Rette ægtefolk?

“Come on” er der nogle der svarer, når undertegnede kræver respekt for loven. Også når det gælder et vielsesritual. “Det er da harmløst, at bytte nogle ord ud med andre”, bliver der sagt. “Nogle mennesker bliver glade, og det skader ingen”, tilføjes det. Lars Aslan Rasmussen har uden tvivl den folkelige opinion med sig i sin politiske demonstration. Sagen er god, men er metoden rigtig?

Civil ulydighed er det ikke. Dette begreb dækker over borgernes moralske ret til i nødværge, at trodse lovgivningen.

Retssamfundet er uden tvivl bedst tjent med, at borgerne i nødsfald kan modsætte sig magthavernes beslutninger.

I sagen om vielsesritualet på Rådhuset er der tale om, at nogle ord skiftes ud med noget de fleste synes klinger bedre. Denne trods er – vil de fleste nok medgive – temmelig harmløs. Netop derfor er der heller ikke tale om nødværge.

I dette spørgsmål har Lars Aslan Rasmussen i den grad den folkelige opinion med sig. Men handlingen er en politisk demonstration, der ikke er dækket ind af argumenter om moral og etik på samme måde som civil ulydighed.

Når moral og etik afløses af politiske vinde stiller mange ting sig anderledes. I dette tilfælde har Lars Aslan Rasmussen en god sag. Han kæmper for ligestilling af de homoseksuelle i sin egenskab af medlem af Københavns Borgerrepræsentation.

I mange andre spørgsmål vil vi, der godt kan se formålet med denne politiske demonstration, næppe være enige med den folkelige opinion. F.eks. når denne kræver, at enkeltindivider eller grupper bliver udvist. Eller enkeltpersoner erklæres for uønskede på grund af religiøse eller politiske overbevisninger. Sager hvor enkeltindividers rettigheder og ytringsfriheden truer med at forsvinde ud i det blå.

Politikere fra den anden side af det politiske spektrum kan udtænke politiske demonstrationer, der vil få alle de, der nu siger “come on” til i stedet at sige “What have I done!”

Ikke blot den almindelige borger, men også politikerne behøver retsstaten. Politikere har til tider behov for, at henvise til at lov er lov. Det vil ikke være så nemt, når man sidste gang, der var et emne man var engageret i ikke selv overholdt den!

Ingen politiker vil ønske sig, at stå hjælpeløs over for politiske vinde, der præger den folkelige opinion. Politikere vil som bekendt gerne styre, og ikke lade sig styre. Og sådan skal det også være.

Ligesom Lars Aslan Rasmussen ikke kan kalde sin indsats for “civil ulydighed” kan undertegnede ikke kalde denne argumentation for “civil courage”. Også her hører der mere til. Men opinionen blandt de oplyste er bemærkelsesværdig homogen (undskyld udtrykket!). Det ægger det til modsigelse. For siden hvornår er det blevet populært, at trodse lovgivningen? Er dette endnu et skridt i retning af at betragte lov og retsstat, som sekundært i forhold til moral og etik. Desværre fortæller ny forskning, at vælgerne – især de bedst orienterede – næsten blindt følger politikerne. Vælgerne er mere påvirket af politikerne end af argumenter. Der er ja-sigere og nej-sigere. Teoretisk set. For når vælgerne i praksis er argumentresistente er der kun ja-sigere. Vælgerne accepterer simpelthen det politikerne præsenterer. Det lægger en ekstra byrde på politikernes skuldre til at handle ansvarligt.

Tilkendegivelserne FOR Lars Aslan Rasmussen er udelukkende præget af følelser, og alle argumenter er fraværende.

En situation der desværre generelt kendetegner de homopolitiske diskussioner.

Selvfølgelig skal politikere som Charlotte Dyremose siges imod. Det gjorde Lars Aslan Rasmussen også i Aftenshowet d.15 august. Men her handlede diskussionen om indholdet: Der gøres forskel på heteroseksuelle og homoseksuelle. At imødegå denne forskelsbehandling kræver argumenter. Hverken harme, forargelse, indignation eller andre følelser på vegne af de homoseksuelle er tilstrækkelige i sig selv.

Aftenshowet d.15/8 2011

Opdatering 29-09-2011: Alle venter spændt på dannelsen af en ny regering. Vil denne regering indføre kønsneutralalt ægteskab i Danmark, sådan som de radikale tidligere har foreslået. Og dermed feje hele problemstillingen om, hvilke ord der anvendes af bordet. Slå fast at der ikke tages hensyn til køn eller seksualitet  – eller på anden måde diskrimineres –  i  dansk lovgivning? Vi får se.

Reklamer

Kritiske mænd er feminismens byrde

“At være feminist er lidt som at være muslim” klager Ditte Giese i Politiken. Og fortsætter: “Konstant skal man svare på, hvad man er FOR og hvad man er IMOD.”

Ja, og?

Ordet “feminist” lyder som noget “ganske positivt og indlysende” erklærer Ditte Giese, hvad skal alle spørgsmålene så til for?

ditte_giese

Problemet er, at det ifølge Giese ikke er velkomment, at mænd stiller spørgsmål om køn og seksualitet, når kvinder erklærer sig som feminister.

Er det udtryk for selvtilstrækkelighed eller er det lukkethed over for kritik på en måde der minder om helt andre ideologier?

En kommentar i Politiken debatten fuldender da Gieses sammenkædning af feminisme med muslimer med konstateringen: “At være feminist er lidt som at være muslim: Offer.”

Kommentaren går på at feministerne ligesom muslimer dyrker minoritets-egoisme og offer-gørelse. Seneste eksempel på sidstnævnte var da Islamisk Fællesråd inviterede Bilal Philips – en mand med ekstreme synspunkter på køn og seksualitet – til en konference om islamofobi. En invation Islamisk Fællesråd kom til at fortryde.

Lige så paradoksalt forekommer det at være, at kvinder der betegner sig som feminister – og altså fokuserer på køn og seksualitet – opfatter mænds kritiske spørgsmål som en byrde – som en del af offer-rollen.

I modsætning til de muslimer der er født ind i en bestemt kultur vælger kvinder ideologien feminisme. Hvis det altså er en idologi.

“Men feminisme er hverken et parti, en religion eller en fasttømret ideologi” indvender Giese. Og beder derfor: “Må jeg ikke bare være feminist på min egen måde?”

Selvfølgelig. Men hvad skal man med  idealer man ikke orker eller er istand til at forsvare? Også uden for Poltikens spalter.

Giese medgiver, at der var højtråbende kvinder, der fyldte rigeligt i 70’erne.

Men her viges der uden om: Forbudsfeminismen er idag stærkere og mere agressiv end nogen feminist havde fantasi til at forestille sig dengang!

Netop fordi forbudsfeminismen præger samfundsdebatten på den måde har resten af feministerne både ret og pligt til at redegøre for, hvor de står. Også når de der spørger er mænd. Og når der blot er tale om almindelig konversation.

Den hadefulde minoritet

Indledning

Homoseksuelle bliver udsat for hadtale på nettet. Af islamiske fundamentalister. Smædet af kristne grupper. Forsøgt omvendt via de nyeste teknologier. Når en ny app til Iphone hævdes at kunne kurere homoseksualitet. De homoseksuelle beskyldes af Vatikanet for at stå i forbindelse med pædofili. Nogle af disse emner påkalder sig homoseksuelle organisationers opmærksomhed. Andre forbigås systematisk i tavshed.

Hvad er væsentligt og hvad er uvæsentligt? Hvorfor vendes f.eks. det blinde øje til al kristen propaganda? Med få og små undtagelser.

Påvirker Bilal Philips der for nylig gæstede Danmark de politiske forhold i Danmark?  I så fald hvor og hvordan. Eller skyldes reaktionen på Bilal Philips helt andre faktorer: Racisme og religiøs intolerance.

Søren K. Villemoes har i Weekendavisen kaldt forholdet mellem homoseksualitet og islam en gordisk knude for både venstrefløjen og det tværpolitiske LGBT. Men det er meget simplere: Minoriteten bliver lagt for had, hvorefter forfølgeren ender som den forfulgte!

Ikke fordi de homoseksuelle generelt er hadefulde, men fordi de religiøse homoseksuelle er hadefulde. Den liberale fordom består i at tegne billedet af den uskyldsrene minoritet. Minoriteten er “god” fordi flertallet er “ondt”. Den danske muslimske minoritet og den homoseksuelle minoritet illustrerer begge, at forsimplingen ikke holder. Begge minoriteter dyrker minoritets-egoisme, offer-gørelse og had mod andre minoriteter – og især mod flertallet.

