Træneren

Lars Kristian Mikkelsens kortfilm Træneren handler om seksuelle overgreb på børn og unge. Filmen kan stå alene eller indgå i et undervisningforløb, hvortil der er produceret pædagogisk materiale. Dels i form af et undervisningshæfte, og dels i form af små dokumentarer der ledsager filmen.

Lars Kristian Mikkelsen fortæller at filmen er inspireret af en sag han kender til personligt. Filmens formål er at afsløre de mekanismer, der gør misbrug muligt, for derved at give de unge fra 7. til 9. klasse projektet henvender sig til instrumenter til, at tage vare på sig selv. Og undgå den fortielse som seksuelle overgreb ellers er forbundet med.

Træneren – der iøvrigt kan ses på Filmstriben – handler om den 14-årige Niels der bor på Fyn, og interesserer sig for håndbold. Det eneste der optager Niels ud over sport er veninden Pernille, som han drømmer om at have sex med. Niels er en dygtig målmand, og nyder derfor trænerens særlige bevågenhed. Efter at holdet har kvalificeret sig til danmarksmesterskabet holder træneren en fest for drengene. Niels får lov at låne trænerens soveværelse til ham og Pernille, men tingene tager en helt uventet drejning. Der sker med andre ord et seksuelt overgreb. Hvilket stiller Niels i en kompliceret situation. Hvad var det der skete? Kan han fortælle omgivelserne om det, og i så fald hvad skal han sige?

Rollen som træneren spilles med en uhyggelig kraft og troværdighed af Jens Albinus, og de unge – især Christian Wienberg der spiller Niels – er ganske overbevisende. I offentligheden vækker overgreb på børn berettiget harme. I Træneren er det chokerende, at den 14-årige dreng – hvis seksuelle interesser er tydeligt nok defineret – udsættes for overgreb. Det krænkende består således ikke alene i at forholdet ikke er legalt, men også i at den 14-årige Niels, der ingen seksuel interesse har udvist for træneren, vikles ind i et seksuelt forhold til denne. Instruktøren har valgt at placere  historien i nutiden. Formentlig af hensyn til genkendelighed. Det giver imidlertid en up in your face mangel på distance. Det skader også historiens troværdighed. For måske forekommer Niels at være lidt for let manipulerbar, og omgivelserne lidt for blinde. Ingen af delene forekommer sandsynlige, når man tager handleplaner om forebyggelse i betragtning. For slet ikke at tale om den opmærksomhed, emnet har i offentligheden. Begge dele var fraværende dengang de oprindelige hændelser udspillede sig.

Dokumentaren om Niels Fjord Isaksen – der i 5. klasse oplevede overgreb fra en træner – giver også indtryk af, at det sociale miljø var mere udkantsdanmark end det vi ser i filmen. Det er ikke nogen hemmelighed, at seksuelle overgreb ofte er relateret til sociale forhold i familien eller i miljøet. Filmens – og projektets – forsøg på at generalisere debatten koster på troværdigheden i kunstnerisk henseende.

I det ledsagende materiale om filmen hedder det fra producenten Per Holst og instruktøren selv:

“at vi med filmen ikke vil pege fingre. Filmen er ikke skabt som en skræmmekampagne; men som en hjælp til at belyse ét af de mest tabuisererede emner i Danmark: Overgreb på børn og unge begået af en tillidsperson i idrætsmiljøet.”

Projektet indgår således i den række af  initiativer om forebyggelse, der er blevet iværksat fra begyndelsen af 00’erne. Det lægger sig i en fin dansk tradition for oplysning. Der henvises med rette til den individualisering af problemer og skræmmekampagner, der finder sted i andre sammenhæng. Kommentarerne om seksuelle overgreb på børn og unge fra psykolog Jørgen Bechmann er noget af det mest sobre og informative, der kan tænkes i denne sammenhæng. Der desværre ofte er præget af massiv misinformation. Karakteristisk er at hverken Bechman eller andre der bidrager til projektet fremfører udokumenterede formodninger om, hvor stort et omfang problemet har. Fravær af misinformation kan synes et ringe krav til materiale af denne art. Erfaring viser blot at det ikke kan tages som selvfølge.

Der findes ikke aktuelle tal, der påviser problemets omfang. Og enkeltstående eksempler der behandles i medierne kan give anledning til formodninger og antagelser om, at noget er langt mere udbredt end tilfældet faktisk er. Fordi de sager der behandles af medierne ofte er skræmmende forvanskes proportioner. Sager der er uhyrlige kan fremstå som eksempler på “at det er sådan det er”. Istedet for at fremstå som det de er: Enkeltstående tilfælde.

Undervisningsmaterialet kan – anvendt rigtigt – være med til at sætte ting i rette perspektiv. Der gøres udtrykkelig opmærksom på, at formålet er at give børn og unge redskaber. Ikke at gøre dem bange.

Den strategi eksperter på området har er at almengøre en problemstilling. Kuno Sørensen fra Red Barnet bidrager til materialet med en redegørelse for begrebet grooming. Et begreb der defineres således: “Den forførelse, manipulation samt de overtalelser og subtile magtmidler, den seksuelle krænker anvender over for ofret”.

Kernen i eksperternes strategi er at gøre børn og unge opmærksomme på faren for forførelse og manipulation af seksuel karakter. Det der kunne tænkes at være et ganske specielt eller perifert fænomen gøres til noget alle børn og unge må være opmærksomme på. Her er argumentet selvfølgelig, at det handler om forebyggelse. På den anden side bør man erkende, at det i praksis kan være vanskeligt at leve op til målsætningen om at sprede information og ikke angst. For det er ikke nogen nem opgave at uddanne børn og unge i afvigende seksualitet. Hvem er det egentlig de skal tage sig i agt for?

F.eks. hedder det om mænd, der har krænkeradfærd:

 “Når krænkeren er en mand, er det primært fædre, stedfædre eller en anden tillidsperson, som krænker barnet.

I filmen repræsenteres den sidste type af træneren. Men ovenstående definition omhandler i praksis omend ikke alle, så dog hovedparten af voksne mænd.

Børn og unge bør altså indtage en almindelig agtpågivenhed over for de voksne. I overensstemmelse med den viden der er på området er det ikke muligt at præcisere, hvorfra faren for overgreb truer. Projektet får derfor karakter af at være et led i en generel mobilisering og skærpet opmærksomhed på området.

