Shyam Selvadurai: Understrømme

“Mennesker kan ulykkeligvis ikke opfinde deres oprindelsessted, deres elskere og deres venner endnu mindre end de kan opfinde deres forældre. Livet tildeler disse og tager dem også bort og det vanskeligste er at sige JA til livet.”

Understrømme (2008) er den tredie roman i Shyam Selvadurai’s forfatterskab. Den første bog En sjov dreng udkom i 1998 på dansk. Efter den historiske Cinnamon Gardens (1998) – på dansk En duft af frihed (2000) – vender Selvadurai tilbage til temaet: Sri Lanka i 1980, opvæksten og homoseksualiteten.

Citatet ovenfor af James Baldwin indleder Understrømme, for at minde læseren om at, vi er alle stammefolk. Med et oprindelsessted, forældre, venner, elskere der har præget vores liv – alt sammen sociale og kulturelle tilhørsforhold man ikke kan løbe fra. Hvis man forsøger bliver man indhentet. Alt det man ikke kan lyve sig fra. Hvis man forsøger bliver man afsløret.

Generationen er også en stamme: Af de mennesker der var på et bestemt sted, på et bestemt tidspunkt. Selvadurai skruer tiden tilbage til 1980, og skildrer forholdene på Sri Lanka: Hans tid og sted. Stammer mødes og kulturudveksling finder sted. Nogle gange opdager de, der tilhører forskellige nationale stammer og kulturer, at de har noget til fælles.

Det er historien om drengen Amrith fra Sri Lanka, der møder sin fætter Niresh fra Canada. En historie om forelskelske og kærlighed.

På Sri Lanka har stammen sine egne ritualer. Et af dem er, at alle skolerne deltager i en årlig Shakespeare konkurrence, hvor de opfører et skuespil og kæmper om prisen. Det forgående år er det lykkedes Amrith at vinde pokalen, som Bedste Kvindelige Skuespiller i rollen som Julie. En særhed ved ritualet er nemlig, at alle skoler er kønsopdelte. Derfor spilles alle pigeroller af de yngste elever på drengeskolerne. Og de ældste piger spiller manderollerne på pigeskolerne. Kønnet – eller kønsrollen – er helt bogstaveligt en rolle, som den enkelte elev påtager sig. Udover selvfølgelig at fremsige replikker og agere, det der står i teksten. Det er en slags skuespil i skuespillet. Lige som på Shakespeares tid – den elizabethanske periode i England –  da der ikke fandtes kvindelige skuespillere, og de yngste drenge i truppen spillede kvinderollerne.

Fra at være en usynlig dreng bliver Amrith en både synlig og populær dreng. Derfor er han også fast besluttet på, at tilkæmpe sig rollen som Desdemona i årets Shakespeare stykke Othello. For om muligt endnu engang at vinde pokalen. Denne drømmende tilstand bliver Amrith revet ud af ved mødet med fætteren den 16 årige Niresh.

Selvom Niresh etnisk tilhører samme stamme som Amrith tilhører han kulturelt teenager stammen, som godt nok er international, men endnu ikke er nået til Sri Lanka. Teenager stammen dyrker sine egne ritualer: Mangel på respekt for de voksne, almindelig flabethed og intense venskaber med jævnaldrende. Amrith udsættes for et kulturchock! Den priviligerede teenager stamme kan se filmen Saturday Night Fever i 1977, mens den er ny, mens Amrith og hans søstre må vente til det bliver et nyt årti.

Ifølge Niresh er der ingen ende på hvor cool teenager stammen er: Han og vennerne spiller fodbold, sniger sig ind på clubberne med falske ID-kort, begår hærværk og cruiser rundt i byen i bil. Når Niresh praler holder han sin lille fætter om skuldren, og de er tæt på en måde Amrith ikke har været til andre mennesker før. Og Amrith forelsker sig.

Niresh er charmerende. Hundene lægger sig på ryggen og cykler med benene i vejret, når han taler til dem med høj stemmeføring. Når Niresh taler med Amriths søstre gør han det samme: Foregiver at kunne lide den musik teenager stammen foragter, fordi den er fra i forfjor. Amrith ved det. Når Niresh’ øjne er særlig store og uskyldige, så lyver han eller gør grin med folk. På den anden side er bedrifterne af betragteligt omfang: Niresh er blevet smidt ud af tre kostskoler, ryger i smug og kan diskutere piger!

Amrith er også lærenem: Blasfemisk lægger han sig for fødderne af Niresh og agerer Maria Magdalena, mens Niresh med en kost i ryggen agerer den lidende Jesus Kristus. Så kan de sammen få søsteren til at bryde sammen af grin, der hvor hun skulle fremsige sit Ave Maria.

Understrømme fører mennesker til steder, hvor de ikke ønsker at være. Understrømme er teenager stammens værste fjende. Amrith har udover blasfemi, rygning i smug også sovet tæt op af Niresh, og opdaget varmen i kroppen. Han har således deltaget i nogle af de vigtigste stamme ritualer, men er stadig ikke på lige fod med fætteren. Og er magtesløs over for jalousien – en understrøm i teenagerverdenen. Amrith er  jaloux på søsteren, der ligeledes er faldet for Niresh’ charme. Othello – det klassiske jalousidrama udspiller sig dermed ikke kun på scenen, men også uden for.

På scenen: Othello anklager Desdemona for at være ham utro med Cassio. Det fører som bekendt til drab. I  virkeligheden: Understrømmen i monsunhavet fører Amrith længere ud end han kan bunde – med fare for liv og lemmer.

Dog forsones Amrith med fætteren: Ritualet består i aflivelsen af myten om det sorgløse teenagerliv i Canada. Niresh spiller ikke fodbold, han er ikke star: De andre kalder ham perker, og de sorthårede drenge må lægge øre til racististiske vittigheder. Alle de historier der imponerede Amrith var løgn og opspind. Kan rituel bodsgang slå bro over kløften mellem de to drenge?

Niresh får til gengæld at vide hvilken ulykkelig historie den selvmordstruede Amrith bærer på dybt i sin sjæl og så forsones de to. Inden Niresh bliver nødt til at følge sin far tilbage til Canada.

Mennesker kan ulykkeligvis ikke opfinde deres oprindelsessted, deres elskere og deres venner endnu mindre end de kan deres forældre. Livet tildeler disse og tager dem også bort og det vanskeligste er at sige JA til livet.

Reklamer

A Single Man

A Single Man (2009) er en flot film. Så overdådig, at den næsten er for pæn. Men den der har læst bogen, der danner forlæg – Christopher Isherwood’s roman med samme titel fra 1964 – vil vide at budskabet er: Pænhed er dræbende.

