Evgeny Mokhorev: Det nøgne menneske

Indledning

Evgeny Mokhorev (f.1967) arbejder med “objektive” sort-hvide fotografier i et kvadratisk format. Modellerne er ofte børn og teenagere eller mænd og kvinder. Ofte nøgne. Mennesker.

Han blev medlem af den fotografiske klub “Zerkalo” (Spejlet) i 1988. Og modtog prisen “Året fund” på den første Festival for Fotografi i 1993. Mokhorev har mellem 1988 og 1997 deltaget i mere end 40 udstillinger i Rusland og internationalt. Blandt andet i USA, Storbrittanien og 2010 i København på Fotografisk Center.

Krop og disciplinering

Mokhorevs mænd og kvinder svulmer hverken af muskler eller bare bryster. De nøgne modellers alder står ikke skrevet hen over kroppe eller ansigter. Uvant når nøgenhed i medierne forbindes med pornografi. Hvor alt er beskrevet og nøje redgjort for. Nøgenhed er provokerende – når kendsgerningen, at sådan er vi født forlængst er blevet glemt. Fordi nøgenhed altid udstilles – og afvises -som enten kommerciel eller lummer. Nøgenhed uden emballage – uden medfølgende beskrivelser, forklaringer og advarsler – vidner om en verden uden for, hvor der blot er nøgne kroppe, seksualitet og sensualitet.

Mokhorevs billeder besidder evnen til at forurolige. De kan få betragteren til at spørge, hvis det vi ser er sandt, er mit liv så baseret på løgn?

“Et billede kan sige mere end tusind ord…Med russiske Evgeny Mokhorev forholder det sig lige omvendt. Her står værket i direkte opposition til ord. Vi befinder os i umiddelbarheden, et sted, der ikke kan beskrives, fordi det er tomt og blottet for omtanke, analyse og strategi. Mokhorevs billeder befinder sig altså et sted, som vi alle stræber efter at komme til, men som vi fjerner os fra, jo mere vi prøver.”

Er vi overhovedet i live  kan man spørge?

Uvished udøver fascination – men også ængstelse. Lighedsideologierne i samfundet fremhæver forskel, som det der styrer vores liv.

Tanker, analyser og strategier betyder at vi er vant til at klassificere og disciplinere. Disciplinering sker via forventning.

De to kategorier der stilles flest forventninger til er køn og alder. Det numeriske spiller en stor rolle for, hvordan mennesker forventes at opføre sig. Alder bestemmer hvornår man starter i skole, hvornår sex er legalt, hvornår man kan starte på arbejdsmarkedet – og  forlade det igen.

Lige så vigtigt er kønnet. Piger og drenge skal ikke se ens ud og opdrages ikke ens – feministisk lighedsideologi til trods. Forventningerne til de to køn er ikke de samme. Kønsforskel kan tillægges kosmisk betydning: Mænd er fra Mars Kvinder er fra Venus, sagde forfatteren John Gray. Planeter der kan cirkle om hinanden, men aldrig mødes. Eller forestillinger om forplantning kan give mening – via videnskabelige eller religiøse begreber – til køn og seksualitet. Mere jordnært kan man nøjes med at anvende begreber som biologisk køn og socialt køn. På engelsk kaldes det første sex og det andet gender. Her regnes sidstnævnte for sociale og indlærte attituder og det første for naturgivet. Så kan man operere med en dualisme mellem natur og samfund. Begreberne gør at vi kan forstå verden. Og os selv. Vores køn.

Der er en endeløs strøm af tanker, analyser og strategier i forhold til kønnet. Der en vilje til at fortolke og tilskrive lag af betydning.

Mokhorevs billeder foruroliger ved at fortælle, at skrælles lagene af  bliver der kun umiddelbarhed tilbage. Det uforklarede og uforklarlige.

“Se mig ind i øjnene”

Mokhorev har fotograferet gadebørn og børnehjemsbørn i Skt. Petersborg. Men Liza Fetissisova der promoverer Mokhorev via galleriet Russian Tea Room i Paris fortæller til Politiken:

“Mange af personerne på billederne er børn af kunstnertyper – malere, musikere, klovne – som på én gang er frisindede og ludfattige. På den slags opstillede billeder kan du ellers ofte nærmest se fotografens ordrer, men her virker det hele naturligt. Blandt andet, fordi Evgeny bruger meget tid på at være sammen med teenagerne, og han aldrig presser dem til noget.”

