Jens Jersild og den grimme lov

En anmeldelse af: Den grimme lovs genealogi. Et kapitel af homoseksualitetens historie i Danmark. Af Peter Edelberg. Trykt i Historisk Tidsskrift bind 110, Hæfte 1, s.166-209. (1)
 
I det følgende vil også en tidligere artikel af samme forfatter blive inddraget i diskussionen: Politiinspektør Jens Jersild – Inkvisitor eller reformator? Peter Edelberg i: Tidsskrift for historie, årgang 39, nr.4, december 2009, s.22.
 
Og – lidt utraditionelt – vil historikerens plads i den aktuelle samfundsdebat  blive inddraget.
 
Først en kort redegørelse for nogle hovedpunkter i den grimme lovs tilblivelseshistorie. Peter Edelberg har selv redegjort for sin historieskrivning på den måde, at han skriver “historier”. Og derved tages der forbehold over for traditioner og metoder, hvor objektivitet og sandhed opfattes som noget absolut. Derfor bliver hans udsagn i det følgende kaldt “historier”. Da de ovennævnte to artikler i realiteten anmeldes samlet her er spørgsmålet, hvad de to “historier” så fortæller om den grimme lov?
 
 
 

Jens Jersild var usædvanlig alsidig. Han fungerede som konsulent for Palle Kjærulff-Schmidt på filmen Bundfald (1957).

Historier

 
I 1961 blev loven pressen meget hurtigt døbte “Den grimme lov” vedtaget i Folketinget. Under en socialdemokratisk regering. Loven havde følgende ordlyd:

 Den som ved betaling eller løfte herom skaffer sig kønsligt forhold til en anden person af køn under 21 år, straffes med hæfte eller med fængsel indtil 1 år eller under formildnende omstændigheder med bøde.” (§ 225, stk.4)

Tankerne bag loven var langt fra nye. Intentionen om en revision af prostitutionslovgivningen stammede helt tilbage til 1930’erne. Men besættelsen havde sat en stopper for lovmæssige tiltag. Efterkrigstiden bragte et opbrud. To tendenser stødte sammen: En spirende bevægelse for rettigheder blandt de homoseksuelle selv, og en moralsk diskurs der fokuserede på homoseksuel prostitution som samfundsproblem. Begge disse diskurser afløste eller supplerede en ældre patologiserende psykiatrisk-biologisk forståelse af homoseksualitet.

Den ambitiøse politiinspektør for sædelighedspolitiet Jens Jersild var en central person. Både i embeds medfør, som ivrig deltager i den offentlige debat og som medlem af det i 1949 nedsatte prostitutionsudvalg.

Debatten om prostitution fik en særlig drejning i 1955 med den store pornografiaffære. Stifterne af det der dengang hed Forbundet af 1948 distribuerede blød pornografi – billeder af nøgne unge mænd –  hvilket var ulovligt efter datidens lovgivning. Og politiet optrevlede via kundekartoteket et homoseksuelt prostitutionsmiljø. Ca. 300 mænd dømtes for seksuel omgang med mindreårige, og mellem 600 og 1500 personer afhørtes af politiet. Det skal erindres at den seksuelle lavalder dengang var 18 år for homoseksuelle, og 15 år for heteroseksuelle forhold.

Disse begivenheder resulterede i en moralsk panik. En moralsk panik er blandt andet kendetegnet ved misforholdet i proportionerne mellem den bekymring der er i forhold til et socialt problem – i dette tilfælde den homoseksuelle prostitution – og  problemets faktiske omfang. Panikken betød at en lang række vidtgående forslag blev diskuteret i prostitutionsudvalget. Men justitsministeriet syltede prostitutionsudvalgets forslag og da loven skulle vedtages i Folketinget i 1961 havde panikken lagt sig. Det forslag Folketinget blev præsenteret for repræsenterede til dels Jens Jersilds (mindretals) synspunkt.

