Rette ægtefolk?

“Come on” er der nogle der svarer, når undertegnede kræver respekt for loven. Også når det gælder et vielsesritual. “Det er da harmløst, at bytte nogle ord ud med andre”, bliver der sagt. “Nogle mennesker bliver glade, og det skader ingen”, tilføjes det. Lars Aslan Rasmussen har uden tvivl den folkelige opinion med sig i sin politiske demonstration. Sagen er god, men er metoden rigtig?

Civil ulydighed er det ikke. Dette begreb dækker over borgernes moralske ret til i nødværge, at trodse lovgivningen.

Retssamfundet er uden tvivl bedst tjent med, at borgerne i nødsfald kan modsætte sig magthavernes beslutninger.

I sagen om vielsesritualet på Rådhuset er der tale om, at nogle ord skiftes ud med noget de fleste synes klinger bedre. Denne trods er – vil de fleste nok medgive – temmelig harmløs. Netop derfor er der heller ikke tale om nødværge.

I dette spørgsmål har Lars Aslan Rasmussen i den grad den folkelige opinion med sig. Men handlingen er en politisk demonstration, der ikke er dækket ind af argumenter om moral og etik på samme måde som civil ulydighed.

Når moral og etik afløses af politiske vinde stiller mange ting sig anderledes. I dette tilfælde har Lars Aslan Rasmussen en god sag. Han kæmper for ligestilling af de homoseksuelle i sin egenskab af medlem af Københavns Borgerrepræsentation.

I mange andre spørgsmål vil vi, der godt kan se formålet med denne politiske demonstration, næppe være enige med den folkelige opinion. F.eks. når denne kræver, at enkeltindivider eller grupper bliver udvist. Eller enkeltpersoner erklæres for uønskede på grund af religiøse eller politiske overbevisninger. Sager hvor enkeltindividers rettigheder og ytringsfriheden truer med at forsvinde ud i det blå.

Politikere fra den anden side af det politiske spektrum kan udtænke politiske demonstrationer, der vil få alle de, der nu siger “come on” til i stedet at sige “What have I done!”

Ikke blot den almindelige borger, men også politikerne behøver retsstaten. Politikere har til tider behov for, at henvise til at lov er lov. Det vil ikke være så nemt, når man sidste gang, der var et emne man var engageret i ikke selv overholdt den!

Ingen politiker vil ønske sig, at stå hjælpeløs over for politiske vinde, der præger den folkelige opinion. Politikere vil som bekendt gerne styre, og ikke lade sig styre. Og sådan skal det også være.

Ligesom Lars Aslan Rasmussen ikke kan kalde sin indsats for “civil ulydighed” kan undertegnede ikke kalde denne argumentation for “civil courage”. Også her hører der mere til. Men opinionen blandt de oplyste er bemærkelsesværdig homogen (undskyld udtrykket!). Det ægger det til modsigelse. For siden hvornår er det blevet populært, at trodse lovgivningen? Er dette endnu et skridt i retning af at betragte lov og retsstat, som sekundært i forhold til moral og etik. Desværre fortæller ny forskning, at vælgerne – især de bedst orienterede – næsten blindt følger politikerne. Vælgerne er mere påvirket af politikerne end af argumenter. Der er ja-sigere og nej-sigere. Teoretisk set. For når vælgerne i praksis er argumentresistente er der kun ja-sigere. Vælgerne accepterer simpelthen det politikerne præsenterer. Det lægger en ekstra byrde på politikernes skuldre til at handle ansvarligt.

Tilkendegivelserne FOR Lars Aslan Rasmussen er udelukkende præget af følelser, og alle argumenter er fraværende.

En situation der desværre generelt kendetegner de homopolitiske diskussioner.

Selvfølgelig skal politikere som Charlotte Dyremose siges imod. Det gjorde Lars Aslan Rasmussen også i Aftenshowet d.15 august. Men her handlede diskussionen om indholdet: Der gøres forskel på heteroseksuelle og homoseksuelle. At imødegå denne forskelsbehandling kræver argumenter. Hverken harme, forargelse, indignation eller andre følelser på vegne af de homoseksuelle er tilstrækkelige i sig selv.

Aftenshowet d.15/8 2011

Opdatering 29-09-2011: Alle venter spændt på dannelsen af en ny regering. Vil denne regering indføre kønsneutralalt ægteskab i Danmark, sådan som de radikale tidligere har foreslået. Og dermed feje hele problemstillingen om, hvilke ord der anvendes af bordet. Slå fast at der ikke tages hensyn til køn eller seksualitet  – eller på anden måde diskrimineres –  i  dansk lovgivning? Vi får se.

Spørgsmål-svar: Utroskab

Denne gang er spørgsmålet hentet fra en debat på et dating-site. Lad os slå fast med det samme: Utroskab er ifølge dansk lov gyldig grund til skilsmisse. Når spørgsmålet stilles på et homodating-site er den side af sagen ret ligegyldig: Det handler om sidespring.

Interessant nok er der i den offentlige debat en generel tendens til at puste diskussionerne op ved at bruge ord som “utroskab” og “gift”. Sidstnævnte bruges f.eks. i flæng om homo-parforhold. Selvom lovgivningen i Danmark handler om registreret partnerskab. Denne betegnelse er uelegant, men afslører noget væsentligt: Der er ikke lighed for loven. Det er også det kritiske, når det handler om sidespring: Ægteskab og faste forhold – og dermed monogami – fremstilles i samfundet som norm. Når diskussionen om sidespring kommer op taler singlerne – alle de der hverken er gift eller lever i registreret partnerskab – også om “utroskab”. Selvom de i praksis er ekskluderet.

Der er er en normaliseringstvang i samfundet. Selv i LGBT sammenhæng, hvor den politiske mulighed for homoægteskab overvejes, er det i Pan-bladet ikke muligt, at få svar på hvordan foreningen forholder sig til andre samlivsformer. Singler eksisterer ikke.

Seriel monogami – det at have mange skiftende partnere over tid – er normalt for unge. Ligeledes for de der springer ud sent. Mange skiftende partnere – om det er på efter tur eller samtidig – er polygami.

Spørgsmål:

Hvad ville i gøre hvis jeres kæreste havde været utro?

Nogle bud:

“Droppe ham lige på stedet. Hvis man ikke er nr.1  hos kæresten, så kan han glemme det. Og der er ingen undskyldninger.”

“Han havde fået sparket. Der er ikke noget værre. Det er jo et åbenlyst tegn på at der er noget galt.”

Svar:

“Grunden til at så mange svarer lige som de to ovenstående eksempler er, at rigtig mange ikke kan tåle jalousien, når den anden laver noget ved siden af!

Istedet for at tale om problemet, lave nogle aftaler eller gå i parterapi skrotter de forholdet. Ikke på grund af utroskab – altså at den ene part har sex ved siden. Men på grund af, at den der IKKE har sex ved siden er bliver jaloux. Og følelsesmæssigt er ude af stand til at håndtere problemet.

Ingen kan gennemføre et længerevarende parforhold uden at der sker “svipsere”. Hvis man bilder sig det ind går det galt. Plan B består i dette tilfælde i at acceptere at intet i livet er perfekt. Og forholde sig til, hvordan det er i stedet for at reagere med: “Jeg skrider hvis du ikke er perfekt!”

Alle generaliseringer er selvfølgelig forkerte. Også denne. Der findes sikkert undtagelser. Det de fleste tænker er – og heri består selvbedraget: Det sker for naboen, det sker ikke for mig.

Jeg selv lever i parforhold – og har gjort det længe. Jeg er tit blevet spurgt om, hvad der får et parforhold til fungere. Den første forudsætning er indlysende nok, at man skal ville det. Omvendt: Hvis man er fast besluttet på at smide fyren ud ved første lejlighed, er man i praksis tilhænger af seriel monogami!

Anbefalingen af “troskab” – og modstanden mod “utroskab” – bygger på falske forudsætninger. Seriel monogami betyder at man har skiftende partnere. Undersøgelser af hiv-smitte viser da også, at der er flere hiv-smittede blandt de, der lever i parforhold end blandt singler.

Det rigtige svar må være, at man skal være åben og ærlig over for partneren med hensyn til, hvordan man tackler seksuelle relationer uden for forholdet.

Seriel monogami er et oxymoron – altså en selvmodsigelse. For det er reelt ikke andet end særlig form for polygami/polyandri. Ordet “utroskab” er malplaceret i  samlivsdebat af to grunde:

For det første forudsætter det ægteskab og ægteskabslovgivning. Hvorfor dog ekskludere singlerne fra debatten på forhånd? Og hvorfor den undertone af moralisme, der ikke bidrager med noget som helst?

