Smukke mennesker

“Størstedelen af danskerne mener, at skønhed giver fordele, når man søger job. Det viser en undersøgelse, YouGov har foretaget for metroXpress. Og det gør det faktisk også, lyder det fra eksperter. Vi tror, at smukke mennesker også er dygtige, siger professor.”

Overskrift i MetroXpress 2/5 2011

Filmen Smukke mennesker fik biografpremiere i efteråret 2010. Med et billetsalg på under 5.000 føjede filmen sig til rækken af skrækeksempler på danske film der simpelthen bliver ignoreret af biografpublikum. Smukke mennesker er udkommet på DVD i begyndelsen af 2011. Og kan streames – også via biblioteket – på Filmstriben.

Anmelderne var da også usædvanligt hårde i deres dom. Morten Vejlgaard Just fra filmz.dk opsummerer historien således:

“Fire triste menneskeskæbner i en klassisk flettefortælling er udgangspunktet for denne danske misantropi, der svælger i perversion og svigt. Vi følger en mand, Anders, der har vanskeligt ved at forstå, hvornår det er normalt at blotte sig eller ej. Vi følger mandens søn, Jonas, der er trækkerdreng. Vi følger en kvinde, Ingeborg, der er ensom efter sin mands død. Og slutteligt følger vi kvindens datter, Anna, der er blevet seksuelt usikker og både psykisk og fysisk mærket, efter hendes ene bryst mangler som følge af en ulykke. Udadtil ligner de alle fire normale smukke mennesker, men indadtil gør deres mange ar for og fra livet, at de har svært ved at finde den lykke, de og alle vi andre så intenst jagter.”

Anmelderen konkluderer – ikke overraskende – at han har svært ved at se meningen med så meget “misantropisk ulykke”.

Ebbe Iversen fra Berlingske er om muligt mere kontant:

“Man kunne sige, at »Smukke Mennesker« er liderlig på en finkulturel måde. Mikkel Munch-Fals kan lide at vælte sig i sølet og har sit kunstneriske alibi i orden. Man kunne også sige, at den debuterende instruktør er en sarkastisk misantrop, som finder behag i at udstille sine medmenneskers svageste og mest frastødende sider. Og hvis man vil være rigtigt venlig, kunne man sige, at Mikkel Munch-Fals i sit syn på verden er beslægtet med instruktører som amerikanske Todd Solondz og danske Simon Staho….

Det er synd for menneskene – både dem oppe på biograflærredet og dem nede i salen. Smukke mennesker … er velspillet… men man må tilføje, at hvis man fik valget mellem at se denne film en gang mere eller at banke hovedet mod en væg i halvanden time, ville man vælge væggen.”

Filmlands anmelder Per Juul Carlsen ser nogle kvaliteter og siger til Mikkel Munch-Fals:

“Dine fire hovedpersoner i ‘Smukke mennesker’ er på én eller anden måde fanget af deres seksualitet, hvilket er en ganske usædvanlig tanke i dansk film, hvor sex er en overfladisk, materialistisk ting…og jeg kan ikke mindes at en dansk film har været så direkte og nysgerrig i sin udforskning af emnet sex siden Simon Stahos ‘Daisy Diamond’…”

På trods af enkelte vellykkede scener har anmelderen dog ikke haft en positiv oplevelse med Smukke mennesker.

Kim Skotte fra Politiken står derfor ret alene med sine lovord om den debutterende instruktør:

“Her præsenterer han en samling individer, der på den ene eller den anden måde er defekte snarere end perfekte. Men hvor det perfekte udgør en umenneskelig målestok, er det defekte til gengæld såre menneskeligt og langt mere interessant…

Omgivet af reklamernes perfekte mennesker er seksuel attraktionsværdi blevet den mest ubarmhjertige målestok for succes. Her har alle de ’Smukke mennesker’ et problem…

Som Solondz vil Munch-Fals trække den bortgemte seksualitet ud i lyset og åbenbare den som noget knortet og besværligt, men også som noget på mange måder mere ærligt end den krampagtige normalitet i borgerskabets diskrete mangel på charme.”

Med tanke på filmens usandsynlige og konstruerede slutsekvens tilføjer Skotte:

“Flettefilm har det med at flette lidt for flot. Det gælder også ’Smukke mennesker’, og derfor er det figurernes snarere end handlingens troværdighed, der holder ’Smukke mennesker’ oppe i fin stil.”

Netop i  slutscenen hvor alle hovedpersoner mødes rammer Smukke mennesker folkekomediens humor og lethed på  en selvironisk næsten sarkastisk facon. Der trods alt er befriende efter i halvanden time at have overvåget, hvordan karaktererne vandrer rundt i trance, og er næsten lige så distancerede i forhold til deres liv som publikum.

Som Skotte bemærker ligger Smukke menneskers force i skuespillet.

Bodil Jørgensen (Ingeborg) er som tilskuer til sin egen afskedsreception uforlignelig. Og brillerer ligeledes i scenen, hvor det går op for hende at den unge fyr – Jonas – hun har forført er professionel og skal have pengene på forhånd!

Ingeborg er indifferent eller uforstående over for markedsværdiens betydning. Og optræder derfor som dens ufrivillige kritiker. Som kvindelig Don Quijote. Trods scenens kynisme kan karakterens renfærdighed ikke undgå at røre.

Trækkerdrengen Jonas bliver efter, at have givet manden på toilettet et blowjob spurgt, hvorfor han dog er i det fag? Hvorpå han svarer: “Fordi jeg kan!”. På sin vis er han i sin selvsikre kynisme lige så renfærdig som Ingeborg. For på trods af at have fattet sin markedsværdi er han lige så blank som hende. Lige så meget slave af at kunne, som Ingeborg er af ikke at kunne.

Troskyldighed skal forklare hvordan det usandsynligste af alt kan indtræffe: At Jonas og Anna (Mille Lehfeldt) finder hinanden midt under et professionelt samleje under optagelsen af en pornofilm!

Ikke mærkeligt at netop denne scene støder anmelderne. Og deler vandene mellem de, der accepterer logikken, og de der står af. Forinden er vi blevet forberedt: I scenen hvor Anna står i pornoforretningen med DVD’en Wheelchair Delight i hånden går det på for hende, at det hun – og andre – er vant til at opfatte som smuds eller pervertion sætter billeder på en virkelighed, der er hendes egen. Hvorefter hun slår til og tager imod et tilbud om selv at medvirke i en sexfilm!

Vanskeligst at forstå er nok Henrik Prips figur Anders, fordi den forkrampede blotter enten synes at høre hjemme i en revyforestilling eller i noget, der er frygteligt seriøst. Præstationen fejler intet. Formentlig kunne ingen gøre det bedre – det virker bare ikke.

Alt i alt får Smukke mennesker altså 3 ud af 4 mulige figurer i spil. Ud over et væld af sidehistorier. Selvom Kurt Ravn i den ondeste birolle man længe har set tilsyneladende blot fungerer som hyldest til Todd Solondz.

Filmen handler vel dybest set om at befinde sig i et univers, der er hinsides moral. Hvor forskellige moraler alligevel er så nærliggende, at nogle anmeldere finder dem påtrængende. Skønhed er langt fra en selvfølge, men stor der hvor den pludselig viser sig.

I stedet for at følge Ebbe Iversens råd om at banke hovedet mod væggen vil jeg se den igen.

1 kommentar

  1. […] inferens. […]


Comments RSS TrackBack Identifier URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s