Herved skabes der i realiteten en massiv seksualisering af børn og unge. Materialet anbefaler klasselæren at spørge eleverne:

  • Hvad forbinder i med seksuelle overgreb?
  • Hvordan vil i reagere på, at en voksen udsætter jer for seksuelle overgreb?
  • Hvem fortæller i om overgrebet?

Det er her forudsat, at de unge optræder som seksualobjekter i de voksnes øjne. Selvom eksperterne nok vil medgive at seksuelle krænkelser er et ganske særligt problem- og må omhandle en afvigende adfærd – kan de blot ikke afgrænse det i tid, rum eller i forhold til aktører. Og derved bliver det det omvendte: Et allestedsnærværende problem. Det forventes derefter at børn og unge har “ekspertise” til at skelne mellem begrundet frygt og ubegrundet frygt. Og forstår sagkundskabens begreber og derfor kan skelne imellem, hvad der er grooming, og hvad der er omsorg eller coaching. F.eks. i en sportssammenhæng. Det er projektets ambition.

Succeen afhænger af hvordan eleverne besvarer det sidste spørgsmål: “Hvem fortæller i om overgrebet?” Ingen andre seksuelle emner  nyder speciel bevåghed i undervisning eller i samfundet. Den særlige fokus, der er på pædofili og krænkelser – som medvirker til stærk stigmatisering af de involverede – kan i værste fald medføre det omvendte: At problemer indkaples, forties og fortrænges. Den fokus der er på krænkeren kan bevirke, at ofrene fortsat vil være tavse.

Smukke mennesker

“Størstedelen af danskerne mener, at skønhed giver fordele, når man søger job. Det viser en undersøgelse, YouGov har foretaget for metroXpress. Og det gør det faktisk også, lyder det fra eksperter. Vi tror, at smukke mennesker også er dygtige, siger professor.”

Overskrift i MetroXpress 2/5 2011

Filmen Smukke mennesker fik biografpremiere i efteråret 2010. Med et billetsalg på under 5.000 føjede filmen sig til rækken af skrækeksempler på danske film der simpelthen bliver ignoreret af biografpublikum. Smukke mennesker er udkommet på DVD i begyndelsen af 2011. Og kan streames – også via biblioteket – på Filmstriben.

Anmelderne var da også usædvanligt hårde i deres dom. Morten Vejlgaard Just fra filmz.dk opsummerer historien således:

“Fire triste menneskeskæbner i en klassisk flettefortælling er udgangspunktet for denne danske misantropi, der svælger i perversion og svigt. Vi følger en mand, Anders, der har vanskeligt ved at forstå, hvornår det er normalt at blotte sig eller ej. Vi følger mandens søn, Jonas, der er trækkerdreng. Vi følger en kvinde, Ingeborg, der er ensom efter sin mands død. Og slutteligt følger vi kvindens datter, Anna, der er blevet seksuelt usikker og både psykisk og fysisk mærket, efter hendes ene bryst mangler som følge af en ulykke. Udadtil ligner de alle fire normale smukke mennesker, men indadtil gør deres mange ar for og fra livet, at de har svært ved at finde den lykke, de og alle vi andre så intenst jagter.”

Anmelderen konkluderer – ikke overraskende – at han har svært ved at se meningen med så meget “misantropisk ulykke”.

Ebbe Iversen fra Berlingske er om muligt mere kontant:

“Man kunne sige, at »Smukke Mennesker« er liderlig på en finkulturel måde. Mikkel Munch-Fals kan lide at vælte sig i sølet og har sit kunstneriske alibi i orden. Man kunne også sige, at den debuterende instruktør er en sarkastisk misantrop, som finder behag i at udstille sine medmenneskers svageste og mest frastødende sider. Og hvis man vil være rigtigt venlig, kunne man sige, at Mikkel Munch-Fals i sit syn på verden er beslægtet med instruktører som amerikanske Todd Solondz og danske Simon Staho….

Det er synd for menneskene – både dem oppe på biograflærredet og dem nede i salen. Smukke mennesker … er velspillet… men man må tilføje, at hvis man fik valget mellem at se denne film en gang mere eller at banke hovedet mod en væg i halvanden time, ville man vælge væggen.”

Filmlands anmelder Per Juul Carlsen ser nogle kvaliteter og siger til Mikkel Munch-Fals:

“Dine fire hovedpersoner i ‘Smukke mennesker’ er på én eller anden måde fanget af deres seksualitet, hvilket er en ganske usædvanlig tanke i dansk film, hvor sex er en overfladisk, materialistisk ting…og jeg kan ikke mindes at en dansk film har været så direkte og nysgerrig i sin udforskning af emnet sex siden Simon Stahos ‘Daisy Diamond’…”

På trods af enkelte vellykkede scener har anmelderen dog ikke haft en positiv oplevelse med Smukke mennesker.

Kim Skotte fra Politiken står derfor ret alene med sine lovord om den debutterende instruktør:

“Her præsenterer han en samling individer, der på den ene eller den anden måde er defekte snarere end perfekte. Men hvor det perfekte udgør en umenneskelig målestok, er det defekte til gengæld såre menneskeligt og langt mere interessant…

Omgivet af reklamernes perfekte mennesker er seksuel attraktionsværdi blevet den mest ubarmhjertige målestok for succes. Her har alle de ’Smukke mennesker’ et problem…

Som Solondz vil Munch-Fals trække den bortgemte seksualitet ud i lyset og åbenbare den som noget knortet og besværligt, men også som noget på mange måder mere ærligt end den krampagtige normalitet i borgerskabets diskrete mangel på charme.”

Med tanke på filmens usandsynlige og konstruerede slutsekvens tilføjer Skotte:

“Flettefilm har det med at flette lidt for flot. Det gælder også ’Smukke mennesker’, og derfor er det figurernes snarere end handlingens troværdighed, der holder ’Smukke mennesker’ oppe i fin stil.”

Netop i  slutscenen hvor alle hovedpersoner mødes rammer Smukke mennesker folkekomediens humor og lethed på  en selvironisk næsten sarkastisk facon. Der trods alt er befriende efter i halvanden time at have overvåget, hvordan karaktererne vandrer rundt i trance, og er næsten lige så distancerede i forhold til deres liv som publikum.

