Kritiske mænd er feminismens byrde

“At være feminist er lidt som at være muslim” klager Ditte Giese i Politiken. Og fortsætter: “Konstant skal man svare på, hvad man er FOR og hvad man er IMOD.”

Ja, og?

Ordet “feminist” lyder som noget “ganske positivt og indlysende” erklærer Ditte Giese, hvad skal alle spørgsmålene så til for?

ditte_giese

Problemet er, at det ifølge Giese ikke er velkomment, at mænd stiller spørgsmål om køn og seksualitet, når kvinder erklærer sig som feminister.

Er det udtryk for selvtilstrækkelighed eller er det lukkethed over for kritik på en måde der minder om helt andre ideologier?

En kommentar i Politiken debatten fuldender da Gieses sammenkædning af feminisme med muslimer med konstateringen: “At være feminist er lidt som at være muslim: Offer.”

Kommentaren går på at feministerne ligesom muslimer dyrker minoritets-egoisme og offer-gørelse. Seneste eksempel på sidstnævnte var da Islamisk Fællesråd inviterede Bilal Philips – en mand med ekstreme synspunkter på køn og seksualitet – til en konference om islamofobi. En invation Islamisk Fællesråd kom til at fortryde.

Lige så paradoksalt forekommer det at være, at kvinder der betegner sig som feminister – og altså fokuserer på køn og seksualitet – opfatter mænds kritiske spørgsmål som en byrde – som en del af offer-rollen.

I modsætning til de muslimer der er født ind i en bestemt kultur vælger kvinder ideologien feminisme. Hvis det altså er en idologi.

“Men feminisme er hverken et parti, en religion eller en fasttømret ideologi” indvender Giese. Og beder derfor: “Må jeg ikke bare være feminist på min egen måde?”

Selvfølgelig. Men hvad skal man med  idealer man ikke orker eller er istand til at forsvare? Også uden for Poltikens spalter.

Giese medgiver, at der var højtråbende kvinder, der fyldte rigeligt i 70’erne.

Men her viges der uden om: Forbudsfeminismen er idag stærkere og mere agressiv end nogen feminist havde fantasi til at forestille sig dengang!

Netop fordi forbudsfeminismen præger samfundsdebatten på den måde har resten af feministerne både ret og pligt til at redegøre for, hvor de står. Også når de der spørger er mænd. Og når der blot er tale om almindelig konversation.

Reklamer

The Cutting Tradition

Filmen The Cutting Tradition (2009) handler om omskæring, og anvendes af ngo’en The Orchid Project til at skabe opmærksomhed om emnet. Desværre er der udelukkende fokus på omskæring af piger. Hvilket i praksis umuliggør en sammenhængende forståelse af denne iøvrigt dybt interessante politiske og kulturelle problematik, der netop er blevet omtalt i Politiken.

The Orchid Project er stiftet af Julia Lalla-Maharajh i 2009. Det britiske kongehus og forhenværende præsident Bill Clinton har givet henholdsvis en pris og en tv-transmitteret samtale med Julia Lalla-Maharajh. Organisationen har netop etableret sig i Danmark.

Kvindelig omskæring – der omtales som female genital mutilation (FGM) er udbredt i afrikanske lande. Det antages at der omskæres 3 millioner piger om året. Dette sker når pigerne er op til 10-11 år gamle, uden lægeligt opsyn eller medvirken og uden bedøvelse. Indgrebet har ingen medicinsk begrundelse. Der henvises blot til “tradition”.

Det virker altså som om The Orchid Project har en god sag. Når The Cutting Tradition viser et eksempel på, hvordan omskæring foregår i praksis bekræftes også de værste anelser.

Problemet i filmen er vinklen. Den vender ikke først og fremmest imod indgreb uden medicinsk begrundelse. Selvom det selvfølgelig kritiseres, at operative indgreb foretages af ikke-autoriserede mennesker under miserable forhold. Men det er jo fattige lande, og der er få ressourcer. Budskabet er at skikken er forkert. Det er denne “tradition” der udpeges som problematisk. Derfor indgår ordet “tradition” i titlen.

Derved bliver filmen en fortælling om, hvordan vestlige mennesker er eller ønsker at se sig selv, snarere end en film om kvinders problemer i den tredie verden. Budskabet læner sig op post-kolonialisme og feminisme, der i forening gentager budskabet fra en periode i europæisk historie hvor fattige, primitive, tilbagestående og overtroiske mennesker i fjerne verdensdele skulle vejledes. Dens budskab bliver at disse mennesker stadig er den vestlige kultur underlegne. Og bør underlægges forbud.

Det forekommer i høj grad problematisk, at en organisation som The Orchid Project, der har visioner om ændre på adfærd brander sig selv som post-kolonial og feministisk ved at tage filmen til sig. Med mindre The Orchid Project netop ikke har til formål at ændre adfærd, men blot afstive selvopfattelsen i vestlige lande, der truet af økonomiske kriser og militære nederlag søger moralsk kompensation i forestillingen om at være bedre.*

Filmens post-koloniale budskab formidles via fortællemåden. Vi ser en række mænd og kvinder i forskellige klip, der på lokale sprog henviser til “traditionen” som afgørende for, at omskære piger. Da rækken af indslag for denne praksis – endelig – afløses af et indlæg imod omskæring er det en mand, der taler et sprog vi genkender – det franske – og han repræsenterer  de veluddanennede vi skal identificere os med. Han konstaterer, at omskæringspraksis er forkert, men sidder dybt i fattige landsbymennesker.

