Bilal Philips i Danmark

Indledning

Det nationale fællesskab er idag politisk blevet afløst af minoriteter, der bringes i spil af højre og venstre fløj. Politik er ikke længere på samme måde som tidligere centreret om det nationale fællesskab. Selvom retorikken siger det, og begreber som sammenhængskraft og fælleskab ofte besværges.

Både højre- og venstre fløj elsker minoriteter. Også selvom de blot er redskaber i den politiske kamp, og anvendes i den politiske selviscenesættelse. Minoriteterne lader sig bruge – og indgår gerne i det politiske spil – og kæmper imod “flertallet” eller de øvrige minoriteter om indflydelse og privilegier.

Bilal Philips – en kontroversiel muslimsk taler. Både højre og venstre fløj øjner en sag. En lejlighed til at forsvare danske værdier, kvinder og homoseksuelle. Og profilere sig selv, som den der bekæmper intolerance.

Fobiernes tyranni

Mennesker definerer sig som minoriteter etnisk, kulturelt, seksuelt eller i forhold til køn. Med en enkelt undtagelse.: Voksne, hvide heteroseksuelle mænd. De udgør inden for denne forestillingsverden magthaverne, som udfordres af de øvrige grupper. Enhver der kan formulere sig som minoritet er minoritet. Den største “minoritet” – kvinderne – udgør rent faktisk flertallet i befolkningen. Feministiske grupperinger formulerer sig aggressivt, og hævder kvinder bliver udnyttet, udbyttet og undertrykt. Formelt er det numeriske styrende for definitionen af minoriteten – reelt er det evnen til at tale som minoritet, der er afgørende. Derfor er kvinder minoritet.

Minoritetens sprog er offergørelsen. Politik bliver på forskellige niveauer et symbol spil om skyld eller uskyldsrenhed. Hvem repræsenterer det onde, der skal lovgives imod, reguleres eller forbydes udfoldelsesmulighed?

I retsstatens politiske forståelse eksisterer det onde ikke. Her tales der om de for samfundet uønskede handlinger eller konsekvenserne af disse. Lovgivningen er rettet imod kriminalitet ikke forbryderne. Minoritetspolitikken derimod personliggør det politiske: Det onde repræsenteres af den gruppe eller enkeltperson andre minoriteter eller interessegrupper man er uenig med. Det bliver til en fobi.

Fobierne er logisk nok lige så talrige som minoriteterne: Racisme, antisemitisme, religiøs intolerance, homofobi og transfobi er blot eksempler.

Offergørelse resulterer i forbudspolitik. Selvom det i sidste ende er retsstaten og demokratiet, der bliver “offer” for minoriteter, der hader og bekæmper hinanden. For eller imod købesexsforbud bliver ikke længere styret af den rationelle opfattelse: Hvordan forbyde individerne frie og lige færden i samfundet? Det hedder: Hvad tænker Jeg om sex, og handel med sex. Hvordan har Min samvittighed det med købesex, og de pågældende kvinders situation?

Den rationelle opfattelse af samfundets bedste er blevet afløst af følelser og moraliseren. Det gør forskellige minoriteter i hvert fald alt for at fortælle os. Hjulpet af politiske grupperinger, der øjner chancen for at profilere sig selv i den politiske debat.

Bilal Philips. Et eksempel på den “hadefulde muslim”.

Offer-rollen

Islamisk Trossamfunds Ungdom, inviterede  i denne uge prædikanten Bilal Philips til, at tale om islamofobi.

Islamisk Trossamfund spiller på offer-rollen, når islamofobi gøres til tema. Men de inviterede en mand, der på You Tube forsvarer dødsstraf over for homoseksuelle og vold mod kvinder. Ingen kunne på forhånd være i tvivl om, at Bilal Philips repræsenterer had. Spørgsmålet var blot hvordan samfundet og de berørte minoriteter ville reagere. Det viste sig at være ret forudsigeligt.

