Dreng

Skuespilleren Peter Gantzler har 2011 debutteret som instruktør med filmen Dreng. Det lykkedes ikke at få filmen i normal biografdistribution. Istedet arrangerede Gantzler en turne til udvalgte biografer, hvorefter den blev tilgængelig på video on demand. Efterfølgende er den udkommet på DVD og kan også streames – via biblioteket – på Filmstriben.

Filmen blev til som et indie-projekt med en nyuddannet producer og skuespillere der arbejdede gratis. Smalle film har ikke nemt ved at trække publikum. Hvor forhold mellem ældre mænd og unge kvinder ses relativt hyppigt på det store lærred er kønsdiskriminationen udpræget, når det handler om en voksen kvinde, der vælger en purung kæreste.

Hovedpersonen den 18-årige Christian (Sebastian Jessen) forelsker sig i den tiltrækkende, men dobbelt så gamle kvinde Sanne (Marie Louise Wille). Hovedpersonens mor (Helle Merete Sørensen) ser skeptisk og jaloux til fra sidelinien. Det der til at begynde med ligner en våd teenage drengedrøm forvandler sig til en prøvelse for den unge Christian. Denne opdager at Sanne er enlig mor og forventer at han agerer far for hendes søn (Mikkel Bjerrum). En form for maskulint modspil præsenteres af Peter Gantzler selv i skikkelse af den alkoholiserede vicevært John.

Det er et kammerspil, hvor en boligblok på Frederiksberg danner ydre ramme. I den grad at porten til ejendommen danner indgang og udgang for historien.

På overfladen er der (trekants)drama med den pressede Christian i centrum. Vi bliver dog ikke inviet i, hvad der foregår bag facaden. Hvorfor er det egentlig at de voksne kvinder har sværere ved at tackle situationen end hovedpersonen selv? Det bliver kammerspil uden dybde. En tilsvarende karakteristik – der på en gang siger for lidt og for meget – gør sig gældende i settet. Fast kamera og dæmpede gråtoner hos moderen, håndholdt kamera og varme farver hos Sanne. Håndfast symbolik.

Der mangler noget. “Før kærligheden går et følelsesmæssigt behov, kærligheden opfylder dette behov” sagde forfatteren Stefan Zweig. Her virker det som om der gik tomhed forud for kærligheden. De mange scener hvor Christian fremstår som den blanke teenager forklarer netop ikke, hvad der rør sig i hans sind. Eller hvilke motiver der driver ham til at fastholde sit engagement på trods af omgivelsernes modstand. Takket være de smukke billeder af Christian fremstår uskylden kronisk. End ikke hede sexscener formår, at bortmane tvivlen om, at det vi ser er andet end en flirt.

Dreng virker som en kortfilm der af uransagelige grunde er blevet til spillefilm. Hvilket den ikke er tjent med. Karaktererne forbliver sært endimensionale trods flotte og overbevisende skuespilspræstationer. Især kvinderne omkring Christian lider under at deres karakterer ikke bliver foldet ud i andre sammenhæng. Den lettere neurotiske mor og den ubehælpsomme Sanne – således fremstår de overfor Christian. De får ikke oprejsning ved, at vi som tilskuere får lejlighed til, at opleve dem i andre omgivelser eller i andre  menneskelige relationer. Vi fornemmer blot at det vi ser ikke er hele sandheden. Et forhold der i kortfilmsammenhæng er forståeligt, men i spillefilm er frustrerende.

Ærgerligt at en film der ifølge instruktøren – har udgangspunkt i noget selvoplevet – og ambition om at følge vejen fra dreng til mand ikke tør slippe velkendte klichéer om uskyld. Filmen kommer derved ufrivilligt til at traske i sporene på Edward Flemings Rifbjerg filmatisering. Filmen realiserer ikke sin intention. Drengen forbliver – trods en flirt – dreng.

The Cutting Tradition

Filmen The Cutting Tradition (2009) handler om omskæring, og anvendes af ngo’en The Orchid Project til at skabe opmærksomhed om emnet. Desværre er der udelukkende fokus på omskæring af piger. Hvilket i praksis umuliggør en sammenhængende forståelse af denne iøvrigt dybt interessante politiske og kulturelle problematik, der netop er blevet omtalt i Politiken.

The Orchid Project er stiftet af Julia Lalla-Maharajh i 2009. Det britiske kongehus og forhenværende præsident Bill Clinton har givet henholdsvis en pris og en tv-transmitteret samtale med Julia Lalla-Maharajh. Organisationen har netop etableret sig i Danmark.