I en kritik af moderne fortællinger om race, køn og seksualitet har den amerikanske kultursociolog Jasbir Puar peget på, hvordan liberal inklusion af seksuelle minoriteter i vesten har afløst kamp for rettigheder. I denne optik produceres den seksuelt “anden” som hvid, og den racialt” anden” som heteroseksuel. Mændene i The Cutting Tradition taler om, at kvindelig omskæring – hvorved klitoris fjernes – forebygger, at gifte kvinder søger andre mænd.

De repræsenterer den heteroseksuelle, sexistiske mande stereotyp, som feminister i vesten bekæmper. Det der undsiges er en barbariske praksis, et ikke-civiliseret samfund og  en racemæssig “anden”, som ikke er feminist. Og det viser sig at alle fire egenskaber falder sammen! Og repræsenteres af mennesker fra Afrika og arabiske lande. Med eller mod instruktørernes vilje formuleres der altså både en latent racisme, og et post-kolonial kulturelt perspektiv.

Hverken film eller ngo’en der promoter den problematiserer omskæring af drenge. The International Federation of Gynecology and Obstetrics (FIGO) lægger navn til filmens budskab. Heller ikke de lægger en tilsvarende indsats i arbejdet imod omskæring af drenge. Det betragtes som et inferiørt emne. Med mindre særlige omstændigheder gør sig gældende. F.eks. at der er tale om kvaksalveri, hvor operationer finder sted på køkkenbordet. Altså de elementer der beskrives som værende af sekundær betydning, når det handler om omskæring af piger.

Omskæring af drenge finder i vid udstrækning sted i USA. Hvor det er “tradition”. Havde man lavet en film tilsvarende The Cutting Tradition havde man formentlig fået nogle af de samme svar som de adspurgte giver: Vi værner om vores traditioner. Det er igen relevant at henvise til at filmen ikke peger på “health” eller “the right to make your own choice” som centrale parametre. Begge elementer: Modstand mod overflødige operationer og individets frie ret til at bestemme over egen krop ville nemlig konflikte med amerikansk praksis. For det første fordi omskæring af drenge ikke er medicinsk begrundet, og for det andet fordi disse indgreb foretages i spædbarnsalderen og altså er et valg forældrene træffer.

The Cutting Tradition viger uden om kritik af omskæring af drenge via formuleringen af et kultur-perspektiv.

I lande med muslimsk kultur finder der også omskæring af drenge sted. Men det er en uønsket diskussion. Ngo’en har lagt en handlingsplan på området beskæftiger sig ikke med børn, men med piger. Så kan post-kolonialisme og feminisme gå hånd i hånd.

At skære i mandlige kønsdele tæller ikke som lemlæstelse. At disse indgreb i den vestlige verden sker tidligt er et argument “for” og ikke “imod”. På trods af at argumentet om frivillighed anvendes i alle andre sammenhænge, hvor det handler om krop og seksualitet.

En film der stillede kritiske spørgsmål og spurgte amerikanske drenge og mænd om de ønskede at blive skåret i deres kønsdele ville formentlig få en helt anden modtagelse end The Cutting Tradition. Den måtte droppe “kan vi ikke alle være enige om” tilgangen, men ville komme nogle sandheder nærmere. Hvor i verden findes de mænd, der seriøst synes det er en god ide, at læger eller uautoriserede skær i deres kønsdele? Alligevel finder det finder sted – i tavshed.

Uanset verdensdel er “tradition” metafor for religiøs og kulturel overbevisning. Derfor er det også noget der kan ændres. Hvis der er en vilje.

Omskæring af drenge og piger er ikke det samme. Fjernelse af klitorisk er et særdeles drastisk indgreb. Men hvordan sammenligner man overhovedet de to ting? Det feministiske svar – understøttet af lægevidenskaben – er, at det gør man ikke. Tabuet opretholdes.

Omskæring ødelægger ikke mandens seksuelle nydelse. Men der fjernes noget af mandens penis på det mest følsomme sted. Der sendes et signal fra det sociale fællesskab – baseret på moral og religion – at seksuel nydelse er noget der skal reguleres, begrænses og hæmmes. Om der så skal lemlæstelse til. Hvis det udtryk er det rigtige.

For i den kultur indgrebet finder sted vil der altid være en række fortællinger om det gode ved indgrebet – som er “tradition”.  At være omskåret betragtes f.eks. af nogle amerikanske – især homoseksuelle – mænd som en fetich, noget der værdsættes og ses som attraktivt. Indgrebet der fysiologisk begrænser gør altså omvendt de samme mænd seksuelt attraktive i andres øjne. Det er blot en af de måder, hvorpå indgreb uden medicinsk begrundelse transformeres om til “tradition” og gives positiv valør. Så stærk at emnet tabuiseres.

Derfor holder filmen The Cutting Tradition fokus på omskæring af piger.

Alle de mænd der i The Cutting Tradition argumenterer for omskæring af piger er formentlig selv omskåret. Selv de højtuddannede, der taler fremmedsprog. Det er vanskeligt at tale imod en praksis man selv er underlagt. Også selv om indgrebet på drenge langt fra har samme status som indgreb på piger. Givet de fysiologiske forskelle. Givet de kulturelle og racemæssige fordomme. Filmen handler blot om hvad kvinder føler. Ikke om hvad mænd føler.

Filmen slutter med konstateringen af at 14 afrikanske lande har vedtaget forbud imod omskæring af piger. Budskabet er altså: Ingen udviklingsbistand til lande, der ikke har et forbud på plads? USA og andre lande der – fuldt legalt – praktiserer omskæring af drenge kunne let stille sig i spidsen for den kampagne.

