Den hadefulde minoritet

Indledning

Homoseksuelle bliver udsat for hadtale på nettet. Af islamiske fundamentalister. Smædet af kristne grupper. Forsøgt omvendt via de nyeste teknologier. Når en ny app til Iphone hævdes at kunne kurere homoseksualitet. De homoseksuelle beskyldes af Vatikanet for at stå i forbindelse med pædofili. Nogle af disse emner påkalder sig homoseksuelle organisationers opmærksomhed. Andre forbigås systematisk i tavshed.

Hvad er væsentligt og hvad er uvæsentligt? Hvorfor vendes f.eks. det blinde øje til al kristen propaganda? Med få og små undtagelser.

Påvirker Bilal Philips der for nylig gæstede Danmark de politiske forhold i Danmark?  I så fald hvor og hvordan. Eller skyldes reaktionen på Bilal Philips helt andre faktorer: Racisme og religiøs intolerance.

Søren K. Villemoes har i Weekendavisen kaldt forholdet mellem homoseksualitet og islam en gordisk knude for både venstrefløjen og det tværpolitiske LGBT. Men det er meget simplere: Minoriteten bliver lagt for had, hvorefter forfølgeren ender som den forfulgte!

Ikke fordi de homoseksuelle generelt er hadefulde, men fordi de religiøse homoseksuelle er hadefulde. Den liberale fordom består i at tegne billedet af den uskyldsrene minoritet. Minoriteten er “god” fordi flertallet er “ondt”. Den danske muslimske minoritet og den homoseksuelle minoritet illustrerer begge, at forsimplingen ikke holder. Begge minoriteter dyrker minoritets-egoisme, offer-gørelse og had mod andre minoriteter – og især mod flertallet.

Stilhed efter stormen

Dagen efter den religiøse prædikant Bilal Philips havde holdt tale i Nørrebrohallen var der igen stilhed. Hvordan kunne noget vække så meget furore for blot at forsvinde, som om intet var hændt. Måske fordi det var ligegyldigt, i hvert fald betragtet fra et homopolitisk perspektiv?

Blog artiklen Bilal Philips i Danmark på Inferens handler netop ikke om manden, men om hvordan minoriteterne dyrker offer-gørelsen af sig selv som politisk strategi. Og hvordan højre- og venstre fløjsgrupperinger søger at hjælpe minoritets-egoisme, offertænkning og had på vej, som led i deres egen politiske selviscenesættelse.

LGBT’s formand Hans Christian Seidelin havde været i landsdækkende medier med en afstandtagende markering over for Philips – inden dennes ankomst. Og debatten blev startet i Pan-bladet på grundlag af Karen M. Larsens artikel Nej tak til hadprædikanter. Hvor Mads Ananda Lodahl supplerede med  blog-artiklen Bilal Philips – min fjende. Efterfulgt af artiklen Bilal Philips – efterspillet. Hvis titel vildleder for rent faktisk har der ikke været noget efterspil i form af en erkendelse af, at Bilal Philips aldrig fremsatte de ventede kontroversielle påstande eller fremturede med hadtale. Fra start til slut har det fremgået af denne blog. Men ingen andre har ønsket at kommentere kendsgerningen.

I praksis kom debatten efter Bilal Philips’ besøg til at handle om den video på You Tube – som Mads Ananda Lodahl også tog afstand fra i Bilal Philips – min fjende. Det Lodahl glemte at fortælle var, at nettet svømmer over med hadtale. Islamisk hadtale mod homoseksuelle, hvor mange andre prædikanter siger tilsvarende – eller værre ting. Derfor er manøvren at “gå efter manden i stedet for bolden” på forhånd dømt til fiasko.

Man kan tilføje, at nettet svømmer over med hadtale: Udsagn hvor enkelte individer eller grupper nedgøres på grundlag af race, køn, etnicitet, nationalitet, religion eller seksuel orientering. Derudover er der dyremishandling og alle tænkelige uhyrligheder. Hvad skal man mene om det? Behøver man at mene noget?