For det andet er den “stramme” attitude overfor sidespring i virkeligheden ikke andet end et forsvar for seriel monogami. De der mener det, må forsvare standpunktet. Ikke holde moral eller politisk korrekthed op for sig som skjold mod realiteterne.

Stophad.dk

Mennesker der bliver udsat for vold på grund af race, køn, etnicitet, nationalitet, religion eller seksuel orientering fortjener samfundets – alles opmærksomhed. Vi må forlange at myndighederne handler resolut og udviser handlekraft. Men det er ikke nok. Heldigvis er der ildsjæle i Stophad, der kæmper ofrenes sag og ønsker at støtte. For mennesker der er har lidt overlast skal have retshjælp og måske psykologhjælp. Det koster og derfor samler Stophad.dk penge ind.


Det er vigtigt, at private organisationer yder moralsk og anden støtte til ofre for hadforbrydelser. Deres indsats kan få os alle til at føle os en lille smule mere trygge. Derfor skal vi støtte initiativet.

Send en SMS til 1231 med teksten stophad50, stophad100 eller stophad150. Det koster almindelig SMS takst + donationsbeløb 50, 100 eller 150 kr.

Stophad deltager i Cophenhagen Pride 2011 med en vogn. De penge der kommer fra billetsalg og SMS vil på Pridedagen d.20. august blive overrakt til LGBT som Stophad.dk samarbejder med om at fordele pengene

Man skal ikke udpege hele samfundsgrupper som ofre – det er hvad jeg i anden sammenhæng betegner som offfer-gørelse. Vi skal forholde os til enkelte individer, der er blevet udsat for overlast eller udsættes hån og overgreb.

Homoseksuelle og mennesker med en anden etnisk baggrund er ikke per definition ofre. Vi bliver ikke systematisk undertrykt og forfulgt. Hverken af staten eller af andre befolkningsgrupper.

Når det handler om hadforbrydelser gør der sig dog flere specielle forhold gældende

I et interview i Out&About fortæller Jesper Høg, projektleder for politiets kampagne imod hadforbrydelser, om indsatsen. Jesper Høg oplyser, at justitsministeriets årlige offerundersøgelse viser, at omkring 12.000 mennesker i Danmark, mener de udsat for en hadforbrydelse. Alligevel modtager politiet kun omkring 200-300 anmeldelser årligt. Der med andre ord et meget stort mørketal. Det er et stort problem. For politiet kan intet gøre når forbrydelser ikke anmeldes.

Jesper Høg kommer også ind på den særlige lovgivning der er på området:

“Hvis man bliver udsat for et overgreb på grund af sin race, tro eller seksuelle orientering, så bliver man angrebet på grund af hvem man er. En hadforbrydelse er et angreb på retten til at være sig selv, og det er netop det, der gør hadforbrydelser til meget alvorlige forbrydelser.”

Hadbrydelser opfattes af politiet som “alvorlige forbrydelser”, fordi den form for vold og overgreb er omfattet af en særlig paragraf i straffeloven.

Straffelovens paragraf 81, stk. 6 angiver, at det ved strafudmålingen skal betragtes som en skærpende omstændighed, hvis en forbrydelse er motiveret af had til offerets formodede seksuelle orientering, etnicitet eller religion eller lignende.

Jesper Høg forklarer, hvorfor loven er indrettet således:

“Slår man en person ned, for eksempel fordi han er homoseksuel, så er det ikke kun den ene homoseksuelle, som er offer for volden. Det går også ud over andre homoseksuelle, som efterfølgende kan være bange for at blive slået ned af samme grund.”

Jesper Høg ønsker selvfølgelig ikke gå ind i en politisk  diskussion af paragraf 81, stk. 6. En politimand skal håndhæve loven, ikke diskutere den. Han tilkendegiver blot, hvordan han ser den lov han er forpligtet til administrere.

Send en SMS til 1231 med teksten stophad50, stophad100 eller stophad150. Det koster almindelig SMS takst + donationsbeløb 50, 100 eller 150 kr.

Heller ikke Stophad.dk ønsker at komme med politiske tilkendegivelser. For Stophad.dk er debatten om lovgivning og det politiske system ikke relevante. Her er udgangspunktet, at mennesker der har været udsat for hadforbrydelse skal have hjælp.

Så må de politiske debatter tages i andre fora. Det vil helt sikkert også ske. Jeg vil gerne invitere alle interesserede til at diskutere på Facebook på min væg.

Alle er velkomne til at bidrage med en kommentar. Offer-gørelse af hele samfundsgrupper har fået hårde ord med på vejen på denne blog. Fordi udbredelsen af offer-mentaliteten til velfungerende samfundsgrupper ikke er konstruktiv, og desuden er en hån mod mennesker i dette samfund, der desværre virkelig lider overlast og nød. Er du enig eller uenig er så giv din mening til kende. Har du været udsat for hadforbrydelse eller kender du andre der har så bidrag med erfaringer og synspunkter.

Mennesker der har været udsat for vold eller er blevet forhånet på grund af race, tro eller seksuel orientering ER ofre. Og de SKAL tages alvorligt.

Det er vigtigt, at private organisationer yder moralsk og anden støtte til ofre for hadforbrydelser. Deres indsats får os alle til at føle os en lille smule mere trygge. Derfor skal vi støtte initiativet.

Uanset hvor stort mørketallet er – og det er meget svært at vurdere – så er enhver hadforbrydelse én for mange. For at få sin ret skal man anmelde hadforbrydelsen til politiet – så kan problemets omfang også efterfølgende gøres op. Hvis man anmelder forbrydelsen vil der så takket være Stophad.dk – for fremtiden –  også være mulighed for økonomisk støtte til at føre sag eller få psykolog rådgivning. Samt moralsk opbakning.

Ud over at melde hændelsen til politiet bør man også – hvis man bor i Københavns kommune – melde sagen til registrer diskrimination, hvilket kan ske anonymt.

Den hadefulde minoritet

Indledning

Homoseksuelle bliver udsat for hadtale på nettet. Af islamiske fundamentalister. Smædet af kristne grupper. Forsøgt omvendt via de nyeste teknologier. Når en ny app til Iphone hævdes at kunne kurere homoseksualitet. De homoseksuelle beskyldes af Vatikanet for at stå i forbindelse med pædofili. Nogle af disse emner påkalder sig homoseksuelle organisationers opmærksomhed. Andre forbigås systematisk i tavshed.

Hvad er væsentligt og hvad er uvæsentligt? Hvorfor vendes f.eks. det blinde øje til al kristen propaganda? Med få og små undtagelser.

Påvirker Bilal Philips der for nylig gæstede Danmark de politiske forhold i Danmark?  I så fald hvor og hvordan. Eller skyldes reaktionen på Bilal Philips helt andre faktorer: Racisme og religiøs intolerance.

Søren K. Villemoes har i Weekendavisen kaldt forholdet mellem homoseksualitet og islam en gordisk knude for både venstrefløjen og det tværpolitiske LGBT. Men det er meget simplere: Minoriteten bliver lagt for had, hvorefter forfølgeren ender som den forfulgte!

Ikke fordi de homoseksuelle generelt er hadefulde, men fordi de religiøse homoseksuelle er hadefulde. Den liberale fordom består i at tegne billedet af den uskyldsrene minoritet. Minoriteten er “god” fordi flertallet er “ondt”. Den danske muslimske minoritet og den homoseksuelle minoritet illustrerer begge, at forsimplingen ikke holder. Begge minoriteter dyrker minoritets-egoisme, offer-gørelse og had mod andre minoriteter – og især mod flertallet.

Stilhed efter stormen

Dagen efter den religiøse prædikant Bilal Philips havde holdt tale i Nørrebrohallen var der igen stilhed. Hvordan kunne noget vække så meget furore for blot at forsvinde, som om intet var hændt. Måske fordi det var ligegyldigt, i hvert fald betragtet fra et homopolitisk perspektiv?

Blog artiklen Bilal Philips i Danmark på Inferens handler netop ikke om manden, men om hvordan minoriteterne dyrker offer-gørelsen af sig selv som politisk strategi. Og hvordan højre- og venstre fløjsgrupperinger søger at hjælpe minoritets-egoisme, offertænkning og had på vej, som led i deres egen politiske selviscenesættelse.

