Casper og Frank. Nu som mennesker

“Efteråret 2011 har Casper og Frank premiere på et live tomandsshow. Denne gang i rollerne som sig selv. Væk er udklædning og fiktion. Tilbage står to mennesker, der fortæller en historie om venskab, forskelle, konflikter og jagten på den næste joke. De er nøgne – ikke som Adam og Eva – men sårbare og uden distance. Det er selvudleverende og ærligt, men først og fremmest sjovt.”

Sådan præsenterer Casper og Frank deres nye show. Hvorfor ikke gå i teatret og se det? Som sagt, så gjort.

Emnet stand-up har tidligere været på bloggen. Både den type Casper og Frank laver, og den rent verbale man finder på Spademanns Leksikon. Hvad er forskellen på de to ting? Den sidste er helt almindelige mennesker som anmelderen selv ved særlige lejligheder leveringsdygtig i. Den første kræver derimod at man er celebrity. Når der står “Casper og Frank”  ved vi at dem kender vi. Eller rettere: Dem kender vi ikke (personligt), og derfor er vi på fornavn.

Men som det fremgår af lokkemaden, så lover Casper og Frank at NU vil vi lære dem at kende. Sådan som de er. Gjorde anmelderen så det? Og i så fald: Vil han afsløre, hvem de er? Svaret til det sidste er et ubetinget nej. Lige som det ville være unfair at referere alle vitserne. De stakkels mennesker skal jo optræde igen – og uden vitser og små hemmeligheder går det jo ikke. Anmelderen vil holde på anstændigheden og nøjes med, at låne deres koncept: Fortælle det indlysende, og blande et par diskrete hvide løgne ind hist og her. Så kan man f.eks straks afsløre, at Casper og Frank har en kontrakt der siger, at den der bevæger sig over bæltestedet er færdig i branchen. Dét overrasker jo ingen!

Når parret for at varme publikum op beder om at få nogle stikord er der straks en fyr, der med høj og gennemtrængende stemme råber: Homo! Hvortil Frank svarer “fint med mig, lad os bare få noget mere af det”. Mens Casper må indrømme, at han ikke har det godt med emnet, da han stadig er øm bagi efter sidste gang. Med henvisning til Klovn; The Movie og Caspers eskapade med gymnasielæreren.

Diskussionen om hvem af dem der er nummer ét – filmens og showets virkelige celebrity – var det eneste der virkelig distraherede og stillede under-bæltestedet-klausulen i bero. Og så alligevel ikke. For ligesom i dagens aktuelle feministiske debat blev kønnet nævnt helt konkret. Efter at have hørt ordet …………flere gange i forestillingen er det kun en lettelse ikke at skulle referere, hvad der blev sagt ordret. For ellers skulle den seksuelle lavalder for adgang til denne blog jo sættes op til 30 år! (PS: Alle jer der blot ser en stribe prikker ovenfor er blevet ramt af det filter, der forhindrer mindreårige i at få adgang til dele af teksten.)

Undtaget for anmelderens tavshedspligt må selvfølgelig være at korrigere det, der er åbenlyst usandt. Når Casper bliver ved med – i et hårdnakket forsøg på at fremhæve sig selv som nummer ét – at påstå at han kommer sammen med Jarl Friis-Mikkelsens 25-årige datter ved alle jo det ikke er sandt. Så selv om der bliver talt meget om aldersforskellen imellem de to bliver ingen forargede. Alle ved at efter showet griber Casper mobilen og ringer til Iben Hjejle og fortæller det var en fin aften, og nu kommer han hjem! Og Iben Hjejle vil diskutere med Casper, hvis tur det er til at smøre børnenes madpakker. Alle ugebladene siger noget andet, hvilket ikke kan undre. Hvornår har de sidst skrevet noget sandt? At Politiken’s anmelder ikke har gennemskuet det kan derimod undre. Hvad bliver det næste? Vil de også påstå Casper kan synge?

Det er i den forbindelse at Casper taler om kønnet dvs. størrelsen. Efter Klovn-filmen har han taget bøssestilen til sig og virker mere optaget af emnet end Jim Lyngvild. Ikke overraskende får Casper også senere fortalt om i hvilke stillinger, han har sex med Jarl Friis-Mikkelsens datter. Casper er i hård konkurrence med Jørgen Leth!

Det virker som om Casper og Frank kun er optaget af én ting. Men inden man bliver fordomsfuld skal man huske på: De er på scenen, de er celebrities. Når de i løbet af dagen får de sidste ting omkring showet på plads er de i en helt anden verden. De har en lang aften foran sig, og her er der et emne på tre bogstaver, der ikke bliver nævnt med et ord. Frank beklager sig til frokost over, at han får den stærke ost eller at Casper ikke satte mælken i køleskab. Og Casper nægter at gå ned og hente en ny. Det er virkelighedens verden.

Budskabet i forestillingen har dæmret,  undskyld nu røber anmelderen det alligevel: Sex er stærkt på retur. Det alle opfatter som et stærkt og velprøvet brand er blevet lige som Jolly Cola. Enkelte ved hvad det er, men penge og prestige – hvad der svarer til Coca Cola – har overtaget markedet.

Her vil nogle måske hævde at anmelderen overdriver. Og indvende: “Du ved jo slet ikke om de uden for scenen kun sidder og diskuterer ost, og sur mælk! De har garanteret et spændende liv!” Anmelderen vil derfor forvisse sig om, at han har ret i sine formodninger: Gå ud og møde nogle celebrities, og se hvad der foregår.

