Red Barnet?

Denne artikel har to fokus punkter: For det første Red Barnets politiske linie, når det handler om seksuelle krænkelser. For det andet fokus på, hvordan en organisations politiske profil udviskes, når en anden politisk gruppering går ind og betjener sig af organisationens faciliteter.
Det er – mener jeg – særdeles betænkeligt, at Red Barnets væg på Facebook anvendes til at promovere en underskriftindsamling imod forældelsesfrister for sexovergreb. Dermed lægger organisationen navn til et initiativ. Der opstår tvivl om initiativet støttes officielt af Red Barnet. Og om hvad Red Barnet står for.
Underskriftindsamlingen fremføres af en gruppe ved navn Mere politisk fokus på overgreb mod børn, der argumenterer for at bryde gældende principper i dansk retspraksis. Der er forældelsesfrister i dansk lovgivning for næsten alle typer kriminalitet- med undtagelse af drab. Hvilket i øvrigt også er særegent for dansk lov. Da der findes forældelsesfrister for drab i lande vi sammenligner os med. F.eks. i Norge og Sverige. Kort sagt er opretholdelse af forældelsesfrister et bærende princip i retsstaten.
Inden denne problemstilling diskuteres kunne det være formålstjeneligt, at belyse Red Barnets generelle opfattelse af arbejdet med seksuelle overgreb. Kuno Sørensen  fra Red Barnet kom med en tilkendegivelse i Berlingske, der var for skærpede regler i forhold til unge over 15 års seksuelle relationer. Kuno Sørensens foreslog, at udvide den såkaldte skolelærerparagraf til også at omfatte familie medlemmer. Anledningen var en 15 årig (indvandrer) piges forhold til et ældre familiemedlem efter pigen havde henvendt sig til Albahus.

Dette synspunkt uddybede Red Barnets over for undertegnede på følgende måde:

“Når Red Barnet har en skærpet opmærksomhed på de 15–17-årige og deres seksualliv, så er det altid med et dobbelt perspektiv i forhold til deres rettigheder, nemlig at denne aldersgruppe på den ene side skal have ret til et seksualliv på egne betingelser, og det kan de på den anden side kun få, hvis de samtidig bliver beskyttet mod overgreb eller udnyttelse.

I Red Barnet skelner vi mellem mennesker med pædofile tendenser (seksuel interesse rettet mod børn før puberteten) og hebefile tendenser (seksuel interesse rettet mod børn der er kommet i puberteten). Samtidig lægger vi også vægt på at afklare omfanget af magtmisbrug og udnyttelse mellem mennesker, der har en seksuel relation, fordi overgreb og udnyttelse ikke kun sker mellem personer med stor aldersforskel, men også kan foregå mellem jævnaldrende.”

Dette svar er på flere leder særdeles utilfredsstillende. Først og fremmest fremføres påstanden om, at der findes pædofile og pædofili i en  række afskygninger. Sondringen mellem pædofili og hebefili er ikke en adskillelse, men en graduering. Seksuelle interesser over for unge – dvs. lovlige forhold – bliver indirekte ved anvendelsen af dette begreb tilskrevet en psykiatrisk diagnose. Og der sås tvivl om lovligheden af noget, der ifølge dansk retspraksis er fuldt legalt.

Psykolog Karen Pallesgaard Munk har i Magasinet Humaniora peget på, hvordan man via sygeliggørelse og kriminalisering har skabt en ny samfundsidentitet “den pædofile”. En hybrididentitet i strid med al logik, da man ikke kan være syg og kriminel på en gang. Dansk lov skelner i alle andre sammenhæng mellem de to tilstande.

Det fremgår ligeledes af Red Barnets svar, at spørgsmålet ikke er om der finder seksuelle overgreb sted, det fastslås at:

“overgreb og udnyttelse ikke kun sker mellem personer med stor aldersforskel, men også kan foregå mellem jævnaldrende.”

Derved bredes frygten ud til at omfatte jævnaldrende.

I svaret til Red Barnet valgte undertegnede at lægge vægt på at tage afstand fra den sygeliggørelse og kriminaliserings diskurs Red Barnet står for:

“Hvis i ønsker at beskytte unge mod overgreb og udnyttelse er det vigtigt, at være klar over hvilke begreber man anvender, og hvilken sammenhæng disse begreber indgår i.

I siger i skelner mellem pædofile og hebefile. I kunne også have nævnt begrebet efebebofile. Fælles for de sidste to begreber er at de idag fremstår som pædofili, hvor “aldersgrænsen blot er forskudt en smule”. Det fremgår af avisartiklen. Sammenhængen i hvilken Kuno Sørensens synspunkter indgår er selvfølgelig journalistens og avisens ansvar. Blot vil jeg gerne pointere, at begge sidstnævnte begreber idag frremføres af en skole af sexologer, der har udgangspunkt i forskning, der blev lavet af Kurt Freund i 50’erne i østeuropa.

