Den hadefulde minoritet

Indledning

Homoseksuelle bliver udsat for hadtale på nettet. Af islamiske fundamentalister. Smædet af kristne grupper. Forsøgt omvendt via de nyeste teknologier. Når en ny app til Iphone hævdes at kunne kurere homoseksualitet. De homoseksuelle beskyldes af Vatikanet for at stå i forbindelse med pædofili. Nogle af disse emner påkalder sig homoseksuelle organisationers opmærksomhed. Andre forbigås systematisk i tavshed.

Hvad er væsentligt og hvad er uvæsentligt? Hvorfor vendes f.eks. det blinde øje til al kristen propaganda? Med få og små undtagelser.

Påvirker Bilal Philips der for nylig gæstede Danmark de politiske forhold i Danmark?  I så fald hvor og hvordan. Eller skyldes reaktionen på Bilal Philips helt andre faktorer: Racisme og religiøs intolerance.

Søren K. Villemoes har i Weekendavisen kaldt forholdet mellem homoseksualitet og islam en gordisk knude for både venstrefløjen og det tværpolitiske LGBT. Men det er meget simplere: Minoriteten bliver lagt for had, hvorefter forfølgeren ender som den forfulgte!

Ikke fordi de homoseksuelle generelt er hadefulde, men fordi de religiøse homoseksuelle er hadefulde. Den liberale fordom består i at tegne billedet af den uskyldsrene minoritet. Minoriteten er “god” fordi flertallet er “ondt”. Den danske muslimske minoritet og den homoseksuelle minoritet illustrerer begge, at forsimplingen ikke holder. Begge minoriteter dyrker minoritets-egoisme, offer-gørelse og had mod andre minoriteter – og især mod flertallet.

Stilhed efter stormen

Dagen efter den religiøse prædikant Bilal Philips havde holdt tale i Nørrebrohallen var der igen stilhed. Hvordan kunne noget vække så meget furore for blot at forsvinde, som om intet var hændt. Måske fordi det var ligegyldigt, i hvert fald betragtet fra et homopolitisk perspektiv?

Blog artiklen Bilal Philips i Danmark på Inferens handler netop ikke om manden, men om hvordan minoriteterne dyrker offer-gørelsen af sig selv som politisk strategi. Og hvordan højre- og venstre fløjsgrupperinger søger at hjælpe minoritets-egoisme, offertænkning og had på vej, som led i deres egen politiske selviscenesættelse.

LGBT’s formand Hans Christian Seidelin havde været i landsdækkende medier med en afstandtagende markering over for Philips – inden dennes ankomst. Og debatten blev startet i Pan-bladet på grundlag af Karen M. Larsens artikel Nej tak til hadprædikanter. Hvor Mads Ananda Lodahl supplerede med  blog-artiklen Bilal Philips – min fjende. Efterfulgt af artiklen Bilal Philips – efterspillet. Hvis titel vildleder for rent faktisk har der ikke været noget efterspil i form af en erkendelse af, at Bilal Philips aldrig fremsatte de ventede kontroversielle påstande eller fremturede med hadtale. Fra start til slut har det fremgået af denne blog. Men ingen andre har ønsket at kommentere kendsgerningen.

I praksis kom debatten efter Bilal Philips’ besøg til at handle om den video på You Tube – som Mads Ananda Lodahl også tog afstand fra i Bilal Philips – min fjende. Det Lodahl glemte at fortælle var, at nettet svømmer over med hadtale. Islamisk hadtale mod homoseksuelle, hvor mange andre prædikanter siger tilsvarende – eller værre ting. Derfor er manøvren at “gå efter manden i stedet for bolden” på forhånd dømt til fiasko.

Man kan tilføje, at nettet svømmer over med hadtale: Udsagn hvor enkelte individer eller grupper nedgøres på grundlag af race, køn, etnicitet, nationalitet, religion eller seksuel orientering. Derudover er der dyremishandling og alle tænkelige uhyrligheder. Hvad skal man mene om det? Behøver man at mene noget?

Bilal Philips er en relativt ligegyldig person. I modsætning til Paven, der ligeledes fordømmer homoseksuelle, diskriminerer kvinder og forhindrer udbredelsen af kondomer. Og er overhoved for et trossamfund med 1 milliard medlemmer.

Den politisk struktur

De politiske traditioner i den vestlige verden tackler forholdet mellem religion og politik helt forskelligt. I USA er der en nær forbindelse mellem det ene af de to store partier til det religiøse (kristne) højre. Amerikanske præsidenter lufter højlydt deres religiøse standpunkter. Der er således på trods af forfatningsmæssig adskillelse mellem kirke og stat en nær forbindelse mellem politik og religion.

Tættere på Danmark kunne man fremhæve Tyskland som et eksempel på noget radikalt forskelligt. Her er der tradition for store religiøst funderede partier. Man kan blot nævne CDU og CSU – de to kristelige (katolske) unionspartier, der i perioder har været (er) regeringsbærende.

I USA vil religiøs hadtale – givet den særlige politiske sammenhæng – derfor være af en vis betydning. Betydningsfuld på en måde den ikke er i et land, hvor religiøs organisering traditionelt ikke har været relateret til det politiske system. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen modarbejdede nok under Muhammed krisen denne tradition, men gjorde ikke desto mindre reverens for den danske model ved at erklære, at religion ikke har nogen plads i det offentlige rum. Men er en privat sag.

Visse af de udtalelser Mads Ananda Lodahl fremhæver som ektreme er ikke forskellige fra, hvad amerikanske konservative politikere stod frem og sagde offentligt i 1980’erne. F.eks. at aids er Guds straf over de homoseksuelle. Vatikanet – der de seneste år selv har haft problemer med at forklare sig offentligt  – har gang på gang været i medierne med synspunktet, at de homoseksuelle er skyld i pædofili.

Bilal Philips blev udvist af Tyskland. Indlysende nok på baggrund af tysk tradition  – og med en regering blandt andet bestående af de nævnte kristne partier. Med i betragtningen skal også den tyske fortid. Der bliver ikke taget let på opfordringer til overgreb på befolkningsgrupper eller minoriteter efter den tyske vildfarelse i det 20. århundrede. Nazistpartier og symboler er også forbudt. I forhold til lovgivning er forholdene helt anderledes i Tyskland. Og den tyske reaktion på Philips derfor anderledes end den danske. I den stemning af højre- og venstrepopulisme der hersker i Danmark – repræsenteret af den rød-brune alliance – er det ikke utænkeligt, at nye forbud vil komme til. Nye strikse regler for indrejse. På baggrund af tyske erfaringer med kz-lejre og de mange jødiske og homoseksuelle ofre er den strikse tyske politik både rationel og forståelig. Forbudsdagsordenen i Danmark håner derimod ofrene for de historiske forbrydelser fra det 20. århundredes historie – som Tyskland og tyskerne bærer skylden for.

Indvandrerpolitik og religiøst had

Den i virkeligheden indlysende mulighed – at Philips og med ham Islamisk Trossamfund – ville vælge at undgå direkte konfrontation, viste sig som nævnt at holde stik. Der kom ingen hadtale. Det berører imidlertid ingen af de, der på forhånd havde valgt vrede og had som reaktion.

Nogle vil bagefter undre sig over at Hans Christian Seidelin gik til medierne. Hvorfor blander LGBT sig i invandrerpolitik? Hvis Bilal Philips udtalelser om homoseksualitet skulle adresseres, hvorfor så ikke en udtalelse fra Sabaah om, at ikke alle danske muslimer støtter Islamisk Trossamfunds invitation af Bilal Philips. Og eventuelt en Sabaah demonstration foran Nørrebrohallen?

Når fokus er snævert på religiøs hadtale – og ingen partier baserer deres politik på religiøs overbevisning – bør diskussionen af religiøs hadtale ikke finde vej ind i den politiske offentlighed.

Når den alligevel finder vej til Pan-bladets spalter – og ikke er blevet henvist til Kristeligt Dagblad – skyldes det ikke emnet, men de politiske aktører.

