The Cutting Tradition

Filmen The Cutting Tradition (2009) handler om omskæring, og anvendes af ngo’en The Orchid Project til at skabe opmærksomhed om emnet. Desværre er der udelukkende fokus på omskæring af piger. Hvilket i praksis umuliggør en sammenhængende forståelse af denne iøvrigt dybt interessante politiske og kulturelle problematik, der netop er blevet omtalt i Politiken.

The Orchid Project er stiftet af Julia Lalla-Maharajh i 2009. Det britiske kongehus og forhenværende præsident Bill Clinton har givet henholdsvis en pris og en tv-transmitteret samtale med Julia Lalla-Maharajh. Organisationen har netop etableret sig i Danmark.

Kvindelig omskæring – der omtales som female genital mutilation (FGM) er udbredt i afrikanske lande. Det antages at der omskæres 3 millioner piger om året. Dette sker når pigerne er op til 10-11 år gamle, uden lægeligt opsyn eller medvirken og uden bedøvelse. Indgrebet har ingen medicinsk begrundelse. Der henvises blot til “tradition”.

Det virker altså som om The Orchid Project har en god sag. Når The Cutting Tradition viser et eksempel på, hvordan omskæring foregår i praksis bekræftes også de værste anelser.

Problemet i filmen er vinklen. Den vender ikke først og fremmest imod indgreb uden medicinsk begrundelse. Selvom det selvfølgelig kritiseres, at operative indgreb foretages af ikke-autoriserede mennesker under miserable forhold. Men det er jo fattige lande, og der er få ressourcer. Budskabet er at skikken er forkert. Det er denne “tradition” der udpeges som problematisk. Derfor indgår ordet “tradition” i titlen.

Derved bliver filmen en fortælling om, hvordan vestlige mennesker er eller ønsker at se sig selv, snarere end en film om kvinders problemer i den tredie verden. Budskabet læner sig op post-kolonialisme og feminisme, der i forening gentager budskabet fra en periode i europæisk historie hvor fattige, primitive, tilbagestående og overtroiske mennesker i fjerne verdensdele skulle vejledes. Dens budskab bliver at disse mennesker stadig er den vestlige kultur underlegne. Og bør underlægges forbud.

Det forekommer i høj grad problematisk, at en organisation som The Orchid Project, der har visioner om ændre på adfærd brander sig selv som post-kolonial og feministisk ved at tage filmen til sig. Med mindre The Orchid Project netop ikke har til formål at ændre adfærd, men blot afstive selvopfattelsen i vestlige lande, der truet af økonomiske kriser og militære nederlag søger moralsk kompensation i forestillingen om at være bedre.*

Filmens post-koloniale budskab formidles via fortællemåden. Vi ser en række mænd og kvinder i forskellige klip, der på lokale sprog henviser til “traditionen” som afgørende for, at omskære piger. Da rækken af indslag for denne praksis – endelig – afløses af et indlæg imod omskæring er det en mand, der taler et sprog vi genkender – det franske – og han repræsenterer  de veluddanennede vi skal identificere os med. Han konstaterer, at omskæringspraksis er forkert, men sidder dybt i fattige landsbymennesker.

I en kritik af moderne fortællinger om race, køn og seksualitet har den amerikanske kultursociolog Jasbir Puar peget på, hvordan liberal inklusion af seksuelle minoriteter i vesten har afløst kamp for rettigheder. I denne optik produceres den seksuelt “anden” som hvid, og den racialt” anden” som heteroseksuel. Mændene i The Cutting Tradition taler om, at kvindelig omskæring – hvorved klitoris fjernes – forebygger, at gifte kvinder søger andre mænd.

De repræsenterer den heteroseksuelle, sexistiske mande stereotyp, som feminister i vesten bekæmper. Det der undsiges er en barbariske praksis, et ikke-civiliseret samfund og  en racemæssig “anden”, som ikke er feminist. Og det viser sig at alle fire egenskaber falder sammen! Og repræsenteres af mennesker fra Afrika og arabiske lande. Med eller mod instruktørernes vilje formuleres der altså både en latent racisme, og et post-kolonial kulturelt perspektiv.