LGBT’s formand Hans Christian Seidelin havde været i landsdækkende medier med en afstandtagende markering over for Philips – inden dennes ankomst. Og debatten blev startet i Pan-bladet på grundlag af Karen M. Larsens artikel Nej tak til hadprædikanter. Hvor Mads Ananda Lodahl supplerede med  blog-artiklen Bilal Philips – min fjende. Efterfulgt af artiklen Bilal Philips – efterspillet. Hvis titel vildleder for rent faktisk har der ikke været noget efterspil i form af en erkendelse af, at Bilal Philips aldrig fremsatte de ventede kontroversielle påstande eller fremturede med hadtale. Fra start til slut har det fremgået af denne blog. Men ingen andre har ønsket at kommentere kendsgerningen.

I praksis kom debatten efter Bilal Philips’ besøg til at handle om den video på You Tube – som Mads Ananda Lodahl også tog afstand fra i Bilal Philips – min fjende. Det Lodahl glemte at fortælle var, at nettet svømmer over med hadtale. Islamisk hadtale mod homoseksuelle, hvor mange andre prædikanter siger tilsvarende – eller værre ting. Derfor er manøvren at “gå efter manden i stedet for bolden” på forhånd dømt til fiasko.

Man kan tilføje, at nettet svømmer over med hadtale: Udsagn hvor enkelte individer eller grupper nedgøres på grundlag af race, køn, etnicitet, nationalitet, religion eller seksuel orientering. Derudover er der dyremishandling og alle tænkelige uhyrligheder. Hvad skal man mene om det? Behøver man at mene noget?

Bilal Philips er en relativt ligegyldig person. I modsætning til Paven, der ligeledes fordømmer homoseksuelle, diskriminerer kvinder og forhindrer udbredelsen af kondomer. Og er overhoved for et trossamfund med 1 milliard medlemmer.

Den politisk struktur

De politiske traditioner i den vestlige verden tackler forholdet mellem religion og politik helt forskelligt. I USA er der en nær forbindelse mellem det ene af de to store partier til det religiøse (kristne) højre. Amerikanske præsidenter lufter højlydt deres religiøse standpunkter. Der er således på trods af forfatningsmæssig adskillelse mellem kirke og stat en nær forbindelse mellem politik og religion.

Tættere på Danmark kunne man fremhæve Tyskland som et eksempel på noget radikalt forskelligt. Her er der tradition for store religiøst funderede partier. Man kan blot nævne CDU og CSU – de to kristelige (katolske) unionspartier, der i perioder har været (er) regeringsbærende.

I USA vil religiøs hadtale – givet den særlige politiske sammenhæng – derfor være af en vis betydning. Betydningsfuld på en måde den ikke er i et land, hvor religiøs organisering traditionelt ikke har været relateret til det politiske system. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen modarbejdede nok under Muhammed krisen denne tradition, men gjorde ikke desto mindre reverens for den danske model ved at erklære, at religion ikke har nogen plads i det offentlige rum. Men er en privat sag.

Visse af de udtalelser Mads Ananda Lodahl fremhæver som ektreme er ikke forskellige fra, hvad amerikanske konservative politikere stod frem og sagde offentligt i 1980’erne. F.eks. at aids er Guds straf over de homoseksuelle. Vatikanet – der de seneste år selv har haft problemer med at forklare sig offentligt  – har gang på gang været i medierne med synspunktet, at de homoseksuelle er skyld i pædofili.

Bilal Philips blev udvist af Tyskland. Indlysende nok på baggrund af tysk tradition  – og med en regering blandt andet bestående af de nævnte kristne partier. Med i betragtningen skal også den tyske fortid. Der bliver ikke taget let på opfordringer til overgreb på befolkningsgrupper eller minoriteter efter den tyske vildfarelse i det 20. århundrede. Nazistpartier og symboler er også forbudt. I forhold til lovgivning er forholdene helt anderledes i Tyskland. Og den tyske reaktion på Philips derfor anderledes end den danske. I den stemning af højre- og venstrepopulisme der hersker i Danmark – repræsenteret af den rød-brune alliance – er det ikke utænkeligt, at nye forbud vil komme til. Nye strikse regler for indrejse. På baggrund af tyske erfaringer med kz-lejre og de mange jødiske og homoseksuelle ofre er den strikse tyske politik både rationel og forståelig. Forbudsdagsordenen i Danmark håner derimod ofrene for de historiske forbrydelser fra det 20. århundredes historie – som Tyskland og tyskerne bærer skylden for.

Indvandrerpolitik og religiøst had

Den i virkeligheden indlysende mulighed – at Philips og med ham Islamisk Trossamfund – ville vælge at undgå direkte konfrontation, viste sig som nævnt at holde stik. Der kom ingen hadtale. Det berører imidlertid ingen af de, der på forhånd havde valgt vrede og had som reaktion.

Nogle vil bagefter undre sig over at Hans Christian Seidelin gik til medierne. Hvorfor blander LGBT sig i invandrerpolitik? Hvis Bilal Philips udtalelser om homoseksualitet skulle adresseres, hvorfor så ikke en udtalelse fra Sabaah om, at ikke alle danske muslimer støtter Islamisk Trossamfunds invitation af Bilal Philips. Og eventuelt en Sabaah demonstration foran Nørrebrohallen?

Når fokus er snævert på religiøs hadtale – og ingen partier baserer deres politik på religiøs overbevisning – bør diskussionen af religiøs hadtale ikke finde vej ind i den politiske offentlighed.

Når den alligevel finder vej til Pan-bladets spalter – og ikke er blevet henvist til Kristeligt Dagblad – skyldes det ikke emnet, men de politiske aktører.

Offer-gørelsen og den religiøse tale

Minoriteterne bestemmer ikke deres eksponering i medierne. DF startede debatten ved at forlange indrejseforbud for Bilal Philips. Karen Hækkerup (S), Kamal Quereshi (SF) og Manu Sareen (R) fulgte trop og annoncerede inden mødet, at de ville deltage i demonstrationen foran Nørrebrohallen. Og pressen havde fremhævet de homoseksuelle. Offer-gørelsen var en realitet.

Det blev i praksis DF politiske stafet der blev grebet af Karen M. Larsen i Pan-bladet med konstateringen af at:

“det under ingen omstændigheder (kan) tolereres, at en person, der opfordrer til drab på homoseksuelle, æres ved at få lov til at tale ved en konference i Danmark.”

Derfor sammenfattede jeg Larsens og Lodahls synspunkter i tre punkter:

  • Bilal Philips er muslim. Derfor vil jeg gerne distancere mig fra ham.
  • Religiøse (hadefulde) tilkendegivelser er mere interessante end alle andre ytringer.
  • Ikke alle synspunkter er i udgangspunktet ligeværdige. Derfor skal man demonstrere – fysisk eller verbalt – i stedet for at diskutere eller indgå i dialog.

Alle tre punkter peger på det samme: Engagementet i Bilal Philips er religiøst. Det politiske svar udspringer af den religiøse dagsorden – og ikke omvendt.

Danmark som ikke tidligere har haft noget religiøst funderet parti af betydning har fået det i Dansk Folkeparti. I hvert fald i den udstrækning det er lykkedes Søren Krarup og Jesper Langballe at trække partiet i den retning.

Et citat af Søren Krarup kan klargøre, hvad det betyder at lægge religion til grund for politik:

“Jødedommen og islam skal ikke have samme ret og status i et kristent land, for hvor kristendommen er vært er jødedom og islam gæster. Det er os der i det kristne Danmark sætter husordenen. Der er religionsfrihed, men ikke religionslighed i Danmark. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten, siger vores grundlov, og hermed er forskellen på værter og gæster understreget. Vi skal ikke finde os i at blive ringeagtet og hundset med i vores eget land…Vil man ikke se det i øjnene, så ender man med at undergrave sin egen tilværelse og gøre sig selv til nar. Samt at udlevere sit land, sit folk og også sin tro til frække propagandister og forfølgere.”

Som man bemærker gør Krarup forskel på religioner: Ikke alle religioner betragtes som lige gode. Jødedom og islam fremhæves f.eks. som ikke særlig velkomne “gæster”.

Hverken Larsen eller Lodahl vil i praksis acceptere Krarups konklusioner dvs. hele Dansk Folkepartis invandrerpolitik. Politiseringen af religionen fører blot uværgeligt i den retning. Karen M. Larsen’s udsagn om begrænset tolerance over for en muslimsk agitator vil omvendt helt sikkert vinde tilslutning fra Krarup!