Stilhed efter stormen

Dagen efter den religiøse prædikant Bilal Philips havde holdt tale i Nørrebrohallen var der igen stilhed. Hvordan kunne noget vække så meget furore for blot at forsvinde, som om intet var hændt. Måske fordi det var ligegyldigt, i hvert fald betragtet fra et homopolitisk perspektiv?

Blog artiklen Bilal Philips i Danmark på Inferens handler netop ikke om manden, men om hvordan minoriteterne dyrker offer-gørelsen af sig selv som politisk strategi. Og hvordan højre- og venstre fløjsgrupperinger søger at hjælpe minoritets-egoisme, offertænkning og had på vej, som led i deres egen politiske selviscenesættelse.

LGBT’s formand Hans Christian Seidelin havde været i landsdækkende medier med en afstandtagende markering over for Philips – inden dennes ankomst. Og debatten blev startet i Pan-bladet på grundlag af Karen M. Larsens artikel Nej tak til hadprædikanter. Hvor Mads Ananda Lodahl supplerede med  blog-artiklen Bilal Philips – min fjende. Efterfulgt af artiklen Bilal Philips – efterspillet. Hvis titel vildleder for rent faktisk har der ikke været noget efterspil i form af en erkendelse af, at Bilal Philips aldrig fremsatte de ventede kontroversielle påstande eller fremturede med hadtale. Fra start til slut har det fremgået af denne blog. Men ingen andre har ønsket at kommentere kendsgerningen.

I praksis kom debatten efter Bilal Philips’ besøg til at handle om den video på You Tube – som Mads Ananda Lodahl også tog afstand fra i Bilal Philips – min fjende. Det Lodahl glemte at fortælle var, at nettet svømmer over med hadtale. Islamisk hadtale mod homoseksuelle, hvor mange andre prædikanter siger tilsvarende – eller værre ting. Derfor er manøvren at “gå efter manden i stedet for bolden” på forhånd dømt til fiasko.

Man kan tilføje, at nettet svømmer over med hadtale: Udsagn hvor enkelte individer eller grupper nedgøres på grundlag af race, køn, etnicitet, nationalitet, religion eller seksuel orientering. Derudover er der dyremishandling og alle tænkelige uhyrligheder. Hvad skal man mene om det? Behøver man at mene noget?

Bilal Philips er en relativt ligegyldig person. I modsætning til Paven, der ligeledes fordømmer homoseksuelle, diskriminerer kvinder og forhindrer udbredelsen af kondomer. Og er overhoved for et trossamfund med 1 milliard medlemmer.

Den politisk struktur

De politiske traditioner i den vestlige verden tackler forholdet mellem religion og politik helt forskelligt. I USA er der en nær forbindelse mellem det ene af de to store partier til det religiøse (kristne) højre. Amerikanske præsidenter lufter højlydt deres religiøse standpunkter. Der er således på trods af forfatningsmæssig adskillelse mellem kirke og stat en nær forbindelse mellem politik og religion.

Tættere på Danmark kunne man fremhæve Tyskland som et eksempel på noget radikalt forskelligt. Her er der tradition for store religiøst funderede partier. Man kan blot nævne CDU og CSU – de to kristelige (katolske) unionspartier, der i perioder har været (er) regeringsbærende.

I USA vil religiøs hadtale – givet den særlige politiske sammenhæng – derfor være af en vis betydning. Betydningsfuld på en måde den ikke er i et land, hvor religiøs organisering traditionelt ikke har været relateret til det politiske system. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen modarbejdede nok under Muhammed krisen denne tradition, men gjorde ikke desto mindre reverens for den danske model ved at erklære, at religion ikke har nogen plads i det offentlige rum. Men er en privat sag.

Visse af de udtalelser Mads Ananda Lodahl fremhæver som ektreme er ikke forskellige fra, hvad amerikanske konservative politikere stod frem og sagde offentligt i 1980’erne. F.eks. at aids er Guds straf over de homoseksuelle. Vatikanet – der de seneste år selv har haft problemer med at forklare sig offentligt  – har gang på gang været i medierne med synspunktet, at de homoseksuelle er skyld i pædofili.

Bilal Philips blev udvist af Tyskland. Indlysende nok på baggrund af tysk tradition  – og med en regering blandt andet bestående af de nævnte kristne partier. Med i betragtningen skal også den tyske fortid. Der bliver ikke taget let på opfordringer til overgreb på befolkningsgrupper eller minoriteter efter den tyske vildfarelse i det 20. århundrede. Nazistpartier og symboler er også forbudt. I forhold til lovgivning er forholdene helt anderledes i Tyskland. Og den tyske reaktion på Philips derfor anderledes end den danske. I den stemning af højre- og venstrepopulisme der hersker i Danmark – repræsenteret af den rød-brune alliance – er det ikke utænkeligt, at nye forbud vil komme til. Nye strikse regler for indrejse. På baggrund af tyske erfaringer med kz-lejre og de mange jødiske og homoseksuelle ofre er den strikse tyske politik både rationel og forståelig. Forbudsdagsordenen i Danmark håner derimod ofrene for de historiske forbrydelser fra det 20. århundredes historie – som Tyskland og tyskerne bærer skylden for.

Indvandrerpolitik og religiøst had

Den i virkeligheden indlysende mulighed – at Philips og med ham Islamisk Trossamfund – ville vælge at undgå direkte konfrontation, viste sig som nævnt at holde stik. Der kom ingen hadtale. Det berører imidlertid ingen af de, der på forhånd havde valgt vrede og had som reaktion.

Nogle vil bagefter undre sig over at Hans Christian Seidelin gik til medierne. Hvorfor blander LGBT sig i invandrerpolitik? Hvis Bilal Philips udtalelser om homoseksualitet skulle adresseres, hvorfor så ikke en udtalelse fra Sabaah om, at ikke alle danske muslimer støtter Islamisk Trossamfunds invitation af Bilal Philips. Og eventuelt en Sabaah demonstration foran Nørrebrohallen?

Når fokus er snævert på religiøs hadtale – og ingen partier baserer deres politik på religiøs overbevisning – bør diskussionen af religiøs hadtale ikke finde vej ind i den politiske offentlighed.

Når den alligevel finder vej til Pan-bladets spalter – og ikke er blevet henvist til Kristeligt Dagblad – skyldes det ikke emnet, men de politiske aktører.

Offer-gørelsen og den religiøse tale

Minoriteterne bestemmer ikke deres eksponering i medierne. DF startede debatten ved at forlange indrejseforbud for Bilal Philips. Karen Hækkerup (S), Kamal Quereshi (SF) og Manu Sareen (R) fulgte trop og annoncerede inden mødet, at de ville deltage i demonstrationen foran Nørrebrohallen. Og pressen havde fremhævet de homoseksuelle. Offer-gørelsen var en realitet.

Det blev i praksis DF politiske stafet der blev grebet af Karen M. Larsen i Pan-bladet med konstateringen af at:

“det under ingen omstændigheder (kan) tolereres, at en person, der opfordrer til drab på homoseksuelle, æres ved at få lov til at tale ved en konference i Danmark.”

Derfor sammenfattede jeg Larsens og Lodahls synspunkter i tre punkter:

  • Bilal Philips er muslim. Derfor vil jeg gerne distancere mig fra ham.
  • Religiøse (hadefulde) tilkendegivelser er mere interessante end alle andre ytringer.
  • Ikke alle synspunkter er i udgangspunktet ligeværdige. Derfor skal man demonstrere – fysisk eller verbalt – i stedet for at diskutere eller indgå i dialog.

Alle tre punkter peger på det samme: Engagementet i Bilal Philips er religiøst. Det politiske svar udspringer af den religiøse dagsorden – og ikke omvendt.

Danmark som ikke tidligere har haft noget religiøst funderet parti af betydning har fået det i Dansk Folkeparti. I hvert fald i den udstrækning det er lykkedes Søren Krarup og Jesper Langballe at trække partiet i den retning.