Der er ikke mange steder inden for medicin eller samfundsvidenskab, hvor forskning bag jerntæppet har vundet frem. Her er en undtagelse. Freund emigrerede til Canada og hans mest fremtrædende elev Ray Blanchard  har udbredt fallometri som grundlag for sexologisk forskning. Og hvad der er interessent her – opererer med forskellige begreber om seksualitet, der i realiteten sidestilles med pædofili. Om den seksuelle lavalder ligger på 15 år som i Danmark – eller er højere eller lavere som i andre lande – afgør lovligheden. Lægevidenskaben derimod sygeliggør seksualitet.

Det virker på mig som om antagelsen om, at der finder magtmisbrug og udnyttelse sted ikke er en hypotese, men snarere har form af en konstatering. Hvor er dokumentationen for det? Flertallet af de unge er kompetente og istand til at tage vare på sig selv – kunne jeg hævde lige så generaliserende over for denne påstand.

Må jeg minde om at den forskning der nævnes ovenfor i lige så høj grad har haft en skærpet opmærksom i forhold til homoseksualitet – der da også – om end ikke formelt – så dog reelt betragtes som en afvigende – sygelig –  seksualitet. I Østeuropa blev Freunds forskning anvendt som instrument til at smide homoseksuelle ud af militæret. Den hævder tillige at alle mænd – i en vis udstrækning – er pædofile. Mange – også jeg – betragter denne forskning som pseudovidenskabelig, og anerkender ikke dens begreber. I nedenstående artiklen beskriver jeg nærmere den reduktionisme der ligger i denne særlige gren af sexologien – som idag desværre er blevet populariseret. Hvilket har været muligt, fordi den blot bekræfter udbredte fordomme og misforståelser i opfattelsen af  sex og seksualitet.”

Artiklen jeg henviste til var De homoseksuelle og lægevidenskaben, der beskriver den sygeliggørelsesstrategi den Østeuropæiske sexologskole har stået for.

Jeg tilføjede at det afgørende spørgsmål, ikke var blevet besvaret:

“Der har gennem de senere år været en afsmittende effekt fra pædofili debatten, der har betydet øget fokus på unges adfærdsmønstre. I det hele taget er der en bekymringskultur i forhold til de unge om det så handler om alkoholvaner, tøjstil, uddannelsesniveau, sociale kompetencer mv. Listen er uendelig. Burde voksne ikke spørge istedet: Er forbud og kontrol effektive midler og er det ønskeligt. Hele denne offer-gørelse af unge spejler måske snarere voksne menneskers inkompetence i forhold til at kunne reagere og agere i situationer, hvor styring og kontrol vitterlig er nødvendig. Er hele ønsket om fokus og indgriben i realiteten en måde hvorpå voksne fralægger sig ansvar, fordi problemer og aktiv indgriben overlades til offentlige myndigheder?

Jeg stillede et konkret spørgsmål til Red Barnet som jeg ikke har fået svar på: Arbejder Red Barnet med en umyndiggørelses strategi i forhold til unge, hvor man ønsker at hæve den seksuelle lavalder til 18 år eller 20 år?”

Efter denne ekskurs der belyser Red Barnets generelle seksualpolitiske line fremstår den før nævnte underskriftindsamling i dens rette sammenhæng.

Underskriftindsamlingen Nej til frist for at anmelde seksuelle overgreb blev af en aktivist – Heide Charning – begrundet således:

“Det er ikke noget godt argument at sige, at forældelsesfrister er et bærende princip i retsstaten. Du er nødt til at argumentere for, hvorfor det bør være sådan. Der er jo heller ikke nogen forældelsesfrist i mordsager.

Fire gode grunde til at fjerne fristen:

Rent juridisk forældes seksuelle overgreb efter nogle år. Er der tale om overgreb, som er begået af voksne mod børn under 15 år, så skal det anmeldes, inden den krænkede fylder 28. For andre typer af overgreb, f.eks. søskendeincest og overgreb begået af autoritetspersoner (f.eks. en præst eller en sportstræner) mod børn mellem 15 og 18, er fristen endnu kortere.

Der er mange gode grunde til at fjerne eller i det mindste forlænge denne frist. Her følger fire:

Undersøgelser peger på, at en overlever efter et seksuelt misbrug/overgreb ofte først bliver psykologisk klar til at forholde sig til og forstå det på et tidspunkt i livet, hvor den nuværende frist for at anmelde er overskredet. Mange bærer rundt på deres smertefulde oplevelser i årevis uden at tale om dem. Følelser af skam og skyld er almindelige. Et offer kan endda komme til at føle skyld, selvom krænkeren har anvendt fysisk tvang til at få sin vilje. Det er almindeligt at tænke: “Gjorde jeg nu nok for at undgå det?” Nogle krænkere truer deres ofre til tavshed. Det at få børn selv kan f.eks. være en udløsende faktor for de ofte fortrængte erindringer.