Som Skotte bemærker ligger Smukke menneskers force i skuespillet.

Bodil Jørgensen (Ingeborg) er som tilskuer til sin egen afskedsreception uforlignelig. Og brillerer ligeledes i scenen, hvor det går op for hende at den unge fyr – Jonas – hun har forført er professionel og skal have pengene på forhånd!

Ingeborg er indifferent eller uforstående over for markedsværdiens betydning. Og optræder derfor som dens ufrivillige kritiker. Som kvindelig Don Quijote. Trods scenens kynisme kan karakterens renfærdighed ikke undgå at røre.

Trækkerdrengen Jonas bliver efter, at have givet manden på toilettet et blowjob spurgt, hvorfor han dog er i det fag? Hvorpå han svarer: “Fordi jeg kan!”. På sin vis er han i sin selvsikre kynisme lige så renfærdig som Ingeborg. For på trods af at have fattet sin markedsværdi er han lige så blank som hende. Lige så meget slave af at kunne, som Ingeborg er af ikke at kunne.

Troskyldighed skal forklare hvordan det usandsynligste af alt kan indtræffe: At Jonas og Anna (Mille Lehfeldt) finder hinanden midt under et professionelt samleje under optagelsen af en pornofilm!

Ikke mærkeligt at netop denne scene støder anmelderne. Og deler vandene mellem de, der accepterer logikken, og de der står af. Forinden er vi blevet forberedt: I scenen hvor Anna står i pornoforretningen med DVD’en Wheelchair Delight i hånden går det på for hende, at det hun – og andre – er vant til at opfatte som smuds eller pervertion sætter billeder på en virkelighed, der er hendes egen. Hvorefter hun slår til og tager imod et tilbud om selv at medvirke i en sexfilm!

Vanskeligst at forstå er nok Henrik Prips figur Anders, fordi den forkrampede blotter enten synes at høre hjemme i en revyforestilling eller i noget, der er frygteligt seriøst. Præstationen fejler intet. Formentlig kunne ingen gøre det bedre – det virker bare ikke.

Alt i alt får Smukke mennesker altså 3 ud af 4 mulige figurer i spil. Ud over et væld af sidehistorier. Selvom Kurt Ravn i den ondeste birolle man længe har set tilsyneladende blot fungerer som hyldest til Todd Solondz.

Filmen handler vel dybest set om at befinde sig i et univers, der er hinsides moral. Hvor forskellige moraler alligevel er så nærliggende, at nogle anmeldere finder dem påtrængende. Skønhed er langt fra en selvfølge, men stor der hvor den pludselig viser sig.

I stedet for at følge Ebbe Iversens råd om at banke hovedet mod væggen vil jeg se den igen.

Dreng

Skuespilleren Peter Gantzler har 2011 debutteret som instruktør med filmen Dreng. Det lykkedes ikke at få filmen i normal biografdistribution. Istedet arrangerede Gantzler en turne til udvalgte biografer, hvorefter den blev tilgængelig på video on demand. Efterfølgende er den udkommet på DVD og kan også streames – via biblioteket – på Filmstriben.

Filmen blev til som et indie-projekt med en nyuddannet producer og skuespillere der arbejdede gratis. Smalle film har ikke nemt ved at trække publikum. Hvor forhold mellem ældre mænd og unge kvinder ses relativt hyppigt på det store lærred er kønsdiskriminationen udpræget, når det handler om en voksen kvinde, der vælger en purung kæreste.

Hovedpersonen den 18-årige Christian (Sebastian Jessen) forelsker sig i den tiltrækkende, men dobbelt så gamle kvinde Sanne (Marie Louise Wille). Hovedpersonens mor (Helle Merete Sørensen) ser skeptisk og jaloux til fra sidelinien. Det der til at begynde med ligner en våd teenage drengedrøm forvandler sig til en prøvelse for den unge Christian. Denne opdager at Sanne er enlig mor og forventer at han agerer far for hendes søn (Mikkel Bjerrum). En form for maskulint modspil præsenteres af Peter Gantzler selv i skikkelse af den alkoholiserede vicevært John.

Det er et kammerspil, hvor en boligblok på Frederiksberg danner ydre ramme. I den grad at porten til ejendommen danner indgang og udgang for historien.

På overfladen er der (trekants)drama med den pressede Christian i centrum. Vi bliver dog ikke inviet i, hvad der foregår bag facaden. Hvorfor er det egentlig at de voksne kvinder har sværere ved at tackle situationen end hovedpersonen selv? Det bliver kammerspil uden dybde. En tilsvarende karakteristik – der på en gang siger for lidt og for meget – gør sig gældende i settet. Fast kamera og dæmpede gråtoner hos moderen, håndholdt kamera og varme farver hos Sanne. Håndfast symbolik.

Der mangler noget. “Før kærligheden går et følelsesmæssigt behov, kærligheden opfylder dette behov” sagde forfatteren Stefan Zweig. Her virker det som om der gik tomhed forud for kærligheden. De mange scener hvor Christian fremstår som den blanke teenager forklarer netop ikke, hvad der rør sig i hans sind. Eller hvilke motiver der driver ham til at fastholde sit engagement på trods af omgivelsernes modstand. Takket være de smukke billeder af Christian fremstår uskylden kronisk. End ikke hede sexscener formår, at bortmane tvivlen om, at det vi ser er andet end en flirt.

Dreng virker som en kortfilm der af uransagelige grunde er blevet til spillefilm. Hvilket den ikke er tjent med. Karaktererne forbliver sært endimensionale trods flotte og overbevisende skuespilspræstationer. Især kvinderne omkring Christian lider under at deres karakterer ikke bliver foldet ud i andre sammenhæng. Den lettere neurotiske mor og den ubehælpsomme Sanne – således fremstår de overfor Christian. De får ikke oprejsning ved, at vi som tilskuere får lejlighed til, at opleve dem i andre omgivelser eller i andre  menneskelige relationer. Vi fornemmer blot at det vi ser ikke er hele sandheden. Et forhold der i kortfilmsammenhæng er forståeligt, men i spillefilm er frustrerende.

Ærgerligt at en film der ifølge instruktøren – har udgangspunkt i noget selvoplevet – og ambition om at følge vejen fra dreng til mand ikke tør slippe velkendte klichéer om uskyld. Filmen kommer derved ufrivilligt til at traske i sporene på Edward Flemings Rifbjerg filmatisering. Filmen realiserer ikke sin intention. Drengen forbliver – trods en flirt – dreng.

