Tryllefløjten

Der tre ting en operainstruktør aldrig må gøre: Tage et kendt værk, og popularisere for, at få et nyt publikum i tale. F.eks. modernisere iscenesættelsen. Eller erstatte den originale tekst med en oversættelse. Med henblik på at overskride sprogbarrierer. Og endelig: Overføre opera til et andet medie f.eks. film for, at nå ud til et nyt publikum.

Gør instruktøren en af delene – eller alle tre – vil det traditionsbevidste publikum og anmelderne med stor sandsynlighed vende tommelfingrene nedad.

Kenneth Branagh’s filmatisering af Mozarts opera Tryllefløjten praktiserer alle tre ting. Det berømte/berygtede regiteater som danske og udenlandske anmeldere rutinemæssigt tager afstand fra. Hvis instruktøren ændrer historien ved at benytte en anden scenografi end den traditionelle. Typisk ved at flytte handlingen i tid. I dette tilfælde flyttes handlingen fra en fjern fortid i Egypten til et sted i Europa under 1. verdenskrig.

De stærke farver på soldaternes uniformer bevarer noget af teater karakteren.

Filmens pacifistiske budskab er blevet kritiseret for at fylde for meget – og være irrelevant i forhold til Mozarts opera. Hvilket ikke er sandt. Men visuelt tillader denne omplacering, at Nattens dronning præsenteres kørende i tank! Det “krigeriske” element ved karakteren bliver dermed fuldstændig umisforståeligt.

Stephen Fry har oversat Schikaneders tyske libretto til engelsk. Hvilket også – af hensyn til handlingen – har medført forskellige ændringer. Det er for at sige det mildt – uvant – at høre Mozart på engelsk. Selvom der findes en levende tradition i Storbritannien for at synge på nationalsproget. En vane Operaen i Danmark heldigvis – stort set – har lagt bag sig. Da Tryllefløjten er et syngespil indgår talte replikker på nationalsproget på en naturlig måde. Blot må man her acceptere arierne lyder anderledes end den vante tyske version.

Operafilm har den fordel frem for den almindelige opera DVD, at næsten alt er teknisk muligt. Især som her, hvor en udstrakt brug af CG fremhæver det magiske univers. Filmen bliver således visuelt en blanding af realisme og fantasi – hvilket modsvarer historiens hybrid af drama og komedie.

Og musikalsk undgår denne film de faldgrupper, der ellers plager genren. Sangerne optræder selv og erstattes ikke af skuespillere. Hvorved problemer med efter-synkronisering undgås. Sanger-teamet er ujævnt, men stærkt støttet af Det Europæiske Kammerorkester dirigeret af James Conlon. Den vigtige rolle som Sarastro er besat af Rene Pape, der næsten ejer partiet på operascenen. Nattens dronning synges med tydelig slavisk accent, men med dramatisk nerve af Lyobov Petrova. Joachim Kaiser er en smukt syngende Tamino. Det øvrige team er velsyngende uden at imponere. Der ageres overbevisende nok.

Handlingen flyttes i tid og den pacifistiske pointe hæftes på af Branagh og Fry, men kernen i historien er  bevaret intakt. Det handler om forholdet mellem kønnene, seksualitet og sex.

Nattens dronning er – indvies publikum i efter først at være blevet ledt på vildspor – historiens skurk. Dronningen er i følelsernes magt og repræsenterer derfor modstykket til det, der for 200 år siden var oplysningstidens politiske ideal: Den milde og retfærdige monark. Det politiske udspilles på familie-niveau i kampen mellem Nattens dronning og Sarastro om datteren Pamina.

Nattens dronning pålægger Pamina at myrde faderen Sarastro.

I filmen vil den unge Tamino, søge at redde Pamina, efter han er blevet betaget af hendes portræt. Han ledsages af fuglevagten Papageno, der gør tjeneste som den, der advarer soldaterne imod gasangreb.

Tamino og Papageno udgør to stands-forskellige udgaver af den kærlighed operaen er en hyldest til. Sammen med før omtalte Pamina og den jævne bondepige Papagena.

Pamino og Papageno skal hver bestå tre manddomsprøver – dog med forskellige krav – for at erobre deres udkårne. Fordi det kvindelige univers er henholdsvis emotionelt og irrationelt, må mændene styre og være stærke over for kvinder. Opretholdes fornuften bevares samfundsordenen og moralen.

Den morale piller filmen ikke ved. Den vover ikke som Kasper Holtens samtidige meget filmiske Wagner Ring – der er udkommet på DVD – at indføje feministiske pointer.

Papageno drømmer om sin Papagena.

Kærlighed betyder for parret Papageno og Papagena sex og børneavl. For den højere stand – Pamino og Pamina – har den tillige en følelsesside. Men begge dele er lige rene. Sex og børnavl forstås – i overensstemmelse med oplysningstidens værdier – som naturligt og uskyldigt. Sex er kun farligt i forbindelse med voldeligt overgreb. F.eks. da håndlangeren Monostatos forsøger at kysse Pamina, og vil bruge magt over for hende. Monastatos er i ledtog med Nattens dronning, der har opfordret Pamina til at dræbe Sarastro.

Pamina får hjælp af de tre drenge – det er uvist hvem der har sendt dem – de har magiske evner.

Sex er altså kun farligt, der hvor statens fjender er i sansernes vold og truer både omgivelserne og herskerens liv. Mozarts opera Figaros Bryllup (1786) havde tidligere vakt myndighedernes bekymring – ikke fordi det er en sexkomedie – men fordi librettoen var fransk – og kunne mistænkes for at bære de nye farlige idéer om frihed, lighed og broderskab til Østrig. I det stykke placerede forfatteren Beaumarchais tjeneren Figaro i hovedrollen i stedet for hans herre Hertugen, hvilket vakte forargelse.

Tryllefløjten er måske den mest heteroseksuelle opera i hele litteraturen. Forholdet mellem mand og kvinde lovprises i Papagenos og Papagenas arier som naturens uovertrufne vidunder. Og filmen følger scenetraditionen, hvor det myldrer med Papagenos og Papagenas børn inden sidste takt er færdig. Og kærligheden mellem Pamino og Pamina forvandles til den ægteskabspagt, der er hele samfundets fundament.

Homoseksuelle handlinger hverken benægtes, afvises eller fortrænges: Der er simpelthen ingen antydning. Operaen er skrevet 1791, hvor ordet endnu ikke fandtes. Men hvordan betragte heteroseksualitet “udefra” – som operaen jo faktisk gør – hvis der intet findes uden for den heteroseksuelle definition af køn og seksualitet?

Sarastro i opgør med Monostatos.

Og hvorfor ender Sarastro – der vel skal personificere verdensordenen – som det vi idag vil kalde single? Nogle vil påstå at det ligesom forvandlingen af karaktererne efter 1. akt er librettoens svaghed.

Goethe derimod har sagt at “der hører mere dannelse til erkende denne operatekst betydning end til at benægte den.”

Operafilmen er slet ikke så håbløs en genre, som mange mislykkede eksempler kunne forlede til at tro. Kasper Holten viste i 2006 med Wagners Ring, hvordan kombinationen af filmisk sprog og sceneopførelse kunne forenes. Kasper Holten har nu taget skridtet fuldt ud og filmatiseret Mozarts Don Juan, der netop har haft premiere. Her er forholdet mellem kønnene og seksualiteten en helt anden.

Skriv en kommentar

Endnu ingen kommentarer.

Comments RSS TrackBack Identifier URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s