Filmens hovedperson George er selvmordstruet. En pointe instruktøren Tom Ford har lagt ind. Og i et interview begrundet med erfaringen om selvmord i familien. I bogen er dødens nærvær konkret: George  har mistet Jim. Ven og livsledsager gennem 16 år. George kæmper – forgæves – for at komme videre med sit liv.

Filmen er tydeligvis et personligt anliggende for instruktøren Tom Ford (f.1961). Der med denne debut bevægede sig væk fra det han er kendt for: Design. Ford valgte at filmatisere en bog han havde læst for 25 år siden. Hvor erfaring og erindring er et tema. En bog hvis dybere betydning de færreste mennesker under 25 år vil forstå. Selvom den sagtens kan gøre indtryk. Siger undertegnedes tilsvarende erfaring. En bog det derfor er værd at vende tilbage til.

I bogen lægges følgende statement i munden på George: Erfaring er ubrugelig, men når man har den er det noget helt særligt. Som bekendt kan man ikke bruge erfaring. I reglen vil de omstændigheder, hvor erfaringerne gøres være anderledes end den situation, hvor de formuleres og efterrationaliseres. Og erfaring kan ikke gives væk – i form af gode råd. Det er erfaringens begrænsning, men derfor kan erfaring godt være “kind of marvelous”. Bogen – og filmen – forklarer hvorfor.

Filmen koncentrerer sig om George og hans forhold til Jim der ses i tilbageblik. De pæne billeder er en karakteristik af det stivnede og og døde George ser i omgivelserne. Romanens indre dialog forholder sig meget eksplicit til fænomenet: Europæer kommer til USA og bliver tiltrukket og frastødt.

Matthew Goode (Jim) og Colin Firth (George).

Historien udspiller sig på den sidste dag i Georges liv. Med små erindringsglimt tilbage. F.eks. til dagen George fik beskeden om Jims død. Hvor familien frabeder sig hans tilstedeværelse ved begravelsen. Som Information‘s anmelder siger spiller Colin Firth her og tilsvarende steder “en dybde frem med meget små midler”, der virker lige så overvældende, som den er overbevisende.

Bogen var i 1964 intet mindre end en homoseksuel kritik af det amerikanske samfunds hykleri, der ekskluderede en hel befolkningsgruppe fra frihed og lighed. Den er skrevet som en kærlighedserklæring til Isherwoods 30 år yngre livsledsager Don Bachardy. Der her knap et halvtårhundrede efter har rådgivet Tom Ford om filmen.

Colin Firth (George)  på vej til universitetet.

Ved at gøre George’s skæbne til kerne – det sidste George ser, i en slags wagnersk liebestod er livsledsageren Jim – opnår instruktøren både koncentration og drama. Det sker på bekostning af nogle af de afsnit i bogen, hvor Georges virkelig lever. Bogen hylder nemlig også USA som et moderne samfund. Forskelligt fra f.eks. det engelske samfunds optagethed af stand og klasse. Hvis dannelse er George’s baggrund – og levebrød som universitetslærer. En fortid han som emigrant nu er skilt fra, og ser på med fremmede og undrende øjne.

Det amerikanske samfund møder George i træningscenteret. Helt unge drenge sidder nøgne ved siden af mænd på 60 år eller 70 år i saunaen og er på fornavn med hinanden. Skuespillere lægger deres manerer og snobberi fra sig, og træner ved siden af små forretningsdrivende. Der uden skam bruger ansigtscreme i baderummet. Blot med kommentaren: “Jeg har ikke råd til at blive gammel”. Det forstår Georges som“easy-going physical democracy”, og beundrer det amerikanske samfunds modernitet.

George’s elever Lois (Aline Weber) og Kenny (Nicholas Hoult).

George lever når han taler til sine studerende. Universitetet som sådan er en fabrik, der i Georges øjne ikke levner de håbefulde unge en chance i livet. Men George taler sig varm i timerne, og taler om minoriteterne. Og angriber tabuet: Homoseksualitet. En scene der heldigvis er med i filmen. Men ikke pointen: Minoriteternes usselhed. De der bliver lagt for had, bliver selv hadefulde.

George konstaterer, at de der har fregner måske nok er mindretal, men ikke minoritet. For at være minoritet kræver det, at man er forfulgt. Af flertallet der føler sig truet eller utrygt. Truet af en fare som er virkelig eller indbildt. De liberale mener selvfølgelig at “minoriteten er præcis som alle os andre”. Men det er ikke sandt: Minoriteten hader flertallet – og ligeledes de andre minoriteter, som den rivaliserer med. Ingen trussel er hundrede procent imaginær

De liberale begår altså to fejl: Minoriteten ligner flertallet, men er ikke præcis som flertallet. Og hvorfor ikke indrømme det? Dernæst fastholder de liberale tesen, at fordi flertallet repræsenterer det onde, må minoriteten repræsentere det gode. Men tænk hvis en smålig og hadefuld minoritet fik magt?

George siger ting man aldrig må sige højt noget sted – eller i nogen situation – om det så er sandt eller ej. Han angriber de liberales fordomsfuldhed.

Colin Firth (George) og Jon Kortajarena (Carlos) foran Psycho kulissen.

Georges oplever lighed, der hvor andre oplever ulighed. I selskab med trækkerdrengen Carlos. George møder Carlos på vej hjem fra dagens arbejde og spejler sig i den unge fyr – der som han selv er ekspatrieret fra sit hjemland. En scene der er varmt skildret i filmen. Men George lever på lånt tid og på parkeringspladsen holder bilen foran et enormt billboard af Janet Leigh i Hitchcocks Psycho. Han bevæger sig rent bogstaveligt i en verden af papirstynd kulisse.

Eleven Kenny (Nicholas Hoult) er tiltrukket af George (Colin Firth).

George lever i modsætningerne. Når han underviser befinder han sig trygt i lærerollen over for eleverne. Hvis stivnede klicheer om at være frisindede og liberale han spider så nådesløst. Friheden og demokratiet ligger for George i retten til forskellighed. Bogens vigtigste indre monolog handler om George’s europæiske kulturarv: Platons dialoger. Der er skrevet mange lærde afhandlinger om deres indhold. For George er indholdet rent ordkløveri. Det interessante ved dialogen er, at der tales fra forskellige udgangspunkter. Der er polaritet. Mellem den gamle og den unge mand. Der finder et symbolsk møde sted mellem de to. Hvor begge er i en rolle, som henholdsvis “den gamle” og “den unge”. Aldersforskel er ikke hindring, men forudsætning for dialog. Unge mænd ville rivalisere og erstatte dialog med kamp. Voksne mænd hviler i sig selv og tenderer til at være selvtilstrækkelige. Hvilket ikke befordrer dialog. Polariteten sikrer at alt kan siges, fordi begge parter optræder som repræsentanter, og selv den dybeste hemmelighed lader sig objektivt fremstille som metafor eller illustration.