* The Orchid Project har skal det tilføjes taget afstand fra begrebet Female Genital Mutilation (FGM ) og erstattet det med Female Genital Cutting (FGC). Med begrundelsen: “…to start from a position of judgement and blame with the communities involved means that you are unlikely to get change where it matters – at the community level”.

Grosse Freiheit?

Grosse Freiheit? – hvad er det? Det henviser til en sidegade til Reeperbahn i Sct. Pauli kvarteret i Hamborg. Byens centrum for prostitution. Konferencen om købesex der blev afholdt i København i weekenden d.7/8 maj 2011 anvendte navnet, og satte et spørgsmålstegn efter. Måske som Laura Agustin gætter på – for at antyde at kvinder vil blive fri, når en kriminalisering af købesexkunderne er blevet vedtaget.

Konferencen blev arrangeret af 8. marts-initiativet med deltagelse af Dansk Kvindesamfund, Feministisk forum, Feministisk netværk, KFUK’s Sociale Arbejde, Kvindelejren på Femø, Kvinder i Sort, Reden og Kvinderådet.

Den politiske deltagelse var også ganske markant med hele venstrefløjen repræsenteret af folketingsmedlemmer fra S, SF og EL.

Demonstrationen imod Grosse Freiheit? på vej til Islands Brygge.

Konferencen gav således anledning til en ganske mærkværdig situation: En del af venstrefløjen deltog, mens en anden del stod uden for og demonstrerede. Enkelte politikere havde meldt afbud. Der i blandt Kamal Qureshi. En enkelt radikal – Linda Kristiansen – deltog – dog kun for at notere sig de fremlagte argumentationer.

Især invitationen af Julie Bindel og Janice Raymond, der er kendte for deres hadefulde udtalelser imod transkønnede havde vakt opsigt inden arrangementet, da Queerkraftredaktionen på Modkraft.dk havde gjort opmærksom på det problematiske i transfobernes deltagelse.

Linda Kristiansen kunne dog efterfølgende berette, at emnet transkønnethed ikke var fremme i Julie Bindels indlæg.

Vibe Grevsen (tv.) talte for de transkønnede som repræsentant for LGBT. Med assistence fra Malene L. Hansen (th.).

Konferencens valg af fokus på transkønnethed gennem Julie Bindel og Janice Raymond – betød at LGBT’s deltagelse i demonstrationen imod konferencen var sikret. Selvom foreningen ikke officielt vil tage stilling til købesexforbud stod medlemmer af T-gruppen ved siden af de prostitueredes talspersoner. Der iøvrigt også nævnte de transkønnede som en gruppe, der er repræsenteret blandt de prostituerede. Hvorimod mandlige prostituerede ikke var repræsenteret eller blev nævnt.

Prostitution er et kvindeemne. I flere henseender. I virkelighedens verden er mændene talstærkt repræsenteret blandt sexarbejderne. Det afspejles desværre hverken i debatten eller i mediernes behandling af emnet.

Kønsforsker og antropolog Christian Groes-Green formulerer det således i Videnskab.dk:

“Udveksling af penge for sex anses som ikke bare usundt og skadeligt for dem der betales og som ernærer sig ved prostitution, men i og med at mange sexarbejdere er kvinder vurderes det endvidere, at prostitution skader samfundets generelle syn på kvinder, også de kvinder der ikke lever af at sælge sex. At der er mange mænd der benytter sig af denne mulighed vurderes nemlig som et tegn på, at prostitutionens årsag er et urpatriarkalsk ønske fra mænds side om at udnytte kvinder seksuelt. Reden har f.eks. i en årrække ment at sexarbejde uanset forholdene er lig med voldtægt. Selvom de kvinder der bruger seksualiteten som levevej både tæller socialt udsatte og en del ressourcestærke kvinder, er der med årene blevet enighed om, at fænomenet må stoppes med alle midler, ikke primært af sociale årsager men fordi bordelvirksomhed, escortarbejdere og gadeprostitution sværter kvindeligheden til.”

Prostitution som omfatter et meget lille antal mennesker – omkring 3.200 erhvervsaktive personer – tiltrækker sig i debatter og i medier en uforholdsmæssig stor interesse, fordi de prostituerede krænker (kvinde) kønnets ære. Ikke de kvinder der rent faktisk er prostituerede, men medsøstrenes!

De mandlige prostituerede, som er en mindst lige så stor gruppe, nævnes sjældent i debatten. De betragtes ikke som ofre i denne sammenhæng. Og offer-gørelsen er feministernes vigtigste dagsorden. Uanset om det gælder kvinder eller homoseksuelle mænd. Det udelukker også en debat om homoseksuel prostitution. Måske også fordi en kriminalisering af de homoseksuelle kunder under det der blev kaldt Den grimme lov 1961-65 er et ubelejligt emne for tilhængerne af købesexforbud. Det købesexforbud der blev gennemført dengang – under påskud af at ville beskytte udsatte unge – betød reelt at et retsovergreb imod de homoseksuelle fandt sted. Derfor lovens kortlivethed. Vil en tilsvarende situation gentage sig?

