Spørgsmål – svar: Hvorfor ikke fake profil på dating-site?

Normalt er spørgsmål-svar noget der vedrører homoseksualitet på en ligefrem måde: Følelser, identitet og udpring. Det kan imidlertid være nødvendigt at brede emnet ud. Hvad er tilladt, når man optræder på et dating-site?

Hvorfor skal man afholde sig fra at angive en forkert alder – under foregivende af, at ville “teste” de øvrige brugere af sitet?

Det kan synes indlysende nok, men spørgsmålet er alligevel kommet op.

“Spørgsmålet” der fremsættes har her i form af en konstatering: “Boyfriend støtter åbenlyst pædofile mænd”. Vedkommende der fremsætter den horrible påstand undrer sig dog over at have fået lukket en profil.

Spørgsmål:

“For nogle år siden lavede jeg en falsk profil, hvor jeg skrev at jeg var 14 år gammel. Bare som en test for at se HVOR mange skumle personer der var.

Jeg fik rigtig mange mails fra fyre. Og specielt en fra Rødovre, på omkring 47 år. Der mente, at hvis bare jeg ikke sagde noget til nogen og Bf også, så var det ligegyldigt. Og igen nævnte jeg at jeg kun var 14 år gammel og burde måske ikke være derinde.

Men det havde ingen effekt. Jeg skulle bare åbne døren, når min mor og far ikke var hjemme.

Derefter forklarede jeg ham, at jeg var en voksen mand, og jeg ville kopiere hans mail’s ind på min rigtige profils dagbog. Og anmelde ham.

Og så skrev han at han kendte Andreas, så det fik jeg ikke noget ud af. Og rigtig nok. Dagen efter, var min profil slettet uden varsel. Og det kostede et år inden jeg kunne logge ind på BF igen. Man må ikke genere Andreas venner, og slet ikke komme med noget der kunne være pædofili.

Nu er jeg blokeret i debatten for at nævne navnet på en ny pædofil. Det må jeg heller ikke. Jeg vil gerne beskytte unge mennesker på BF. Men dette er ikke tilladt. Tværtimod. Jeg bliver blokeret, og dem der elsker børn skriver videre. Det holder jo ikke.

Andreas er jo ikke objektiv. Men meget meget selektiv. Er det venner han kender, så er det ligegyldigt, hvad der bliver sagt, men den anden part bliver smidt ud. Og helt uden en forklaring.”

Svar:

“Jeg er ikke vant til at give Andreas fra boyfriend.dk ret på denne side. Hvorfor står beskrevet nedenfor (der refereres til min trustpilot anmeldelse af boyfriend.dk., red.)
 
Det her må så være en undtagelse. Det er velkendt at visse mennesker føler sig kaldet til at lege politibetjent. Også i homomiljøet.  
 
Deres motiver er altid rene – hævder de selv. I et eksempel, hvor der blev fremsat beskyldninger mod boyfriend.dk for kun 2 måneder siden lå der dog åbenlyst personlige motiver som had og aversion bag beskyldningerne. Det står beskrevet her:  
 
Guilty by association  
 
Vedkommende der fremsatte beskyldningerne har vi ikke hørt mere til – og heller den “sag” han mente at have. Der fremkom aldrig nogen dokumentation.  
 
Nu melder Peter_Martin sig med samme type påstand. Det eneste der kan fastslås med sikkerhed er:  
 
1.  
 
Peter_Martin tilstår at have oprettet en fake-profil på boyfriend.dk og udgivet sig for at være mindreårig. Ifølge politiet en gængs praksis for pædofile.  
 
2.  
 
Peter_Martin fremsætter beskyldninger mod sitet uden at vedlægge dokumentation. I overskriften: “Boyfriend.dk støtter åbenlyst pædofile mænd” ligger en ganske alvorlig anklage: Det påstås at Andreas personligt støtter kriminel aktivitet på sitet. Det er fuldstændig utilstedeligt, at fremsætte den slags påstande uden nogen form for dokumentation.  
 
Desværre er der idag både enkelt personer og organisationer, der foregiver at kæmpe for en god sag, men i virkeligheden er styret af enten had eller økonomisk fordel. Måske er de selv overbeviste om det rigtige i det de gør. Men forskellige former for selvtægt eller brud på regler er ikke – og bør heller ikke – være tilladte. Og samfundets love står stadig over enkeltpersoners egne regler og private organisationers synspunkter.  
 
Derfor oplever Peter_Martin sanktioner. Heldigvis kun fra sitets side. Havde politiet konstateret det samme som sitet kunne konsekvenserne have været anderledes alvorlige.  
 
Jeg har skrevet en artikel om hvordan organisationer drevet af ambitiøse og karrierebevidste mennesker fremmer det man kan kalde en “beskyldningskultur” – og i sidste instans – det de selv hævder at kæmpe imod:  
 
Offer for velgørenhed

Tilbage er blot at nævne at Andreas fra boyfriend.dk i sit svar konstaterer:

“Vores filtre fangede dig; de forhindrede at en voksen mand i 30’erne udgav sig for at være en dreng på 14 (vi kræver desuden at vores brugere er fyldt 15 som også er den seksuelle lavalder).”

Reklamer

Pan-bladet: Debat om homoægteskab

“Feministerne inden for LGBT har skiftet frigørelse ud med bekæmpelse af den maskuline seksualitet. Der er ikke noget problem med homoseksualitet, men derimod med den maskuline seksualitet som sådan. Det feministerne ønsker sig er en homoseksuel livscyklus, hvor homoseksualiteten blot er en fase.”

Sådan skrev jeg i artiklen Den destruktive LGBT politik. Et synpunkt jeg mente var blevet tilstrækkeligt  begrundet i en række tidligere artikler. Det mente Karen M. Larsen ikke. Jeg har derfor udbygget argumentationen i en kommentar til Karen M. Larsens artikel Hvorfor blev homoseksualitet betegnet som en sygdom i Pan-bladet.

Her har jeg med udgangspunkt i Karen M. Larsen’s artikel Speciale kaster lys over kampen for homoægteskab føjet nye argumenter til synspunktet.

Sygeliggørelse

Først et tilbageblik på diskussionen om sygeliggørelse. En diskussion der handler om, hvorvidt homoseksualitet holdt op med at blive betragtet som en sygdom efter homoseksualitet blev fjernet fra Sunhedsstyrelsens sygdomsliste.

Her kunne jeg selvfølgelig have henholdt mig til det meget simple argument, at fordi der sker en juridisk ændring betyder det jo ikke at en forestilling forsvinder ud af befolkningens bevidsthed.

Dog fandt jeg det relevant at tilføje to ting: For det første synes der i høj grad også at være tvivl i de homoseksuelles egen bevidsthed om hvor “normal” homoseksualiteten er, og for det andet eksisterer den lægevidenskab, der tidligere stigmatiserede de homoseksuelle stadig.