Det er Store J-dag og anmelderen har set adskillige mænd iført klædelige hatte. Timingen synes at være i orden. Først går turen til Det Mindre Fine Sted som serverer julebryg, og hvor der kommer mange slags mennesker. Da anmelderen åbner døren er der straks en der råber hans navn. Det er meget jævnt og folkeligt. Der går blot et kort øjeblik, så falder samtalen på, hvorfor vi ikke er venner på Facebook? Anmelderen mener det giver sig selv: Vi kender hinanden, hvorfor så være Facebook-venner? Men katten er sluppet ud af sækken. Og snart står vi og måler, hvem der er Casper og hvem der Frank. Det er anmelderen der er Casper, fordi han har flest venner. Og vi véd at derefter giver alt det andet sig selv.

Anmelderen går derefter videre til Det Rigtig Fine Sted for at slappe lidt af. Her kommer celebrities. De man kender behøver man ikke hilse på. Har man haft sex med den ene eller den anden gør man klogest i at lade, som man ikke genkender vedkommende. Det første er af hensyn til de, der har været i Se & Hør. Her er man den evige Frank – eller end ikke det. Den anden type er de man aldrig ville invitere til at være venner på Facebook. Og da man officielt ikke kender hinanden taler man heller sammen offentligt. De andre ved anmelderen ikke hvem er. Der er derfor ingen anledning til at tale med dem. Heldigvis er der høj musik, det giver sig selv at længere samtaler ikke er mulige. Celebrities’ deltager alle i TV, hvor de skal date hinanden, vise sig nøgne og det er meningen der skal foregå ting under dynerne for åben skærm. De orker hverken tanken om sex eller menneskelige relationer, hvis kameraet ikke kører. Der sker derfor absolut ingenting på Det Rigtig Fine Sted.

Ved et uheld støder anmelderen ind i en celebrity, og vi bliver nødt til at hilse på hinanden. Men da anmelderen glemmer, at sige et par ord om det sidste program vedkommende deltog i dør samtalen hurtigt ud. Anmelderen sætter sig i den behagelig bløde sofa og falder takket være den beroligende høje musik og stedets diskrete atmosfære i søvn!

Anmelderen vågner op umiddelbart før Det Rigtig Fine Sted lukker og slentrer hjem efter en fredelig aften.

Dementi: Casper og Frank har iscenesat showet sådan, at de spiller sig selv. Sorry til de der lod sig snyde af ovenstående: Casper Christensen kommer rent faktisk sammen med 25-årige Isabel Friis-Mikkelsen. Og jo: Casper Christensen synger faktisk en sang akkompagneret af Frank Hvam og Simona Abdallah. Casper og Frank showet er 90% taget direkte fra personlige følelser og oplevelser siger Casper, ligesom 90% af ovenstående anmeldelse er sand.

PS: Det med prikkerne i teksten, der skulle være et filter for mindreårige var da ivørigt noget forfærdeligt sludder!

Reklamer

Dreng

Skuespilleren Peter Gantzler har 2011 debutteret som instruktør med filmen Dreng. Det lykkedes ikke at få filmen i normal biografdistribution. Istedet arrangerede Gantzler en turne til udvalgte biografer, hvorefter den blev tilgængelig på video on demand. Efterfølgende er den udkommet på DVD og kan også streames – via biblioteket – på Filmstriben.

Filmen blev til som et indie-projekt med en nyuddannet producer og skuespillere der arbejdede gratis. Smalle film har ikke nemt ved at trække publikum. Hvor forhold mellem ældre mænd og unge kvinder ses relativt hyppigt på det store lærred er kønsdiskriminationen udpræget, når det handler om en voksen kvinde, der vælger en purung kæreste.

Hovedpersonen den 18-årige Christian (Sebastian Jessen) forelsker sig i den tiltrækkende, men dobbelt så gamle kvinde Sanne (Marie Louise Wille). Hovedpersonens mor (Helle Merete Sørensen) ser skeptisk og jaloux til fra sidelinien. Det der til at begynde med ligner en våd teenage drengedrøm forvandler sig til en prøvelse for den unge Christian. Denne opdager at Sanne er enlig mor og forventer at han agerer far for hendes søn (Mikkel Bjerrum). En form for maskulint modspil præsenteres af Peter Gantzler selv i skikkelse af den alkoholiserede vicevært John.

Det er et kammerspil, hvor en boligblok på Frederiksberg danner ydre ramme. I den grad at porten til ejendommen danner indgang og udgang for historien.

På overfladen er der (trekants)drama med den pressede Christian i centrum. Vi bliver dog ikke inviet i, hvad der foregår bag facaden. Hvorfor er det egentlig at de voksne kvinder har sværere ved at tackle situationen end hovedpersonen selv? Det bliver kammerspil uden dybde. En tilsvarende karakteristik – der på en gang siger for lidt og for meget – gør sig gældende i settet. Fast kamera og dæmpede gråtoner hos moderen, håndholdt kamera og varme farver hos Sanne. Håndfast symbolik.

Der mangler noget. “Før kærligheden går et følelsesmæssigt behov, kærligheden opfylder dette behov” sagde forfatteren Stefan Zweig. Her virker det som om der gik tomhed forud for kærligheden. De mange scener hvor Christian fremstår som den blanke teenager forklarer netop ikke, hvad der rør sig i hans sind. Eller hvilke motiver der driver ham til at fastholde sit engagement på trods af omgivelsernes modstand. Takket være de smukke billeder af Christian fremstår uskylden kronisk. End ikke hede sexscener formår, at bortmane tvivlen om, at det vi ser er andet end en flirt.

Dreng virker som en kortfilm der af uransagelige grunde er blevet til spillefilm. Hvilket den ikke er tjent med. Karaktererne forbliver sært endimensionale trods flotte og overbevisende skuespilspræstationer. Især kvinderne omkring Christian lider under at deres karakterer ikke bliver foldet ud i andre sammenhæng. Den lettere neurotiske mor og den ubehælpsomme Sanne – således fremstår de overfor Christian. De får ikke oprejsning ved, at vi som tilskuere får lejlighed til, at opleve dem i andre omgivelser eller i andre  menneskelige relationer. Vi fornemmer blot at det vi ser ikke er hele sandheden. Et forhold der i kortfilmsammenhæng er forståeligt, men i spillefilm er frustrerende.