Ifølge Peter Edelberg havde Jens Jersild arbejdet for at erstatte kriminalpolitik med socialpolitik. Men det omvendte skete. Prostitutionslovgivningen strammedes til også at omfatte prostitutionskunder. Tankerne om kontrol og overvågning samt særbehandling af homoseksuelle havde trods de nye diskurser i efterkrigstiden ikke forladt lovgiverne.

Hermed tegnes et andet billede af Jersild end det eftertiden ret enstemmigt har taget til sig. Eftertiden har navnlig indvendt imod Jersild, at hans forførelsesteori forbandt homoseksualitet med kriminalitet. Edelberg ser derimod moderne træk i forførelsesteorien. Bla. at den støttede sig på ny amerikansk forskning, nemlig Kinseys rapport om den mandlige seksualitet. Og dermed modificerede den en ellers fremherskende patologiserende psykiatrisk-biologisk diskurs om homoseksualitet.

Den Mandlige Prostitution (1953) afviser Jersild de tidligere herskende psykiatriske forklaringer på prostitution og homoseksualitet. F.eks. hormonelle faktorer som forklaring på homoseksualitet. Og teorier om neurotisk forældrebinding samt homoseksualitet som en uudviklet infantil seksualitet eller moralsk degeneration.

Billedet af Jersilds nuanceres og mange spændende detaljer i den grimme lovs historie kommer frem. Spørgsmålet er blot om dokumentationen kan bære visse af de vidtrækkende teser. Emner der blev berørt i den tidligere artiklen om Jersild som inkvistor eller reformator er faldet ud af artiklen i Historisk Tidsskrift. Jersilds tanker i bogen De pædofile (1964) diskuteres ikke.

I artiklen om Jersild som inkvisitor eller reformator citeres Jersild for synspunktet, at de pædofile var en gruppe:

“af så selvstændig en karakter, at den på flere punkter adskiller sig fra såvel de heteroseksuelle, som de homoseksuelle, og ved udskillelse mener jeg at kunne befri det store antal mænd, der i undersøgelsen vil kunne blive kaldt de normale homoseksuelle, for at blive identificeret med kriminelle.”

Edelberg mener at Jersild efter panikken har lagt sig – og den grimme lov er blevet vedtaget  – reformulerer problemet om de homoseksuelle og prostitutionen. Men erklærer sig uenig i den opfattelse.

Edelberg hævder istedet:

“At dette skarpe skel skulle eksistere virker ikke overbevisende, når man studerer den homoseksuelle subkultur i samtiden. Trækkerdrengene var stadig i 1964 en integreret del af subkulturen. De homoseksuelle magasiner bugnede af nøgenbilleder af unge drenge lige før og lige efter puberteten.” (s.22)

Den påstand er faldet ud af artiklen i Historisk Tidsskrift. Enten fordi emnet er den grimme lovs forhistorie. Eller fordi påstanden ikke kan dokumenteres? Det skal forsøges opklaret nedenfor. Men først en kommentar til andres vurderinger af Edelbergs karakteristik af Jens Jersild og forløbet der førte til den grimme lov

Fagfællen Karen M. Larsen har i en anmeldelse Den grimme lov og Jens Jersild af artiklen i Historisk Tidsskrift kraftigt betvivlet, at Edelbergs forskning – uanset hvor mange nye og interessante detaljer om perioden og Jersilds synspunkter den bringer for dagen – rokker det billede nogle allerede i datiden havde dannet sig og som der næsten har været konsensus om i eftertiden.

Mads Ananda Lodahl har – ud fra helt andre teoretiske forudsætninger – i artiklen Den danske konge af homofobi – fuldstændig afvist Edelbergs revisionisme.

Konsensus kan selvfølgelig opleves som både kontroversiel og provokerende af en yngre og ambitiøs historiker. Spørgsmålet er om det er nok til at foranledige historikeren til en så drastisk omtolkning. Det er næppe sandsynligt.

Det er svært at undgå at få fornemmelsen, at der har fundet en udvikling sted i forskningen fra artiklen om Jersild som inkvisitor eller reformator og til artiklen i Historisk Tidsskrift. Selvom fremstillingen af den grimme lovs genealogi – efter undertegnedes mening – ikke fuldt underbygger teserne.