Offer-gørelsen og den religiøse tale

Minoriteterne bestemmer ikke deres eksponering i medierne. DF startede debatten ved at forlange indrejseforbud for Bilal Philips. Karen Hækkerup (S), Kamal Quereshi (SF) og Manu Sareen (R) fulgte trop og annoncerede inden mødet, at de ville deltage i demonstrationen foran Nørrebrohallen. Og pressen havde fremhævet de homoseksuelle. Offer-gørelsen var en realitet.

Det blev i praksis DF politiske stafet der blev grebet af Karen M. Larsen i Pan-bladet med konstateringen af at:

“det under ingen omstændigheder (kan) tolereres, at en person, der opfordrer til drab på homoseksuelle, æres ved at få lov til at tale ved en konference i Danmark.”

Derfor sammenfattede jeg Larsens og Lodahls synspunkter i tre punkter:

  • Bilal Philips er muslim. Derfor vil jeg gerne distancere mig fra ham.
  • Religiøse (hadefulde) tilkendegivelser er mere interessante end alle andre ytringer.
  • Ikke alle synspunkter er i udgangspunktet ligeværdige. Derfor skal man demonstrere – fysisk eller verbalt – i stedet for at diskutere eller indgå i dialog.

Alle tre punkter peger på det samme: Engagementet i Bilal Philips er religiøst. Det politiske svar udspringer af den religiøse dagsorden – og ikke omvendt.

Danmark som ikke tidligere har haft noget religiøst funderet parti af betydning har fået det i Dansk Folkeparti. I hvert fald i den udstrækning det er lykkedes Søren Krarup og Jesper Langballe at trække partiet i den retning.

Et citat af Søren Krarup kan klargøre, hvad det betyder at lægge religion til grund for politik:

“Jødedommen og islam skal ikke have samme ret og status i et kristent land, for hvor kristendommen er vært er jødedom og islam gæster. Det er os der i det kristne Danmark sætter husordenen. Der er religionsfrihed, men ikke religionslighed i Danmark. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten, siger vores grundlov, og hermed er forskellen på værter og gæster understreget. Vi skal ikke finde os i at blive ringeagtet og hundset med i vores eget land…Vil man ikke se det i øjnene, så ender man med at undergrave sin egen tilværelse og gøre sig selv til nar. Samt at udlevere sit land, sit folk og også sin tro til frække propagandister og forfølgere.”

Som man bemærker gør Krarup forskel på religioner: Ikke alle religioner betragtes som lige gode. Jødedom og islam fremhæves f.eks. som ikke særlig velkomne “gæster”.

Hverken Larsen eller Lodahl vil i praksis acceptere Krarups konklusioner dvs. hele Dansk Folkepartis invandrerpolitik. Politiseringen af religionen fører blot uværgeligt i den retning. Karen M. Larsen’s udsagn om begrænset tolerance over for en muslimsk agitator vil omvendt helt sikkert vinde tilslutning fra Krarup!

At Lodahl ikke kan løse den gordiske knude skyldes, at religionen lægges til grund for politik. Derefter er en afgrænsning overfor racister eller tilhængere af DF’s indvandrerpolitik umulig.

Ved at følge Krarups logik at kun religiøse tilkendegivelser er interessante, men ikke alle religiøse tilkendegivelser er lige gode kan al politisk debat snævres ind til: Er det hadtale eller ej? Er modstanderen fordomsfuld skal al dialog undgås og synspunktet søges isoleret. Det praktiserer Lodahl og Larsen iøvrigt også i forhold til hinanden: Den ene er forhenværende konservativ katolik og den anden buddist. Og dermed er dialog ikke mulig.

Debatten er karakteristisk nok heller ikke på noget tidspunkt blevet “afsporet” og kommet til at handle om f.eks. økonomiske realiteter og kommunikationsformer i en moderne verden.

Et forsøg på at “modernisere” tilgangen til religiøs propaganda blev ignoreret af både Larsen og Lodahl. Den kristne Exodus organisation fik godkendt en app til Iphone, med opskriften på at kurere mennesker for deres homoseksualitet. Men at helbrede for homoseksualitet er ikke hadtale. Og derfor ikke noget Larsen eller Lodahl vil kommentere. Amerikanske homoseksuelle rejste imidlertid mere end 100.000 underskrifter imod denne app, fordi socialt pres er den moderne verdens substitut for middelalderlig hadtale. Exodus forsøgte at få en andel i et marked – hos et af de største multinationale firmaer – der forventes at vokse til 290 milliarder kroner i 2015. Det handler om penge, marketing og kontrol over digitale teknologier. Fjernt fra studiet af årtusindgamle tekster, og kan derfor – skal man tro Larsen og Lodahl – roligt ignoreres.

Hadet der ligger bag Exodus er uden tvivl det samme som det der formuleres af Bilal Philips. Vatikanets udtalelser imod homoseksuelle er uden tvivl baseret på et tilsvarende had. Men protester eller demonstrationer iforhold til Exodus eller Vatikanet er udelukket. Fordi det er kristne organisationer.

Dansk Folkepartis indvandrerpolitik er højrefløjspopulisme, der ser danskerne som forfulgte og undertrykte i deres eget land. Fordi Dansk Folkeparti ikke vil acceptere at demokrati og retsstatsforhold begrænser den politik partiet har. Derfor ender demokrati og retsstatsforhold med at blive “fjenden” for DF, fordi begge dele begrænser handlemulighederne – forbudspolitikken – over for religiøse/etniske minoriteter.

Venstrefløjspopulismen består i at offer-gøre kvinder og homoseksuelle i enhver politisk sammenhæng.

Populisme – i den ene eller den anden udgave – beskylder andre for at hade, men er selv hadefuld. Offer-gørelse og had er uløseligt forbundne størrelser.

Had forener: Larsen og Lodahl gør – på trods af religiøse og politiske uoverensstemmelser – fælles sag i forhold til Bilal Philips. De nægter med Krarup at udlevere deres “tro til frække propagandister og forfølgere”.

Who do you think you are? Electric Art by Andreas Smetana.

Konklusion

En fjende giver minoriteten identitet og noget at samles om. Al minoritetens vrede og frustration bliver lige pludselig ikke blot fuldstændig legitim, den bliver et KRAV til alle der udtaler sig: Du skal undsige Bilal Phiips af hele dit hjerte og forsage alle hans gerninger. Bekendelsen bliver til en form for religion, fordi den er blottet for enhvert rationelt grundlag. Og vé den der prøver at sige religionen imod!

Reaktionen på Bilal Philips kan opsummeres som: Minoritets-egoisme, offer-tænkning og had.

I sin iver for at distancere sig fra de der hader islam generelt eller er racister vil Lodahl gå efter “manden i stedet for bolden”. Men indfrier dermed racisternes og islam-hadernes dagsorden. Og underkaster sig fobiernes tyranni. Hvis man lige som i eventyret ikke kan tåle at se degne, er det så en politisk overbevisning? Nej. Det er en fobi. Måske bygget på religiøs fordom. Måske kun på fordom. Eller udelukkende på had og frustration

Hvad så med det såkaldte politiske engagement fra LGBT’s side? Det findes ikke.

Alle foregiver at det er Bilal Philips, der udgør det onde og hadefulde. Men hele minoritetens sammenhængskraft består i at hade de andre minoriteter – og flertallet. Ikke ud fra politiske principper, men som resultat af fobier.

Hvis Bilal Philips virkelig var en farlig trussel skulle minoriteten (de homoseksuelle) overlade ham til staten (folketing og myndigheder).

I denne sag anbefalede LGBT at protestere – og fik dårligt talt ud før aktionerne blev annonceret. Hvis Bilal Philips er så slem må det være majoritetens opgave at løse problemet skulle man tro? Men minoriteten er fanatisk, hadefuld og har en mission: Den skal frelse verden. Vi er Guds udvalgte folk – ligesom jøderne der vist har den ældst kendte – og mest katastrofale – minoritetserfaring og identitet.

Vi kan naturligvis ikke overlade det tåbelige og upålidelige flertal, at tage affære over for en mand som Bilal Philips. Glem ikke: Vi hader den heteroseksuelle majoritet mere end de andre minoriteter!