Det kan være svært at bevise et seksuelt misbrug/overgreb, som fandt sted for mange år siden, men at bruge den svære bevisbyrde som argument for at beholde den nuværende forældelsesfrist giver ingen mening, da bevisbyrden allerede efter 48 timer er meget svær at løfte. Ofre for seksuelle overgreb skal gennemgå en retsmedicinsk undersøgelse inden 48 timer, ellers er de fysiske beviser ikke brugbare. Så er det bevisbyrden, som bekymrer politikerne, så burde man sætte fristen for at anmelde til 48 timer! Desuden vil der være gamle sager, som KAN bevises.

En fjernelse af forældelsesfristen vil tvinge politiet til at tage en anmeldelse seriøst, dvs. efterforske og registrere den til senere brug i forbindelse med eventuelle senere anmeldelser fra nye ofre. En krænker vil ofte krænke mere end en gang.

Alene det at blive hørt og taget seriøst af myndighederne kan være med til at give en krænket person ro i sindet. Et offer bør i det mindste have muligheden for at få sin sag efterforsket og måske prøvet i retten, selvom der ikke kan falde dom i sagen pga. manglende beviser.”

Hertil svarede jeg:

“Jeg mener slet ikke man skal argumentere for retsstatssprincipper. Det giver helt sig selv at samfundet bygger på dem. Ligesom man heller ikke behøver at diskutere, hvorfor der er ytringsfrihed, forsamlingsfrihed eller stemmeret.”

Heidi Charning replicerede:

“Dit udgangspunkt er ikke korrekt. Der er fire bærende principper i en retsstat: Magtens deling, Det suveræne folk, Retssikkerhed og Legitimitet. Legitimitet handler om, at retssamfundet må tilpasse sig befolkningens retsfølelse. Forældelsesfrister er en del af landets love, som altid bør være til diskussion i befolkningen. Deværre har jeg ikke tid til at fortsætte denne diskussion, som jeg også opfatter som spild af plads. Jeg har en lov, jeg skal ændre!”

Hvortil jeg svarede:

“Du udtaler lige ud din disrespekt for gældende dansk retspraksis? Det er som du ikke forstår forskellen på at ændre en enkelt lov, og så forkaste juridiske principper.”

Pernille Gyldensøe fra gruppen Mere politisk fokus på overgreb mod børn blandede sig her i debatten:

“Selvfølgelig kan love og retspraksis diskuteres. Forældelsesfristen på seksuelle overgreb mod børn er senest ændret ved L 281 (1999-2000). Her skete den ændring i straffelovens § 94, at de forældelsesfrister, der gælder for de enkelte typer af lovovertrædelser, tidligst begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor offeret fylder 18 år. Formålet var at forbedre mulighederne for, at børn og unge, der har været udsat for sådanne forbrydelser, får mulighed for som voksne at reagere over for det, der er sket, uden at forældelsesreglerne udelukker mulighederne for retsforfølgning.”

Hvortil jeg svarede:

“Spørgsmålet er ikke om love og retspraksis kan diskuteres. Forældelsesfrister kan ændres det er sandt. Men afskaffes? Næppe. Og det fremgår tydeligt at det er jeres mål.

Min uenighed er imidlertid ikke primært med jer. Det handler om hvorvidt almindelige danskere kan tilslutte sig Red Barnet, hvis organisationen bliver paraplyorganisation for forskellige mere eller mindre radikale feministiske grupperinger.”

Det afgørende er her om man for fremtiden skal indtage en ganske bestemt radikaliseret position med hensyn til seksualpolitik for at støtte en organisation som Red Barnet?

Red Barnet sår tvivl om hvor skillelinien går mellem en gruppe som Mere politisk fokus på overgreb mod børn og Red Barnets politik. Man kan – jeg har nævnt det offentligt før – komme i tvivl om Red Barnet er indstillet på at følge retsprincipperne i Danmark.

Reklamer

Spørgsmål-svar: Utroskab

Denne gang er spørgsmålet hentet fra en debat på et dating-site. Lad os slå fast med det samme: Utroskab er ifølge dansk lov gyldig grund til skilsmisse. Når spørgsmålet stilles på et homodating-site er den side af sagen ret ligegyldig: Det handler om sidespring.

