Shyam Selvadurai: Understrømme

“Mennesker kan ulykkeligvis ikke opfinde deres oprindelsessted, deres elskere og deres venner endnu mindre end de kan opfinde deres forældre. Livet tildeler disse og tager dem også bort og det vanskeligste er at sige JA til livet.”

Understrømme (2008) er den tredie roman i Shyam Selvadurai’s forfatterskab. Den første bog En sjov dreng udkom i 1998 på dansk. Efter den historiske Cinnamon Gardens (1998) – på dansk En duft af frihed (2000) – vender Selvadurai tilbage til temaet: Sri Lanka i 1980, opvæksten og homoseksualiteten.

Citatet ovenfor af James Baldwin indleder Understrømme, for at minde læseren om at, vi er alle stammefolk. Med et oprindelsessted, forældre, venner, elskere der har præget vores liv – alt sammen sociale og kulturelle tilhørsforhold man ikke kan løbe fra. Hvis man forsøger bliver man indhentet. Alt det man ikke kan lyve sig fra. Hvis man forsøger bliver man afsløret.

Generationen er også en stamme: Af de mennesker der var på et bestemt sted, på et bestemt tidspunkt. Selvadurai skruer tiden tilbage til 1980, og skildrer forholdene på Sri Lanka: Hans tid og sted. Stammer mødes og kulturudveksling finder sted. Nogle gange opdager de, der tilhører forskellige nationale stammer og kulturer, at de har noget til fælles.

Det er historien om drengen Amrith fra Sri Lanka, der møder sin fætter Niresh fra Canada. En historie om forelskelske og kærlighed.

På Sri Lanka har stammen sine egne ritualer. Et af dem er, at alle skolerne deltager i en årlig Shakespeare konkurrence, hvor de opfører et skuespil og kæmper om prisen. Det forgående år er det lykkedes Amrith at vinde pokalen, som Bedste Kvindelige Skuespiller i rollen som Julie. En særhed ved ritualet er nemlig, at alle skoler er kønsopdelte. Derfor spilles alle pigeroller af de yngste elever på drengeskolerne. Og de ældste piger spiller manderollerne på pigeskolerne. Kønnet – eller kønsrollen – er helt bogstaveligt en rolle, som den enkelte elev påtager sig. Udover selvfølgelig at fremsige replikker og agere, det der står i teksten. Det er en slags skuespil i skuespillet. Lige som på Shakespeares tid – den elizabethanske periode i England –  da der ikke fandtes kvindelige skuespillere, og de yngste drenge i truppen spillede kvinderollerne.

Fra at være en usynlig dreng bliver Amrith en både synlig og populær dreng. Derfor er han også fast besluttet på, at tilkæmpe sig rollen som Desdemona i årets Shakespeare stykke Othello. For om muligt endnu engang at vinde pokalen. Denne drømmende tilstand bliver Amrith revet ud af ved mødet med fætteren den 16 årige Niresh.

Selvom Niresh etnisk tilhører samme stamme som Amrith tilhører han kulturelt teenager stammen, som godt nok er international, men endnu ikke er nået til Sri Lanka. Teenager stammen dyrker sine egne ritualer: Mangel på respekt for de voksne, almindelig flabethed og intense venskaber med jævnaldrende. Amrith udsættes for et kulturchock! Den priviligerede teenager stamme kan se filmen Saturday Night Fever i 1977, mens den er ny, mens Amrith og hans søstre må vente til det bliver et nyt årti.

Ifølge Niresh er der ingen ende på hvor cool teenager stammen er: Han og vennerne spiller fodbold, sniger sig ind på clubberne med falske ID-kort, begår hærværk og cruiser rundt i byen i bil. Når Niresh praler holder han sin lille fætter om skuldren, og de er tæt på en måde Amrith ikke har været til andre mennesker før. Og Amrith forelsker sig.

Niresh er charmerende. Hundene lægger sig på ryggen og cykler med benene i vejret, når han taler til dem med høj stemmeføring. Når Niresh taler med Amriths søstre gør han det samme: Foregiver at kunne lide den musik teenager stammen foragter, fordi den er fra i forfjor. Amrith ved det. Når Niresh’ øjne er særlig store og uskyldige, så lyver han eller gør grin med folk. På den anden side er bedrifterne af betragteligt omfang: Niresh er blevet smidt ud af tre kostskoler, ryger i smug og kan diskutere piger!

Amrith er også lærenem: Blasfemisk lægger han sig for fødderne af Niresh og agerer Maria Magdalena, mens Niresh med en kost i ryggen agerer den lidende Jesus Kristus. Så kan de sammen få søsteren til at bryde sammen af grin, der hvor hun skulle fremsige sit Ave Maria.