At Lodahl ikke kan løse den gordiske knude skyldes, at religionen lægges til grund for politik. Derefter er en afgrænsning overfor racister eller tilhængere af DF’s indvandrerpolitik umulig.

Ved at følge Krarups logik at kun religiøse tilkendegivelser er interessante, men ikke alle religiøse tilkendegivelser er lige gode kan al politisk debat snævres ind til: Er det hadtale eller ej? Er modstanderen fordomsfuld skal al dialog undgås og synspunktet søges isoleret. Det praktiserer Lodahl og Larsen iøvrigt også i forhold til hinanden: Den ene er forhenværende konservativ katolik og den anden buddist. Og dermed er dialog ikke mulig.

Debatten er karakteristisk nok heller ikke på noget tidspunkt blevet “afsporet” og kommet til at handle om f.eks. økonomiske realiteter og kommunikationsformer i en moderne verden.

Et forsøg på at “modernisere” tilgangen til religiøs propaganda blev ignoreret af både Larsen og Lodahl. Den kristne Exodus organisation fik godkendt en app til Iphone, med opskriften på at kurere mennesker for deres homoseksualitet. Men at helbrede for homoseksualitet er ikke hadtale. Og derfor ikke noget Larsen eller Lodahl vil kommentere. Amerikanske homoseksuelle rejste imidlertid mere end 100.000 underskrifter imod denne app, fordi socialt pres er den moderne verdens substitut for middelalderlig hadtale. Exodus forsøgte at få en andel i et marked – hos et af de største multinationale firmaer – der forventes at vokse til 290 milliarder kroner i 2015. Det handler om penge, marketing og kontrol over digitale teknologier. Fjernt fra studiet af årtusindgamle tekster, og kan derfor – skal man tro Larsen og Lodahl – roligt ignoreres.

Hadet der ligger bag Exodus er uden tvivl det samme som det der formuleres af Bilal Philips. Vatikanets udtalelser imod homoseksuelle er uden tvivl baseret på et tilsvarende had. Men protester eller demonstrationer iforhold til Exodus eller Vatikanet er udelukket. Fordi det er kristne organisationer.

Dansk Folkepartis indvandrerpolitik er højrefløjspopulisme, der ser danskerne som forfulgte og undertrykte i deres eget land. Fordi Dansk Folkeparti ikke vil acceptere at demokrati og retsstatsforhold begrænser den politik partiet har. Derfor ender demokrati og retsstatsforhold med at blive “fjenden” for DF, fordi begge dele begrænser handlemulighederne – forbudspolitikken – over for religiøse/etniske minoriteter.

Venstrefløjspopulismen består i at offer-gøre kvinder og homoseksuelle i enhver politisk sammenhæng.

Populisme – i den ene eller den anden udgave – beskylder andre for at hade, men er selv hadefuld. Offer-gørelse og had er uløseligt forbundne størrelser.

Had forener: Larsen og Lodahl gør – på trods af religiøse og politiske uoverensstemmelser – fælles sag i forhold til Bilal Philips. De nægter med Krarup at udlevere deres “tro til frække propagandister og forfølgere”.

Who do you think you are? Electric Art by Andreas Smetana.

Konklusion

En fjende giver minoriteten identitet og noget at samles om. Al minoritetens vrede og frustration bliver lige pludselig ikke blot fuldstændig legitim, den bliver et KRAV til alle der udtaler sig: Du skal undsige Bilal Phiips af hele dit hjerte og forsage alle hans gerninger. Bekendelsen bliver til en form for religion, fordi den er blottet for enhvert rationelt grundlag. Og vé den der prøver at sige religionen imod!

Reaktionen på Bilal Philips kan opsummeres som: Minoritets-egoisme, offer-tænkning og had.

I sin iver for at distancere sig fra de der hader islam generelt eller er racister vil Lodahl gå efter “manden i stedet for bolden”. Men indfrier dermed racisternes og islam-hadernes dagsorden. Og underkaster sig fobiernes tyranni. Hvis man lige som i eventyret ikke kan tåle at se degne, er det så en politisk overbevisning? Nej. Det er en fobi. Måske bygget på religiøs fordom. Måske kun på fordom. Eller udelukkende på had og frustration

Hvad så med det såkaldte politiske engagement fra LGBT’s side? Det findes ikke.

Alle foregiver at det er Bilal Philips, der udgør det onde og hadefulde. Men hele minoritetens sammenhængskraft består i at hade de andre minoriteter – og flertallet. Ikke ud fra politiske principper, men som resultat af fobier.

Hvis Bilal Philips virkelig var en farlig trussel skulle minoriteten (de homoseksuelle) overlade ham til staten (folketing og myndigheder).

I denne sag anbefalede LGBT at protestere – og fik dårligt talt ud før aktionerne blev annonceret. Hvis Bilal Philips er så slem må det være majoritetens opgave at løse problemet skulle man tro? Men minoriteten er fanatisk, hadefuld og har en mission: Den skal frelse verden. Vi er Guds udvalgte folk – ligesom jøderne der vist har den ældst kendte – og mest katastrofale – minoritetserfaring og identitet.

Vi kan naturligvis ikke overlade det tåbelige og upålidelige flertal, at tage affære over for en mand som Bilal Philips. Glem ikke: Vi hader den heteroseksuelle majoritet mere end de andre minoriteter!

Når de homoseksuelle har en “mission”gør de en forskel. F.eks. markerer de, at de netop IKKE er “lige som alle andre”. De skiller sig ud – ikke på grund af deres seksuelle observans – men ved at være “religiøse” mennesker med en “mission”. De dyrker deres egen forfængelighed, mistilliden til flertallet og hadet til alle andre minoriteter.

Ved at diskutere seksualpolitik kunne de homoseksuelle danne en positiv identitet. Den strategi er blevet pure afvist af LGBT. Som kun befatter sig med sex, hvis det er kriminelt. For også her vil der så blive lejlighed til at excellere i had og minoritets-egoisme. Selvfølgelig vil LGBT debattere prostitution, når et købesexforbud ER blevet vedtaget. Så kan LGBT forsvare de stakkels kvinder og håne og mistænkeliggøre majoriteten (heteroseksuelle mænd). Så passer også det ind i LGBT’s verdensbillede. Af fobier, had og frygt.

A Single Man

A Single Man (2009) er en flot film. Så overdådig, at den næsten er for pæn. Men den der har læst bogen, der danner forlæg – Christopher Isherwood’s roman med samme titel fra 1964 – vil vide at budskabet er: Pænhed er dræbende.

Filmens hovedperson George er selvmordstruet. En pointe instruktøren Tom Ford har lagt ind. Og i et interview begrundet med erfaringen om selvmord i familien. I bogen er dødens nærvær konkret: George  har mistet Jim. Ven og livsledsager gennem 16 år. George kæmper – forgæves – for at komme videre med sit liv.

Filmen er tydeligvis et personligt anliggende for instruktøren Tom Ford (f.1961). Der med denne debut bevægede sig væk fra det han er kendt for: Design. Ford valgte at filmatisere en bog han havde læst for 25 år siden. Hvor erfaring og erindring er et tema. En bog hvis dybere betydning de færreste mennesker under 25 år vil forstå. Selvom den sagtens kan gøre indtryk. Siger undertegnedes tilsvarende erfaring. En bog det derfor er værd at vende tilbage til.

I bogen lægges følgende statement i munden på George: Erfaring er ubrugelig, men når man har den er det noget helt særligt. Som bekendt kan man ikke bruge erfaring. I reglen vil de omstændigheder, hvor erfaringerne gøres være anderledes end den situation, hvor de formuleres og efterrationaliseres. Og erfaring kan ikke gives væk – i form af gode råd. Det er erfaringens begrænsning, men derfor kan erfaring godt være “kind of marvelous”. Bogen – og filmen – forklarer hvorfor.

Filmen koncentrerer sig om George og hans forhold til Jim der ses i tilbageblik. De pæne billeder er en karakteristik af det stivnede og og døde George ser i omgivelserne. Romanens indre dialog forholder sig meget eksplicit til fænomenet: Europæer kommer til USA og bliver tiltrukket og frastødt.

Matthew Goode (Jim) og Colin Firth (George).

Historien udspiller sig på den sidste dag i Georges liv. Med små erindringsglimt tilbage. F.eks. til dagen George fik beskeden om Jims død. Hvor familien frabeder sig hans tilstedeværelse ved begravelsen. Som Information‘s anmelder siger spiller Colin Firth her og tilsvarende steder “en dybde frem med meget små midler”, der virker lige så overvældende, som den er overbevisende.