Hverken film eller ngo’en der promoter den problematiserer omskæring af drenge. The International Federation of Gynecology and Obstetrics (FIGO) lægger navn til filmens budskab. Heller ikke de lægger en tilsvarende indsats i arbejdet imod omskæring af drenge. Det betragtes som et inferiørt emne. Med mindre særlige omstændigheder gør sig gældende. F.eks. at der er tale om kvaksalveri, hvor operationer finder sted på køkkenbordet. Altså de elementer der beskrives som værende af sekundær betydning, når det handler om omskæring af piger.

Omskæring af drenge finder i vid udstrækning sted i USA. Hvor det er “tradition”. Havde man lavet en film tilsvarende The Cutting Tradition havde man formentlig fået nogle af de samme svar som de adspurgte giver: Vi værner om vores traditioner. Det er igen relevant at henvise til at filmen ikke peger på “health” eller “the right to make your own choice” som centrale parametre. Begge elementer: Modstand mod overflødige operationer og individets frie ret til at bestemme over egen krop ville nemlig konflikte med amerikansk praksis. For det første fordi omskæring af drenge ikke er medicinsk begrundet, og for det andet fordi disse indgreb foretages i spædbarnsalderen og altså er et valg forældrene træffer.

The Cutting Tradition viger uden om kritik af omskæring af drenge via formuleringen af et kultur-perspektiv.

I lande med muslimsk kultur finder der også omskæring af drenge sted. Men det er en uønsket diskussion. Ngo’en har lagt en handlingsplan på området beskæftiger sig ikke med børn, men med piger. Så kan post-kolonialisme og feminisme gå hånd i hånd.

At skære i mandlige kønsdele tæller ikke som lemlæstelse. At disse indgreb i den vestlige verden sker tidligt er et argument “for” og ikke “imod”. På trods af at argumentet om frivillighed anvendes i alle andre sammenhænge, hvor det handler om krop og seksualitet.

En film der stillede kritiske spørgsmål og spurgte amerikanske drenge og mænd om de ønskede at blive skåret i deres kønsdele ville formentlig få en helt anden modtagelse end The Cutting Tradition. Den måtte droppe “kan vi ikke alle være enige om” tilgangen, men ville komme nogle sandheder nærmere. Hvor i verden findes de mænd, der seriøst synes det er en god ide, at læger eller uautoriserede skær i deres kønsdele? Alligevel finder det finder sted – i tavshed.

Uanset verdensdel er “tradition” metafor for religiøs og kulturel overbevisning. Derfor er det også noget der kan ændres. Hvis der er en vilje.

Omskæring af drenge og piger er ikke det samme. Fjernelse af klitorisk er et særdeles drastisk indgreb. Men hvordan sammenligner man overhovedet de to ting? Det feministiske svar – understøttet af lægevidenskaben – er, at det gør man ikke. Tabuet opretholdes.

Omskæring ødelægger ikke mandens seksuelle nydelse. Men der fjernes noget af mandens penis på det mest følsomme sted. Der sendes et signal fra det sociale fællesskab – baseret på moral og religion – at seksuel nydelse er noget der skal reguleres, begrænses og hæmmes. Om der så skal lemlæstelse til. Hvis det udtryk er det rigtige.

For i den kultur indgrebet finder sted vil der altid være en række fortællinger om det gode ved indgrebet – som er “tradition”.  At være omskåret betragtes f.eks. af nogle amerikanske – især homoseksuelle – mænd som en fetich, noget der værdsættes og ses som attraktivt. Indgrebet der fysiologisk begrænser gør altså omvendt de samme mænd seksuelt attraktive i andres øjne. Det er blot en af de måder, hvorpå indgreb uden medicinsk begrundelse transformeres om til “tradition” og gives positiv valør. Så stærk at emnet tabuiseres.

