Dansk homohistorie 1948-71

Indledning
“Den der behersker historien, behersker nutiden”, siger man. Fortolkningen af begivenhederne i fortiden og vurderingen af, hvem der var helte og hvem der var skurke bestemmer synet på nutiden. Derfor er der altid kamp om de historiske fortolkninger.

Teorien om historiens list – hvordan viden og bevidsthed om, hvad der sker og hvorfor – sker bag ryggen på de aktive deltagere i de historiske processer er 200 år gammel. Det er den konservative historieskrivnings tilbagevendende pointe: Hvad nytter det at handle, når ingen ved hvem det i sidste ende tjener?

Og det bestående samfund ses i konservativ historieskrivning altid som udviklingens højdepunkt, som resultatet af historiens skjulte kræfter og fremskridtet. Det er den filosofiske konservatisme, der her tænkes på og ikke den politiske konservatisme. Hegels filosofi er gået af mode, men de ældste ideer kan altid iklædes de nyeste gevandter. Og præsentere sig selv som de mest avancerede socialvidenskabelige forklaringsmodeller. Og derefter anvendes på f.eks. den danske homohistorie i perioden 1948-71. Det har homoforskeren Peter Edelberg gjort.

Ikke uden en vis humor – formulerer han sig på den måde, at hvis de homoseksuelle skulle være acceptable i efterkrigssamfundets øjne måtte nogen luge ud i de elementer, der overskred grænserne for, hvad man kan tillade sig i det offentlige rum, og udfordredede aldersgrænserne. Resultatet af den udvikling er cafe latte drikkende homoer – der stort set er juridisk ligestillet med den øvrige befolkning. Historiens endemål defineret som cafe latte drikkende homoer? Ja, hvorfor ikke?

Blot har jeg én indvending: Hvad med alle de der blev ofret på vejen. Af hensyn til fremskridtet? Endvidere nærer jeg tvivl om, hvorvidt det såkaldte “fremskridt” er ægte og ikke blot en illusion. For historien “slutter” jo ikke . Uanset hvad visse historikere måtte mene. Tværtimod virker det som om bestemte fænomener har det med at gentage sig.

Edelberg virker ikke tynget af bekymring for de tusinder af mennesker der fik ødelagt deres liv af forbudspolitikken i Danmark i 1960erne. Fordi moral er godt og disciplinering nødvendigt. Heller ikke fagfællen Karen M. Larsen har nogensinde – i sine gentagne tete a tete’s med Peter Edelberg – ytret sig i den retning.

Det er der derimod andre der har. Faktisk kan man på LGBT’s hjemmeside finde et eksempel på den historieforskning Edelberg afviser som “naiv”, hvor aktørernes egne synspunkter, oplevelser og meninger tæller. Vist er den “naiv”, men ikke af den grund usand.

Beskrivelsen af datidens store sammenstød om prostitution, homosex, aldersgrænser og pornografi i den offentlige debat forekommer faktisk bemærkelsesværdig aktuelle.  Man kunne have føjet til, at lægevidenskaben i datiden var enerådende som producent af viden om homoseksualitet. En position lægevidenskaben søger at opnå igen. Så havde billedet af det cykliske været komplet.

Da den type historieskrivning der her er tale om genremæssigt kan kaldes foreningshistorie fokuserer den stærkt på de personlige omkostninger begivenhederne havde for de involverede. Heller ikke det er nødvendigvis en svaghed. Tværtimod er det tankevækkende i en tid, hvor forbud omkring prostitution og pornografi igen er aktuelle. Og hvor elementer af pædofil-panik leder til stærk fokus på aldersgrænser. Alt sammen faktorer der i nutiden – lige som i fortiden – svækker mulighederne for ligestilling og rettigheder til de homoseksuelle.

Jeg bringer den historiske redegørelse uden at angive forfatter navne. For teksten bærer præg af at være forfattet af et kollektiv af personer. Uden at det klart fremgår hvem der har æren for hvilke dele. Desuden har jeg selv foretaget sproglige rettelser, og forkortet og tilpasset den. Derved er jeg blevet endnu en deltager i forfatterkollektivet. Derfor vælger jeg at stå som den der i sidste ende er ansvarlig for synspunkterne. Selvom jeg altså ikke vil tage æren for at have forfattet den.