Så sent som i 2010 fremlagde en af de førende sexologer Ray Blanchard dokumentation for, at alle mænd i større eller mindre grad er pædofile. På trods af at bevisførelsen i høj grad er angribelig må det konstateres at, selv om de homoseksuelle skulle blive “frikendt” i den ene sammenhæng – hvilket dog ikke er tilfældet – så bliver alle mænd og dermed også homoseksuelle “anklaget” i den anden.

Muligvis mener Karen M. Larsen at alle tre pointer falder uden for debattens emne. I hvert fald har jeg ikke fået noget svar.

Homoægteskab

Hvis man knytter an til det begreb om diskurs Karen M. Larsen anvender forekommer det indlysende, at tanken om at “afskaffe” begreber eller forestillinger med et pennestrøg er uholdbar. Hvem siger at en bestemt forestilling ikke kan bestå og overleve i nye former og skikkelser? Hele homoseksualitetens “sygdomshistorie” er netop præget af de forskellige discipliner, der har været fremherskende inden for lægevidenskaben. Forklaringerne om homoseksualitetens “sygelighed” er efter tur kommet fra neurologi, psykoanalyse, eugenik, sexologi og forskning i hormoner. Og senest fra genetik og hjerneforskning.

Det begreb om diskurs Karen M. Larsen anvender stammer fra den teoretiske forståelse Michel Foucault har udviklet. Som blandt andet beskæftiger sig med naturvidenskabens forskellige transformationer. Og hvad de har betydet for de begreber og forestillinger, der er fremherskende i samfundet.

Det forekommer altså umuligt, at hele den side af betragtning kan falde ud af Karen M. Larsens argumentation ved et tilfælde. Den manglende lyst til at gå ind i debat peger i samme retning. Man må drage egne konklusioner. Det gjorde jeg så i artiklen om Sygeliggørelsen af de homoseksuelle.

Den debat skal nævnes her, fordi der ligeledes gør sig en besynderlig udeladelse gældende i Karen M. Larsen argumentation for homoægteskab.

Rent og urent

Kampen for homoægteskab kom på dagsordenen efter Sundhedsstyrelsen i 1981 havde banet vejen ved at fjerne sygeliggørelsen – der er ingen grund til at overse eller bagatellisere betydningen af dette skridt. Med det registrerede partnerskab i 1989 blev denne dagsorden delvis indfriet.

Som Karen M. Larsen gør opmærksom på stiller denne kendsgerning modstanderne af homoægteskab i en vanskelig position: Hvordan kæmpe imod det, der hverken officielt er sygeliggjort eller stigmatiseret som “unormalt” set med det officelle Danmarks øjne?

Karen M. Larsen inddrager her begreberne “ren” og “uren” i en analyse, der forsøger at indkredse modstandsstrategierne. Men overser noget fuldstændig afgørende i denne sammenhæng.

I  30 års perioden fra 1981 til idag har singel-kulturen gået sin sejrsgang. Begrebet ægteskab har skiftet status. Nogle drømmer om ægteskab – men mange drømmer blot om parforhold.  Mange heteroseksuelle par er ikke gift fordi ritualet – sammen med kirken selv – har tabt status i samfundet. Og hvad der er afgørende her: Mange homoseksuelle drømmer om monogami og parhold, men lever som singler.

Begreberne “ren og “uren” bør derfor indgå i denne debat på en helt anden led. Hvor de der falder uden for “normaliteten” – og er “urene” – er singlerne. Og de “rene” er de, der lever monogamt og i parforhold.

Det er umuligt at sige præcist, hvor mange homoseksuelle der lever i registreret i forhold til de der lever som singler. Der er ingen tal for sidstnævnte. Sandsynligvis er der en overvægt af singler. To forhold taler for dette: Mange unge og yngre er ikke etableredede. Og selve det at etablere sig er generelt blevet rykket til et senere tidspunkt i livet. Mange voksne er singler, dels fordi det givet et begrænset “udbud” kan være vanskeligt at finde den rigtige. Og dels fordi en del voksne befinder sig i en udspringsfase, hvor homolivet først skal etableres.

Pointen er at når LGBT Danmark kæmper for de homoseksuelles “normalisering” i samfundet, men det fuldstændig udelades af betragtningen at single-livet de facto findes og er ret udbredt – uanset hvad værdierne handler om – forrykkes argumentationen.

Det registrerede partnerskab havde i 1989 en umådelig symbolværdi. Men ingen forestiller sig nyheden vil gå verden rundt på samme måde, hvis Folketinget idag vedtog en ægteskabslov. Ikke blot fordi flere lande allerede har gennemført homoægteskab, og effekten af at komme først ikke længere er tilstede. Men fordi den type lovgivning ikke fungerer socialt på tilsvarende måde som den gjorde i 1989. Singel-kulturen er – trods begrænsninger i den samfundsmæssige accept – en realitet.

Den reelle samfundsmæssige dagsorden er flyttet, og begreberne “ren” og “uren”  handler nu i langt højere grad om monogami eller ej.

Fokus i debatten om sygeliggørelse er af Karen M. Larsen blevet lagt et forkert sted.  Og debatten om homoægteskabets betydning er båret af en dagsorden der ikke udtales.

Bekymrings-dagsordenen

Begreberne “ren” og “uren” læner sig op af religiøse forestillinger. Det kan være interessant her, at vende tilbage den sammenhæng begreberne tidligere har indgået i.

Det “urene” er i religiøs betydning de former for sex, der ikke er reguleret af ægteskabet. De unge er således et klassisk objekt for bekymring. Tidligere optog uønskede graviditeter en vigtig plads i den samfundsmæssige debat. Fordi de unge mødre typisk ikke var gifte, men alligevel havde indladt sig på sex. Tilsvarende fik de “der var for gamle”  –  over 30 år – hæftet nedsættende betegnelser på sig, fordi de var enlige. Den mulige eksistens af seksualitet, der ikke var redegjort for vakte bekymring. Tilsvarende argumenteres der idag for, at katolske præster er pædofile, fordi de ikke er gifte.

Bekymring for unge og deres uregulerede seksualitet og mistænksomheden over for singler spejler begge klassiske former for kontrol. Dagsordenen bag at nægte at forholde sig til dette aspekt er, at feminister netop ønsker at fremme argumenterne for begge typer kontrol i den samfundsmæssige debat.

Nogle argumenterer for, at hæve den seksuelle lavalder til 18 år. Hæve straframmer, forbyde prostitution og tilkendegiver højlydt deres forbehold over for f.eks. forhold med aldersforskel.

Det er den farlige seksualitet. Som i langt mindre grad har præfixet “homo” eller “hetero” end tidligere. Et “fremskridt” om man vil – at mistænkeliggørelsen er bredt ud til at gælde alle mænd.

Monogami er i denne optik udtryk for “renhed”. Singel-liv – i alle dets former – bliver automatisk identificeret med noget “urent”.