Bilal Philips er en relativt ligegyldig person. I modsætning til Paven, der ligeledes fordømmer homoseksuelle, diskriminerer kvinder og forhindrer udbredelsen af kondomer. Og er overhoved for et trossamfund med 1 milliard medlemmer.

Den politisk struktur

De politiske traditioner i den vestlige verden tackler forholdet mellem religion og politik helt forskelligt. I USA er der en nær forbindelse mellem det ene af de to store partier til det religiøse (kristne) højre. Amerikanske præsidenter lufter højlydt deres religiøse standpunkter. Der er således på trods af forfatningsmæssig adskillelse mellem kirke og stat en nær forbindelse mellem politik og religion.

Tættere på Danmark kunne man fremhæve Tyskland som et eksempel på noget radikalt forskelligt. Her er der tradition for store religiøst funderede partier. Man kan blot nævne CDU og CSU – de to kristelige (katolske) unionspartier, der i perioder har været (er) regeringsbærende.

I USA vil religiøs hadtale – givet den særlige politiske sammenhæng – derfor være af en vis betydning. Betydningsfuld på en måde den ikke er i et land, hvor religiøs organisering traditionelt ikke har været relateret til det politiske system. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen modarbejdede nok under Muhammed krisen denne tradition, men gjorde ikke desto mindre reverens for den danske model ved at erklære, at religion ikke har nogen plads i det offentlige rum. Men er en privat sag.

Visse af de udtalelser Mads Ananda Lodahl fremhæver som ektreme er ikke forskellige fra, hvad amerikanske konservative politikere stod frem og sagde offentligt i 1980’erne. F.eks. at aids er Guds straf over de homoseksuelle. Vatikanet – der de seneste år selv har haft problemer med at forklare sig offentligt  – har gang på gang været i medierne med synspunktet, at de homoseksuelle er skyld i pædofili.

Bilal Philips blev udvist af Tyskland. Indlysende nok på baggrund af tysk tradition  – og med en regering blandt andet bestående af de nævnte kristne partier. Med i betragtningen skal også den tyske fortid. Der bliver ikke taget let på opfordringer til overgreb på befolkningsgrupper eller minoriteter efter den tyske vildfarelse i det 20. århundrede. Nazistpartier og symboler er også forbudt. I forhold til lovgivning er forholdene helt anderledes i Tyskland. Og den tyske reaktion på Philips derfor anderledes end den danske. I den stemning af højre- og venstrepopulisme der hersker i Danmark – repræsenteret af den rød-brune alliance – er det ikke utænkeligt, at nye forbud vil komme til. Nye strikse regler for indrejse. På baggrund af tyske erfaringer med kz-lejre og de mange jødiske og homoseksuelle ofre er den strikse tyske politik både rationel og forståelig. Forbudsdagsordenen i Danmark håner derimod ofrene for de historiske forbrydelser fra det 20. århundredes historie – som Tyskland og tyskerne bærer skylden for.

Indvandrerpolitik og religiøst had

Den i virkeligheden indlysende mulighed – at Philips og med ham Islamisk Trossamfund – ville vælge at undgå direkte konfrontation, viste sig som nævnt at holde stik. Der kom ingen hadtale. Det berører imidlertid ingen af de, der på forhånd havde valgt vrede og had som reaktion.

Nogle vil bagefter undre sig over at Hans Christian Seidelin gik til medierne. Hvorfor blander LGBT sig i invandrerpolitik? Hvis Bilal Philips udtalelser om homoseksualitet skulle adresseres, hvorfor så ikke en udtalelse fra Sabaah om, at ikke alle danske muslimer støtter Islamisk Trossamfunds invitation af Bilal Philips. Og eventuelt en Sabaah demonstration foran Nørrebrohallen?

Når fokus er snævert på religiøs hadtale – og ingen partier baserer deres politik på religiøs overbevisning – bør diskussionen af religiøs hadtale ikke finde vej ind i den politiske offentlighed.

Når den alligevel finder vej til Pan-bladets spalter – og ikke er blevet henvist til Kristeligt Dagblad – skyldes det ikke emnet, men de politiske aktører.