Understrømme fører mennesker til steder, hvor de ikke ønsker at være. Understrømme er teenager stammens værste fjende. Amrith har udover blasfemi, rygning i smug også sovet tæt op af Niresh, og opdaget varmen i kroppen. Han har således deltaget i nogle af de vigtigste stamme ritualer, men er stadig ikke på lige fod med fætteren. Og er magtesløs over for jalousien – en understrøm i teenagerverdenen. Amrith er  jaloux på søsteren, der ligeledes er faldet for Niresh’ charme. Othello – det klassiske jalousidrama udspiller sig dermed ikke kun på scenen, men også uden for.

På scenen: Othello anklager Desdemona for at være ham utro med Cassio. Det fører som bekendt til drab. I  virkeligheden: Understrømmen i monsunhavet fører Amrith længere ud end han kan bunde – med fare for liv og lemmer.

Dog forsones Amrith med fætteren: Ritualet består i aflivelsen af myten om det sorgløse teenagerliv i Canada. Niresh spiller ikke fodbold, han er ikke star: De andre kalder ham perker, og de sorthårede drenge må lægge øre til racististiske vittigheder. Alle de historier der imponerede Amrith var løgn og opspind. Kan rituel bodsgang slå bro over kløften mellem de to drenge?

Niresh får til gengæld at vide hvilken ulykkelig historie den selvmordstruede Amrith bærer på dybt i sin sjæl og så forsones de to. Inden Niresh bliver nødt til at følge sin far tilbage til Canada.

Mennesker kan ulykkeligvis ikke opfinde deres oprindelsessted, deres elskere og deres venner endnu mindre end de kan deres forældre. Livet tildeler disse og tager dem også bort og det vanskeligste er at sige JA til livet.

Reklamer

Shyam Selvadurai: En sjov dreng

Da Selvadurai’s bog udkom på dansk i 1998 var det noget så overraskende som en etnisk homo historie. Bogens hovedperson bliver i fordanskningen “en sjov dreng”.

Originaltitlen Funny boy (1994) gengiver det bedre: Han er homo, og omgivelserne ved ikke rigtig hvad de skal stille op med ham. Det er ikke nødvendigvis sjovt, at være funny boy.

Susanne Bjertrups originale anmeldelse i Politiken fra 1998 fremhæver den politiske baggrund og hovedpersonens oplevelse af omvæltningerne på Sri Lanka:

“Det begynder med noget, der bare virker lidt urimeligt. En yndlingstante kan ikke få den mand, hun er forelsket i, fordi hun er tamil, og han er singaleser. Men snart eskalerer konflikten. Folk på Sri Lanka må opføre sig som de tre kloge aber: ser intet ondt, hører intet ondt, siger intet ondt. Imens lyder der klik i telefonen, borgerlig ret ophører med at eksistere, huse og biler brænder.

Shyam Selvadurais debutroman, En Sjov dreng, er en historie om de begivenheder, der fører til, at en velstående tamilsk middelklassefamilie må flygte fra Colombo og begynde forfra i Canada med bare 500 engelske pund på lommen. Men det er også historien om en dreng der er anderledes, uden selv at vide hvordan. Han kan bare godt lide at lege med pigerne, at klæde sig som brud med sari og sminke, og han vil give sin højre arm for ikke at skulle spille kricket med drengene. Det bekymrer hans far, som sætter mange velmente bestræbelser i gang på at afvende det uundgåelige: at Arjie forelsker sig i en anden dreng.

En Sjov Dreng handler om at vokse op og finde ud af, hvem og hvad man er og turde sætte det igennem. Det ikke nemt når man drømmer om, at livet skal være som i de singalesiske kærlighedsmagasiner, som kvinderne i den brogede familie har gemt under deres madrasser. Eller når man er den eneste tamil i sin klasse.

Historien fortælles medrivende. Den er nervepirrende i småting som f.eks. den tavshed, der sænker sig ved middagsbord, da en mor slår sin voksne datter, og tankevækkende for vestlig selvtilstrækkelighed, der ønsker flygtninge tilbage, pebret gror. For Arjies sind virker ikke særlig fremmedartet eller eksotisk. Det kunne være en danskers, fanget i øjeblikket før ydre begivenheder vælter ordenen omkuld.”

Idag er det næppe muligt – efter næsten 10 års værdidebat og indvandrerdebat – med  samme troskyldige naivitet at erklære at Arjie, bogens hovedperson,  er et menneske præcis som du og jeg. I teorien en hvilken som helst dansker “fanget i øjeblikket” før verden, som man kender den bryder sammen. En læsning af bogen der fokuserer på seksualitet og køn vil dog afsløre den samme pointe: Mekanismerne i forhold til dannelse af køns- og seksuealidentitet er yderst genkendelige.

Og Selvadurai er – som hans senere forfatterskab har bekræftet – intet mindre end et litterært talent. En kvalitet der heller ikke inden for genren homoseksuel coming of age historie kan tages for givet .

En sjov dreng er en udsprings historie fortalt i seks kapitler.