Kvindelig omskæring – der omtales som female genital mutilation (FGM) er udbredt i afrikanske lande. Det antages at der omskæres 3 millioner piger om året. Dette sker når pigerne er op til 10-11 år gamle, uden lægeligt opsyn eller medvirken og uden bedøvelse. Indgrebet har ingen medicinsk begrundelse. Der henvises blot til “tradition”.

Det virker altså som om The Orchid Project har en god sag. Når The Cutting Tradition viser et eksempel på, hvordan omskæring foregår i praksis bekræftes også de værste anelser.

Problemet i filmen er vinklen. Den vender ikke først og fremmest imod indgreb uden medicinsk begrundelse. Selvom det selvfølgelig kritiseres, at operative indgreb foretages af ikke-autoriserede mennesker under miserable forhold. Men det er jo fattige lande, og der er få ressourcer. Budskabet er at skikken er forkert. Det er denne “tradition” der udpeges som problematisk. Derfor indgår ordet “tradition” i titlen.

Derved bliver filmen en fortælling om, hvordan vestlige mennesker er eller ønsker at se sig selv, snarere end en film om kvinders problemer i den tredie verden. Budskabet læner sig op post-kolonialisme og feminisme, der i forening gentager budskabet fra en periode i europæisk historie hvor fattige, primitive, tilbagestående og overtroiske mennesker i fjerne verdensdele skulle vejledes. Dens budskab bliver at disse mennesker stadig er den vestlige kultur underlegne. Og bør underlægges forbud.

Det forekommer i høj grad problematisk, at en organisation som The Orchid Project, der har visioner om ændre på adfærd brander sig selv som post-kolonial og feministisk ved at tage filmen til sig. Med mindre The Orchid Project netop ikke har til formål at ændre adfærd, men blot afstive selvopfattelsen i vestlige lande, der truet af økonomiske kriser og militære nederlag søger moralsk kompensation i forestillingen om at være bedre.*

Filmens post-koloniale budskab formidles via fortællemåden. Vi ser en række mænd og kvinder i forskellige klip, der på lokale sprog henviser til “traditionen” som afgørende for, at omskære piger. Da rækken af indslag for denne praksis – endelig – afløses af et indlæg imod omskæring er det en mand, der taler et sprog vi genkender – det franske – og han repræsenterer  de veluddanennede vi skal identificere os med. Han konstaterer, at omskæringspraksis er forkert, men sidder dybt i fattige landsbymennesker.

I en kritik af moderne fortællinger om race, køn og seksualitet har den amerikanske kultursociolog Jasbir Puar peget på, hvordan liberal inklusion af seksuelle minoriteter i vesten har afløst kamp for rettigheder. I denne optik produceres den seksuelt “anden” som hvid, og den racialt” anden” som heteroseksuel. Mændene i The Cutting Tradition taler om, at kvindelig omskæring – hvorved klitoris fjernes – forebygger, at gifte kvinder søger andre mænd.

De repræsenterer den heteroseksuelle, sexistiske mande stereotyp, som feminister i vesten bekæmper. Det der undsiges er en barbariske praksis, et ikke-civiliseret samfund og  en racemæssig “anden”, som ikke er feminist. Og det viser sig at alle fire egenskaber falder sammen! Og repræsenteres af mennesker fra Afrika og arabiske lande. Med eller mod instruktørernes vilje formuleres der altså både en latent racisme, og et post-kolonial kulturelt perspektiv.

Hverken film eller ngo’en der promoter den problematiserer omskæring af drenge. The International Federation of Gynecology and Obstetrics (FIGO) lægger navn til filmens budskab. Heller ikke de lægger en tilsvarende indsats i arbejdet imod omskæring af drenge. Det betragtes som et inferiørt emne. Med mindre særlige omstændigheder gør sig gældende. F.eks. at der er tale om kvaksalveri, hvor operationer finder sted på køkkenbordet. Altså de elementer der beskrives som værende af sekundær betydning, når det handler om omskæring af piger.

Omskæring af drenge finder i vid udstrækning sted i USA. Hvor det er “tradition”. Havde man lavet en film tilsvarende The Cutting Tradition havde man formentlig fået nogle af de samme svar som de adspurgte giver: Vi værner om vores traditioner. Det er igen relevant at henvise til at filmen ikke peger på “health” eller “the right to make your own choice” som centrale parametre. Begge elementer: Modstand mod overflødige operationer og individets frie ret til at bestemme over egen krop ville nemlig konflikte med amerikansk praksis. For det første fordi omskæring af drenge ikke er medicinsk begrundet, og for det andet fordi disse indgreb foretages i spædbarnsalderen og altså er et valg forældrene træffer.