Filmen Bundfald (1957) skildrer hvordan unge mænd forføres til homoseksualitet og kriminalitet i mødet med storbyens underverden.

Dansk homohistorie 1948-71

Kredsen af 1948

Flere steder i Europa blev der i det 20. århundredes første årtier taget tilløb til dannelse af homoseksuelle sammenslutninger og foreninger; men de blev alle bremset ved 2. Verdenskrigs udbrud. Efter krigen gik det  fremad. Det direkte incitament til homoseksuel organisering i Danmark kom fra en uventet kant, nemlig udgivelsen på dansk af den amerikanske Kinsey-rapport fra 1947 om »mandens seksuelle vaner«. I bogen »Homofile kampår, Bøsseliv gennem tiderne«, skriver stifteren af Forbundet af 1948, Axel Axgil (som dengang hed Axel J. Lundahl Madsen), at denne rapport var »det mest betydningsfulde, der skete forud for stiftelsen af de homofile organisationer i Skandinavien« (2).

I Kinsey-rapporten blev det bl.a. påvist, 37% af alle hvide, amerikanske mænd havde haft homoseksuelle oplevelser mindst én gang. Det var tal som disse, der blev startskuddet til, at Axel Axgil i sommeren 1948, på vej til Skt. Hans-fest i Aalborg sammen med en ven, tog den modige beslutning at stifte en forening for homoseksuelle, som fik det neutrale navn »Kredsen af 1948« (efter inspiration fra den schweiziske homoforening »Der Kreis«).

Det erklærede formål med Kredsen af 1948 var at skabe et nordisk forum for  homo- og biseksuelle personer i provinsen, og et af foreningens stærkeste våben blev bladet »Vennen«, som udkom første gang i januar 1949

Ligesom »Kredsen« var »Vennen« et navn hentet i udlandet, nemlig i Tyskland, hvor et homotidsskrift bar navnet »Der Freund«. Valget af navne viser, at de der stod bag den nye forening, havde kontakter i andre lande og opfattede sig som medlemmer af et europæisk homoseksuelt miljø (der var allerede organisationer i Holland, Schweiz og Tyskland), og fra starten var det tanken, at Kredsen af 1948 skulle have sektioner i hele Norden. Så vidt kom det ikke; men i 1950 var der foruden en række afdelinger i Danmark også sektioner i Norge og Sverige.

Stederne og økonomien

I Danmark opstod der hurtigt flere lokale afdelinger rundt om i de større byer, og i København søgte man klublokaler, hvor de efterhånden mange medlemmer kunne mødes uden for værtshusmiljøet. Allerede i 1949 lejede man sig ind i nogle lokaler over Rådhuskælderen i Kompagnistræde 21, og i »Vennen« kan man læse, at især mange kvinder var glade for få et mødested, der ikke havde værtshuspræg, og hvor man ikke behøvede at drikke. Det blev en succes, og allerede året efter måtte Forbundet på jagt efter større lokaler, som man fandt i Ølandshus på Amager.

I de følgende år fandt klublivet sted i forskellige lejede lokaler rundt om i byen. Især Lille Rosenborg i Åbenrå 33, hvor man lejede sig ind i 1963, kom til at spille en vigtig rolle for klublivet i Forbundet. I 1968 skiftede stedet ejer, og blev under navnet Pink Club indrettet til diskotek for Forbundets medlemmer. Stedet kom lynhurtigt til at virke som en magnet for unge bøsser og lesbiske, og på få måneder steg Forbundets medlemstal fra 600 til 1700. Imidlertid gik ændringerne ud over det lidt ældre klientel, og kvinderne mistede deres kvindeaften. Problemet blev afhjulpet med klubaftener for de lidt ældre på Jeppes Klub på Frederiksberg.