Billeder der på en gang er naturlige og iscenesatte. Modellerne skal indtage positurer. Og Mokhorev beder som regel mindst en person om at se lige ind i kameraet uden at smile. Hvilket giver stor intensitet. På fotografiet ovenfor mærkes en hentydning til von Glödens forkærlighed for modeller, der agerer i “klassisk stil” med mindelser om antikken.

Spejlet

Spejlet er den klassiske metafor for det, der enten er falsk eller forvrænget. Hos Mokhorev erstattes det ofte af et vindue. Som billedet af Elena der “spejles” af drengen Kuzya. Der er visse lighedstræk i fysiognomi og gestik. Det ikke falsk, det er blot et møde mellem to mennesker der på en ejendommelig måde ligner hinanden.

Det er heller ikke falskhed når Ivan “spejler” Kartina. Mokhorevs modeller er mennesker – i visse tilfælde på forunderlig vis hinsides kønsliggørelse. Dvs. de er blot mennesker – ikke mænd eller kvinder.

Der hvor Myha holder et spejl op for sig er det rent faktisk Myha vi ser i spejlet. Myha er en dreng. Kort eller langt hår signalerer normalt “maskulint” eller “feminint”. Ikke her. Fordi det på en eller anden måde er ligegyldigt. Fotografen vil blot vise os mennesket.

Kønnets skrøbelighed for præpubertære unge er ikke overraskende. Det chokerende ved Mokhorevs billeder består udelukkende i, hvor naturligt det er bare at være menneske. Ikke blot være sin alder eller sit køn.

“Strategier skal lægges. Vi tænker ikke bare længere. Vi tænker over, hvad vi skal tænke. Vi tænker over, hvad vi skal identificere os med for at være det, vi godt kunne tænke os at være, og så finder vi ud af, hvordan vi burde tænke, hvem vi bør holde med, hvad vi skal kunne lide, sige og gøre.”

Rationalitet betyder i det moderne samfund, at vi ikke tænker, men vurderer. Rationalitet betyder kontrol, over verden og over os selv. Men er det begreberne der styrer os eller er det os der styrer begreberne? Bare det at spørgsmålet stilles antyder, at kontroltabet er en realitet. Betragteren der ser tomheden i Mokhorevs billeder ender med at spørge: Er vi overhovedet i live?

Konklusion

Jo mere vi tænker over kønnet, desto mere uvirkeligt bliver det. Hvad bliver der tilbage efter alle de tanker, anlyser og strategier?

Tomhed.

Markus Bollingmo

Markus Bollingmo er en ung norsk fotograf bosat i Paris. Bollingmo fotograferer unge mænd. Venner, elskere og modeller. Desuden er der en del selvportrætter.

Ovenstående beskrivelse vil sikkert få nogle til at tro, at stil og indhold i Bollingmo’s fotografi vil være det coverboy look der ses på forsiden af alt fra homomagasiner til pæne mandeblade: Velsoignerede yngre muskuløse mænd. Enten med bar (over)krop eller anstændigt dækket til. Hvis man ser dette fotografi synes antagelsen at blive bekræftet:

Billeder af mænd, der slører både fotografens og modellernes oprindelse, fordi stilen og modellerne ser ens ud over alt i verden. Det underspillede homoerotiske der passer til de glittede homomagasiner – med ønske om glamour og respektabilitet – og til mode- og mandemagasiners behov for, at iscenesætte mænd erotisk. Bevidst tvetydigt i forhold til om det er kvinders eller mænds behov for iscenesættelse der imødekommes.

Men sådanne beskrivelser er til tider vildledende. Også denne. Karakteristikken der formelt passer på billedet stemmer ikke. Bollingmo fotograferer ikke den omtalte mandestereotyp. Iscenesættelse er ikke så meget erotisk, som den er kropslig og sensuel.

Bollingmo afslører sin skandinaviske baggrund ved at fotografere en mandetype, der ikke dyrkes i den amerikaniserede kultur. Det er måske tydeligst i billeder af drenge og helt unge mænd, der ikke er ladet med macho symboler og stereotyper.