Bogen var i 1964 intet mindre end en homoseksuel kritik af det amerikanske samfunds hykleri, der ekskluderede en hel befolkningsgruppe fra frihed og lighed. Den er skrevet som en kærlighedserklæring til Isherwoods 30 år yngre livsledsager Don Bachardy. Der her knap et halvtårhundrede efter har rådgivet Tom Ford om filmen.

Colin Firth (George)  på vej til universitetet.

Ved at gøre George’s skæbne til kerne – det sidste George ser, i en slags wagnersk liebestod er livsledsageren Jim – opnår instruktøren både koncentration og drama. Det sker på bekostning af nogle af de afsnit i bogen, hvor Georges virkelig lever. Bogen hylder nemlig også USA som et moderne samfund. Forskelligt fra f.eks. det engelske samfunds optagethed af stand og klasse. Hvis dannelse er George’s baggrund – og levebrød som universitetslærer. En fortid han som emigrant nu er skilt fra, og ser på med fremmede og undrende øjne.

Det amerikanske samfund møder George i træningscenteret. Helt unge drenge sidder nøgne ved siden af mænd på 60 år eller 70 år i saunaen og er på fornavn med hinanden. Skuespillere lægger deres manerer og snobberi fra sig, og træner ved siden af små forretningsdrivende. Der uden skam bruger ansigtscreme i baderummet. Blot med kommentaren: “Jeg har ikke råd til at blive gammel”. Det forstår Georges som“easy-going physical democracy”, og beundrer det amerikanske samfunds modernitet.

George’s elever Lois (Aline Weber) og Kenny (Nicholas Hoult).

George lever når han taler til sine studerende. Universitetet som sådan er en fabrik, der i Georges øjne ikke levner de håbefulde unge en chance i livet. Men George taler sig varm i timerne, og taler om minoriteterne. Og angriber tabuet: Homoseksualitet. En scene der heldigvis er med i filmen. Men ikke pointen: Minoriteternes usselhed. De der bliver lagt for had, bliver selv hadefulde.

George konstaterer, at de der har fregner måske nok er mindretal, men ikke minoritet. For at være minoritet kræver det, at man er forfulgt. Af flertallet der føler sig truet eller utrygt. Truet af en fare som er virkelig eller indbildt. De liberale mener selvfølgelig at “minoriteten er præcis som alle os andre”. Men det er ikke sandt: Minoriteten hader flertallet – og ligeledes de andre minoriteter, som den rivaliserer med. Ingen trussel er hundrede procent imaginær

De liberale begår altså to fejl: Minoriteten ligner flertallet, men er ikke præcis som flertallet. Og hvorfor ikke indrømme det? Dernæst fastholder de liberale tesen, at fordi flertallet repræsenterer det onde, må minoriteten repræsentere det gode. Men tænk hvis en smålig og hadefuld minoritet fik magt?

George siger ting man aldrig må sige højt noget sted – eller i nogen situation – om det så er sandt eller ej. Han angriber de liberales fordomsfuldhed.

Colin Firth (George) og Jon Kortajarena (Carlos) foran Psycho kulissen.

Georges oplever lighed, der hvor andre oplever ulighed. I selskab med trækkerdrengen Carlos. George møder Carlos på vej hjem fra dagens arbejde og spejler sig i den unge fyr – der som han selv er ekspatrieret fra sit hjemland. En scene der er varmt skildret i filmen. Men George lever på lånt tid og på parkeringspladsen holder bilen foran et enormt billboard af Janet Leigh i Hitchcocks Psycho. Han bevæger sig rent bogstaveligt i en verden af papirstynd kulisse.

Eleven Kenny (Nicholas Hoult) er tiltrukket af George (Colin Firth).

George lever i modsætningerne. Når han underviser befinder han sig trygt i lærerollen over for eleverne. Hvis stivnede klicheer om at være frisindede og liberale han spider så nådesløst. Friheden og demokratiet ligger for George i retten til forskellighed. Bogens vigtigste indre monolog handler om George’s europæiske kulturarv: Platons dialoger. Der er skrevet mange lærde afhandlinger om deres indhold. For George er indholdet rent ordkløveri. Det interessante ved dialogen er, at der tales fra forskellige udgangspunkter. Der er polaritet. Mellem den gamle og den unge mand. Der finder et symbolsk møde sted mellem de to. Hvor begge er i en rolle, som henholdsvis “den gamle” og “den unge”. Aldersforskel er ikke hindring, men forudsætning for dialog. Unge mænd ville rivalisere og erstatte dialog med kamp. Voksne mænd hviler i sig selv og tenderer til at være selvtilstrækkelige. Hvilket ikke befordrer dialog. Polariteten sikrer at alt kan siges, fordi begge parter optræder som repræsentanter, og selv den dybeste hemmelighed lader sig objektivt fremstille som metafor eller illustration.

Dialogen er på det mentale plan, hvad træningscentret er for kroppen: Den demokratiske praksis. I træningscentret laver Georges øvelserne sammen med den 12-13 årige Webster. Der er ingen konkurrence mellem manden og drengen. Webster er høj, tynd og adræt og drømmer om muskler og tyngde, tænker George. Som ikke ved om han guider drengen gennem øvelserne eller om det er drengens åbenlyse entusiasme, der får ham igennem øvelser der med alderen føles stadig tungere?

Dialogen producerer udover demokratiet også broderskabet. Den var i antikken og – mener George – må stadig være enkønnet. George mener at det skyldes, at kvinder gør samtalen personlig og formålstjenelig, hvilket er i modstrid med dens natur.

Juliannne Moore som Charley siger sine kagecreme stive replikker formidabelt.

Forskellen mellem kønnene er af en anden beskaffenhed end aldersforskellen. George lever  ligeledes i sit forhold til sin bedste veninde Charley. Et forhold der er ganske intimt. Især når Charley og George indtager spiritus. Selvom det for George trodser enhver fornuft, hvordan et rationelt voksent menneske som Charley kan ønske, at de genoptager det forhold de engang har haft. Efter George i 16 år har levet sammen med Jim, og kun ønsker Jim tilbage? Han er smigret og overbærende over for Charley. I filmen holdt instruktøren Colin Firth tilbage i kyssescenerne og mindede ham om, at figuren er homoseksuel. Men George elsker Charley, blot ikke på samme måde som hun elsker ham. Og har i virkeligheden intet imod den frisson forskellen mellem kønnene skaber. I klassen – hvor George siger hvad der passer ham – ville han måske formulere det således: Forskellen mellem kønnene er opfundet da menneskeheden ellers ville kede sig ihjel. Kede sig så meget, at der ikke længere ville blive født børn. Men for George er Charley en tråd, der forbinder ham med noget der var engang: Hans forhold til Jim.

Jon Kortajarena (Carlos) og Colin Firth (George).

Broderskabets kode er seksuel. Forskel skaber lighed. Det ses i scenen med George og Carlos, hvor uligheden i forholdet udviskes af gensidig sympati og forståelsen af at dele skæbne som ekspatrioter. Endnu tydeligere ses det i George’s forhold til eleven Kenny.

Nicholas Hoult der spillede drengen i About a Boy fik rollen som Kenny.

Kenny opsøger en aften George på stamstedet. Det er Kenny der får forfatteren til at redegøre for dialogens betydning. Aldersforskellen er igen – ikke forhindring – men forudsætning for forholdet. George og Kenny udfordrer hinanden og bader nøgne om natten. En farlig strøm er ved at drukne George, men han reddes af Kenny. Den vante rollefordeling mellem lærer og elev erstattes af et forhold, hvor Kenny beskytter George. Her er det den unge mands fysiske styrke, der bringer lighed i forholdet. Samt livsvilje.


Colin Firth og Nicholas Hoult balancerer deres spil ferfekt over for hinanden.

I scenen hvor Kenny har smidt de våde bukser og står nøgen ved siden af George kaster Kenny et blik på George, og savner tilsyneladende en opfordring fra George til at de går i seng sammen. I bogens indre monolog vrisser George for sig selv tidligere på aftenen: “Hvorfor er de unge så passive? Det ville være sjovt, hvis de ikke var. Men det er for meget forlangt.”

Kennys mohairsweater spillede sin egen rolle under filmoptagelserne, da den var vanskelig at fotografere.