I maj 1966 blev Forbundet, efter at have samlet penge ind gennem flere år, i stand til at købe ejendommen Åbenrå 33 og 33A som fristed for bøsser og lesbiske, hvor man for første gang helt kunne være sig selv.

Her etablerede man bl.a. bibliotek, rådgivning og PAN-Information. Senere solgte man ejendommen i Åbenrå og købte restaurant Admiralen i Nybrogade. I 1980 erhvervede man ejendommen Knabrostræde 3.

Foreningens navnehistorie

Man kan udlede meget af den danske homobevægelses skiftende navne gennem tiderne. Da Kredsen af 1948 kort tid efter sin start tog navneforandring til Forbundet af 1948 skyldtes det dog nærmest en tilfældighed.

Efter udgivelsen af det første nummer af »Vennen« fik Kredsen af 1948 en henvendelse fra en københavnsk højesteretssagfører, som skrev, at han repræsenterede en gammel nonneorden, som hed Kredsen af Sct Hans Dag 1887 og var registreret under navnet ’Kredsen’. Højesteretssagføreren meddelte, at man ville sagsøge Kredsen af 1948, med mindre foreningen skiftede navn, da man ikke ønskede at blive forvekslet.

Navnet blev derfor ændret til »Forbundet af 1948«. Og dette beholdt foreningen uændret til 1968, hvor man som led i forsøget på at blive optaget i det statslige foreningsregister tog tilnavnet »Landsforening for homofile«. Dette navn beholdt Forbundet til 1977, hvor det i den ny tids terminologi blev døbt om til »Forbundet af 1948, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske«. I 1982 gik man et skridt videre og tog navneforandring til »Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, Forbundet af 1948«, forkortet til LBL.

»Vennen«

Initiativtager til Forbundets blad »Vennen« var Helmer Fogedgaard, som i de første år under pseudonymet ’Homophilos’ blev en hovedkraft bag bladet. Det var Fogedgaard, som foreslog ordet »homofil« til erstatning for »homoseksuel«. I majnummeret 1950 skriver han, at Forbundet valgte at bruge »homofil«, fordi denne betegnelse signalerer følelser (græsk »philos« = elsket) frem for seksualitet. Det var Forbundets øvrige ledelse åbenbart enige i, og i mange år fremover blev homofil det ord, man brugte i Forbunds-kredse. I Norge bruger man det endnu. Formålet med »Vennen« var at styrke sammenholdet blandt homoseksuelle og kæmpe for ligestilling, bl.a. ved at skabe forståelse i »indflydelsesrige kredse«, og man anlagde fra starten en tilpasningstrategi ved at understrege, at homoseksuelle er ligesom alle andre mennesker og lever i fred og ro uden at genere nogen. I bladet blev det desuden påpeget, at »Vennen« ikke var pornografisk. Endelig fremgik det, såvel direkte som indirekte, at Forbundet betragtede homoseksualitet som en medfødt tilstand, og altså ikke noget man kunne forføres til – en udbredt opfattelse også i efterkrigstidens samfund.

På trods af disse forholdregler fremkaldte de første numre en pressehetz, og Forbundet måtte i bladet minde om, at man havde trykkefrihed i Danmark, og at homoseksualitet ikke var forbudt.

Helmer Fogedgaard giver i »Homofile kampår« (2) eksempler på den danske presses reaktioner på »Vennen«; men han konkluderer optimistisk, at »tusindvis af homofile landet over fik nu viden om vores eksistens.«

Hetzen mod »Vennen« vidnede om uvidenhed og sensationslyst i dele af pressen. Men også det officielle Danmark havde svært ved at finde en passende mine, selvom homoseksuelle forhold var fuldt lovlige. Ifølge Straffeloven af 1930 var frivillige forhold mellem to personer af samme køn over 18 år ikke strafbart.