De blodige begivenheder der går forud for familiens flugt fylder så meget i drengens sind at indledningens præsentation af køns- og seksualitetsproblematikken næsten har fortabt sig inden den træder  frem som nøgle til forståelse.

Bogens indledning demonstrerer at noget så simpelt som børneleg er en strukturering af det sagte og det usagte. Begge dele lige betydningsfulde.

Verden er delt i to: Det ene territorium er drengenes kricket-bane. Det andet territorium er pigernes verden. Arjie er en feminin dreng – og føler sig kun accepteret og veltilpas i pigernes verden. Hvor han spiller brud i pigernes bryllups iscensættelse. Iført sari og sminke.

På kricket-banen – drengeverdenen – kæmper to fraktioner om magten Arjies bror og hans kusine. Børnenes verden hviler i sig selv. Pigernes accept af Arjie kommer til udtryk ved at han får hovedrollen som brud i legen af samme navn. Krisen opstår da de voksne blander sig – og erklærer, at han skal være dreng og spille kricket. Hvilket skaber en umulig og kompliceret situation i drengeverdenen, hvor ingen af holdene vil have ham. Selv om køn og maskulin aktivitet – og tydeligvis også seksualitet – er tæt forbundne, ænser ingen kusinens rolle på kricket-banen. Kun Arjie’s far er “bekymret”. For drengen.

De voksne stiller krav om, hvordan verden bør se ud. Definitionen af køn og seksualitet skal følge henholdsvis maskulin og feminin aktivitet. “Undtagelsen” er kusinen som ingen ænser. Hun er pige i drengeverdenen. De tre små aber der intet ser, intet hører og intet siger er deltager i børnelegen.

Barndommen slutter med et kys. Da Arjie er 14 år. Efter alle antydningerne: Den faderlige bekymring, opgøret med pigen der tilraner sig hans plads som brud, broderens bemærkninger, våde pletter i sarien efter han har drømt om en dreng. Alt det fik kun knap noget til at dæmre.

Et uskyldigt kys fra en dreng på skolen får derimod erkendelsen frem:

“Den anderledeshed i mig, som jeg somme tider havde fornemmet, som havde afstedkommet så meget forvirring for mig, hvori denne anderledeshed end bestod, så delte Shehan den. Jeg følte mig forbløffet over, at en normal ting – som mit venskab med Shehan – kunne have så stærke og skjulte muligheder.”

Og ved det næste kys står begge drenge med bukserne trukket ned:

“Så kyssede han mig igen, og jeg mærkede varmen fra hans krop mod min, da han pressede mig op mod væggen. Igen følte jeg, hvordan jeg gled ind i et mørke, som om jeg jeg sank ned på bunden af en dam, hvor der ikke eksisterede andet end lugt, smag og følelse.”

Selverkendelsen beskrives som en synken ned – eller ind i sig selv. Imens bliver han våd. For derefter som en svømmer at blive trukket op mod vandoverfladen.

Arjie værgrer sig, men resultatet er givet på forhånd. Der er noget i ham, der er så stærkt, at de tre små aber kæmper forgæves imod.

“Jeg var ikke en del af min familie på samme måde længere. Nu hørte jeg til i en verden, de ikke forstod, og som de ikke kunne følge mig til.”

Barndommens opdeling i territorier – drengenes og pigernes – forklarer ikke længere verden. Diktotomien mellem kønnene som skulle forklare alt – forklarer intet. Verdensbilledet er brudt sammen. Drengene havde i børneverdenen et socialt køn – den maskuline aktivitet. Og pigerne et sociale køn – gennem den feminine leg. Med en enkelt undtagelse for reglen. Kusinen der spiller kricket. Og så Arjie. I børnelegens iscenesættelsen af heteroseksualitet er der ikke plads til den homoseksuelle. Undtagen når Arjie omgår reglerne og befinder sig i pigeverdenen, hvor han skifter køn ved at iføre sig sari og sminke.

Arjie opdager at køn og seksualitet ikke nødvendigvis følges ad, sådan som normerne foreskriver. Hans lem bliver vådt da det bevæges op og ned på Shehans mave. Han bliver en mand samtidig med at han ved, at han aldrig igen vil deltage i drengenes kricket-spil. Og tillige forlader pigeverdenen – kønsskiftet – for udelukkende at lege med andre drenge, der er lige som han. Et voksent spil, hvor seksualitet og fascination og lyst er drivkræfterne.

Når kønnet indgår forbindelse med seksuel identitet er der ikke længere distance og spil mellem to verdener. Al legen foregår nu i én verden – mændenes.

Joyce Carol Oates: Sexy

Kan man tænke mandlig seksualitet uden at tale om misbrug, krænkelse og overgreb? Ikke i en amerikansk ungdomsroman. Hvis den altså er dristig nok til at vove at rejse emnerne.