Fridjof

Portrættet af Fridjof er enkelt – men alligevel glamourøst i stilen – og kunne sagtens indgå i et livsstilsmagasin. Men næppe et amerikansk.

Markus

Portrættet af Markus har den samme uskyldige charme.

Nico

My favorite undies.

Andre billeder skaber intimitet. Og en hverdagsagtig nærhed.

The Aftermath

Sulky polish boy.

Eller koncentration. I billeder hvor den portrætterede hviler i sig selv.

Uhøjtideligt er et portræt af en nøgen fyr i sneen.

Nøgenhed er et fast indslag i fotografierne. Til tider på en ironisk måde. Hvad laver fyren på billedet, og hvorfor er han halvnøgen. Måske fotografens respons på tabuiseringen af den nøgne mandekrop i det offentlige rum?

Ligeledes ironisk er billedet af fyren der funderer over underlivets mysterier, og hvad der gemmer sig boxershorts.

I september 2010 lagde Bollingmo en serie billeder på Livejournal af to danske venner han havde fotograferet i Paris. Her er der både nøgenhed og intimitet

.

Det fremgår- på en måde der er alt for sjælden i billeder af mænd – at de to fyre er mere end modeller, der poserer for fotografen. Tjek selv sitet. Det er umagen værd.

Markus Bollingmos site:

MarkusBollingmo.com

På Facebook:

Markus Bollingmo Photography

Max Sauco

Den russiske billedkunstner Max Sauco er uddannet fra Kunstakademiet i Irkutsk i Rusland. Han startede som maler, men skiftede til fotografi. Som maler anvendte Sauco foto bearbejdet med Photoshop, som forelæg til malerierne.

Skitserne blev så talrige at Sauco ikke formåede at male dem alle. Fotografen Oleg Stolyarov så skitserne og foreslog Sauco at udstille dem. Dermed startede Saucos fotografkarriere. Som har resulteret i en hel række guldmedaljer. Den sidste i 2010, og  givet en anerkendelse og succes han aldrig opnåede som maler.

Freud og Darwin er den største skuffelse. 2006

Computer kunst har ikke nogen høj prestige som kunstnerisk genre. Men Sauco’s baggrund som maler og høje ambitionsniveau adskiller hans billeder fra det meste, der findes inden for genren. Efter en kreativ pause 2004-2006 vendte Sauco tilbage. Han kritiserer sine tidligere billeder for at dyrke “stereotyper”. Og enkelte af de tidligere billeder er ganske rigtigt snarere en opvisning i teknik, snarere end af fantasi. “Finger” serien er selvfølgelig en markant kunstnerisk succes.

Tre billeder fra “Finger” serien 2004, der gav Sauco prisen fra La Fédération Internationale de l’Art Photographique.

Ofte hører man vendingen, at billeder “taler til mennesker”. Det gør de ikke. Det er mennesker, der taler om billeder – fortæller hvad de ser, og tolker kunstnerens billedsprog. Sauco’s billeder “taler” bestemt ikke til mennesker. Det er publikum der må stille spørgsmål om, hvad det er vi ser. Og selv svare. I et interview giver Sauco heldigvis nogle antydninger af hvad de kunstneriske intentioner er.

Sauco kalder sig selv guide til et indre univers. Dali og Magritte er inspirationer. Central er definitionen af skønhed:

“Verden er et smukt sted. Synd at vi ikke bemærker det. Eller ikke særlig tit ønsker at blive gjort opmærksom på det.”

“Kvinder står for det rene, naive og smukke”, siger Sauco. En beskrivelse der er gennemsyret af ironi.

Sauco’s billedunivers er et kvindeunivers. Men mere nuanceret end dét, der fremgår af den formulering. Direkte adspurgt hvorfor hans billeder indeholder så mange hentydninger til erotik og seksualitet svarer han:

“Sådan er kærlighed!”

Lilith. 2006.

Kun få mænd optræder i Saucos billeder. Og de er næsten altid – symbolsk – beskadiget. Mændene mangler krop eller lemmer. Og mere fatalt: Den sensualitet og seksualitet kvinderne repræsenterer. Som dog i visse tilfælde næsten er skræmmende.