Den lange vej mod foreningsregisteret

Efter navneskiftet i 1949 anmeldte Forbundet af 1948 sit nye navn til foreningsregisteret; men, som det fremgår af »Homofile kampår« (3), skulle der gå mange år, før foreningen blev optaget. Axel Axgil beskriver, hvordan sagen gik sin skæve og gang. Særlig uforglemmelig er hans beskrivelse af et møde mellem ham selv, Helmer Fogedgaard og daværende justitsminister Helga Pedersen, som bl.a. udtalte flg. udødelige ord om sin holdning til homoseksualitet: »Jeg skal svare dem kort: Jeg mener, at der bør tales så lidt som muligt om det« (4).

I april 1952 kom det første officielle afslag på ansøgningen om optagelse i foreningsregisteret. Heraf fremgik det tydeligt, hvad problemet var, nemlig angsten for, at unge ville blive »forført« til homoseksualitet kombineret med en generel uvilje mod, at blive konfronteret med eksistensen af homoseksualitet.

I afslaget stod der bl.a., at »Forbundets virksomhed i højere grad synes at være lagt på, gennem sammenkomster og på anden måde, herunder udgivelse af et medlemsblad, at bringe homo-og biseksuelle personer i kontakt med hverandre på en måde, der åbner mulighed for påvirkning af ganske unge mennesker og for at vække offentlig forargelse, end på den i formålsbestemmelsen anførte, etisk betonede oplysnings og hjælpevirksomhed.« .(5)

I 1968 blev afslaget på endnu en ansøgning givet med den begrundelse, at navnet Forbundet af 1948 var for upræcist. Forbundet vedtog så tilføjelsen »Landsforening for homofile« og søgte på ny, men fik endnu et afslag, hvori man henviste til afslaget fra 1952 og oplyste, at man ikke havde ændret opfattelse af foreningens karakter siden da (6).

Først efter at foreningen i 1969 indankede denne afgørelse til handelsministeren, blev Forbundet af 1948 endelig, i november 1969, som verdens første forening for homoseksuelle optaget i et statsligt foreningsregister.

Medlemstilgang og økonomisk krise

I Forbundets første år var der som nævnt sektioner i både Danmark, Norge og Sverige, og »Vennen« fungerede som fælles medlemsblad; men i 1950 valgte man at oprette selvstændige foreninger i Norge og Sverige. I Sverige dannede man Riksförbundet för Sexuellt Likaberättigande (RFSL) og i Norge Det NorskeForbundet av 1948.

I samme periode oplevede Forbundet af 1948 sin første økonomiske krise. Krisen var ikke udtryk for, at Forbundet manglede medlemmer. I 1950 havde man 600 medlemmer, og allerede året efter var tallet steget til 1339. Den skyldtes dårlig økonomi. Bl.a. var bladet »Vennen« blevet for dyrt at producere, og i 1952 valgte Forbundet og bladet derfor at afslutte det formelle samarbejde.

»Vennen« fortsatte som en selvstændig publikation udgivet på Vennens Forlag. I den første tid fungerede Axel Axgil som ansvarshavende redaktør, indtil 1953 med Helmer Fogedgaard som fast skribent. Derefter fulgte en række redaktører, bla. andre Martin Elmer, der var redaktør fra 1956 til 1970. Ifølge Helmer Fogedgaard i »Homofile kampår« skete Martin Elmers overtagelse som et »kup« i 1956 midt under politihetzen mod bøsser i almindelighed og Forbundet i særdeleshed (7). Udgivelsen af bladet havde dog på det tidspunkt, på grund af pornografiaffæren, været indstillet i et årstid, så der var behov for, at noget skete.

Under Elmers ledelse udkom »Vennen« indtil 1970 som et uafhængigt »nordisk homofilt tidsskrift« og spillede til midten af 60’erne en væsentlig rolle som uafhængigt talerør for de danske homoseksuelle under pornografiaffæren, hvor Forbundet stod svækket. En lignende rolle havde endnu et blad, »Eos« fra 1958.

Forbundet udgav en overgang under krisen den lille publikation, »Forbundsnyt«, som afløser for »Vennen«; men 1. januar 1954 udkom første nummer af Forbundets nye blad »Pan«. Til og med sjette nummer stod alle de tre skandinaviske organisationer bag denne i starten yderst beskedne publikation, derefter kun det danske Forbundet af 1948. »Panbladet«(8) fortsatte dog med, at kalde sig et nordisk homofilt tidsskrift helt til 1968.