Et citat af Søren Krarup kan klargøre, hvad det betyder at lægge religion til grund for politik:

“Jødedommen og islam skal ikke have samme ret og status i et kristent land, for hvor kristendommen er vært er jødedom og islam gæster. Det er os der i det kristne Danmark sætter husordenen. Der er religionsfrihed, men ikke religionslighed i Danmark. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten, siger vores grundlov, og hermed er forskellen på værter og gæster understreget. Vi skal ikke finde os i at blive ringeagtet og hundset med i vores eget land…Vil man ikke se det i øjnene, så ender man med at undergrave sin egen tilværelse og gøre sig selv til nar. Samt at udlevere sit land, sit folk og også sin tro til frække propagandister og forfølgere.”

Som man bemærker gør Krarup forskel på religioner: Ikke alle religioner betragtes som lige gode. Jødedom og islam fremhæves f.eks. som ikke særlig velkomne “gæster”.

Hverken Larsen eller Lodahl vil i praksis acceptere Krarups konklusioner dvs. hele Dansk Folkepartis invandrerpolitik. Politiseringen af religionen fører blot uværgeligt i den retning. Karen M. Larsen’s udsagn om begrænset tolerance over for en muslimsk agitator vil omvendt helt sikkert vinde tilslutning fra Krarup!

At Lodahl ikke kan løse den gordiske knude skyldes, at religionen lægges til grund for politik. Derefter er en afgrænsning overfor racister eller tilhængere af DF’s indvandrerpolitik umulig.

Ved at følge Krarups logik at kun religiøse tilkendegivelser er interessante, men ikke alle religiøse tilkendegivelser er lige gode kan al politisk debat snævres ind til: Er det hadtale eller ej? Er modstanderen fordomsfuld skal al dialog undgås og synspunktet søges isoleret. Det praktiserer Lodahl og Larsen iøvrigt også i forhold til hinanden: Den ene er forhenværende konservativ katolik og den anden buddist. Og dermed er dialog ikke mulig.

Debatten er karakteristisk nok heller ikke på noget tidspunkt blevet “afsporet” og kommet til at handle om f.eks. økonomiske realiteter og kommunikationsformer i en moderne verden.

Et forsøg på at “modernisere” tilgangen til religiøs propaganda blev ignoreret af både Larsen og Lodahl. Den kristne Exodus organisation fik godkendt en app til Iphone, med opskriften på at kurere mennesker for deres homoseksualitet. Men at helbrede for homoseksualitet er ikke hadtale. Og derfor ikke noget Larsen eller Lodahl vil kommentere. Amerikanske homoseksuelle rejste imidlertid mere end 100.000 underskrifter imod denne app, fordi socialt pres er den moderne verdens substitut for middelalderlig hadtale. Exodus forsøgte at få en andel i et marked – hos et af de største multinationale firmaer – der forventes at vokse til 290 milliarder kroner i 2015. Det handler om penge, marketing og kontrol over digitale teknologier. Fjernt fra studiet af årtusindgamle tekster, og kan derfor – skal man tro Larsen og Lodahl – roligt ignoreres.

Hadet der ligger bag Exodus er uden tvivl det samme som det der formuleres af Bilal Philips. Vatikanets udtalelser imod homoseksuelle er uden tvivl baseret på et tilsvarende had. Men protester eller demonstrationer iforhold til Exodus eller Vatikanet er udelukket. Fordi det er kristne organisationer.

Dansk Folkepartis indvandrerpolitik er højrefløjspopulisme, der ser danskerne som forfulgte og undertrykte i deres eget land. Fordi Dansk Folkeparti ikke vil acceptere at demokrati og retsstatsforhold begrænser den politik partiet har. Derfor ender demokrati og retsstatsforhold med at blive “fjenden” for DF, fordi begge dele begrænser handlemulighederne – forbudspolitikken – over for religiøse/etniske minoriteter.

Venstrefløjspopulismen består i at offer-gøre kvinder og homoseksuelle i enhver politisk sammenhæng.

Populisme – i den ene eller den anden udgave – beskylder andre for at hade, men er selv hadefuld. Offer-gørelse og had er uløseligt forbundne størrelser.

Had forener: Larsen og Lodahl gør – på trods af religiøse og politiske uoverensstemmelser – fælles sag i forhold til Bilal Philips. De nægter med Krarup at udlevere deres “tro til frække propagandister og forfølgere”.

Who do you think you are? Electric Art by Andreas Smetana.

Konklusion

En fjende giver minoriteten identitet og noget at samles om. Al minoritetens vrede og frustration bliver lige pludselig ikke blot fuldstændig legitim, den bliver et KRAV til alle der udtaler sig: Du skal undsige Bilal Phiips af hele dit hjerte og forsage alle hans gerninger. Bekendelsen bliver til en form for religion, fordi den er blottet for enhvert rationelt grundlag. Og vé den der prøver at sige religionen imod!

Reaktionen på Bilal Philips kan opsummeres som: Minoritets-egoisme, offer-tænkning og had.

I sin iver for at distancere sig fra de der hader islam generelt eller er racister vil Lodahl gå efter “manden i stedet for bolden”. Men indfrier dermed racisternes og islam-hadernes dagsorden. Og underkaster sig fobiernes tyranni. Hvis man lige som i eventyret ikke kan tåle at se degne, er det så en politisk overbevisning? Nej. Det er en fobi. Måske bygget på religiøs fordom. Måske kun på fordom. Eller udelukkende på had og frustration

Hvad så med det såkaldte politiske engagement fra LGBT’s side? Det findes ikke.

Alle foregiver at det er Bilal Philips, der udgør det onde og hadefulde. Men hele minoritetens sammenhængskraft består i at hade de andre minoriteter – og flertallet. Ikke ud fra politiske principper, men som resultat af fobier.

Hvis Bilal Philips virkelig var en farlig trussel skulle minoriteten (de homoseksuelle) overlade ham til staten (folketing og myndigheder).

I denne sag anbefalede LGBT at protestere – og fik dårligt talt ud før aktionerne blev annonceret. Hvis Bilal Philips er så slem må det være majoritetens opgave at løse problemet skulle man tro? Men minoriteten er fanatisk, hadefuld og har en mission: Den skal frelse verden. Vi er Guds udvalgte folk – ligesom jøderne der vist har den ældst kendte – og mest katastrofale – minoritetserfaring og identitet.

Vi kan naturligvis ikke overlade det tåbelige og upålidelige flertal, at tage affære over for en mand som Bilal Philips. Glem ikke: Vi hader den heteroseksuelle majoritet mere end de andre minoriteter!

Når de homoseksuelle har en “mission”gør de en forskel. F.eks. markerer de, at de netop IKKE er “lige som alle andre”. De skiller sig ud – ikke på grund af deres seksuelle observans – men ved at være “religiøse” mennesker med en “mission”. De dyrker deres egen forfængelighed, mistilliden til flertallet og hadet til alle andre minoriteter.

Ved at diskutere seksualpolitik kunne de homoseksuelle danne en positiv identitet. Den strategi er blevet pure afvist af LGBT. Som kun befatter sig med sex, hvis det er kriminelt. For også her vil der så blive lejlighed til at excellere i had og minoritets-egoisme. Selvfølgelig vil LGBT debattere prostitution, når et købesexforbud ER blevet vedtaget. Så kan LGBT forsvare de stakkels kvinder og håne og mistænkeliggøre majoriteten (heteroseksuelle mænd). Så passer også det ind i LGBT’s verdensbillede. Af fobier, had og frygt.

Bilal Philips i Danmark

Indledning

Det nationale fællesskab er idag politisk blevet afløst af minoriteter, der bringes i spil af højre og venstre fløj. Politik er ikke længere på samme måde som tidligere centreret om det nationale fællesskab. Selvom retorikken siger det, og begreber som sammenhængskraft og fælleskab ofte besværges.

Både højre- og venstre fløj elsker minoriteter. Også selvom de blot er redskaber i den politiske kamp, og anvendes i den politiske selviscenesættelse. Minoriteterne lader sig bruge – og indgår gerne i det politiske spil – og kæmper imod “flertallet” eller de øvrige minoriteter om indflydelse og privilegier.

Bilal Philips – en kontroversiel muslimsk taler. Både højre og venstre fløj øjner en sag. En lejlighed til at forsvare danske værdier, kvinder og homoseksuelle. Og profilere sig selv, som den der bekæmper intolerance.