Tom Fords ændring af slutningen twister historien af hensyn til den dramatiske virkning – men undgår behændigt at forkludre fremstillingen af relationen mellem George og Kenny. Om Kenny ønsker et homoseksuelt forhold til George står åbent. Både i bogen og filmen. Pointen forekommer at være, at friheden i forholdet ingen bekendelser kræver fra den unge mand.

Aldersforskel mellem mennesker er en kendsgerning. De der læste bogen for 25 år siden er blevet ældre og erfarne. I Tom Fords tilfælde er der kommet en film ud af det. En film man absolut skal unde sig selv at se. Bogen er et must. Især hvis man er under 25 år.

Spørgsmål – svar: Hvorfor ikke fake profil på dating-site?

Normalt er spørgsmål-svar noget der vedrører homoseksualitet på en ligefrem måde: Følelser, identitet og udpring. Det kan imidlertid være nødvendigt at brede emnet ud. Hvad er tilladt, når man optræder på et dating-site?

Hvorfor skal man afholde sig fra at angive en forkert alder – under foregivende af, at ville “teste” de øvrige brugere af sitet?

Det kan synes indlysende nok, men spørgsmålet er alligevel kommet op.

“Spørgsmålet” der fremsættes har her i form af en konstatering: “Boyfriend støtter åbenlyst pædofile mænd”. Vedkommende der fremsætter den horrible påstand undrer sig dog over at have fået lukket en profil.

Spørgsmål:

“For nogle år siden lavede jeg en falsk profil, hvor jeg skrev at jeg var 14 år gammel. Bare som en test for at se HVOR mange skumle personer der var.

Jeg fik rigtig mange mails fra fyre. Og specielt en fra Rødovre, på omkring 47 år. Der mente, at hvis bare jeg ikke sagde noget til nogen og Bf også, så var det ligegyldigt. Og igen nævnte jeg at jeg kun var 14 år gammel og burde måske ikke være derinde.

Men det havde ingen effekt. Jeg skulle bare åbne døren, når min mor og far ikke var hjemme.

Derefter forklarede jeg ham, at jeg var en voksen mand, og jeg ville kopiere hans mail’s ind på min rigtige profils dagbog. Og anmelde ham.

Og så skrev han at han kendte Andreas, så det fik jeg ikke noget ud af. Og rigtig nok. Dagen efter, var min profil slettet uden varsel. Og det kostede et år inden jeg kunne logge ind på BF igen. Man må ikke genere Andreas venner, og slet ikke komme med noget der kunne være pædofili.

Nu er jeg blokeret i debatten for at nævne navnet på en ny pædofil. Det må jeg heller ikke. Jeg vil gerne beskytte unge mennesker på BF. Men dette er ikke tilladt. Tværtimod. Jeg bliver blokeret, og dem der elsker børn skriver videre. Det holder jo ikke.

Andreas er jo ikke objektiv. Men meget meget selektiv. Er det venner han kender, så er det ligegyldigt, hvad der bliver sagt, men den anden part bliver smidt ud. Og helt uden en forklaring.”

Svar:

“Jeg er ikke vant til at give Andreas fra boyfriend.dk ret på denne side. Hvorfor står beskrevet nedenfor (der refereres til min trustpilot anmeldelse af boyfriend.dk., red.)
 
Det her må så være en undtagelse. Det er velkendt at visse mennesker føler sig kaldet til at lege politibetjent. Også i homomiljøet.  
 
Deres motiver er altid rene – hævder de selv. I et eksempel, hvor der blev fremsat beskyldninger mod boyfriend.dk for kun 2 måneder siden lå der dog åbenlyst personlige motiver som had og aversion bag beskyldningerne. Det står beskrevet her:  
 
Guilty by association  
 
Vedkommende der fremsatte beskyldningerne har vi ikke hørt mere til – og heller den “sag” han mente at have. Der fremkom aldrig nogen dokumentation.  
 
Nu melder Peter_Martin sig med samme type påstand. Det eneste der kan fastslås med sikkerhed er:  
 
1.  
 
Peter_Martin tilstår at have oprettet en fake-profil på boyfriend.dk og udgivet sig for at være mindreårig. Ifølge politiet en gængs praksis for pædofile.  
 
2.  
 
Peter_Martin fremsætter beskyldninger mod sitet uden at vedlægge dokumentation. I overskriften: “Boyfriend.dk støtter åbenlyst pædofile mænd” ligger en ganske alvorlig anklage: Det påstås at Andreas personligt støtter kriminel aktivitet på sitet. Det er fuldstændig utilstedeligt, at fremsætte den slags påstande uden nogen form for dokumentation.  
 
Desværre er der idag både enkelt personer og organisationer, der foregiver at kæmpe for en god sag, men i virkeligheden er styret af enten had eller økonomisk fordel. Måske er de selv overbeviste om det rigtige i det de gør. Men forskellige former for selvtægt eller brud på regler er ikke – og bør heller ikke – være tilladte. Og samfundets love står stadig over enkeltpersoners egne regler og private organisationers synspunkter.  
 
Derfor oplever Peter_Martin sanktioner. Heldigvis kun fra sitets side. Havde politiet konstateret det samme som sitet kunne konsekvenserne have været anderledes alvorlige.  
 
Jeg har skrevet en artikel om hvordan organisationer drevet af ambitiøse og karrierebevidste mennesker fremmer det man kan kalde en “beskyldningskultur” – og i sidste instans – det de selv hævder at kæmpe imod:  
 
Offer for velgørenhed

Tilbage er blot at nævne at Andreas fra boyfriend.dk i sit svar konstaterer:

“Vores filtre fangede dig; de forhindrede at en voksen mand i 30’erne udgav sig for at være en dreng på 14 (vi kræver desuden at vores brugere er fyldt 15 som også er den seksuelle lavalder).”

Jens Jersild og den grimme lov

En anmeldelse af: Den grimme lovs genealogi. Et kapitel af homoseksualitetens historie i Danmark. Af Peter Edelberg. Trykt i Historisk Tidsskrift bind 110, Hæfte 1, s.166-209. (1)
 
I det følgende vil også en tidligere artikel af samme forfatter blive inddraget i diskussionen: Politiinspektør Jens Jersild – Inkvisitor eller reformator? Peter Edelberg i: Tidsskrift for historie, årgang 39, nr.4, december 2009, s.22.
 
Og – lidt utraditionelt – vil historikerens plads i den aktuelle samfundsdebat  blive inddraget.
 
Først en kort redegørelse for nogle hovedpunkter i den grimme lovs tilblivelseshistorie. Peter Edelberg har selv redegjort for sin historieskrivning på den måde, at han skriver “historier”. Og derved tages der forbehold over for traditioner og metoder, hvor objektivitet og sandhed opfattes som noget absolut. Derfor bliver hans udsagn i det følgende kaldt “historier”. Da de ovennævnte to artikler i realiteten anmeldes samlet her er spørgsmålet, hvad de to “historier” så fortæller om den grimme lov?
 
 
 

Jens Jersild var usædvanlig alsidig. Han fungerede som konsulent for Palle Kjærulff-Schmidt på filmen Bundfald (1957).

Historier

 
I 1961 blev loven pressen meget hurtigt døbte “Den grimme lov” vedtaget i Folketinget. Under en socialdemokratisk regering. Loven havde følgende ordlyd:

 Den som ved betaling eller løfte herom skaffer sig kønsligt forhold til en anden person af køn under 21 år, straffes med hæfte eller med fængsel indtil 1 år eller under formildnende omstændigheder med bøde.” (§ 225, stk.4)

Tankerne bag loven var langt fra nye. Intentionen om en revision af prostitutionslovgivningen stammede helt tilbage til 1930’erne. Men besættelsen havde sat en stopper for lovmæssige tiltag. Efterkrigstiden bragte et opbrud. To tendenser stødte sammen: En spirende bevægelse for rettigheder blandt de homoseksuelle selv, og en moralsk diskurs der fokuserede på homoseksuel prostitution som samfundsproblem. Begge disse diskurser afløste eller supplerede en ældre patologiserende psykiatrisk-biologisk forståelse af homoseksualitet.

Den ambitiøse politiinspektør for sædelighedspolitiet Jens Jersild var en central person. Både i embeds medfør, som ivrig deltager i den offentlige debat og som medlem af det i 1949 nedsatte prostitutionsudvalg.