På den ene side en truet eller truende seksualitet. På den anden side samfundets forholdsregler: Kriminalisering, restriktioner, kontrol og overvågning. Og så de evindelige ledsagere som ingen har bedt om, men er der alligevel: Bekymring og mistænksomhed.

Joyce Carol Oates ungdomsbog Sexy udkom på dansk i 2005. Næsten et årti efter den første store pædofilpanik var startet i Danmark. Denne panik var taget af  i 2005, men ikke forsvundet. Den første videnskabelige karakteristik af denne panik udkom samme år. Dens afvisning af fænomenets postulerede gigantiske omfang betød, at forfatteren selv blev udsat for dødstrusler for sin angivelige “sympatiseren” med de kriminelle pædofile. Selvom afhandlingens emne var køn og forhold mellem mænd og kvinder, og pædofili omtaltes i et enkelt afsnit i en bog på 386 sider udeblev reaktionen altså  ikke. At forskeren var professor og leder af et forskningscenter anfægtede ikke den type kritik.

Cover til den engelsksprogede udgave.

Efterfølgede har en vis erkendelse af hysteri og panik indfundet sig. Spørgsmålet er imidlertid stadig relevant:

Hvordan bliver drenge til mænd under disse samfundsmæssige omstændigheder? Og bliver de ofre eller gerningsmænd. Eller måske begge dele?

Det centrale ord er mandehad. Ikke som nogle umiddelbart vil tro, fordi nogle kvinder – især feminister – hader mænd. Det er muligvis sandt at nogle kvinder gør det. Det er bare ikke pointen. Og det handler bogen heller ikke om. Den handler om mænd, der hader mænd.

Den hollandske udgave.

Historien beskriver den 16 årige highschool elev Darrens vej fra dreng til mand. Da der opstår en homofob smædekampagne imod Darrens engelsklærer kommer Darren i klemme. Hvor ligger hans loyalitet? Hvem er han selv, hvad er hans seksuelle orientering? Hvordan takler en teenager, at alle voksne er grebet af panik?

Darren befinder sig i en umulig position af mange grunde.  Skyldfølelserne. Han har én gang fået et lift af engelsklæreren Mr. Tracy.

“Det var i november, en torsdag efter svømmetræningen.

Det var vagt og usagt.

Det der var desuden ikke sket.”

Hvad blev ikke ageret, hvad forblev usagt? I det tilbageblik bogen udgør får vi det at vide.  Darren selv er ikke i tvivl: For det første engelsklærerens homoseksualitet, dernæst hans fascination af Darren.

Cover til den norske udgave.

Men Darren fastslår over for sig selv i den indre monolog, at der ikke fandt noget overgreb sted. Verbalt eller på anden vis. Darren ved imidlertid, at han selv satte lavinen igang med spørgsmålet til svømmekammeraterne:

“Tager Tracy billeder med et digital kamera. Af drenge i Spedo-badebukser. Nogen bør undersøge det nærmere.”

Selvfølgelig kommer der ikke en undersøgelse, men derimod en smædekampagne: Pornobilleder med homosex samt et ledsagende brev angiveligt fra en 11 årig dreng med anklager om overgreb og trussel om selvmord bliver anonymt afleveret til rektor. Hvorefter politiet hurtigt involveres.

Den spanske udgave af bogen.

Da politiet først er inde i sagen er intet tilbagetog muligt for drengene. Har nogen oven i købet spundet videre på historien, vedlagt børneporno og opdigtet nye anklager om forulempelse af svømmedrengene i et brev til politiet? Fortælleren ved det ikke. Han ved blot at anklagerne ikke er sande.

At sige det imod er imidlertid umuligt. Darrren er fra den lavere middelklasse. Hele hans sociale prestige afhænger af succes på svømmeholdet. At sige drengene fra den højere middelklasse imod ville tilintetgøre ham.

Løgn fører til ulykke og død. Konstruktionen af drengenes maskulinitet er baseret på død. Og skyld. Et besøg hos rektor med en tilståelse af, at hele historien er opspind er forudsigeligt mislykket.

Cover til den amerikanske udgave.

Alle voksne mænd i bogens univers deltager i stigmatiseringen af Mr. Tracy. På grundlag af rygter. Fremsat af de teendrenge, der hurtigt bliver enige med sig selv og hinanden om, at  bagtalelsen skal finde sted med udgangspunkt i påstande om pædofile forhold, da rygter om homoseksuel orientering ikke er stærke nok til at ødelægge ham.

Højdepunktet i handlingen er et sexovergreb. Selvfølgelig ikke fra Mr. Tracy – eller den homoaktivistgruppe, der provokeres til at stå frem efter lærerens død.  Men af politiet. Der i iveren efter at finde “skyldige” afpresser Darren. Hvilket fremgår af den politirapport der fremlægges som dokument uden kommentarer i bogen. Han skal være både offer og anklager.