Siden 1954 er »Panbladet«, med varierende hyppighed, format og udstyr, udkommet hvert år i 1966-68 dog i yderst beskedent omfang og skrabet udstyr som »Pan/Forbundsnyt«. Men trods alt udkom »Panbladet«, og det er dermed verdens længst eksisterende blad for bøsser og lesbiske.

Den Grimme Lov

I 1949 var der røre i pressen om mandlig prostitution på Rådhuspladsen i København. Der var tale om en stigning i den homoseksuelle prostitution. Ifølge Wilhelm von Rosen (9) opfattede samtidens homoseksuelle mænd dette som en progressiv og seksuelt frigørende udvikling. De fleste andre var langt fra enige i denne opfattelse, og der blev indledt en langvarig hetz mod bøsser i al almindelighed og mandlig prostitution i særdeleshed. I 1961 kulminerede udviklingen med Folketingets vedtagelse med 79 stemmer mod 32 af en tilføjelse til straffelovens § 225 den såkaldte »Grimme Lov« om betalt sex. I loven stod der, at »den, der ved betaling eller løfte herom skaffer sig kønsligt forhold til en person af samme køn under 21 år, straffes med hæfte eller fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder med bøde.«

Ifølge loven kunne kunden nu straffes, hvis modtageren var under 21 år. Loven var så løst formuleret, at overdragelsen af f.eks. en pakke cigaretter eller penge til en busbillet kunne føre til straf – også selvom cigaretterne eller pengene ikke var tænkt som betaling, men som en gave.

Skærpelsen af den gældende lovgivning byggede dels på den antagelse, at man kunne »forføres« til homoseksualitet, dels på en undersøgelse af tvivlsom karakter foretaget af politiinspektør Jens Jersild, hvori han »påviste« en sammenhæng mellem mandlig prostitution og kriminalitet. Sammen med sin »onanipatrulje« skabte Jersild herefter i mange år skræk blandt de homoseksuelle. Nogle dagblade fulgte trop med hadefulde udfald mod Forbundet; men heldigvis stod Forbundet ikke alene i kampen mod den forskelsbehandling af homo- og heteroseksuel prostitution, som »Den Grimme Lov« var udtryk for.

Flere politikerne var imod loven, og dagbladene »Politiken« og »Information« stod på de homoseksuelles side. Men det hadefulde klima kunne ikke undgå at smitte af på det homoseksuelle foreningsliv. Folk var bange for, at de ved at melde sig ind i Forbundet endte i politiets registre, og det gik naturligvis ud over Forbundets økonomi. Der opstod voldsomme interne konflikter, hvor ledelsen bl.a. blev anklaget for at føre sig for aggressivt frem over for myndighederne, og på årsmødet 1952 valgte Axel Axgil at trække sig som formand.

Først i 1965, efter lobbyarbejde og en indsats af Martin Elmer og »Vennen« blev »Den Grimme Lov« ophævet, og i 1967 blev Straffelovens bestemmelser om prostitution gjort ens for homoseksuelle og heteroseksuelle.

Et af de folketingsmedlemmer, som med størst iver bekæmpede den forskelsbehandlende »Grimme Lov« var Else Merete Ross, som Jens Jersild ellers gerne ville have gjort til talerør for sine synepunkter. Om hende fortælles følgende historie:

 Allerede inden den grimme lov blev vedtaget, led Jens Jersild et afgørende nederlag…Jersild led som bekendt af den vildfarelse, at det var de homofile, der forførte trækkerdrengene og førte dem i ulykke. Jersild foranledigede, at fru Ross kunne overbevise sig on location. Han sørgede for, at hun sammen med andre kunne aflægge studiebesøg på homofile restauranter, bl.a. Can Can. Og så skete det: Else Merete Ross gik over til fjenden. Hun opdagede, at det ikke var de homofile, der forledte trækkerdrengene, men omvendt. Og dermed begyndte hendes kamp for ligeberettigelse.(10)