Ærgerligt at en film der ifølge instruktøren – har udgangspunkt i noget selvoplevet – og ambition om at følge vejen fra dreng til mand ikke tør slippe velkendte klichéer om uskyld. Filmen kommer derved ufrivilligt til at traske i sporene på Edward Flemings Rifbjerg filmatisering. Filmen realiserer ikke sin intention. Drengen forbliver – trods en flirt – dreng.

Tryllefløjten

Der tre ting en operainstruktør aldrig må gøre: Tage et kendt værk, og popularisere for, at få et nyt publikum i tale. F.eks. modernisere iscenesættelsen. Eller erstatte den originale tekst med en oversættelse. Med henblik på at overskride sprogbarrierer. Og endelig: Overføre opera til et andet medie f.eks. film for, at nå ud til et nyt publikum.

Gør instruktøren en af delene – eller alle tre – vil det traditionsbevidste publikum og anmelderne med stor sandsynlighed vende tommelfingrene nedad.

Kenneth Branagh’s filmatisering af Mozarts opera Tryllefløjten praktiserer alle tre ting. Det berømte/berygtede regiteater som danske og udenlandske anmeldere rutinemæssigt tager afstand fra. Hvis instruktøren ændrer historien ved at benytte en anden scenografi end den traditionelle. Typisk ved at flytte handlingen i tid. I dette tilfælde flyttes handlingen fra en fjern fortid i Egypten til et sted i Europa under 1. verdenskrig.

De stærke farver på soldaternes uniformer bevarer noget af teater karakteren.

Filmens pacifistiske budskab er blevet kritiseret for at fylde for meget – og være irrelevant i forhold til Mozarts opera. Hvilket ikke er sandt. Men visuelt tillader denne omplacering, at Nattens dronning præsenteres kørende i tank! Det “krigeriske” element ved karakteren bliver dermed fuldstændig umisforståeligt.

Stephen Fry har oversat Schikaneders tyske libretto til engelsk. Hvilket også – af hensyn til handlingen – har medført forskellige ændringer. Det er for at sige det mildt – uvant – at høre Mozart på engelsk. Selvom der findes en levende tradition i Storbritannien for at synge på nationalsproget. En vane Operaen i Danmark heldigvis – stort set – har lagt bag sig. Da Tryllefløjten er et syngespil indgår talte replikker på nationalsproget på en naturlig måde. Blot må man her acceptere arierne lyder anderledes end den vante tyske version.

Operafilm har den fordel frem for den almindelige opera DVD, at næsten alt er teknisk muligt. Især som her, hvor en udstrakt brug af CG fremhæver det magiske univers. Filmen bliver således visuelt en blanding af realisme og fantasi – hvilket modsvarer historiens hybrid af drama og komedie.

Og musikalsk undgår denne film de faldgrupper, der ellers plager genren. Sangerne optræder selv og erstattes ikke af skuespillere. Hvorved problemer med efter-synkronisering undgås. Sanger-teamet er ujævnt, men stærkt støttet af Det Europæiske Kammerorkester dirigeret af James Conlon. Den vigtige rolle som Sarastro er besat af Rene Pape, der næsten ejer partiet på operascenen. Nattens dronning synges med tydelig slavisk accent, men med dramatisk nerve af Lyobov Petrova. Joachim Kaiser er en smukt syngende Tamino. Det øvrige team er velsyngende uden at imponere. Der ageres overbevisende nok.

Handlingen flyttes i tid og den pacifistiske pointe hæftes på af Branagh og Fry, men kernen i historien er  bevaret intakt. Det handler om forholdet mellem kønnene, seksualitet og sex.

Nattens dronning er – indvies publikum i efter først at være blevet ledt på vildspor – historiens skurk. Dronningen er i følelsernes magt og repræsenterer derfor modstykket til det, der for 200 år siden var oplysningstidens politiske ideal: Den milde og retfærdige monark. Det politiske udspilles på familie-niveau i kampen mellem Nattens dronning og Sarastro om datteren Pamina.

Nattens dronning pålægger Pamina at myrde faderen Sarastro.

I filmen vil den unge Tamino, søge at redde Pamina, efter han er blevet betaget af hendes portræt. Han ledsages af fuglevagten Papageno, der gør tjeneste som den, der advarer soldaterne imod gasangreb.

Tamino og Papageno udgør to stands-forskellige udgaver af den kærlighed operaen er en hyldest til. Sammen med før omtalte Pamina og den jævne bondepige Papagena.

Pamino og Papageno skal hver bestå tre manddomsprøver – dog med forskellige krav – for at erobre deres udkårne. Fordi det kvindelige univers er henholdsvis emotionelt og irrationelt, må mændene styre og være stærke over for kvinder. Opretholdes fornuften bevares samfundsordenen og moralen.

Den morale piller filmen ikke ved. Den vover ikke som Kasper Holtens samtidige meget filmiske Wagner Ring – der er udkommet på DVD – at indføje feministiske pointer.

Papageno drømmer om sin Papagena.

Kærlighed betyder for parret Papageno og Papagena sex og børneavl. For den højere stand – Pamino og Pamina – har den tillige en følelsesside. Men begge dele er lige rene. Sex og børnavl forstås – i overensstemmelse med oplysningstidens værdier – som naturligt og uskyldigt. Sex er kun farligt i forbindelse med voldeligt overgreb. F.eks. da håndlangeren Monostatos forsøger at kysse Pamina, og vil bruge magt over for hende. Monastatos er i ledtog med Nattens dronning, der har opfordret Pamina til at dræbe Sarastro.

Pamina får hjælp af de tre drenge – det er uvist hvem der har sendt dem – de har magiske evner.