Dialogen er på det mentale plan, hvad træningscentret er for kroppen: Den demokratiske praksis. I træningscentret laver Georges øvelserne sammen med den 12-13 årige Webster. Der er ingen konkurrence mellem manden og drengen. Webster er høj, tynd og adræt og drømmer om muskler og tyngde, tænker George. Som ikke ved om han guider drengen gennem øvelserne eller om det er drengens åbenlyse entusiasme, der får ham igennem øvelser der med alderen føles stadig tungere?

Dialogen producerer udover demokratiet også broderskabet. Den var i antikken og – mener George – må stadig være enkønnet. George mener at det skyldes, at kvinder gør samtalen personlig og formålstjenelig, hvilket er i modstrid med dens natur.

Juliannne Moore som Charley siger sine kagecreme stive replikker formidabelt.

Forskellen mellem kønnene er af en anden beskaffenhed end aldersforskellen. George lever  ligeledes i sit forhold til sin bedste veninde Charley. Et forhold der er ganske intimt. Især når Charley og George indtager spiritus. Selvom det for George trodser enhver fornuft, hvordan et rationelt voksent menneske som Charley kan ønske, at de genoptager det forhold de engang har haft. Efter George i 16 år har levet sammen med Jim, og kun ønsker Jim tilbage? Han er smigret og overbærende over for Charley. I filmen holdt instruktøren Colin Firth tilbage i kyssescenerne og mindede ham om, at figuren er homoseksuel. Men George elsker Charley, blot ikke på samme måde som hun elsker ham. Og har i virkeligheden intet imod den frisson forskellen mellem kønnene skaber. I klassen – hvor George siger hvad der passer ham – ville han måske formulere det således: Forskellen mellem kønnene er opfundet da menneskeheden ellers ville kede sig ihjel. Kede sig så meget, at der ikke længere ville blive født børn. Men for George er Charley en tråd, der forbinder ham med noget der var engang: Hans forhold til Jim.

Jon Kortajarena (Carlos) og Colin Firth (George).

Broderskabets kode er seksuel. Forskel skaber lighed. Det ses i scenen med George og Carlos, hvor uligheden i forholdet udviskes af gensidig sympati og forståelsen af at dele skæbne som ekspatrioter. Endnu tydeligere ses det i George’s forhold til eleven Kenny.

Nicholas Hoult der spillede drengen i About a Boy fik rollen som Kenny.

Kenny opsøger en aften George på stamstedet. Det er Kenny der får forfatteren til at redegøre for dialogens betydning. Aldersforskellen er igen – ikke forhindring – men forudsætning for forholdet. George og Kenny udfordrer hinanden og bader nøgne om natten. En farlig strøm er ved at drukne George, men han reddes af Kenny. Den vante rollefordeling mellem lærer og elev erstattes af et forhold, hvor Kenny beskytter George. Her er det den unge mands fysiske styrke, der bringer lighed i forholdet. Samt livsvilje.


Colin Firth og Nicholas Hoult balancerer deres spil ferfekt over for hinanden.

I scenen hvor Kenny har smidt de våde bukser og står nøgen ved siden af George kaster Kenny et blik på George, og savner tilsyneladende en opfordring fra George til at de går i seng sammen. I bogens indre monolog vrisser George for sig selv tidligere på aftenen: “Hvorfor er de unge så passive? Det ville være sjovt, hvis de ikke var. Men det er for meget forlangt.”

Kennys mohairsweater spillede sin egen rolle under filmoptagelserne, da den var vanskelig at fotografere.

Tom Fords ændring af slutningen twister historien af hensyn til den dramatiske virkning – men undgår behændigt at forkludre fremstillingen af relationen mellem George og Kenny. Om Kenny ønsker et homoseksuelt forhold til George står åbent. Både i bogen og filmen. Pointen forekommer at være, at friheden i forholdet ingen bekendelser kræver fra den unge mand.

Aldersforskel mellem mennesker er en kendsgerning. De der læste bogen for 25 år siden er blevet ældre og erfarne. I Tom Fords tilfælde er der kommet en film ud af det. En film man absolut skal unde sig selv at se. Bogen er et must. Især hvis man er under 25 år.

Ane-Marie Kjeldberg: Marcipansøstre

Indledning

Bøger har deres eget liv. De læses og anmeldes. Nogle glemmes andre læses igen. Eller opdages når de omtales igen og omvurderes.

Misforståelser ryddes af vejen. Ane-Marie Kjeldberg’s tre år gamle roman Marcipan søstre er blevet genanmeldt af Peter Koch Henrichsen på Kultur for unge. Der lå netop adskillige misforståelser i modtagelsen dengang.

Marcipansøstre

Romanen handler om Eva der møder de tre søstre Caritas, Dike og Arendse. Eva bor i Silkeborg – provinsen – og de tre piger fra  familien Dusar kommer til. Eva føler sig tiltrukket og frastødt. På en gang. Det går galt da pigerne fra Dusar familien gør tilnærmelser til den 26-årige Flemming, der er læge og ligeledes tilflytter. Eva vil ikke finde sig i at blive lukket ude af fællesskabet, fordi hun er provinsiel og bornert – men alle grænser overskrides. Eva følger – men stritter også imod.

Peter Henrichsen giver romanen 6 stjerner. I kontrast til de oprindelige anmeldelser, der var forbeholdne eller kritiske. Faktisk er skiftet i stemningsleje så markant, at det er interessant, at holde den nye anmeldelses positive vurdering af bogen op imod tidligere læsninger.

2008

Berlingskes anmelder Anne Lise Marstrand-Jørgensen toner rent flag i overskriften Vaklende roman om ung seksualitet og giver to stjerner. Maria Tetzlaf fra Politiken er under overskriften Saftige piger i Silkeborg væsentlig mere positiv. Og endelig er Tina Charlotte Møller fra litteraturmagasinet Sentura på en gang skarp og positiv under overskriften Trang til at røre.