Pornografiaffæren

Allerede i 1955 havde de homofile problemer. Året skulle blive et skæbneår, der gav genlyd i lang tid. Wilhelm von Rosen skriver om affæren :

Pornografiaffæren er den største ’affære’ i Danmarks bøssehistorie. Den fik alvorlige følger for mange homoseksuelle mænd og for den homoseksuelle subkultur. På både langt og kort sigt. En generation af homoseksuelle, der havde været på vej ud af skabet, blev jaget ind igen. Og den førte til dyb og langvarig splittelse blandt de homofile, som var aktive i kampen for frigørelse.(11)

Den såkaldte pornografi-affære startede med, at politiet fandt et nøgenbillede af en ung mand hos International Modelfoto Service (IMS), et firma med adresse hos Axel Axgil og dennes kæreste Eigil Axgil (dengang Eskildsen) i København. Herfra formidlede man fotos af mænd, som af politi og domstole blev vurderet som pornografiske. Man fandt desuden ud af, at Axel og Eigil Axgil havde haft sex med nogle af de (efter samtidens love) mindreårige modeller.

Alt dette medførte, at Axel og Eigil Axgil blev idømt fængselsstraf i henholdsvis ét og halvandet år. Officielt på grund af kontingentrestance blev de derefter slettet som medlemmer af Forbundet, og først i 1970 blev de optaget igen. Axel Axgil er i dag æresmedlem.

Den 30. marts 1955 beslaglagde Københavns Politi kartoteker og lister over modeller, kunder og annoncører hos IMS. Pornografi-affæren bredte sig derefter som ringe i vandet og medførte fyringer, opsigelser fra logi, selvmord og fængselsstraffe. I løbet af 1955-56 blev 297 mænd dømt for »kønslig usædelighed med en person af samme køn« under 18 år og/eller under 15 år(12). Dertil kommer de mange personer – pårørende og mistænkte – som blev inddraget. Ifølge Wilhelm von Rosen(13) nævner Martin Elmer i sin bog »Selvmordsrapporten« fra 1974, at mellem 60 og 70 bøsser begik selvmord i disse år.

Igen var det politiinspektør Jens Jersild, som stædigt og nidkært bekæmpede ethvert tegn på homoseksuel »smitte«.(14)

Al denne modgang var nær ved at tage livet af Forbundet. Hvor nær fremgår af et interview i »Panbladet« (15), i anledning af Forbundets 20 års jubilæum, med en centrale person i Forbundet siden 1958, formanden Erik Jensen. Han oplyser, at medlemstallet, som havde været oppe på ca. 1600, på et tidspunkt var helt nede på 65. Samtidig glæder han sig over, at tallet i 1968 er oppe på over 2000.

I årene efter »Den Grimme Lovs« ophævelse gik Forbundet, i lighed med resten af samfundet ind i en ny tid. Ungdomsoprørets tid.

Oprørets tid

Ophævelsen af »Den grimme Lov« i 1965 og ændringen af straffelovens bestemmelser om prostitution i 1967 indvarslede en ny tid for homobevægelserne. Der spirede græsrødderne frem overalt i samfundet, og med Per Kleis Bönnelycke, der var næstformand 1968-70 og formand 1970-78, fik Forbundet en repræsentant for den yngre generation. I hans formandstid skete der er radikalisering udadtil. »Panbladet« fik fra 1971 kommercielle annoncer og blev et mere udadvendt blad. Og Forbundet, som siden starten af 1950’erne i udpræget grad havde været et københavnsk fænomen, oprettede afdelinger i de større provinsbyer.

I 1970 nåede Forbundet et rekordhøjt medlemstal på 2850, og i København tænkte man stort. I 1970 købte man restaurant Maritime i Nybrogade, hvor et nyoprettet aktieselskab stod for driften af selskabslokaler i form af Forbundets første Pan Club, som åbnede 10. juli. Stedet løb hurtigt ind i en række kriser, især efter at det i 1971 fik konkurrence fra Gay Club Copenhagen i Studiestræde og og i 1973 fra Madam Arthur.  I 1973 blev det endeligt blev tilladt for mænd at danse sammen offentligt. Før den tid måtte den slags kun foregå i foreningsregi.

