Dreng

Skuespilleren Peter Gantzler har 2011 debutteret som instruktør med filmen Dreng. Det lykkedes ikke at få filmen i normal biografdistribution. Istedet arrangerede Gantzler en turne til udvalgte biografer, hvorefter den blev tilgængelig på video on demand. Efterfølgende er den udkommet på DVD og kan også streames – via biblioteket – på Filmstriben.

Filmen blev til som et indie-projekt med en nyuddannet producer og skuespillere der arbejdede gratis. Smalle film har ikke nemt ved at trække publikum. Hvor forhold mellem ældre mænd og unge kvinder ses relativt hyppigt på det store lærred er kønsdiskriminationen udpræget, når det handler om en voksen kvinde, der vælger en purung kæreste.

Hovedpersonen den 18-årige Christian (Sebastian Jessen) forelsker sig i den tiltrækkende, men dobbelt så gamle kvinde Sanne (Marie Louise Wille). Hovedpersonens mor (Helle Merete Sørensen) ser skeptisk og jaloux til fra sidelinien. Det der til at begynde med ligner en våd teenage drengedrøm forvandler sig til en prøvelse for den unge Christian. Denne opdager at Sanne er enlig mor og forventer at han agerer far for hendes søn (Mikkel Bjerrum). En form for maskulint modspil præsenteres af Peter Gantzler selv i skikkelse af den alkoholiserede vicevært John.

Det er et kammerspil, hvor en boligblok på Frederiksberg danner ydre ramme. I den grad at porten til ejendommen danner indgang og udgang for historien.

På overfladen er der (trekants)drama med den pressede Christian i centrum. Vi bliver dog ikke inviet i, hvad der foregår bag facaden. Hvorfor er det egentlig at de voksne kvinder har sværere ved at tackle situationen end hovedpersonen selv? Det bliver kammerspil uden dybde. En tilsvarende karakteristik – der på en gang siger for lidt og for meget – gør sig gældende i settet. Fast kamera og dæmpede gråtoner hos moderen, håndholdt kamera og varme farver hos Sanne. Håndfast symbolik.

Der mangler noget. “Før kærligheden går et følelsesmæssigt behov, kærligheden opfylder dette behov” sagde forfatteren Stefan Zweig. Her virker det som om der gik tomhed forud for kærligheden. De mange scener hvor Christian fremstår som den blanke teenager forklarer netop ikke, hvad der rør sig i hans sind. Eller hvilke motiver der driver ham til at fastholde sit engagement på trods af omgivelsernes modstand. Takket være de smukke billeder af Christian fremstår uskylden kronisk. End ikke hede sexscener formår, at bortmane tvivlen om, at det vi ser er andet end en flirt.

Dreng virker som en kortfilm der af uransagelige grunde er blevet til spillefilm. Hvilket den ikke er tjent med. Karaktererne forbliver sært endimensionale trods flotte og overbevisende skuespilspræstationer. Især kvinderne omkring Christian lider under at deres karakterer ikke bliver foldet ud i andre sammenhæng. Den lettere neurotiske mor og den ubehælpsomme Sanne – således fremstår de overfor Christian. De får ikke oprejsning ved, at vi som tilskuere får lejlighed til, at opleve dem i andre omgivelser eller i andre  menneskelige relationer. Vi fornemmer blot at det vi ser ikke er hele sandheden. Et forhold der i kortfilmsammenhæng er forståeligt, men i spillefilm er frustrerende.

Ærgerligt at en film der ifølge instruktøren – har udgangspunkt i noget selvoplevet – og ambition om at følge vejen fra dreng til mand ikke tør slippe velkendte klichéer om uskyld. Filmen kommer derved ufrivilligt til at traske i sporene på Edward Flemings Rifbjerg filmatisering. Filmen realiserer ikke sin intention. Drengen forbliver – trods en flirt – dreng.

Skriv en kommentar

Endnu ingen kommentarer.

Comments RSS TrackBack Identifier URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s