Det jeg i artiklen Sygeliggørelsen af de homoseksuelle ironisk kaldte “det idealistiske” element i feminismen består med udgangspunkt i den klassiske bekymrings-diskurs i forhold til unge i så vidt mulig, at fratage unge retten eller muligheden for, at have en seksualitet.

Diskursen handler idag ikke i særlig høj grad om prævention – heller ikke der, hvor det indlysende måtte være på sin plads at advare mod smitsomme seksuelt overførte sygdomme – men med udgangspunkt i lægevidenskabens “anklage” over for mændene, at advare unge af begge køn mod overgreb. Og ved enhver given lejlighed, hvor synspunktet bliver modsagt, henvise til “bagvedliggende” motiver. Og således forhindre en egentlig debat af  seksualpolitiske emner. Og dermed forhindre forbudsdagsordenen bliver draget i tvivl.

At forbudsdagsorden betyder noget i praksis ses bla. af, at intet nyligt optettet dating-site tillader unge mellem 15 og 18 år at deltage. På trods af dansk lov er åben for muligheden. Iøvrigt endnu et eksempel på, hvordan jura ikke nødvendigvis spejler samfundsmæssig virkelighed. Den fremherskende bekymrings-diskurs er i dette tilfælde stærkere end dansk lov.

Mistænkeliggørelsen af de “urene” dvs. af singlerne – vil i  praksis i høj grad antage form af mistænkeliggørelse af voksne homoseksuelle mænd. Her skal man have debatten om sygeliggørelsen af homoseksualiteten med i betragtningen.

Når homoægteskab fortrænger alt andet på den politiske dagsorden – især en diskussion af forbudsdagordenen – er det nærliggende,  at antage at hensigten faktisk er at fremme forbudsdagsordenen.

Det ville være en grov anklage at påstå de forskellige påstande og synspunkter fremsat af Karen M. Larsen tilfældigt skulle være blevet kastet ind i debatten på forskellige tidspunkter. Det er der slet ikke tale om. Der er tværtimod tale om et velovervejet og nøje afstemt synspunkt, hvor udsagn og tavshed i forskellige sammenhæng er lige vigtige.

Eftertanke

På datingsitet boyfriend.dk har der gennem flere år raset en såkaldt aldersdebat. Det symptomatiske ved denne debat er, hvordan to grupper af “fødte” singler af feministiske debattører får banket hovederne sammen. De unge er fødte “singler”, fordi de afprøver deres nyopdagede seksuelle præference. De er underlagt den del af bekymrings-diskursen, at de ikke er istand til at tage vare på sig selv. En del af de voksne ligeledes fødte singler: De har et heteroliv bag sig, og prøver nye muligheder af. De er genstand for mistænkeliggørelse.

Det er en fejlslutning at sige, at de to grupper umiddelbart har noget med hinanden at gøre. Men ved at påstå dette samler de feministiske debattører to “urene” grupper. Og resultatet er i deres øjne perversitet. Her kan der med andre ord mobiliseres ord og begreber, som Karen M. Larsen ganske rigtigt påpeger næppe kan anvendes i debatten om homoægteskab.

Karen M. Larsen glemmer blot, at det ikke ligger uden for den feministiske bekymrings eller -mistænkeliggørelses-diskurs at anvende netop disse begreber om både den ene og den anden gruppe hver for sig eller sammen.

Feministernes bekymring-diskurs skulle gerne få dem til at fremstå som de svages forsvarer.

Hvis jeg ikke selv tidligere havde orienteret Karen M. Larsen om adskillige af disse pointer kunne udeladelsen i debatten om homoægteskab fremstå som forsømmelse. Hvor beklagelig den end måtte være, så dog noget der kunne udbedres. Sådan forholder det sig ikke.

I givet fald Karen M. Larsen måtte ønske det er det selvfølgelig muligt på Pan-bladet at argumentere for, at man ikke bør tæve den ene gruppe af singler med den anden. Mens vi venter på at homoægteskabet bliver gennemført. Det sker ikke.

Guilty by association

Her har vi alle konspirationsteoriers grundlæggende tese: Forbryderne – de virkelige skurke – gemmer sig. De bliver aldrig fanget eller afsløret. Det er umuligt at ramme dem – selv for de der er ansvarlige og retfærdige. Og parate til tage loven i egen hånd.  Men de medskyldige, som dækker over eller samarbejder med de virkelig skyldige er det let nok at fastslå hvem er. Og de kan uden juraens og retsmaskineriet tunge maskineri stilles til ansvar.

Paragraffen –  postuleret, men alligevel gyldig – hedder guilty by association.

Selvom paragraffen ikke kan slås op i nogen lovbog anvendes den flittigt i det danske samfund. I en mere eller mindre paranoid stræben efter at ramme skurkene. Paranoia er som bekendt alle konspirationsteoriers kilde.

Paranoiaen kan vende blikket i to retninger: Op mod samfundets top. Det er forestillingen om de uærlige politikere, der fører befolkningen bag lyset. Eller dybt ned i mytologiske forestillinger om hemmelige broderskaber. Om tusinder der er medlemmer af hemmelige religiøse ordener, terrorister eller børnepornoringe på nettet.

Ingen fornuftige mennesker vil under normale omstændigheder tage Dan Brown’s historie om Da Vinci mysteriet for andet end underholdning. Og selvfølgelig heller ikke andre historier af tilsvarende type.

Alle der kender debatstilen på nettet ved at beviser på bordet ikke er noget krav i den sammenhæng. Da debattørerne er mere eller mindre anonyme er alle lige. De mest intelligente argumenter har ikke større vægt end de ringeste fejlslutninger. Derfor udvikler debat sig til sladder, og sladder bliver hurtigt til bagvaskelse.

Engang sagde de der oplyste om homoseksualitet, at der er omkring 5-10% homoseksuelle – dvs. 1-2 elever i hver klasse.

Sidst jeg så vendingen på nettet lød den: Overalt hvor der er 20-30 mennesker forsamlet er der 2-3 pædofile!

“Homo” bliver skiftet ud med “pædofil”. Det er den samme formel, men udsagnet er radikalt anderledes. Iagttagelsen stammer selvfølgelig fra et homoseksuelt site. Så kan enhver tænke sig til konklusionen.

Eller man kan i stedet se TV2 Østjylland. Det indslag fra d.7. januar, hvor nyhedsvært Søren Ø. Jensen stiller spørgsmålet til  redaktør Tine Kristensen fra Proud Magazine:

“Hvor går grænsen fra et kærligt portræt af sådan en ‘kvinde-mand’ til et decideret freakshow, særlinge med perverse lyster?”

I et program der angiveligt skulle være oplysende og bla. fortælle om de transseksuelles situation.

Efterfølgende blev nyhedschef Eva Kvist fra TV2 ifølge Politiken citeret for at sige:

Der findes jo inden for forskellige seksuelle minoriteter, herunder den homoseksuelle, nogen, som er helt ude på kanten af noget, hvad jeg tror, mange vil være enige om, er perverst, og hvor det også nærmer sig noget ulovligt”.