Konkurrencen betød at Forbundet efter en tid ikke længere råd til at have lønnet personale. I årene frem til 1980 blev Nybrogade derfor kørt af frivillige. Med beslutningen om at drive værtshus trådte Forbundet ind i en ny tid, hvor nøgleordene blev synlighed og udadvendte aktiviteter. På den juridiske front skete den største landvinding under Per Kleis Bönnelycke’ ledelse med vedtagelsen i april 1976 af en lov, der efter mange års tovtrækkeri indførte ens seksuel lavalder for homo- og heteroseksuelle. Lovforslaget om ens seksuel lavalder blev fremsat af den  socialdemokratiske regering og lød oprindelig på ens lavalder på 14 år, som blev  anbefalet af Straffelovrådet. Folketinget vedtog som bekendt 15 år.

Men de mest markente landvindinger skete på det bevidsthedsmæssige plan. Hvor homoseksuelle indtil da havde markeret sig som »ganske almindelige mennesker«, som tilfældigvis var født med en særlig observans, der gjorde, at deres privatliv adskilte sig fra flertallets, blev nøgleordene nu synlighed og stolthed. Det var vigtigt at springe ud eller som det hed: At gøre det private politisk.

En vigtig del af oprøret var erobringen af eget navn med en egen betydning. »Homofil« repræsenterede det gamle. »Bøsse« og »lesbisk« blev betegnelserne for den nye generation, som fra 1971 hvert år markerede Christopher Street Day.

Den 27. juni 1971 gik de første homoer i Danmark i demonstration ned ad strøget i København, og i de følgende år stod Forbundet, i samarbejde med nye bevægelser som Bøssernes Befrielsesfront og Lesbisk Bevægelse bag årlige Christopher Street-arrangementer i Fælledparken.

Det oprør mod gamle seksualnormer, der foregik andre steder i samfundet kom både direkte og indirekte til at påvirke udviklingen for bøsser og lesbiske.

Noter

1. Homofile kampår s. 48

2. ibid. s. 57ff

3. ibid. s. 164

4. ibid. s. 165

5. ibid. s. 166

6. ibid. s. 168

7. ibid. s. 116

8. Bladet hedder faktisk Pan, Bladet for Bøsser og Lesbiske, men det kaldes altid Panbladet.

9. »Pornografiaffæren i 1955« s. 14

10. »Da Fru Ross gik på Can-Can, gik hun over til ’fjenden’«, Panbladet, dec. 1973, s. 10 (særnummer i forb. m. Forbundets 25-års-jubilæum.)

11. »Pornografiaffæren i 1955« s. 14

12. ibid. s. 16

13. ibid. s. 18

14. jvf. Panbladet, nr. 3, 1958 (oversigt over Forbundets 10 år)

15. Panbladet nr. 7, 1968

Litteratur

Axgil, Axel/Fogedgaard, Helmer: Homofile kampår, Bøsseliv gennem tiderne. Forlaget Grafolio 1985.

Kinsey, Alfred o.a.: Sexual Behaviour of the Human Male, Philadelphia 1948.

Forlaget Pan, LBL, 1979

Rosen, Wilhelm von: »Pornografiaffæren i 1955«, Zink nr. 4 1999.

7 kommentarer

  1. “Filmen Bundfald (1957) skildrer hvordan unge mænd forføres til homoseksualitet og kriminalitet i mødet med storbyens underverden.”

    I din billedtekst til filmen “Bundfald” skriver du ovennævnte.

    Den billedtekst er desværre meget misvisende og jeg vil anbefale dig at se filmen, som du ikke kan have set, når du skriver sådan.

    Den er udkommet på video og kan vist stadig købes.

    Ellers en flot og velskrevet hjemmeside du har.

