Træneren

Lars Kristian Mikkelsens kortfilm Træneren handler om seksuelle overgreb på børn og unge. Filmen kan stå alene eller indgå i et undervisningforløb, hvortil der er produceret pædagogisk materiale. Dels i form af et undervisningshæfte, og dels i form af små dokumentarer der ledsager filmen.

Lars Kristian Mikkelsen fortæller at filmen er inspireret af en sag han kender til personligt. Filmens formål er at afsløre de mekanismer, der gør misbrug muligt, for derved at give de unge fra 7. til 9. klasse projektet henvender sig til instrumenter til, at tage vare på sig selv. Og undgå den fortielse som seksuelle overgreb ellers er forbundet med.

Træneren – der iøvrigt kan ses på Filmstriben – handler om den 14-årige Niels der bor på Fyn, og interesserer sig for håndbold. Det eneste der optager Niels ud over sport er veninden Pernille, som han drømmer om at have sex med. Niels er en dygtig målmand, og nyder derfor trænerens særlige bevågenhed. Efter at holdet har kvalificeret sig til danmarksmesterskabet holder træneren en fest for drengene. Niels får lov at låne trænerens soveværelse til ham og Pernille, men tingene tager en helt uventet drejning. Der sker med andre ord et seksuelt overgreb. Hvilket stiller Niels i en kompliceret situation. Hvad var det der skete? Kan han fortælle omgivelserne om det, og i så fald hvad skal han sige?

Rollen som træneren spilles med en uhyggelig kraft og troværdighed af Jens Albinus, og de unge – især Christian Wienberg der spiller Niels – er ganske overbevisende. I offentligheden vækker overgreb på børn berettiget harme. I Træneren er det chokerende, at den 14-årige dreng – hvis seksuelle interesser er tydeligt nok defineret – udsættes for overgreb. Det krænkende består således ikke alene i at forholdet ikke er legalt, men også i at den 14-årige Niels, der ingen seksuel interesse har udvist for træneren, vikles ind i et seksuelt forhold til denne. Instruktøren har valgt at placere  historien i nutiden. Formentlig af hensyn til genkendelighed. Det giver imidlertid en up in your face mangel på distance. Det skader også historiens troværdighed. For måske forekommer Niels at være lidt for let manipulerbar, og omgivelserne lidt for blinde. Ingen af delene forekommer sandsynlige, når man tager handleplaner om forebyggelse i betragtning. For slet ikke at tale om den opmærksomhed, emnet har i offentligheden. Begge dele var fraværende dengang de oprindelige hændelser udspillede sig.

Dokumentaren om Niels Fjord Isaksen – der i 5. klasse oplevede overgreb fra en træner – giver også indtryk af, at det sociale miljø var mere udkantsdanmark end det vi ser i filmen. Det er ikke nogen hemmelighed, at seksuelle overgreb ofte er relateret til sociale forhold i familien eller i miljøet. Filmens – og projektets – forsøg på at generalisere debatten koster på troværdigheden i kunstnerisk henseende.

I det ledsagende materiale om filmen hedder det fra producenten Per Holst og instruktøren selv:

“at vi med filmen ikke vil pege fingre. Filmen er ikke skabt som en skræmmekampagne; men som en hjælp til at belyse ét af de mest tabuisererede emner i Danmark: Overgreb på børn og unge begået af en tillidsperson i idrætsmiljøet.”

Projektet indgår således i den række af  initiativer om forebyggelse, der er blevet iværksat fra begyndelsen af 00’erne. Det lægger sig i en fin dansk tradition for oplysning. Der henvises med rette til den individualisering af problemer og skræmmekampagner, der finder sted i andre sammenhæng. Kommentarerne om seksuelle overgreb på børn og unge fra psykolog Jørgen Bechmann er noget af det mest sobre og informative, der kan tænkes i denne sammenhæng. Der desværre ofte er præget af massiv misinformation. Karakteristisk er at hverken Bechman eller andre der bidrager til projektet fremfører udokumenterede formodninger om, hvor stort et omfang problemet har. Fravær af misinformation kan synes et ringe krav til materiale af denne art. Erfaring viser blot at det ikke kan tages som selvfølge.