Drengen har ingen støtte hos sine forældre, der frygter det værste – at hans navn bliver trukket ind i sagen – og blot håber på det bedste.

Darren selv er ikke homoseksuel eller?

Han føler et vist ubehag ved pigers selskab. Han har en veninde, men bryder sig ikke om at hun går for tæt på. Hans reaktion på de pornobilleder de andre drenge har fundet – med mænd og drenge sammen – er væmmelse.

Engelsksproget paperback.

Endelig efter sagens afslutning, efter ulykke og død,  oplever han noget nyt. Han mærker:

“Alt blodet i hans hoved strømmer nedad.”

Han er ikke længere nødt til at sublimere sin seksualitet i svømning, men kan have sex med den lidt ældre pige i et tilfældigt møde.

Vejen til at blive mand består ikke alene i at vælge seksuel orientering. Men lige så meget i at vælge om man vil tage stigmatiseringen som pædofil-offer på sig eller ej. Eller skyld for andres død. Ikke fordi der har fundet noget upassende seksuelt sted, men fordi samfundet tilbyder unge muligheden for at være ofre. Eller bødler. Ved ukritisk at lægge øre til rygter. Rektor er fra første færd klar over hvor ligegyldigt det er om politiet efterforsker sagen eller ej, og hvad de i givet fald finder. Han vil skille sig af med læreren, der er blevet smædet med det samme fordi skaden allerede er sket: Der sladres om det på skolen.

Drengene fra klassen må afgøre med sig selv om de vil påtage sig offerrollen, stigmatisere sig selv ved at lyve videre. Eller som Darren pure afvise politiets insisteren på, at han må være blevet udsat for overgreb eller misbrug.

Cover til den franske udgave.

Lige som man siger at alle politiske debatter på nettet, når de har kørt en vis periode uværgeligt vil ramme de samme begreber igen og igen, og f.eks. henvise til nazismens verderstyggelighed, kan ingen debat om sex eller seksualitet på nettet i dag fungere uden, at nogen står frem og bekender de er pædofil-ofre. Og egentlig giver det ingen mening at skelne mellem indbildte og virkelige fænomener. De der oplever sig selv som ofre har jo de samme følelser. Det må man anerkende. Joyce Carol Oates bog giver indblik i de mekanismer der får det til at ske.

Den lidt verdensfjerne forsker jeg referede til ovenfor, troede han kunne sige myter og fordomme imod uden at blive mødt med den nævnte type reation. Bemærk: Dødstruslerne blev ikke råbt i hovedet på ham af kvinder. Men af mænd der vil opdrage deres egne børn til krænkere, altså de der stigmatiserer sig selv eller andre.  Uden dokumentation. Til at blive mænd der hader mænd. Den maskuline seksualitet der opfattes på en gang som truet og truende lægges for had.

Bekymringen for de unge mænd – forældrenes og myndighedernes –  går selvfølgelig på deres uskyld. De er sexy, som bogens titel siger. Men tilhører deres seksuelle uskyld samfundet eller de unge? Darren er i myndighedernes øjne det oplagte offer. Derfor kommer det også til at koste alle hans kræfter og al  hans viljestyrke, at kæmpe imod det overgreb stigmatiseringen af den uskyldige er. Darren giver først slip på uskylden, da det passer ham: I armene på den lidt ældre pige.

Den danske udgave.

Omgivelserne derimod ser kun offeret i ham. Og reagerer med bestyrtelse og forbløffelse da han til slut viser viljen til at vinde i svømmekonkurrencen. For han er på forhånd dømt taber. Og bogens – eller forfatterens – ironiske kommentar er, at ingen aner eller ænser, at han lever med bevidstheden om sig selv som bøddel:

“Tager Tracy billeder med et digital kamera. Af drenge i Spedo-badebukser. Nogen bør undersøge det nærmere.”

Bøsser og lesbiske i litteraturen

Nyttig side om litteratur:

Bøsser og lesbiske i litteraturen – august 2003 | Litteratursiden.

Mine egne anmeldelser ligger også her:

http://www.litteratursiden.dk/blogs/ole-hansen

En af dem

Hverdagens små problemer kan føles tunge. Især hvis de samme problemer vender tilbage igen og igen. Selv hvis man er flygtet fra dem – har skiftet omgivelser. Bor et nyt sted og omgås nye mennesker. Men stadig føler sig mobbet. Fordi man er anderledes. Homoseksuel.

Det er den virkelighed den svenske forfatter Ingrid Sandhagen (f.1970) beskriver i romanen, hvis titel “en af dem” afslører, at emnet er stigmatisering. Hovedpersonen Mikael der går i 9. klasse har skiftet skole flere gange. For at komme ud af rollen som anderledes. Og det ledsagende mobberi.

Anderledesheden består meget simpelt i Mikaels (seksuelle) fascination af andre drenge.