Som dæmonen Lilith, der i den traditionelle ikonografien optræder med en slange. Som symbol på fri seksualitet. Hos Sauco i et lesbisk forhold. Med aben som masturberende tilskuer.

Evgraf drengen. 2002.

Manden er visse steder symbolsk repræsenteret. Som i Evgraf drengen, hvor manden optræder nøgen på billedet mellem kvinden og drengen. På én gang fraværende og nærværende.

Selvportræt. 2004.

Mænd figurerer – i modsætning til kvinder – aldrig alene på billederne. I et selvportræt fordobler Sauco sig selv. Et af de få billeder, med en “intakt” mand. Begge figurer læner sig op at et stort hunkønsvæsen.

Sauco forklarer spøgefuldt sammenhængen: Mænd kommer sjældent til ham for at være modeller. Derfor er der flest kvinder.

Freud ist gestorben. 2010. “Freud er død.” Lægen forvandlet til laboratorierotte.

Sauco insisterer på at chokeffekter, hverken er mål eller hensigt i billederne. Ligesom hverken Dali og Magritte chokerer idag. Mange vil nok alligevel se provokation eller effekt.

Murkas verden. 2007.

Den visuelle kode i nogle af billederne er humoren. Selvom den er sort. I Murkas verden optræder det sete med barnets øjne. Sauco siger:

“I barnets perspektiv lever en kat udelukkende af Whiskas. Min søn forstod ironien fuldstændigt – og bad mig endda hænge billedet på hans værelse.”

Øksen i billedet er ironisk, en overflødig rekvisit. Gennemskæringen af katten foregår ved hjælp af barnlig fantasi. På en gang uskyldigt – og dødeligt for katten.

Fødselsdagen er en trist dag. 2010.

Et næsten feministisk budskab om mænds fysiske magt og seksuelle afmagt i forhold til kvinder ses i billedet Fødselsdagen er en trist dag. Kvindens død er gaven til manden. End ikke en lille rød sløjfe på den hængtes reb mangler!

Snebolde. 2008.

Snebolde repræsenterer igen en mand uden sekualitet. Med falliske objekter i forgrunden. Magt er seksuel afmagt. Mændene er ikke kønsløse, men de er uden seksualitet.

Kvinderne optræder kønsbevidste og seksuelt udfordrende – også der hvor de optræder sammen med børn.

Suok. 2006.

I Suok er kvinden beskadiget. Drengen fremholder det falliske element. De har begge haft ufrivillig vandladning. Kvindens udfordrende attitude med spredte ben, står i kontrast til drengens bortvendte blik. Hvad er relationen mellem dem? Måske incestuøs.

To misser. 2010.

Sauco benytter sig af  traditionelle greb i billedkunsten. Kvinder repræsenterer- trods seksuelle signaler og vampede attituder- omend ikke “det rene, naive og smukke” så sensualitet og seksualitet. Trods ironisk attitude er der en tydelig erotisk fascination af kvinder.

Den sensuelle kvindekrop repræsenterer naturkraft og seksualitet. Hvor explicit seksuelt indhold fremhæver “det rene, naive og smukke.” Det er kulturhistorisk – som henvisningen til Litith angiver – ikke noget nyt.

Den seksuelt aktive kvinde er i en traditionel fremstilling forførende: Farlig eller tiltrækkende for manden. Eller begge dele på en gang.

Leda og svanen. 2010

Også den fraværende mand er et klassisk tema i billedkunsten. F.eks. i myten om Leda og svanen fra den græske antik. I myten voldtager Zeus, der har antaget skikkelse af en svane, kvinden Leda. Sauco’s billede er ikke som i den klassiske kunst et forsøg på at undvige, at vise samleje mellem kvinde og mand, ved at vise manden i dyreskikkelse. For svanen befinder sig i Leda’s mave. Mens Leda indtager svaneæg. I nogle udgaver af den klassiske myte lagde Leda to æg efter at være blevet besvangret. Igen er det billedet af den seksuelt aktive kvinde, der erstatter forestillingen om maskulin aggression og potens.

I Sauco’s univers er mænd fraværende og kvinder forfører hinanden. Eller kvinder er centrum omgivet af umælende dyr. Selvom aben i Litith billedet måske repræsenterer det maskuline.

Vitruviansk pige. 2009. Vandt guldmedalje ved Trierenberg Super Circuit 2010.