Fremstillingen i Historisk Tidsskrift lider under, at nyt materiale bliver fremlagt uden at det præger konklusionen i nævneværdig grad. Elementer der bestyrker en anden synsmåde og andre vinkler på begivenhederne falder ud af konklusionen. Forskningsresultaterne der fremlægges er interessante og overbevisende. Men konklusionen er ikke dækkende. Hvilket forekommer mærkværdigt. Og er en overvejelse værd.   

 
 
 
 

Med til Jens Jersilds omfattende aktivitet hørte også et forfatterskab. Bla. bogen De Pædofile (1964).

Debatten

Enhver forsker med respekt for sig selv ønsker at fremstå troværdig, og skelner derfor mellem debat og forskning. Men historikeren er en del af samfundet og befinder sig i et bestemt kulturelt klima.

Som nævnt falder emnet pædofili ud af artiklen i Historisk Tidsskrift. Spørgsmålet er imidlertid ikke hvorfor det falder ud, men omvendt: Hvordan det overhovedet er kommet ind? Selv under hensyntagen til det forhold at Jersild har skrevet en bog om emnet, og har gjort sig visse tanker.

For som det skal vises nedenfor indgik pædofili ikke i samfundsdebatten eller knyttedes sammen med lovgivningsmagtens tiltag i forhold til homoseksualitet og prostitution i perioden før og efter den grimme lov.

Her må nutiden tages i betragtning. Situationen er: Historieforskeren undersøger en historisk periode, hvor moralsk panik gjorde sig gældende, men befinder sig i en nutid hvor en form for moralsk panik ligeledes optræder.

Uanset fordringen om at historikeren holder hovedet koldt og lader sig lede af fornuft kan det gå galt. I en offentlig debat i Pan-bladet, hvor hysteri omkring emnet pædofili skulle have været diskuteret præsterede Karen M. Larsen følgende følelsesudbrud:

“Jeg tror ikke på, at alle mænd er pædofile – eller at ingen kvinder er det. Men jeg er 1000% overbevist om, at sex mellem voksne og børn ALTID er forkert – at det er en meget alvorlig forbrydelse som samfundet skal straffe hårdt.”

En diskussion om hvordan panik også præger det homoseksuelle miljø blev altså fejet af med moralisme. Og rationel debat og fornuft blev erstattet med hysteri og en inkvisitorisk attitude.

I den situation forekommer det ironisk, at Edelberg der søger at formidle billedet af Jens Jersild, som en person med visse humane træk, og ønsker at revidere synet på Jersilds forførelsesteori får sin forskning bedømt – og afvist – af mennesker der spiller med i nutidens moralske panik. Fortiden må ikke fremstå human og rationel, når mennesker i nutiden ønsker fordømmelse, straf og inkvisition!

De pædofile

Forklaringen på at påstanden om en forbindelse mellem de homoseksuelle og de pædofile ikke dokumenteres er, at der er tale om en anakronisme. Her vil jeg henvise til en artikel i Videnskab.dk.

Karen Pallesgaard Munk fik  i 1997 til opgave at interviewe de personer, der var blevet dømt for seksuel omgang med mindreårige, før og efter en behandlingsdom. Som psykolog, ph.d. og lektor ved Center for Sundhed, Kultur og Menneske ved Aarhus Universitet har Karen Pallesgaard Munk bidraget til udviklingen af en psykiatrisk diagnose af pædofili i Danmark:

“Folketinget vedtager i 1997 et lovforslag, som giver retten mulighed for at idømme børnekrænkere en behandlingsdom. Dette mener jeg, er kulminationen på en udvikling, hvor seksualitet er blevet et anliggende for psykiatere og dermed for lægestanden.”

Karen Pallesgaard Munk henviser til Richard von Krafft-Ebings værk Psychopathia Sexualis afgørende betydning for klassifikation af hvad der er sygelige og perverse  former for seksualitet:

“Denne seksualitetsforståelse bliver benyttet som målestok for, hvilken type seksualitet der er naturlig, og hvilken der er afvigende og syg. Den type seksualitet, der ikke kan føre en graviditet med sig, er syg, afvigende og pervers.”