Tryllefløjten

Der tre ting en operainstruktør aldrig må gøre: Tage et kendt værk, og popularisere for, at få et nyt publikum i tale. F.eks. modernisere iscenesættelsen. Eller erstatte den originale tekst med en oversættelse. Med henblik på at overskride sprogbarrierer. Og endelig: Overføre opera til et andet medie f.eks. film for, at nå ud til et nyt publikum.

Gør instruktøren en af delene – eller alle tre – vil det traditionsbevidste publikum og anmelderne med stor sandsynlighed vende tommelfingrene nedad.

Kenneth Branagh’s filmatisering af Mozarts opera Tryllefløjten praktiserer alle tre ting. Det berømte/berygtede regiteater som danske og udenlandske anmeldere rutinemæssigt tager afstand fra. Hvis instruktøren ændrer historien ved at benytte en anden scenografi end den traditionelle. Typisk ved at flytte handlingen i tid. I dette tilfælde flyttes handlingen fra en fjern fortid i Egypten til et sted i Europa under 1. verdenskrig.

De stærke farver på soldaternes uniformer bevarer noget af teater karakteren.

Filmens pacifistiske budskab er blevet kritiseret for at fylde for meget – og være irrelevant i forhold til Mozarts opera. Hvilket ikke er sandt. Men visuelt tillader denne omplacering, at Nattens dronning præsenteres kørende i tank! Det “krigeriske” element ved karakteren bliver dermed fuldstændig umisforståeligt.

Stephen Fry har oversat Schikaneders tyske libretto til engelsk. Hvilket også – af hensyn til handlingen – har medført forskellige ændringer. Det er for at sige det mildt – uvant – at høre Mozart på engelsk. Selvom der findes en levende tradition i Storbritannien for at synge på nationalsproget. En vane Operaen i Danmark heldigvis – stort set – har lagt bag sig. Da Tryllefløjten er et syngespil indgår talte replikker på nationalsproget på en naturlig måde. Blot må man her acceptere arierne lyder anderledes end den vante tyske version.

Operafilm har den fordel frem for den almindelige opera DVD, at næsten alt er teknisk muligt. Især som her, hvor en udstrakt brug af CG fremhæver det magiske univers. Filmen bliver således visuelt en blanding af realisme og fantasi – hvilket modsvarer historiens hybrid af drama og komedie.

Og musikalsk undgår denne film de faldgrupper, der ellers plager genren. Sangerne optræder selv og erstattes ikke af skuespillere. Hvorved problemer med efter-synkronisering undgås. Sanger-teamet er ujævnt, men stærkt støttet af Det Europæiske Kammerorkester dirigeret af James Conlon. Den vigtige rolle som Sarastro er besat af Rene Pape, der næsten ejer partiet på operascenen. Nattens dronning synges med tydelig slavisk accent, men med dramatisk nerve af Lyobov Petrova. Joachim Kaiser er en smukt syngende Tamino. Det øvrige team er velsyngende uden at imponere. Der ageres overbevisende nok.

Handlingen flyttes i tid og den pacifistiske pointe hæftes på af Branagh og Fry, men kernen i historien er  bevaret intakt. Det handler om forholdet mellem kønnene, seksualitet og sex.

Nattens dronning er – indvies publikum i efter først at være blevet ledt på vildspor – historiens skurk. Dronningen er i følelsernes magt og repræsenterer derfor modstykket til det, der for 200 år siden var oplysningstidens politiske ideal: Den milde og retfærdige monark. Det politiske udspilles på familie-niveau i kampen mellem Nattens dronning og Sarastro om datteren Pamina.

Nattens dronning pålægger Pamina at myrde faderen Sarastro.

I filmen vil den unge Tamino, søge at redde Pamina, efter han er blevet betaget af hendes portræt. Han ledsages af fuglevagten Papageno, der gør tjeneste som den, der advarer soldaterne imod gasangreb.

Tamino og Papageno udgør to stands-forskellige udgaver af den kærlighed operaen er en hyldest til. Sammen med før omtalte Pamina og den jævne bondepige Papagena.

Pamino og Papageno skal hver bestå tre manddomsprøver – dog med forskellige krav – for at erobre deres udkårne. Fordi det kvindelige univers er henholdsvis emotionelt og irrationelt, må mændene styre og være stærke over for kvinder. Opretholdes fornuften bevares samfundsordenen og moralen.

Den morale piller filmen ikke ved. Den vover ikke som Kasper Holtens samtidige meget filmiske Wagner Ring – der er udkommet på DVD – at indføje feministiske pointer.

Papageno drømmer om sin Papagena.

Kærlighed betyder for parret Papageno og Papagena sex og børneavl. For den højere stand – Pamino og Pamina – har den tillige en følelsesside. Men begge dele er lige rene. Sex og børnavl forstås – i overensstemmelse med oplysningstidens værdier – som naturligt og uskyldigt. Sex er kun farligt i forbindelse med voldeligt overgreb. F.eks. da håndlangeren Monostatos forsøger at kysse Pamina, og vil bruge magt over for hende. Monastatos er i ledtog med Nattens dronning, der har opfordret Pamina til at dræbe Sarastro.

Pamina får hjælp af de tre drenge – det er uvist hvem der har sendt dem – de har magiske evner.

Sex er altså kun farligt, der hvor statens fjender er i sansernes vold og truer både omgivelserne og herskerens liv. Mozarts opera Figaros Bryllup (1786) havde tidligere vakt myndighedernes bekymring – ikke fordi det er en sexkomedie – men fordi librettoen var fransk – og kunne mistænkes for at bære de nye farlige idéer om frihed, lighed og broderskab til Østrig. I det stykke placerede forfatteren Beaumarchais tjeneren Figaro i hovedrollen i stedet for hans herre Hertugen, hvilket vakte forargelse.

Tryllefløjten er måske den mest heteroseksuelle opera i hele litteraturen. Forholdet mellem mand og kvinde lovprises i Papagenos og Papagenas arier som naturens uovertrufne vidunder. Og filmen følger scenetraditionen, hvor det myldrer med Papagenos og Papagenas børn inden sidste takt er færdig. Og kærligheden mellem Pamino og Pamina forvandles til den ægteskabspagt, der er hele samfundets fundament.

