Ane-Marie Kjeldberg: Marcipansøstre

Indledning

Bøger har deres eget liv. De læses og anmeldes. Nogle glemmes andre læses igen. Eller opdages når de omtales igen og omvurderes.

Misforståelser ryddes af vejen. Ane-Marie Kjeldberg’s tre år gamle roman Marcipan søstre er blevet genanmeldt af Peter Koch Henrichsen på Kultur for unge. Der lå netop adskillige misforståelser i modtagelsen dengang.

Marcipansøstre

Romanen handler om Eva der møder de tre søstre Caritas, Dike og Arendse. Eva bor i Silkeborg – provinsen – og de tre piger fra  familien Dusar kommer til. Eva føler sig tiltrukket og frastødt. På en gang. Det går galt da pigerne fra Dusar familien gør tilnærmelser til den 26-årige Flemming, der er læge og ligeledes tilflytter. Eva vil ikke finde sig i at blive lukket ude af fællesskabet, fordi hun er provinsiel og bornert – men alle grænser overskrides. Eva følger – men stritter også imod.

Peter Henrichsen giver romanen 6 stjerner. I kontrast til de oprindelige anmeldelser, der var forbeholdne eller kritiske. Faktisk er skiftet i stemningsleje så markant, at det er interessant, at holde den nye anmeldelses positive vurdering af bogen op imod tidligere læsninger.

2008

Berlingskes anmelder Anne Lise Marstrand-Jørgensen toner rent flag i overskriften Vaklende roman om ung seksualitet og giver to stjerner. Maria Tetzlaf fra Politiken er under overskriften Saftige piger i Silkeborg væsentlig mere positiv. Og endelig er Tina Charlotte Møller fra litteraturmagasinet Sentura på en gang skarp og positiv under overskriften Trang til at røre.

Sidstnævnte overskrift beskriver den komplekse problemstilling: Teenagepigernes trang til at røre – ved hinanden og måske mænd – er tilstede. Men som bekendt er ikke alt tilladt, hverken i moralsk forstand eller på anden måde:

“Med Marcipansøstre begiver Ane-Marie Kjeldberg sig ud i grænselandet for, hvad det er alment acceptabelt at fremstille i kunsten. Hun skriver om det, mange ikke vil se – at også børn har seksuelle følelser og en medfødt nysgerrighed overfor dette aspekt af tilværelsen, og at vi voksne nogle gange kan gøre mere ondt end godt med vores forskrækkelse over dette faktum.

Der er sansehidsende sekvenser i Marcipansøstre – sekvenser, hvor også barnets seksualitet er i fokus – og læseren konfronteres med sin egen ambivalens. Men værkets holdning er klart, at børns seksuelle nysgerrighed ikke må udnyttes af voksne krænkere, ligesom heller ikke velmenende og forskrækkede voksnes tabuisering af barnets følelser må bidrage til at stigmatisere barnet.”

Med understregningen af at krænkelser af børn ikke må finde sted under noget påskud, hverken det første eller sidste hæver Tina Charlotte Møller sig over den modsætning mellem frigjorthed og puritanisme, der er romanens univers. Og som – til dels – spejles når anmelderen fra Berlingske opponerer mod romanens påståede frigjorthed og demonstrativt tager afstand fra projektet:

“Hvis det er nypuritanisme at sige højt og tydeligt, at seksuelle forhold mellem børn og voksne er forkert, så synes jeg vi skal få sat nypuritanisme øverst på dagsordenen.”

Denne enkelte sætning fra anmeldelsen viser, hvor kort vejen fra litteraturanmeldelse til propaganda er. Og hvor lette point der er at vinde ved at undsige synspunkter, der aldrig har været fremført. Begge elementer præger alt for ofte denne type diskussioner. Og i dette tilfælde vidner anmeldelsen ikke om nærhed til litterære sammenhæng, snarere om den moralske panik, der med mellemrum blusser op. Og har gjort det siden 1997.

Maria Tetzlaff får med karakteristikken af klasseforskellen mellem det bornerte og provinsielle miljø på den ene side, og det frigjorte og elitære på den anden side peget på:

“at frigjorthed for nogen har omkostninger for andre…”

Ifølge Tetzlaff er der slet ikke tale om, som Berlingskes Anne Lise Marstrand-Jørgen hævder, at der vendes rundt på tingene og overgrebsmænd får ofre til at føle skyld uden, at forfatteren tager afstand til det. Normalt vil læseren have sig frabedt, at forfatteren griber til statements eller propaganda for eller imod synspunkter. At de to anmeldere er uenige i deres læsning, vidner om, at romanen har så meget litterær kvalitet, at den åbner for forskellige tolkninger. Tetzlaff ser nemlig “overgrebsmændene” som familien Dusar:

“…det er den ’bornerte’ medløber Eva, der til sidst – dog uden held – sætter hælene i, da hendes retfærdighedssans krænkes. Inden da har adskillige små krænkelser fundet sted i de personlige, fysiske eksperimenters navn, og de ansvarlige fortrækker – som de har gjort før – til ’nye udfordringer’, da deres handlinger får konsekvenser.”