Fobiernes tyranni

Mennesker definerer sig som minoriteter etnisk, kulturelt, seksuelt eller i forhold til køn. Med en enkelt undtagelse.: Voksne, hvide heteroseksuelle mænd. De udgør inden for denne forestillingsverden magthaverne, som udfordres af de øvrige grupper. Enhver der kan formulere sig som minoritet er minoritet. Den største “minoritet” – kvinderne – udgør rent faktisk flertallet i befolkningen. Feministiske grupperinger formulerer sig aggressivt, og hævder kvinder bliver udnyttet, udbyttet og undertrykt. Formelt er det numeriske styrende for definitionen af minoriteten – reelt er det evnen til at tale som minoritet, der er afgørende. Derfor er kvinder minoritet.

Minoritetens sprog er offergørelsen. Politik bliver på forskellige niveauer et symbol spil om skyld eller uskyldsrenhed. Hvem repræsenterer det onde, der skal lovgives imod, reguleres eller forbydes udfoldelsesmulighed?

I retsstatens politiske forståelse eksisterer det onde ikke. Her tales der om de for samfundet uønskede handlinger eller konsekvenserne af disse. Lovgivningen er rettet imod kriminalitet ikke forbryderne. Minoritetspolitikken derimod personliggør det politiske: Det onde repræsenteres af den gruppe eller enkeltperson andre minoriteter eller interessegrupper man er uenig med. Det bliver til en fobi.

Fobierne er logisk nok lige så talrige som minoriteterne: Racisme, antisemitisme, religiøs intolerance, homofobi og transfobi er blot eksempler.

Offergørelse resulterer i forbudspolitik. Selvom det i sidste ende er retsstaten og demokratiet, der bliver “offer” for minoriteter, der hader og bekæmper hinanden. For eller imod købesexsforbud bliver ikke længere styret af den rationelle opfattelse: Hvordan forbyde individerne frie og lige færden i samfundet? Det hedder: Hvad tænker Jeg om sex, og handel med sex. Hvordan har Min samvittighed det med købesex, og de pågældende kvinders situation?

Den rationelle opfattelse af samfundets bedste er blevet afløst af følelser og moraliseren. Det gør forskellige minoriteter i hvert fald alt for at fortælle os. Hjulpet af politiske grupperinger, der øjner chancen for at profilere sig selv i den politiske debat.

Bilal Philips. Et eksempel på den “hadefulde muslim”.

Offer-rollen

Islamisk Trossamfunds Ungdom, inviterede  i denne uge prædikanten Bilal Philips til, at tale om islamofobi.

Islamisk Trossamfund spiller på offer-rollen, når islamofobi gøres til tema. Men de inviterede en mand, der på You Tube forsvarer dødsstraf over for homoseksuelle og vold mod kvinder. Ingen kunne på forhånd være i tvivl om, at Bilal Philips repræsenterer had. Spørgsmålet var blot hvordan samfundet og de berørte minoriteter ville reagere. Det viste sig at være ret forudsigeligt.

Formanden for LGBT Hans Christian Seidelin udtalte til Politiken:

“Han taler nogle centrale værdier om ligebehandling midt imod. Alt, jeg ved om sharialovgivningen taler vesteuropæiske lighedsprincipper lige imod. Dermed er det et bredere problem i hele samfundet.”

Ved at pege på modsætningen mellem sharia og retsstats principperne antyder Seidelin en kamp mellem to civilisationer. Er det  ikke blot minoriteternes kamp, der omformuleres til civilisationernes kamp, som beskrevet af Samuel P. Huntington? I hvert fald startes debatten om, hvad Bilal Philips står for og vil sige inden dennes ankomst til Danmark.

Debat i Pan-bladet

I Pan-bladet blev tråden taget op af Karen M. Larsen i artiklen Nej tak til hadprædikanter. Her skærpes tonen. Det understreges at islam som sådan ikke nødvendigvis er homofobisk. Det er dog tilføjelsen, der er interessant:

“Men når det så er sagt, kan det under ingen omstændigheder tolereres, at en person, der opfordrer til drab på homoseksuelle, æres ved at få lov til at tale ved en konference i Danmark.”

I mit svar til en kommentar på Pan-bladet pegede jeg på det problematiske i at ville tiltage sig ret i forhold til ytringsfrihed:

“Jeg bliver selvfølgelig forarget, hvis det viser sig at Bilal Philips vil lufte den slags synspunkter. Men hvad menes der med “tolerere”? Vil Karen M. Larsen forbyde manden at tale?

Jeg er dybt betænkelig ved, at LGBT går ud med en tilkendegivelse af, at man ønsker at tiltage sig retten til at bestemme over, hvem der må tale hvor og sige hvad.”

Både Hans Christian Seidelin og Karen M. Larsen blev dog overbudt af Mads Ananda Lodahl, der overvejede forskellige aktionsformer i blog artiklen Bilal Philips – min fjende. Og lagde linket på Pan-bladet. Lodahl fik følgende svar af mig:

“… er du i virkeligheden ikke enig med Karen M. Larsen i synspunktet:

1.

Bilal Philips er muslim. Derfor vil jeg gerne distancere mig fra ham.

2.

Religiøse (hadefulde) tilkendegivelser er mere interessante end alle andre ytringer.

3.

Ikke alle synspunkter er i udgangspunktet ligeværdige. Derfor skal man demonstrere – fysisk eller verbalt – i stedet for at diskutere eller indgå i dialog.

Både du og Karen M. Larsen tilkendegiver, at i ikke ønsker, at blive spændt for højrefløjens vogn. Hvis i nu gik ud og anbefalede burkaforbud, stadig med det forbehold, at i ikke ønsker at blive spændt for højrefløjens vogn ville det være en tilsvarende situation. Og det ville jo tilsvarende tjene et godt formål – bekæmpe kvindeundertrykkelse – og dermed hellige midlerne.

Hvis man grundlæggende opfatter verden i religiøse begreber vil ekstreme homofobe ytringer fra en muslim forekomme endog meget betydningsfulde. Opfatter man derimod samfundet som sekulært vil kønskamp, ideologisk strid og politiske realiteter forekomme så meget mere påtrængende. Ingen af jer går bevidst højrefløjens ærinde, du understøtter blot aktivt venstrefløjens totalitære image.

Ikke alle tilkendegivelser er lige interessante. Hvor var du og Karen M. Larsen, da den kristne Exodus organisation fik godkendt en app til Iphone, med opskriften på at kurere mennesker for deres homoseksualitet? Jeg ser ikke islamofobi i nogen af jeres tilkendegivelser. Blot reagerer i på noget, der endnu ikke er blevet sagt – i Danmark. Tilføjelsen er vigtig. Hvis religiøs islamisk fundamentalisme skal bekæmpes effektivt, så bør Danmark – ud over de igangværende krige – også engagere sig i Iran og Pakistan. Eller også må vi blot fortsat tage kraftig afstand fra fundamentalisme – og selv undgå at havne i den.”

Mads Ananda Lodahl gav udtryk for at han blev lagt ord i munden. Hvortil der selvfølgelig blot var at svare:

“Du kan føle det er ubehageligt, at få lagt ord i munden, men det er jo det du selv praktiserer. Du forsøger at forudgribe hvad Bilal Philips vil sige i København. Endnu er han ikke ankommet.”

Det blev efterfulgt af en overvejelse om minoriteternes hadefulde forhold til hinanden hentet fra min anmeldelse af Christopher Isherwoods A Single Man:

“George (bogens hovedperson, red.) lever når han taler til… sine studerende… George taler sig varm i timerne, og taler om minoriteterne. Og angriber tabuet: Minoriteternes usselhed. De der bliver lagt for had, bliver selv hadefulde.

George konstaterer, at de der har fregner måske nok er mindretal, men ikke minoritet. For at være minoritet kræver det, at man er forfulgt. Af flertallet der føler sig truet eller utrygt. Truet af en fare som er virkelig eller indbildt. De liberale mener selvfølgelig at “minoriteten er præcis som alle os andre”. Men det er ikke sandt: Minoriteten hader flertallet – og ligeledes de andre minoriteter, som den rivaliserer med. Ingen trussel er hundrede procent imaginær

De liberale begår altså to fejl: Minoriteten ligner flertallet, men er ikke præcis som flertallet. Og hvorfor ikke indrømme det? Dernæst fastholder de liberale tesen, at fordi flertallet repræsenterer det onde, må minoriteten repræsentere det gode. Men tænk hvis en smålig og hadefuld minoritet fik magt?