Når de homoseksuelle har en “mission”gør de en forskel. F.eks. markerer de, at de netop IKKE er “lige som alle andre”. De skiller sig ud – ikke på grund af deres seksuelle observans – men ved at være “religiøse” mennesker med en “mission”. De dyrker deres egen forfængelighed, mistilliden til flertallet og hadet til alle andre minoriteter.

Ved at diskutere seksualpolitik kunne de homoseksuelle danne en positiv identitet. Den strategi er blevet pure afvist af LGBT. Som kun befatter sig med sex, hvis det er kriminelt. For også her vil der så blive lejlighed til at excellere i had og minoritets-egoisme. Selvfølgelig vil LGBT debattere prostitution, når et købesexforbud ER blevet vedtaget. Så kan LGBT forsvare de stakkels kvinder og håne og mistænkeliggøre majoriteten (heteroseksuelle mænd). Så passer også det ind i LGBT’s verdensbillede. Af fobier, had og frygt.

Reklamer

Joyce Carol Oates: Sexy

Kan man tænke mandlig seksualitet uden at tale om misbrug, krænkelse og overgreb? Ikke i en amerikansk ungdomsroman. Hvis den altså er dristig nok til at vove at rejse emnerne.

På den ene side en truet eller truende seksualitet. På den anden side samfundets forholdsregler: Kriminalisering, restriktioner, kontrol og overvågning. Og så de evindelige ledsagere som ingen har bedt om, men er der alligevel: Bekymring og mistænksomhed.

Joyce Carol Oates ungdomsbog Sexy udkom på dansk i 2005. Næsten et årti efter den første store pædofilpanik var startet i Danmark. Denne panik var taget af  i 2005, men ikke forsvundet. Den første videnskabelige karakteristik af denne panik udkom samme år. Dens afvisning af fænomenets postulerede gigantiske omfang betød, at forfatteren selv blev udsat for dødstrusler for sin angivelige “sympatiseren” med de kriminelle pædofile. Selvom afhandlingens emne var køn og forhold mellem mænd og kvinder, og pædofili omtaltes i et enkelt afsnit i en bog på 386 sider udeblev reaktionen altså  ikke. At forskeren var professor og leder af et forskningscenter anfægtede ikke den type kritik.

Cover til den engelsksprogede udgave.

Efterfølgede har en vis erkendelse af hysteri og panik indfundet sig. Spørgsmålet er imidlertid stadig relevant:

Hvordan bliver drenge til mænd under disse samfundsmæssige omstændigheder? Og bliver de ofre eller gerningsmænd. Eller måske begge dele?

Det centrale ord er mandehad. Ikke som nogle umiddelbart vil tro, fordi nogle kvinder – især feminister – hader mænd. Det er muligvis sandt at nogle kvinder gør det. Det er bare ikke pointen. Og det handler bogen heller ikke om. Den handler om mænd, der hader mænd.

Den hollandske udgave.

Historien beskriver den 16 årige highschool elev Darrens vej fra dreng til mand. Da der opstår en homofob smædekampagne imod Darrens engelsklærer kommer Darren i klemme. Hvor ligger hans loyalitet? Hvem er han selv, hvad er hans seksuelle orientering? Hvordan takler en teenager, at alle voksne er grebet af panik?

Darren befinder sig i en umulig position af mange grunde.  Skyldfølelserne. Han har én gang fået et lift af engelsklæreren Mr. Tracy.

“Det var i november, en torsdag efter svømmetræningen.

Det var vagt og usagt.

Det der var desuden ikke sket.”

Hvad blev ikke ageret, hvad forblev usagt? I det tilbageblik bogen udgør får vi det at vide.  Darren selv er ikke i tvivl: For det første engelsklærerens homoseksualitet, dernæst hans fascination af Darren.

Cover til den norske udgave.

Men Darren fastslår over for sig selv i den indre monolog, at der ikke fandt noget overgreb sted. Verbalt eller på anden vis. Darren ved imidlertid, at han selv satte lavinen igang med spørgsmålet til svømmekammeraterne:

“Tager Tracy billeder med et digital kamera. Af drenge i Spedo-badebukser. Nogen bør undersøge det nærmere.”

Selvfølgelig kommer der ikke en undersøgelse, men derimod en smædekampagne: Pornobilleder med homosex samt et ledsagende brev angiveligt fra en 11 årig dreng med anklager om overgreb og trussel om selvmord bliver anonymt afleveret til rektor. Hvorefter politiet hurtigt involveres.

Den spanske udgave af bogen.

Da politiet først er inde i sagen er intet tilbagetog muligt for drengene. Har nogen oven i købet spundet videre på historien, vedlagt børneporno og opdigtet nye anklager om forulempelse af svømmedrengene i et brev til politiet? Fortælleren ved det ikke. Han ved blot at anklagerne ikke er sande.

At sige det imod er imidlertid umuligt. Darrren er fra den lavere middelklasse. Hele hans sociale prestige afhænger af succes på svømmeholdet. At sige drengene fra den højere middelklasse imod ville tilintetgøre ham.

Løgn fører til ulykke og død. Konstruktionen af drengenes maskulinitet er baseret på død. Og skyld. Et besøg hos rektor med en tilståelse af, at hele historien er opspind er forudsigeligt mislykket.

Cover til den amerikanske udgave.

Alle voksne mænd i bogens univers deltager i stigmatiseringen af Mr. Tracy. På grundlag af rygter. Fremsat af de teendrenge, der hurtigt bliver enige med sig selv og hinanden om, at  bagtalelsen skal finde sted med udgangspunkt i påstande om pædofile forhold, da rygter om homoseksuel orientering ikke er stærke nok til at ødelægge ham.

Højdepunktet i handlingen er et sexovergreb. Selvfølgelig ikke fra Mr. Tracy – eller den homoaktivistgruppe, der provokeres til at stå frem efter lærerens død.  Men af politiet. Der i iveren efter at finde “skyldige” afpresser Darren. Hvilket fremgår af den politirapport der fremlægges som dokument uden kommentarer i bogen. Han skal være både offer og anklager.

Drengen har ingen støtte hos sine forældre, der frygter det værste – at hans navn bliver trukket ind i sagen – og blot håber på det bedste.

Darren selv er ikke homoseksuel eller?

Han føler et vist ubehag ved pigers selskab. Han har en veninde, men bryder sig ikke om at hun går for tæt på. Hans reaktion på de pornobilleder de andre drenge har fundet – med mænd og drenge sammen – er væmmelse.

Engelsksproget paperback.

Endelig efter sagens afslutning, efter ulykke og død,  oplever han noget nyt. Han mærker:

“Alt blodet i hans hoved strømmer nedad.”

Han er ikke længere nødt til at sublimere sin seksualitet i svømning, men kan have sex med den lidt ældre pige i et tilfældigt møde.

Vejen til at blive mand består ikke alene i at vælge seksuel orientering. Men lige så meget i at vælge om man vil tage stigmatiseringen som pædofil-offer på sig eller ej. Eller skyld for andres død. Ikke fordi der har fundet noget upassende seksuelt sted, men fordi samfundet tilbyder unge muligheden for at være ofre. Eller bødler. Ved ukritisk at lægge øre til rygter. Rektor er fra første færd klar over hvor ligegyldigt det er om politiet efterforsker sagen eller ej, og hvad de i givet fald finder. Han vil skille sig af med læreren, der er blevet smædet med det samme fordi skaden allerede er sket: Der sladres om det på skolen.

Drengene fra klassen må afgøre med sig selv om de vil påtage sig offerrollen, stigmatisere sig selv ved at lyve videre. Eller som Darren pure afvise politiets insisteren på, at han må være blevet udsat for overgreb eller misbrug.

Cover til den franske udgave.

Lige som man siger at alle politiske debatter på nettet, når de har kørt en vis periode uværgeligt vil ramme de samme begreber igen og igen, og f.eks. henvise til nazismens verderstyggelighed, kan ingen debat om sex eller seksualitet på nettet i dag fungere uden, at nogen står frem og bekender de er pædofil-ofre. Og egentlig giver det ingen mening at skelne mellem indbildte og virkelige fænomener. De der oplever sig selv som ofre har jo de samme følelser. Det må man anerkende. Joyce Carol Oates bog giver indblik i de mekanismer der får det til at ske.