The Cutting Tradition viger uden om kritik af omskæring af drenge via formuleringen af et kultur-perspektiv.

I lande med muslimsk kultur finder der også omskæring af drenge sted. Men det er en uønsket diskussion. Ngo’en har lagt en handlingsplan på området beskæftiger sig ikke med børn, men med piger. Så kan post-kolonialisme og feminisme gå hånd i hånd.

At skære i mandlige kønsdele tæller ikke som lemlæstelse. At disse indgreb i den vestlige verden sker tidligt er et argument “for” og ikke “imod”. På trods af at argumentet om frivillighed anvendes i alle andre sammenhænge, hvor det handler om krop og seksualitet.

En film der stillede kritiske spørgsmål og spurgte amerikanske drenge og mænd om de ønskede at blive skåret i deres kønsdele ville formentlig få en helt anden modtagelse end The Cutting Tradition. Den måtte droppe “kan vi ikke alle være enige om” tilgangen, men ville komme nogle sandheder nærmere. Hvor i verden findes de mænd, der seriøst synes det er en god ide, at læger eller uautoriserede skær i deres kønsdele? Alligevel finder det finder sted – i tavshed.

Uanset verdensdel er “tradition” metafor for religiøs og kulturel overbevisning. Derfor er det også noget der kan ændres. Hvis der er en vilje.

Omskæring af drenge og piger er ikke det samme. Fjernelse af klitorisk er et særdeles drastisk indgreb. Men hvordan sammenligner man overhovedet de to ting? Det feministiske svar – understøttet af lægevidenskaben – er, at det gør man ikke. Tabuet opretholdes.

Omskæring ødelægger ikke mandens seksuelle nydelse. Men der fjernes noget af mandens penis på det mest følsomme sted. Der sendes et signal fra det sociale fællesskab – baseret på moral og religion – at seksuel nydelse er noget der skal reguleres, begrænses og hæmmes. Om der så skal lemlæstelse til. Hvis det udtryk er det rigtige.

For i den kultur indgrebet finder sted vil der altid være en række fortællinger om det gode ved indgrebet – som er “tradition”.  At være omskåret betragtes f.eks. af nogle amerikanske – især homoseksuelle – mænd som en fetich, noget der værdsættes og ses som attraktivt. Indgrebet der fysiologisk begrænser gør altså omvendt de samme mænd seksuelt attraktive i andres øjne. Det er blot en af de måder, hvorpå indgreb uden medicinsk begrundelse transformeres om til “tradition” og gives positiv valør. Så stærk at emnet tabuiseres.

Derfor holder filmen The Cutting Tradition fokus på omskæring af piger.

Alle de mænd der i The Cutting Tradition argumenterer for omskæring af piger er formentlig selv omskåret. Selv de højtuddannede, der taler fremmedsprog. Det er vanskeligt at tale imod en praksis man selv er underlagt. Også selv om indgrebet på drenge langt fra har samme status som indgreb på piger. Givet de fysiologiske forskelle. Givet de kulturelle og racemæssige fordomme. Filmen handler blot om hvad kvinder føler. Ikke om hvad mænd føler.

Filmen slutter med konstateringen af at 14 afrikanske lande har vedtaget forbud imod omskæring af piger. Budskabet er altså: Ingen udviklingsbistand til lande, der ikke har et forbud på plads? USA og andre lande der – fuldt legalt – praktiserer omskæring af drenge kunne let stille sig i spidsen for den kampagne.

* The Orchid Project har skal det tilføjes taget afstand fra begrebet Female Genital Mutilation (FGM ) og erstattet det med Female Genital Cutting (FGC). Med begrundelsen: “…to start from a position of judgement and blame with the communities involved means that you are unlikely to get change where it matters – at the community level”.

Grosse Freiheit?

Grosse Freiheit? – hvad er det? Det henviser til en sidegade til Reeperbahn i Sct. Pauli kvarteret i Hamborg. Byens centrum for prostitution. Konferencen om købesex der blev afholdt i København i weekenden d.7/8 maj 2011 anvendte navnet, og satte et spørgsmålstegn efter. Måske som Laura Agustin gætter på – for at antyde at kvinder vil blive fri, når en kriminalisering af købesexkunderne er blevet vedtaget.