Sidstnævnte overskrift beskriver den komplekse problemstilling: Teenagepigernes trang til at røre – ved hinanden og måske mænd – er tilstede. Men som bekendt er ikke alt tilladt, hverken i moralsk forstand eller på anden måde:

“Med Marcipansøstre begiver Ane-Marie Kjeldberg sig ud i grænselandet for, hvad det er alment acceptabelt at fremstille i kunsten. Hun skriver om det, mange ikke vil se – at også børn har seksuelle følelser og en medfødt nysgerrighed overfor dette aspekt af tilværelsen, og at vi voksne nogle gange kan gøre mere ondt end godt med vores forskrækkelse over dette faktum.

Der er sansehidsende sekvenser i Marcipansøstre – sekvenser, hvor også barnets seksualitet er i fokus – og læseren konfronteres med sin egen ambivalens. Men værkets holdning er klart, at børns seksuelle nysgerrighed ikke må udnyttes af voksne krænkere, ligesom heller ikke velmenende og forskrækkede voksnes tabuisering af barnets følelser må bidrage til at stigmatisere barnet.”

Med understregningen af at krænkelser af børn ikke må finde sted under noget påskud, hverken det første eller sidste hæver Tina Charlotte Møller sig over den modsætning mellem frigjorthed og puritanisme, der er romanens univers. Og som – til dels – spejles når anmelderen fra Berlingske opponerer mod romanens påståede frigjorthed og demonstrativt tager afstand fra projektet:

“Hvis det er nypuritanisme at sige højt og tydeligt, at seksuelle forhold mellem børn og voksne er forkert, så synes jeg vi skal få sat nypuritanisme øverst på dagsordenen.”

Denne enkelte sætning fra anmeldelsen viser, hvor kort vejen fra litteraturanmeldelse til propaganda er. Og hvor lette point der er at vinde ved at undsige synspunkter, der aldrig har været fremført. Begge elementer præger alt for ofte denne type diskussioner. Og i dette tilfælde vidner anmeldelsen ikke om nærhed til litterære sammenhæng, snarere om den moralske panik, der med mellemrum blusser op. Og har gjort det siden 1997.

Maria Tetzlaff får med karakteristikken af klasseforskellen mellem det bornerte og provinsielle miljø på den ene side, og det frigjorte og elitære på den anden side peget på:

“at frigjorthed for nogen har omkostninger for andre…”

Ifølge Tetzlaff er der slet ikke tale om, som Berlingskes Anne Lise Marstrand-Jørgen hævder, at der vendes rundt på tingene og overgrebsmænd får ofre til at føle skyld uden, at forfatteren tager afstand til det. Normalt vil læseren have sig frabedt, at forfatteren griber til statements eller propaganda for eller imod synspunkter. At de to anmeldere er uenige i deres læsning, vidner om, at romanen har så meget litterær kvalitet, at den åbner for forskellige tolkninger. Tetzlaff ser nemlig “overgrebsmændene” som familien Dusar:

“…det er den ’bornerte’ medløber Eva, der til sidst – dog uden held – sætter hælene i, da hendes retfærdighedssans krænkes. Inden da har adskillige små krænkelser fundet sted i de personlige, fysiske eksperimenters navn, og de ansvarlige fortrækker – som de har gjort før – til ’nye udfordringer’, da deres handlinger får konsekvenser.”

Ane-Marie Kjeldberg

Marcipansøstre forfalder ikke til prædiken af hverken den ene eller den anden “moral”. I en debat på Litteratursiden har forfatteren Ane-Marie Kjeldberg fremhævet romanens ambivalens:

“At bogen vækker dobbelte følelser, er jeg mere end glad for at høre. Det havde jeg ønsket mig, eftersom alt netop er så ambivalent i Eva. Hendes vaklende, urolige tilstand ville jeg gerne formidle, ikke blot som skildring, men som følelse.”

Her er det hovedpersonens følelsesliv der henvises til, og det indtryk det må gøre på læseren.

Peter Koch Henrichsen

2011

Peter Koch Henrichsen på Kultur for unge kommenterer direkte tabuiseringen af børns og unges seksualitet:

“Selvom vi i 2011 tror vi er fuldstændig seksuelt frigjorte, og sangerinden Medina kan optræde med bare bryster til et velgørenhedsshow i tv i bedste sendetid, hører det stadig til en sjældenhed, at forfattere tør bevæge sig ind på det minerede område, der hedder børn og unges seksualitet. Fordi vi pludselig er blevet så bevidste om at pædofile eksisterer, kommer nogen pludselig til at fornægte børns og unges seksualitet og fordømmer alt hvad der er skrevet om den, for at føle sig politisk korrekte og på den ”sikre side” mod seksuelle overgreb. Selv en rigtig fin, ikke-moraliserende og på ingen måder vammel bog som ”Marcipansøstre”, ER blevet beskyldt for at være en opfordring til pædofili, hvilket i mine ører lyder som om, der stadig eksisterer debattører fra middelalderen (som så må være minimum 512 år i dag).”

Som Peter Henrichsen gør opmærksom på er bogen blevet beskyldt for at være en opfordring til pædofili. En måde at vige uden om en reel diskussion af fænomenet sex og seksualitet og tiltage sig et monopol på sandhed. Det har præget den offentlige debat i en årrække, at mennesker der rent faktisk er blevet krænket-  eller af politisk overbevisning føler, det er nødvendigt at rejse emnet på den måde –  står frem og fortæller om det. De der er blevet krænket gør – bevidst eller ubevidst – opmærksom på deres deres særlige viden om problemet. Overgreb virker imidlertid ikke ens på mennesker. De der står frem er ikke nødvendigvis repræsentative i nogen henseende. De vidneudsagn der bliver afgivet i den forbindelse er derfor ofte af tvivlsom værdi.

Ofre som vidner

Et særligt tilfælde i denne forbindelse udgør Karen M. Larsen fra LGBT Danmark. Karen M. Larsen har i det, der angiveligt skulle være en anmeldelse afvist bogen og kaldt den:

“et meget betænkeligt plaidoyer for accepten af sex mellem store børn og voksne.”

Karen M. Larsens mener at kunne konkludere:

“Budskabet er vel, at mindreårige piger emmer af seksualitet og ganske frivilligt og med stor nygerrighed og lyst indgår i seksuelle forbindelser med voksne mænd, men at det fordømmende og snerpede samfund stempler sådanne piger som ofre ligesom de helt uskyldige mænd, der har ladet sig lokke, bliver stemplet som perverse forbrydere.

Og det er sikkert dem, der vil købe det budskab. Jeg, der selv blev udsat for et seksuelt overgreb som barn, og som oplevede det som meget, blot ikke som pirrende eller seksuelt udviklende, køber det ikke.”