Mikaels problem er, at det der skulle give ham lykke og selvværd, at forelske sig  i et andet menneske resulterer i det modsatte. De små problemer i hverdagen er i praksis uafrystelige og flytter med til hver ny skole. Mikaels adfærd er normal for en homofyr –  men afviger ifølge heterosamfundets normer. Derfor stigmatiseres han som den der afviger. Og kan ikke flygte fra sig selv.

Mikael bliver ikke udsat for grove forulempelser. Det er selve det catch 22 han befinder sig i, der er problemet. Uanset hvad han gør vælger han forkert. Når han starter på en ny skole skifter han stil og ser sejere ud for ikke at signalere svaghed. Han mobiliserer sig selv ved hjælp af denne straightacting. Men han kan jo ikke holde op med at være den han er. Og falder straks for en fyr fra klassen.

Påfaldende er det, at det i genren aldrig er de seje homodrenge, der er hovedpersoner. Det er altid de søde drenge som Mikael. Der er dygtige og sårbare.

Ungdomsbogforfattere har en forkærlighed for at beskrive figurer af Mikaels type. Måske fordi hverdagstragedier er så genkendelige. Om man så selv har set eller prøvet de ydmygelser, der beskrives vil de altid gøre indtryk. Især rammes Mikael af stigmatiseringen på hjemmefronten fra bedsteforældre i form af, at de ikke synes han er en frisk dreng. Faktisk har ordet tudemarie ætset sig fast i en af de tidlige barndomserindringer.

Homoseksualitet kædes sammen med et tab af maskulinitet – det er en del af den anderledeshed, der følger af stigmatiseringen. Mikael oplever således kontroltab via at blive gennemskuet før han selv har forstået og accepteret sin egen homoseksualitet.

En af ydmygelserne består i at opleve pikken ude af funktion i situationer, hvor den ifølge heteronormativiteten skulle fungere. Når heteroseksualiteten er norm er der en forventning til alle drenge seksuelt. Først efter en bevidstgørelsesproces hos sig selv accepterer man homoseksualitet, som andet og mere end “afvigelse”, nemlig som en form for kærlighed og tiltrækning mellem mennesker af samme køn. Noget der eksisterer i kraft af  sig selv, og som andet end negation af heteroseksualitet.

Før den proces lider homofyrene ofte af homofobi. En trang til at slå fast at de er heteroseksuelle og lever op til drengerollens krav.  Det har Mikael ikke meget held med. Man kan ikke begære noget man ikke begærer. Homofobi er slet ikke et eksklusivt domæne for heteroseksuelle. De homoseksuelle der ikke lever op til egne – af omgivelserne opstillede – krav kan nemt hade sig selv. Det er en del af Mikaels lave selvværd, ikke  at ville være den dreng han er.

Forelskelsen, der er gensidig,  i den mere maskuline dreng Joel løsner Mikael op følelsesmæssigt.

Romanen har kun én sexscene – den er til gengæld både velfungerende og overvældende på baggrund af beskrivelsen af den stilfærdige dreng.

Alt i alt en særdeles læseværdig bog. En kvindelig forfatter der beskriver den maskuline verden troværdigt og insigtsfuldt.

Ingrid Sandhagen: En af dem. Gyldendal 2001. Oversat fra svensk: En av dem. Stockholm. 2000.

Respekt drenge!

Der er behov for bøger af denne type. Hvem er vi drenge eller mænd? En gåde. For os selv og kvinderne. Fordi roller og forståelse af maskulinitet ændrer sig konstant. Vi er ikke nødvendigvis en gåde, der kræver at blive løst. Selvom det vist var hvad læger og psykologer forsøgte tidligere, når de skrev bøger af denne type. Med understregninger af skal og må ikke. Sådan er det ikke længere. Heldigvis!

Forfatteren – journalisten Inti Chavez Perez – inddrager kun sagkundskaben i små faktabokse med henvisning til videnskabelig forskning og statistikker. Her er det sociologer og sexologer, der er eksperterne. Da ikke alle kilderne er lige nye og også stammer fra lande uden for Skandinavien kan man diskutere relevansen af disse for danske forhold.

Dog er det godt og relevant når faktaboksen undtagelsesvis bevæger sig uden for videnskabeligt materiale og f.eks. forklarer:

“Kærlighed og sex mellem mennesker af samme køn har fundet sted til alle tider og i alle kulturer, men er ikke nødvendigvis blevet kaldt homoseksualitet.” 

Og som kildehenvisning har Første Samuelsbog i Det Gamle Testamente om forholdet mellem David og kong Sauls søn Jonathan!

Hvad er så en dreng eller en mand? Bogen bevæger sig resolut under bæltestedet i første kapitel og spørger om man kan formulere det: Har pik = fyr?