Homoseksuelle handlinger hverken benægtes, afvises eller fortrænges: Der er simpelthen ingen antydning. Operaen er skrevet 1791, hvor ordet endnu ikke fandtes. Men hvordan betragte heteroseksualitet “udefra” – som operaen jo faktisk gør – hvis der intet findes uden for den heteroseksuelle definition af køn og seksualitet?

Sarastro i opgør med Monostatos.

Og hvorfor ender Sarastro – der vel skal personificere verdensordenen – som det vi idag vil kalde single? Nogle vil påstå at det ligesom forvandlingen af karaktererne efter 1. akt er librettoens svaghed.

Goethe derimod har sagt at “der hører mere dannelse til erkende denne operatekst betydning end til at benægte den.”

Operafilmen er slet ikke så håbløs en genre, som mange mislykkede eksempler kunne forlede til at tro. Kasper Holten viste i 2006 med Wagners Ring, hvordan kombinationen af filmisk sprog og sceneopførelse kunne forenes. Kasper Holten har nu taget skridtet fuldt ud og filmatiseret Mozarts Don Juan, der netop har haft premiere. Her er forholdet mellem kønnene og seksualiteten en helt anden.

A Single Man

A Single Man (2009) er en flot film. Så overdådig, at den næsten er for pæn. Men den der har læst bogen, der danner forlæg – Christopher Isherwood’s roman med samme titel fra 1964 – vil vide at budskabet er: Pænhed er dræbende.

Filmens hovedperson George er selvmordstruet. En pointe instruktøren Tom Ford har lagt ind. Og i et interview begrundet med erfaringen om selvmord i familien. I bogen er dødens nærvær konkret: George  har mistet Jim. Ven og livsledsager gennem 16 år. George kæmper – forgæves – for at komme videre med sit liv.

Filmen er tydeligvis et personligt anliggende for instruktøren Tom Ford (f.1961). Der med denne debut bevægede sig væk fra det han er kendt for: Design. Ford valgte at filmatisere en bog han havde læst for 25 år siden. Hvor erfaring og erindring er et tema. En bog hvis dybere betydning de færreste mennesker under 25 år vil forstå. Selvom den sagtens kan gøre indtryk. Siger undertegnedes tilsvarende erfaring. En bog det derfor er værd at vende tilbage til.

I bogen lægges følgende statement i munden på George: Erfaring er ubrugelig, men når man har den er det noget helt særligt. Som bekendt kan man ikke bruge erfaring. I reglen vil de omstændigheder, hvor erfaringerne gøres være anderledes end den situation, hvor de formuleres og efterrationaliseres. Og erfaring kan ikke gives væk – i form af gode råd. Det er erfaringens begrænsning, men derfor kan erfaring godt være “kind of marvelous”. Bogen – og filmen – forklarer hvorfor.

Filmen koncentrerer sig om George og hans forhold til Jim der ses i tilbageblik. De pæne billeder er en karakteristik af det stivnede og og døde George ser i omgivelserne. Romanens indre dialog forholder sig meget eksplicit til fænomenet: Europæer kommer til USA og bliver tiltrukket og frastødt.

Matthew Goode (Jim) og Colin Firth (George).

Historien udspiller sig på den sidste dag i Georges liv. Med små erindringsglimt tilbage. F.eks. til dagen George fik beskeden om Jims død. Hvor familien frabeder sig hans tilstedeværelse ved begravelsen. Som Information‘s anmelder siger spiller Colin Firth her og tilsvarende steder “en dybde frem med meget små midler”, der virker lige så overvældende, som den er overbevisende.

Bogen var i 1964 intet mindre end en homoseksuel kritik af det amerikanske samfunds hykleri, der ekskluderede en hel befolkningsgruppe fra frihed og lighed. Den er skrevet som en kærlighedserklæring til Isherwoods 30 år yngre livsledsager Don Bachardy. Der her knap et halvtårhundrede efter har rådgivet Tom Ford om filmen.

Colin Firth (George)  på vej til universitetet.

Ved at gøre George’s skæbne til kerne – det sidste George ser, i en slags wagnersk liebestod er livsledsageren Jim – opnår instruktøren både koncentration og drama. Det sker på bekostning af nogle af de afsnit i bogen, hvor Georges virkelig lever. Bogen hylder nemlig også USA som et moderne samfund. Forskelligt fra f.eks. det engelske samfunds optagethed af stand og klasse. Hvis dannelse er George’s baggrund – og levebrød som universitetslærer. En fortid han som emigrant nu er skilt fra, og ser på med fremmede og undrende øjne.

Det amerikanske samfund møder George i træningscenteret. Helt unge drenge sidder nøgne ved siden af mænd på 60 år eller 70 år i saunaen og er på fornavn med hinanden. Skuespillere lægger deres manerer og snobberi fra sig, og træner ved siden af små forretningsdrivende. Der uden skam bruger ansigtscreme i baderummet. Blot med kommentaren: “Jeg har ikke råd til at blive gammel”. Det forstår Georges som“easy-going physical democracy”, og beundrer det amerikanske samfunds modernitet.

George’s elever Lois (Aline Weber) og Kenny (Nicholas Hoult).

George lever når han taler til sine studerende. Universitetet som sådan er en fabrik, der i Georges øjne ikke levner de håbefulde unge en chance i livet. Men George taler sig varm i timerne, og taler om minoriteterne. Og angriber tabuet: Homoseksualitet. En scene der heldigvis er med i filmen. Men ikke pointen: Minoriteternes usselhed. De der bliver lagt for had, bliver selv hadefulde.

George konstaterer, at de der har fregner måske nok er mindretal, men ikke minoritet. For at være minoritet kræver det, at man er forfulgt. Af flertallet der føler sig truet eller utrygt. Truet af en fare som er virkelig eller indbildt. De liberale mener selvfølgelig at “minoriteten er præcis som alle os andre”. Men det er ikke sandt: Minoriteten hader flertallet – og ligeledes de andre minoriteter, som den rivaliserer med. Ingen trussel er hundrede procent imaginær

De liberale begår altså to fejl: Minoriteten ligner flertallet, men er ikke præcis som flertallet. Og hvorfor ikke indrømme det? Dernæst fastholder de liberale tesen, at fordi flertallet repræsenterer det onde, må minoriteten repræsentere det gode. Men tænk hvis en smålig og hadefuld minoritet fik magt?