“Dermed er vejen banet for lægestandens behandling af seksuelle afvigere,  hvor behandlingsdommene, de pædofile får, blot er sidste skud på stammen. Jeg ser det som statsdisciplinering af en seksualitet, man ikke bryder sig om.”

Udformningen af den psykiatriske diagnose af pædofili er altså relativt ny. Og iøvrigt sammenfaldende med, at den første store pædofil-panik udbrød i Danmark. (2)

Hele tesen om en sammenhæng mellem det homoseksuelle miljø i tiden omkring den grimme lov og de pædofile er altså anakronistisk. Jersilds betragtninger i bogform om de pædofile repræsenterer private synspunkter – ikke det officielle Danmark. Persontypen “den pædofile” fandtes – officielt – ikke.

Karen Pallesgaard Munk gør opmærksom på at termen pædofil idag ofte bruges i flæng. Det er imidlertid en psykiatrisk diagnose med veldefinerede kriterier. Et af disse er at pædofile kun tænder seksuelt på børn – ikke på voksne mennesker. Men den diagnose er altså blevet konstrueret langt senere. Uanset hvad nogle idag måtte mene om seksuelle forhold mellem voksne og meget unge mennesker havde det officielle Danmark absolut ingen mening om det i datiden. I hvert fald ikke en mening baseret på diagnose eller lovgivning.

De homoseksuelle og prostitutionen

Politiet beskæftigede sig på Jersilds tid med prostitution som var kriminaliseret. Og der var moralsk panik i forhold til de homoseksuelles mulige forførelse af ungdommen til homoseksualitet. Sammenblandingen af homoseksualitet og pædofili forekommer kun at være mulig retrospektivt. Fordi der idag eksisterer det Karen Pallesgaard Munk kalder en statsdisciplinering af seksualiteten.

Fokus i datiden var på nytte og samfundstjenelighed. Mistanken om at uskyldige drenge blev forført truede begge disse goder, hvilket afstedkom samfundsmæssig reaktion. F.eks. i form af lovgivning. Derimod blev mindreårighed i sig selv ikke blev anset for et problem. Forestillingen om offer og seksualforbryder – på den måde disse begreber anvendes i forhold til pædofili –  hører en anden tid til. Ganske vist fandtes der – som nævnt ovenfor en seksuel lavalder på henholdsvis 15 år og 18 år for heteroseksuelle og for homoseksuelle forhold. Men overtrædelse af denne lovgivning blev betragtet på linie med enhver anden kriminalitet. Lige som f.eks. tyveri ikke blev anset for psykisk skadeligt for individet, men derimod nok skadeligt for samfundsordenen. Derfor Jersilds afdæmpede attitude i forhold til de homoseksuelle der ikke havde kontakt til prostitution. De kunne ikke mistænkes for at forføre unge drenge, og føre dem ind i en nedadgående social spiral.

Datidens syn på homoseksualitet var i høj grad baseret på den patologiserende psykiatrisk-biologiske forståelse. Hvilket Edelbergs fremstilling i artiklen i Historisk Tidsskrift også demonstrerer på glimrende vis. Derfor er det beklageligt at flere vigtige pointer ikke er nået med i konklusionen.