Det kræver faktisk en sociologisk forklaring:

Der er reelt ingen arbejdsdeling mellem kvinder og mænd idag. Kvinder og mænd udfører de samme typer arbejdsopgaver på jobbet og i fritiden, så det sociale køn er forsvundet. Altså opfattelsen at mænd gør en type ting, og kvinder gør en anden type ting. Mandigheden betjener sig i stedet af den kulturelle gardarobe: Gestus, positurer, tøj, tilbehør, roller, manerer og italesættelse af maskuliniteten. Noget af det stammer fra fjerne tider, mens andet er opfundet til lejligheden. Alt dette iscenesætter drenge som drenge og mænd som mænd. Hvad der lige nu indgår i drengerollen er, som bogen forklarer, noget der ændrer sig. Før hørte unge jazz – idag ved de knap hvad det er – og hører i stedet rock og pop. På tilsvarende måde ændrer opfattelserne sig af hvad drenge og mænd er. Men heller ikke den kulturelle garderobe er eksklusiv. I reklamerne ses det ofte at kvinder bærer mandetøj. Selv det intime – brief’s fra Björn Borg – er ikke mere maskuline end, at der er flere piger end drenge på billedet iført disse, når tøjet skal sælges til drenge eller mænd i Euroman!

Den moderne mandighed sidder derfor i kønsdelene. Ikke underligt at samfundet med et nyt ord er “pornoficeret”. Hvis den moderne mand skal vise, hvem han er, skal han jo vise sig nøgen.

Pik = fyr. Sådan er den udbredte selvforståelse derfor blandt drenge/mænd. Og nogle tilføjer – men det er måske kvinderne – at det omvendte også gælder: Fyrene tænker med den!

Ingen af disse påstande er helt sande. Og det forklarer Respekt drenge! fint. For drenge og mænd er ikke kun biologi. De transseksuelle er et godt eksempel. De har rent faktisk en pik. Men kan alligevel føle sig som kvinder. Og nogle får hormoner eller operationer, så de får den krop de gerne vil have. Kønnet bliver et valg.

Maskulinitet er en social konstruktion. Den biologiske faktor indgår, men kønsroller og opfattelserne af kønnet er mindst lige så vigtige.  Biologi og sociale fortolkninger er i det hele taget svære at skille ad.

Det gælder også hvis man skal sondre mellem hetero og homo sex.

Bogens forklarer eksempelvis om prostata eller p-punktet. Prostata sidder så den kan føles med en finger i endetarmen. Ved at stimulere p-punktet kan drenge få orgasme. Når biologien er den samme for alle fyre vil de opleve det samme seksuelt ved stimulering. Analex er altså ikke specielt bøsset. Alle fyre kan opleve det. Om man har lyst afhænger af valg eller præferencer. Nogle fyre kan lide det. Andre kan ikke. Om de så er homo eller hetero. Piger og kvinder kan selvfølgelig også dyrke analsex, og deres prostatakirtler og klitoris kan blive stimuleret af det. Homoseksualitet har ikke noget biologisk grundlag. Lægevidenskab og psykiatri har ledt i mere end hundrede år uden at finde det. Alligevel siger fordommene at noget er “bøsset”. I stedet for at kalde det præference eller valg.

Respekt drenge! giver en masse gode råd om, hvordan man opnår det ligeværdige seksuelle forhold. Ved at forklare hvordan ligeværdigheden fundamentalt er til stede i biologien bliver alle reglerne for god opførsel en overbygning. Det understreges at respekten starter med at man respekterer sine egne behov, og handler tilsvarende i forhold til andre. Om man så er hetero, homo,bi, trans, mand, kvinde, dreng eller pige.

Der er ikke brug for moralisme, men for at være bevidst om egne behov og være sig selv:

“En god ting ved at være homo eller bi er at man automatisk bryder med samfundets forventninger. Og så bliver det lettere at vælge andre veje end dem samfundet har banket ind i en, man skal vælge. Du vil måske bruge dit liv på at rejse eller bare skide på drengerollen. Det bliver lettere når du allerede er begyndt at gå en anden vej end den slagne.”

Den sidste låner på biblioteket før mig var en pige. Det fremgik af lånesedlen, der var blevet glemt i bogen. Hun havde meget passende også haft Hvad kan jeg blive til hjemlån. Temaet er det samme: For at forstå hvad man er kræves selvindsigt og forståelse. Hvad man kan blive er lige så – eller måske mere – interessant?  En guide kan kun give hints. For det er ens eget valg. Men de hints giver Inti Chavez Perez os.

Brødre

Lukas og Marius er brødre. Marius er død. Han blev 14 år og 6 måneder. På nær en dag. Et halvt år efter hans død læser 16-årige Lukas i hans dagbog. Det viser sig, at de havde en fælles hemmelighed: Deres homoseksualitet.

Romanens 169 sider er drengenes fælles historie. Marius’s dagbog og Lukas’  læsning af denne og udredning af historien. For sig selv – og læseren. Som terapi og oprydning i det følelsesmæssige kaos Marius’ død har efter ladt Lukas i.