Redaktionschefen nægtede ikke alene at komme med en undskyldning, men fremførte også princippet om guilty by association: De der er forbundne med “freaks” eller “perverse mennesker” kommer til at stå til ansvar for deres handlinger!

Efterfølgende fastslog redaktionschefen, at synspunktet er, at der inden for alle grupper er mennesker med perverse lyster. Men udtalelserne faldt altså i forbindelse med omtalen af en minoritet. Og LGBT blev anvendt som skraldespand for fordomme.

Hvilket formand for LGBT Danmark Hans Christian Seidelin også slog fast i Politiken. Panbladet tilsluttede sig dette synspunkt.

Panbladet havde iøvrigt d.5 januar bragt en kommentar – fra undertegnede – om en anden sag. Der ligeledes henviste til guilty by association paragrafen.

Oprindelsen fortaber sig i det dunkle, men linket er en pædofilsag, hvor en 48-årig mand angivelig via det homoseksuelle girlfriend.dk – søstersitet til boyfriend.dk – fik kontakt med en 14 årig pige, der søgte en pigekæreste.

Ophavsmanden til rygterne om boyfriend.dk har formentlig haft kendskab til nævnte sag. Han valgte i slutningen af december at annoncere sit fravalg af boyfriend.dk på det konkurrerende homoseksuelle dating-site Albert.dk. Jeg beskrev det således i Panbladet:

“En debattør på et homoseksuelt datingsite påstod, at eftersom alle under 18 år i legal forstand er børn er al sex med unge under 18 år børnesex! Når de unge dater hinanden på boyfriend.dk – eller måske voksne – er der enten tale om børnesex eller pædofili. Jeg anbefalede vedkommende at melde boyfriend.dk til politiet. For at få afgjort om der er substans i påstanden. Men gjorde de øvrige debattører opmærksom på, at når han ikke allerede havde gjort det måtte det skyldes, at vedkommende er klar over at det ikke holder i retten. Men pædofilibeskyldningerne finder altså sted både inden for miljøet og imod det.”

Guilty by association blev i dette tilfælde praktiseret ved at antyde et link til en verserende pædofil-sag. Og dette link blev anvendt som påskud til at stemple alle brugere af  homositet som pædofile.

Da Albert.dk endnu den 5. januar ikke havde fjernet udtalelserne fra sitet valgte jeg at offentliggøre ovenstående referat. Efterfølgende er størsteparten af debatten – inklusiv de belastende udtalelser – blevet fjernet fra debatforum på Albert.dk.

Forhåbentligvis skulle det ikke være nødvendigt at nævne at guilty by association ikke er et juridisk gyldigt begreb. Tværtimod. De der påberåber sig det har sjældent selv rent mel i posen.

Det danske samfund er ved at udvikle en paranoid tankegang. Hvor nogle ser samfundsfjender over alt. Rygter og bagvaskelse er hvad det er, men når beskyldningerne flyder over alle bredder er det et tegn på at noget er galt. Bevis – ikke for det rygtesmedene og bagvaskerne siger – men for at de er paranoide.

Note:

Andreas Frøsting har over for mig oplyst, at han ikke var bekendt med de oplysninger, der fremgår af Berlingerens omtale af pædofil-sagen. Sitet har ingen oplysninger fra politiet om, at noget relateret til nævnte sag skulle være foregået på girlfriend.dk.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Albert.dk.

Ønsker det danske homomiljø at nedlægge sig selv?

Det danske homomiljø er blevet sin egen værste fjende. Mærkesagerne er ikke blevet gennemført. Regeringen har gentagne gange forhalet og spændt ben for homoægteskab og vielse. Men det er ikke problemet.

Selv hvis disse vedtagelser gik igennem i den nuværende Folketingssamling  og LGBT Danmark nedlagde sig selv efter veludført arbejde ville vi i realiteten kun være kommet et lille skridt videre. Måske end ikke det.

Sagen er at den samfundsmæssige – og politiske dagsorden – har flyttet sig. Regeringen kan underprioritere eller forsinke indsatsen imod hatecrimes, men heller ikke oppositionen vil kunne lovgive sig ud af dette problem, hvis den får magt efter næste valg.

Faktum er at det danske samfund i løbet af det sidste årti ikke er blevet mere tolerant over for de homoseksuelle  – eller seksualitet i det hele taget.

At LGBT Danmark vil nedlægge sig selv når de sidste mærkesager er gennemførte fremstår sandsynligt. Hele den del af den samfundsmæssige dagsorden der omhandler andet end en beskeden del af middelklassens problemer har hverken LGBT Danmarks interesse eller opmærksomhed.

Nedlæggelsen af foreningen forekommer desto mere sandsynlig, fordi uenigheden med regeringen inskrænker sig til enkeltsager. Der er ikke nogen modstand mod det der er vigtigst  på den politiske og samfundsmæsssige dagsorden lige nu: Kriminalisering og illegalisering af forskellige former for sex.

En lang række emner falder uden for LGBT Danmarks interesseområde fordi homopolitik i Danmark – i modsætning til Sverige – ekskluderer alt der ikke er LGBT. Mens det svenske RFSL er bredere og inddrager seksualpolitiske emner, som prostitution og pornografi i sit principprogram.

Emner der er stærke krav om bliver omfattet af nye restriktioner og forbud i Danmark. LGBT Danmark er fuldstændig tavse. En tavshed man kan tage som udtryk for stiltiende accept af kriminaliseringspolitikken.

Den verserende debat om dating-sitet boyfriend.dk er interessant, fordi det er det eneste sted seksualpolitiske synspunkter i miljøet støder sammen. Kernen i debaten er om homomiljøet skal være inkluderende eller ekskluderende.

Et af homomiljøets vigtigste principper er at det er inkluderende. Alle LGBT mennesker skal have mulighed for at være med. På sitet boyfriend.dk er heteroseksuelle forment adgang. Hvis det fremgår af profilen, at man er hetero udtaler dets administrator Andreas Frøsting på forbruger sitet Trustpilot, at man er uønsket. Tanken er at sitet skal være et eksklusivt dating-site for LGBT mennesker.

Noget i størrelsesordenen af 95% af Danmarks befolkning definerer sig som heteroseksuelle. De er altså uønskede. På linie med de der søger dyresex. Sådan er sitets regler. Attituden bag er både arrogant og intolerant. I fuld overensstemmelse med resten af LGBT miljøets politike grundsyn.

Om de der definerer sig som heteroseksuelle kan man sige, at ikke alle ved om de eventuelt skulle have homoseksuelle lyster. Måske er de ikke sprunget ud? Over for sig sig selv eller andre? Og hvem kan afgøre om andre mennesker er hetero eller homo. Eller måske bi?

