Max Sauco

Den russiske billedkunstner Max Sauco er uddannet fra Kunstakademiet i Irkutsk i Rusland. Han startede som maler, men skiftede til fotografi. Som maler anvendte Sauco foto bearbejdet med Photoshop, som forelæg til malerierne.

Skitserne blev så talrige at Sauco ikke formåede at male dem alle. Fotografen Oleg Stolyarov så skitserne og foreslog Sauco at udstille dem. Dermed startede Saucos fotografkarriere. Som har resulteret i en hel række guldmedaljer. Den sidste i 2010, og  givet en anerkendelse og succes han aldrig opnåede som maler.

Freud og Darwin er den største skuffelse. 2006

Computer kunst har ikke nogen høj prestige som kunstnerisk genre. Men Sauco’s baggrund som maler og høje ambitionsniveau adskiller hans billeder fra det meste, der findes inden for genren. Efter en kreativ pause 2004-2006 vendte Sauco tilbage. Han kritiserer sine tidligere billeder for at dyrke “stereotyper”. Og enkelte af de tidligere billeder er ganske rigtigt snarere en opvisning i teknik, snarere end af fantasi. “Finger” serien er selvfølgelig en markant kunstnerisk succes.

Tre billeder fra “Finger” serien 2004, der gav Sauco prisen fra La Fédération Internationale de l’Art Photographique.

Ofte hører man vendingen, at billeder “taler til mennesker”. Det gør de ikke. Det er mennesker, der taler om billeder – fortæller hvad de ser, og tolker kunstnerens billedsprog. Sauco’s billeder “taler” bestemt ikke til mennesker. Det er publikum der må stille spørgsmål om, hvad det er vi ser. Og selv svare. I et interview giver Sauco heldigvis nogle antydninger af hvad de kunstneriske intentioner er.

Sauco kalder sig selv guide til et indre univers. Dali og Magritte er inspirationer. Central er definitionen af skønhed:

“Verden er et smukt sted. Synd at vi ikke bemærker det. Eller ikke særlig tit ønsker at blive gjort opmærksom på det.”

“Kvinder står for det rene, naive og smukke”, siger Sauco. En beskrivelse der er gennemsyret af ironi.

Sauco’s billedunivers er et kvindeunivers. Men mere nuanceret end dét, der fremgår af den formulering. Direkte adspurgt hvorfor hans billeder indeholder så mange hentydninger til erotik og seksualitet svarer han:

“Sådan er kærlighed!”

Lilith. 2006.

Kun få mænd optræder i Saucos billeder. Og de er næsten altid – symbolsk – beskadiget. Mændene mangler krop eller lemmer. Og mere fatalt: Den sensualitet og seksualitet kvinderne repræsenterer. Som dog i visse tilfælde næsten er skræmmende.

Som dæmonen Lilith, der i den traditionelle ikonografien optræder med en slange. Som symbol på fri seksualitet. Hos Sauco i et lesbisk forhold. Med aben som masturberende tilskuer.

Evgraf drengen. 2002.

Manden er visse steder symbolsk repræsenteret. Som i Evgraf drengen, hvor manden optræder nøgen på billedet mellem kvinden og drengen. På én gang fraværende og nærværende.

Selvportræt. 2004.

Mænd figurerer – i modsætning til kvinder – aldrig alene på billederne. I et selvportræt fordobler Sauco sig selv. Et af de få billeder, med en “intakt” mand. Begge figurer læner sig op at et stort hunkønsvæsen.

Sauco forklarer spøgefuldt sammenhængen: Mænd kommer sjældent til ham for at være modeller. Derfor er der flest kvinder.

Freud ist gestorben. 2010. “Freud er død.” Lægen forvandlet til laboratorierotte.

Sauco insisterer på at chokeffekter, hverken er mål eller hensigt i billederne. Ligesom hverken Dali og Magritte chokerer idag. Mange vil nok alligevel se provokation eller effekt.

Murkas verden. 2007.