George siger ting man aldrig må sige højt noget sted – eller i nogen situation – om det så er sandt eller ej. Han angriber de liberales fordomsfuldhed.”

Det der driver offer-retorikken er, som Christopher Isherwood formulerer det rent had: Alle minoriteterne føler sig forfulgte – de er ofre – og lægger derfor både de der “forfølger” dem, og de øvrige minoriteter for had.

Islam ifølge Bilal Philips eller blot sådan som ikke-muslimer opfatter islam?

Fjendebilledet bekræftes

Offer eller gerningsmand? De to begreber lever af hinanden, det ene er intet uden det andet. Allerede inden Bilal Philips er ankommet er han blevet “dømt” af ofrene, der undsiger alt det han endnu har sagt (på dansk grund).

I mit første indlæg i debatten havde jeg allerede ridset perspektivet op:

“Det er mennesker som Bilal Philips der skal bekræfte os i vores offer-mentalitet. Det er godt nok nødvendigt med import – danske muslimer kan ikke rigtig selv. Men det er trods alt et fjendebillede. Uha, så kan vi blive bange!

Vi forfølges, undertrykkes, udnyttes og udbyttes. Af heteroseksuelle (mænd). Ergo er vi (mænd) vores egen værste fjende. Når en homoseksuel interesseorganisation som LGBT politik idag fokuserer på offer-mentalitet siger den, at mænd bør sættes politisk ud af spillet for de repræsenterer det “onde” i verden.

Det er der – pudsigt nok – kvinder der beredvilligt stiller sig til disposition for, at forklare os.

Hvis (homoseksuelle) mænd ikke kan forstå sig selv som ofre, hvordan skulle de så iøvrigt fatte feminismens budskab om at kvinder og børn ALTID er ofre (for mænd)?

Altså at de selv er overgrebsmænd og perverse sexkriminelle?”

Bilal Philips på Nørrebro.

Ingen kontroversielle udtalelser fra Bilal Philips

Efterfølgende viser det sig at Bilal Philips ikke udtaler sig, så det giver genlyd i alle landets medier. Tværtimod er sagen død dagen efter. Det viste sig at være stort ståhej for ingenting. Ingen udtalelser om sharia, ingen dødsstraf til homoseksuelle eller sanktionering af vold over for kvinder.

Imran Shah. Formentlig godt tilfreds med et velbesøgt arrangement i Nørrebrohallen. Der demonstrede for de muslimske deltagere, at islamofobien findes. Bilal Philips blev advaret og afslørede sig ikke som demagog.

Talsmand for Islamisk Trossamfund Imran Shah går allerede samme dag som Bilal Philips taler i medierne og erklærer det var en fejl at invitere Bilal Philips:

“Hvis vi kunne gøre det om, og vi havde muligheden for at vælge i dag, ville vi ikke invitere ham.”

En stor skuffelse? Hændervriden fra de der tog fejl i deres forudsigelse af hvordan mødet ville forløbe eller forudgribelse af hvad Bilal Philips ville sige? Nej.

Islamisk Trossamfunds optræden har været en stor succes for alle parter. Tusindsvis af muslimer mødte frem for at høre Philips, og er formentlig blevet bekræftet i at de danske medier og forskellige minoriteter er partiske i deres behandling af en hel befolkningsgruppe.

De homoseksuelle har tilsluttet sig offer-forestillingen, og bekræftet sig selv som minoritet. På den yderste venstrefløj er truslen fra fundamentalistisk islam blevet bekræftet. Værdien af aktivisme er blevet bevist. På højrefløjen er flere blevet overbeviste om, at græserne skal være mere lukkede. Diskussionen om indrejseforbud har fået fornyet aktualitet.

Uanset om rød eller blå blok kommer til magten efter næste valg vil der blive indført flere forbud. Minoriteterne og deres allierede kæmper angiveligt for tolerance og integration. I praksis dog mest for at inskrænke de øvrige minoriteters magt og indflydelse og muligheder.

De kæmper for forbud. Og udstødelse af de øvrige minoriteter. Integration og tolerance er fine ord, der indgår i programmer og erklæringer. I praksis modarbejder de dialog. Sagen om Bilal Philips vil hurtigt være glemt. Men den betød en yderligere fragmentering af det danske samfund, fordi minoriteter og politiske grupperinger spændte ben for en dialog. Og erklærede sig tilfredse med enten at spænde minoriteterne for en politisk dagsorden eller indtage den offer-rolle, der forhindrer både integration og tolerance. Fordi minoriteterne bekræfter sig selv – og over for offentligheden – som værende “anderledes”. For nogles vedkommende endda fremmedelement i det danske samfund. Uden tvivl vil minoriteternes organisationer efterfølgende tale varmt for ligestilling og normalisering, mens de venter på den næste sag, hvor de kan skille sig ud.

Konklusion

Både minoriteter og politiske grupperinger på højre- og venstre fløj mener, at offer-retorik sikrer deres politiske indflydelse. Derfor bliver vi alle gjort til ofre. Selvom de første ofre for den ideologi er demokratiet og retsstaten.

Den destruktive LGBT politik

Rettigheder eller minoritet?

Det er stærkt begrænset, hvad der foregår af debat om LGBT politik. Der finder stort set ikke nogen offentlig debat sted. Ikke fordi synspunkterne ikke findes, men fordi LGBT Danmark ikke opfordrer til og nødig deltager i debat.

LGBT Danmark har som program at gennemføre ændringer ved at skabe juridisk ligestilling. Det bliver en sjælden gang sagt imod. F.eks. af Bjørn Hvidt-Pedersen i en kronik i Berlingske 2009. Fra ligeret til minoritetskultur hed den. Hvor det hævdes, at homopolitikken har bevæget sig fra kamp for rettigheder til varetagelse af en minoritets særinteresser.

Jeg konstaterede dengang, at kamp for juridiske rettigheder stadig står i centrum af LGBT politikken. Men det faktum at der ingen afgørende bevægelser har været siden 1989 har tvunget LGBT til at anvende en tilpasningsstrategi. I dag kræves der ikke ligeret, men særbehandling. Fordi kravet om ligeret virker som overbud. Jeg har tilføjet nogle kommentarer til det jeg sagde dengang i artiklen Tilbageblik: Hvilke homorettigheder?

Der er intet der tyder på at LGBT i den nærmeste fremtid kan få gennemført kravene om kirkelig vielse eller homoægteskab, skrev jeg i 2009. Nu skriver vi 2011 og intet har ændret sig. Blot kan man føje ønsket om, at få fjernet transseksualitet fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste til rækken af uigennemførlige sager.

LGBT politikken er især i det sidste årti stødt ind i hård modstand og er endt i et dødvande. Den virkelighed LGBT’erne møder ændrer sig selvfølgelig, og det afspejles i den offentlige debat.

Den destruktive LGBT politik

Det der kendetegner synspunkterne i dag er, at en del LGBT’ere har kapituleret, og overtaget modpartens synspunkter. Sidste år under debatten af Dansk Folkepartis deltagelse i Copenhagen Gay Pride var der et – efter sigende mangeårigt medlem af LGBT Danmark – der udbrød, at han følte sig “drevet i armene på Dansk Folkeparti”. På grund af den uforsonlige og militante linie andre – blandt andre undertegnede stod for – når vi benægtede, at Dansk Folkepartis deltagelse var andet end et politisk gimmick. Og konstaterede at tilhørsforholdet til en minoritetsgruppe af mange slet ikke ses som uforeneligt med en hadefuld indstilling. F.eks. over for flygtninge og indvandrere. Eller måske endda over for andre LGBT mennesker? Samme person angreb nemlig også den første homoseksuelle deltager i Paradise Hotel for ikke at være tilstrækkelig maskulin.

I LGBT sammenhæng er køn, seksualitet og identitet nøglen til politiske forståelse. Misforstås de tre begreber betyder det at der knyttes an til synspunkter, der fundamentalt er fjendlige over for LGBT.

Lad mig lige nævne nogle væsentlige aspekter af de tre begreber:

1. Køn

Det skulle umiddelbart forekomme indlysende, at de der i visse sammenhæng nedladende bliver betegnet som mennesker med en “anderledes seksualitet” må have gjort sig overvejelser om forholdet mellem køn og seksualitet. Det forekommer, hvis man ser på de debatter der foregår, imidlertid sjældent at være tilfældet.

Mænd er fra Mars,  Kvinder er fra Venus hedder det i populær litteraturen. Og i de fleste LGBT sammenhænge.