Den lidt verdensfjerne forsker jeg referede til ovenfor, troede han kunne sige myter og fordomme imod uden at blive mødt med den nævnte type reation. Bemærk: Dødstruslerne blev ikke råbt i hovedet på ham af kvinder. Men af mænd der vil opdrage deres egne børn til krænkere, altså de der stigmatiserer sig selv eller andre.  Uden dokumentation. Til at blive mænd der hader mænd. Den maskuline seksualitet der opfattes på en gang som truet og truende lægges for had.

Bekymringen for de unge mænd – forældrenes og myndighedernes –  går selvfølgelig på deres uskyld. De er sexy, som bogens titel siger. Men tilhører deres seksuelle uskyld samfundet eller de unge? Darren er i myndighedernes øjne det oplagte offer. Derfor kommer det også til at koste alle hans kræfter og al  hans viljestyrke, at kæmpe imod det overgreb stigmatiseringen af den uskyldige er. Darren giver først slip på uskylden, da det passer ham: I armene på den lidt ældre pige.

Den danske udgave.

Omgivelserne derimod ser kun offeret i ham. Og reagerer med bestyrtelse og forbløffelse da han til slut viser viljen til at vinde i svømmekonkurrencen. For han er på forhånd dømt taber. Og bogens – eller forfatterens – ironiske kommentar er, at ingen aner eller ænser, at han lever med bevidstheden om sig selv som bøddel:

“Tager Tracy billeder med et digital kamera. Af drenge i Spedo-badebukser. Nogen bør undersøge det nærmere.”

Når heteromænd har homosex: Klovn; The Movie

Vibeke Manniche har rettet en skarp kritik imod filmen Klovn; The Movie. Og kaldt den pornografisk. Og skadelig for børn. Det havde hun næppe gjort, hvis der blot havde været et par heteroseksuelle sexscener i filmen.

I 1970’erne smed alle danske skuespillere tøjet, og agerede med i løsslupne komedier. Så Casper Christensen og Frank Hvam revolutionerer ikke dansk film.

Anders Haahr Rasmussen – blogger på Information – har fået instruktøren Mikkel Nørgaards version af hvad der sker i den scene i filmen, hvor Casper Christensen har sex med en mand. Rasmussen skriver på sin blog:

“Manden er gymnasielærer og meget vred på Casper, som har forsøgt at forgribe sig på hans elever. Casper beroliger gymnasielærerne gennem ’mandeflirt’ – en selvopfunden teknik, der består i at få andre mænd til at bløde op og makke ret gennem en kombination af rosende ord og venlige berøringer især på håndled og skulder.

De to ender senere på natten i et stående knald med gymnasielæreren som den aktive part. Og det var ikke tilfældigt fortæller instruktør Mikkel Nørgaard.

”I virkeligheden lavede vi scenen i to versioner. Vi lavede også en version, hvor Casper tager ham. Og det gjorde vi, fordi vi var i tvivl om, hvad for en situation, der ville være mest interessant for den overordnede historie.”

Når to mænd knalder, er rollefordelingen hverken tilfældig eller uskyldig. Det at knalde nogen er en magtdemonstration, det at blive knaldet er ydmygende. Velsagtens fordi der er noget nedværdigende forbundet med at indtage kvindens position. Så i Klovn blev det Casper, der tog imod, fortæller Mikkel Nørgaard:

”Casper har altid i vores univers været et seksuelt væsen. Han skal bare ha’. ”Fisse, det er mit drug. Jeg skal have det fisse, Frank”. Det er ligesom hans drive. Det seksuelle er hans drive. Hvis Casper så er ham, der tager den anden, så er han stadig den dominerende part, og stadig ham, der har styr på det. Og derfor kunne vi godt mærke, da vi optog scenen, at når Casper blev taget, så var det mere interessant, for så var han for første gang sat uden for kontrol. Nu var der nogen, der gjorde det ved ham, som han havde gjort ved andre.”

I filmen bliver Caspers forlystelser set af Frank. Efterfølgende tager Casper afstand fra det. Han påstår, at han blev voldtaget. Den køber Frank ikke. I et sjældent fordomsfrit øjeblik siger han, at så vidt han vurderede, elskede Casper bare med en anden mand. Virkelighedens Frank Hvam uddyber:

”Godt venskab mellem mænd er jo en kærlighedshistorie, hvor man lige har valgt at skære det seksuelle fra. Men man er fanderendeme tæt på en gang imellem. Hvis man er rigtig glad for en god kammerat, så er der ikke langt til et snav. Heller ikke for en mand, der erklærer sig selv som heteroseksuel. Og vi har da også snakket om, at i et 90 år langt liv, så er det da vanvittigt ikke at prøve det. Også selv om man ikke lige umiddelbart har det drive. Det er da åndssvagt at lukke den dør.”

Instruktøren bag filmen forklarer ovenfor, hvordan heteromænd har homosex. Hvor rollerne aktiv og passiv ikke er en leg eller et spil, men et spørgsmål om enten at være dominant eller submissiv.

Anders Haar Rasmussen henviser i sin beskrivelse til den latinamerikanske machismo, der ikke udelukker sex mellem mænd, men hvor rollefordelingen er afgørende. Kun den ene part i forholdet opfattes som homo: Den passive.

Når man som undertegnede er homoseksuel er sex et rollespil. Hvor man er enten aktiv eller passiv. På skift måske – men alligevel. Rollespillet er “naturligt”, der er jo ikke kønsforskel i forholdet. Alligevel er det aftalt, hvordan rollerne er fordelt og ikke naturgivet.

Distinktionen mellem mænd der har sex med mænd og homosex interesserer selvfølgelig ikke feministerne.

Deres budskab er ganske simpelt: Danske familiefædre skal ikke bryde sig om, at gøre det Casper Christensen gør!

De skal ikke tænke som Frank Hvam:

“i et 90 år langt liv, så er det da vanvittigt ikke at prøve det. Også selvom man ikke lige umiddelbart har det drive.”

Det er meget simpelt skruet sammen: Kontrol over ægtemænd via homofobi!

Vibeke Manniche har som bekendt protesteret over at Casper Christensens stive lem ses på filmplakaten. Det er skadeligt for børn, hævder Manniche.

Hvis en mand har erigeret lem på en plakat i det offentlige rum kunne børnene der hjemme også risikere at se far i situationer, hvor lemmet er erigeret?

Vibeke Manniche og forbudsfeministerne erklærer dermed krig mellem de to køn: Ægtemænd vil blive mistænkeliggjort. Og børnene er kvindernes instrument til dominans.

Homofobien er det middel de anvender til at dæmonisere den maskuline seksualitet.

Hvilket alt sammen ikke afholder danskerne fra at gå i biografen og se filmen. Der er den mest sete i 10 år.

Had mod LGBT Danmark på bloggen

I en artikel der angivelig skulle være oplysende angribes LGBT Danmark. Og en talskvinde smædes og hænges ud.

Artiklen der findes på bloggen Junikredsen slår fast at LGBT mennesker er seksuelle afvigere. LGBT Danmark karakteriseres på denne måde:

“En organisation, hvis erklærede mål bl.a. er, at afvigernes ”liv afspejles generelt og i fuld udstrækning” blandt danske skolebørn”.”

Ordet afvigelse anvendes ganske vist af nogle queer-teoretikere til at betegne “afvigelse i forhold til normen”.

Men på trods af det kunstigt “objektive” sprog, der anvendes i Junikredsens artikel, leder ordet “afvigelse” her snarere tanken hen på den måde ordet anvendes på den yderste højrefløj. Hvor Junikredsen da også hører hjemme.

På højrefløjen – især den del, der har rødder tilbage til 30’erne –  betyder ordet “afviger” “pervers” eller “sygelig”.  Men det fremgår ikke,  hvem der står bag bloggen.

En kvindelig repræsentant for Gå Ud Gruppen karakteriseres som “mandhaftig”. Artiklen promoverer altså netop de fordomme som Metroexpress artiklensøger at  imødegå.