Den visuelle kode i nogle af billederne er humoren. Selvom den er sort. I Murkas verden optræder det sete med barnets øjne. Sauco siger:

“I barnets perspektiv lever en kat udelukkende af Whiskas. Min søn forstod ironien fuldstændigt – og bad mig endda hænge billedet på hans værelse.”

Øksen i billedet er ironisk, en overflødig rekvisit. Gennemskæringen af katten foregår ved hjælp af barnlig fantasi. På en gang uskyldigt – og dødeligt for katten.

Fødselsdagen er en trist dag. 2010.

Et næsten feministisk budskab om mænds fysiske magt og seksuelle afmagt i forhold til kvinder ses i billedet Fødselsdagen er en trist dag. Kvindens død er gaven til manden. End ikke en lille rød sløjfe på den hængtes reb mangler!

Snebolde. 2008.

Snebolde repræsenterer igen en mand uden sekualitet. Med falliske objekter i forgrunden. Magt er seksuel afmagt. Mændene er ikke kønsløse, men de er uden seksualitet.

Kvinderne optræder kønsbevidste og seksuelt udfordrende – også der hvor de optræder sammen med børn.

Suok. 2006.

I Suok er kvinden beskadiget. Drengen fremholder det falliske element. De har begge haft ufrivillig vandladning. Kvindens udfordrende attitude med spredte ben, står i kontrast til drengens bortvendte blik. Hvad er relationen mellem dem? Måske incestuøs.

To misser. 2010.

Sauco benytter sig af  traditionelle greb i billedkunsten. Kvinder repræsenterer- trods seksuelle signaler og vampede attituder- omend ikke “det rene, naive og smukke” så sensualitet og seksualitet. Trods ironisk attitude er der en tydelig erotisk fascination af kvinder.

Den sensuelle kvindekrop repræsenterer naturkraft og seksualitet. Hvor explicit seksuelt indhold fremhæver “det rene, naive og smukke.” Det er kulturhistorisk – som henvisningen til Litith angiver – ikke noget nyt.

Den seksuelt aktive kvinde er i en traditionel fremstilling forførende: Farlig eller tiltrækkende for manden. Eller begge dele på en gang.

Leda og svanen. 2010

Også den fraværende mand er et klassisk tema i billedkunsten. F.eks. i myten om Leda og svanen fra den græske antik. I myten voldtager Zeus, der har antaget skikkelse af en svane, kvinden Leda. Sauco’s billede er ikke som i den klassiske kunst et forsøg på at undvige, at vise samleje mellem kvinde og mand, ved at vise manden i dyreskikkelse. For svanen befinder sig i Leda’s mave. Mens Leda indtager svaneæg. I nogle udgaver af den klassiske myte lagde Leda to æg efter at være blevet besvangret. Igen er det billedet af den seksuelt aktive kvinde, der erstatter forestillingen om maskulin aggression og potens.

I Sauco’s univers er mænd fraværende og kvinder forfører hinanden. Eller kvinder er centrum omgivet af umælende dyr. Selvom aben i Litith billedet måske repræsenterer det maskuline.

Vitruviansk pige. 2009. Vandt guldmedalje ved Trierenberg Super Circuit 2010.

Kvinden erstatter manden i Saucos parafrase over Leonardo Da Vinci’s tegning Det Vitruvianske menneske (1487). Som verdens centrum. Som det symmetriske midtpunkt og sindbillede på universets symmetri. Omend den hvide “glaciale” kvinde til højre og halverede kvinde til venstre bryder harmoniforestillingen. Og den udstrakte arm – med et glas vin – antyder hjemlig hygge snarere end symmetri og universelle principper. En videreudvikling af renaissancens sekularisering?

Kilde:

Kunstnerens hjemmeside: Max Sauco

Tatiana Kurtanova: Interview med Sauco.

Husk at klikke på billederne for at se dem i stort format.

Skriv en kommentar

Endnu ingen kommentarer.

Comments RSS TrackBack Identifier URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s