Grosse Freiheit? blev afholdt af en sejrssikker venstrefløj i forening med radikalfeminister og feminister i næsten alle andre afskygninger end prosexfeministerne. Men med en overrepræsentation af radikalfeminister. Bla. med den norske Ottar gruppe, der er kendt for at overfalde sexkunder og sende afslørende mails til deres familier. Politiske vinde kan imidlertid ændre sig hurtigt. Efter blok-politikken er blevet fortid, og der er blevet sået tvivl om de radikale kan eller vil støtte en rød regering fremstår initiativet helt anderledes. De radikale støtter som bekendt heller ikke et købesexforbud. Hvis der ikke er enighed med venstrefløjen om økonomisk politik eller ideologiske emner som køn- og seksualpolitik, hvad er der så tilbage af alliancen?

Transpersoner støtter sexarbejderne.

Demonstrationen imod Grosse Freiheit? var en lejlighed til at bringe forskellige grupper af forbudsmodstandere sammen, der ikke umiddelbart har fælles mål. Den megen fokus på enkeltpersoner kommer dog lige som i tilfældet med demonstrationen imod Bilal Philips til at virke – om end ikke som afpolitisering – så som afledning af opmærksomheden. I forhold til Bilal Philips kunne ingen af de anvendte besværgelser modvirke indtrykket, at demonstrationen ikke talte for homoseksuelle rettigheder, men var anti-muslimsk, og derfor lige så godt kunne have haft DF eller andre højrekræfter som arrangører.

Forståeligt nok ønskede de transkønnede at markere deres modstand mod hadtale. Selvom det ifølge referaterne fra konferencen ikke fandt sted. En del transpersoner var ligeledes forbudsmodstandere. De demonstrerede – her gav det mening –  imod to af de mest markante tilhængere af transfobi og feminisme som kønsideologi, der ekskluderer endog mænd der har foretaget et kønsskifte. To medsøstre der i ingen af tilfældene finder det acceptabelt, at kvinder bestemmer over deres egen krop. Fokus på personer får imidlertid let pointen, at det er bestemte holdninger, der er uacceptable – og ikke mennesker – til at fortabe sig. Derfor er demonstrationer eller markeringer over for enkeltpersoner i fremtiden ikke ønskelige.

“Trut jer selv i røven snerpetrusser, vi bestemmer over vores trusser.”

Tankevækkende var det, at den feministiske definition af Grosse Freiheit inkluderede tilhængere af transfobi, modstandere af pornografi – ud over selvfølgelig at repræsentere alle de, der føler kvindekønnet krænkes ved købesex.

Det store spørgsmålstegn efter “Frihed” må derfor henvise til, om det er frihed, når andre mennesker eller samfundet vælger for den enkelte. Når det kommer til stykket er det ikke en argumentation der holder. Uanset om både samfundet og politiske grupperinger hævder, at handle ud fra de bedste intentioner.

Alle fotos: Copyright Ole Hansen.

Video: Malene Andreasen.

Den kroniske nypuritanisme

Rend mig i nypuritanismen sagde folketingskandidat for SF Anne-Mette Wehmüller for nylig i et debat-indlæg i Politiken. Mente hun så det? Nej. Dels fastholdt Anne-Mette Wehmüller, at forbud skal der til. Blot skal vi ikke have et “one-size fits all” forbud.
 
Wehmüller nævner ting som trafficking og sexslaveri som noget, der skal sættes ekstra hårdt ind over for. Men hvordan forbyde det, der allerede er ulovligt?

Endvidere fastholder Wehmüller feminismens offer-tænkning. Når det kommer til stykket er mændene fjenden. Så glem alt om klassekamp og social uretfærdighed!

Feminisme er en tidsmaskine, der har flyttet samfundsdebatten hundrede år tilbage. Læs følgende tekst og se præcis de samme værdier – godt nok udtrykt på en anden måde – men alligevel:

“Det er almenkendt viden, at navnlig Kvindens seksualitet er en sart blomst, der gennem et uendelig komplekst væv af nervetråde er ekstraordinært og uransageligt forbundet med ubevidstheden og med Sjælen.

Intimmassage og anden omgang med menneskets (og i særdeleshed Kvindens) kønsdele, der har med Seksualiteten at gøre, bør derfor foregå inden for nøje tilrettelagte rammer og efter helt særlige forskrifter, hvis man vil undgå at volde ubodelig skade på ikke mindst de utilgængelige egne af sindet. Menneskeligt samvær på tværs af kønnene er uhyre farligt, når Seksualiteten er involveret. Seksualiteten er en dyrebar gave, som man ikke sådan skal lege med.

Blandt det allerfarligste er, hvis parterne i et seksuelt relateret forhold ikke på samme tid er seksuelt ophidsede. Endnu farligere bliver det, hvis forholdet ikke er foranlediget af parternes gensidige Romantiske Kærlighed. Seksualiteten er skabt til nydelse, ikke ydelse.

En ubalance i seksuel ophidselse er især farlig for Kvinden, idet Hendes Seksualitet som nævnt er sart, sjæleligt integreret og letfordærvelig; noget helt andet end den mandlige seksualitet, der primært er kropslig og i særlig grad har et destruktivt potentiale.

Kvindens ophidselse fungerer som en slags bolværk mod den mandlige seksualitets skadelighed, og når den ulykkelige situation opstår, at kvinden i det seksuelle møde er mindre seksuelt ophidset end manden, er risikoen for at skade kvindens psykisk-sjælelige helbred overhængende.

Da Kvindens seksualitet i stort omfang residerer i ubevidsthedens dybder, kan ingen kvinde vide sig sikker mod seksuelt forårsagede skader. Nogle kvinder vil hævde, at de sagtens kan klare ikke at være ophidsede i et seksuelt møde, men dette er en illusion, der bunder i uvidenhed.