George siger ting man aldrig må sige højt noget sted – eller i nogen situation – om det så er sandt eller ej. Han angriber de liberales fordomsfuldhed.

Colin Firth (George) og Jon Kortajarena (Carlos) foran Psycho kulissen.

Georges oplever lighed, der hvor andre oplever ulighed. I selskab med trækkerdrengen Carlos. George møder Carlos på vej hjem fra dagens arbejde og spejler sig i den unge fyr – der som han selv er ekspatrieret fra sit hjemland. En scene der er varmt skildret i filmen. Men George lever på lånt tid og på parkeringspladsen holder bilen foran et enormt billboard af Janet Leigh i Hitchcocks Psycho. Han bevæger sig rent bogstaveligt i en verden af papirstynd kulisse.

Eleven Kenny (Nicholas Hoult) er tiltrukket af George (Colin Firth).

George lever i modsætningerne. Når han underviser befinder han sig trygt i lærerollen over for eleverne. Hvis stivnede klicheer om at være frisindede og liberale han spider så nådesløst. Friheden og demokratiet ligger for George i retten til forskellighed. Bogens vigtigste indre monolog handler om George’s europæiske kulturarv: Platons dialoger. Der er skrevet mange lærde afhandlinger om deres indhold. For George er indholdet rent ordkløveri. Det interessante ved dialogen er, at der tales fra forskellige udgangspunkter. Der er polaritet. Mellem den gamle og den unge mand. Der finder et symbolsk møde sted mellem de to. Hvor begge er i en rolle, som henholdsvis “den gamle” og “den unge”. Aldersforskel er ikke hindring, men forudsætning for dialog. Unge mænd ville rivalisere og erstatte dialog med kamp. Voksne mænd hviler i sig selv og tenderer til at være selvtilstrækkelige. Hvilket ikke befordrer dialog. Polariteten sikrer at alt kan siges, fordi begge parter optræder som repræsentanter, og selv den dybeste hemmelighed lader sig objektivt fremstille som metafor eller illustration.

Dialogen er på det mentale plan, hvad træningscentret er for kroppen: Den demokratiske praksis. I træningscentret laver Georges øvelserne sammen med den 12-13 årige Webster. Der er ingen konkurrence mellem manden og drengen. Webster er høj, tynd og adræt og drømmer om muskler og tyngde, tænker George. Som ikke ved om han guider drengen gennem øvelserne eller om det er drengens åbenlyse entusiasme, der får ham igennem øvelser der med alderen føles stadig tungere?

Dialogen producerer udover demokratiet også broderskabet. Den var i antikken og – mener George – må stadig være enkønnet. George mener at det skyldes, at kvinder gør samtalen personlig og formålstjenelig, hvilket er i modstrid med dens natur.

Juliannne Moore som Charley siger sine kagecreme stive replikker formidabelt.

Forskellen mellem kønnene er af en anden beskaffenhed end aldersforskellen. George lever  ligeledes i sit forhold til sin bedste veninde Charley. Et forhold der er ganske intimt. Især når Charley og George indtager spiritus. Selvom det for George trodser enhver fornuft, hvordan et rationelt voksent menneske som Charley kan ønske, at de genoptager det forhold de engang har haft. Efter George i 16 år har levet sammen med Jim, og kun ønsker Jim tilbage? Han er smigret og overbærende over for Charley. I filmen holdt instruktøren Colin Firth tilbage i kyssescenerne og mindede ham om, at figuren er homoseksuel. Men George elsker Charley, blot ikke på samme måde som hun elsker ham. Og har i virkeligheden intet imod den frisson forskellen mellem kønnene skaber. I klassen – hvor George siger hvad der passer ham – ville han måske formulere det således: Forskellen mellem kønnene er opfundet da menneskeheden ellers ville kede sig ihjel. Kede sig så meget, at der ikke længere ville blive født børn. Men for George er Charley en tråd, der forbinder ham med noget der var engang: Hans forhold til Jim.

Jon Kortajarena (Carlos) og Colin Firth (George).

Broderskabets kode er seksuel. Forskel skaber lighed. Det ses i scenen med George og Carlos, hvor uligheden i forholdet udviskes af gensidig sympati og forståelsen af at dele skæbne som ekspatrioter. Endnu tydeligere ses det i George’s forhold til eleven Kenny.

Nicholas Hoult der spillede drengen i About a Boy fik rollen som Kenny.

Kenny opsøger en aften George på stamstedet. Det er Kenny der får forfatteren til at redegøre for dialogens betydning. Aldersforskellen er igen – ikke forhindring – men forudsætning for forholdet. George og Kenny udfordrer hinanden og bader nøgne om natten. En farlig strøm er ved at drukne George, men han reddes af Kenny. Den vante rollefordeling mellem lærer og elev erstattes af et forhold, hvor Kenny beskytter George. Her er det den unge mands fysiske styrke, der bringer lighed i forholdet. Samt livsvilje.


Colin Firth og Nicholas Hoult balancerer deres spil ferfekt over for hinanden.

I scenen hvor Kenny har smidt de våde bukser og står nøgen ved siden af George kaster Kenny et blik på George, og savner tilsyneladende en opfordring fra George til at de går i seng sammen. I bogens indre monolog vrisser George for sig selv tidligere på aftenen: “Hvorfor er de unge så passive? Det ville være sjovt, hvis de ikke var. Men det er for meget forlangt.”

Kennys mohairsweater spillede sin egen rolle under filmoptagelserne, da den var vanskelig at fotografere.

Tom Fords ændring af slutningen twister historien af hensyn til den dramatiske virkning – men undgår behændigt at forkludre fremstillingen af relationen mellem George og Kenny. Om Kenny ønsker et homoseksuelt forhold til George står åbent. Både i bogen og filmen. Pointen forekommer at være, at friheden i forholdet ingen bekendelser kræver fra den unge mand.

Aldersforskel mellem mennesker er en kendsgerning. De der læste bogen for 25 år siden er blevet ældre og erfarne. I Tom Fords tilfælde er der kommet en film ud af det. En film man absolut skal unde sig selv at se. Bogen er et must. Især hvis man er under 25 år.

Den destruktive LGBT politik

Rettigheder eller minoritet?