Når Karen M. Larsen peger på egne personlige forudsætninger som afgørende, kan man være tilbøjelig til at lade sig overbevise. Blot med det forbehold, at der skal peges i en anden retning. Nemlig på en fortid som konservativ katolik – der ikke virker så fjern. Af en blog-artikel om David Berger Ultrakonservativ katolsk teolog springer ud som bøsse fremgår det, at den fortid ikke ligger fjernere end at et selvopgør stadig foregår 2011.

Vurderingen af romanen er præget af to misforståelser: Karen M. Larsen mener at Marcipansøstre skulle være en lesbisk roman. Det har ikke været forfatterens intention fortæller Ane-Marie Kjeldberg i et svar i 2008 på Karen M. Larsens indlæg om bogen. Karen M. Larsen mener – som det fremgår – også at romanen forsvarer sex med børn – imod deres vilje. Ane-Marie Kjeldberg bedyrer at sympatien er på Evas side. Hvilket fremgår tydeligt for den uhildede læser.

Karen M. Larsens fokus på hvorvidt Marcipansøstre handler om homoseksualitet og sammenkædningen af denne med pædofili virker som taget direkte ud af Vatikanets synspunkter i forhold til begge dele. Det er ikke bogen der anmeldes, men forfatteren og de der angiveligt mener, “at mindreårige piger emmer af seksualitet og ganske frivilligt og med stor nygerrighed og lyst indgår i seksuelle forbindelser med voksne mænd”, der anklages for at plædere for pædofili.

Karen M. Larsens kritik af Marcipansøstre forvirrede selvfølgelig Ane-Marie Kjeldberg i 2008, fordi bogen hverken handler om homoseksualitet – i hvert fald ikke som andet end Evas platoniske fascination af Caritas –  eller forsvarer sex mellem voksne og mindreårige. Hvordan lykkes det så Karen M. Larsen at bringe begge påstande i spil?

Det er faktisk umuligt at sige. Men Ane-Marie Kjeldberg vildledes af den kendsgerning, at Karen M. Larsens synspunkter blev fremført i Pan-bladet, og dermed fremstod som et LGBT synspunkt.

Karen M. Larsen fremfører et (traditionelt katolsk) synspunkt, at seksualmoralen er for svag, og at visse typer af homoseksuelle begår seksuelle overgreb på børn eller forsvarer sådanne handlinger. Vatikanet har udbredt begge synspunkter de seneste år.  Især har tesen om en særlig  forbindelse mellem homoseksualitet og pædofili været fremme efter den katolske kirke har haft problemer med misbrug af børn. Hverken forfatteren eller anmeldere har forventet at se det synspunkt i Pan-bladet – eller fra en der angiveligt taler på vegne af LGBT.

Når Peter Henrichsen – som citeret ovenfor – står uforstående over for, at der findes debattører der kan beskylde bogen for, at være en opfordring til pædofili, er det måske fordi han har glemt, at den den katolske kirkes moralsynspunkter sagtens kan være repræsenteret i denne debat. Omend ikke altid fremført af kirken selv.

“Forglemmelsen” fra Peter Henrichsens side er fuldt tilgivelig og skyldes vel, at han selv repræsenterer noget mere jordnært og nutidigt. Og derfor blot nikker genkendende til det romanen beskriver:

“Jeg kender ikke nogen, der ikke vil gøre alt for at beskytte børn mod overgreb, og jo, det havde været enkelt, at sætte faste etiske og moralske regler for børns og unges seksualitet, hvis seksualiteten var noget vi alle fik overdraget i en smuk rød pakke på vores 15-års fødselsdag, hvor vi overtræder grænsen for den juridiske “seksuelle lavalder”.

Men virkeligheden er jo, at vi er blevet født med vores seksualitet, og sålænge man på Sex og Samfund’s flittigt besøgte hjemmeside for unge, sexlinien.dk, ugentlig bliver oversvømmet med spørgsmål fra specielt piger i 12-13-14-års alderen, der går på frygten om hvor vidt de er normale, fordi de mærker deres seksuelle lyst på mange forskellige måder, gør vi i hvert tilfælde ikke de unge nogen tjeneste ved at fortie emnet.”

Konklusion

Børns seksuelle identitetsdannelse skulle ifølge videnskabelige undersøgelser starte i 10 års alderen. Undertegnede må i den forbindelse tilstå at have kysset den første dreng – på kinden – i netop den alder. Og således udvist det første tegn på “homoseksuel” orientering. Omend drenge i den alder ingen orientering har – fordi det ligger uden for deres horisont.

Danske unges forbrug af porno – eller lad os kalde det sexfilm og billeder – starter fra 13 års alderen. Og 96% af gymnasiedrengene svarer i en undersøgelse ja til, at de ser sexfilm og billeder.

Alt dette betyder ikke at børn og unge er parate til at indgå i seksuelle relationer med hinanden – og slet ikke med voksne. Det Peter Henrichsen gør opmærksom på er, at der ligger en form for overgreb skjult – eller måske ikke særlig skjult i – at unge piger kan have svært ved at tale om deres seksuelle impulser, fordi samfundet har svært ved at forholde sig til den type seksualitet.

Seksuelle impulser er ikke altid noget der skal handles i forhold til – men hvis unge føler sig “unormale” eller sygelige, fordi de registrerer deres seksualitet er det samfundets normer der er forkerte. Og de voksnes bekymring bør idag snarere gå på, hvordan unge takler de første tegn på, at seksuel identitet og seksuel impuls viser sig end på, hvordan begge dele undertrykkes effektivt og konsekvent.

Shyam Selvadurai: En sjov dreng

Da Selvadurai’s bog udkom på dansk i 1998 var det noget så overraskende som en etnisk homo historie. Bogens hovedperson bliver i fordanskningen “en sjov dreng”.

Originaltitlen Funny boy (1994) gengiver det bedre: Han er homo, og omgivelserne ved ikke rigtig hvad de skal stille op med ham. Det er ikke nødvendigvis sjovt, at være funny boy.

Susanne Bjertrups originale anmeldelse i Politiken fra 1998 fremhæver den politiske baggrund og hovedpersonens oplevelse af omvæltningerne på Sri Lanka:

“Det begynder med noget, der bare virker lidt urimeligt. En yndlingstante kan ikke få den mand, hun er forelsket i, fordi hun er tamil, og han er singaleser. Men snart eskalerer konflikten. Folk på Sri Lanka må opføre sig som de tre kloge aber: ser intet ondt, hører intet ondt, siger intet ondt. Imens lyder der klik i telefonen, borgerlig ret ophører med at eksistere, huse og biler brænder.