For dybt i det ubevidste fortsætter den mandlige seksualitets ødelæggelser, og når først bolværket har været nede én gang, er det håbløst for sent. I den forbindelse er det selvsagt uvæsentligt, om Kvinden selv mener, at hun undgår at tage skade af ubalanceret seksualadfærd. Sandsynligvis er hun nemlig allerede så ødelagt, at hendes mentale sundhed og dømmekraft befinder sig på et meget lavt niveau.”

Jesper Berg

Fotografen Jan Saudek’s (f.1935) travesti på de faldne kvinder og deres alfons. En travesti hvor fortid og nutid mødes – ligesom i teksten af Jesper Berg.

Engang var det en pseudovidenskabelig-moralisme blandt pæne borgere idag skal man være på venstrefløjen – måske helst SF’er – for at være enig.

Anne-Mette Wehmüllers indlæg skulle have haft overskriften: Den kroniske nypuritanisme.

Kilder:

Jesper Berg kommentar i Information.

Den destruktive LGBT politik

Rettigheder eller minoritet?

Det er stærkt begrænset, hvad der foregår af debat om LGBT politik. Der finder stort set ikke nogen offentlig debat sted. Ikke fordi synspunkterne ikke findes, men fordi LGBT Danmark ikke opfordrer til og nødig deltager i debat.

LGBT Danmark har som program at gennemføre ændringer ved at skabe juridisk ligestilling. Det bliver en sjælden gang sagt imod. F.eks. af Bjørn Hvidt-Pedersen i en kronik i Berlingske 2009. Fra ligeret til minoritetskultur hed den. Hvor det hævdes, at homopolitikken har bevæget sig fra kamp for rettigheder til varetagelse af en minoritets særinteresser.

Jeg konstaterede dengang, at kamp for juridiske rettigheder stadig står i centrum af LGBT politikken. Men det faktum at der ingen afgørende bevægelser har været siden 1989 har tvunget LGBT til at anvende en tilpasningsstrategi. I dag kræves der ikke ligeret, men særbehandling. Fordi kravet om ligeret virker som overbud. Jeg har tilføjet nogle kommentarer til det jeg sagde dengang i artiklen Tilbageblik: Hvilke homorettigheder?

Der er intet der tyder på at LGBT i den nærmeste fremtid kan få gennemført kravene om kirkelig vielse eller homoægteskab, skrev jeg i 2009. Nu skriver vi 2011 og intet har ændret sig. Blot kan man føje ønsket om, at få fjernet transseksualitet fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste til rækken af uigennemførlige sager.

LGBT politikken er især i det sidste årti stødt ind i hård modstand og er endt i et dødvande. Den virkelighed LGBT’erne møder ændrer sig selvfølgelig, og det afspejles i den offentlige debat.

Den destruktive LGBT politik

Det der kendetegner synspunkterne i dag er, at en del LGBT’ere har kapituleret, og overtaget modpartens synspunkter. Sidste år under debatten af Dansk Folkepartis deltagelse i Copenhagen Gay Pride var der et – efter sigende mangeårigt medlem af LGBT Danmark – der udbrød, at han følte sig “drevet i armene på Dansk Folkeparti”. På grund af den uforsonlige og militante linie andre – blandt andre undertegnede stod for – når vi benægtede, at Dansk Folkepartis deltagelse var andet end et politisk gimmick. Og konstaterede at tilhørsforholdet til en minoritetsgruppe af mange slet ikke ses som uforeneligt med en hadefuld indstilling. F.eks. over for flygtninge og indvandrere. Eller måske endda over for andre LGBT mennesker? Samme person angreb nemlig også den første homoseksuelle deltager i Paradise Hotel for ikke at være tilstrækkelig maskulin.

I LGBT sammenhæng er køn, seksualitet og identitet nøglen til politiske forståelse. Misforstås de tre begreber betyder det at der knyttes an til synspunkter, der fundamentalt er fjendlige over for LGBT.

Lad mig lige nævne nogle væsentlige aspekter af de tre begreber:

1. Køn

Det skulle umiddelbart forekomme indlysende, at de der i visse sammenhæng nedladende bliver betegnet som mennesker med en “anderledes seksualitet” må have gjort sig overvejelser om forholdet mellem køn og seksualitet. Det forekommer, hvis man ser på de debatter der foregår, imidlertid sjældent at være tilfældet.

Mænd er fra Mars,  Kvinder er fra Venus hedder det i populær litteraturen. Og i de fleste LGBT sammenhænge.

Intet TV program har været så udskældt i 2010 som Dagens mand. Med begrundelsen at fyrene ikke er maskuline nok. Og dermed skader billedet af homoerne i offentligheden. Intet ligger majoriteten af homoseksuelle fjernere end tanken, at kønnet måske opleves som naturligt, men ikke derfor er naturgivet. At det med andre ord er en konstruktion. Hvad der f.eks. opleves som maskulint er ikke givet, men defineret. Blandt andet af den kulturelle sammenhæng.

2. Seksualitet

Moderne LGBT politik har intet at gøre med frigørelsespolitik. Feministerne inden for LGBT har skiftet frigørelse ud med bekæmpelse af den maskuline seksualitet. Der er ikke noget problem med homoseksualitet, men derimod med den maskuline seksualitet som sådan. Det feministerne ønsker er en homoseksuel livscyklus, hvor homoseksualiteten blot er en fase.