Administrationen af boyfriend.dk består i at ekskludere enkelte mennesker eller grupper. Enten vilkårligt eller efter nøje gennemtænkte principper. Det kan være filter mellem aldersgrupper. Eller oprettelse af lounges, hvor bestemte racer bedømmes som usexede som f.eks. loungen “Tænder ikke på asiater”. Som eksisterer med administrators velsignelse.

Boyfriend er m.a.o. lige som resten af homomiljøet ikke inkluderende det er ekskluderende. En masse mennesker bruger en mængde energi på, at udtænke nye måder for at klassificere og ekskludere andre.

For en gruppe af mennesker der søger samfundets accept og ligestilling forekommer en så bastant afvisning af  “de der ikke er lige som os” som absurditet.

Især fordi man må formode at kun en lille del af befolkningen definerer sig selv som homoseksuelle – eller tilhørende LGBT – men mange flere kan have homoseksuelle erfaringer. Eller ønske om det. Og kunne deltage eller støtte.

En lille gruppe på boyfriend.dk’s debatforum kalder sig selv for moralister. De er lige som deres ligesindede uden for LGBT miljøet fuldtidsbeskæftigede med at udtænke måder man kan forhindre andre mennesker i at have sex. Deres ærinde er kriminalisering og stigmatisering af bestemte former for sex.

Det er mere end jalousi.  Forbudstilhængerne på boyfriend har gang på slået fast, at eftersom det er et privat site, finder de enhver kritik irrelevant og uvelkommen. Og sitets administrator har heller aldrig nedladt sig til at svare sine kritikere. I modsætning til det omgivende samfund er der hverken brugerindflydelse eller ytringsfrihed i homomiljøet.

Alle private sites er ikke hævet over kritik. Der er f.eks. en forbrugergruppe der stiller krav til Facebooks håndtering af brugernes interesser og beskyttelse af private data. Boyfriend sitet hænger derimod mennesker ud offentligt. Og smider dem ud, uden de får lejlighed til at forsvare sig.

Hvorfor er det sådan i homomiljøet.  Hvorfor bliver denne tingenes tilstand accepteret?

Måske fordi LGBT politik idag ikke handler om rettigheder, men om at fremme en forbudsdagorden.

Selvfølgelig er der også kritiske røster. Både i Danmark og i USA er der modstand mod forbud og kriminalisering,

Den del af feministerne der er kommet videre siden 70’ernes Femø ølejre kalder sig  for prosexfeminister, og er imod forbud, forbud og kriminalisering.

V er nogle der definerer os selv som prosexhomoer, og er imod forbud og eksklusion. Hvilken form for sex det enkelte menneske søger eller dyrker vedkommer ikke samfundet eller andre private sålænge det er legalt.

Nogle mennesker er imod sex – i hvert fald forskellige former de ikke selv tænder på eller dyrker. Og ønsker forbud.

Moralisterne på boyfriend-sitet erklærer beredvilligt, at sex og seksualitet intet betyder for dem privat. Det de har imod homomiljøet er, at det promoverer sex. Og tænk engang: Det er nok sandt. Homomiljøet repræsenterer i deres øjne “tusind perversioner”. Som det er deres pligt at bekæmpe.

De ser det som deres opgave at nedlægge homomiljøet. Og i modsætning til politiske partier som er fjendtlige over for homoseksuelle og LGBT miljøet er de, der kalder sig moralister, en del af miljøet.  Hvor de  har både magt og indflydelse.

I den offentlige debat handler forbudsdiskussionen ofte om de mere bizzare former for sex som få kender og endnu færre dyrker. Dyresex eller japanske tegneserier på nettet. Men kernen i forbudsindstillingen er at forbyde eller illegalisere sex vi alle kender eller opfatter som normalt.

Moralisterne mål er at alt det der er fuldt legalt og socialt acceptabelt nu i fremtiden skal krimininaliseres og illegaliseres. Boyfriend.dk har indført et filter mellem unge og voksne. Et nyt dating-site – Albert.dk – har sat en aldersgrænse på 18 år. Og dermed ignoreret lovgivningen der ligestiller homoseksuelle og heteroseksuelle forhold, og sætter den seksuelle lavalder til 15 år.

Af debatter med de der forsvarer kriminalisering fremgår det at en aldersgrænse gerne kunne sættes højere. “Frivilligt” som visse dating-sites gør idag. Eller tvunget via lovændringer.

Sammenholdt med at en ny britisk undersøgelse fortæller at homoseksuelle idag springer ud tidligt – i gennemsnit når de er 15 år – forekommer det ikke indlysende at lægge hindringer i vejen for unge på datingsites. Eller for at unge kan færdes i LGBT miljøet.

De begrænsninger moralisterne ønsker er altså ikke vendt mod mærkelige afarter af seksualitet, men imod mennesker der har en bestemt seksuel orientering, race eller alder.

Hvis LGBT miljøet får vedtaget sine mærkesager vil en organisation som LGBT Danmark formentlig nedlægge sig selv. Og relaterede politiske og kulturelle aktiviteter som f.eks. Priden forlanges nedlagt. Fordi den alene som – det også hævdes fra ledende medlemmer af Dansk Folkeparti – er udtryk for ikke tilpassede gruppers behov for demonstration af afvigende seksualitet.

Kernen i den seksualpolitiske debat er at en gruppe mennesker i det danske samfund har sat sig for at agere smagsdommere og agter at indføre forbud på forskellige områder. En debat LGBT Danmark end ikke har tænkt sig at deltage i. Heller ikke der hvor konsekvenserne vil være mærkbare for miljøet.

Det pornografiske samfund

Internettet er over os. Og dermed også frygten. Da vi fejrede Millenium for 10 år siden troede mange at nettet ville gå ned. For hvor der er net er der hackere sagde computereksperterne. Og de skulle jo vide det. Men der skete intet. 

Siden er alle de sociale sites kommet til: Myspace (2003), Flickr (2004), Facebook (2004), You Tube (2005) og Twitter (2006). De er nye, vi kender dem ikke særlig godt endnu. Vil de passe godt på vores personlige oplysninger? Undlade at udlevere dem til trediepart, der kan spamme ens e-mail med reklamer eller det der er værre?

Betænkelighederne ved nettet er beslægtet med de betænkeligheder der altid har været over for nye teknologier. I cyklens barndom var fornuftige mennesker ikke i tvivl om at fart dræber. Og slet ikke da bilen blev opfundet. Det forhindrede ikke at begge køretøjer blev en uundværlig del af det moderne samfund.

Risikosamfundet: Hvad sker der næste gang man drejer om hjørnet?

Risikosamfundet er det blevet kaldt: Alt er jo farligt, spørgsmålet er hvor farligt det er. Hvis en hensigtsvæssig trafikomlægning kan minimere faren for sammenstød mellem cyklister og biler har man måske slet ikke grund til at være bekymret. Så længe man ser sig for.

