Pan-bladet: Debat om Prostitution

Monolog

At kalde dette indlæg for “debat” er – indrømmet – en tilsnigelse. Formen er monologen. Der er ingen dialog. Lige som tidligere vover jeg i visse tilfælde at drage e silentio slutninger: Slutninger ud fra tavshed. Der sættes ord på meget, men i andre situationer føler mennesker ikke behov for at sige ting. Men tavshed lader sig også fortolke.

Den første artikel i denne lille serie hed Pan-bladet: Debat om sygeliggørelsen af de homoseksuelle, og den anden hed Pan-bladet: Debat om homoægteskab. Fælles for artiklerne er at de er lagt på Pan-bladet, og diskuterer LGBT politikens mål og midler.

Artiklens emne er prostitution. Der tages afsæt i Karen M. Larsen’s interview med Peter Edelberg  fra 2008. Og en debat fra efteråret 2010 med Peter Edelberg om mandlig prostitution i Danmark i 1960’erne, hvor Karen M. Larsen og undertegnede deltog.

Synspunkterne repræsenterer tre mennesker med baggrund i faget historie, men sigtet er at bidrage til politik udvikling. De politiske budskaber, der ligger i forskellige opfattelser af den nyere homohistorie skal afkodes. Det kan kaste lys over nogle begreber i den nuværende LGBT politik.

Blindhed

I de to foregående artikler har jeg kritiseret, at det man kan kalde den optimistiske LGBT politik fejer problemer ind under gulvtæppet, når den alene forholder sig til lovens bogstav. Og stiller sig tilfreds med konstateringen at sygeliggørelsen af de homoseksuelle blev afskaffet i 1981. Uden at tage almindelige holdninger i befolkningen eller udviklingen i lægevidenskabens synspunkter siden i betragtning. Udformningen af LGBT’s politik, hvor juridiske krav sættes foran alt andet – og især kravet om homoægteskab – er båret af blindhed i to forhold. Dels er fokus idag på seksualitet, ikke på civilstand. Det registrerede partnerskab havde en umådelig symbolværdi i 1989. Men ingen forestiller sig nyheden vil gå verden rundt på samme måde, hvis Folketinget idag vedtog en ægteskabslov. Og ægteskab er ikke nødvendigvis i praksis et krav blandt de homoseksuelle, hvis samlivsformer er lige så forskellige som de heteroseksuelles.

Hvordan kan LGBT politikken være så blind? Og insistere på at homoægteskab er så vigtigt en sag, at gennemførelsen af dette næsten ville tvinge at LGBT til at nedlægge sig selv og erklæret målet for nået? Og er der så – når det kommer til stykket – nogen der mener det?

Jeg fandt ikke svaret i analysen af homoægteskabets betydning. Den artikel sluttede med en “eftertanke” og ikke en konklusion. Svaret findes derimod i analysen af det, der sædvanligvis forstås som ægteskabets modpol: Prostitutionen.

Den mandlige prostitution

I et interview fra 2008 fortæller Peter Edelberg om det netop påbegyndte forskningsprojekt i homoseksualitetens historie i perioden 1949-65.  Dvs. den formative periode for det der dengang hed Forbundet af 1948 – det senere LBL og nu LGBT. Og den krise de homofile – som homoerne kaldte sig dengang – oplevede med indførelsen af den grimme lov i 1961, der strammede prostitutionslovgivningen i forhold til den mandlige prostitution. Loven diskriminerede de homoseksuelle fortæller Peter Edelberg. Og det affødte en reaktion:

“Det fører til at loven bliver afskaffet i 1965, og fra da af bygges der en generel konsensus op om, at homoseksuelle skal have samme rettigheder som andre – og den konsensus er vi stadig i gang med at udbrede.”

Det er grundantagelsen i det der kunne kaldes den optimistiske LGBT politik. Efterfølgende blev homoseksualitet fjernet fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste i 1981 og dernæst blev det registrerede partnerskab vedtaget  i 1989. Da stifterne af Forbundet af 1948, som de første homoseksuelle i verden blev officielt anerkendt som par, syntes endemålet inden for rækkevidde: Den fuldstændige juridiske accept. Mere end 20 år efter er det endnu ikke sket. Men den fremskridtstro, der er indeholdt i synspunktet lader sig for nogles vedkommende ikke ryste.

Dekonstruktion af homohistorien

Peter Edelbergs dekonstruktion af homohistorien er som han har forklaret i en debat på Modkraft mere subtil. Peter Edelberg anlægger betragtningen, at politiet indgriben over for den omfattende mindreårige prostitution disciplinerede de homoseksuelle, og gjorde dem pæne og acceptable i samfundets øjne.