Ikke at heteroseksualitet idealiseres. Tværtimod. Overalt i miljøet er der en stærk heterofobi. Heteroseksuelle er f.eks. principielt udelukket fra de forskellige dating-sites. Det overses at vi alle engang var heteroseksuelle – før vi sprang ud. Og vigtigere: Det overses at udspringet er socialpsykologisk proces. Unge arbejder med deres identitet gennem flere år. Og med at gøre deres seksuelle erfaringer. For slet ikke at tale om, hvor vanskelig  processen er for voksne, der skifter deres heteroliv ud med et homoliv. I praksis er der “heteroseksuelle” overalt i miljøet. Men ligesom når det handler om køn er opfattelsen biologiseret. Seksualiteten sidder i pikken – og mænd tænker med den. Her er det Carl-Mar Møller’s popularisering af lægevidenskabens opfattelse af køn og drift der hersker.

Kvinder har ingen seksualitet. Siger feminister. Hvilket sikrer dem, mener de, en priviligeret og uangribelig  position i seksualpolitisk debat.

3. Identitet

En biologiseret opfattelse af køn og seksualitet umuliggør identitet. Det er for mange den vigtigste grund til ikke at deltage, og intet at mene om LGBT politik. Og samtidig det der gør det så let, at afvise andre inden for LGBT som afvigende. Når der ikke er noget JEG er der heller intet VI.

De andre – individer eller grupper – er konkurrenter, det blot handler om at skaffe af vejen. Intet er lettere end at hengive sig til den almindelige paranoide stemning i samfundet. Eller deltage i det man kan kalde den regnbuefarvede illusion: Forestillingen om at den juridiske ligestilling – der engang virkede som et lovende projekt – vil føre til den endegyldige normalisering af LGBT grupperne.

I sidstnævnte tilfælde anvendes en taktik, hvor det gælder om at slippe af med de, der ikke passer ind. Argumenterne findes ved at kombinere elementer fra biologiserede opfattelser af køn og seksualitet.

Der vil altid fra samfundets side være en vis opmærksomhed i forhold til de unges liv og seksualitet. Når de unge springer ud og møder den homoseksuelle subkultur forvandles denne opmærksomhed let til bekymring. Både når mænds seksualitet forstås i biologiske termer, og når kulturelle forestillinger om de unges påvirkelighed gøres gældende. Forførelsesteorier er lige så gamle som den homoseksuelle kultur selv. En stor del af problematiseringen retter sig derfor mod den maskuline seksualitet. Og mere konkret imod de voksne mænd.

Konklusion

Der er to mulige løsninger: De homoseksuelle bliver så normaliserede, at subkulturen forsvinder. Eller den homoseksuelle identitetsdannelse ophører.

Førstnævnte er ikke den aktuelle situation – juridisk ligestilling eller ej. Sidstnævnte er i realiteten en tilbagevenden til de homofiles strategi fra 1950’erne. Hvor de homoseksuelle udlagde deres afmagt, som normalisering. De homofiles manglende synlighed i samfundet og begrænsede selvbevidsthed blev udlagt som normalisering og mål. Det er en exodus-strategi.

Den destruktive i LGBT politik opstår, når homopolitik defineres som konkurrence eller udskilningsløb: Hvem kan smide de andre ud? Eller alternativt: Hvem bør smides ud?  Fordi “de er ikke helt normale”, “det er ikke forsvarligt” og “vi er bekymrede”. Med antydninger af at alt, hvad der ikke er i tråd med feminisme er styret af “bagvedliggende” motiver.

Den destruktive LGBT politik er ligeledes en kendsgerning, når en svag gruppe som de mandlige prostituerede skubbes til side og LGBT ikke ønsker at forsvare deres rettigheder. Og end ikke ønsker at tilkendegive om LGBT er for eller imod et købesexforbud. Sådan som David Zennaro har tilkendegivet i Pan-bladet.

Mandlig prostitution er ikke noget vigtigt emne. Feminismens forhåndsantagelse om, at kvinder altid er ofre efterlader de mandlige prostituerede som uinteressante. Derfor kæmper LGBT ikke for sexarbejdernes rettigheder.

Den destruktive LGBT politik er ligeledes en kendsgerning, når en svag gruppe i LGBT som de hiv-positive ingen opmærksomhed  får. En foreløbig sejr som suspensionen af hiv-loven er fik lidt forsinket – og efter pres fra undertegnede og Pan-bladet – 12 liniers kommentar fra LGBT i Pan-bladet.

Hiv indgår ikke i den feministiske problematisering af køn og seksualitet. Og derfor heller i LBGT’s politik.

LGBT har i denne uge demonstreret,  at sådan ser den politiske virkelighed ud.

LGBT har ingen politik på de forskellige seksualpolitiske områder. Udover at deltage i mistænkeliggørelse af mænds – og i særdeleshed de homoseksuelles – seksualitet og identitet. Hvilket enkelte personer i LGBT klart har formuleret som deres mission og målsætning.

Feminisme og forbudsdagsorden

Feministisk politik er idag en forbudsdagsorden. Feministisk argumentation er fyldt med bekymring: For kvinders og mindre åriges liv, unges færden på internettet, frygt for voldtægt og sexovergreb. Hvilket resulterer i krav om lov og orden og nye forbud.

Radikal-feminismen er blottet for bekymring i forhold til overgreb eller stigmatisering af mænd. Først understøttet af lægevidenskabens sygeliggørelse af den mandlige seksualitet optræder, der en bekymrings- og mistænkeliggørelses-diskurs i forhold til mænds indbyrdes relationer. Men aldrig bekymring i forhold til kvinders vold over for mandlige partnere eller kvinders stigmatisering af mænd. Ledsaget af benægtelse af det køns-ideologiske perspektiv.