Formanden for LGBT Hans Christian Seidelin udtalte til Politiken:

“Han taler nogle centrale værdier om ligebehandling midt imod. Alt, jeg ved om sharialovgivningen taler vesteuropæiske lighedsprincipper lige imod. Dermed er det et bredere problem i hele samfundet.”

Ved at pege på modsætningen mellem sharia og retsstats principperne antyder Seidelin en kamp mellem to civilisationer. Er det  ikke blot minoriteternes kamp, der omformuleres til civilisationernes kamp, som beskrevet af Samuel P. Huntington? I hvert fald startes debatten om, hvad Bilal Philips står for og vil sige inden dennes ankomst til Danmark.

Debat i Pan-bladet

I Pan-bladet blev tråden taget op af Karen M. Larsen i artiklen Nej tak til hadprædikanter. Her skærpes tonen. Det understreges at islam som sådan ikke nødvendigvis er homofobisk. Det er dog tilføjelsen, der er interessant:

“Men når det så er sagt, kan det under ingen omstændigheder tolereres, at en person, der opfordrer til drab på homoseksuelle, æres ved at få lov til at tale ved en konference i Danmark.”

I mit svar til en kommentar på Pan-bladet pegede jeg på det problematiske i at ville tiltage sig ret i forhold til ytringsfrihed:

“Jeg bliver selvfølgelig forarget, hvis det viser sig at Bilal Philips vil lufte den slags synspunkter. Men hvad menes der med “tolerere”? Vil Karen M. Larsen forbyde manden at tale?

Jeg er dybt betænkelig ved, at LGBT går ud med en tilkendegivelse af, at man ønsker at tiltage sig retten til at bestemme over, hvem der må tale hvor og sige hvad.”

Både Hans Christian Seidelin og Karen M. Larsen blev dog overbudt af Mads Ananda Lodahl, der overvejede forskellige aktionsformer i blog artiklen Bilal Philips – min fjende. Og lagde linket på Pan-bladet. Lodahl fik følgende svar af mig:

“… er du i virkeligheden ikke enig med Karen M. Larsen i synspunktet:

1.

Bilal Philips er muslim. Derfor vil jeg gerne distancere mig fra ham.

2.

Religiøse (hadefulde) tilkendegivelser er mere interessante end alle andre ytringer.

3.

Ikke alle synspunkter er i udgangspunktet ligeværdige. Derfor skal man demonstrere – fysisk eller verbalt – i stedet for at diskutere eller indgå i dialog.

Både du og Karen M. Larsen tilkendegiver, at i ikke ønsker, at blive spændt for højrefløjens vogn. Hvis i nu gik ud og anbefalede burkaforbud, stadig med det forbehold, at i ikke ønsker at blive spændt for højrefløjens vogn ville det være en tilsvarende situation. Og det ville jo tilsvarende tjene et godt formål – bekæmpe kvindeundertrykkelse – og dermed hellige midlerne.

Hvis man grundlæggende opfatter verden i religiøse begreber vil ekstreme homofobe ytringer fra en muslim forekomme endog meget betydningsfulde. Opfatter man derimod samfundet som sekulært vil kønskamp, ideologisk strid og politiske realiteter forekomme så meget mere påtrængende. Ingen af jer går bevidst højrefløjens ærinde, du understøtter blot aktivt venstrefløjens totalitære image.

Ikke alle tilkendegivelser er lige interessante. Hvor var du og Karen M. Larsen, da den kristne Exodus organisation fik godkendt en app til Iphone, med opskriften på at kurere mennesker for deres homoseksualitet? Jeg ser ikke islamofobi i nogen af jeres tilkendegivelser. Blot reagerer i på noget, der endnu ikke er blevet sagt – i Danmark. Tilføjelsen er vigtig. Hvis religiøs islamisk fundamentalisme skal bekæmpes effektivt, så bør Danmark – ud over de igangværende krige – også engagere sig i Iran og Pakistan. Eller også må vi blot fortsat tage kraftig afstand fra fundamentalisme – og selv undgå at havne i den.”