Junikredsen tegner billedet af homoerne som de, der er på det forkerte hold.

Artiklen foregiver at “diskutere” indholdet af et interview Metroexpress bragte sidste år med Sille Louise Seibert Nielsson om Gå Ud Gruppens arbejde. Det er hende der står for skud i artiklen. Hvis kønsidentitet drages i tvivl.

Emne er angiveligt om homoseksualitet  er medfødt eller et valg.

LGBT Danmark “agiterer blandt skolebørn” – hedder det – for at homoseksualitet er et valg.

Nu er perversioner og sygdom jo ikke et valg. Så derfor er Junikredsens stilling givet på forhånd: Det fremgår tydeligt nok, at den anser LGBT Danmarks “agitation” for at være i bedste fald formålsløs i værste fald skadelig.

Men – og det er værd at bemærke – ikke så harmløs at emnet ikke er en blog værd. En krigserklæring.

Om sygeliggørelsen af de homoseksuelle

Før 1981 

Der var engang hvor forskellige synonymer for homoseksuel var de værste skældsord mænd kunne få hæftet på sig. Ord som “bøsse” eller “svans” betegnede, hvad nogle opfattede som en sygelig seksualitet og ikke-maskulin kønsidentitet.

Vi taler om tiden før 1981. I denne uge er det nemlig 30 år siden Sundhedsstyrelsen i Danmark fjernede homoseksualitet fra sygdomslisten.

Det kan vi så fejre.  Men er der reelt noget at fejre?

Måske gives historiske tilfældigheder ikke – men mærkværdige sammentræf optræder hyppigt.

Et af disse var at næsten samtidig med at Sundhedsstyrelsen ændredede politik skete der et paradigmeskift i opfattelsen af magt og stat i socialvidenskaberne.

Den franske filosof Michel Foucault vendte med sin afvisning af repressionstesen op og ned på traditionelle begreber om politik, samfund og jura. Repressionstesen hævder, at magten udøves oppe fra toppen af samfundets pyramide og ned. Foucault derimod talte derimod om magt som en kompleks størrelse der er i samfundet og udøves af individerne.

 
 
Efter 1981
 
Homoseksualitet blev fjernet fra sygdomslisten i 1981. Det registrerede partnerskab blev indført i 1989. “Normaliseringen” af homoseksualitet skete – tilsyneladende – i lyntempo.

Det var næsten for godt til at være sandt.

Men i perioden fra begyndelsen af 80’erne til slutningen af 80’erne lærte de danske bøsser – og meget hurtigt resten af den danske befolkning, at der fandtes en sygdom der hedder AIDS.

På forsiderne af formiddagspressen blev sygdommen hurtigt døbt “bøssepest”. Da det viste sig at smitten vi nu kender som hiv især var udbredt blandt homoseksuelle. I formiddagspressens version blev det til historien “at være homoseksuel er en dødsdom”. Og religiøse fanatikere var ikke sene til at pege på, at det var “Guds straf over bøsserne” for deres syndige liv.

Bøsserne var blevet fjernet fra sygdomslisten, men aldrig havde de været så syge. Både de facto og som gruppe i den øvrige befolknings øjne. Rigtig mange der var sprunget ud af skabet sprang tilbage i det. Enkelte har efterfølgende været modige nok til at fortælle om oplevelsen. Sidste år skrev en journalist fra Politiken f.eks. sin historie i avisen. Stigmatiseringen af de homoseksuelle var så hård, at blot rygtet om at en homoseksuel på arbejdspladsen var smittet medførte sager, hvor kolllegerne nægtede at bruge samme håndvask eller samme toilet. Det medførte sociale og psykiske prøvelser. Nogle gange for mennesker der rent faktisk måtte kæmpe med sygdommen. Stigmatiseringen betød at enhver bøsse potentielt blev betragtet som hiv-smittet.

Pointen er at det selvfølgelig ikke på nogen måde var “ulovligt” at være hiv-smittet. Alligevel blev de syge – og potentielt alle homoseksuelle – anset for en samfundsmæssig fare og stigmatiseret. Med mindre de dukkede hovedet eller sprang ind i skabet. Og gjorde sig usynlige.

Aldrig havde de homoseksuelle – så langt min personlige erfaring rækker – været så hårdt stigmatiseret. Livet som homoseksuel har aldrig været så hårdt som det blev efter begyndelsen af 80’erne.

Fjernelsen fra sygdomslisten skete næsten samtidig med, at socialvidenskaberne erkendte at juraen – i en vis forstand – er ligegyldig. For det er samfundets normer der afgør, hvem der bliver stigmatiseret og forfulgt.

 
Pædofilpanikken 
Men en ulykke kommer sjældent alene. I 1997 skete der en katastrofe. En pædogmedhjælper fra Gladsaxe blev anklaget for pædofili – og dømt. Der opstod en pædofilpanik. I 1999 blev en hiv-smittet karate træner sigtet for seksuelt misbrug af de teenagedrenge han underviste. Og flere landsdækkende aviser skrev på lederplads om, at det omfattende seksuelle misbrug af børn må stoppes.

Pressen, myndighederne og befolkningen gik i selvsving.

Professor i sociologi ved Københavns Universitet Henning Bech  har lavet en videnskabelig undersøgelse af fænomenet og siger:

 
“Siden da er stormen stilnet noget af, men havet er blevet i bestandig bevægelse. Så at sige hver dag bringer medierne stof der vedrører emnet seksuelt misbrug af børn. En konstant uro, årvågenhed, mistænksomhed, ænstelse og indignation har etableret sig.” (s.202)
 
Henning Bech: Kvinder og mænd. Gyldendal 2005.

Uroen, årvågenheden, mistænksomheden, ængstelsen og indignationen er stadig i 2011 en kendsgerning. På trods af at der dengang var 133 “sager” – alle omtalt på forsider og midtersider i formiddagspressen – blev kun to (2) personer fundet skyldige.

Takket være blandt andet den mediedækning karate-træner sagen fik – har seksuelt misbrug, hiv-smitte og homoseksualitet siden indgået i en besynderlig  konstellation i medierne. De homoseksuelle fremstilles i pressen mere sygelige og afvigede end nogen sinde. Uanset juridiske forhold. Domfældelser eller ej.

De homoseksuelle karakteriseres ikke længere på samme måde som tidligere. Idag bliver homoseksualitetens eksistens benægtet via skældsordene for det seksuelt afvigende. Og de handler alle om sexkriminalitet: Om pædofili.

Engang sagde de der oplyste om homoseksualitet, at der er omkring 5-10% homoseksuelle – dvs. 1-2 elever i hver klasse.

Sidst jeg hørte vendingen lød den: Overalt hvor der er 20-30 mennesker forsamlet er der 2-3 pædofile!

Hvordan er den kobling kommet i stand? Hvor man kan anvende den samme frase, men blot skifte “homoseksuel” ud med “pædofil”?

Og opfattes de to ord – i en vis forstand  – som synonyme?

Og i så fald: Hvordan er den forskydning sket?

 
Magtspil mellem kvinder og mænd
 
I  Henning Bech’s bog Kvinder og mænd beskrives fremkomsten af pædofilpanikken, som et resultat af et magtspil mellem kønnene. Et spil kvinderne har vundet på hjemmefronten og i den offentlige debat. Mistænkeliggørelsen af den maskuline seksualitet betyder at enhver mand er en potentiel sexkriminel. Han er ikke blot uegnet til at tage sig af børn og unge, men upålidelig.  Med mindre maskuliniteten er defineret og styret af kvinder.

De der afviger fra samfundets normer – seksuelle minoriteter – og grupper der definerer deres liv på præmisser, der ikke er alment socialt accepterede –  f.eks. prostituerede – er så at sige dømt på forhånd. Ikke blot som afvigere, men enten som potentielle sexkriminelle eller ofre det er samfundets ansvar at behandle.

Der findes i dag en forbudsfeminisme der ønsker at sætte lighedstegn mellem normafvigelse og kriminalitet.