Derfor holder filmen The Cutting Tradition fokus på omskæring af piger.

Alle de mænd der i The Cutting Tradition argumenterer for omskæring af piger er formentlig selv omskåret. Selv de højtuddannede, der taler fremmedsprog. Det er vanskeligt at tale imod en praksis man selv er underlagt. Også selv om indgrebet på drenge langt fra har samme status som indgreb på piger. Givet de fysiologiske forskelle. Givet de kulturelle og racemæssige fordomme. Filmen handler blot om hvad kvinder føler. Ikke om hvad mænd føler.

Filmen slutter med konstateringen af at 14 afrikanske lande har vedtaget forbud imod omskæring af piger. Budskabet er altså: Ingen udviklingsbistand til lande, der ikke har et forbud på plads? USA og andre lande der – fuldt legalt – praktiserer omskæring af drenge kunne let stille sig i spidsen for den kampagne.

* The Orchid Project har skal det tilføjes taget afstand fra begrebet Female Genital Mutilation (FGM ) og erstattet det med Female Genital Cutting (FGC). Med begrundelsen: “…to start from a position of judgement and blame with the communities involved means that you are unlikely to get change where it matters – at the community level”.

Åbent brev til Seksualpolitisk Forum

Jeg vil selvfølgelig aldrig tolerere, at blive udsat for censur. Uanset hvilken begrundelse, der måtte blive givet. Seksualpolitisk Forum forekommer, at ville tiltage sig magt og indflydelse over min person på en måde, der er fuldstændig uantagelig.

Jeg er ikke enig med Seksualpolitisk Forum. Det har jeg aldrig påstået. Jeg har tilsluttet mig et grundlag – nogle grundholdninger.

Jeg mener det er vigtigt at kunne udtrykke sin mening privat. Og på nettet: Jeg vil forsvare min ytringsfrihed. Frem for alt vil jeg stå på retten til at udlægge mine egne ord.

Og forbeholder mig retten til at afvise jeres forvanskninger.

Faktisk tvivler jeg på meldingen om, at beslutningen (om eksklusion) skulle være ubehagelig for jer.

Lad mig prøve at begrunde det.

I reagerede bemærkelsesværdigt hurtigt på en episode i en internetdebat. Som ikke vedkommer andre end de implicerede parter. Debatten foregik mandag aften, og tirsdag formiddag var jeg ikke længere aktivt medlem af Seksualpolitisk Forum.

Til tider kan det virke frustrerende, når det føles som om ens stemme ikke bliver hørt på Facebook eller andre steder. Andre gange kan det føles som en opmuntring, at ens bidrag bliver registreret.

Selvom det desværre nogle gange er for godt til at være sandt…

Hvad ligger der bag jeres lynreaktion? Første gang Initiativgruppen kontakter mig, er det en meddelse om eksklusion. Den var måske skrevet på forhånd?

Der er en valgkamp i sigte, og kampen imod købesexforbud er en borgerlig mærkesag. Jeg må erkende, at det er en alliance, hvor i er mere enige med redaktør af Oou&About Thomas R. Kristensen end med mig. Og hvervningen af en borgerlig redaktør, er vigtigere end en aktiv debattør i er politisk uenige med. Hvorfor vælge fornuftsægteskabet frem for kærligheden?


Sexarbejder rettigheder er Seksualpolitisk Forums mærkesag.  Hvor er engagementet i alle andre seksualpolitiske spørgsmål? Er de gledet ud, fordi de ikke indgår i det borgerlig liberale grundlag for blå blok?

Jeg støtter noget, der efter min overbevisning er vigtigere end partipolitik – eller i hvert fald aldrig må overskygges af gustne overlæg. Hvis jeg tvivler på jer – og har svært ved at se i repræsenterer andet – uanset de faglige kvalifikationer- end borgerlig partipolitik, så vil det være mit budskab på bloggen for fremtiden.