Ane-Marie Kjeldberg

Marcipansøstre forfalder ikke til prædiken af hverken den ene eller den anden “moral”. I en debat på Litteratursiden har forfatteren Ane-Marie Kjeldberg fremhævet romanens ambivalens:

“At bogen vækker dobbelte følelser, er jeg mere end glad for at høre. Det havde jeg ønsket mig, eftersom alt netop er så ambivalent i Eva. Hendes vaklende, urolige tilstand ville jeg gerne formidle, ikke blot som skildring, men som følelse.”

Her er det hovedpersonens følelsesliv der henvises til, og det indtryk det må gøre på læseren.

Peter Koch Henrichsen

2011

Peter Koch Henrichsen på Kultur for unge kommenterer direkte tabuiseringen af børns og unges seksualitet:

“Selvom vi i 2011 tror vi er fuldstændig seksuelt frigjorte, og sangerinden Medina kan optræde med bare bryster til et velgørenhedsshow i tv i bedste sendetid, hører det stadig til en sjældenhed, at forfattere tør bevæge sig ind på det minerede område, der hedder børn og unges seksualitet. Fordi vi pludselig er blevet så bevidste om at pædofile eksisterer, kommer nogen pludselig til at fornægte børns og unges seksualitet og fordømmer alt hvad der er skrevet om den, for at føle sig politisk korrekte og på den ”sikre side” mod seksuelle overgreb. Selv en rigtig fin, ikke-moraliserende og på ingen måder vammel bog som ”Marcipansøstre”, ER blevet beskyldt for at være en opfordring til pædofili, hvilket i mine ører lyder som om, der stadig eksisterer debattører fra middelalderen (som så må være minimum 512 år i dag).”

Som Peter Henrichsen gør opmærksom på er bogen blevet beskyldt for at være en opfordring til pædofili. En måde at vige uden om en reel diskussion af fænomenet sex og seksualitet og tiltage sig et monopol på sandhed. Det har præget den offentlige debat i en årrække, at mennesker der rent faktisk er blevet krænket-  eller af politisk overbevisning føler, det er nødvendigt at rejse emnet på den måde –  står frem og fortæller om det. De der er blevet krænket gør – bevidst eller ubevidst – opmærksom på deres deres særlige viden om problemet. Overgreb virker imidlertid ikke ens på mennesker. De der står frem er ikke nødvendigvis repræsentative i nogen henseende. De vidneudsagn der bliver afgivet i den forbindelse er derfor ofte af tvivlsom værdi.

Ofre som vidner

Et særligt tilfælde i denne forbindelse udgør Karen M. Larsen fra LGBT Danmark. Karen M. Larsen har i det, der angiveligt skulle være en anmeldelse afvist bogen og kaldt den:

“et meget betænkeligt plaidoyer for accepten af sex mellem store børn og voksne.”

Karen M. Larsens mener at kunne konkludere:

“Budskabet er vel, at mindreårige piger emmer af seksualitet og ganske frivilligt og med stor nygerrighed og lyst indgår i seksuelle forbindelser med voksne mænd, men at det fordømmende og snerpede samfund stempler sådanne piger som ofre ligesom de helt uskyldige mænd, der har ladet sig lokke, bliver stemplet som perverse forbrydere.

Og det er sikkert dem, der vil købe det budskab. Jeg, der selv blev udsat for et seksuelt overgreb som barn, og som oplevede det som meget, blot ikke som pirrende eller seksuelt udviklende, køber det ikke.”

Når Karen M. Larsen peger på egne personlige forudsætninger som afgørende, kan man være tilbøjelig til at lade sig overbevise. Blot med det forbehold, at der skal peges i en anden retning. Nemlig på en fortid som konservativ katolik – der ikke virker så fjern. Af en blog-artikel om David Berger Ultrakonservativ katolsk teolog springer ud som bøsse fremgår det, at den fortid ikke ligger fjernere end at et selvopgør stadig foregår 2011.

Vurderingen af romanen er præget af to misforståelser: Karen M. Larsen mener at Marcipansøstre skulle være en lesbisk roman. Det har ikke været forfatterens intention fortæller Ane-Marie Kjeldberg i et svar i 2008 på Karen M. Larsens indlæg om bogen. Karen M. Larsen mener – som det fremgår – også at romanen forsvarer sex med børn – imod deres vilje. Ane-Marie Kjeldberg bedyrer at sympatien er på Evas side. Hvilket fremgår tydeligt for den uhildede læser.