Det er stærkt begrænset, hvad der foregår af debat om LGBT politik. Der finder stort set ikke nogen offentlig debat sted. Ikke fordi synspunkterne ikke findes, men fordi LGBT Danmark ikke opfordrer til og nødig deltager i debat.

LGBT Danmark har som program at gennemføre ændringer ved at skabe juridisk ligestilling. Det bliver en sjælden gang sagt imod. F.eks. af Bjørn Hvidt-Pedersen i en kronik i Berlingske 2009. Fra ligeret til minoritetskultur hed den. Hvor det hævdes, at homopolitikken har bevæget sig fra kamp for rettigheder til varetagelse af en minoritets særinteresser.

Jeg konstaterede dengang, at kamp for juridiske rettigheder stadig står i centrum af LGBT politikken. Men det faktum at der ingen afgørende bevægelser har været siden 1989 har tvunget LGBT til at anvende en tilpasningsstrategi. I dag kræves der ikke ligeret, men særbehandling. Fordi kravet om ligeret virker som overbud. Jeg har tilføjet nogle kommentarer til det jeg sagde dengang i artiklen Tilbageblik: Hvilke homorettigheder?

Der er intet der tyder på at LGBT i den nærmeste fremtid kan få gennemført kravene om kirkelig vielse eller homoægteskab, skrev jeg i 2009. Nu skriver vi 2011 og intet har ændret sig. Blot kan man føje ønsket om, at få fjernet transseksualitet fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste til rækken af uigennemførlige sager.

LGBT politikken er især i det sidste årti stødt ind i hård modstand og er endt i et dødvande. Den virkelighed LGBT’erne møder ændrer sig selvfølgelig, og det afspejles i den offentlige debat.

Den destruktive LGBT politik

Det der kendetegner synspunkterne i dag er, at en del LGBT’ere har kapituleret, og overtaget modpartens synspunkter. Sidste år under debatten af Dansk Folkepartis deltagelse i Copenhagen Gay Pride var der et – efter sigende mangeårigt medlem af LGBT Danmark – der udbrød, at han følte sig “drevet i armene på Dansk Folkeparti”. På grund af den uforsonlige og militante linie andre – blandt andre undertegnede stod for – når vi benægtede, at Dansk Folkepartis deltagelse var andet end et politisk gimmick. Og konstaterede at tilhørsforholdet til en minoritetsgruppe af mange slet ikke ses som uforeneligt med en hadefuld indstilling. F.eks. over for flygtninge og indvandrere. Eller måske endda over for andre LGBT mennesker? Samme person angreb nemlig også den første homoseksuelle deltager i Paradise Hotel for ikke at være tilstrækkelig maskulin.

I LGBT sammenhæng er køn, seksualitet og identitet nøglen til politiske forståelse. Misforstås de tre begreber betyder det at der knyttes an til synspunkter, der fundamentalt er fjendlige over for LGBT.

Lad mig lige nævne nogle væsentlige aspekter af de tre begreber:

1. Køn

Det skulle umiddelbart forekomme indlysende, at de der i visse sammenhæng nedladende bliver betegnet som mennesker med en “anderledes seksualitet” må have gjort sig overvejelser om forholdet mellem køn og seksualitet. Det forekommer, hvis man ser på de debatter der foregår, imidlertid sjældent at være tilfældet.

Mænd er fra Mars,  Kvinder er fra Venus hedder det i populær litteraturen. Og i de fleste LGBT sammenhænge.

Intet TV program har været så udskældt i 2010 som Dagens mand. Med begrundelsen at fyrene ikke er maskuline nok. Og dermed skader billedet af homoerne i offentligheden. Intet ligger majoriteten af homoseksuelle fjernere end tanken, at kønnet måske opleves som naturligt, men ikke derfor er naturgivet. At det med andre ord er en konstruktion. Hvad der f.eks. opleves som maskulint er ikke givet, men defineret. Blandt andet af den kulturelle sammenhæng.

2. Seksualitet

Moderne LGBT politik har intet at gøre med frigørelsespolitik. Feministerne inden for LGBT har skiftet frigørelse ud med bekæmpelse af den maskuline seksualitet. Der er ikke noget problem med homoseksualitet, men derimod med den maskuline seksualitet som sådan. Det feministerne ønsker er en homoseksuel livscyklus, hvor homoseksualiteten blot er en fase.

Ikke at heteroseksualitet idealiseres. Tværtimod. Overalt i miljøet er der en stærk heterofobi. Heteroseksuelle er f.eks. principielt udelukket fra de forskellige dating-sites. Det overses at vi alle engang var heteroseksuelle – før vi sprang ud. Og vigtigere: Det overses at udspringet er socialpsykologisk proces. Unge arbejder med deres identitet gennem flere år. Og med at gøre deres seksuelle erfaringer. For slet ikke at tale om, hvor vanskelig  processen er for voksne, der skifter deres heteroliv ud med et homoliv. I praksis er der “heteroseksuelle” overalt i miljøet. Men ligesom når det handler om køn er opfattelsen biologiseret. Seksualiteten sidder i pikken – og mænd tænker med den. Her er det Carl-Mar Møller’s popularisering af lægevidenskabens opfattelse af køn og drift der hersker.

Kvinder har ingen seksualitet. Siger feminister. Hvilket sikrer dem, mener de, en priviligeret og uangribelig  position i seksualpolitisk debat.

3. Identitet

En biologiseret opfattelse af køn og seksualitet umuliggør identitet. Det er for mange den vigtigste grund til ikke at deltage, og intet at mene om LGBT politik. Og samtidig det der gør det så let, at afvise andre inden for LGBT som afvigende. Når der ikke er noget JEG er der heller intet VI.

De andre – individer eller grupper – er konkurrenter, det blot handler om at skaffe af vejen. Intet er lettere end at hengive sig til den almindelige paranoide stemning i samfundet. Eller deltage i det man kan kalde den regnbuefarvede illusion: Forestillingen om at den juridiske ligestilling – der engang virkede som et lovende projekt – vil føre til den endegyldige normalisering af LGBT grupperne.

I sidstnævnte tilfælde anvendes en taktik, hvor det gælder om at slippe af med de, der ikke passer ind. Argumenterne findes ved at kombinere elementer fra biologiserede opfattelser af køn og seksualitet.