Kvinden erstatter manden i Saucos parafrase over Leonardo Da Vinci’s tegning Det Vitruvianske menneske (1487). Som verdens centrum. Som det symmetriske midtpunkt og sindbillede på universets symmetri. Omend den hvide “glaciale” kvinde til højre og halverede kvinde til venstre bryder harmoniforestillingen. Og den udstrakte arm – med et glas vin – antyder hjemlig hygge snarere end symmetri og universelle principper. En videreudvikling af renaissancens sekularisering?

Kilde:

Kunstnerens hjemmeside: Max Sauco

Tatiana Kurtanova: Interview med Sauco.

Husk at klikke på billederne for at se dem i stort format.

Ryan McGinley: Jizz Face

Artiklen om modefotografen Ryan McGinley præsenterede den offentlige side af Ryan McGinley. Den private side er imidlertid også offentlig. På fansitet Fuck Yeah, Ryan McGinley kan man bla. finde følgende historie:

Jizz Face (I was 30-years old)

by Gavin McInnes

“I had recently moved to New York and was hanging out with a bunch of kids who were later dubbed “Warhol’s Children” by New York Magazine. One of the brightest talents in the group was a documentary photographer named Ryan McGinley who didn’t act gay but was gay. We were all sitting around drinking beer and doing drugs at some pretty girl’s apartment when Ryan came bounding out of the bathroom with cum all over his face. He was so covered he looked like the guy that had spent the past three years in solitary confinement holding it in. I’d never seen a male with jizz on his face before.

Cum, 1999.

He said, “Hey guys, are we going to be going out later or do you just want to hang out here for a while?” The fact that he was being so nonchalant about the kind of thing that would give most of us life nightmares, made me slide forward off the couch like I was on a broken chairlift without a safety bar. As Ryan stood there dripping with blobs, I sat there dying on all fours only occasionally looking up to confirm what I was seeing was real.

He’d smile and give a knowing nod that said, “Yep, it’s cum” and my head would go back to the floor to continue the Cry Laugh. It was like seeing your dad with tits or your mom with a beard. I had no file for it in my brain. Which brings me to why the gag was so successful: If you are going to scare someone by doing something like leaping out from behind a door, don’t say “Boo.” It’s way more confusing to come stampeding towards the person with some serious question about taxes or where you left your socks. Boo is already filed under “S” for “Someone’s trying to scare you.” Random banter has no file and it gives the joke that secondary umph of confusing impact that really draws out, what is essentially shock humor.

UPDATE:
 
I have since learned that it was hand soap not semen on his face and this blow was so crushing I’ve decided to ruin it for you too.”

Ryan McGinley i midten sammen med vennerne Dan Colen og Dash Snow.

Ryan McGinley: Falling down from the Sky

Den amerikanske fotograf Ryan McGinley startede sin karriere med at sende billeder rundt til kunstmagasiner. Som 25-årig lykkedes det ham i 2003, at få en soloudstilling på Whitney Museum of American Art i New York.

Efter i nogle år at have arbejdet med eksperimenterende fotokunst fik han i 2010 et gennembrud som modefotograf, og var den kreative kraft bag Levis opening ceremony. Og debuterede som modefotograf.

McGinley lægger ikke skjul på sin seksualitet, selvom den ikke nødvendigvis tematiseres i billederne. McGingley har lavet enkelte sexbilleder, hvor fyre optræder i afslappede og intime situationer. De er ikke pornografiske, men skildringer af seksualitet og krop.

Selv kalder McGinley sit fotografi for “an investigation of the human body”. Kroppen i sig selv og dens udtryk er hans emne. Hans Arkadien – drømmenes mål – er den frie krop.

McGinley har produceret askillige serier af billeder med mennesker i frit fald – og nøgne. Det frie fald er ligeledes tematiseret i  fotoserien for Levis. Her er modellerne selvfølgelig påklædte.

Om sit fotografi siger McGinley:

“I think that my photos are the least sexual thing. I don’t think there’s much sexuality going on in the images, I think it’s just an investigation of the human body, and I think when people work with me that’s not something that factors into the process of making the photographs.