Interessant nok er der i den offentlige debat en generel tendens til at puste diskussionerne op ved at bruge ord som “utroskab” og “gift”. Sidstnævnte bruges f.eks. i flæng om homo-parforhold. Selvom lovgivningen i Danmark handler om registreret partnerskab. Denne betegnelse er uelegant, men afslører noget væsentligt: Der er ikke lighed for loven. Det er også det kritiske, når det handler om sidespring: Ægteskab og faste forhold – og dermed monogami – fremstilles i samfundet som norm. Når diskussionen om sidespring kommer op taler singlerne – alle de der hverken er gift eller lever i registreret partnerskab – også om “utroskab”. Selvom de i praksis er ekskluderet.

Der er er en normaliseringstvang i samfundet. Selv i LGBT sammenhæng, hvor den politiske mulighed for homoægteskab overvejes, er det i Pan-bladet ikke muligt, at få svar på hvordan foreningen forholder sig til andre samlivsformer. Singler eksisterer ikke.

Seriel monogami – det at have mange skiftende partnere over tid – er normalt for unge. Ligeledes for de der springer ud sent. Mange skiftende partnere – om det er på efter tur eller samtidig – er polygami.

Spørgsmål:

Hvad ville i gøre hvis jeres kæreste havde været utro?

Nogle bud:

“Droppe ham lige på stedet. Hvis man ikke er nr.1  hos kæresten, så kan han glemme det. Og der er ingen undskyldninger.”

“Han havde fået sparket. Der er ikke noget værre. Det er jo et åbenlyst tegn på at der er noget galt.”

Svar:

“Grunden til at så mange svarer lige som de to ovenstående eksempler er, at rigtig mange ikke kan tåle jalousien, når den anden laver noget ved siden af!

Istedet for at tale om problemet, lave nogle aftaler eller gå i parterapi skrotter de forholdet. Ikke på grund af utroskab – altså at den ene part har sex ved siden. Men på grund af, at den der IKKE har sex ved siden er bliver jaloux. Og følelsesmæssigt er ude af stand til at håndtere problemet.

Ingen kan gennemføre et længerevarende parforhold uden at der sker “svipsere”. Hvis man bilder sig det ind går det galt. Plan B består i dette tilfælde i at acceptere at intet i livet er perfekt. Og forholde sig til, hvordan det er i stedet for at reagere med: “Jeg skrider hvis du ikke er perfekt!”

Alle generaliseringer er selvfølgelig forkerte. Også denne. Der findes sikkert undtagelser. Det de fleste tænker er – og heri består selvbedraget: Det sker for naboen, det sker ikke for mig.

Jeg selv lever i parforhold – og har gjort det længe. Jeg er tit blevet spurgt om, hvad der får et parforhold til fungere. Den første forudsætning er indlysende nok, at man skal ville det. Omvendt: Hvis man er fast besluttet på at smide fyren ud ved første lejlighed, er man i praksis tilhænger af seriel monogami!

Anbefalingen af “troskab” – og modstanden mod “utroskab” – bygger på falske forudsætninger. Seriel monogami betyder at man har skiftende partnere. Undersøgelser af hiv-smitte viser da også, at der er flere hiv-smittede blandt de, der lever i parforhold end blandt singler.

Det rigtige svar må være, at man skal være åben og ærlig over for partneren med hensyn til, hvordan man tackler seksuelle relationer uden for forholdet.

Seriel monogami er et oxymoron – altså en selvmodsigelse. For det er reelt ikke andet end særlig form for polygami/polyandri. Ordet “utroskab” er malplaceret i  samlivsdebat af to grunde:

For det første forudsætter det ægteskab og ægteskabslovgivning. Hvorfor dog ekskludere singlerne fra debatten på forhånd? Og hvorfor den undertone af moralisme, der ikke bidrager med noget som helst?

For det andet er den “stramme” attitude overfor sidespring i virkeligheden ikke andet end et forsvar for seriel monogami. De der mener det, må forsvare standpunktet. Ikke holde moral eller politisk korrekthed op for sig som skjold mod realiteterne.

Grosse Freiheit?

Grosse Freiheit? – hvad er det? Det henviser til en sidegade til Reeperbahn i Sct. Pauli kvarteret i Hamborg. Byens centrum for prostitution. Konferencen om købesex der blev afholdt i København i weekenden d.7/8 maj 2011 anvendte navnet, og satte et spørgsmålstegn efter. Måske som Laura Agustin gætter på – for at antyde at kvinder vil blive fri, når en kriminalisering af købesexkunderne er blevet vedtaget.

Konferencen blev arrangeret af 8. marts-initiativet med deltagelse af Dansk Kvindesamfund, Feministisk forum, Feministisk netværk, KFUK’s Sociale Arbejde, Kvindelejren på Femø, Kvinder i Sort, Reden og Kvinderådet.

Den politiske deltagelse var også ganske markant med hele venstrefløjen repræsenteret af folketingsmedlemmer fra S, SF og EL.