Prostitutionsdebat og forbudsdagsorden

Mandlig prostitution optræder ikke i debatten, når Karen M. Larsen med udgangspunkt i radikal-feminisme skriver i  Information om prostitution.

Nille Thomsens kommentar til artiklen lyder:

“Det der bekymrede mig i Karen M Larsens indlæg var at med hendes ensidige kønsperspektiv, kom hendes artikel til at virke som en løftestang for noget køns-ideologisk snarere end for noget moralsk.”

Forbigåelsen af mandlig prostitution skyldes, at vinklen er køns-ideologisk. Artiklen er –  på trods af besværgelserne – en lang opremsning af argumenterne imod prostitution. Der forstås som overgreb mod kvinder.

Nille Thorsens kommentar lyder videre:

“Når Karen M. Larsen i sin “fortale” siger: “Et fokus på den mørke side af sex er ikke et udtryk for en såkaldt dæmonisering af mænds seksualitet” fornemmer jeg, at det er nøjagtigt det modsatte hun i virkeligheden mener.”

Nille Thorsen er – ligesom en række af debattørerne på Information – ikke principielt imod moralisme. Men undrer sig over at Karen M. Larsen ikke bekender kulør og erklærer sig imod prostitution og som tilhænger af forbud. Når det tydeligt nok fremgår, at det er budskabet.

Undladelsen af omtale af prostitution blandt homoseksuelle mænd er bemærkelsesværdig, når Karen M. Larsen i andre sammenhænge gerne optræder som “forsvarer” af disse. Men mænds eventuelle seksuelle krænkelser af andre mænd er i det radikal-feministiske perspektiv uinteressant. Krænkelser bliver først interessant, når radikal-feminisme smeltes sammen med lægevidenskabens opfattelse af mænds seksualitet som pervers. Og muliggør en omfattende mistænkeliggørelse af de homoseksuelle mænds seksualitet.

Det køns-ideologiske aspekt i Information artiklen bemærkes også af Kåre Fog, der kommenterer det således:

“Det skal måske lige nævnes, at Karen M. Larsens artikel er ensidig på en måde mere, nemlig at den omtaler sex der gør ondt på kvinder, men ikke sex der gør ondt på mænd. Partnervold vendt imod mænd er nogenlunde lige så udbredt som partnervold vendt imod kvinder.”

Der er tale om et bevidst “fravalg” ud fra det radikal-feministiske perspektiv. Hvor alle sociale fænomener ses som køns- eller sexrelaterede. At definere sig som mand er at påtage sig at undertrykke, udnytte og udbytte kvinder. Socialkonstruktivisme er i den radikal-feministiske version teorien om, hvordan mænd misbruger kvinder. Ved at påtage sig den mandlige af kønsrolle.

Radikal-feministerne lægger afstand til social konstruktivismens begreb om “åbenhed”: Som sociale væsener er vi ikke kun, hvad vi bliver gjort til, men også det vi gør os selv til. Opfattelsen af alle mænd som potentielle sexkriminelle –  som fejlsocialiserede –  betyder, at der ingen modstrid er til det begreb om mænds seksualitet lægevidenskaben formidler.

Mistænkeliggørelses-diskurs over for heteroseksuelle mænd

Radikal-feminismens syn på mænd udmøntes i en mistænkeliggørelses-diskurs over for heteroseksuelle mænd.

At mænd taber social status via ægteskab et et velkendt fænomen. Der hvor ældre højstatus mænd gifter sig med unge kvinder er der et statustab.

Men en ny bekymrethed er kommet til i forhold til seksuelle relationer mellem mennesker med dansk kulturbaggrund og mennesker med ikke-vestlig kulturbaggrund. Nu bliver det betragtet, som et muligt område for danskernes udøvelse af diskrimination, racisme, undertrykkelse, overgreb og kvindehandel. Alle disse muligheder eller hentydninger til sexkriminalitet gør det til genstand for problematisering. Tidligere blev mænd stigmatiseret, når de ikke giftede sig og havde løse forbindelser og adgang til prostitution. Idag bliver mænd stigmatiseret via indgåelse af ægteskab. Samtidig med der er et fornyet krav om kriminalisering af prostitution. Mænds seksualitet bærer i begge relationer bekymringens fortegn.

Mistænkeliggørelses-diskurs over for homoseksuelle mænd

Ud fra den radikal-feministiske præmis er mandlige homoseksuelle  “undertrykkere”, præcis lige som alle andre mænd. Den feministiske forbudsdagsorden opretholdes i lige så høj grad over for mandlige homoseksuelle, som over for heteroseksuelle mænd.

Når lægevidenskabens opfattelse af den sygelige maskuline seksualitet supplerer radikal-feminismen bliver homoseksuelle mænds gensidige seksuelle relationer også genstand for en bekymrings- og mistænkeliggørelses-diskurs.

Især i forhold til prostitution og i betragtningen af forhold med aldersforskel. Og sidst – men ikke mindst  – formidler lægevidenskaben mistanken, at alle mænd er pædofile. En påstand feminister – også Karen M. Larsen – nok afviser, men samtidig opretholder ved i alle debatter at insistere på, at modstandere af forbudsdagsordenen har “bagvedliggende” motiver.