Karen M. Larsens fokus på hvorvidt Marcipansøstre handler om homoseksualitet og sammenkædningen af denne med pædofili virker som taget direkte ud af Vatikanets synspunkter i forhold til begge dele. Det er ikke bogen der anmeldes, men forfatteren og de der angiveligt mener, “at mindreårige piger emmer af seksualitet og ganske frivilligt og med stor nygerrighed og lyst indgår i seksuelle forbindelser med voksne mænd”, der anklages for at plædere for pædofili.

Karen M. Larsens kritik af Marcipansøstre forvirrede selvfølgelig Ane-Marie Kjeldberg i 2008, fordi bogen hverken handler om homoseksualitet – i hvert fald ikke som andet end Evas platoniske fascination af Caritas –  eller forsvarer sex mellem voksne og mindreårige. Hvordan lykkes det så Karen M. Larsen at bringe begge påstande i spil?

Det er faktisk umuligt at sige. Men Ane-Marie Kjeldberg vildledes af den kendsgerning, at Karen M. Larsens synspunkter blev fremført i Pan-bladet, og dermed fremstod som et LGBT synspunkt.

Karen M. Larsen fremfører et (traditionelt katolsk) synspunkt, at seksualmoralen er for svag, og at visse typer af homoseksuelle begår seksuelle overgreb på børn eller forsvarer sådanne handlinger. Vatikanet har udbredt begge synspunkter de seneste år.  Især har tesen om en særlig  forbindelse mellem homoseksualitet og pædofili været fremme efter den katolske kirke har haft problemer med misbrug af børn. Hverken forfatteren eller anmeldere har forventet at se det synspunkt i Pan-bladet – eller fra en der angiveligt taler på vegne af LGBT.

Når Peter Henrichsen – som citeret ovenfor – står uforstående over for, at der findes debattører der kan beskylde bogen for, at være en opfordring til pædofili, er det måske fordi han har glemt, at den den katolske kirkes moralsynspunkter sagtens kan være repræsenteret i denne debat. Omend ikke altid fremført af kirken selv.

“Forglemmelsen” fra Peter Henrichsens side er fuldt tilgivelig og skyldes vel, at han selv repræsenterer noget mere jordnært og nutidigt. Og derfor blot nikker genkendende til det romanen beskriver:

“Jeg kender ikke nogen, der ikke vil gøre alt for at beskytte børn mod overgreb, og jo, det havde været enkelt, at sætte faste etiske og moralske regler for børns og unges seksualitet, hvis seksualiteten var noget vi alle fik overdraget i en smuk rød pakke på vores 15-års fødselsdag, hvor vi overtræder grænsen for den juridiske “seksuelle lavalder”.

Men virkeligheden er jo, at vi er blevet født med vores seksualitet, og sålænge man på Sex og Samfund’s flittigt besøgte hjemmeside for unge, sexlinien.dk, ugentlig bliver oversvømmet med spørgsmål fra specielt piger i 12-13-14-års alderen, der går på frygten om hvor vidt de er normale, fordi de mærker deres seksuelle lyst på mange forskellige måder, gør vi i hvert tilfælde ikke de unge nogen tjeneste ved at fortie emnet.”

Konklusion

Børns seksuelle identitetsdannelse skulle ifølge videnskabelige undersøgelser starte i 10 års alderen. Undertegnede må i den forbindelse tilstå at have kysset den første dreng – på kinden – i netop den alder. Og således udvist det første tegn på “homoseksuel” orientering. Omend drenge i den alder ingen orientering har – fordi det ligger uden for deres horisont.

Danske unges forbrug af porno – eller lad os kalde det sexfilm og billeder – starter fra 13 års alderen. Og 96% af gymnasiedrengene svarer i en undersøgelse ja til, at de ser sexfilm og billeder.

Alt dette betyder ikke at børn og unge er parate til at indgå i seksuelle relationer med hinanden – og slet ikke med voksne. Det Peter Henrichsen gør opmærksom på er, at der ligger en form for overgreb skjult – eller måske ikke særlig skjult i – at unge piger kan have svært ved at tale om deres seksuelle impulser, fordi samfundet har svært ved at forholde sig til den type seksualitet.

Seksuelle impulser er ikke altid noget der skal handles i forhold til – men hvis unge føler sig “unormale” eller sygelige, fordi de registrerer deres seksualitet er det samfundets normer der er forkerte. Og de voksnes bekymring bør idag snarere gå på, hvordan unge takler de første tegn på, at seksuel identitet og seksuel impuls viser sig end på, hvordan begge dele undertrykkes effektivt og konsekvent.

Skriv en kommentar

Endnu ingen kommentarer.

Comments RSS TrackBack Identifier URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s