Konferencen blev arrangeret af 8. marts-initiativet med deltagelse af Dansk Kvindesamfund, Feministisk forum, Feministisk netværk, KFUK’s Sociale Arbejde, Kvindelejren på Femø, Kvinder i Sort, Reden og Kvinderådet.

Den politiske deltagelse var også ganske markant med hele venstrefløjen repræsenteret af folketingsmedlemmer fra S, SF og EL.

Demonstrationen imod Grosse Freiheit? på vej til Islands Brygge.

Konferencen gav således anledning til en ganske mærkværdig situation: En del af venstrefløjen deltog, mens en anden del stod uden for og demonstrerede. Enkelte politikere havde meldt afbud. Der i blandt Kamal Qureshi. En enkelt radikal – Linda Kristiansen – deltog – dog kun for at notere sig de fremlagte argumentationer.

Især invitationen af Julie Bindel og Janice Raymond, der er kendte for deres hadefulde udtalelser imod transkønnede havde vakt opsigt inden arrangementet, da Queerkraftredaktionen på Modkraft.dk havde gjort opmærksom på det problematiske i transfobernes deltagelse.

Linda Kristiansen kunne dog efterfølgende berette, at emnet transkønnethed ikke var fremme i Julie Bindels indlæg.

Vibe Grevsen (tv.) talte for de transkønnede som repræsentant for LGBT. Med assistence fra Malene L. Hansen (th.).

Konferencens valg af fokus på transkønnethed gennem Julie Bindel og Janice Raymond – betød at LGBT’s deltagelse i demonstrationen imod konferencen var sikret. Selvom foreningen ikke officielt vil tage stilling til købesexforbud stod medlemmer af T-gruppen ved siden af de prostitueredes talspersoner. Der iøvrigt også nævnte de transkønnede som en gruppe, der er repræsenteret blandt de prostituerede. Hvorimod mandlige prostituerede ikke var repræsenteret eller blev nævnt.

Prostitution er et kvindeemne. I flere henseender. I virkelighedens verden er mændene talstærkt repræsenteret blandt sexarbejderne. Det afspejles desværre hverken i debatten eller i mediernes behandling af emnet.

Kønsforsker og antropolog Christian Groes-Green formulerer det således i Videnskab.dk:

“Udveksling af penge for sex anses som ikke bare usundt og skadeligt for dem der betales og som ernærer sig ved prostitution, men i og med at mange sexarbejdere er kvinder vurderes det endvidere, at prostitution skader samfundets generelle syn på kvinder, også de kvinder der ikke lever af at sælge sex. At der er mange mænd der benytter sig af denne mulighed vurderes nemlig som et tegn på, at prostitutionens årsag er et urpatriarkalsk ønske fra mænds side om at udnytte kvinder seksuelt. Reden har f.eks. i en årrække ment at sexarbejde uanset forholdene er lig med voldtægt. Selvom de kvinder der bruger seksualiteten som levevej både tæller socialt udsatte og en del ressourcestærke kvinder, er der med årene blevet enighed om, at fænomenet må stoppes med alle midler, ikke primært af sociale årsager men fordi bordelvirksomhed, escortarbejdere og gadeprostitution sværter kvindeligheden til.”

Prostitution som omfatter et meget lille antal mennesker – omkring 3.200 erhvervsaktive personer – tiltrækker sig i debatter og i medier en uforholdsmæssig stor interesse, fordi de prostituerede krænker (kvinde) kønnets ære. Ikke de kvinder der rent faktisk er prostituerede, men medsøstrenes!

De mandlige prostituerede, som er en mindst lige så stor gruppe, nævnes sjældent i debatten. De betragtes ikke som ofre i denne sammenhæng. Og offer-gørelsen er feministernes vigtigste dagsorden. Uanset om det gælder kvinder eller homoseksuelle mænd. Det udelukker også en debat om homoseksuel prostitution. Måske også fordi en kriminalisering af de homoseksuelle kunder under det der blev kaldt Den grimme lov 1961-65 er et ubelejligt emne for tilhængerne af købesexforbud. Det købesexforbud der blev gennemført dengang – under påskud af at ville beskytte udsatte unge – betød reelt at et retsovergreb imod de homoseksuelle fandt sted. Derfor lovens kortlivethed. Vil en tilsvarende situation gentage sig?