På nettet kender vi alle leave eller enter skiltene. Så kan de mindreårige holdes ude fra visse typer sites. F.eks. de der beskæftiger sig med pornografi. På Flickr er der advarsler imod at se visse af brugernes billeder. De der er skræmmende og provokerende. F.eks. to fyre der kysser hinanden! På nettet hersker der altså sex-panik. Sex på nettet er farligt. Selv et kys.

Alle sites der beskæftiger med sex tager deres forholdsregler. Adskillige dating-sites sætter en aldersgrænse på 18 år. Den danske lovgivning opererer som bekendt med en seksuel lavalder på 15 år. Og den alder gælder ude i virkeligheden. Men på nettet er alting farligere ved vi alle. Og dating-sites er kommercielle.  Man kunne argumentere for, at de blot skal holde sig til lovgivningen. Men faktum er at de udøver selvcensur.

Et enkelt site –  boyfriend.dk –  opererer endnu med en aldersgrænse på 15 år. Men i dette efterår har sitet indført et filter så de unge mellem 15-18 år kan vælge at være usynlige i forhold til sitets øvrige brugere. Af hensyn til deres sikkerhed. Om de vil benytte det er selvfølgelig frivilligt.

Men brugerne – de der ved – eller kunne tænke sig at vide, hvad et homokys er går vel ikke ind for restriktioner? De unge homoer har behov for, at gøre deres erfaringer på et site, hvor de kan kommunikere med hinanden – og måske med fyre, der er homoseksuelle?

Det er en del unge enige i. En fyr på 17 år siger på boyfriend.dk:

Det er FEDT med fyre i homomiljøet som tør skille sig lidt ud fra de andre og tør vise deres kærlighed selvom den ene er ung og den anden er en voksen fyr.”

Hans profil er synlig for de andre brugere og han deltager i offentlig debat. Når han bliver foreholdt at det synspunkt hører man ikke så ofte svarer han:

“Jeg tror bare det er lidt nemmere for de mere voksne fyre at snakke om det sådan helt offentligt.”

Er det rigtigt at de voksne er mere åbne eller er mindre skræmte over hvem der mon vil læse med. Er de der er mere erfarne også mere åbne?

Desværre nej.

Undertegnede er den eneste bruger på sitet Trustpilot der har givet en anmeldelse af et homopornosite, det amerikanske 8teenboy site. Da Trustpilot er et forbruger site, er et væsentligt element i indlægget, at der ikke indgår nogen klager over kundeservice. Og at sitet holder hvad det lover. Det skulle man tro andre også kunne konstatere. Eller at de kunne vurdere andre sites. Men der er tavshed.

En anmeldelse af pornografi fortæller trods alt, at man føler sig kompetent til at vurdere om det er godt eller skidt. Og gør man opmærksom på at fyrene ser godt ud og fungerer sammen har man røbet noget om sig selv. Smag eller dømmekraft.

Dette indlæg handler om hvorfor man er nødt til at forholde sig til pornografi. Pornografiens begreber og virkelighedsbillede indgår i forskellige former for offentlig debat. På en uheldig måde.

Først lige et par ord til om åbenhed.

Homoseksualitet er stigmatiseret eller kriminaliseret andre steder i verden. Det må mennesker med anden etnisk eller kulturel baggrund end dansk forholde sig til, når de har kontakt med hjemlandet. Men hverken sex eller pornografi er tabuer i Danmark.

Det er vel mere et spørgsmål om, hvad man kan lide eller ikke lide. Spiser man frugt eller grønsager hver dag fordi det falder i ens smag eller af hensyn til vægt eller sundhed er det et personligt valg. Ikke noget man nødvendigvis skal være “åben” med. Formentlig er det kun ens nærmeste venner der ønsker at høre om ens kostvaner – med mindre man er ekspert i ernæring.

Men man kan være åben homo. En del af forklaringen er at homoseksualitet indtil 1981 var på Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme.  Og her eksisterer der jo mange tabuer. Med dette in mente kan man også fravælge åbenhed af frygt for fordomme eller stigmatisering. Nogle miljøer er mere tolerante end andre. Det er en kendsgerning.

Seksualitet er ikke privat. Den måde internettet fungerer på nedbryder grænserne mellem offentlig og privat. I 1990’erne eksisterede der et fænomen der blev kaldt netbloggere. En af disse Justin Hall blev kaldt verdens mester i selvudlevering. For det var hvad det handlede om: At fortællle sit livs intime deltaljer på video, billeder og ord. Tilgængeligt for alle. Nogle mente det fænomenet måtte være forbigående. I dag lider 500 millioner mennesker af det der dengang blev afvist som opmærksomhedssøgen. Vi bliver kaldt for Facebook brugere. Fænomenet er blev bredt ud til helt almindelige mennesker.

I et samfund der til tider i den offentlige debat betegnes som “pornoficeret” er der påfaldende få mennesker, der føler behov for at tilkendegive deres synspunkter vedrørende sex eller pornografi.

På et dating-site er der mulighed for anonymt at tilkendegive sådanne synspunkter. Det er derfor i praksis den eneste tilgængelige kilde for en diskussion af de forskellige synspunkter.

Her har jeg kunnet konstatere at en lang række debatter føres med udgangspunkt i pornografiske forestillinger. I et omfang hvor man kommer i tvivl om, hvad brugerne på dating-sitet kender bedst: Virkeligheden eller den pornografiske forestillingsverden. Selvom de hårdnakket benægter at det forholder sig således.

Lad mig her tage udgangspunkt i hvad fyren på 17 år siger om alder. Hvorfor skulle det være interessant hvilken alder Romeo og Julian har? Hvis der er kærlighed mellem to fyre, gensidighed og respekt, alt det der er normalt og som de fleste af os kender fra hverdagen eller de fester vi går til, hvorfor så diskutere noget så uinteressant som alder?

Men alt afhænger selvfølgelig af hvilke begreber om sex man lægger til grund. Pornografien – eller store dele af den – foregår i fantasiens verden. Her sker alt det ingen – forhåbentligvis – ønsker at se i virkeligheden. Tvang, gruppevoldtægt, voldsom dominans og incest forhold er bare en del af det. Ofrene skriger enten af smerte eller af lyst. Der er ingen krav om realisme. Det åbenlyst utroværdige ødelægger ikke en sexfilm. Det kender vi også fra andre genrer. Actionfilm hvor et utal af biler er blevet smadret og et tocifret antal mennesker skudt eller kørt ned kan sagtens få et måbende biografpublikum til at juble af begejstring. For de ved det er film. Og bilerne var et bestemt fabrikat så alle tjener penge på det der kaldes product placement. Og menneskene døde jo ikke.

Alle de såkaldte aldersdebatter på boyfriend.dk har det tilfælles, at de hverken handler om alder eller virkelighedens verden, men derimod om pornografiske fantasier. Debatten kredser om alle tabuerne: Overgreb, vold, tvang og incest. Og konklusionen er derfor også givet på forhånd: Det kan ingen acceptere i virkelighedens verden. Måske hengiver debattørerne sig blot til  pornografiske fantasier. Som derefter afvises i anstændighedens navn?