Eftersom de homoseksuelle mænd er – og altid vil være en minoritet – falder de altid i den forkerte kategori. Forbudsfeministerne kan stille spørgsmålstegn ved, hvor socialt acceptabel homoseksualitet i grunden er. Og det gør de.

Formålet er selvfølgelig at kontrollere de heteroseksuelle mænd. En forbudsfeminist som Vibeke Manniche kritiserer Klovn; The Movie. Skyldes det i virkeligheden, at Caper Christensen har sex med en fyr i filmen? Vibeke Manniche rykker ud med argumentet om, at filmen er pornografi og synet af Casper Christensens erigerede lem er skadeligt for børn. Danske mænd af familiefædretypen kan ikke tillade sig at have sex med mænd. Gør de det alligevel stemples de som perverse eller afvigende. Vibeke Manniche er muligvis homofob, men sigtet med kritikken er, at kastrere de danske familiefædre. Ved at indgyde dem en bevidsthed om, at visse dele af deres seksualitet er tabu. Alt det der ikke kontrolleres af kvinder.

 
Kronofilierne
 
Enhver feminist vil selvfølgelig pure afvise at nogen skulle kunne finde på at mistænkeliggøre den maskuline seksualitet.

Men måske vil de medgive at de forkaster moderne socialvidenskab og istedet omfavner den klassiske lægevidenskabs teser?

 I moderne gevandter ganske vist. F.eks. den måde de formuleres af den amerikanske læge og sexolog Ray Blanchard.

Homoseksualitet blev oprindelig opfattet som en psykisk forstyrrelse – en parafili – i den klassiske lægevidenskab.

På linie med en række andre fænomener med besyndelige navne som: Exhibitionister, fetischister, zoofile,  mixoskopofile og gynekomaster.

Den klassiske lægevidenskab fra 1800-tallet skabte en patologisering af homoseksualitet. Og homoseksualitet  indgik i et raritetskabinet på linie med ovennævnte grupper.

Den moderne lægevidenskab har erkendt fejltagelsen og er ophørt med at stigmatisere homoseksualitet som en parafili.

Men tilhængere af det klassiske lægevidenskabelige paradigme har ikke opgivet sygeliggørelsen af al seksualitet. Hvilket også fremgår af det ansete tidsskrift Scientific American i en artikel fra 2009.

Vi har alle en alder. Og det er et angrebspunkt. For så kan vi være objekt for seksuel tiltrækning for mennesker med en speciel seksuel observans – og dermed ofre for seksuelle overgreb.

Pædofile i den ene ende af spektret og gerontofile i den anden ende. Ephebofile hvis der er tale om forhold mellem unge og voksne. Og hebefile hvis der er tale om tiltrækning mellem præpubertære unge og voksne.

Det eneste der ikke er en parafili er den seksuelle tiltrækning mellem voksne. Som dog også har en græsk betegnelse: Teleiofili.

Hvad er pointen med at fjerne homoseksualitet fra sygdomslisten, hvis man genindfører en patologisering og introducerer aldersforskel som psykisk afvigelse? Det er: Nu er kun den maskuline seksualitet sygeliggjort.

Psykoanalysens fader Siegmund Freud mente den reproduktive heteroseksuelle mand var den norm alt andet kunne holdes op imod. Derfor sygeliggjorde Freud den kvindelige seksualitet.

Aldersperspektivet derimod – teorien om de såkaldte kronofilier – sygeliggør mænds seksualitet.

Feminister og tilhængere af den klassiske lægevidenskabs teser er enige om, at kvinder ingen seksualitet har. Og kvinder derfor aldrig er omfattet af parafilierne. De er derimod ofre for mænd. Det er altid kvinder, der skal beskytte børn imod mænd.

Når i sig selv ligegyldige fænomener som aldersforskel sidestilles eller endog ligestilles med pædofili, som er en psykiatrisk diagnose, når pseudovidenskab blandes med psykiatri, fremkommer en eksplosiv blanding!

Der truer med at gøre den moderne homohistorie til én lang sygehistorie. Især fordi en del homoer tager sygeliggørelsen på sig. Selv de der hævder at være imod sygeliggørelsen udbreder i praksis forestillingen ved at knytte begreber om parafilier sammen med mandlige homoseksualitet.

Alt det de homoseksuelle kæmpede for før 1981: Seksuel frigørelse, selvstændig identitet og ret til at vælge sexpartnere er blevet opgivet.

Feministerne – langt ind i homomiljøets egne rækker – ønsker istedet kamp imod parafilierne. Ud fra ønsket om at blive “normaliseret”.

En kamp de først vil anse for vundet, når det homoseksuelle miljø er blevet udslettet og de homoseksuelle mænd – atter engang – er sprunget ind i skabet. Så heller ikke heteroseksuelle kvinder længere behøver at frygte for deres mænd.

De homoseksuelle er blevet en minoritetsgruppe der af politisk overbevisning tager sygeliggørelse og stigmatisering på sig. Og nægter at kæmpe for andet end indholdsløse juridiske formler.

Vi vandt slaget om fjernelsen af homoseksualitet fra sygdomslisten. Men det var en Pyrrhus sejr. Vi kan sige lige som hærføreren der vandt slaget, men fik sin hær decimeret: En sejr til og vi er fortabte!

Kampen om homoteenagerne

I efteråret 2005 var jeg i New York. På en tur rundt i byen fangede mit øje tilfældigvis en forside på TIME Magazine med overskriften The Battle over Gay Teens. Det vakte min interesse. Da jeg læste artiklen så jeg, at den brød med de klicheer man hører så ofte om “hvor godt det er“, at de unge starter deres homoliv tidligt.  Istedet handlede artiklen om, hvor svært samfundet – og homomiljøet – har ved at tackle situationen.

Og den politiske kamp mellem højrefløj og homomiljø: De unges liv er blevet politisk kampplads mellem højrefløj og homomiljøet i USA. Ud over alle de mange vanskelige spørgsmål, det giver i ens liv, at springe tidligt ud bliver de unge idag også udfordret af de, der insisterer på at drive dem tilbage i skabet.

Empire State Building, New York 2005

Den politiske kamp mellem homobevægelsen og det amerikanske højre rummede adskilligt nyt for mig. F.eks. var jeg ikke klar over, at den kristne bevægelse, der forsøger at få de unge tilbage i skabet – og afsværge deres homoseksualitet –  først for alvor er startet efter år 2000. Det amerikanske samfund, vi troede ville blive mere åbent og tolerant var istedet mere uforsonligt og intolerant over for homoerne. Højreflløjen diskuterer ikke længere med sine politiske modstandere: Den prøver at udrydde dem. Teenagehomoerne er blevet deres foretrukne skydeskive.

For som en konservativ talsmand siger i artiklen: Taber de konservative  kampen om homoteenagerne, taber de på sigt også kampen om homoægteskab. Derfor mobiliserer de deres ressourcer og fortæller unge, hvor forkert og skadeligt det er at være homo. Og deres organisationer råder over de nødvendige økonomiske midler.

New York Stock Exchange

Og ganske rigtigt: På en tur rundt i byen møder jeg en masse homoer, men støder også ind i en gruppe der tiltaler min mand og mig og forsøger, at overbevise os om at terapi er det eneste rigtige. Selv voksne er omfattet af denne exodus-manøvre. Tæt på det springvand uden for Townhall hvor homoturister og New Yorkere lader sig fotografere – istedet for bryllupsceremoni på rådhuset – bliver vi tiltalt af kristne anti-gay aktivister!

Jeg har peget på teenagehomoerne som emne i den hjemlige debat. Men jeg skal ikke tage æren for at have forklaret problemstillingen. I USA er diskussionen allerede gammel. Og TIME Magazines artikel fra 2005 giver et  indblik i de nye udfordringer. Den udvikler pointer, der end ikke er nået til det danske homomiljø endnu.

Det skal siges at jeg ikke ubetinget er enig i artiklens konklusioner. En simpel forklaring kunne være at i 2010 er det slet ikke er muligt at være så optimistisk – som artiklen fra 2005 trods alt er.

En anden forklaring kan være at de politiske alliancer er skiftet siden, og ændrer nogle politiske perspektiver.