“Således førte “undertrykkelse” til “frigørelse”. Historien er ofte paradoksal, og en given handling kan have uforudsete konsekvenser.”

Edelberg afviser dermed naiviteten i den såkaldte frigørelseskamp, hvor historiens resultater ofte ses som produkt af de impliceredes heroiske kamp for rettigheder og retfærdighed.

Ikke desto mindre anvender Edelberg selv terminologien. Ordene “undertrykkelse” og “frigørelse” er blot blevet forsynet med anførelsestegn, fordi de historiske subjekter er forsvundet eller i hvert fald har mistet helterollen. Og historien er nu produkt af mekanismer og sociale kræfter, der er anonyme. Selve fremskridtsoptimismen og naiviteten er derimod intakt.

Edelberg betoner dog, at “endemålet” ikke er et jurdisk reservat for de homoseksuelle i form af homoægteskab:

”De homoseksuelle” findes så længe, som der er nogle, der synes at det er en betryggende og fornuftig måde at forstå sit liv på. Men der er intet der tvinger os til at påtage os den rolle, hverken biologi, samfund eller psyke. Vi kan opfinde nye roller og nye måder at forstå vores sexliv og kærlighedsliv på.”

Den positive rolle Peter Edelberg frakender de homoseksuelle i historien om dannelsen af deres identitet tilkender han omvendt politiet personificeret af Jens Jersild. Historieforskning er ikke objektiv, men indebærer altid et valg af metoder og perspektiver. Valget af Jersild som homohistoriens helteskikkelse virker overraskende, og var som det fremgik af debatten på Modkraft.dk også kontroversiel.

Peter Edelbergs tolkning repræsenterer den optimistiske LGBT politik i dekonstrueret form. Karen M. Larsen fremsætter et lignende synspunkt på debatten. Edelberg og Larsen er bla. enige om at “normalisering” er endemålet. Og i accepten af Jersilds “lugen ud” i den danske homokultur med henblik på at gøre denne acceptabel for samfundet.

Karen M. Larsen supplerer Edelberg med en kritik af Mads Ananda Lodahl. Vanen tro er med en ad homominem argumentation, hvor Lodahl antages at ville gøre sig talsmand for:

” polyamourøse bøsser med hang til købesex med drenge under 15,

 blot Lodahl forsøger at fremsætte en konkurrerende queer-tolkning, der anfægter “normalisering” strategien.

Den dystopiske LGBT politik

Der er næsten to år mellem interviewet med Edelberg og debatten på Modkraft. Edelbergs formuleringer er næsten identiske i de to sammenhænge. Det viser sig at Edelberg har svært ved at fremlægge statistisk materiale for, hvor stort omfanget af den mandlige prostitution var. Og måske vigtigere: Hvor stort problemet med den mindreårige prostitution rent faktisk var?

Men man kan sige at givet Edelbergs problemformulering er de eksakte tal næsten ligegyldige. For Edelbergs analyse burde rettelig hedde den dystopiske LGBT politik.

For Edelberg anerkender ikke, at Jens Jersilds relative succes med at etablere en stærkt forøget politistyrke inden for sædelighedspolitiet var betinget af den homofil-panik, der var i samfundet. Edelberg vælger – med Jersild selv – at se problemet med mindreårig prostitution, som endemisk i det homoseksuelle miljø.

Forførelsesteorien

Edelberg fremhæver at han arbejder med udgangspunkt i kilderne fra samtiden. Dvs. Jens Jersilds egne betragtniger, sådan som han har fremsat dem i adskillige bøger og afhandlinger. Bla. fremsatte Jersild en forførelsesteori, og anvendte den som argument over for lovgiverne for indførelse af den grimme lov. Påstanden var, at de unge drenge under 18 år måtte beskyttes via lovgivningen imod voksne homoseksuelle, der ville forføre drengene. For når drengene først var blevet forført og havde fået smag for livet som trækkerdrenge ville de blive homoseksuelle. Hvorfor Jersild advarede imod et snigende epidemisk samfundsproblem.

Teorien fokuserer på to ting: Fremkomsten af en homoseksuel kultur efter besættelsen. Hvilket er en historisk kendsgerning. Bla. med dannelsen af Forbundet af 1948. Men den forstår væksten i antallet af homoseksuelle – ikke som et udtryk for en nye kultur i efterkrigstiden Danmark – men som en “epidemi”. Desuden karakteriserer den homoseksualitet, som en form for pædofili. Fordi det antages at det (næsten) altid er de helt unge drenge, der er i farezonen i forhold til forførelse.