  
  
 
  
I think that if someone offers me that, like if a girl gives me pouty lips or a really sexy look, I’ll actually tell her, ‘That’s not something I’m interested in. I just want you to be yourself and kind of act natural.”
 
— Ryan McGinley ArtInfo.com , 2010
 
I sit fotografi dyrker McGinley en form for naturisme – forstået helt bogstaveligt som nøgenhed og et naturligt udtryk. Selv i modebillederne kan modellerne ikke posere: De er i frit fald. Visuelt er det flot. Men det er også metode – et middel for at undgå det opstillede og indstuderede.

Far og søn

Alle har en far. Alle børn i børnehaven diskuterer, hvordan deres far er. Den franske fotograf Grégoire Korganow (født 1967) tematiserer far søn forholdet.

Grégoire Korganow siger:

“Det er uden tvivl min søns ankomst i mit liv, der gav mig lyst til at lave de portrætter. Han hedder Marco. Hans hud er sort, han er født i Rwanda. Jeg husker begejstringen hos en ven: “Det er vildt hvor han ligner dig!” Er det sandt? Og jeg? Ligner jeg min far? Og alle de sønner jeg har fotograferet ligner de deres fædre?

Jeg overvejede et stykke tid at kalde serien “arvelighed”.

Ved at kigge på portrætterne ser man lighederne.

Man undersøger ansigtstrækkene, sammenligner handlinger, attituder. Man forestiller sig en historie. Forsøger at løse mysteriet i forholdet. Nøgenheden giver problemer og skaber forvirring.

Portrættet af min far overrasker mig. Hvorfor krammer jeg ham. Jeg har ikke rørt ham siden min barndom. Han ser formålet, smilende og stolt

Jeg elsker også billedet af Marco og mig. Vi lukker begge øjnene. Vi er tilfredse. Lykkelige!

Jeg fandt ikke så meget ømhed da jeg startede med at tage disse billeder. Jeg troede kompleksiteten i forholdet til min far ville give mere afvisende billeder.

Disse billeder siger blot til min far og min søn, at jeg elsker dem.”

Den “arvelighed” Korganow taler om er ikke den genetiske – selvom nogle af billederne også dokumenterer den side af forholdet. Som ovenfor Félician og Francois, der er som agern og egetræ. For nu at bruge en biologisk metafor.

Projektet har personlige rødder. Måske derfor billedernes intimitet.

Projektet er dristigt. Viser os noget vi ikke er vant til at se: Nøgne gamle mænd.

Politiske korrekt nysprog  for det – “ældre mænd” – dur ikke. Mændene har sparsomt hår, gråt eller hvidt hår og hvidt skæg. De er ikke “ældre”: De er gamle mænd. Med stor værdighed.

Vi er langt fra reklamens billede af den unge far med spædbarnet på armen. Det signalerer far søn forholdets flygtighed: Forholdet varer indtil drenge bliver til mænd. Og parterne glider fra hinanden. Og ømheden i forholdet forsvinder.

Selv i de billeder hvor sønnen er barn eller ung viser Korganow mænd, hvor egetræet tilsyneladende husker det engang var agern. Og agernet drømmer om at blive til stolt egetræ.

o

Som sagt: Alle har en far. Mænd har sønner. Det er en af de få konstanter i livet. Men den skrøbelige intimsfære er under pres fra samfund, marked og politik. Arbejdsmarkedet udstøder gamle mænd, og fratager dem deres værdighed. Samfundet betragter gamle som en byrde. I debat og politik er en gammel mand, det modsatte af ung og kvinde. Enhver debats fødte taber.

Korganow rehabiliterer de gamle mænd og siger: Se de er smukke! Ikke på grund af udseende, men på grund af udstråling.

Voksne mænd optræder sjældent nøgne. I reklamen og i medierne er nøgne mennesker unge og kvinder.

Ved at vise gamle mænd nøgne brydes et monopol.

Mændenes værdighed ligger ikke længere i jakkesættet. Deres udstråling kan ikke potenseres af den bærbare, en Iphone eller attachemappe. Deri består en del af nøgenheden.

Og mændenes forskellighed. For det er jo mænd: De er – med et forsigtigt gæt i alderen 5 år til 85 år.  Men ingen er i tvivl om kønnet, selvom billederne er beskåret. Hvad er alder andet end et tal?