Det er vist velkendt at jeg i forskellige fora har jeg rettet fokus på homoteenagernes livsstil, sociale vilkår og muligheder. I USA er det en velkendt uenighed: Enten skal de unge hjælpes ind i homolivet. Eller også skal de tværtimod have hjælp til at komme ud det.

I Danmark er der derimod stort set konsensus mellem højrefløj og homomiljø. De der stemmer homoseksuelle mærkesager ned i Folketinget og mennesker fra LGBT miljøet er enige om, at samfundet skal beskytte teenagerne med forbud og restriktioner og forhindre dem i at have et homoliv og udvikle deres homoidentitet. Teenagerne er ikke velkomne i det danske homomiljø.

TIME artiklen spørger:

“They are coming out earlier, to a more accepting society. So how did they end up on the frontlinies of America’s culture war?”

Netop fordi amerikanske forhold er præget af det religiøse højre er det interessant at forholde sig til forskelle og ligheder. Og hvad der karakteriserer danske forhold.

I USA har modstanden mod homoseksuelle rettigheder og kampen mod homoteenagerne rod i religiøse budskaber fra konservative og kirkelige kræfter. I Danmark ser den politiske alliance imod homoteenagerne helt anderledes ud. Den er baseret på højrefløjens politik og kulturelitens nypuritanisme. Men det er et andet emne jeg vil tage op i efterfølgende artikler.

Her er de  5 pointer  jeg finder mest interessante:

1. Det tidlige udpring: En ny homoseksuel livscyklus

“What happens when you come out as a kid? How gay youths are challenging the right – and the left.

The Point Foundation  Launched in 2001 gives lavish (often full-ride) scholarships to gay students. It is one of the few national groups conceived explicitly to help gay kids, and it is a leading example of how the gay movement is responding to the emergence this decade of hundreds of thousands of openly gay youths.

Kids are disclosing their homosexuality with unprecedented regularity and they are doing so much younger. The average gay person now comes out just before or after graduating high school, according to The News Gay Teenager a book Harvard University Press published this summer. The book quotes a Penn State studyof 350 young people from 59 gay groups that found that the meanage at which lesbians first have sexual contact with other girls is 16; it’s just 14 for gay boys.

In 1997 there were approximately 100 gay-straight alliances (GSAs) – clubs for gay and gayfriendly kids – on U.S. high school campuses. Today there are at least 3,000 GSAs-nearly 1 in 10 high schools has one according to the Gay Lesbian Straight Education Network  GLSEN, which registers and advises GSAs.

In the 2004-05 academic year, GSAs were established at U.S. schools at the rate of three per day. The appearance of so many gay adolescents has, predictably, worried social conservatives, but it has also surprised gay activists, who for years did little to help the few teenagers who were coming out. Both sides sense high stakes. “Same-sex marriage-that’s out there. But something going on in a more fierce and insidious way, under the radar, is what’s happening in our schools” says Mathew Staver, president of Liberty Counsel, an influential conservative litigation group.

“They” –  gay activists – “know if they make enough inroads into [schools], the same sex-marriage battle will be moot”.

Most gay activists would rather swallow glass than say Mat Staver was right about something but they know that last year’s big UCLA survey of college freshmen found that 57%  favor same-sex marriage (only about 36% of all adults do).

From young ages, straight kids are growing up with more openly bisexual, gay and sexually uncertain classmates. In the 1960s, gay men recalled first desiring other males at an average age of 14; it was 17 for lesbians. By the ’90s, the average had dropped to 10 for gays and 12 for lesbians, according to more than a dozen studies reviewed by the author of The New Gay Teenager, Ritch Savin-Williams, who chairs Cornell’s human-development department.

Children who become aware of their homosexual attactions no longer need endure the baleful combination of loneliness and longing that characterized the childhoods of  so many gay adults.”

2. Højrefløjens anti-homo strategi: Exodus

“That doesnt mean young lesbians and gays will never get shoved in the hallway, and multiple studies have shown that gay kids are at higher risk for suicide than their straight peers are. But research indicates that most gays today face an environment thatt more uncertain than unwelcoming. 

Pro-gay government programs seem highly unlikely in this political environment. That’s in part because of the growing influence on the right of another gay force: gays who don’t want to be gay,who are sometimes called, contentiously, “ex-gays”.

 On talk radio, on the Internet and in churches, conseratives’ canniest strategy for combatting the emergence of gay youth is to highlight the existence of people who battle and, some claim, overcome their homosexual attractions.

Because kids often see their sexudity as riverine and murky-multiple studies have found most teens with samme-sex attractions have had sex with both boys and girls- conservatives hope their “ex-gay” message will keep some of those kids from embracing  a gay identity. And they aren’t  aiming the message just at teens. On one of the websites, the Christian group Focus on the Family has warned that boys as young as 5 may show signs of  “gender confusion and require “professional help”.

Few young gays actually want to change: six surveys in The New Gay Teenager found that an average of just 13% of young people with same-sex athactions would prefer to be straight. Nonetheless, gaykids trying to change can find unprecedented resources. As recently as the late ’90s, Exodus International, the premier organization for Christians battling same-sexattractions, had no youth program.Today, according to president  Alan Chambers, the group spends a quarter of its $1 million budget on Exodus Youth; about 80 of Exodus’ 125 North American ministries offer help to adolescents.”

“Twenty years ago, most churches wouldn’t even let Exodus in the door”‘ says Scott Davis, director of Exodus Youth. “Now there are open doors all across the country”.”

3. Homobevægelsens svar: Homo-hetero alliancen

“So the Christian right has found its stategy – inclusion, prayer, the promise of change – and the gay movement has found one- GSAs, scholarships, the promise of acceptance. But what of the kids themselves?

In July, I met 30 way-out-and-proud LGBT youths at a Michigan retreat arranged by the Point Foundation; these high-achieving Point scholars are getting from $4,000 to $30,000 a year to pay for their educations and are considered by some gays to be the movement’s future leaders.

Savin-Williams, who is generally sunny about gaykids prospects, notes that those who come out early tend to have a harder time at school, at home and with their friends than those who don’t.

4. Modsætninger mellem teenagere og homomiljø: Hvilken strategi?

Perhaps it’s not surprising that the straight world isn’t always ready to accept a gay kid. But the gay world doesn’t seem ready either.

It occurred to me that gay adult are still figuring out how to deal with gay kids. The gay subculture, after all, had been an almost exclusively adult preserve until the relatively recent phenomena of gay adoption and out teens. Point schoolar Bryan Olsen who turned 21 in august and has been out since was 15 told me during the retreat:

“It probably sounds anti-gay, but I think there are very few age-appropriate gay activities for a 14-, 15-year old, There’s no roller skating, bowling or any of that kind of thing … It’s internet, gay porn, gay chats.”

 5. Konklusion: Fagre nye homoteenager verden?

Until recently, growing up gay meant awaiting a lifetime of secrecy – furtive encounters, darkened bar windows, crushing deracination. That has changed whith shocking speed. “Dorothy resonates so much with older gay people – the idea of Oz, someplace you can finally be accepted” says Glatze og YGA. “The city of Oz is now everywhere. It’s in every high school”. That’s not quite true, but the emergence of gay kids is already changing the politics of homosexuality. When their kids come out, many conservatives – just ask the Vice President – start to seem uncomfortable with traditionalist, rigid views on gays. But what happens when your child comes out not at 23 but at 13? At least in the short term, it’s likely that more gay kids means more backlash.

“It kinds of reminds me of the issue of driver’s licenses for kids”, says the University of Minnesota’s Remafedi. “Yeah, its great they can get around. But there’s also a greater chance you can have an accident…In my own life and generation, we separated ourselves from the straight community. We lived in gay ghettos, and we saw the larger culture as being a culture of repression. Hopefully, some of those walls between cultures have come down. But walking between those worlds takes a lot of skill.”

Uddragene er fra TIME Oktober 10, 2005

Vol. 166, Nr. 15

De to billeder af Empire State og Stock Exchange er mine private.