Shyam Selvadurais debutroman, En Sjov dreng, er en historie om de begivenheder, der fører til, at en velstående tamilsk middelklassefamilie må flygte fra Colombo og begynde forfra i Canada med bare 500 engelske pund på lommen. Men det er også historien om en dreng der er anderledes, uden selv at vide hvordan. Han kan bare godt lide at lege med pigerne, at klæde sig som brud med sari og sminke, og han vil give sin højre arm for ikke at skulle spille kricket med drengene. Det bekymrer hans far, som sætter mange velmente bestræbelser i gang på at afvende det uundgåelige: at Arjie forelsker sig i en anden dreng.

En Sjov Dreng handler om at vokse op og finde ud af, hvem og hvad man er og turde sætte det igennem. Det ikke nemt når man drømmer om, at livet skal være som i de singalesiske kærlighedsmagasiner, som kvinderne i den brogede familie har gemt under deres madrasser. Eller når man er den eneste tamil i sin klasse.

Historien fortælles medrivende. Den er nervepirrende i småting som f.eks. den tavshed, der sænker sig ved middagsbord, da en mor slår sin voksne datter, og tankevækkende for vestlig selvtilstrækkelighed, der ønsker flygtninge tilbage, pebret gror. For Arjies sind virker ikke særlig fremmedartet eller eksotisk. Det kunne være en danskers, fanget i øjeblikket før ydre begivenheder vælter ordenen omkuld.”

Idag er det næppe muligt – efter næsten 10 års værdidebat og indvandrerdebat – med  samme troskyldige naivitet at erklære at Arjie, bogens hovedperson,  er et menneske præcis som du og jeg. I teorien en hvilken som helst dansker “fanget i øjeblikket” før verden, som man kender den bryder sammen. En læsning af bogen der fokuserer på seksualitet og køn vil dog afsløre den samme pointe: Mekanismerne i forhold til dannelse af køns- og seksuealidentitet er yderst genkendelige.

Og Selvadurai er – som hans senere forfatterskab har bekræftet – intet mindre end et litterært talent. En kvalitet der heller ikke inden for genren homoseksuel coming of age historie kan tages for givet .

En sjov dreng er en udsprings historie fortalt i seks kapitler.

De blodige begivenheder der går forud for familiens flugt fylder så meget i drengens sind at indledningens præsentation af køns- og seksualitetsproblematikken næsten har fortabt sig inden den træder  frem som nøgle til forståelse.

Bogens indledning demonstrerer at noget så simpelt som børneleg er en strukturering af det sagte og det usagte. Begge dele lige betydningsfulde.

Verden er delt i to: Det ene territorium er drengenes kricket-bane. Det andet territorium er pigernes verden. Arjie er en feminin dreng – og føler sig kun accepteret og veltilpas i pigernes verden. Hvor han spiller brud i pigernes bryllups iscensættelse. Iført sari og sminke.

På kricket-banen – drengeverdenen – kæmper to fraktioner om magten Arjies bror og hans kusine. Børnenes verden hviler i sig selv. Pigernes accept af Arjie kommer til udtryk ved at han får hovedrollen som brud i legen af samme navn. Krisen opstår da de voksne blander sig – og erklærer, at han skal være dreng og spille kricket. Hvilket skaber en umulig og kompliceret situation i drengeverdenen, hvor ingen af holdene vil have ham. Selv om køn og maskulin aktivitet – og tydeligvis også seksualitet – er tæt forbundne, ænser ingen kusinens rolle på kricket-banen. Kun Arjie’s far er “bekymret”. For drengen.

De voksne stiller krav om, hvordan verden bør se ud. Definitionen af køn og seksualitet skal følge henholdsvis maskulin og feminin aktivitet. “Undtagelsen” er kusinen som ingen ænser. Hun er pige i drengeverdenen. De tre små aber der intet ser, intet hører og intet siger er deltager i børnelegen.

Barndommen slutter med et kys. Da Arjie er 14 år. Efter alle antydningerne: Den faderlige bekymring, opgøret med pigen der tilraner sig hans plads som brud, broderens bemærkninger, våde pletter i sarien efter han har drømt om en dreng. Alt det fik kun knap noget til at dæmre.

Et uskyldigt kys fra en dreng på skolen får derimod erkendelsen frem:

“Den anderledeshed i mig, som jeg somme tider havde fornemmet, som havde afstedkommet så meget forvirring for mig, hvori denne anderledeshed end bestod, så delte Shehan den. Jeg følte mig forbløffet over, at en normal ting – som mit venskab med Shehan – kunne have så stærke og skjulte muligheder.”

Og ved det næste kys står begge drenge med bukserne trukket ned:

“Så kyssede han mig igen, og jeg mærkede varmen fra hans krop mod min, da han pressede mig op mod væggen. Igen følte jeg, hvordan jeg gled ind i et mørke, som om jeg jeg sank ned på bunden af en dam, hvor der ikke eksisterede andet end lugt, smag og følelse.”

Selverkendelsen beskrives som en synken ned – eller ind i sig selv. Imens bliver han våd. For derefter som en svømmer at blive trukket op mod vandoverfladen.

Arjie værgrer sig, men resultatet er givet på forhånd. Der er noget i ham, der er så stærkt, at de tre små aber kæmper forgæves imod.

“Jeg var ikke en del af min familie på samme måde længere. Nu hørte jeg til i en verden, de ikke forstod, og som de ikke kunne følge mig til.”

Barndommens opdeling i territorier – drengenes og pigernes – forklarer ikke længere verden. Diktotomien mellem kønnene som skulle forklare alt – forklarer intet. Verdensbilledet er brudt sammen. Drengene havde i børneverdenen et socialt køn – den maskuline aktivitet. Og pigerne et sociale køn – gennem den feminine leg. Med en enkelt undtagelse for reglen. Kusinen der spiller kricket. Og så Arjie. I børnelegens iscenesættelsen af heteroseksualitet er der ikke plads til den homoseksuelle. Undtagen når Arjie omgår reglerne og befinder sig i pigeverdenen, hvor han skifter køn ved at iføre sig sari og sminke.

Arjie opdager at køn og seksualitet ikke nødvendigvis følges ad, sådan som normerne foreskriver. Hans lem bliver vådt da det bevæges op og ned på Shehans mave. Han bliver en mand samtidig med at han ved, at han aldrig igen vil deltage i drengenes kricket-spil. Og tillige forlader pigeverdenen – kønsskiftet – for udelukkende at lege med andre drenge, der er lige som han. Et voksent spil, hvor seksualitet og fascination og lyst er drivkræfterne.

Når kønnet indgår forbindelse med seksuel identitet er der ikke længere distance og spil mellem to verdener. Al legen foregår nu i én verden – mændenes.