Grosse Freiheit? blev afholdt af en sejrssikker venstrefløj i forening med radikalfeminister og feminister i næsten alle andre afskygninger end prosexfeministerne. Men med en overrepræsentation af radikalfeminister. Bla. med den norske Ottar gruppe, der er kendt for at overfalde sexkunder og sende afslørende mails til deres familier. Politiske vinde kan imidlertid ændre sig hurtigt. Efter blok-politikken er blevet fortid, og der er blevet sået tvivl om de radikale kan eller vil støtte en rød regering fremstår initiativet helt anderledes. De radikale støtter som bekendt heller ikke et købesexforbud. Hvis der ikke er enighed med venstrefløjen om økonomisk politik eller ideologiske emner som køn- og seksualpolitik, hvad er der så tilbage af alliancen?

Transpersoner støtter sexarbejderne.

Demonstrationen imod Grosse Freiheit? var en lejlighed til at bringe forskellige grupper af forbudsmodstandere sammen, der ikke umiddelbart har fælles mål. Den megen fokus på enkeltpersoner kommer dog lige som i tilfældet med demonstrationen imod Bilal Philips til at virke – om end ikke som afpolitisering – så som afledning af opmærksomheden. I forhold til Bilal Philips kunne ingen af de anvendte besværgelser modvirke indtrykket, at demonstrationen ikke talte for homoseksuelle rettigheder, men var anti-muslimsk, og derfor lige så godt kunne have haft DF eller andre højrekræfter som arrangører.

Forståeligt nok ønskede de transkønnede at markere deres modstand mod hadtale. Selvom det ifølge referaterne fra konferencen ikke fandt sted. En del transpersoner var ligeledes forbudsmodstandere. De demonstrerede – her gav det mening –  imod to af de mest markante tilhængere af transfobi og feminisme som kønsideologi, der ekskluderer endog mænd der har foretaget et kønsskifte. To medsøstre der i ingen af tilfældene finder det acceptabelt, at kvinder bestemmer over deres egen krop. Fokus på personer får imidlertid let pointen, at det er bestemte holdninger, der er uacceptable – og ikke mennesker – til at fortabe sig. Derfor er demonstrationer eller markeringer over for enkeltpersoner i fremtiden ikke ønskelige.

“Trut jer selv i røven snerpetrusser, vi bestemmer over vores trusser.”

Tankevækkende var det, at den feministiske definition af Grosse Freiheit inkluderede tilhængere af transfobi, modstandere af pornografi – ud over selvfølgelig at repræsentere alle de, der føler kvindekønnet krænkes ved købesex.

Det store spørgsmålstegn efter “Frihed” må derfor henvise til, om det er frihed, når andre mennesker eller samfundet vælger for den enkelte. Når det kommer til stykket er det ikke en argumentation der holder. Uanset om både samfundet og politiske grupperinger hævder, at handle ud fra de bedste intentioner.

Alle fotos: Copyright Ole Hansen.

Video: Malene Andreasen.

Max Sauco

Den russiske billedkunstner Max Sauco er uddannet fra Kunstakademiet i Irkutsk i Rusland. Han startede som maler, men skiftede til fotografi. Som maler anvendte Sauco foto bearbejdet med Photoshop, som forelæg til malerierne.

Skitserne blev så talrige at Sauco ikke formåede at male dem alle. Fotografen Oleg Stolyarov så skitserne og foreslog Sauco at udstille dem. Dermed startede Saucos fotografkarriere. Som har resulteret i en hel række guldmedaljer. Den sidste i 2010, og  givet en anerkendelse og succes han aldrig opnåede som maler.

Freud og Darwin er den største skuffelse. 2006

Computer kunst har ikke nogen høj prestige som kunstnerisk genre. Men Sauco’s baggrund som maler og høje ambitionsniveau adskiller hans billeder fra det meste, der findes inden for genren. Efter en kreativ pause 2004-2006 vendte Sauco tilbage. Han kritiserer sine tidligere billeder for at dyrke “stereotyper”. Og enkelte af de tidligere billeder er ganske rigtigt snarere en opvisning i teknik, snarere end af fantasi. “Finger” serien er selvfølgelig en markant kunstnerisk succes.

Tre billeder fra “Finger” serien 2004, der gav Sauco prisen fra La Fédération Internationale de l’Art Photographique.

Ofte hører man vendingen, at billeder “taler til mennesker”. Det gør de ikke. Det er mennesker, der taler om billeder – fortæller hvad de ser, og tolker kunstnerens billedsprog. Sauco’s billeder “taler” bestemt ikke til mennesker. Det er publikum der må stille spørgsmål om, hvad det er vi ser. Og selv svare. I et interview giver Sauco heldigvis nogle antydninger af hvad de kunstneriske intentioner er.