Sex er altså kun farligt, der hvor statens fjender er i sansernes vold og truer både omgivelserne og herskerens liv. Mozarts opera Figaros Bryllup (1786) havde tidligere vakt myndighedernes bekymring – ikke fordi det er en sexkomedie – men fordi librettoen var fransk – og kunne mistænkes for at bære de nye farlige idéer om frihed, lighed og broderskab til Østrig. I det stykke placerede forfatteren Beaumarchais tjeneren Figaro i hovedrollen i stedet for hans herre Hertugen, hvilket vakte forargelse.

Tryllefløjten er måske den mest heteroseksuelle opera i hele litteraturen. Forholdet mellem mand og kvinde lovprises i Papagenos og Papagenas arier som naturens uovertrufne vidunder. Og filmen følger scenetraditionen, hvor det myldrer med Papagenos og Papagenas børn inden sidste takt er færdig. Og kærligheden mellem Pamino og Pamina forvandles til den ægteskabspagt, der er hele samfundets fundament.

Homoseksuelle handlinger hverken benægtes, afvises eller fortrænges: Der er simpelthen ingen antydning. Operaen er skrevet 1791, hvor ordet endnu ikke fandtes. Men hvordan betragte heteroseksualitet “udefra” – som operaen jo faktisk gør – hvis der intet findes uden for den heteroseksuelle definition af køn og seksualitet?

Sarastro i opgør med Monostatos.

Og hvorfor ender Sarastro – der vel skal personificere verdensordenen – som det vi idag vil kalde single? Nogle vil påstå at det ligesom forvandlingen af karaktererne efter 1. akt er librettoens svaghed.

Goethe derimod har sagt at “der hører mere dannelse til erkende denne operatekst betydning end til at benægte den.”

Operafilmen er slet ikke så håbløs en genre, som mange mislykkede eksempler kunne forlede til at tro. Kasper Holten viste i 2006 med Wagners Ring, hvordan kombinationen af filmisk sprog og sceneopførelse kunne forenes. Kasper Holten har nu taget skridtet fuldt ud og filmatiseret Mozarts Don Juan, der netop har haft premiere. Her er forholdet mellem kønnene og seksualiteten en helt anden.

Heteroseksualitet

“Hvorfor Gud opfandt spiritus? Fordi vi grimme mennesker også skal have sex engang imellem.”

Winston Churchill

Indledning

I modsætning til hvad mange tror så er heteroseksualitet en afledning af homoseksualitet. Og ikke omvendt.

Heteroseksualiteten, som vi kalder den mest udbredte seksuelle norm, blev først navngivet i 1894.  Altså senere end homoseksualiteten, der allerede blev navngivet i 1859. De der tror heteroseksualitet har fandtes siden Adam og Eva tager altså fejl. Bibelen nævner ikke ordet, kun at kvinden snød fyren. En slags foreløber for vore dages feminisme.

Heteroseksualitet bliver brugt som betegnelse for en særlig gruppe individer, der besidder en trang til seksuel omgang med det modsatte køn.

Læg mærke til fyrens sexede tøj. Et scoretrick der altid virker. Piger kan ikke modstå det rå og sexede look!

Seksualitet

Heteroseksualitet er ofte mangelfuldt eller slet ikke beskrevet i litteraturen. Den danske Wikipedia kan beskrive fænomenet på nogle få linier:

“Heteroseksualitet menes at være den mest udbredte seksuelle orientering blandt de fleste, mens en del forskningskredse mener at have fundet belæg for at mellem 70% og 85% af befolkningen har biseksuelle tendenser, som blot fortrænges, undertrykkes eller sublimeres på grund af samfundets opfattelse af hvad normal seksualitet er.”

Og da der ikke er nogen kildeangivelse kan enkelte elementer i beskrivelsen drages i tvivl. F.eks. når det påstås at fænomenet skulle være udbredt i den danske befolkning. Og når det påstås at biseksuelle tendenser sublimeres eller fortrænges.

Aktivitet

Her er der tværtimod dokumentation for at mænd der opfatter sig som heteroseksuelle – har en heteroseksuel identitet – kan være involveret i homoseksuel aktivitet.

Så meget at artiklen homoseksuel beskriver homoseksuel aktivitet i form af gangbang mellem mænd, der opfatter sig som heteroseksuelle. Blot med forklaringer af typen:

“Det her er et fængsel, der er ingen kvinder, men vi savner dem ikke sålænge vi har hinanden!”

Eller:

“Vi kommer alle fra flåden, det er et fællesskab, lad os lære hinanden lidt bedre at kende!”

Omvendt skulle der også være belæg for at heteroseksuelle kvinder foretrækker homoseksuelle mænd fordi de er så “søøde”.

Og kvinder der bekender sig til feminisme mener, at (heteroseksuelle)mænd udbytter, udnytter og undertrykker kvinder seksuelt og på anden vis. Dvs. i praksis skulle de sky mænd og al disses ondskab og nedrighed. Mænds optagethed af hinanden, og kvinders optagethed af at undgå mænd er en vigtig del af karakteristikken af den heteroseksuelle praksis.

Udbredelse

Hvor den videnskabelige beskrivelse af heteroseksualitet er mangelfuld og ufuldstændig kan en empirisk tilgang dog opklare forskellige spørgsmål.

Heteroseksualitet er slet ikke eksklusiv. Heteroseksuelle mænd er aktive på mange forskellige måder.

Dog synes heteroseksuelle mænds fantasi, at være stærkt optaget af udvalgte dele af kvinders anatomi.

Søgeordet “Bare damer” giver 5.000.000 resultater på Google. En vis interesse for emnet kan altså ikke udelukkes, at være tilstede hos en del mænd.

Kvinder er derimod “resultatorienterede”. På Google giver søgeordet “Mors baby” 6.690.000 resultater!

Noget kunne altså tyde på en vis forskel i interesser mellem de to køn. Og igen bekræftes mistanken om, at de heteroseksuelles slogan at de to køn er “skabt for hinanden” er temmelig forvrøvlet og næppe har hold i virkeligheden.