Det skal også siges at Karen M. Larsen ikke forbigår den mandlige prostitution. Tværtimod. Når det afvises at stigmatiseringen af de homoseksuelle i 1960’erne var en pædofil-panik, er det en konstatering af, at det homoseksuelle miljø tidligere var pædofilt. Hvilket idag retfærdiggør forbudsdagsorden og mistænkeliggørelse af alle homoseksuelle mænd.

Uanset radikal-feminismens begreber påstås at være informerede af socialkonstruktivisme ses mænds kønsrolle og seksualitet ikke som et valg, men som noget determineret eller “skæbnebestemt”. Også de kvinder der er undertrykte, udnyttede og udbyttede – er i offerrollen – tilsvarende ufrie. Lægevidenskabens reduktionistiske og deterministiske opfattelse af seksualitet besejrer og erstatter vilje og valg.

Feminisme

Der findes tre typer feminister: De der ikke er så kønne, de der ikke er særlig slanke og de der kombinerer begge egenskaber og heller ikke er særlig kloge. Det lyder ikke pænt. Derfor vælger feministerne viseligt, at kalde det noget andet: De er offer-feminister, radikal-feminister og en blanding af de to.

Offer-feminisme

Tidligere medlemmer af den katolske kirke, som blev forbigået af præsterne da disse foretrak drenge. Derfor er offer-feministerne glødende modstandere af den katolske kirke, som de anser for at være patriarkalsk og undertrykkende.

Offer-feministernes billede af sig selv.

Da offer-feminister mener mænd undgår dem må de opdigte historier om sex. En del af fantasierne bliver beskrevet sådan her i litteraturen:

“Jeg var gæsteprofessor i Toronto…Min første frokost startede med en Cæsar-salat og fortsatte næsten øjeblikkeligt med min kollegas bekendele om at hun var “incest-overlevende”. Jeg blev chokeret og gjorde hvad jeg kunne for at finde noget trøstende at sige…Det næste kursus var en katastrofe. Jeg ville diskutere erindringsarbejde – mere end 50 studerende var proppet ind i et rum der var alt for lille til dette antal og de råbte og skreg op mod mig…Det tog mig tre uger før jeg forstod, at de som en selvfølgelighed antog at erindringsarbejde betød at de forventedes at afsløre en incestuøs fortid, en tanke som de fandt både facinerende og forfærdende.

Min næste frokost var med en anden kvindelig kollega som jeg havde syntes godt om lige fra jeg kom. Jeg snakkede med hende, indtil hun også pludselig bekendte at hun var incest-overlevende. Jeg var ret rystet…Min kvindelige kollega gav mig en kort oversigt, som mere eller mindre mundede ud i et råd om at tro på at næsten hver pige i Canada på den ene eller den anden måde var offer for seksuelt misbrug fra sin far eller onkel.”

Frigga Haug

(1)

Radikal-feminisme

Radikal-feministerne er venstreorienterede og hader Dansk Folkeparti. Især Jesper Langballe og Søren Krarup, som er nogle lede gamle mænd. Radikal-feministerne mener at mænd undertrykker, udnytter og udbytter kvinder. Og derfor skal mænd bekæmpes med alle midler.

Radikal-feministernes billede af sig selv.

Da samleje i deres øjne er voldtægt, bekender de sig ofte som lesbiske. Så kan de undgå alle former for sex.

Radikal-offer-feminisme

Radikal-offer-feminister hader både Langballe, Krarup og Paven fordi de er nogle perverse gamle mænd.

De to førstnævnte er for slappe: De ved ikke hvad synd er.

Paven ved godt hvad synd er og alligevel lader han præsterne slippe afsted med at forbigå pigerne.

Radikal-offer-feministernes billede af sig selv.

Radikal-offer-feminister er besat af tanken om hævn, da de alle mener de blevet misbrugt seksuelt. Det eneste emne der optager dem er: Mænds ondskab. Enhver radikal-offer-feminist vil ikke blot skrive under på trossætningen:

“Jeg er 1000 % overbevist om, at sex mellem voksne og børn ALTID er forkert – at det er en meget alvorlig forbrydelse som samfundet skal straffe hårdt.”

Men putte den ind i en hvilken som helst sammenhæng hvor de diskuterer med mænd, og lige er løbet tør for argumenter.

Hvis de så forinden har forsikret:

“Jeg tror ikke på, at alle mænd er pædofile.”

betyder i forhold til den pågældende mand:

“Men jeg er sikker på du er!”

Radikal-offer-feminismen er således en videnskabelig metode udviklet til at vinde alle debatter med mænd. Dog foretrækkes at mænd slet ikke åbner munden, men lader kvinderne om det. Især hvis emnerne er mænds liv eller seksualitet, hvor radikal-offer-feminister til enhver tid mener at være bedre kvalificeret til at udtale sig.

(2)

Noter

1)

Afsnittet om offer-femisme: Forfatteren kunne ikke finde på noget at sige, og citerede blot en videnskabelig afhandling om feminisme. Det er ikke morsomt. Til gengæld er det sandt. Beklager.

2)

Afsnittet om radikal-offer-feminisme: Forfatteren kunne ikke finde på noget at sige. Citaterne er skrevet af direkte fra en tilfældig net-debat. Det er virkelighed. Beklager.

Kilde:

Spademanns Leksikon

Igen har jeg fundet en spændende artikel på Spademanns Leksikon. Igen må jeg sige at forfatterens indsigt i emnet er beundringsværdig. På trods af den beskedne attitude i noterne virker artiklen velresearchet. Alle mænd bør vide hvilke trick fra feministernes side de ikke skal falde for i offentlig debat, derfor har jeg valgt at bringe artiklen her.