Demonstrationen imod Grosse Freiheit? på vej til Islands Brygge.

Konferencen gav således anledning til en ganske mærkværdig situation: En del af venstrefløjen deltog, mens en anden del stod uden for og demonstrerede. Enkelte politikere havde meldt afbud. Der i blandt Kamal Qureshi. En enkelt radikal – Linda Kristiansen – deltog – dog kun for at notere sig de fremlagte argumentationer.

Især invitationen af Julie Bindel og Janice Raymond, der er kendte for deres hadefulde udtalelser imod transkønnede havde vakt opsigt inden arrangementet, da Queerkraftredaktionen på Modkraft.dk havde gjort opmærksom på det problematiske i transfobernes deltagelse.

Linda Kristiansen kunne dog efterfølgende berette, at emnet transkønnethed ikke var fremme i Julie Bindels indlæg.

Vibe Grevsen (tv.) talte for de transkønnede som repræsentant for LGBT. Med assistence fra Malene L. Hansen (th.).

Konferencens valg af fokus på transkønnethed gennem Julie Bindel og Janice Raymond – betød at LGBT’s deltagelse i demonstrationen imod konferencen var sikret. Selvom foreningen ikke officielt vil tage stilling til købesexforbud stod medlemmer af T-gruppen ved siden af de prostitueredes talspersoner. Der iøvrigt også nævnte de transkønnede som en gruppe, der er repræsenteret blandt de prostituerede. Hvorimod mandlige prostituerede ikke var repræsenteret eller blev nævnt.

Prostitution er et kvindeemne. I flere henseender. I virkelighedens verden er mændene talstærkt repræsenteret blandt sexarbejderne. Det afspejles desværre hverken i debatten eller i mediernes behandling af emnet.

Kønsforsker og antropolog Christian Groes-Green formulerer det således i Videnskab.dk:

“Udveksling af penge for sex anses som ikke bare usundt og skadeligt for dem der betales og som ernærer sig ved prostitution, men i og med at mange sexarbejdere er kvinder vurderes det endvidere, at prostitution skader samfundets generelle syn på kvinder, også de kvinder der ikke lever af at sælge sex. At der er mange mænd der benytter sig af denne mulighed vurderes nemlig som et tegn på, at prostitutionens årsag er et urpatriarkalsk ønske fra mænds side om at udnytte kvinder seksuelt. Reden har f.eks. i en årrække ment at sexarbejde uanset forholdene er lig med voldtægt. Selvom de kvinder der bruger seksualiteten som levevej både tæller socialt udsatte og en del ressourcestærke kvinder, er der med årene blevet enighed om, at fænomenet må stoppes med alle midler, ikke primært af sociale årsager men fordi bordelvirksomhed, escortarbejdere og gadeprostitution sværter kvindeligheden til.”

Prostitution som omfatter et meget lille antal mennesker – omkring 3.200 erhvervsaktive personer – tiltrækker sig i debatter og i medier en uforholdsmæssig stor interesse, fordi de prostituerede krænker (kvinde) kønnets ære. Ikke de kvinder der rent faktisk er prostituerede, men medsøstrenes!

De mandlige prostituerede, som er en mindst lige så stor gruppe, nævnes sjældent i debatten. De betragtes ikke som ofre i denne sammenhæng. Og offer-gørelsen er feministernes vigtigste dagsorden. Uanset om det gælder kvinder eller homoseksuelle mænd. Det udelukker også en debat om homoseksuel prostitution. Måske også fordi en kriminalisering af de homoseksuelle kunder under det der blev kaldt Den grimme lov 1961-65 er et ubelejligt emne for tilhængerne af købesexforbud. Det købesexforbud der blev gennemført dengang – under påskud af at ville beskytte udsatte unge – betød reelt at et retsovergreb imod de homoseksuelle fandt sted. Derfor lovens kortlivethed. Vil en tilsvarende situation gentage sig?

Grosse Freiheit? blev afholdt af en sejrssikker venstrefløj i forening med radikalfeminister og feminister i næsten alle andre afskygninger end prosexfeministerne. Men med en overrepræsentation af radikalfeminister. Bla. med den norske Ottar gruppe, der er kendt for at overfalde sexkunder og sende afslørende mails til deres familier. Politiske vinde kan imidlertid ændre sig hurtigt. Efter blok-politikken er blevet fortid, og der er blevet sået tvivl om de radikale kan eller vil støtte en rød regering fremstår initiativet helt anderledes. De radikale støtter som bekendt heller ikke et købesexforbud. Hvis der ikke er enighed med venstrefløjen om økonomisk politik eller ideologiske emner som køn- og seksualpolitik, hvad er der så tilbage af alliancen?

Transpersoner støtter sexarbejderne.