    Venlig hilsen
    Kaj Erik Nielsen

    http://www.zaurits-buraeu.dk – om 150 års bøssehistorie

    • Du har ret i at de oplysninger, der gives i billedteksten er andenhånds, Jeg kun har set traileren fra første gang filmen udkom på DVD. Nu er den netop genudkommet, og er tilgængelig. Så jeg glæder mig til at se den.

      Jeg ved ikke hvad du mener med at billedteksten er “misvisende”?
      Hvis man læser det der står på den måde, at de unge fyre bliver lokket eller forført af homoseksuelle er det selvfølgelig ikke korrekt. Men i Jersilds forståelse af forførelse handler det om, at de unge mænd bliver ansporet af den økonomiske gevinst ved prostitution og derefter tillægger sig en homoseksuel identitet. Når de unge mænd først har haft sex med mænd bliver denne vane så stærk, at de unge mænd aldrig kommer fri af den igen. Ifølge Jersild er mekanismen så stærk, at der i realiteten er tale om en “forførelse” til homoseksualitet. Det er sidstnævnte betydning af “forførelse” billedteksten henviser til.

  2. Billedteksten er misvisende, idet der overhovedet ikke er en scene, hvor forførelse indgår – eller hvor forførelsesteorien bliver fremført.

    Filmen handler om nogle rå fyre, som groft udnytter homoseksuelle mænd, idet de tilbyder dem sex, men i stedet kun er ude på at afpresse dem og i flere scener ender med at begå overfald.
    De benytter en 17-årig (Ib Mossin) som lokkedue, men der er overhovedet ikke tale om at de ønsker sex med “kunderne”.

    Filmen ender tragisk, men se den selv.

    Hvis du er interesseret i et 8-siders filmprogram, kan jeg maile det til dig.

    Linket i min første kommentar- http://www.zaurits-bureau.dk – indeholder desværre en tastefejl. Hermed rettet.

  3. “I 1970 nåede Forbundet et rekordhøjt medlemstal på 2850, og i København tænkte man stort. I 1971 købte man restaurant Maritime i Nybrogade, hvor et nyoprettet aktieselskab stod for driften af selskabslokaler i form af Forbundets første Pan Club, som åbnede 10. juli. Stedet løb hurtigt ind i en række kriser, især efter at det i 1973 endelig blev tilladt for mænd at danse sammen offentligt.”

    I din iøvrigt fine historiske gennemgang har der indsneget sig både en årstals- og en årsagsfejl.

    I ovennævnte afsnit skal åbningsdatoen være 10. juli 1970.

    Årsagen til Pan Clubs kriser skal især søges i, at Gay Club Copenhagen, Studiestræde 31 åbnede i 1971, samt at Madame Arthur, Lavendelstræde 15 åbnede i 1973. Det var altså almindelig konkurrence fra andre klubber med dans, der var en årsag til Pan Clubs kriser. På samme tid var der tre homo-steder, hvor der kunne danses.

  4. Den beskrivelse du giver af de unge og deres adfærd stemmer overens med andre beskrivelser jeg har hørt af filmen.

    Som du sikkert ved var Jersild konsulent ved indspilningen af filmen. Forråelsen af ungdommen var netop et af de problemer som Jersild ville gøre opmærksom på. Alene det homoseksuelle miljøs eksistens var givetvis i Jersilds øjne et problem. Det lyder underligt bagvendt, at ofrene for volden skulle være skurkene i historien. Men det forekommer alligevel at være tilfældet. Ganske i tråd med politiets egen praksis, hvor de fokuserede på, at ramme de homoseksuelle prostitutionskunder. Ikke på at komme kriminalitet blandt trækkerdrenge til livs.

    Du endelig sende filmprogrammet til mig. På forhånd tak.

    Min e-mail er:

    hbg254@live.dk

    Jeg vil tjekke din hjemmeside.

    Tak iøvrigt for dine præciseringer. Jeg håber at læserne forstår sammenhængen, når de ser kommentarerne. For du har helt bestemt ret i, at man skal kunne læse indenad for at forstå billedteksten.

  5. Tak for rettelserne. Jeg har taget dem til efterretning.

  6. Og tak for filmprogrammet.


Comments RSS TrackBack Identifier URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s