Presse

Alt håb er dog ikke ude for de heteroseksuelle. 1. april 2011 overraskede nyhedssitet XQ28.dk og bragte følgende pressemeddelelse:

“I går fik alle os, der frivilligt arbejder for XQ28 en højst uventet meddelelse fra sidens ejer, Tejs Lindhardt, som informerede os om, at siden fremover kun vil henvende sig til heteroseksuelle, da man derved vil nå ud til langt flere. Vi fik derfor besked på fremover kun at skrive om begivenheder, spisesteder, film osv. som specifikt henvender sig til heteroseksuelle. Alle fremtidige nyheder vil derfor have et udelukkende og specifikt sigte på heteroseksuelle anliggender.

Formanden for DHI (De Danske Heteroseksuelles Interesseorganisation), Danny Thorsten, udtrykker stor henrykkelse ved nyheden om et nyhedsmedie specifikt henvendt til heteroseksuelle uden at være religiøst motiveret. ”Danmarks heteroseksuelle har længe manglet et nyhedsmedie, som specialiserede sig i og fokuserede på vores miljø og interesser”.

Nyheden kommer som et chok for de fleste af os på XQ28.dk, hvordan skal vi kunne løse denne opgave? Hvordan skal vi finde ud af, hvad det vil sige at være heteroseksuel?

Vores ejer har selv taget initiativ til at sætte sig ind i en heteroseksuel hverdag ved at oprette brugeren GayboyCuriouz på datingsiden Scor.dk.”

Pressemeddelelsen er også interessant derved, at den omtaler en heteroseksuel interesseorganisation DHI. Som vist aldrig har været omtalt før. På Facebook finder man en Landsforening for heteroseksuelle og ciskønnede. Den er oprettet 2011 og har kun nogle få hundrede medlemmer. Dens mission beskrives som: For opretholdelsen af den binære kønsorden. Og det er tilsyneladende meningen at uddele en årlig pris ved navn årets Søpølse.

Kvinders sexidoler

  • Jim Lyngvild
  • Casper Christensen
  • Justin Bieber
  • Robbie Williams

Mænds sexidoler

  • Christina Aguilera
  • Scarlett Johansson
  • Keira Knightley
  • Angelina Jolie

Som det fremgår foretrækker heteroseksuelle kvinder homoseksuelle mænd eller ganske unge drenge, mens heteroseksuelle mænd foretrækker Holywood babes. Endnu en grund til at give Churchill ret: Uden spiritus ville den alliance aldrig virke.

Kilde: Spademanns Leksikon

Feminisme og forbudsdagsorden

Feministisk politik er idag en forbudsdagsorden. Feministisk argumentation er fyldt med bekymring: For kvinders og mindre åriges liv, unges færden på internettet, frygt for voldtægt og sexovergreb. Hvilket resulterer i krav om lov og orden og nye forbud.

Radikal-feminismen er blottet for bekymring i forhold til overgreb eller stigmatisering af mænd. Først understøttet af lægevidenskabens sygeliggørelse af den mandlige seksualitet optræder, der en bekymrings- og mistænkeliggørelses-diskurs i forhold til mænds indbyrdes relationer. Men aldrig bekymring i forhold til kvinders vold over for mandlige partnere eller kvinders stigmatisering af mænd. Ledsaget af benægtelse af det køns-ideologiske perspektiv.

Prostitutionsdebat og forbudsdagsorden

Mandlig prostitution optræder ikke i debatten, når Karen M. Larsen med udgangspunkt i radikal-feminisme skriver i  Information om prostitution.

Nille Thomsens kommentar til artiklen lyder:

“Det der bekymrede mig i Karen M Larsens indlæg var at med hendes ensidige kønsperspektiv, kom hendes artikel til at virke som en løftestang for noget køns-ideologisk snarere end for noget moralsk.”

Forbigåelsen af mandlig prostitution skyldes, at vinklen er køns-ideologisk. Artiklen er –  på trods af besværgelserne – en lang opremsning af argumenterne imod prostitution. Der forstås som overgreb mod kvinder.

Nille Thorsens kommentar lyder videre:

“Når Karen M. Larsen i sin “fortale” siger: “Et fokus på den mørke side af sex er ikke et udtryk for en såkaldt dæmonisering af mænds seksualitet” fornemmer jeg, at det er nøjagtigt det modsatte hun i virkeligheden mener.”

Nille Thorsen er – ligesom en række af debattørerne på Information – ikke principielt imod moralisme. Men undrer sig over at Karen M. Larsen ikke bekender kulør og erklærer sig imod prostitution og som tilhænger af forbud. Når det tydeligt nok fremgår, at det er budskabet.

Undladelsen af omtale af prostitution blandt homoseksuelle mænd er bemærkelsesværdig, når Karen M. Larsen i andre sammenhænge gerne optræder som “forsvarer” af disse. Men mænds eventuelle seksuelle krænkelser af andre mænd er i det radikal-feministiske perspektiv uinteressant. Krænkelser bliver først interessant, når radikal-feminisme smeltes sammen med lægevidenskabens opfattelse af mænds seksualitet som pervers. Og muliggør en omfattende mistænkeliggørelse af de homoseksuelle mænds seksualitet.

Det køns-ideologiske aspekt i Information artiklen bemærkes også af Kåre Fog, der kommenterer det således:

“Det skal måske lige nævnes, at Karen M. Larsens artikel er ensidig på en måde mere, nemlig at den omtaler sex der gør ondt på kvinder, men ikke sex der gør ondt på mænd. Partnervold vendt imod mænd er nogenlunde lige så udbredt som partnervold vendt imod kvinder.”

Der er tale om et bevidst “fravalg” ud fra det radikal-feministiske perspektiv. Hvor alle sociale fænomener ses som køns- eller sexrelaterede. At definere sig som mand er at påtage sig at undertrykke, udnytte og udbytte kvinder. Socialkonstruktivisme er i den radikal-feministiske version teorien om, hvordan mænd misbruger kvinder. Ved at påtage sig den mandlige af kønsrolle.