Intet TV program har været så udskældt i 2010 som Dagens mand. Med begrundelsen at fyrene ikke er maskuline nok. Og dermed skader billedet af homoerne i offentligheden. Intet ligger majoriteten af homoseksuelle fjernere end tanken, at kønnet måske opleves som naturligt, men ikke derfor er naturgivet. At det med andre ord er en konstruktion. Hvad der f.eks. opleves som maskulint er ikke givet, men defineret. Blandt andet af den kulturelle sammenhæng.

2. Seksualitet

Moderne LGBT politik har intet at gøre med frigørelsespolitik. Feministerne inden for LGBT har skiftet frigørelse ud med bekæmpelse af den maskuline seksualitet. Der er ikke noget problem med homoseksualitet, men derimod med den maskuline seksualitet som sådan. Det feministerne ønsker er en homoseksuel livscyklus, hvor homoseksualiteten blot er en fase.

Ikke at heteroseksualitet idealiseres. Tværtimod. Overalt i miljøet er der en stærk heterofobi. Heteroseksuelle er f.eks. principielt udelukket fra de forskellige dating-sites. Det overses at vi alle engang var heteroseksuelle – før vi sprang ud. Og vigtigere: Det overses at udspringet er socialpsykologisk proces. Unge arbejder med deres identitet gennem flere år. Og med at gøre deres seksuelle erfaringer. For slet ikke at tale om, hvor vanskelig  processen er for voksne, der skifter deres heteroliv ud med et homoliv. I praksis er der “heteroseksuelle” overalt i miljøet. Men ligesom når det handler om køn er opfattelsen biologiseret. Seksualiteten sidder i pikken – og mænd tænker med den. Her er det Carl-Mar Møller’s popularisering af lægevidenskabens opfattelse af køn og drift der hersker.

Kvinder har ingen seksualitet. Siger feminister. Hvilket sikrer dem, mener de, en priviligeret og uangribelig  position i seksualpolitisk debat.

3. Identitet

En biologiseret opfattelse af køn og seksualitet umuliggør identitet. Det er for mange den vigtigste grund til ikke at deltage, og intet at mene om LGBT politik. Og samtidig det der gør det så let, at afvise andre inden for LGBT som afvigende. Når der ikke er noget JEG er der heller intet VI.

De andre – individer eller grupper – er konkurrenter, det blot handler om at skaffe af vejen. Intet er lettere end at hengive sig til den almindelige paranoide stemning i samfundet. Eller deltage i det man kan kalde den regnbuefarvede illusion: Forestillingen om at den juridiske ligestilling – der engang virkede som et lovende projekt – vil føre til den endegyldige normalisering af LGBT grupperne.

I sidstnævnte tilfælde anvendes en taktik, hvor det gælder om at slippe af med de, der ikke passer ind. Argumenterne findes ved at kombinere elementer fra biologiserede opfattelser af køn og seksualitet.

Der vil altid fra samfundets side være en vis opmærksomhed i forhold til de unges liv og seksualitet. Når de unge springer ud og møder den homoseksuelle subkultur forvandles denne opmærksomhed let til bekymring. Både når mænds seksualitet forstås i biologiske termer, og når kulturelle forestillinger om de unges påvirkelighed gøres gældende. Forførelsesteorier er lige så gamle som den homoseksuelle kultur selv. En stor del af problematiseringen retter sig derfor mod den maskuline seksualitet. Og mere konkret imod de voksne mænd.

Konklusion

Der er to mulige løsninger: De homoseksuelle bliver så normaliserede, at subkulturen forsvinder. Eller den homoseksuelle identitetsdannelse ophører.

Førstnævnte er ikke den aktuelle situation – juridisk ligestilling eller ej. Sidstnævnte er i realiteten en tilbagevenden til de homofiles strategi fra 1950’erne. Hvor de homoseksuelle udlagde deres afmagt, som normalisering. De homofiles manglende synlighed i samfundet og begrænsede selvbevidsthed blev udlagt som normalisering og mål. Det er en exodus-strategi.

Den destruktive i LGBT politik opstår, når homopolitik defineres som konkurrence eller udskilningsløb: Hvem kan smide de andre ud? Eller alternativt: Hvem bør smides ud?  Fordi “de er ikke helt normale”, “det er ikke forsvarligt” og “vi er bekymrede”. Med antydninger af at alt, hvad der ikke er i tråd med feminisme er styret af “bagvedliggende” motiver.

Den destruktive LGBT politik er ligeledes en kendsgerning, når en svag gruppe som de mandlige prostituerede skubbes til side og LGBT ikke ønsker at forsvare deres rettigheder. Og end ikke ønsker at tilkendegive om LGBT er for eller imod et købesexforbud. Sådan som David Zennaro har tilkendegivet i Pan-bladet.

Mandlig prostitution er ikke noget vigtigt emne. Feminismens forhåndsantagelse om, at kvinder altid er ofre efterlader de mandlige prostituerede som uinteressante. Derfor kæmper LGBT ikke for sexarbejdernes rettigheder.

Den destruktive LGBT politik er ligeledes en kendsgerning, når en svag gruppe i LGBT som de hiv-positive ingen opmærksomhed  får. En foreløbig sejr som suspensionen af hiv-loven er fik lidt forsinket – og efter pres fra undertegnede og Pan-bladet – 12 liniers kommentar fra LGBT i Pan-bladet.

Hiv indgår ikke i den feministiske problematisering af køn og seksualitet. Og derfor heller i LBGT’s politik.

LGBT har i denne uge demonstreret,  at sådan ser den politiske virkelighed ud.

LGBT har ingen politik på de forskellige seksualpolitiske områder. Udover at deltage i mistænkeliggørelse af mænds – og i særdeleshed de homoseksuelles – seksualitet og identitet. Hvilket enkelte personer i LGBT klart har formuleret som deres mission og målsætning.

Feminisme og forbudsdagsorden

Feministisk politik er idag en forbudsdagsorden. Feministisk argumentation er fyldt med bekymring: For kvinders og mindre åriges liv, unges færden på internettet, frygt for voldtægt og sexovergreb. Hvilket resulterer i krav om lov og orden og nye forbud.

Radikal-feminismen er blottet for bekymring i forhold til overgreb eller stigmatisering af mænd. Først understøttet af lægevidenskabens sygeliggørelse af den mandlige seksualitet optræder, der en bekymrings- og mistænkeliggørelses-diskurs i forhold til mænds indbyrdes relationer. Men aldrig bekymring i forhold til kvinders vold over for mandlige partnere eller kvinders stigmatisering af mænd. Ledsaget af benægtelse af det køns-ideologiske perspektiv.

Prostitutionsdebat og forbudsdagsorden

Mandlig prostitution optræder ikke i debatten, når Karen M. Larsen med udgangspunkt i radikal-feminisme skriver i  Information om prostitution.

Nille Thomsens kommentar til artiklen lyder:

“Det der bekymrede mig i Karen M Larsens indlæg var at med hendes ensidige kønsperspektiv, kom hendes artikel til at virke som en løftestang for noget køns-ideologisk snarere end for noget moralsk.”

Forbigåelsen af mandlig prostitution skyldes, at vinklen er køns-ideologisk. Artiklen er –  på trods af besværgelserne – en lang opremsning af argumenterne imod prostitution. Der forstås som overgreb mod kvinder.

Nille Thorsens kommentar lyder videre:

“Når Karen M. Larsen i sin “fortale” siger: “Et fokus på den mørke side af sex er ikke et udtryk for en såkaldt dæmonisering af mænds seksualitet” fornemmer jeg, at det er nøjagtigt det modsatte hun i virkeligheden mener.”

Nille Thorsen er – ligesom en række af debattørerne på Information – ikke principielt imod moralisme. Men undrer sig over at Karen M. Larsen ikke bekender kulør og erklærer sig imod prostitution og som tilhænger af forbud. Når det tydeligt nok fremgår, at det er budskabet.

Undladelsen af omtale af prostitution blandt homoseksuelle mænd er bemærkelsesværdig, når Karen M. Larsen i andre sammenhænge gerne optræder som “forsvarer” af disse. Men mænds eventuelle seksuelle krænkelser af andre mænd er i det radikal-feministiske perspektiv uinteressant. Krænkelser bliver først interessant, når radikal-feminisme smeltes sammen med lægevidenskabens opfattelse af mænds seksualitet som pervers. Og muliggør en omfattende mistænkeliggørelse af de homoseksuelle mænds seksualitet.