Offer-gørelsen og den religiøse tale

Minoriteterne bestemmer ikke deres eksponering i medierne. DF startede debatten ved at forlange indrejseforbud for Bilal Philips. Karen Hækkerup (S), Kamal Quereshi (SF) og Manu Sareen (R) fulgte trop og annoncerede inden mødet, at de ville deltage i demonstrationen foran Nørrebrohallen. Og pressen havde fremhævet de homoseksuelle. Offer-gørelsen var en realitet.

Det blev i praksis DF politiske stafet der blev grebet af Karen M. Larsen i Pan-bladet med konstateringen af at:

“det under ingen omstændigheder (kan) tolereres, at en person, der opfordrer til drab på homoseksuelle, æres ved at få lov til at tale ved en konference i Danmark.”

Derfor sammenfattede jeg Larsens og Lodahls synspunkter i tre punkter:

  • Bilal Philips er muslim. Derfor vil jeg gerne distancere mig fra ham.
  • Religiøse (hadefulde) tilkendegivelser er mere interessante end alle andre ytringer.
  • Ikke alle synspunkter er i udgangspunktet ligeværdige. Derfor skal man demonstrere – fysisk eller verbalt – i stedet for at diskutere eller indgå i dialog.

Alle tre punkter peger på det samme: Engagementet i Bilal Philips er religiøst. Det politiske svar udspringer af den religiøse dagsorden – og ikke omvendt.

Danmark som ikke tidligere har haft noget religiøst funderet parti af betydning har fået det i Dansk Folkeparti. I hvert fald i den udstrækning det er lykkedes Søren Krarup og Jesper Langballe at trække partiet i den retning.

Et citat af Søren Krarup kan klargøre, hvad det betyder at lægge religion til grund for politik:

“Jødedommen og islam skal ikke have samme ret og status i et kristent land, for hvor kristendommen er vært er jødedom og islam gæster. Det er os der i det kristne Danmark sætter husordenen. Der er religionsfrihed, men ikke religionslighed i Danmark. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten, siger vores grundlov, og hermed er forskellen på værter og gæster understreget. Vi skal ikke finde os i at blive ringeagtet og hundset med i vores eget land…Vil man ikke se det i øjnene, så ender man med at undergrave sin egen tilværelse og gøre sig selv til nar. Samt at udlevere sit land, sit folk og også sin tro til frække propagandister og forfølgere.”

Som man bemærker gør Krarup forskel på religioner: Ikke alle religioner betragtes som lige gode. Jødedom og islam fremhæves f.eks. som ikke særlig velkomne “gæster”.

Hverken Larsen eller Lodahl vil i praksis acceptere Krarups konklusioner dvs. hele Dansk Folkepartis invandrerpolitik. Politiseringen af religionen fører blot uværgeligt i den retning. Karen M. Larsen’s udsagn om begrænset tolerance over for en muslimsk agitator vil omvendt helt sikkert vinde tilslutning fra Krarup!

At Lodahl ikke kan løse den gordiske knude skyldes, at religionen lægges til grund for politik. Derefter er en afgrænsning overfor racister eller tilhængere af DF’s indvandrerpolitik umulig.

Ved at følge Krarups logik at kun religiøse tilkendegivelser er interessante, men ikke alle religiøse tilkendegivelser er lige gode kan al politisk debat snævres ind til: Er det hadtale eller ej? Er modstanderen fordomsfuld skal al dialog undgås og synspunktet søges isoleret. Det praktiserer Lodahl og Larsen iøvrigt også i forhold til hinanden: Den ene er forhenværende konservativ katolik og den anden buddist. Og dermed er dialog ikke mulig.

Debatten er karakteristisk nok heller ikke på noget tidspunkt blevet “afsporet” og kommet til at handle om f.eks. økonomiske realiteter og kommunikationsformer i en moderne verden.