Det skal her tilføjes, at nyere valgforskning peger på at vælgerne – især de bedst orienterede – næsten blindt følger politikerne. Vælgerne er mere påvirket af politikerne end af argumenter. Når Seksualpolitisk Forums mærkesag forbindes med borgerlig liberal politik taber man automatisk vælgerne på midten og til venstre for midten. Der ubekymret kan tilslutte sig forbudslinien hos S og SF.

Spørgsmålet er om Seksualpolitisk Forum har dets integritet og troværdighed i behold. Som det fremgår forekommer det mig mere end tvivlsomt.

Men i er velkomne til at kommentere ovenstående.

En ting der er Seksualpolitisk Forum uvedkommende – men alligevel kan give en ubetydelig sag et vist perspektiv bør nævnes i denne forbindelse.

Tilbage i 2005 blev Muhammed tegningerne offentliggjort. De vakte påstyr i Danmark og resten af verden. 2005 føles som længe siden, når det gælder diskussion af ytringsfrihed og tonen i offentlig debat.

I forbindelse med Muhammed tegningerne herskede der noget nær konsensus blandt meningsdannerne om, at der var en ret og pligt til at håne og spotte mennesker med en anden tro eller overbevisning. I ytringsfrihedens navn. Episoden med Lars von Trier i Cannes illustrerer meget udmærket skiftet – som næsten har karakter af skred i den offentlige opinion.

Uanset Lars von Trier undskyldte og forklarede efterfølgende var det nu utilgiveligt og forkasteligt, at han havde berørt nogle emner, der betragtes som tabu i den offentlige debat og optrådt spøgefuldt på de forkerte steder. Her var der ingen ret til at spotte, endsige pligt til at håne.

Det bemærkelsesværdige er, at skredet i holdning i høj grad er sket blandt de, der engang højlydt stod på tegneren Kurt Westergaards side. De der forsvarede Flemming Rose og JP. På dele venstrefløjen er god tone i debatten blevet ophøjet til mål i sig selv. Som reaktion på hadtale og spot.

Jeg har offentligt forsvaret Lars von Triers stil. Jeg er hverken enig i den “gamle” politiske korrekthed – hån og spot – eller den nye, at formen er (for)mål i sig selv.

Grundholdningen på denne blog ligger klart til venstre for midten partipolitisk. Det er dog bemærkelsesværdig sjældent, at venstrefløjens mærkesager er mine – og omvendt. Hvilket måske giver anledning til misforståelser. Blandt andet har Seksualpolitisk Forum ikke været istand til at pålægge mig holdninger og synspunkter jeg ikke har. Måske burde de – lige som den ovenfor nævnte redaktør – være mere klare i mælet med hensyn til egne partipolitiske standpunkter.

Uanset partipolitiske standppunkter så mener jeg ikke “god tone” og censur er vejen frem. Førstnævnte kan aldrig defineres præcist, og ender ufravigeligt med at blive redskab for sidstnævnte. Det vi har fået hedder noget på russisk fra Sovjet tiden: Vranjo. Ordret betyder det noget er løgn, sludder eller forvrængning. Men vranjo betyder snarere at mennesker er ude af stand til at fortælle en løgn, lige så vel som de er ude stand til at sige noget der er sandt. Det er et overlevelsesvåben under totalitære regimer. Derfor mener jeg heller ikke der er nogen mennesker i Danmark, der seriøst ønsker det praktiseret. Alligevel præger det den offentlig debat – og samfundet.

Lars von Trier er som før nævnt et eksempel på, hvor galt det kan gå, når man nægter at praktiserer vranjo. Uden nogen sammenligning i øvrigt, så er den såkaldte “sag” mellem Seksualpolitisk Forum og mig et eksempel på, at jeg ikke praktiserede vranjo – og efterfølgende blev kritiseret og sat for en standret.

Det skal jeg ikke ømme mig over. Jeg har valgt. Og fortryder intet.

Indlæg opdateret: 04-09-2011.