Det køns-ideologiske aspekt i Information artiklen bemærkes også af Kåre Fog, der kommenterer det således:

“Det skal måske lige nævnes, at Karen M. Larsens artikel er ensidig på en måde mere, nemlig at den omtaler sex der gør ondt på kvinder, men ikke sex der gør ondt på mænd. Partnervold vendt imod mænd er nogenlunde lige så udbredt som partnervold vendt imod kvinder.”

Der er tale om et bevidst “fravalg” ud fra det radikal-feministiske perspektiv. Hvor alle sociale fænomener ses som køns- eller sexrelaterede. At definere sig som mand er at påtage sig at undertrykke, udnytte og udbytte kvinder. Socialkonstruktivisme er i den radikal-feministiske version teorien om, hvordan mænd misbruger kvinder. Ved at påtage sig den mandlige af kønsrolle.

Radikal-feministerne lægger afstand til social konstruktivismens begreb om “åbenhed”: Som sociale væsener er vi ikke kun, hvad vi bliver gjort til, men også det vi gør os selv til. Opfattelsen af alle mænd som potentielle sexkriminelle –  som fejlsocialiserede –  betyder, at der ingen modstrid er til det begreb om mænds seksualitet lægevidenskaben formidler.

Mistænkeliggørelses-diskurs over for heteroseksuelle mænd

Radikal-feminismens syn på mænd udmøntes i en mistænkeliggørelses-diskurs over for heteroseksuelle mænd.

At mænd taber social status via ægteskab et et velkendt fænomen. Der hvor ældre højstatus mænd gifter sig med unge kvinder er der et statustab.

Men en ny bekymrethed er kommet til i forhold til seksuelle relationer mellem mennesker med dansk kulturbaggrund og mennesker med ikke-vestlig kulturbaggrund. Nu bliver det betragtet, som et muligt område for danskernes udøvelse af diskrimination, racisme, undertrykkelse, overgreb og kvindehandel. Alle disse muligheder eller hentydninger til sexkriminalitet gør det til genstand for problematisering. Tidligere blev mænd stigmatiseret, når de ikke giftede sig og havde løse forbindelser og adgang til prostitution. Idag bliver mænd stigmatiseret via indgåelse af ægteskab. Samtidig med der er et fornyet krav om kriminalisering af prostitution. Mænds seksualitet bærer i begge relationer bekymringens fortegn.

Mistænkeliggørelses-diskurs over for homoseksuelle mænd

Ud fra den radikal-feministiske præmis er mandlige homoseksuelle  “undertrykkere”, præcis lige som alle andre mænd. Den feministiske forbudsdagsorden opretholdes i lige så høj grad over for mandlige homoseksuelle, som over for heteroseksuelle mænd.

Når lægevidenskabens opfattelse af den sygelige maskuline seksualitet supplerer radikal-feminismen bliver homoseksuelle mænds gensidige seksuelle relationer også genstand for en bekymrings- og mistænkeliggørelses-diskurs.

Især i forhold til prostitution og i betragtningen af forhold med aldersforskel. Og sidst – men ikke mindst  – formidler lægevidenskaben mistanken, at alle mænd er pædofile. En påstand feminister – også Karen M. Larsen – nok afviser, men samtidig opretholder ved i alle debatter at insistere på, at modstandere af forbudsdagsordenen har “bagvedliggende” motiver.

Det skal også siges at Karen M. Larsen ikke forbigår den mandlige prostitution. Tværtimod. Når det afvises at stigmatiseringen af de homoseksuelle i 1960’erne var en pædofil-panik, er det en konstatering af, at det homoseksuelle miljø tidligere var pædofilt. Hvilket idag retfærdiggør forbudsdagsorden og mistænkeliggørelse af alle homoseksuelle mænd.

Uanset radikal-feminismens begreber påstås at være informerede af socialkonstruktivisme ses mænds kønsrolle og seksualitet ikke som et valg, men som noget determineret eller “skæbnebestemt”. Også de kvinder der er undertrykte, udnyttede og udbyttede – er i offerrollen – tilsvarende ufrie. Lægevidenskabens reduktionistiske og deterministiske opfattelse af seksualitet besejrer og erstatter vilje og valg.

Pan-bladet: Debat om homoægteskab

“Feministerne inden for LGBT har skiftet frigørelse ud med bekæmpelse af den maskuline seksualitet. Der er ikke noget problem med homoseksualitet, men derimod med den maskuline seksualitet som sådan. Det feministerne ønsker sig er en homoseksuel livscyklus, hvor homoseksualiteten blot er en fase.”

Sådan skrev jeg i artiklen Den destruktive LGBT politik. Et synpunkt jeg mente var blevet tilstrækkeligt  begrundet i en række tidligere artikler. Det mente Karen M. Larsen ikke. Jeg har derfor udbygget argumentationen i en kommentar til Karen M. Larsens artikel Hvorfor blev homoseksualitet betegnet som en sygdom i Pan-bladet.

Her har jeg med udgangspunkt i Karen M. Larsen’s artikel Speciale kaster lys over kampen for homoægteskab føjet nye argumenter til synspunktet.

Sygeliggørelse

Først et tilbageblik på diskussionen om sygeliggørelse. En diskussion der handler om, hvorvidt homoseksualitet holdt op med at blive betragtet som en sygdom efter homoseksualitet blev fjernet fra Sunhedsstyrelsens sygdomsliste.

Her kunne jeg selvfølgelig have henholdt mig til det meget simple argument, at fordi der sker en juridisk ændring betyder det jo ikke at en forestilling forsvinder ud af befolkningens bevidsthed.

Dog fandt jeg det relevant at tilføje to ting: For det første synes der i høj grad også at være tvivl i de homoseksuelles egen bevidsthed om hvor “normal” homoseksualiteten er, og for det andet eksisterer den lægevidenskab, der tidligere stigmatiserede de homoseksuelle stadig.

Så sent som i 2010 fremlagde en af de førende sexologer Ray Blanchard dokumentation for, at alle mænd i større eller mindre grad er pædofile. På trods af at bevisførelsen i høj grad er angribelig må det konstateres at, selv om de homoseksuelle skulle blive “frikendt” i den ene sammenhæng – hvilket dog ikke er tilfældet – så bliver alle mænd og dermed også homoseksuelle “anklaget” i den anden.

Muligvis mener Karen M. Larsen at alle tre pointer falder uden for debattens emne. I hvert fald har jeg ikke fået noget svar.

Homoægteskab

Hvis man knytter an til det begreb om diskurs Karen M. Larsen anvender forekommer det indlysende, at tanken om at “afskaffe” begreber eller forestillinger med et pennestrøg er uholdbar. Hvem siger at en bestemt forestilling ikke kan bestå og overleve i nye former og skikkelser? Hele homoseksualitetens “sygdomshistorie” er netop præget af de forskellige discipliner, der har været fremherskende inden for lægevidenskaben. Forklaringerne om homoseksualitetens “sygelighed” er efter tur kommet fra neurologi, psykoanalyse, eugenik, sexologi og forskning i hormoner. Og senest fra genetik og hjerneforskning.

Det begreb om diskurs Karen M. Larsen anvender stammer fra den teoretiske forståelse Michel Foucault har udviklet. Som blandt andet beskæftiger sig med naturvidenskabens forskellige transformationer. Og hvad de har betydet for de begreber og forestillinger, der er fremherskende i samfundet.

Det forekommer altså umuligt, at hele den side af betragtning kan falde ud af Karen M. Larsens argumentation ved et tilfælde. Den manglende lyst til at gå ind i debat peger i samme retning. Man må drage egne konklusioner. Det gjorde jeg så i artiklen om Sygeliggørelsen af de homoseksuelle.

Den debat skal nævnes her, fordi der ligeledes gør sig en besynderlig udeladelse gældende i Karen M. Larsen argumentation for homoægteskab.

Rent og urent

Kampen for homoægteskab kom på dagsordenen efter Sundhedsstyrelsen i 1981 havde banet vejen ved at fjerne sygeliggørelsen – der er ingen grund til at overse eller bagatellisere betydningen af dette skridt. Med det registrerede partnerskab i 1989 blev denne dagsorden delvis indfriet.