Mads Ananda Lodahl gav udtryk for at han blev lagt ord i munden. Hvortil der selvfølgelig blot var at svare:

“Du kan føle det er ubehageligt, at få lagt ord i munden, men det er jo det du selv praktiserer. Du forsøger at forudgribe hvad Bilal Philips vil sige i København. Endnu er han ikke ankommet.”

Det blev efterfulgt af en overvejelse om minoriteternes hadefulde forhold til hinanden hentet fra min anmeldelse af Christopher Isherwoods A Single Man:

“George (bogens hovedperson, red.) lever når han taler til… sine studerende… George taler sig varm i timerne, og taler om minoriteterne. Og angriber tabuet: Minoriteternes usselhed. De der bliver lagt for had, bliver selv hadefulde.

George konstaterer, at de der har fregner måske nok er mindretal, men ikke minoritet. For at være minoritet kræver det, at man er forfulgt. Af flertallet der føler sig truet eller utrygt. Truet af en fare som er virkelig eller indbildt. De liberale mener selvfølgelig at “minoriteten er præcis som alle os andre”. Men det er ikke sandt: Minoriteten hader flertallet – og ligeledes de andre minoriteter, som den rivaliserer med. Ingen trussel er hundrede procent imaginær

De liberale begår altså to fejl: Minoriteten ligner flertallet, men er ikke præcis som flertallet. Og hvorfor ikke indrømme det? Dernæst fastholder de liberale tesen, at fordi flertallet repræsenterer det onde, må minoriteten repræsentere det gode. Men tænk hvis en smålig og hadefuld minoritet fik magt?

George siger ting man aldrig må sige højt noget sted – eller i nogen situation – om det så er sandt eller ej. Han angriber de liberales fordomsfuldhed.”

Det der driver offer-retorikken er, som Christopher Isherwood formulerer det rent had: Alle minoriteterne føler sig forfulgte – de er ofre – og lægger derfor både de der “forfølger” dem, og de øvrige minoriteter for had.

Islam ifølge Bilal Philips eller blot sådan som ikke-muslimer opfatter islam?

Fjendebilledet bekræftes

Offer eller gerningsmand? De to begreber lever af hinanden, det ene er intet uden det andet. Allerede inden Bilal Philips er ankommet er han blevet “dømt” af ofrene, der undsiger alt det han endnu har sagt (på dansk grund).

I mit første indlæg i debatten havde jeg allerede ridset perspektivet op:

“Det er mennesker som Bilal Philips der skal bekræfte os i vores offer-mentalitet. Det er godt nok nødvendigt med import – danske muslimer kan ikke rigtig selv. Men det er trods alt et fjendebillede. Uha, så kan vi blive bange!

Vi forfølges, undertrykkes, udnyttes og udbyttes. Af heteroseksuelle (mænd). Ergo er vi (mænd) vores egen værste fjende. Når en homoseksuel interesseorganisation som LGBT politik idag fokuserer på offer-mentalitet siger den, at mænd bør sættes politisk ud af spillet for de repræsenterer det “onde” i verden.

Det er der – pudsigt nok – kvinder der beredvilligt stiller sig til disposition for, at forklare os.

Hvis (homoseksuelle) mænd ikke kan forstå sig selv som ofre, hvordan skulle de så iøvrigt fatte feminismens budskab om at kvinder og børn ALTID er ofre (for mænd)?

Altså at de selv er overgrebsmænd og perverse sexkriminelle?”

Bilal Philips på Nørrebro.

Ingen kontroversielle udtalelser fra Bilal Philips

Efterfølgende viser det sig at Bilal Philips ikke udtaler sig, så det giver genlyd i alle landets medier. Tværtimod er sagen død dagen efter. Det viste sig at være stort ståhej for ingenting. Ingen udtalelser om sharia, ingen dødsstraf til homoseksuelle eller sanktionering af vold over for kvinder.