Der findes ikke aktuelle tal, der påviser problemets omfang. Og enkeltstående eksempler der behandles i medierne kan give anledning til formodninger og antagelser om, at noget er langt mere udbredt end tilfældet faktisk er. Fordi de sager der behandles af medierne ofte er skræmmende forvanskes proportioner. Sager der er uhyrlige kan fremstå som eksempler på “at det er sådan det er”. Istedet for at fremstå som det de er: Enkeltstående tilfælde.

Undervisningsmaterialet kan – anvendt rigtigt – være med til at sætte ting i rette perspektiv. Der gøres udtrykkelig opmærksom på, at formålet er at give børn og unge redskaber. Ikke at gøre dem bange.

Den strategi eksperter på området har er at almengøre en problemstilling. Kuno Sørensen fra Red Barnet bidrager til materialet med en redegørelse for begrebet grooming. Et begreb der defineres således: “Den forførelse, manipulation samt de overtalelser og subtile magtmidler, den seksuelle krænker anvender over for ofret”.

Kernen i eksperternes strategi er at gøre børn og unge opmærksomme på faren for forførelse og manipulation af seksuel karakter. Det der kunne tænkes at være et ganske specielt eller perifert fænomen gøres til noget alle børn og unge må være opmærksomme på. Her er argumentet selvfølgelig, at det handler om forebyggelse. På den anden side bør man erkende, at det i praksis kan være vanskeligt at leve op til målsætningen om at sprede information og ikke angst. For det er ikke nogen nem opgave at uddanne børn og unge i afvigende seksualitet. Hvem er det egentlig de skal tage sig i agt for?

F.eks. hedder det om mænd, der har krænkeradfærd:

 “Når krænkeren er en mand, er det primært fædre, stedfædre eller en anden tillidsperson, som krænker barnet.

I filmen repræsenteres den sidste type af træneren. Men ovenstående definition omhandler i praksis omend ikke alle, så dog hovedparten af voksne mænd.

Børn og unge bør altså indtage en almindelig agtpågivenhed over for de voksne. I overensstemmelse med den viden der er på området er det ikke muligt at præcisere, hvorfra faren for overgreb truer. Projektet får derfor karakter af at være et led i en generel mobilisering og skærpet opmærksomhed på området.

Herved skabes der i realiteten en massiv seksualisering af børn og unge. Materialet anbefaler klasselæren at spørge eleverne:

  • Hvad forbinder i med seksuelle overgreb?
  • Hvordan vil i reagere på, at en voksen udsætter jer for seksuelle overgreb?
  • Hvem fortæller i om overgrebet?

Det er her forudsat, at de unge optræder som seksualobjekter i de voksnes øjne. Selvom eksperterne nok vil medgive at seksuelle krænkelser er et ganske særligt problem- og må omhandle en afvigende adfærd – kan de blot ikke afgrænse det i tid, rum eller i forhold til aktører. Og derved bliver det det omvendte: Et allestedsnærværende problem. Det forventes derefter at børn og unge har “ekspertise” til at skelne mellem begrundet frygt og ubegrundet frygt. Og forstår sagkundskabens begreber og derfor kan skelne imellem, hvad der er grooming, og hvad der er omsorg eller coaching. F.eks. i en sportssammenhæng. Det er projektets ambition.

Succeen afhænger af hvordan eleverne besvarer det sidste spørgsmål: “Hvem fortæller i om overgrebet?” Ingen andre seksuelle emner  nyder speciel bevåghed i undervisning eller i samfundet. Den særlige fokus, der er på pædofili og krænkelser – som medvirker til stærk stigmatisering af de involverede – kan i værste fald medføre det omvendte: At problemer indkaples, forties og fortrænges. Den fokus der er på krænkeren kan bevirke, at ofrene fortsat vil være tavse.

Skriv en kommentar

Endnu ingen kommentarer.

Comments RSS TrackBack Identifier URI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s