Joyce Carol Oates: Sexy

Kan man tænke mandlig seksualitet uden at tale om misbrug, krænkelse og overgreb? Ikke i en amerikansk ungdomsroman. Hvis den altså er dristig nok til at vove at rejse emnerne.

På den ene side en truet eller truende seksualitet. På den anden side samfundets forholdsregler: Kriminalisering, restriktioner, kontrol og overvågning. Og så de evindelige ledsagere som ingen har bedt om, men er der alligevel: Bekymring og mistænksomhed.

Joyce Carol Oates ungdomsbog Sexy udkom på dansk i 2005. Næsten et årti efter den første store pædofilpanik var startet i Danmark. Denne panik var taget af  i 2005, men ikke forsvundet. Den første videnskabelige karakteristik af denne panik udkom samme år. Dens afvisning af fænomenets postulerede gigantiske omfang betød, at forfatteren selv blev udsat for dødstrusler for sin angivelige “sympatiseren” med de kriminelle pædofile. Selvom afhandlingens emne var køn og forhold mellem mænd og kvinder, og pædofili omtaltes i et enkelt afsnit i en bog på 386 sider udeblev reaktionen altså  ikke. At forskeren var professor og leder af et forskningscenter anfægtede ikke den type kritik.

Cover til den engelsksprogede udgave.

Efterfølgede har en vis erkendelse af hysteri og panik indfundet sig. Spørgsmålet er imidlertid stadig relevant:

Hvordan bliver drenge til mænd under disse samfundsmæssige omstændigheder? Og bliver de ofre eller gerningsmænd. Eller måske begge dele?

Det centrale ord er mandehad. Ikke som nogle umiddelbart vil tro, fordi nogle kvinder – især feminister – hader mænd. Det er muligvis sandt at nogle kvinder gør det. Det er bare ikke pointen. Og det handler bogen heller ikke om. Den handler om mænd, der hader mænd.

Den hollandske udgave.

Historien beskriver den 16 årige highschool elev Darrens vej fra dreng til mand. Da der opstår en homofob smædekampagne imod Darrens engelsklærer kommer Darren i klemme. Hvor ligger hans loyalitet? Hvem er han selv, hvad er hans seksuelle orientering? Hvordan takler en teenager, at alle voksne er grebet af panik?

Darren befinder sig i en umulig position af mange grunde.  Skyldfølelserne. Han har én gang fået et lift af engelsklæreren Mr. Tracy.

“Det var i november, en torsdag efter svømmetræningen.

Det var vagt og usagt.

Det der var desuden ikke sket.”

Hvad blev ikke ageret, hvad forblev usagt? I det tilbageblik bogen udgør får vi det at vide.  Darren selv er ikke i tvivl: For det første engelsklærerens homoseksualitet, dernæst hans fascination af Darren.

Cover til den norske udgave.

Men Darren fastslår over for sig selv i den indre monolog, at der ikke fandt noget overgreb sted. Verbalt eller på anden vis. Darren ved imidlertid, at han selv satte lavinen igang med spørgsmålet til svømmekammeraterne:

“Tager Tracy billeder med et digital kamera. Af drenge i Spedo-badebukser. Nogen bør undersøge det nærmere.”

Selvfølgelig kommer der ikke en undersøgelse, men derimod en smædekampagne: Pornobilleder med homosex samt et ledsagende brev angiveligt fra en 11 årig dreng med anklager om overgreb og trussel om selvmord bliver anonymt afleveret til rektor. Hvorefter politiet hurtigt involveres.

Den spanske udgave af bogen.

Da politiet først er inde i sagen er intet tilbagetog muligt for drengene. Har nogen oven i købet spundet videre på historien, vedlagt børneporno og opdigtet nye anklager om forulempelse af svømmedrengene i et brev til politiet? Fortælleren ved det ikke. Han ved blot at anklagerne ikke er sande.

At sige det imod er imidlertid umuligt. Darrren er fra den lavere middelklasse. Hele hans sociale prestige afhænger af succes på svømmeholdet. At sige drengene fra den højere middelklasse imod ville tilintetgøre ham.

Løgn fører til ulykke og død. Konstruktionen af drengenes maskulinitet er baseret på død. Og skyld. Et besøg hos rektor med en tilståelse af, at hele historien er opspind er forudsigeligt mislykket.

Cover til den amerikanske udgave.

Alle voksne mænd i bogens univers deltager i stigmatiseringen af Mr. Tracy. På grundlag af rygter. Fremsat af de teendrenge, der hurtigt bliver enige med sig selv og hinanden om, at  bagtalelsen skal finde sted med udgangspunkt i påstande om pædofile forhold, da rygter om homoseksuel orientering ikke er stærke nok til at ødelægge ham.

Højdepunktet i handlingen er et sexovergreb. Selvfølgelig ikke fra Mr. Tracy – eller den homoaktivistgruppe, der provokeres til at stå frem efter lærerens død.  Men af politiet. Der i iveren efter at finde “skyldige” afpresser Darren. Hvilket fremgår af den politirapport der fremlægges som dokument uden kommentarer i bogen. Han skal være både offer og anklager.

Drengen har ingen støtte hos sine forældre, der frygter det værste – at hans navn bliver trukket ind i sagen – og blot håber på det bedste.

Darren selv er ikke homoseksuel eller?

Han føler et vist ubehag ved pigers selskab. Han har en veninde, men bryder sig ikke om at hun går for tæt på. Hans reaktion på de pornobilleder de andre drenge har fundet – med mænd og drenge sammen – er væmmelse.

Engelsksproget paperback.

Endelig efter sagens afslutning, efter ulykke og død,  oplever han noget nyt. Han mærker:

“Alt blodet i hans hoved strømmer nedad.”

Han er ikke længere nødt til at sublimere sin seksualitet i svømning, men kan have sex med den lidt ældre pige i et tilfældigt møde.

Vejen til at blive mand består ikke alene i at vælge seksuel orientering. Men lige så meget i at vælge om man vil tage stigmatiseringen som pædofil-offer på sig eller ej. Eller skyld for andres død. Ikke fordi der har fundet noget upassende seksuelt sted, men fordi samfundet tilbyder unge muligheden for at være ofre. Eller bødler. Ved ukritisk at lægge øre til rygter. Rektor er fra første færd klar over hvor ligegyldigt det er om politiet efterforsker sagen eller ej, og hvad de i givet fald finder. Han vil skille sig af med læreren, der er blevet smædet med det samme fordi skaden allerede er sket: Der sladres om det på skolen.