Et forsøg på at “modernisere” tilgangen til religiøs propaganda blev ignoreret af både Larsen og Lodahl. Den kristne Exodus organisation fik godkendt en app til Iphone, med opskriften på at kurere mennesker for deres homoseksualitet. Men at helbrede for homoseksualitet er ikke hadtale. Og derfor ikke noget Larsen eller Lodahl vil kommentere. Amerikanske homoseksuelle rejste imidlertid mere end 100.000 underskrifter imod denne app, fordi socialt pres er den moderne verdens substitut for middelalderlig hadtale. Exodus forsøgte at få en andel i et marked – hos et af de største multinationale firmaer – der forventes at vokse til 290 milliarder kroner i 2015. Det handler om penge, marketing og kontrol over digitale teknologier. Fjernt fra studiet af årtusindgamle tekster, og kan derfor – skal man tro Larsen og Lodahl – roligt ignoreres.

Hadet der ligger bag Exodus er uden tvivl det samme som det der formuleres af Bilal Philips. Vatikanets udtalelser imod homoseksuelle er uden tvivl baseret på et tilsvarende had. Men protester eller demonstrationer iforhold til Exodus eller Vatikanet er udelukket. Fordi det er kristne organisationer.

Dansk Folkepartis indvandrerpolitik er højrefløjspopulisme, der ser danskerne som forfulgte og undertrykte i deres eget land. Fordi Dansk Folkeparti ikke vil acceptere at demokrati og retsstatsforhold begrænser den politik partiet har. Derfor ender demokrati og retsstatsforhold med at blive “fjenden” for DF, fordi begge dele begrænser handlemulighederne – forbudspolitikken – over for religiøse/etniske minoriteter.

Venstrefløjspopulismen består i at offer-gøre kvinder og homoseksuelle i enhver politisk sammenhæng.

Populisme – i den ene eller den anden udgave – beskylder andre for at hade, men er selv hadefuld. Offer-gørelse og had er uløseligt forbundne størrelser.

Had forener: Larsen og Lodahl gør – på trods af religiøse og politiske uoverensstemmelser – fælles sag i forhold til Bilal Philips. De nægter med Krarup at udlevere deres “tro til frække propagandister og forfølgere”.

Who do you think you are? Electric Art by Andreas Smetana.

Konklusion

En fjende giver minoriteten identitet og noget at samles om. Al minoritetens vrede og frustration bliver lige pludselig ikke blot fuldstændig legitim, den bliver et KRAV til alle der udtaler sig: Du skal undsige Bilal Phiips af hele dit hjerte og forsage alle hans gerninger. Bekendelsen bliver til en form for religion, fordi den er blottet for enhvert rationelt grundlag. Og vé den der prøver at sige religionen imod!

Reaktionen på Bilal Philips kan opsummeres som: Minoritets-egoisme, offer-tænkning og had.

I sin iver for at distancere sig fra de der hader islam generelt eller er racister vil Lodahl gå efter “manden i stedet for bolden”. Men indfrier dermed racisternes og islam-hadernes dagsorden. Og underkaster sig fobiernes tyranni. Hvis man lige som i eventyret ikke kan tåle at se degne, er det så en politisk overbevisning? Nej. Det er en fobi. Måske bygget på religiøs fordom. Måske kun på fordom. Eller udelukkende på had og frustration

Hvad så med det såkaldte politiske engagement fra LGBT’s side? Det findes ikke.

Alle foregiver at det er Bilal Philips, der udgør det onde og hadefulde. Men hele minoritetens sammenhængskraft består i at hade de andre minoriteter – og flertallet. Ikke ud fra politiske principper, men som resultat af fobier.

Hvis Bilal Philips virkelig var en farlig trussel skulle minoriteten (de homoseksuelle) overlade ham til staten (folketing og myndigheder).

I denne sag anbefalede LGBT at protestere – og fik dårligt talt ud før aktionerne blev annonceret. Hvis Bilal Philips er så slem må det være majoritetens opgave at løse problemet skulle man tro? Men minoriteten er fanatisk, hadefuld og har en mission: Den skal frelse verden. Vi er Guds udvalgte folk – ligesom jøderne der vist har den ældst kendte – og mest katastrofale – minoritetserfaring og identitet.