Paradis tabt og genfundet

Foran mig sidder to glade og smilende fyre. Patrick og Jakob. De fortæller om tabt uskyld, og hvordan de nu har fået et homoliv, som mange jævnaldrende kun kan drømme om. De er blevet fab gays, som Patrick kalder det.

Patrick har medvirket i Paradise Hotel, og hans ven Jakob har optrådt i Dagens Mand. Ved interviewet med Out & About er der en anelse nervøsitet at spore, men fyrene er scenevante og har været i Ekstra Bladet og Se & Hør. Og Patrick pudrer ansigtet, mens jeg udspørger ham, ledsaget af Jakobs formaninger om, hvordan makeuppen skal være.

Jeg er homo

Som den første homo nogensinde har Patrick deltaget i Paradise Hotel. Med indgangsreplikken: ”Jeg hedder Patrick, jeg er 20 år og jeg er homo”, præsenterede han sig selv for de måbende deltagere, og et publikum på flere hundredtusinder.

Pressen har selvfølgelig været blandet i sin modtagelse, og kommentarerne fra venner og bekendte i homomiljøet ligeledes.

Allerede sidste efterår fik mange et chok, da de i Dagens Mand så et panel med fyre i stedet for piger. Især Gustav gjorde sig bemærket, og hans Burberry-skjorte er nærmest blevet berømt.

Dagens Mand bliver ofte kommenteret på samme måde af de homoer, der ser dem, som Mats og Gustav taler til hinanden foran kameraet.

Der har altid været skuespillere, modefolk og instruktører, der gjorde sig bemærket inden for deres områder – og ved åbent at stå frem som homoer og dermed i en vis forstand har repræsenteret homoerne i offentligheden.

På samme måde virker deltagerne i realityprogrammerne blandt mange unge. Og celebrities findes i dag allerede blandt teenagere. Patrick og Jakob, der begge er 20 år, husker udmærket de første erfaringer og problemer med at få et homoliv.

Udspring

Jakob fortæller, at han har haft venner i miljøet lige siden, han var 15 år. Faktisk var Gustav den første ven, han gik i byen sammen med. Siden har han gået på forskellige ungdomssteder og fik hurtigt mange venner.

Patricks historie er lidt anderledes.

”Jeg havde sådan nogle faser, hvor jeg overvejede om jeg var til piger. Men det er jeg vist kommet over nu”,  iger han og griner.

”Men jeg havde en fortid, hvor jeg var sammen med rimelig mange. Både piger og drenge. Flest drenge. I starten var jeg ikke sikker, for det var noget nyt. Som 16-17 årig er de fleste drenge nok lidt usikre og tænker: ’Er jeg nu til drenge eller til piger?’ Og jeg havde været sammen med piger inden jeg var sammen med drenge. Så det med drenge var lidt et eksperiment. Så gik jeg i byen med min daværende flirt, hvor jeg mødte Jakob og vi talte sammen og begyndte at gå i byen sammen. Jeg opdagede jeg at jeg tændte mere på drenge end på piger.”

Se &  Hør er et af de medier, som har skrevet om Patricks bulimi.

”Nu gør medierne det nok lidt større end det er. Det var heller ikke noget, jeg fortalte. Men Jakob, du vidste det godt, ikke?”

Jakob nikker bekræftende.

”Men jeg var jo ikke på dødens rand. Det var en fase. I starten var jeg med i vennekredsen. Men havde også mine venner hjemmefra. Jakob var en del af mit fantasiliv. Jeg levede i weekenden og for weekenden. Det var en fantasiverden, og jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til. Jakob var i starten kun en ven, jeg havde i byen. Når det var en fantasiverden, hvorfor så ikke gøre fantasiting? Prøve at stjæle folks kæreste og prøve at få dem til at være utro med hinanden. Jeg har været ond i byen,” erkender Patrick.

Virkeligheden på skærmen

Hvad Patrick fortæller, lyder som noget af det, mange mennesker forbinder med Paradise Hotel: En fantasiverden, hvor deltagerne ikke bare opfører sig teenageagtigt, men også falsk og på kant med normerne.

”Et eller andet sted ved folk, der bliver forurettede over Paradise Hotel, ikke noget om unge i dag. Paradise afspejler, hvad der faktisk sker i det virkelige liv. Når unge har tilfældig sex i Paradise afspejler det verden udenfor,” siger Patrick.

Paradise Hotel-scenen adskiller sig i princippet ikke fra verden udenfor. Her er barer, caféer og hoteller ejet og drevet af voksne, selv om det er de unge, som tit indtager scenen i weekenderne.

I Paradise er det også voksne, som har lavet konceptet. Det er voksne, der filmer dem, når de er i bad eller går i seng – og det er voksne, der vælger at tage det med i tv-udsendelserne.

Paradis genfundet

Dagens Mand var et chok for mange, da det første gang blev sendt på TV 2 sidste efterår. For på tv er alt forstørret op, selv om man reelt kun ser nogle fyre date hinanden. Og der foregik ikke andet end, hvad man kan se i bylivet hver eneste weekend.

Men i Paradise Hotel er ungdomslivet både forstørret op af fjernsynsskærmen, og der vises mere end diskrete kindkys. Derfor har overskrifterne og reaktionerne over for deltagerne også været forstørret op.

Patrick, der nåede at deltage i 22 afsnit af Paradise Hotel, bliver nu genkendt, når han færdes på gaden. Og han har været rundt i hele landet, for at være gæstebartender og hilse på fans af Paradise Hotel. Mere end hundrede steder, mest diskoteker, er det blevet til.

Både Patrick og Jakob har fået masser af nye Facebook-venner. Patrick Paradise-profilen har for længst nået det magiske tal 5000.

”Både piger og drenge. 50 procent af hver,” gætter Patrick.

Forbilleder for helt unge

I dag er Patrick og Jakob i forhold til deres fans de voksne forbilleder for helt unge, som endnu ikke har fundet sig selv. Og nye venner uden for homomiljøet blandt andre deltagere i realityprogrammer har de også fået. De er blevet voksne af at omgås voksne, og de hænger ikke ved ungdomskulturen på samme måde som tidligere.

En åben homo på Paradise har betydet, at en heterofyr som Paradise-Nikolaj fik fortalt om, at han er til begge køn. Nikolaj får nu tilbud fra både fyre og piger. Patrick har gjort en forskel.

Berømmelsens bagside har Patrick og Jakob også mødt. Engang drømte de om at gøre det, de nu gør, og fik mange negative reaktioner. Fordi, som Patrick siger, hersker der stadig en jantelov blandt homoerne. Hvor især udseende kommenteres:

”Der et ideal. Det vil der altid være. Og folk stræber efter det ideal, at være meget tynd. Når folk ser os, skal de lige række os en cheeseburger eller komme med en kommentar om, at vi ligner mannequindukker. Men hvis man er glad for sig selv, går det jo ikke ind.”

Slangen i Paradis

Bag det fattede ydre og bevidstheden om selv at være smukke mærker man, at Patrick og Jakob også ryster på hovedet af nogle af de hysteriske reaktioner, de får på at være dem, de er. Deltagerne i realityprogrammer anklages for at være selvcentrede og forfængelige – af de mennesker, der ser den type programmer. Og som ofte har en illusion om at kende deltagerne.

Patrick og Jakob har dannet par, efter Patrick kom hjem fra Paradise Hotel. Og når de har gået sammen på Nørrebro, har de flere gange oplevet trusler om vold.

”Når jeg har været med i Paradise Hotel, ved folk, hvem jeg er. Og så ved de, jeg er homo, og har en mening om det. Det er også fair nok, at de har en mening. De skal bare ikke bruge vold. Så skal de hellere sige: ’Jeg bryder mig ikke om homoseksuelle’. Fair nok, så har vi ikke noget at tale om.”

”Især hvis Patrick går sammen med mig får han reaktioner. Jeg er jo mere femi, og det støder åbenbart folk,” siger Jakob og tilføjer:

”Vi får tit at vide, at det er fedt, at vi hviler så meget i os selv.”

”Men ikke af homoer,” siger Patrick sarkastisk.

Dette interview blev først bragt i Out&About Juni 2010. Det kan også læses online.