotisk. Det kunne være en danskers, fanget i øjeblikket før ydre begivenheder vælter ordenen omkuld.”

Idag er det næppe muligt – efter næsten 10 års værdidebat og indvandrerdebat – med  samme troskyldige naivitet at erklære at Arjie, bogens hovedperson,  er et menneske præcis som du og jeg. I teorien en hvilken som helst dansker “fanget i øjeblikket” før verden, som man kender den bryder sammen. En læsning af bogen der fokuserer på seksualitet og køn vil dog afsløre den samme pointe: Mekanismerne i forhold til dannelse af køns- og seksuealidentitet er yderst genkendelige.

Og Selvadurai er – som hans senere forfatterskab har bekræftet – intet mindre end et litterært talent. En kvalitet der heller ikke inden for genren homoseksuel coming of age historie kan tages for givet .

En sjov dreng er en udsprings historie fortalt i seks kapitler.

De blodige begivenheder der går forud for familiens flugt fylder så meget i drengens sind at indledningens præsentation af køns- og seksualitetsproblematikken næsten har fortabt sig inden den træder  frem som nøgle til forståelse.

Bogens indledning demonstrerer at noget så simpelt som børneleg er en strukturering af det sagte og det usagte. Begge dele lige betydningsfulde.

Verden er delt i to: Det ene territorium er drengenes kricket-bane. Det andet territorium er pigernes verden. Arjie er en feminin dreng – og føler sig kun accepteret og veltilpas i pigernes verden. Hvor han spiller brud i pigernes bryllups iscensættelse. Iført sari og sminke.

På kricket-banen – drengeverdenen – kæmper to fraktioner om magten Arjies bror og hans kusine. Børnenes verden hviler i sig selv. Pigernes accept af Arjie kommer til udtryk ved at han får hovedrollen som brud i legen af samme navn. Krisen opstår da de voksne blander sig – og erklærer, at han skal være dreng og spille kricket. Hvilket skaber en umulig og kompliceret situation i drengeverdenen, hvor ingen af holdene vil have ham. Selv om køn og maskulin aktivitet – og tydeligvis også seksualitet – er tæt forbundne, ænser ingen kusinens rolle på kricket-banen. Kun Arjie’s far er “bekymret”. For drengen.

De voksne stiller krav om, hvordan verden bør se ud. Definitionen af køn og seksualitet skal følge henholdsvis maskulin og feminin aktivitet. “Undtagelsen” er kusinen som ingen ænser. Hun er pige i drengeverdenen. De tre små aber der intet ser, intet hører og intet siger er deltager i børnelegen.

Barndommen slutter med et kys. Da Arjie er 14 år. Efter alle antydningerne: Den faderlige bekymring, opgøret med pigen der tilraner sig hans plads som brud, broderens bemærkninger, våde pletter i sarien efter han har drømt om en dreng. Alt det fik kun knap noget til at dæmre.

Et uskyldigt kys fra en dreng på skolen får derimod erkendelsen frem:

“Den anderledeshed i mig, som jeg somme tider havde fornemmet, som havde afstedkommet så meget forvirring for mig, hvori denne anderledeshed end bestod, så delte Shehan den. Jeg følte mig forbløffet over, at en normal ting – som mit venskab med Shehan – kunne have så stærke og skjulte muligheder.”

Og ved det næste kys står begge drenge med bukserne trukket ned:

“Så kyssede han mig igen, og jeg mærkede varmen fra hans krop mod min, da han pressede mig op mod væggen. Igen følte jeg, hvordan jeg gled ind i et mørke, som om jeg jeg sank ned på bunden af en dam, hvor der ikke eksisterede andet end lugt, smag og følelse.”

Selverkendelsen beskrives som en synken ned – eller ind i sig selv. Imens bliver han våd. For derefter som en svømmer at blive trukket op mod vandoverfladen.

Arjie værgrer sig, men resultatet er givet på forhånd. Der er noget i ham, der er så stærkt, at de tre små aber kæmper forgæves imod.

“Jeg var ikke en del af min familie på samme måde længere. Nu hørte jeg til i en verden, de ikke forstod, og som de ikke kunne følge mig til.”

Barndommens opdeling i territorier – drengenes og pigernes – forklarer ikke længere verden. Diktotomien mellem kønnene som skulle forklare alt – forklarer intet. Verdensbilledet er brudt sammen. Drengene havde i børneverdenen et socialt køn – den maskuline aktivitet. Og pigerne et sociale køn – gennem den feminine leg. Med en enkelt undtagelse for reglen. Kusinen der spiller kricket. Og så Arjie. I børnelegens iscenesættelsen af heteroseksualitet er der ikke plads til den homoseksuelle. Undtagen når Arjie omgår reglerne og befinder sig i pigeverdenen, hvor han skifter køn ved at iføre sig sari og sminke.

Arjie opdager at køn og seksualitet ikke nødvendigvis følges ad, sådan som normerne foreskriver. Hans lem bliver vådt da det bevæges op og ned på Shehans mave. Han bliver en mand samtidig med at han ved, at han aldrig igen vil deltage i drengenes kricket-spil. Og tillige forlader pigeverdenen – kønsskiftet – for udelukkende at lege med andre drenge, der er lige som han. Et voksent spil, hvor seksualitet og fascination og lyst er drivkræfterne.

Når kønnet indgår forbindelse med seksuel identitet er der ikke længere distance og spil mellem to verdener. Al legen foregår nu i én verden – mændenes.