Som Karen M. Larsen gør opmærksom på stiller denne kendsgerning modstanderne af homoægteskab i en vanskelig position: Hvordan kæmpe imod det, der hverken officielt er sygeliggjort eller stigmatiseret som “unormalt” set med det officelle Danmarks øjne?

Karen M. Larsen inddrager her begreberne “ren” og “uren” i en analyse, der forsøger at indkredse modstandsstrategierne. Men overser noget fuldstændig afgørende i denne sammenhæng.

I  30 års perioden fra 1981 til idag har singel-kulturen gået sin sejrsgang. Begrebet ægteskab har skiftet status. Nogle drømmer om ægteskab – men mange drømmer blot om parforhold.  Mange heteroseksuelle par er ikke gift fordi ritualet – sammen med kirken selv – har tabt status i samfundet. Og hvad der er afgørende her: Mange homoseksuelle drømmer om monogami og parhold, men lever som singler.

Begreberne “ren og “uren” bør derfor indgå i denne debat på en helt anden led. Hvor de der falder uden for “normaliteten” – og er “urene” – er singlerne. Og de “rene” er de, der lever monogamt og i parforhold.

Det er umuligt at sige præcist, hvor mange homoseksuelle der lever i registreret i forhold til de der lever som singler. Der er ingen tal for sidstnævnte. Sandsynligvis er der en overvægt af singler. To forhold taler for dette: Mange unge og yngre er ikke etableredede. Og selve det at etablere sig er generelt blevet rykket til et senere tidspunkt i livet. Mange voksne er singler, dels fordi det givet et begrænset “udbud” kan være vanskeligt at finde den rigtige. Og dels fordi en del voksne befinder sig i en udspringsfase, hvor homolivet først skal etableres.

Pointen er at når LGBT Danmark kæmper for de homoseksuelles “normalisering” i samfundet, men det fuldstændig udelades af betragtningen at single-livet de facto findes og er ret udbredt – uanset hvad værdierne handler om – forrykkes argumentationen.

Det registrerede partnerskab havde i 1989 en umådelig symbolværdi. Men ingen forestiller sig nyheden vil gå verden rundt på samme måde, hvis Folketinget idag vedtog en ægteskabslov. Ikke blot fordi flere lande allerede har gennemført homoægteskab, og effekten af at komme først ikke længere er tilstede. Men fordi den type lovgivning ikke fungerer socialt på tilsvarende måde som den gjorde i 1989. Singel-kulturen er – trods begrænsninger i den samfundsmæssige accept – en realitet.

Den reelle samfundsmæssige dagsorden er flyttet, og begreberne “ren” og “uren”  handler nu i langt højere grad om monogami eller ej.

Fokus i debatten om sygeliggørelse er af Karen M. Larsen blevet lagt et forkert sted.  Og debatten om homoægteskabets betydning er båret af en dagsorden der ikke udtales.

Bekymrings-dagsordenen

Begreberne “ren” og “uren” læner sig op af religiøse forestillinger. Det kan være interessant her, at vende tilbage den sammenhæng begreberne tidligere har indgået i.

Det “urene” er i religiøs betydning de former for sex, der ikke er reguleret af ægteskabet. De unge er således et klassisk objekt for bekymring. Tidligere optog uønskede graviditeter en vigtig plads i den samfundsmæssige debat. Fordi de unge mødre typisk ikke var gifte, men alligevel havde indladt sig på sex. Tilsvarende fik de “der var for gamle”  –  over 30 år – hæftet nedsættende betegnelser på sig, fordi de var enlige. Den mulige eksistens af seksualitet, der ikke var redegjort for vakte bekymring. Tilsvarende argumenteres der idag for, at katolske præster er pædofile, fordi de ikke er gifte.

Bekymring for unge og deres uregulerede seksualitet og mistænksomheden over for singler spejler begge klassiske former for kontrol. Dagsordenen bag at nægte at forholde sig til dette aspekt er, at feminister netop ønsker at fremme argumenterne for begge typer kontrol i den samfundsmæssige debat.

Nogle argumenterer for, at hæve den seksuelle lavalder til 18 år. Hæve straframmer, forbyde prostitution og tilkendegiver højlydt deres forbehold over for f.eks. forhold med aldersforskel.

Det er den farlige seksualitet. Som i langt mindre grad har præfixet “homo” eller “hetero” end tidligere. Et “fremskridt” om man vil – at mistænkeliggørelsen er bredt ud til at gælde alle mænd.

Monogami er i denne optik udtryk for “renhed”. Singel-liv – i alle dets former – bliver automatisk identificeret med noget “urent”.

Det jeg i artiklen Sygeliggørelsen af de homoseksuelle ironisk kaldte “det idealistiske” element i feminismen består med udgangspunkt i den klassiske bekymrings-diskurs i forhold til unge i så vidt mulig, at fratage unge retten eller muligheden for, at have en seksualitet.

Diskursen handler idag ikke i særlig høj grad om prævention – heller ikke der, hvor det indlysende måtte være på sin plads at advare mod smitsomme seksuelt overførte sygdomme – men med udgangspunkt i lægevidenskabens “anklage” over for mændene, at advare unge af begge køn mod overgreb. Og ved enhver given lejlighed, hvor synspunktet bliver modsagt, henvise til “bagvedliggende” motiver. Og således forhindre en egentlig debat af  seksualpolitiske emner. Og dermed forhindre forbudsdagsordenen bliver draget i tvivl.

At forbudsdagsorden betyder noget i praksis ses bla. af, at intet nyligt optettet dating-site tillader unge mellem 15 og 18 år at deltage. På trods af dansk lov er åben for muligheden. Iøvrigt endnu et eksempel på, hvordan jura ikke nødvendigvis spejler samfundsmæssig virkelighed. Den fremherskende bekymrings-diskurs er i dette tilfælde stærkere end dansk lov.

Mistænkeliggørelsen af de “urene” dvs. af singlerne – vil i  praksis i høj grad antage form af mistænkeliggørelse af voksne homoseksuelle mænd. Her skal man have debatten om sygeliggørelsen af homoseksualiteten med i betragtningen.

Når homoægteskab fortrænger alt andet på den politiske dagsorden – især en diskussion af forbudsdagordenen – er det nærliggende,  at antage at hensigten faktisk er at fremme forbudsdagsordenen.

Det ville være en grov anklage at påstå de forskellige påstande og synspunkter fremsat af Karen M. Larsen tilfældigt skulle være blevet kastet ind i debatten på forskellige tidspunkter. Det er der slet ikke tale om. Der er tværtimod tale om et velovervejet og nøje afstemt synspunkt, hvor udsagn og tavshed i forskellige sammenhæng er lige vigtige.

Eftertanke

På datingsitet boyfriend.dk har der gennem flere år raset en såkaldt aldersdebat. Det symptomatiske ved denne debat er, hvordan to grupper af “fødte” singler af feministiske debattører får banket hovederne sammen. De unge er fødte “singler”, fordi de afprøver deres nyopdagede seksuelle præference. De er underlagt den del af bekymrings-diskursen, at de ikke er istand til at tage vare på sig selv. En del af de voksne ligeledes fødte singler: De har et heteroliv bag sig, og prøver nye muligheder af. De er genstand for mistænkeliggørelse.

Det er en fejlslutning at sige, at de to grupper umiddelbart har noget med hinanden at gøre. Men ved at påstå dette samler de feministiske debattører to “urene” grupper. Og resultatet er i deres øjne perversitet. Her kan der med andre ord mobiliseres ord og begreber, som Karen M. Larsen ganske rigtigt påpeger næppe kan anvendes i debatten om homoægteskab.

Karen M. Larsen glemmer blot, at det ikke ligger uden for den feministiske bekymrings eller -mistænkeliggørelses-diskurs at anvende netop disse begreber om både den ene og den anden gruppe hver for sig eller sammen.

Feministernes bekymring-diskurs skulle gerne få dem til at fremstå som de svages forsvarer.

Hvis jeg ikke selv tidligere havde orienteret Karen M. Larsen om adskillige af disse pointer kunne udeladelsen i debatten om homoægteskab fremstå som forsømmelse. Hvor beklagelig den end måtte være, så dog noget der kunne udbedres. Sådan forholder det sig ikke.

I givet fald Karen M. Larsen måtte ønske det er det selvfølgelig muligt på Pan-bladet at argumentere for, at man ikke bør tæve den ene gruppe af singler med den anden. Mens vi venter på at homoægteskabet bliver gennemført. Det sker ikke.