Marius led af Wilsons sygdom en sjælden stofskiftesygdom, der er dødelig hvis patienten ikke kommer i den rette behandling tidligt nok. Lægeligt sjusk koster altså Marius livet og efterlader familien traumatiseret.

Ikke mindst Lukas der tillige kæmper for at komme til rette med sin egen homoseksualitet. Og som overraskes ved læsningen af dagbogen og Marius’  ligefremme bekendelse af tiltrækningen til andre drenge.

Marius havde følt sig tiltrukket af kammeraten Alex og de to havde indledt et forhold.  Der også involverede sex efter drengene havde været til karnevallet:

“Han hev sørøverkostumet af mig og jeg pillede klovnen af ham. Vores hud var som magneter, der tiltrak hinanden, det virkede, som om al luft mellem os var suget væk.”

I sin beskrivelse er Marius ikke i tvivl om den homoseksuelle fascination:

“Nu er jeg sikker på, at det ikke bare er midlertidigt, at jeg er blevet forelsket i en dreng. Det er noget definitivt!”

Den homoerotiske erfaring gør ham også til ekspert på manderollen, han er ikke i tvivl om hvad der definerer kønnet og understreger nødvendigheden af at sikre sig hvordan det forholder sig:

 “Man kan aldrig være sikker på, at en anden dreng har en tissemand, før man har set den. Eller rørt ved den!”

Selv befinder Lukas sig i en tilstand mellem benægtelse og accept. Et brev til forældrene som lillebroderen opsnapper får Lukas til at frygte at hemmeligheden kommer forældrene for øre. Mens lillebroderen frejdigt over for Lukas bekendgør at han er forelsket i en dreng. Den ovenfor nævnte Alex. Lukas’ egen tvivl får ham dog til at også at tvivle på Marius: Er det noget han siger for at lokke Lukas ud af skabet? For Lukas har aldrig hørt om to brødre der begge skulle være homoseksuelle, og er overbevist om at han er bøssen i familien.

Han er trods alt klar over at valget mellem heteroseksualitet og homoseksualitet for ham egentlig ikke er noget frit valg. Men mere et spørgsmål om at acceptere hvordan noget er.

Lukas’ plan er at vente med at springe ud over for forældrene indtil han er flyttet hjemmefra. Al Lukas’ bekymring udstilles dog som fejhed – synes han selv – ved læsningen af Marius’ frimodige tilståelse af det seksuelle forhold til Alex. Og derfor springer han også ud over for mor efter han har været til lægen og blive undersøgt for Wilsons sygdom:

“Jeg har godt nyt og dårligt nyt. Det gode er, at jeg ikke har Wilsons og det dårlige er, at jeg ikke kan lide piger men drenge.”

Her har man som læser gættet at angsten findes inde i drengen. Men ikke er velbegrundet.

“Vi ville være meget dårlige forældre, hvis vi ikke kendte vores egen søn en smule” er moderens tørre kommentar.

Hvorefter Lukas bebrejder hende ikke at have fortalt ham, at de i virkeligheden godt vidste det. Dertil kan mor med en vis ret svare, at intet er definitivt indtil han selv har taget stilling.

Hun tilføjer:

“Ingen far eller mor ønsker at stimulere homoseksualitet. De ville være sindssyge. Man skubber da ikke bare sit barn i en afgrund af diskrimination og mobning. Det ønsker man ikke for sit barn.”

Her protesterer drengen. Selvfølgelig. For forældrenes tøven er vel den første forsmag på diskrimination og mobning?

Uvidenhedens fælde og angsten for stigmatisering er hans største frygt:

“Jeg troede, at jeg var den eneste dreng i verden, som kunne blive forelsket i en anden dreng. Jeg var ikke klar over, at jeg var bøsse. Jeg kendte da godt ordet, men bøsser var gamle grise, som syntes, det var lækkert at lege beskidte sexlege med unge drenge, som de havde lokket; og deri kunne jeg ikke genkende mig selv.”

Homo misforstås som pædofil fordi de voksne nægter at forstå eller anerkende den pubertære seksualitets eller præ-pubertære seksualitets realitet og vender ryggen til. Det fortiede og benægtede bliver i drengenes egne øjne til “kriminalitet”, som de jo så skrækslagne må identificere sig med. Aldersforskellen mellem storebror og lillebror betyder at denne sandhed er gået op for storebror. Lillebror fik aldrig chanchen. Deraf de forskellige reaktionsmønstre.

Afdækningen af denne viden eller ikke-viden er romanens kerne. På en vis måde henvender bogen sig derfor lige så meget til teenagernes forældre, der har brug for at blive klogere på denne problematik, som til drengene selv. Pubertær seksualitet og usikkerhed om identitet har vi alle oplevet. Alle vil derfor kunne genkende nogle af de situationer der beskrives.