Imran Shah. Formentlig godt tilfreds med et velbesøgt arrangement i Nørrebrohallen. Der demonstrede for de muslimske deltagere, at islamofobien findes. Bilal Philips blev advaret og afslørede sig ikke som demagog.

Talsmand for Islamisk Trossamfund Imran Shah går allerede samme dag som Bilal Philips taler i medierne og erklærer det var en fejl at invitere Bilal Philips:

“Hvis vi kunne gøre det om, og vi havde muligheden for at vælge i dag, ville vi ikke invitere ham.”

En stor skuffelse? Hændervriden fra de der tog fejl i deres forudsigelse af hvordan mødet ville forløbe eller forudgribelse af hvad Bilal Philips ville sige? Nej.

Islamisk Trossamfunds optræden har været en stor succes for alle parter. Tusindsvis af muslimer mødte frem for at høre Philips, og er formentlig blevet bekræftet i at de danske medier og forskellige minoriteter er partiske i deres behandling af en hel befolkningsgruppe.

De homoseksuelle har tilsluttet sig offer-forestillingen, og bekræftet sig selv som minoritet. På den yderste venstrefløj er truslen fra fundamentalistisk islam blevet bekræftet. Værdien af aktivisme er blevet bevist. På højrefløjen er flere blevet overbeviste om, at græserne skal være mere lukkede. Diskussionen om indrejseforbud har fået fornyet aktualitet.

Uanset om rød eller blå blok kommer til magten efter næste valg vil der blive indført flere forbud. Minoriteterne og deres allierede kæmper angiveligt for tolerance og integration. I praksis dog mest for at inskrænke de øvrige minoriteters magt og indflydelse og muligheder.

De kæmper for forbud. Og udstødelse af de øvrige minoriteter. Integration og tolerance er fine ord, der indgår i programmer og erklæringer. I praksis modarbejder de dialog. Sagen om Bilal Philips vil hurtigt være glemt. Men den betød en yderligere fragmentering af det danske samfund, fordi minoriteter og politiske grupperinger spændte ben for en dialog. Og erklærede sig tilfredse med enten at spænde minoriteterne for en politisk dagsorden eller indtage den offer-rolle, der forhindrer både integration og tolerance. Fordi minoriteterne bekræfter sig selv – og over for offentligheden – som værende “anderledes”. For nogles vedkommende endda fremmedelement i det danske samfund. Uden tvivl vil minoriteternes organisationer efterfølgende tale varmt for ligestilling og normalisering, mens de venter på den næste sag, hvor de kan skille sig ud.

Konklusion

Både minoriteter og politiske grupperinger på højre- og venstre fløj mener, at offer-retorik sikrer deres politiske indflydelse. Derfor bliver vi alle gjort til ofre. Selvom de første ofre for den ideologi er demokratiet og retsstaten.

4 kommentarer

  1. […] artiklen Bilal Philips i Danmark på Inferens handler netop ikke om manden, men om hvordan minoriteterne dyrker offer-gørelsen af […]

  2. […] så stor gruppe, nævnes sjældent i debatten. De betragtes ikke som ofre i denne sammenhæng. Og offer-gørelsen er feministernes vigtigste dagsorden. Uanset om det gælder kvinder eller homoseksuelle mænd. Det […]

  3. […] går på at feministerne ligesom muslimer dyrker minoritets-egoisme og offer-gørelse. Seneste eksempel på sidstnævnte var da Islamisk Fællesråd inviterede Bilal Philips – en mand […]

  4. […] går på at feministerne ligesom muslimer dyrker minoritets-egoisme og offer-gørelse. Seneste eksempel på sidstnævnte var da Islamisk Fællesråd inviterede Bilal Philips – en […]


Comments RSS TrackBack Identifier URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s