Drengene fra klassen må afgøre med sig selv om de vil påtage sig offerrollen, stigmatisere sig selv ved at lyve videre. Eller som Darren pure afvise politiets insisteren på, at han må være blevet udsat for overgreb eller misbrug.

Cover til den franske udgave.

Lige som man siger at alle politiske debatter på nettet, når de har kørt en vis periode uværgeligt vil ramme de samme begreber igen og igen, og f.eks. henvise til nazismens verderstyggelighed, kan ingen debat om sex eller seksualitet på nettet i dag fungere uden, at nogen står frem og bekender de er pædofil-ofre. Og egentlig giver det ingen mening at skelne mellem indbildte og virkelige fænomener. De der oplever sig selv som ofre har jo de samme følelser. Det må man anerkende. Joyce Carol Oates bog giver indblik i de mekanismer der får det til at ske.

Den lidt verdensfjerne forsker jeg referede til ovenfor, troede han kunne sige myter og fordomme imod uden at blive mødt med den nævnte type reation. Bemærk: Dødstruslerne blev ikke råbt i hovedet på ham af kvinder. Men af mænd der vil opdrage deres egne børn til krænkere, altså de der stigmatiserer sig selv eller andre.  Uden dokumentation. Til at blive mænd der hader mænd. Den maskuline seksualitet der opfattes på en gang som truet og truende lægges for had.

Bekymringen for de unge mænd – forældrenes og myndighedernes –  går selvfølgelig på deres uskyld. De er sexy, som bogens titel siger. Men tilhører deres seksuelle uskyld samfundet eller de unge? Darren er i myndighedernes øjne det oplagte offer. Derfor kommer det også til at koste alle hans kræfter og al  hans viljestyrke, at kæmpe imod det overgreb stigmatiseringen af den uskyldige er. Darren giver først slip på uskylden, da det passer ham: I armene på den lidt ældre pige.

Den danske udgave.

Omgivelserne derimod ser kun offeret i ham. Og reagerer med bestyrtelse og forbløffelse da han til slut viser viljen til at vinde i svømmekonkurrencen. For han er på forhånd dømt taber. Og bogens – eller forfatterens – ironiske kommentar er, at ingen aner eller ænser, at han lever med bevidstheden om sig selv som bøddel:

“Tager Tracy billeder med et digital kamera. Af drenge i Spedo-badebukser. Nogen bør undersøge det nærmere.”

Bøsser og lesbiske i litteraturen

Nyttig side om litteratur:

Bøsser og lesbiske i litteraturen – august 2003 | Litteratursiden.

Mine egne anmeldelser ligger også her:

http://www.litteratursiden.dk/blogs/ole-hansen

En af dem

Hverdagens små problemer kan føles tunge. Især hvis de samme problemer vender tilbage igen og igen. Selv hvis man er flygtet fra dem – har skiftet omgivelser. Bor et nyt sted og omgås nye mennesker. Men stadig føler sig mobbet. Fordi man er anderledes. Homoseksuel.

Det er den virkelighed den svenske forfatter Ingrid Sandhagen (f.1970) beskriver i romanen, hvis titel “en af dem” afslører, at emnet er stigmatisering. Hovedpersonen Mikael der går i 9. klasse har skiftet skole flere gange. For at komme ud af rollen som anderledes. Og det ledsagende mobberi.

Anderledesheden består meget simpelt i Mikaels (seksuelle) fascination af andre drenge.

Mikaels problem er, at det der skulle give ham lykke og selvværd, at forelske sig  i et andet menneske resulterer i det modsatte. De små problemer i hverdagen er i praksis uafrystelige og flytter med til hver ny skole. Mikaels adfærd er normal for en homofyr –  men afviger ifølge heterosamfundets normer. Derfor stigmatiseres han som den der afviger. Og kan ikke flygte fra sig selv.

Mikael bliver ikke udsat for grove forulempelser. Det er selve det catch 22 han befinder sig i, der er problemet. Uanset hvad han gør vælger han forkert. Når han starter på en ny skole skifter han stil og ser sejere ud for ikke at signalere svaghed. Han mobiliserer sig selv ved hjælp af denne straightacting. Men han kan jo ikke holde op med at være den han er. Og falder straks for en fyr fra klassen.

Påfaldende er det, at det i genren aldrig er de seje homodrenge, der er hovedpersoner. Det er altid de søde drenge som Mikael. Der er dygtige og sårbare.

Ungdomsbogforfattere har en forkærlighed for at beskrive figurer af Mikaels type. Måske fordi hverdagstragedier er så genkendelige. Om man så selv har set eller prøvet de ydmygelser, der beskrives vil de altid gøre indtryk. Især rammes Mikael af stigmatiseringen på hjemmefronten fra bedsteforældre i form af, at de ikke synes han er en frisk dreng. Faktisk har ordet tudemarie ætset sig fast i en af de tidlige barndomserindringer.

Homoseksualitet kædes sammen med et tab af maskulinitet – det er en del af den anderledeshed, der følger af stigmatiseringen. Mikael oplever således kontroltab via at blive gennemskuet før han selv har forstået og accepteret sin egen homoseksualitet.

En af ydmygelserne består i at opleve pikken ude af funktion i situationer, hvor den ifølge heteronormativiteten skulle fungere. Når heteroseksualiteten er norm er der en forventning til alle drenge seksuelt. Først efter en bevidstgørelsesproces hos sig selv accepterer man homoseksualitet, som andet og mere end “afvigelse”, nemlig som en form for kærlighed og tiltrækning mellem mennesker af samme køn. Noget der eksisterer i kraft af  sig selv, og som andet end negation af heteroseksualitet.

Før den proces lider homofyrene ofte af homofobi. En trang til at slå fast at de er heteroseksuelle og lever op til drengerollens krav.  Det har Mikael ikke meget held med. Man kan ikke begære noget man ikke begærer. Homofobi er slet ikke et eksklusivt domæne for heteroseksuelle. De homoseksuelle der ikke lever op til egne – af omgivelserne opstillede – krav kan nemt hade sig selv. Det er en del af Mikaels lave selvværd, ikke  at ville være den dreng han er.

Forelskelsen, der er gensidig,  i den mere maskuline dreng Joel løsner Mikael op følelsesmæssigt.

Romanen har kun én sexscene – den er til gengæld både velfungerende og overvældende på baggrund af beskrivelsen af den stilfærdige dreng.

Alt i alt en særdeles læseværdig bog. En kvindelig forfatter der beskriver den maskuline verden troværdigt og insigtsfuldt.

Ingrid Sandhagen: En af dem. Gyldendal 2001. Oversat fra svensk: En av dem. Stockholm. 2000.