Forførelsesteorien konkurrerede med andre af samtidens opfattelser, der er mere essentialistiske. F.eks. den freudianske, der tilskriver homoseksualiten barndomstraumer. Men den holder fast ved den klassiske lægevidenskabs opfattelse om en forbindelse mellem homoseksualitet og pædofili. Fordi homoseksualitet, når det kommer til stykket opfattes som en psyko-social eller neurotisk forstyrrelse.

Denne karakteristik af Jens Jersild er Edelberg særdeles uenig i. For Jens Jersild er helten i  Edelbergs historie, og disciplineringen af de homoseksuelle er i dette perspektiv et ønskeligt projekt.

Debatten demonstrerede  imidlertid en anden pointe.

Kuldsejlet “normalisering”

Som nævnt ovenfor bliver indvendiger over for “normaliserings” projektet pure afvist.

I Mads Ananda Lodahls tilfælde betød det, at han blev udpeget som talsmand for de”polyamourøse bøsser med trang til købesex med drenge under 15″.

Et halvt århundrede efter Jersilds heroiske indsats er “normaliserings” projektet altså endnu ikke lykkedes. Hvilket kun kan betyde det er en fiasko!

Hverken Peter Edelberg eller Karen M. Larsen anerkender, at samfundet i 1960’erne og samfundet og tildels i dag er præget af pædofil-panik. Dvs. en overreaktion på et problem, der er marginalt. De ser tværtimod pædofili over alt – i fortid og nutid.

Ikke som en historisk konstant, men som biologisk konstant. Uanset at de begge sværger, at de ikke anerkender lægevidenskabens definition af homoseksualitet, som biologisk entitet i mennesket er den der alligevel. Selv er de begge også yderst skeptiske i forhold til om “normaliserings” projektet vil lykkes. På trods af de tapre miner.

Edelbergs skepsis lader forvente, at hans Ph.d afhandling vil konkludere, at samfundet ikke skulle have ladet parret Axgil sætte kronen på værket ved at indgå registreret partnerskab. De bærer jo deres andel af ansvaret for udviklingen af det homoseksuelle miljø.  Hvis mentale sundhed er stærkt tvivlsom – og dermed også dets eksistensberettigelse.

Det skal erindres at den – indtil videre eneste kommentar fra Karen M. Larsen – til undertegnedes bidrag til Pan-bladets debat indeholdt formuleringen:

“Jeg tror ikke på, at alle mænd er pædofile – eller at ingen kvinder er det. Men jeg er 100 % overbevist om, at sex mellem voksne og børn ALTID er forkert – at det er en meget alvorlig forbrydelse, som samfundet skal straffe hårdt.”

Den form for formaninger over for andre debattører vidner ikke om tiltro til deres dømmekraft. Alligevel er det en indrømmelse. Når jeg tidligere har hævdet at debattører af Karen M. Larsens støbning ønsker støj i miljøet –  altså panik – kunne jeg ikke få en bedre bekræftelse. Dokumentation for at det skulle være nødvendigt, at udstede den slags advarsler har jeg endnu ikke modtaget. Men med udgangspunkt i lægevidenskabens opfattelse af den maskuline seksualitet er ingen konkret bevisførelse nødvendig.

Konklusion

Når tesen om homoægteskabet som rettighedskampens endemål af Karen M. Larsens diskuteres i sikker afstand fra ethvert begreb om sociale og politiske forhold i Danmark er det fordi den er et luftkastel.

Ingen politiker med respekt for sig selv drømmer om, at lægge kræfterne i et “normaliserings” projekt de implicerede selv anser for håbløst.  Efter karaktermord på stribe fremstår “normaliserings” projektet dybt kompromitteret.

De to debattører med historiefaglig baggrund levner ikke projektet nogen chance. På trods af  alle besværgelser. Den tredie – undertegnede – giver dem  ret i, at hverken deres optimisme eller dystopi bringer det nogen vegne.

“Jeg tror ikke på, at alle mænd er pædofile – eller at ingen kvinder er det. Men jeg er 100 % overbevist om, at sex mellem voksne og børn ALTID er forkert – at det er en meget alvorlig forbrydelse som samfundet skal straffe hårdt.”

Siger Karen M. Larsen. Mænd forstår det jo ikke. Jens Jersilds redningsforsøg virkede ikke. Men måske kan forbudspolitikken skabe en ny Jersild?

1 kommentar

  1. […] Pan-bladet: Debat om prostitution […]


Comments RSS TrackBack Identifier URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s