Radikal-feministerne lægger afstand til social konstruktivismens begreb om “åbenhed”: Som sociale væsener er vi ikke kun, hvad vi bliver gjort til, men også det vi gør os selv til. Opfattelsen af alle mænd som potentielle sexkriminelle –  som fejlsocialiserede –  betyder, at der ingen modstrid er til det begreb om mænds seksualitet lægevidenskaben formidler.

Mistænkeliggørelses-diskurs over for heteroseksuelle mænd

Radikal-feminismens syn på mænd udmøntes i en mistænkeliggørelses-diskurs over for heteroseksuelle mænd.

At mænd taber social status via ægteskab et et velkendt fænomen. Der hvor ældre højstatus mænd gifter sig med unge kvinder er der et statustab.

Men en ny bekymrethed er kommet til i forhold til seksuelle relationer mellem mennesker med dansk kulturbaggrund og mennesker med ikke-vestlig kulturbaggrund. Nu bliver det betragtet, som et muligt område for danskernes udøvelse af diskrimination, racisme, undertrykkelse, overgreb og kvindehandel. Alle disse muligheder eller hentydninger til sexkriminalitet gør det til genstand for problematisering. Tidligere blev mænd stigmatiseret, når de ikke giftede sig og havde løse forbindelser og adgang til prostitution. Idag bliver mænd stigmatiseret via indgåelse af ægteskab. Samtidig med der er et fornyet krav om kriminalisering af prostitution. Mænds seksualitet bærer i begge relationer bekymringens fortegn.

Mistænkeliggørelses-diskurs over for homoseksuelle mænd

Ud fra den radikal-feministiske præmis er mandlige homoseksuelle  “undertrykkere”, præcis lige som alle andre mænd. Den feministiske forbudsdagsorden opretholdes i lige så høj grad over for mandlige homoseksuelle, som over for heteroseksuelle mænd.

Når lægevidenskabens opfattelse af den sygelige maskuline seksualitet supplerer radikal-feminismen bliver homoseksuelle mænds gensidige seksuelle relationer også genstand for en bekymrings- og mistænkeliggørelses-diskurs.

Især i forhold til prostitution og i betragtningen af forhold med aldersforskel. Og sidst – men ikke mindst  – formidler lægevidenskaben mistanken, at alle mænd er pædofile. En påstand feminister – også Karen M. Larsen – nok afviser, men samtidig opretholder ved i alle debatter at insistere på, at modstandere af forbudsdagsordenen har “bagvedliggende” motiver.

Det skal også siges at Karen M. Larsen ikke forbigår den mandlige prostitution. Tværtimod. Når det afvises at stigmatiseringen af de homoseksuelle i 1960’erne var en pædofil-panik, er det en konstatering af, at det homoseksuelle miljø tidligere var pædofilt. Hvilket idag retfærdiggør forbudsdagsorden og mistænkeliggørelse af alle homoseksuelle mænd.

Uanset radikal-feminismens begreber påstås at være informerede af socialkonstruktivisme ses mænds kønsrolle og seksualitet ikke som et valg, men som noget determineret eller “skæbnebestemt”. Også de kvinder der er undertrykte, udnyttede og udbyttede – er i offerrollen – tilsvarende ufrie. Lægevidenskabens reduktionistiske og deterministiske opfattelse af seksualitet besejrer og erstatter vilje og valg.

Joyce Carol Oates: Sexy

Kan man tænke mandlig seksualitet uden at tale om misbrug, krænkelse og overgreb? Ikke i en amerikansk ungdomsroman. Hvis den altså er dristig nok til at vove at rejse emnerne.

På den ene side en truet eller truende seksualitet. På den anden side samfundets forholdsregler: Kriminalisering, restriktioner, kontrol og overvågning. Og så de evindelige ledsagere som ingen har bedt om, men er der alligevel: Bekymring og mistænksomhed.

Joyce Carol Oates ungdomsbog Sexy udkom på dansk i 2005. Næsten et årti efter den første store pædofilpanik var startet i Danmark. Denne panik var taget af  i 2005, men ikke forsvundet. Den første videnskabelige karakteristik af denne panik udkom samme år. Dens afvisning af fænomenets postulerede gigantiske omfang betød, at forfatteren selv blev udsat for dødstrusler for sin angivelige “sympatiseren” med de kriminelle pædofile. Selvom afhandlingens emne var køn og forhold mellem mænd og kvinder, og pædofili omtaltes i et enkelt afsnit i en bog på 386 sider udeblev reaktionen altså  ikke. At forskeren var professor og leder af et forskningscenter anfægtede ikke den type kritik.

Cover til den engelsksprogede udgave.

Efterfølgede har en vis erkendelse af hysteri og panik indfundet sig. Spørgsmålet er imidlertid stadig relevant:

Hvordan bliver drenge til mænd under disse samfundsmæssige omstændigheder? Og bliver de ofre eller gerningsmænd. Eller måske begge dele?

Det centrale ord er mandehad. Ikke som nogle umiddelbart vil tro, fordi nogle kvinder – især feminister – hader mænd. Det er muligvis sandt at nogle kvinder gør det. Det er bare ikke pointen. Og det handler bogen heller ikke om. Den handler om mænd, der hader mænd.

Den hollandske udgave.

Historien beskriver den 16 årige highschool elev Darrens vej fra dreng til mand. Da der opstår en homofob smædekampagne imod Darrens engelsklærer kommer Darren i klemme. Hvor ligger hans loyalitet? Hvem er han selv, hvad er hans seksuelle orientering? Hvordan takler en teenager, at alle voksne er grebet af panik?

Darren befinder sig i en umulig position af mange grunde.  Skyldfølelserne. Han har én gang fået et lift af engelsklæreren Mr. Tracy.