Der vil altid fra samfundets side være en vis opmærksomhed i forhold til de unges liv og seksualitet. Når de unge springer ud og møder den homoseksuelle subkultur forvandles denne opmærksomhed let til bekymring. Både når mænds seksualitet forstås i biologiske termer, og når kulturelle forestillinger om de unges påvirkelighed gøres gældende. Forførelsesteorier er lige så gamle som den homoseksuelle kultur selv. En stor del af problematiseringen retter sig derfor mod den maskuline seksualitet. Og mere konkret imod de voksne mænd.

Konklusion

Der er to mulige løsninger: De homoseksuelle bliver så normaliserede, at subkulturen forsvinder. Eller den homoseksuelle identitetsdannelse ophører.

Førstnævnte er ikke den aktuelle situation – juridisk ligestilling eller ej. Sidstnævnte er i realiteten en tilbagevenden til de homofiles strategi fra 1950’erne. Hvor de homoseksuelle udlagde deres afmagt, som normalisering. De homofiles manglende synlighed i samfundet og begrænsede selvbevidsthed blev udlagt som normalisering og mål. Det er en exodus-strategi.

Den destruktive i LGBT politik opstår, når homopolitik defineres som konkurrence eller udskilningsløb: Hvem kan smide de andre ud? Eller alternativt: Hvem bør smides ud?  Fordi “de er ikke helt normale”, “det er ikke forsvarligt” og “vi er bekymrede”. Med antydninger af at alt, hvad der ikke er i tråd med feminisme er styret af “bagvedliggende” motiver.

Den destruktive LGBT politik er ligeledes en kendsgerning, når en svag gruppe som de mandlige prostituerede skubbes til side og LGBT ikke ønsker at forsvare deres rettigheder. Og end ikke ønsker at tilkendegive om LGBT er for eller imod et købesexforbud. Sådan som David Zennaro har tilkendegivet i Pan-bladet.

Mandlig prostitution er ikke noget vigtigt emne. Feminismens forhåndsantagelse om, at kvinder altid er ofre efterlader de mandlige prostituerede som uinteressante. Derfor kæmper LGBT ikke for sexarbejdernes rettigheder.

Den destruktive LGBT politik er ligeledes en kendsgerning, når en svag gruppe i LGBT som de hiv-positive ingen opmærksomhed  får. En foreløbig sejr som suspensionen af hiv-loven er fik lidt forsinket – og efter pres fra undertegnede og Pan-bladet – 12 liniers kommentar fra LGBT i Pan-bladet.

Hiv indgår ikke i den feministiske problematisering af køn og seksualitet. Og derfor heller i LBGT’s politik.

LGBT har i denne uge demonstreret,  at sådan ser den politiske virkelighed ud.

LGBT har ingen politik på de forskellige seksualpolitiske områder. Udover at deltage i mistænkeliggørelse af mænds – og i særdeleshed de homoseksuelles – seksualitet og identitet. Hvilket enkelte personer i LGBT klart har formuleret som deres mission og målsætning.

Rytteriet: Fraklip efter lukketid

Rytteriet et program på DR2 i den bedste sendetid. Mange har bemærket hvordan programmet er domineret af to midaldrende herrer – Fritz og Poul – der tilsammen udgør duoen Snobberne.

Karakteristik

De virker selvforelskede – men elsker også hinanden. Hvordan og hvor meget kan man så spekulere over. Man kan ikke sætte en finger på noget. Det er påfaldende. Det aseksuelle er et skjold. Det plejer at dække over…homoseksualitet.

De er hverken selvhadende eller frustrerede. Deres liv er for søvndyssende og indholdsløst til det første. Det sidste overstiger deres ambitionsniveau.

De bekræfter altid et positivt syn på livet og verden over for hinanden.

Fraklip efter lukketid

Iført fine nystrøgne matchende pastelfarvede skjorter trodser de naturlovene og falder i et med omgivelserne.

Filosoferer Poul og Fritz videre om livets mysterier, når kammeraet er slukket?

“Har du hørt om de der… Ja du ved, de er squ lidt mærkelige!”

“Ja. Nej. Øh, det ved jeg squ ikke Poul. Hvem tænker du på?”

“Ja, de der du ved nok. Ah, for pokker hvad er det nu de hedder!”

“Nå ja, nu ved jeg hvad det er du tænker på! Ja de fandme aparte!”

“Det kan vi godt undvære. Du er så sød!”

“Tak Poul. Det kan vi i hvert fald, skåål!”

“Skål søde Fritz! Vi har det squ godt!”

Kun synd – ingen skam

Det positive livssyn fremgår også af en hemmelig lydfil TV2 skulle være i besiddelse af:

“Er det ikke synd? Sådan siger de fattige. Istedet for at være glade!”

“Ja, de fattige er sgu så sure!”

“Synd, synd, synd. Her og der og alle vegne. Kun synd – ingen skam!”

Ja, du har sandelig så evig ret, min kære ven.”

“Men arbejde det gider de jo ikke.”

“Hvorfor skal vi hjælpe og ynke dem, som i virkeligheden godt kan?”

“Det gider vi sgu ikke! Skål!”

Nej, det gør vi ikke. Skål søde ven du er sgu så dejlig!”

PS: Da Højesteret af hensyn til kildebeskyttelse ikke kan kræve filen udleveret, vil kun ovenstående korte uddrag af Poul og Fritz’ konversation komme til offentlighedens kendskab.

Fattigdom og champagne

Den opmærksomme læser vil vide at ordvalg og budskab i Snobbernes samtale minder om noget vi har hørt i den offentlige debat for nylig:

“Synd, synd, synd. Her og der og alle vegne. Kun synd – ingen skam.”

Sådan skrev Simon Emil Ammitzbøll i Politiken. Det er jo ordret det samme!

Blot fremsat af Ammitzbøll uden(?) champagneglas i hånden!

Har Snobberne og Simon Emil Ammitzbøll samme taleskriver?

Kilde:

Spademanns Leksikon: Rytteriet Fraklip efter lukketid

Selvom undertegnede – tilfældigvis – er i besiddelse af den velinformerede og talentfulde anonyme skribents navn og identitet er diskretion en æressag blandt journalister. Navne og yderligere oplysninger vil  ikke kunne frigives for offentligheden. Med mindre der foreligger en retskendelse.