Tommy Anders

Et eksempel er at alle homoseksuelle forhold betragtes ud fra en incestuøs synsvinkel: To fyre på samme alder er i denne terminologi “brødre”, en ældre og en yngre er “far” og “søn” eller “onkel” og “nevø” og så fremdeles. Og debattører står frem på stribe og erklærer det er “klamt” eller “ulækkert”. En enkelt debattør har stået frem og erklæret sig imod homoseksualitetens “tusind perversioner”. Og altså karakteriseret homoseksualitet som de “tusind perversioner”. Der har etableret sig en fløj af debattører, der opfatter sig selv som moralister. Men alle deres forestillinger om forhold mellem fyre og homosex er hentet fra pornografien. Og det er et fantom de bekæmper: Pornofantasiens verden – deres egne pornografiske forestillinger.

Spørgsmålet er: Hvordan kan seksuelle forhold mellem frie og lige individer som vi alle kender dem omfortolkes til den pornografiske forestilling om asymetriske forhold, der er bundet via familierelation eller autoritetsforhold? Forhold formentlig meget få mennesker kender i praksis. Måske fordi disse fantasier appelerer til nogle?

Debatterne vidner om at erotiske fantasier ikke søges i pornografien på nettet. Det er det pornografiske materiale på nettet der strukturerer virkelighedsopfattelsen.

Det pornografiske samfund er et samfund, hvis forestillinger er styret af pornografi.

I ungdomskulturens sprog hedder det “du kunne være min far”, hvis en ung fyr ikke tænder på en voksen fyr. I det pornografiske samfund er incest normalt.

Debattørerne fortæller derfor også at det er sex og de miljøer, hvor mennesker opsøger sex der er skadelige. Ikke pornografiens fantasifulde eller forvrængede fremstillinger af sex eller seksuelle relationer. Sagt omvendt ville det hedde: Sex er skadeligt, pornografi er sund og godt.

Det bemærkes aldrig på disse debatter at pornografiens forestillingsverden er kontrafaktisk: Når homoseksuelle fyre er sammen er forholdene i praksis aldrig incestuøse. De jævnaldrende fyre er ikke brødre, der hvor der er aldersforskel er den ene ikke far og den anden er ikke søn. Forestillingen om dominans i disse forhold baseret på far-søn forhold eller lærer-elev forhold stammer fra fantasiens verden og kan derfor ofte indbefatte S/M og alle tænkelige variationer ingen af de pågældende debattører har prøvet. Men altså uden tvivl har set på nettet.

Spørgsmålet er hvordan påstande der åbenlyst er kontrafaktuelle – dvs. ikke kan bekræftes i den virkelighed vi alle kender og er en del af – kan udgives for sandhed?

Som det fremgik af tavsheden omkring hvem der benytter de forskellige sexsites har den pornografiske forestillingsverden ingen legitimitet. De der betegner sig selv som moralister benægter, at de ser porno eller har noget forhold til det. Hvilket ikke er særlig overraskende. Hele det moralske fundament ville ryge på gulvet, hvis de tilstod deres kendskab og inforståethed med de pornografiske klicheer.

Som nævnt indgår der i bestemte typer pornografi altid ofre: De svage der tvinges til sex og ydmygelse. Da det ofte er en fremstilling af mand-kvinde forholdet har det vakt stærk kritik fra feminismen.

Dog er der det ejendommelige forhold at en del af feminismen – den der med rette lidt nedsættende bliver kaldt offerfeminismen – accepterer denne præmis. Og gør den til sin egen: Kvinder er ofre, mænd er stærke, kvinder er svage, dominans er maskulint og underlegenhed er feminint, penetrering er maskulint og passivt er feminint. Kvinder er altid ofre.

Selve dens form, diktotomien (modsætningen) mellem mænd og kvinder, maskulin og feminin, stærk og svag etc. ekskluderer tilsyneladende på forhånd de homoseksuelle fra betragtningen. Her handler det jo om mænd, der har sex med mænd.

Men alt hvad debattørerne  fra sexdebatten behøver at tilføje er, at de betragter de unge mænd som kvinder. Og som ofre. Og dermed forlenes den pornografiske forestillingsverden med en autoritet den i sig selv ikke besidder. For så repræsenterer synspunktet lige pludselig moralen: Hvordan beskytter vi de unge, hvordan løfter samfundet  forpligtelserne over for de unge? Er det så ikke rigtigt at dating-sites holder sig til en aldersgrænse der ikke indgår i nogen lov, eller lægger filtre ind for at beskytte de unge?

Svaret er: Jo hvis alt hvad vi ser i pornografien er sandt, og de pornografiske billeder og film ikke er fantasi eller forestilling, men derimod skinbarlig virkelighed.

Det “moralske” synspunkt opererer med to kontrafaktiske påstande:

For det første hævdes det med udgangspunkt i den pornografiske forestillingsverden, at alle seksuelle relationers kerne er dominans. Sex er ikke leg med roller. For mønstrene ligger fast. I et forhold hvor der er aldersforskel er “far” dominant og “søn” er offer. “Far” er aktiv, “søn” er passiv, “far” er maskulin og “søn” er feminin.

I den pornografiske forestillingsverden er sex udnyttelse. Som jeg konstaterede på boyfriend-debatten:

“Parterne har ikke valgt hinanden – man vælger som bekendt ikke sine forældre – og derfor er der også tale om at den ene part udnytter den anden.”

Den anden kontrafaktiske påstand er på sin vis mere overraskende: Unge mænd er i virkeligheden kvinder, hævdes det. For i sex relationer er de “kvinden i forholdet”. Ikke fordi de har valgt en rolle, men fordi det er sådan.

Jesse Starr

En del af overraskelsesmomentet ligger i at feminister og moralister erklærer sig imod udnyttelse af de unge, hvorefter de fastslår at unge altid bliver udnyttet. Alle dating-sitets bestræbelser bliver på forhånd bedømt som fiasko. Den pornografiske forestillingsverden er  pludselig i denne forståelse blevet troværdig. Faktisk autoritativ.

Den pornoindustri som hverken feminister eller moralister ellers vil kendes ved er blevet leverandør af sandhed?

Og dermed knækker deres argumentation: De er hverken tilhængere af moral eller anstændighed – sådan som de selv hævder – de udbreder tværtimod pornografiske forestillinger.

Det pornografiske samfund er en realitet i det øjeblik alle opgiver at skelne mellem hvad der foregår på film, og hvad der foregår i virkeligheden. Dertil er vi ikke nået endnu. Heldigvis.

Skulle vi ikke i stedet tage stilling til hvad vi ser?

Faktisk kan jeg bedre lide ordet sexfilm, fordi det ikke har den negative ladning, der ligger i ordet pornografi. Så kan en bedømmelse være udtryk for smag i stedet for fordømmelse.