“Det var i november, en torsdag efter svømmetræningen.

Det var vagt og usagt.

Det der var desuden ikke sket.”

Hvad blev ikke ageret, hvad forblev usagt? I det tilbageblik bogen udgør får vi det at vide.  Darren selv er ikke i tvivl: For det første engelsklærerens homoseksualitet, dernæst hans fascination af Darren.

Cover til den norske udgave.

Men Darren fastslår over for sig selv i den indre monolog, at der ikke fandt noget overgreb sted. Verbalt eller på anden vis. Darren ved imidlertid, at han selv satte lavinen igang med spørgsmålet til svømmekammeraterne:

“Tager Tracy billeder med et digital kamera. Af drenge i Spedo-badebukser. Nogen bør undersøge det nærmere.”

Selvfølgelig kommer der ikke en undersøgelse, men derimod en smædekampagne: Pornobilleder med homosex samt et ledsagende brev angiveligt fra en 11 årig dreng med anklager om overgreb og trussel om selvmord bliver anonymt afleveret til rektor. Hvorefter politiet hurtigt involveres.

Den spanske udgave af bogen.

Da politiet først er inde i sagen er intet tilbagetog muligt for drengene. Har nogen oven i købet spundet videre på historien, vedlagt børneporno og opdigtet nye anklager om forulempelse af svømmedrengene i et brev til politiet? Fortælleren ved det ikke. Han ved blot at anklagerne ikke er sande.

At sige det imod er imidlertid umuligt. Darrren er fra den lavere middelklasse. Hele hans sociale prestige afhænger af succes på svømmeholdet. At sige drengene fra den højere middelklasse imod ville tilintetgøre ham.

Løgn fører til ulykke og død. Konstruktionen af drengenes maskulinitet er baseret på død. Og skyld. Et besøg hos rektor med en tilståelse af, at hele historien er opspind er forudsigeligt mislykket.

Cover til den amerikanske udgave.

Alle voksne mænd i bogens univers deltager i stigmatiseringen af Mr. Tracy. På grundlag af rygter. Fremsat af de teendrenge, der hurtigt bliver enige med sig selv og hinanden om, at  bagtalelsen skal finde sted med udgangspunkt i påstande om pædofile forhold, da rygter om homoseksuel orientering ikke er stærke nok til at ødelægge ham.

Højdepunktet i handlingen er et sexovergreb. Selvfølgelig ikke fra Mr. Tracy – eller den homoaktivistgruppe, der provokeres til at stå frem efter lærerens død.  Men af politiet. Der i iveren efter at finde “skyldige” afpresser Darren. Hvilket fremgår af den politirapport der fremlægges som dokument uden kommentarer i bogen. Han skal være både offer og anklager.

Drengen har ingen støtte hos sine forældre, der frygter det værste – at hans navn bliver trukket ind i sagen – og blot håber på det bedste.

Darren selv er ikke homoseksuel eller?

Han føler et vist ubehag ved pigers selskab. Han har en veninde, men bryder sig ikke om at hun går for tæt på. Hans reaktion på de pornobilleder de andre drenge har fundet – med mænd og drenge sammen – er væmmelse.

Engelsksproget paperback.

Endelig efter sagens afslutning, efter ulykke og død,  oplever han noget nyt. Han mærker:

“Alt blodet i hans hoved strømmer nedad.”

Han er ikke længere nødt til at sublimere sin seksualitet i svømning, men kan have sex med den lidt ældre pige i et tilfældigt møde.

Vejen til at blive mand består ikke alene i at vælge seksuel orientering. Men lige så meget i at vælge om man vil tage stigmatiseringen som pædofil-offer på sig eller ej. Eller skyld for andres død. Ikke fordi der har fundet noget upassende seksuelt sted, men fordi samfundet tilbyder unge muligheden for at være ofre. Eller bødler. Ved ukritisk at lægge øre til rygter. Rektor er fra første færd klar over hvor ligegyldigt det er om politiet efterforsker sagen eller ej, og hvad de i givet fald finder. Han vil skille sig af med læreren, der er blevet smædet med det samme fordi skaden allerede er sket: Der sladres om det på skolen.

Drengene fra klassen må afgøre med sig selv om de vil påtage sig offerrollen, stigmatisere sig selv ved at lyve videre. Eller som Darren pure afvise politiets insisteren på, at han må være blevet udsat for overgreb eller misbrug.

Cover til den franske udgave.

Lige som man siger at alle politiske debatter på nettet, når de har kørt en vis periode uværgeligt vil ramme de samme begreber igen og igen, og f.eks. henvise til nazismens verderstyggelighed, kan ingen debat om sex eller seksualitet på nettet i dag fungere uden, at nogen står frem og bekender de er pædofil-ofre. Og egentlig giver det ingen mening at skelne mellem indbildte og virkelige fænomener. De der oplever sig selv som ofre har jo de samme følelser. Det må man anerkende. Joyce Carol Oates bog giver indblik i de mekanismer der får det til at ske.

Den lidt verdensfjerne forsker jeg referede til ovenfor, troede han kunne sige myter og fordomme imod uden at blive mødt med den nævnte type reation. Bemærk: Dødstruslerne blev ikke råbt i hovedet på ham af kvinder. Men af mænd der vil opdrage deres egne børn til krænkere, altså de der stigmatiserer sig selv eller andre.  Uden dokumentation. Til at blive mænd der hader mænd. Den maskuline seksualitet der opfattes på en gang som truet og truende lægges for had.

Bekymringen for de unge mænd – forældrenes og myndighedernes –  går selvfølgelig på deres uskyld. De er sexy, som bogens titel siger. Men tilhører deres seksuelle uskyld samfundet eller de unge? Darren er i myndighedernes øjne det oplagte offer. Derfor kommer det også til at koste alle hans kræfter og al  hans viljestyrke, at kæmpe imod det overgreb stigmatiseringen af den uskyldige er. Darren giver først slip på uskylden, da det passer ham: I armene på den lidt ældre pige.