Ved at undgå frontal nudity mister billederne den dimension Jim Lyngvild talte om for nylig, at sønner også nogle gange ligner fædrene under bæltestedet. Korganow udviser heller ikke samme mod som Sally Mann, der tog nøgenbilleder af sine egne børn. Og uanset de kunstneriske – og menneskelige kvaliteter i billederne – er blevet forfulgt af censur og absurde anklager. Så er man næsten Korganow taknemmelig for, at han skåner de gamle mænd for den behandling.

Drenge er – og var også i Sally Mann’s tilfælde – udsat for særlig opmærksomhed. Teorierne om det skadelige i at være “mors dreng” er mere end hundrede år gamle. Idag hedder det at drengene bliver femininiserede, hvilket er skadeligt for deres kønsidentitet. Gamle fordomme iklædt nye gevandter.

Forholdet til far er derimod tabubelagt. Og vises sjældent som andet end den succesfulde karrieremands erhvervelse af kvinder og børn – den perfekte familie.

Kan moderne mænd defineres som menneskelige væsener uden ret til hverken mor, far eller børn?

Fordi mænd mistænkeliggøres i intimsfæren.

Expo Les Halles Paris april 2010.

Expo Korganow Pere et fils

Grégoire Korganow citatet er oversat af undertegnede.

Bernard Faucon: Uskyld og plastik

Fotografiets styrke er dets evne til at overbevise os om, at det vi ser er sandt og virkeligt. Altså dets troværdighed. Herved adskiller fotografiet sig fra de øvrige visuelle kunstarter – måske med undtagelse af film. Tegning og maleri dyrker komposition og fantasi, hvor fotografiet dyrker realisme eller mimesis (efterligning). Det gælder dog ikke den skole af fotografer, der ønsker at få os til at reflektere over hvad vi ser – eller over hvorfor vi opfatter noget som realisme eller ikke. Realisme er et værdiladet ord: Det signalerer godt og rigtigt. Underforstået: Enten har fotografen valgt de grimme motiver af f.eks. krig og død i reportage-fotoet for at fortælle historien og gøre tilskueren klogere. Eller også viser han det frem, som er smukt og rigtigt. Eller dagligdags og genkendeligt. Selv det, der er glamourøst kan jo i en vis forstand være begge dele, når det indgår i den daglige nyhedsstrøm.

L'arrivée/Ankomsten

Den franske fotograf Bernard Faucon startede som maler, men fotograferede i perioden 1976-1995. Hvorefter han valgte at stoppe sin karriere som billedkunstner. Hans fotografier er blevet kaldt konstruerede og surrealistiske, og det beskriver i hvert fald elementer de har til fælles med maleriet. Fotografierne dekonstruerer den velkendte virkelighed –  eller stiller spørgsmålstegn ved den. Faucons tilknytning til maleriet ses måske også i at billederne altid har titler.

Les amis/Vennerne

Billedet Les amis hylder det uskyldige venskab mellem børn – to drenge. Blot fortæller billedet – og det er et tilbagevendende træk – at fascinationen af uskyld også er en fascination af plastic. Indbegrebet af det der er uægte. Den ene figur er jo af plastic. Dermed kommer der kludder i de vante begreber og forestillinger. Det uskyldige eller uskyldsrene fremvises som bedrag. Spørgsmålet betragteren bliver efterladt med er om det blot er et visuelt bedrag: Når man først ser billedet ligner begge figurer drenge. Men der er noget galt ser man hurtigt, og konstaterer, at den ene figur er en dukke. Den vending gentages i billedet af frugtplukkerne.

La cueillette/frugtplukkerne

Og i kompositionen Blå hvid. Hvor noget af det optiske bedrag synes at gå i begge retninger: Er det dukken der er placeret lige som fyren, eller er fyren dukkeagtigt placeret i billedet. Og er det altså ham der tilføjer det visuelle bedrag? Det må være det sidste, der er fotografens intention.

Bleu blanc/Blå hvid

Den logiske konklusion på denne leg med illusionen er de billeder, hvor betragteren ikke længere er istand  til at skelne mellem “sandt” og “falsk”. Når den ene figur placeres i baggrunden på Blåt skum forbliver det en gåde om “han” er ægte eller en dukke som figuren i forgrunden. For slet ikke at tale om hvad det er en historie der fortælles?