Sexfilm er en dårlig herre, men en udmærket tjener.

De film jeg nævner i min anmeldelse på Trustpilot fremstiller ikke unge mænd som kvinder, de påstår ikke at alle unge mænd er passive, de påstår ikke at unge mænd har barnligt-diminutive kønsdele og de påstår ikke unge mænd er feminine. Og de påstår ikke at der er aldersforskel i alle homoseksuelle forhold. De foregiver end ikke at levere sandhed. De leverer sex fantasier.

Efter Tommy og Jesse – under suk og støn – har haft både oralsex og analsex og fået udløsning kalder mor på drengene der angiveligt befinder sig på teenageværelset. Mor tror de har lavet lektier eller spillet computerspil. I virkelighedens verden havde hun nok vidst besked med – eller hørt – drengenes aktivitet. I stedet råber mor at aftensmaden er færdig. Og udgangsreplikken er at drengene svarer: “Vi er klar nu!”

Det er hvad filmen indrømmer til pornoens ellers notoriske krav om, at det der foregår skal være hemmeligt, fordækt eller forbudt.

Traileren til videoen ligger her:

Tommy&Jesse

TrustPilot: Kommercielle interesser og ytringsfrihed?

Hvordan går det når én kommerciel interesse beskytter en anden. Har man så hjulpet brugerne?

Jeg citerer lige fra min blog om emnet:

“Hvad siger det om boyfriend, at man ikke kan diskutere sitet offentligt? Glem alt om den ytringsfrihed, der ofte besynges i så  patetiske vendinger, lige ind til den støder panden imod de kommercielle eller ideologiske mure.”

Adskillige indlæg indlæg her på Trustpilot er blevet sorteret fra, fordi de angiveligt ikke overholder retningslinierne. Og min egen har krævet en del brevveksling med Trustpilot. Fordi den ender med det rigtige resultat ændrer jeg min vurdering af Trustpilot i positiv retning.

Det morer mig meget at det såkaldte boyfriend-team, der driver boyfriend.dk ikke er tilfreds med Trustpilot!

Og nedenfor kun giver to stjerner.

Fordi noget teknik ikke fungerer optimalt. En kræsen herre, der selv byder folk noget Trustpilot ikke drømmer om i forhold til kunderne!

Boyfriend.dk fik kun en stjerne af mig.

TrustPilot skal på trods af kritik have fire stjerner, fordi de ikke skal gøres ansvarlige for andres fejl.

Albert.dk: Udfordring af grænser

Det skal siges med det samme, at jeg er ny på Albert.dk, og dette derfor er en foreløbig vurdering.

De fire stjerner (tæt på topkarakter) får sitet for, at prøve nye grænser af for, hvad man kan eller ikke kan som dating-site.

Sitet promoverede sig selv ved Copenhagen Gay Pride 2010, hvor jeg fik stukket en flyer i hånden. Og havde transparenter med logo på Rådhuspladsen. Et dating-site skal være stort, hvis det skal være interessant for kunderne. Albert har ikke opnået den rigtige størrelse endnu, men folkene bag gør en god indsats.

Prøv at opret en profil, og se hvad det er skal min opfordring lyde.

Opsætningen af siden er enkel, uden mange funktioner. Der er et debat-forum. Men indlæggene er ikke overskueligt listet op. Og nogle efterlyser en chat-funktion.

Men da erfaringerne med begge dele på det konkurrerende boyfriend.dk er meget ringe, forstår man godt at disse funktioner ikke er højt prioriteret.

Det skal dog siges at Albert.dk generelt får positiv respons fra brugerne i debat-forum. I modsætning til boyfriend.dk.

Albert.dk kommunikerer da også med sine brugere. Det er et site i opstart-fasen, og menneskene bag forsøger at udvikle det.

Brugerne blev således spurgt om deres holdning til betalingssex på sitet. Det virkede umiddelbart grænseoverskridende på mig. Men sitet begrunder det med, at de har registreret et par profiler, der tilbyder betalingssex, og de derfor overvejer at formalisere det.

Umiddelbart synes jeg det er en rigtig tanke, at det der er legalt efter dansk lovgivning også er tilladt efter sitets regler. Da brugerne skal være mindst 18 år er der ingen problemer.

Men det kræver altså at sitet overvåger, hvad der foregår for betalingssex kan føre en masse uønskede ting med sig.

Og så er der det med de unge. De er der jo også selvom sitets regler siger de ikke må. Der kan man jo også tilsvarende indvende, at lovgivningen er lidt striksere men fundamentalt set er det jo ganske legalt, at de er på den type sites, når bare de er fyldt 15 år.

Måske var det derfor en idé, at åbne for de yngre fyre også. Unge over og under 18 år fylder altså ganske meget i dating-sammenhæng. Af gode grunde.

Jeg kan ikke give nogle entydigt svar. Det der IKKE er ønskeligt er et site med egne regler – der ikke overholdes – moralsk begrundet og uden hensyn til dansk lovgivning. For det betyder ingen love eller regler gælder i praksis. Og brugere der skændes højlydt om, hvad der er tilladt eller ej.

Albert.dk har skåret det simpelt til ved at holde de helt unge ude. Men netop den gruppe er mest opfindsom, hvis de vil være med. Og så risikerer man problemer med fake-profiler. Noget som selvfølgelig også plager Albert.dk.

Det skal dog siges, at mange udviser god stil og optræder under eget navn eller med et profil-navn kendt fra andre sociale sites.

Hvor godt et socialt site er i sidste instans op til brugerne. Hvis Albert.dk fra start vil gøre åbenhed og gennemsigtighed til trademark kan de undgå de problemer andre kæmper med. Ældre sites håndhæver anonymitet som det vigtigste for brugerne. Men verden ændrer sig. Det er langt lettere at stå frem idag end det var førhen. På et dating-site er det vigtigt at vide, hvad man får. Hvis brugerne har genkendelige billeder, nicks man kender eller deres navne på kan man tage kontakt til fyren man så i byen, men aldrig fik talt med. Og så se hvad der sker. Så kan sitet tjene sit formål. Hvad der så langt fra er en selvfølge, og ikke virker andre steder.

En bøn til Albert.dk: Kunne de brugere, der ikke har profil-billede få nogle forskellige små ikoner i stedet for et blankt felt. Så kunne de karakterisere sig selv som typer. F.eks. som pretty boy, læderbøsse, the boy next door eller armymann? Det vil løfte det visuelle indtryk.

Og en ting til: Kunne vi ikke få nogle nyheder på sitet. Fra Out&AboutPrideNews og Xq28.dk .

Som sagt har jeg ikke mange erfaringer med sitet, min indstilling er derfor vent og se, hvad der sker. Hvor jeg noterer mig, at sitet allerede har styret uden om forskellige faldgruber.

Anmeldelse af Abert.dk på  TrustPilot 23. september 2010.