Demonstrationen imod Grosse Freiheit? var en lejlighed til at bringe forskellige grupper af forbudsmodstandere sammen, der ikke umiddelbart har fælles mål. Den megen fokus på enkeltpersoner kommer dog lige som i tilfældet med demonstrationen imod Bilal Philips til at virke – om end ikke som afpolitisering – så som afledning af opmærksomheden. I forhold til Bilal Philips kunne ingen af de anvendte besværgelser modvirke indtrykket, at demonstrationen ikke talte for homoseksuelle rettigheder, men var anti-muslimsk, og derfor lige så godt kunne have haft DF eller andre højrekræfter som arrangører.

Forståeligt nok ønskede de transkønnede at markere deres modstand mod hadtale. Selvom det ifølge referaterne fra konferencen ikke fandt sted. En del transpersoner var ligeledes forbudsmodstandere. De demonstrerede – her gav det mening –  imod to af de mest markante tilhængere af transfobi og feminisme som kønsideologi, der ekskluderer endog mænd der har foretaget et kønsskifte. To medsøstre der i ingen af tilfældene finder det acceptabelt, at kvinder bestemmer over deres egen krop. Fokus på personer får imidlertid let pointen, at det er bestemte holdninger, der er uacceptable – og ikke mennesker – til at fortabe sig. Derfor er demonstrationer eller markeringer over for enkeltpersoner i fremtiden ikke ønskelige.

“Trut jer selv i røven snerpetrusser, vi bestemmer over vores trusser.”

Tankevækkende var det, at den feministiske definition af Grosse Freiheit inkluderede tilhængere af transfobi, modstandere af pornografi – ud over selvfølgelig at repræsentere alle de, der føler kvindekønnet krænkes ved købesex.

Det store spørgsmålstegn efter “Frihed” må derfor henvise til, om det er frihed, når andre mennesker eller samfundet vælger for den enkelte. Når det kommer til stykket er det ikke en argumentation der holder. Uanset om både samfundet og politiske grupperinger hævder, at handle ud fra de bedste intentioner.

Alle fotos: Copyright Ole Hansen.

Video: Malene Andreasen.

Shyam Selvadurai: Understrømme

“Mennesker kan ulykkeligvis ikke opfinde deres oprindelsessted, deres elskere og deres venner endnu mindre end de kan opfinde deres forældre. Livet tildeler disse og tager dem også bort og det vanskeligste er at sige JA til livet.”

Understrømme (2008) er den tredie roman i Shyam Selvadurai’s forfatterskab. Den første bog En sjov dreng udkom i 1998 på dansk. Efter den historiske Cinnamon Gardens (1998) – på dansk En duft af frihed (2000) – vender Selvadurai tilbage til temaet: Sri Lanka i 1980, opvæksten og homoseksualiteten.

Citatet ovenfor af James Baldwin indleder Understrømme, for at minde læseren om at, vi er alle stammefolk. Med et oprindelsessted, forældre, venner, elskere der har præget vores liv – alt sammen sociale og kulturelle tilhørsforhold man ikke kan løbe fra. Hvis man forsøger bliver man indhentet. Alt det man ikke kan lyve sig fra. Hvis man forsøger bliver man afsløret.

Generationen er også en stamme: Af de mennesker der var på et bestemt sted, på et bestemt tidspunkt. Selvadurai skruer tiden tilbage til 1980, og skildrer forholdene på Sri Lanka: Hans tid og sted. Stammer mødes og kulturudveksling finder sted. Nogle gange opdager de, der tilhører forskellige nationale stammer og kulturer, at de har noget til fælles.

Det er historien om drengen Amrith fra Sri Lanka, der møder sin fætter Niresh fra Canada. En historie om forelskelske og kærlighed.

På Sri Lanka har stammen sine egne ritualer. Et af dem er, at alle skolerne deltager i en årlig Shakespeare konkurrence, hvor de opfører et skuespil og kæmper om prisen. Det forgående år er det lykkedes Amrith at vinde pokalen, som Bedste Kvindelige Skuespiller i rollen som Julie. En særhed ved ritualet er nemlig, at alle skoler er kønsopdelte. Derfor spilles alle pigeroller af de yngste elever på drengeskolerne. Og de ældste piger spiller manderollerne på pigeskolerne. Kønnet – eller kønsrollen – er helt bogstaveligt en rolle, som den enkelte elev påtager sig. Udover selvfølgelig at fremsige replikker og agere, det der står i teksten. Det er en slags skuespil i skuespillet. Lige som på Shakespeares tid – den elizabethanske periode i England –  da der ikke fandtes kvindelige skuespillere, og de yngste drenge i truppen spillede kvinderollerne.