Den danske udgave.

Omgivelserne derimod ser kun offeret i ham. Og reagerer med bestyrtelse og forbløffelse da han til slut viser viljen til at vinde i svømmekonkurrencen. For han er på forhånd dømt taber. Og bogens – eller forfatterens – ironiske kommentar er, at ingen aner eller ænser, at han lever med bevidstheden om sig selv som bøddel:

“Tager Tracy billeder med et digital kamera. Af drenge i Spedo-badebukser. Nogen bør undersøge det nærmere.”

Når heteromænd har homosex: Klovn; The Movie

Vibeke Manniche har rettet en skarp kritik imod filmen Klovn; The Movie. Og kaldt den pornografisk. Og skadelig for børn. Det havde hun næppe gjort, hvis der blot havde været et par heteroseksuelle sexscener i filmen.

I 1970’erne smed alle danske skuespillere tøjet, og agerede med i løsslupne komedier. Så Casper Christensen og Frank Hvam revolutionerer ikke dansk film.

Anders Haahr Rasmussen – blogger på Information – har fået instruktøren Mikkel Nørgaards version af hvad der sker i den scene i filmen, hvor Casper Christensen har sex med en mand. Rasmussen skriver på sin blog:

“Manden er gymnasielærer og meget vred på Casper, som har forsøgt at forgribe sig på hans elever. Casper beroliger gymnasielærerne gennem ’mandeflirt’ – en selvopfunden teknik, der består i at få andre mænd til at bløde op og makke ret gennem en kombination af rosende ord og venlige berøringer især på håndled og skulder.

De to ender senere på natten i et stående knald med gymnasielæreren som den aktive part. Og det var ikke tilfældigt fortæller instruktør Mikkel Nørgaard.

”I virkeligheden lavede vi scenen i to versioner. Vi lavede også en version, hvor Casper tager ham. Og det gjorde vi, fordi vi var i tvivl om, hvad for en situation, der ville være mest interessant for den overordnede historie.”

Når to mænd knalder, er rollefordelingen hverken tilfældig eller uskyldig. Det at knalde nogen er en magtdemonstration, det at blive knaldet er ydmygende. Velsagtens fordi der er noget nedværdigende forbundet med at indtage kvindens position. Så i Klovn blev det Casper, der tog imod, fortæller Mikkel Nørgaard:

”Casper har altid i vores univers været et seksuelt væsen. Han skal bare ha’. ”Fisse, det er mit drug. Jeg skal have det fisse, Frank”. Det er ligesom hans drive. Det seksuelle er hans drive. Hvis Casper så er ham, der tager den anden, så er han stadig den dominerende part, og stadig ham, der har styr på det. Og derfor kunne vi godt mærke, da vi optog scenen, at når Casper blev taget, så var det mere interessant, for så var han for første gang sat uden for kontrol. Nu var der nogen, der gjorde det ved ham, som han havde gjort ved andre.”

I filmen bliver Caspers forlystelser set af Frank. Efterfølgende tager Casper afstand fra det. Han påstår, at han blev voldtaget. Den køber Frank ikke. I et sjældent fordomsfrit øjeblik siger han, at så vidt han vurderede, elskede Casper bare med en anden mand. Virkelighedens Frank Hvam uddyber:

”Godt venskab mellem mænd er jo en kærlighedshistorie, hvor man lige har valgt at skære det seksuelle fra. Men man er fanderendeme tæt på en gang imellem. Hvis man er rigtig glad for en god kammerat, så er der ikke langt til et snav. Heller ikke for en mand, der erklærer sig selv som heteroseksuel. Og vi har da også snakket om, at i et 90 år langt liv, så er det da vanvittigt ikke at prøve det. Også selv om man ikke lige umiddelbart har det drive. Det er da åndssvagt at lukke den dør.”

Instruktøren bag filmen forklarer ovenfor, hvordan heteromænd har homosex. Hvor rollerne aktiv og passiv ikke er en leg eller et spil, men et spørgsmål om enten at være dominant eller submissiv.

Anders Haar Rasmussen henviser i sin beskrivelse til den latinamerikanske machismo, der ikke udelukker sex mellem mænd, men hvor rollefordelingen er afgørende. Kun den ene part i forholdet opfattes som homo: Den passive.

Når man som undertegnede er homoseksuel er sex et rollespil. Hvor man er enten aktiv eller passiv. På skift måske – men alligevel. Rollespillet er “naturligt”, der er jo ikke kønsforskel i forholdet. Alligevel er det aftalt, hvordan rollerne er fordelt og ikke naturgivet.

Distinktionen mellem mænd der har sex med mænd og homosex interesserer selvfølgelig ikke feministerne.

Deres budskab er ganske simpelt: Danske familiefædre skal ikke bryde sig om, at gøre det Casper Christensen gør!

De skal ikke tænke som Frank Hvam:

“i et 90 år langt liv, så er det da vanvittigt ikke at prøve det. Også selvom man ikke lige umiddelbart har det drive.”

Det er meget simpelt skruet sammen: Kontrol over ægtemænd via homofobi!

Vibeke Manniche har som bekendt protesteret over at Casper Christensens stive lem ses på filmplakaten. Det er skadeligt for børn, hævder Manniche.

Hvis en mand har erigeret lem på en plakat i det offentlige rum kunne børnene der hjemme også risikere at se far i situationer, hvor lemmet er erigeret?

Vibeke Manniche og forbudsfeministerne erklærer dermed krig mellem de to køn: Ægtemænd vil blive mistænkeliggjort. Og børnene er kvindernes instrument til dominans.

Homofobien er det middel de anvender til at dæmonisere den maskuline seksualitet.

Hvilket alt sammen ikke afholder danskerne fra at gå i biografen og se filmen. Der er den mest sete i 10 år.