Debatten om prostitution fik en særlig drejning i 1955 med den store pornografiaffære. Stifterne af det der dengang hed Forbundet af 1948 distribuerede blød pornografi – billeder af nøgne unge mænd –  hvilket var ulovligt efter datidens lovgivning. Og politiet optrevlede via kundekartoteket et homoseksuelt prostitutionsmiljø. Ca. 300 mænd dømtes for seksuel omgang med mindreårige, og mellem 600 og 1500 personer afhørtes af politiet. Det skal erindres at den seksuelle lavalder dengang var 18 år for homoseksuelle, og 15 år for heteroseksuelle forhold.

Disse begivenheder resulterede i en moralsk panik. En moralsk panik er blandt andet kendetegnet ved misforholdet i proportionerne mellem den bekymring der er i forhold til et socialt problem – i dette tilfælde den homoseksuelle prostitution – og  problemets faktiske omfang. Panikken betød at en lang række vidtgående forslag blev diskuteret i prostitutionsudvalget. Men justitsministeriet syltede prostitutionsudvalgets forslag og da loven skulle vedtages i Folketinget i 1961 havde panikken lagt sig. Det forslag Folketinget blev præsenteret for repræsenterede til dels Jens Jersilds (mindretals) synspunkt.

Ifølge Peter Edelberg havde Jens Jersild arbejdet for at erstatte kriminalpolitik med socialpolitik. Men det omvendte skete. Prostitutionslovgivningen strammedes til også at omfatte prostitutionskunder. Tankerne om kontrol og overvågning samt særbehandling af homoseksuelle havde trods de nye diskurser i efterkrigstiden ikke forladt lovgiverne.

Hermed tegnes et andet billede af Jersild end det eftertiden ret enstemmigt har taget til sig. Eftertiden har navnlig indvendt imod Jersild, at hans forførelsesteori forbandt homoseksualitet med kriminalitet. Edelberg ser derimod moderne træk i forførelsesteorien. Bla. at den støttede sig på ny amerikansk forskning, nemlig Kinseys rapport om den mandlige seksualitet. Og dermed modificerede den en ellers fremherskende patologiserende psykiatrisk-biologisk diskurs om homoseksualitet.

Den Mandlige Prostitution (1953) afviser Jersild de tidligere herskende psykiatriske forklaringer på prostitution og homoseksualitet. F.eks. hormonelle faktorer som forklaring på homoseksualitet. Og teorier om neurotisk forældrebinding samt homoseksualitet som en uudviklet infantil seksualitet eller moralsk degeneration.

Billedet af Jersilds nuanceres og mange spændende detaljer i den grimme lovs historie kommer frem. Spørgsmålet er blot om dokumentationen kan bære visse af de vidtrækkende teser. Emner der blev berørt i den tidligere artiklen om Jersild som inkvistor eller reformator er faldet ud af artiklen i Historisk Tidsskrift. Jersilds tanker i bogen De pædofile (1964) diskuteres ikke.

I artiklen om Jersild som inkvisitor eller reformator citeres Jersild for synspunktet, at de pædofile var en gruppe:

“af så selvstændig en karakter, at den på flere punkter adskiller sig fra såvel de heteroseksuelle, som de homoseksuelle, og ved udskillelse mener jeg at kunne befri det store antal mænd, der i undersøgelsen vil kunne blive kaldt de normale homoseksuelle, for at blive identificeret med kriminelle.”

Edelberg mener at Jersild efter panikken har lagt sig – og den grimme lov er blevet vedtaget  – reformulerer problemet om de homoseksuelle og prostitutionen. Men erklærer sig uenig i den opfattelse.

Edelberg hævder istedet:

“At dette skarpe skel skulle eksistere virker ikke overbevisende, når man studerer den homoseksuelle subkultur i samtiden. Trækkerdrengene var stadig i 1964 en integreret del af subkulturen. De homoseksuelle magasiner bugnede af nøgenbilleder af unge drenge lige før og lige efter puberteten.” (s.22)

Den påstand er faldet ud af artiklen i Historisk Tidsskrift. Enten fordi emnet er den grimme lovs forhistorie. Eller fordi påstanden ikke kan dokumenteres? Det skal forsøges opklaret nedenfor. Men først en kommentar til andres vurderinger af Edelbergs karakteristik af Jens Jersild og forløbet der førte til den grimme lov

Fagfællen Karen M. Larsen har i en anmeldelse Den grimme lov og Jens Jersild af artiklen i Historisk Tidsskrift kraftigt betvivlet, at Edelbergs forskning – uanset hvor mange nye og interessante detaljer om perioden og Jersilds synspunkter den bringer for dagen – rokker det billede nogle allerede i datiden havde dannet sig og som der næsten har været konsensus om i eftertiden.

Mads Ananda Lodahl har – ud fra helt andre teoretiske forudsætninger – i artiklen Den danske konge af homofobi – fuldstændig afvist Edelbergs revisionisme.

Konsensus kan selvfølgelig opleves som både kontroversiel og provokerende af en yngre og ambitiøs historiker. Spørgsmålet er om det er nok til at foranledige historikeren til en så drastisk omtolkning. Det er næppe sandsynligt.

Det er svært at undgå at få fornemmelsen, at der har fundet en udvikling sted i forskningen fra artiklen om Jersild som inkvisitor eller reformator og til artiklen i Historisk Tidsskrift. Selvom fremstillingen af den grimme lovs genealogi – efter undertegnedes mening – ikke fuldt underbygger teserne.

Fremstillingen i Historisk Tidsskrift lider under, at nyt materiale bliver fremlagt uden at det præger konklusionen i nævneværdig grad. Elementer der bestyrker en anden synsmåde og andre vinkler på begivenhederne falder ud af konklusionen. Forskningsresultaterne der fremlægges er interessante og overbevisende. Men konklusionen er ikke dækkende. Hvilket forekommer mærkværdigt. Og er en overvejelse værd.   

 
 
 
 

Med til Jens Jersilds omfattende aktivitet hørte også et forfatterskab. Bla. bogen De Pædofile (1964).

Debatten

Enhver forsker med respekt for sig selv ønsker at fremstå troværdig, og skelner derfor mellem debat og forskning. Men historikeren er en del af samfundet og befinder sig i et bestemt kulturelt klima.

Som nævnt falder emnet pædofili ud af artiklen i Historisk Tidsskrift. Spørgsmålet er imidlertid ikke hvorfor det falder ud, men omvendt: Hvordan det overhovedet er kommet ind? Selv under hensyntagen til det forhold at Jersild har skrevet en bog om emnet, og har gjort sig visse tanker.

For som det skal vises nedenfor indgik pædofili ikke i samfundsdebatten eller knyttedes sammen med lovgivningsmagtens tiltag i forhold til homoseksualitet og prostitution i perioden før og efter den grimme lov.

Her må nutiden tages i betragtning. Situationen er: Historieforskeren undersøger en historisk periode, hvor moralsk panik gjorde sig gældende, men befinder sig i en nutid hvor en form for moralsk panik ligeledes optræder.

Uanset fordringen om at historikeren holder hovedet koldt og lader sig lede af fornuft kan det gå galt. I en offentlig debat i Pan-bladet, hvor hysteri omkring emnet pædofili skulle have været diskuteret præsterede Karen M. Larsen følgende følelsesudbrud:

“Jeg tror ikke på, at alle mænd er pædofile – eller at ingen kvinder er det. Men jeg er 1000% overbevist om, at sex mellem voksne og børn ALTID er forkert – at det er en meget alvorlig forbrydelse som samfundet skal straffe hårdt.”

En diskussion om hvordan panik også præger det homoseksuelle miljø blev altså fejet af med moralisme. Og rationel debat og fornuft blev erstattet med hysteri og en inkvisitorisk attitude.

I den situation forekommer det ironisk, at Edelberg der søger at formidle billedet af Jens Jersild, som en person med visse humane træk, og ønsker at revidere synet på Jersilds forførelsesteori får sin forskning bedømt – og afvist – af mennesker der spiller med i nutidens moralske panik. Fortiden må ikke fremstå human og rationel, når mennesker i nutiden ønsker fordømmelse, straf og inkvisition!

De pædofile

Forklaringen på at påstanden om en forbindelse mellem de homoseksuelle og de pædofile ikke dokumenteres er, at der er tale om en anakronisme. Her vil jeg henvise til en artikel i Videnskab.dk.