Vi kan naturligvis ikke overlade det tåbelige og upålidelige flertal, at tage affære over for en mand som Bilal Philips. Glem ikke: Vi hader den heteroseksuelle majoritet mere end de andre minoriteter!

Når de homoseksuelle har en “mission”gør de en forskel. F.eks. markerer de, at de netop IKKE er “lige som alle andre”. De skiller sig ud – ikke på grund af deres seksuelle observans – men ved at være “religiøse” mennesker med en “mission”. De dyrker deres egen forfængelighed, mistilliden til flertallet og hadet til alle andre minoriteter.

Ved at diskutere seksualpolitik kunne de homoseksuelle danne en positiv identitet. Den strategi er blevet pure afvist af LGBT. Som kun befatter sig med sex, hvis det er kriminelt. For også her vil der så blive lejlighed til at excellere i had og minoritets-egoisme. Selvfølgelig vil LGBT debattere prostitution, når et købesexforbud ER blevet vedtaget. Så kan LGBT forsvare de stakkels kvinder og håne og mistænkeliggøre majoriteten (heteroseksuelle mænd). Så passer også det ind i LGBT’s verdensbillede. Af fobier, had og frygt.

5 kommentarer

  1. Det samme må kunne artikuleres på ca 1/10 af den anvendte plads.? Man må i øvrigt rose Krarup for så klart at artikulere, hvad han og mange andre mener, – uanset om man så er enig med ham eller ej. Det moderne sekulære pluralistiske demokrati bør naturligvis distancere sig fra enhver form for middelalderlig overtro, men nu er det jo således, at kristne danske tosser som Krarup kan vi ikke blive fri for, men vi kunne, – hvis vi ville, – undlade at importere hundredetusindvis af religiøse tosser med middelalderlige normer og forstillinger fra 3. verdenslande!

    • Undskyldningen er hele tiden den samme: Kristendommen kan vi ikke protestere over for, sådan er det, islam er værre osv.

      Undenomssnak. Hvor kristne normer og fundamentalisme hele tiden blåstemples.

      Kraup tager i det citat jeg anvender udgangspunkt i Martin Luther – det er altså mindst 600 år gammelt!

      Over for det så fremfører du at islam er “middelalderlig” overtro? Hvad er lige forskellen?

      Det moderne sekulære demokrati bør distancere sig fra middelalderlig overtro, siger du. Ja, det er korrekt. Men hvad så når det ikke sker?

      Når mennesker fra det yderste højre til til det yderste venstre af det politiske spektrum samstemmende siger at de er fundamentalister: De sværger at de ikke kan leve side om side med bestemte befolkningsgrupper. De (i) er ikke importeret nogen steder fra, og hvilken forskel gør det?

      Absolut ingen!

  2. […] mål. Den megen fokus på enkeltpersoner kommer dog lige som i tilfældet med demonstrationen imod Bilal Philips til at virke – om end ikke som afpolitisering – så som afledning af […]

  3. Hej Ole,
    Hvad forskeller er på noget der er 600 år gammelt og noget der er 1400 år gammelt?

    Der er intet til forskel. Du har ret. Ingen gamle græske tekster er noget værd idag. Du har ret.

    Du er sgu sjov, en højrefløjser der skal til at belære venstrefløjen.
    Nemt at gennemskue abemand.

    • Hej Jens

      Tak for din kommentar. Jeg forstår ikke helt det sidste du skriver?

      Jeg kritiserer venstrefløjen for at ligge under for populisme og fordomme. Begge dele repræsenterer Søren Krarup og hans meningsfæller meget bedre efter min mening.

      Som du kan se bliver mit synspunkt energisk kritiseret af Jørgen Storm, der mener jeg er for eftergivende og blød over for islam og muslimer.

      Men Jørgen Storm er jo nok også meget enig – når det kommer tilstykket – i adskillige af de ting Krarup siger.

      Så jeg tilhører altså – på trods af kritikken – venstrefløjen. Jeg mener blot ikke venstrefløjen bør gå højrefløjens ærinde.


Comments RSS TrackBack Identifier URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s