Fra at være en usynlig dreng bliver Amrith en både synlig og populær dreng. Derfor er han også fast besluttet på, at tilkæmpe sig rollen som Desdemona i årets Shakespeare stykke Othello. For om muligt endnu engang at vinde pokalen. Denne drømmende tilstand bliver Amrith revet ud af ved mødet med fætteren den 16 årige Niresh.

Selvom Niresh etnisk tilhører samme stamme som Amrith tilhører han kulturelt teenager stammen, som godt nok er international, men endnu ikke er nået til Sri Lanka. Teenager stammen dyrker sine egne ritualer: Mangel på respekt for de voksne, almindelig flabethed og intense venskaber med jævnaldrende. Amrith udsættes for et kulturchock! Den priviligerede teenager stamme kan se filmen Saturday Night Fever i 1977, mens den er ny, mens Amrith og hans søstre må vente til det bliver et nyt årti.

Ifølge Niresh er der ingen ende på hvor cool teenager stammen er: Han og vennerne spiller fodbold, sniger sig ind på clubberne med falske ID-kort, begår hærværk og cruiser rundt i byen i bil. Når Niresh praler holder han sin lille fætter om skuldren, og de er tæt på en måde Amrith ikke har været til andre mennesker før. Og Amrith forelsker sig.

Niresh er charmerende. Hundene lægger sig på ryggen og cykler med benene i vejret, når han taler til dem med høj stemmeføring. Når Niresh taler med Amriths søstre gør han det samme: Foregiver at kunne lide den musik teenager stammen foragter, fordi den er fra i forfjor. Amrith ved det. Når Niresh’ øjne er særlig store og uskyldige, så lyver han eller gør grin med folk. På den anden side er bedrifterne af betragteligt omfang: Niresh er blevet smidt ud af tre kostskoler, ryger i smug og kan diskutere piger!

Amrith er også lærenem: Blasfemisk lægger han sig for fødderne af Niresh og agerer Maria Magdalena, mens Niresh med en kost i ryggen agerer den lidende Jesus Kristus. Så kan de sammen få søsteren til at bryde sammen af grin, der hvor hun skulle fremsige sit Ave Maria.

Understrømme fører mennesker til steder, hvor de ikke ønsker at være. Understrømme er teenager stammens værste fjende. Amrith har udover blasfemi, rygning i smug også sovet tæt op af Niresh, og opdaget varmen i kroppen. Han har således deltaget i nogle af de vigtigste stamme ritualer, men er stadig ikke på lige fod med fætteren. Og er magtesløs over for jalousien – en understrøm i teenagerverdenen. Amrith er  jaloux på søsteren, der ligeledes er faldet for Niresh’ charme. Othello – det klassiske jalousidrama udspiller sig dermed ikke kun på scenen, men også uden for.

På scenen: Othello anklager Desdemona for at være ham utro med Cassio. Det fører som bekendt til drab. I  virkeligheden: Understrømmen i monsunhavet fører Amrith længere ud end han kan bunde – med fare for liv og lemmer.

Dog forsones Amrith med fætteren: Ritualet består i aflivelsen af myten om det sorgløse teenagerliv i Canada. Niresh spiller ikke fodbold, han er ikke star: De andre kalder ham perker, og de sorthårede drenge må lægge øre til racististiske vittigheder. Alle de historier der imponerede Amrith var løgn og opspind. Kan rituel bodsgang slå bro over kløften mellem de to drenge?

Niresh får til gengæld at vide hvilken ulykkelig historie den selvmordstruede Amrith bærer på dybt i sin sjæl og så forsones de to. Inden Niresh bliver nødt til at følge sin far tilbage til Canada.

Mennesker kan ulykkeligvis ikke opfinde deres oprindelsessted, deres elskere og deres venner endnu mindre end de kan deres forældre. Livet tildeler disse og tager dem også bort og det vanskeligste er at sige JA til livet.

Stophad.dk

Mennesker der bliver udsat for vold på grund af race, køn, etnicitet, nationalitet, religion eller seksuel orientering fortjener samfundets – alles opmærksomhed. Vi må forlange at myndighederne handler resolut og udviser handlekraft. Men det er ikke nok. Heldigvis er der ildsjæle i Stophad, der kæmper ofrenes sag og ønsker at støtte. For mennesker der er har lidt overlast skal have retshjælp og måske psykologhjælp. Det koster og derfor samler Stophad.dk penge ind.


Det er vigtigt, at private organisationer yder moralsk og anden støtte til ofre for hadforbrydelser. Deres indsats kan få os alle til at føle os en lille smule mere trygge. Derfor skal vi støtte initiativet.

Send en SMS til 1231 med teksten stophad50, stophad100 eller stophad150. Det koster almindelig SMS takst + donationsbeløb 50, 100 eller 150 kr.