Karen Pallesgaard Munk fik  i 1997 til opgave at interviewe de personer, der var blevet dømt for seksuel omgang med mindreårige, før og efter en behandlingsdom. Som psykolog, ph.d. og lektor ved Center for Sundhed, Kultur og Menneske ved Aarhus Universitet har Karen Pallesgaard Munk bidraget til udviklingen af en psykiatrisk diagnose af pædofili i Danmark:

“Folketinget vedtager i 1997 et lovforslag, som giver retten mulighed for at idømme børnekrænkere en behandlingsdom. Dette mener jeg, er kulminationen på en udvikling, hvor seksualitet er blevet et anliggende for psykiatere og dermed for lægestanden.”

Karen Pallesgaard Munk henviser til Richard von Krafft-Ebings værk Psychopathia Sexualis afgørende betydning for klassifikation af hvad der er sygelige og perverse  former for seksualitet:

“Denne seksualitetsforståelse bliver benyttet som målestok for, hvilken type seksualitet der er naturlig, og hvilken der er afvigende og syg. Den type seksualitet, der ikke kan føre en graviditet med sig, er syg, afvigende og pervers.”

“Dermed er vejen banet for lægestandens behandling af seksuelle afvigere,  hvor behandlingsdommene, de pædofile får, blot er sidste skud på stammen. Jeg ser det som statsdisciplinering af en seksualitet, man ikke bryder sig om.”

Udformningen af den psykiatriske diagnose af pædofili er altså relativt ny. Og iøvrigt sammenfaldende med, at den første store pædofil-panik udbrød i Danmark. (2)

Hele tesen om en sammenhæng mellem det homoseksuelle miljø i tiden omkring den grimme lov og de pædofile er altså anakronistisk. Jersilds betragtninger i bogform om de pædofile repræsenterer private synspunkter – ikke det officielle Danmark. Persontypen “den pædofile” fandtes – officielt – ikke.

Karen Pallesgaard Munk gør opmærksom på at termen pædofil idag ofte bruges i flæng. Det er imidlertid en psykiatrisk diagnose med veldefinerede kriterier. Et af disse er at pædofile kun tænder seksuelt på børn – ikke på voksne mennesker. Men den diagnose er altså blevet konstrueret langt senere. Uanset hvad nogle idag måtte mene om seksuelle forhold mellem voksne og meget unge mennesker havde det officielle Danmark absolut ingen mening om det i datiden. I hvert fald ikke en mening baseret på diagnose eller lovgivning.

De homoseksuelle og prostitutionen

Politiet beskæftigede sig på Jersilds tid med prostitution som var kriminaliseret. Og der var moralsk panik i forhold til de homoseksuelles mulige forførelse af ungdommen til homoseksualitet. Sammenblandingen af homoseksualitet og pædofili forekommer kun at være mulig retrospektivt. Fordi der idag eksisterer det Karen Pallesgaard Munk kalder en statsdisciplinering af seksualiteten.

Fokus i datiden var på nytte og samfundstjenelighed. Mistanken om at uskyldige drenge blev forført truede begge disse goder, hvilket afstedkom samfundsmæssig reaktion. F.eks. i form af lovgivning. Derimod blev mindreårighed i sig selv ikke blev anset for et problem. Forestillingen om offer og seksualforbryder – på den måde disse begreber anvendes i forhold til pædofili –  hører en anden tid til. Ganske vist fandtes der – som nævnt ovenfor en seksuel lavalder på henholdsvis 15 år og 18 år for heteroseksuelle og for homoseksuelle forhold. Men overtrædelse af denne lovgivning blev betragtet på linie med enhver anden kriminalitet. Lige som f.eks. tyveri ikke blev anset for psykisk skadeligt for individet, men derimod nok skadeligt for samfundsordenen. Derfor Jersilds afdæmpede attitude i forhold til de homoseksuelle der ikke havde kontakt til prostitution. De kunne ikke mistænkes for at forføre unge drenge, og føre dem ind i en nedadgående social spiral.

Datidens syn på homoseksualitet var i høj grad baseret på den patologiserende psykiatrisk-biologiske forståelse. Hvilket Edelbergs fremstilling i artiklen i Historisk Tidsskrift også demonstrerer på glimrende vis. Derfor er det beklageligt at flere vigtige pointer ikke er nået med i konklusionen.

Forførelsesteorien

En interessant detalje i forbindelse med Kinseys uden tvivl banebrydende værk om den mandlige seksualitet er de  modsatrettede slutninger, det var muligt at drage på grundlag af dette. Stifterne af Forbundet af 1948 har i Homofile Kampår fremhævet hvor vigtig en inspiration bogen var for den homofile rettighedskamp. Peter Edelberg peger på, hvor vigtig en inspiration værket var for Jens Jersild, der dermed kunne dreje diskursen om homoseksualitet væk fra det psykologiserende og individualiserende hen imod de sociale faktorers betydning for udvikling af homoseksualitet. Blot virker det som om Edelberg overser, at Kinsey havde udgangspunkt i lægevidenskaben og de sociale faktorer Kinsey peger på danner den seksuelle prægning. Dvs. synspunktet er deterministisk. Seksualitet ses ikke som udtryk for lyst, begær eller valg. Men med Kinsey som udgangspunkt kunne Jersild på en måde det ikke tidlligere havde været muligt, give forførelsesteorien en form for videnskabeligt fundament. Axel Lundahl-Madsen kunne uden at opgive de homofiles tese om homoseksualitet som medfødt eller determineret uden videre acceptere Kinseys beskrivelse af den mandlige seksualitet. Større var forskellen ikke. Det efter samtidens forhold progressive ved Kinseys betragtningsform var at den skilte sig af med dele af psykiatriens patologiserende forståelse af homoseksualitet. Men samfundets – og de homoseksuelles egen diskurs om homoseksualitet – var i høj grad domineret af lægevidenskab. Opgøret med denne forståelse kom først årtier senere.

Konklusion

Artiklen Den grimme lovs genealogi nuancerer synet på en vigtig periode i de homoseksuelles historie. Og bidrager med spændende og vigtige indsigter. Især detaljerne om den danske og skandinaviske psykiatris indstilling til fænomenet homoseksualitet bliver belyst på en måde det ikke har været tidligere. Prostitutionsudvalgets arbejde bliver ligeledes belyst på en spændende måde.

Historieforskningen lider nogle gange af mindreværdskomplekser over for andre videnskabelige discipliner – der fortjent eller ufortjent – har langt højere prestige i samfundet. Den type komplekser er aldeles uberettigede. Historieforskningens resultater er i visse tilfælde overraskende ikke blot for de der deltager i debat. Men måske også for forskerne selv. At en tid der ud fra den historiske betragtning ikke er så fjern endda kan have et radikalt anderledes syn på homoseksualitet kan forekomme overraskende. At sygeliggørelse af seksualitet er i “fremgang” – sådan som Karen Pallesgaard Munk redegør for – synes ligeledes i modstrid med vores ønske om at se nutiden som tolerant og liberal. Betragtningen af prostitution som moralsk fordærv af mennesker, der enten i forvejen er skadede  – dvs. homoseksuelle – eller er i fare for at blive det er fordomsfuld og deterministisk. Men her var Jersild entydig og fuldstændig umisforståelig. F.eks. når han udtaler sig på følgende måde i bogen Den Mandlige Prostitution:

“…Der er…ikke noget ondt i at modtage en cigaret fra en venlig mand, navnlig ikke når man er tobakshungrig. Heller ikke i at lade sig invitere hjem i en varm stue på en øl og et stykke mad, når man er sulten og tørstig. Når man senere går, er det også vanskeligt at sige nej til nogle kroner, når man er helt på bar bund og navnlig, når pengene ligefrem presses en i hånden. Når vedkommende derpå har levet på denne måde – som prostitueret – i nogle uger eller måneder eller måske mere og faktisk er led ved sig selv, ja så er skridtet over i den mere håndgribelige kriminalitet formentlig ikke så stort længere…

Af disse grunde, og fordi man ikke må glemme, at forseelsen kun er en videreførelse af en praksis, som den pågældende ofte har lært i de forskellige anstalter, eller hvor de nu har været anbragt mellem lutter mænd, som skal have udløsning, enten fordi de savner omgang med kvinder, eller fordi de er homo- eller biseksuelle, er en særbehandling af de prostituerede nødvendig og ønskelig i modsætning til cykeltyven og automattyven…” (s.117)

Jersilds egen diskurs om prostitution forekommer derfor – ligesom samtidens – at være sammensat af elementer der er moraliserende og patologiserende. På trods af at Jersild fremstillede sin indsats som social.

 

(1) Et engelsk summary: The Genealogy of the Ugly Law

(2) Henning Bech: Kvinder og mænd. Hans Reitzels Forlag. 2005.