Forførelsesteorien

En interessant detalje i forbindelse med Kinseys uden tvivl banebrydende værk om den mandlige seksualitet er de  modsatrettede slutninger, det var muligt at drage på grundlag af dette. Stifterne af Forbundet af 1948 har i Homofile Kampår fremhævet hvor vigtig en inspiration bogen var for den homofile rettighedskamp. Peter Edelberg peger på, hvor vigtig en inspiration værket var for Jens Jersild, der dermed kunne dreje diskursen om homoseksualitet væk fra det psykologiserende og individualiserende hen imod de sociale faktorers betydning for udvikling af homoseksualitet. Blot virker det som om Edelberg overser, at Kinsey havde udgangspunkt i lægevidenskaben og de sociale faktorer Kinsey peger på danner den seksuelle prægning. Dvs. synspunktet er deterministisk. Seksualitet ses ikke som udtryk for lyst, begær eller valg. Men med Kinsey som udgangspunkt kunne Jersild på en måde det ikke tidlligere havde været muligt, give forførelsesteorien en form for videnskabeligt fundament. Axel Lundahl-Madsen kunne uden at opgive de homofiles tese om homoseksualitet som medfødt eller determineret uden videre acceptere Kinseys beskrivelse af den mandlige seksualitet. Større var forskellen ikke. Det efter samtidens forhold progressive ved Kinseys betragtningsform var at den skilte sig af med dele af psykiatriens patologiserende forståelse af homoseksualitet. Men samfundets – og de homoseksuelles egen diskurs om homoseksualitet – var i høj grad domineret af lægevidenskab. Opgøret med denne forståelse kom først årtier senere.

Konklusion

Artiklen Den grimme lovs genealogi nuancerer synet på en vigtig periode i de homoseksuelles historie. Og bidrager med spændende og vigtige indsigter. Især detaljerne om den danske og skandinaviske psykiatris indstilling til fænomenet homoseksualitet bliver belyst på en måde det ikke har været tidligere. Prostitutionsudvalgets arbejde bliver ligeledes belyst på en spændende måde.

Historieforskningen lider nogle gange af mindreværdskomplekser over for andre videnskabelige discipliner – der fortjent eller ufortjent – har langt højere prestige i samfundet. Den type komplekser er aldeles uberettigede. Historieforskningens resultater er i visse tilfælde overraskende ikke blot for de der deltager i debat. Men måske også for forskerne selv. At en tid der ud fra den historiske betragtning ikke er så fjern endda kan have et radikalt anderledes syn på homoseksualitet kan forekomme overraskende. At sygeliggørelse af seksualitet er i “fremgang” – sådan som Karen Pallesgaard Munk redegør for – synes ligeledes i modstrid med vores ønske om at se nutiden som tolerant og liberal. Betragtningen af prostitution som moralsk fordærv af mennesker, der enten i forvejen er skadede  – dvs. homoseksuelle – eller er i fare for at blive det er fordomsfuld og deterministisk. Men her var Jersild entydig og fuldstændig umisforståelig. F.eks. når han udtaler sig på følgende måde i bogen Den Mandlige Prostitution:

“…Der er…ikke noget ondt i at modtage en cigaret fra en venlig mand, navnlig ikke når man er tobakshungrig. Heller ikke i at lade sig invitere hjem i en varm stue på en øl og et stykke mad, når man er sulten og tørstig. Når man senere går, er det også vanskeligt at sige nej til nogle kroner, når man er helt på bar bund og navnlig, når pengene ligefrem presses en i hånden. Når vedkommende derpå har levet på denne måde – som prostitueret – i nogle uger eller måneder eller måske mere og faktisk er led ved sig selv, ja så er skridtet over i den mere håndgribelige kriminalitet formentlig ikke så stort længere…

Af disse grunde, og fordi man ikke må glemme, at forseelsen kun er en videreførelse af en praksis, som den pågældende ofte har lært i de forskellige anstalter, eller hvor de nu har været anbragt mellem lutter mænd, som skal have udløsning, enten fordi de savner omgang med kvinder, eller fordi de er homo- eller biseksuelle, er en særbehandling af de prostituerede nødvendig og ønskelig i modsætning til cykeltyven og automattyven…” (s.117)

Jersilds egen diskurs om prostitution forekommer derfor – ligesom samtidens – at være sammensat af elementer der er moraliserende og patologiserende. På trods af at Jersild fremstillede sin indsats som social.

 

(1) Et engelsk summary: The Genealogy of the Ugly Law

(2) Henning Bech: Kvinder og mænd. Hans Reitzels Forlag. 2005.

1 kommentar

  1. […] Måske også fordi en kriminalisering af de homoseksuelle kunder under det der blev kaldt Den grimme lov 1961-65 er et ubelejligt emne for tilhængerne af købesexforbud. Det købesexforbud der blev […]


Comments RSS TrackBack Identifier URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s