Stophad deltager i Cophenhagen Pride 2011 med en vogn. De penge der kommer fra billetsalg og SMS vil på Pridedagen d.20. august blive overrakt til LGBT som Stophad.dk samarbejder med om at fordele pengene

Man skal ikke udpege hele samfundsgrupper som ofre – det er hvad jeg i anden sammenhæng betegner som offfer-gørelse. Vi skal forholde os til enkelte individer, der er blevet udsat for overlast eller udsættes hån og overgreb.

Homoseksuelle og mennesker med en anden etnisk baggrund er ikke per definition ofre. Vi bliver ikke systematisk undertrykt og forfulgt. Hverken af staten eller af andre befolkningsgrupper.

Når det handler om hadforbrydelser gør der sig dog flere specielle forhold gældende

I et interview i Out&About fortæller Jesper Høg, projektleder for politiets kampagne imod hadforbrydelser, om indsatsen. Jesper Høg oplyser, at justitsministeriets årlige offerundersøgelse viser, at omkring 12.000 mennesker i Danmark, mener de udsat for en hadforbrydelse. Alligevel modtager politiet kun omkring 200-300 anmeldelser årligt. Der med andre ord et meget stort mørketal. Det er et stort problem. For politiet kan intet gøre når forbrydelser ikke anmeldes.

Jesper Høg kommer også ind på den særlige lovgivning der er på området:

“Hvis man bliver udsat for et overgreb på grund af sin race, tro eller seksuelle orientering, så bliver man angrebet på grund af hvem man er. En hadforbrydelse er et angreb på retten til at være sig selv, og det er netop det, der gør hadforbrydelser til meget alvorlige forbrydelser.”

Hadbrydelser opfattes af politiet som “alvorlige forbrydelser”, fordi den form for vold og overgreb er omfattet af en særlig paragraf i straffeloven.

Straffelovens paragraf 81, stk. 6 angiver, at det ved strafudmålingen skal betragtes som en skærpende omstændighed, hvis en forbrydelse er motiveret af had til offerets formodede seksuelle orientering, etnicitet eller religion eller lignende.

Jesper Høg forklarer, hvorfor loven er indrettet således:

“Slår man en person ned, for eksempel fordi han er homoseksuel, så er det ikke kun den ene homoseksuelle, som er offer for volden. Det går også ud over andre homoseksuelle, som efterfølgende kan være bange for at blive slået ned af samme grund.”

Jesper Høg ønsker selvfølgelig ikke gå ind i en politisk  diskussion af paragraf 81, stk. 6. En politimand skal håndhæve loven, ikke diskutere den. Han tilkendegiver blot, hvordan han ser den lov han er forpligtet til administrere.

Send en SMS til 1231 med teksten stophad50, stophad100 eller stophad150. Det koster almindelig SMS takst + donationsbeløb 50, 100 eller 150 kr.

Heller ikke Stophad.dk ønsker at komme med politiske tilkendegivelser. For Stophad.dk er debatten om lovgivning og det politiske system ikke relevante. Her er udgangspunktet, at mennesker der har været udsat for hadforbrydelse skal have hjælp.

Så må de politiske debatter tages i andre fora. Det vil helt sikkert også ske. Jeg vil gerne invitere alle interesserede til at diskutere på Facebook på min væg.

Alle er velkomne til at bidrage med en kommentar. Offer-gørelse af hele samfundsgrupper har fået hårde ord med på vejen på denne blog. Fordi udbredelsen af offer-mentaliteten til velfungerende samfundsgrupper ikke er konstruktiv, og desuden er en hån mod mennesker i dette samfund, der desværre virkelig lider overlast og nød. Er du enig eller uenig er så giv din mening til kende. Har du været udsat for hadforbrydelse eller kender du andre der har så bidrag med erfaringer og synspunkter.

Mennesker der har været udsat for vold eller er blevet forhånet på grund af race, tro eller seksuel orientering ER ofre. Og de SKAL tages alvorligt.

Det er vigtigt, at private organisationer yder moralsk og anden støtte til ofre for hadforbrydelser. Deres indsats får os alle til at føle os en lille smule mere trygge. Derfor skal vi støtte initiativet.

Uanset hvor stort mørketallet er – og det er meget svært at vurdere – så er enhver hadforbrydelse én for mange. For at få sin ret skal man anmelde hadforbrydelsen til politiet – så kan problemets omfang også efterfølgende gøres op. Hvis man anmelder forbrydelsen vil der så takket være Stophad.dk – for fremtiden –  også være mulighed for økonomisk støtte til at føre sag eller få psykolog rådgivning. Samt moralsk opbakning.

Ud over at melde hændelsen til politiet bør man også – hvis man bor i Københavns kommune – melde sagen til registrer diskrimination, hvilket kan ske anonymt.