Bleu d'ecume/Blåt skum

Der er andre titler mere hjælpsomme. Den første nadver – et slags konfirmationsbillede – af de to “drenge” og deres “kammerater” i baggrunden.  En mulig tolkning kunne være, at det uskyldige kun er opnåeligt for fotografen, der skal tage billedet via bedraget. Brugen af plasticfigurer. Her bidrager religionen også til bedraget; kirken og henvisningen til ritualet. Til sammen gør elementerne billedet sødt og kvalmende. Forlorent og uægte. Fascinationen ligger i bedraget.

Premiere communion/Den første nadver

Det religiøst ophøjede celebreres også i billedet Druerne, der tydeligvis henviser til Nadveren. Og de talrige fremstillinger i malerkunsten. Det er et tableau vivant, sådan som det er blevet dyrket i århundreder i maleriet, og sådan som en række store fotografer dyrkede det for 100 år siden. Blot karakteriseret af at der kun er et(?) levende menneske omgivet af dukker. Og kristus-figuren på billedet er – i modsætning til den bibelske historie – allerede død. Eller spiller død. For selvfølgelig er det iscenesat, og det fremstår sådan, at iscenesættelsen er en del af motivet. Det uægte er en del af billedets kunstneriske kvalitet.

Les Raisins/Druerne

Springet til billedet Kameraet kører er ikke så stort som det umiddelbart kan forekomme. Det ene er et religiøst tableau, det andet er en pornoscene. De har begge den centrale figurs nøgenhed til fælles. Nøgenheden har været et naturligt element i græsk og romersk antik kunst og fuldstændig indarbejdet i en række genrer af den kristne kunst. Ikke kun Jesus figuren er blevet vist helt eller delvis nøgen på korset. Også helgener som Sct. Sebastian er næsten ufravigeligt blevet afbilledet nøgne. Indtil den katolske kirke i sidste halvdel af 1800-tallet begyndte at forsyne statuer med figenblade og fjerne Kristus-figurer der ikke ansås for passende.

Prise de vue/Kameraet kører

Den pornografiske scene kan ikke undgå at relatere sig til den problematik der handler om, hvordan kan sex og kærlighed – eller bare en af delene – fremstilles på billede. Der skal jo instruktion til, lys, kamera, lydoptagelser og meget mere. Og hvordan skal noget menneske på kommando præstere noget, der virker ægte og rent?  Alle overlæggene, de tekniske forberedelser betinger i sig selv, at det ikke kan være spontant.

Antoine

Billederne af Antoine og David forekommer at være portræt – hvor fotografen ikke har lagt fremmedelementer ind, der skaber distance. Blot forekommer det som om de er blevet instrueret i at indtage en pose plastique, altså at stå som levende statuer. Sådan som gøglere agerer på Strøget. Og som det iøvrigt har været kendt siden det gamle Rom. Fotografen kan ikke forholde sig til den nøgne krop, uden at lægge distance til den.

David

Hele Bernard Faucons værk – der selvfølgelig omfatter meget mere end de udvalgte eksempler –  forholder sig til modsætningerne: Skin-virkelighed, realitet-illusion, ærlighed-bedrag og uskyldsrenhed-kitsch. Den katolske kirke der dyrker tableau vivant i ritualerne, er ærkemodstandere af  profane tableau vivants.

Og ligeledes modstander af skildringen af den nøgne krop, uden for det område den betragter som helligt. Ved at bruge religiøse motiver udvisker Faucons fotografi afstanden mellem helligt og profant.

Jolis mots amittié, amour/Smukke ord venskab, kærlighed

Faucons arkadien er barndommen. “Også jeg var i Arkadien” betyder for ham: Vi har alle været børn engang. Der er en tråd tilbage til det klassiske fotografi af tableau vivant hos Wilhelm von Glöden. Og inspiration i forhold til æstetik og den nøgne krop som motiv hos en nutidig fotograf som Ryan McGinley.

“Smukke ord kærlighed og venskab”, lyder en af billedteksterne. Det er næsten altid drenge der optræder på Faucons fotografier. Sammen eller alene. Men den eneste antydning af sex er billedet Prise de Vue.

Alle billederne ligger på: bernardfaucon.net