Sauco kalder sig selv guide til et indre univers. Dali og Magritte er inspirationer. Central er definitionen af skønhed:

“Verden er et smukt sted. Synd at vi ikke bemærker det. Eller ikke særlig tit ønsker at blive gjort opmærksom på det.”

“Kvinder står for det rene, naive og smukke”, siger Sauco. En beskrivelse der er gennemsyret af ironi.

Sauco’s billedunivers er et kvindeunivers. Men mere nuanceret end dét, der fremgår af den formulering. Direkte adspurgt hvorfor hans billeder indeholder så mange hentydninger til erotik og seksualitet svarer han:

“Sådan er kærlighed!”

Lilith. 2006.

Kun få mænd optræder i Saucos billeder. Og de er næsten altid – symbolsk – beskadiget. Mændene mangler krop eller lemmer. Og mere fatalt: Den sensualitet og seksualitet kvinderne repræsenterer. Som dog i visse tilfælde næsten er skræmmende.

Som dæmonen Lilith, der i den traditionelle ikonografien optræder med en slange. Som symbol på fri seksualitet. Hos Sauco i et lesbisk forhold. Med aben som masturberende tilskuer.

Evgraf drengen. 2002.

Manden er visse steder symbolsk repræsenteret. Som i Evgraf drengen, hvor manden optræder nøgen på billedet mellem kvinden og drengen. På én gang fraværende og nærværende.

Selvportræt. 2004.

Mænd figurerer – i modsætning til kvinder – aldrig alene på billederne. I et selvportræt fordobler Sauco sig selv. Et af de få billeder, med en “intakt” mand. Begge figurer læner sig op at et stort hunkønsvæsen.

Sauco forklarer spøgefuldt sammenhængen: Mænd kommer sjældent til ham for at være modeller. Derfor er der flest kvinder.

Freud ist gestorben. 2010. “Freud er død.” Lægen forvandlet til laboratorierotte.

Sauco insisterer på at chokeffekter, hverken er mål eller hensigt i billederne. Ligesom hverken Dali og Magritte chokerer idag. Mange vil nok alligevel se provokation eller effekt.

Murkas verden. 2007.

Den visuelle kode i nogle af billederne er humoren. Selvom den er sort. I Murkas verden optræder det sete med barnets øjne. Sauco siger:

“I barnets perspektiv lever en kat udelukkende af Whiskas. Min søn forstod ironien fuldstændigt – og bad mig endda hænge billedet på hans værelse.”

Øksen i billedet er ironisk, en overflødig rekvisit. Gennemskæringen af katten foregår ved hjælp af barnlig fantasi. På en gang uskyldigt – og dødeligt for katten.

Fødselsdagen er en trist dag. 2010.

Et næsten feministisk budskab om mænds fysiske magt og seksuelle afmagt i forhold til kvinder ses i billedet Fødselsdagen er en trist dag. Kvindens død er gaven til manden. End ikke en lille rød sløjfe på den hængtes reb mangler!

Snebolde. 2008.

Snebolde repræsenterer igen en mand uden sekualitet. Med falliske objekter i forgrunden. Magt er seksuel afmagt. Mændene er ikke kønsløse, men de er uden seksualitet.

Kvinderne optræder kønsbevidste og seksuelt udfordrende – også der hvor de optræder sammen med børn.

Suok. 2006.

I Suok er kvinden beskadiget. Drengen fremholder det falliske element. De har begge haft ufrivillig vandladning. Kvindens udfordrende attitude med spredte ben, står i kontrast til drengens bortvendte blik. Hvad er relationen mellem dem? Måske incestuøs.

To misser. 2010.

Sauco benytter sig af  traditionelle greb i billedkunsten. Kvinder repræsenterer- trods seksuelle signaler og vampede attituder- omend ikke “det rene, naive og smukke” så sensualitet og seksualitet. Trods ironisk attitude er der en tydelig erotisk fascination af kvinder.

Den sensuelle kvindekrop repræsenterer naturkraft og seksualitet. Hvor explicit seksuelt indhold fremhæver “det rene, naive og smukke.” Det er kulturhistorisk – som henvisningen til Litith angiver – ikke noget nyt.

Den seksuelt aktive kvinde er i en traditionel fremstilling forførende: Farlig eller tiltrækkende for manden. Eller begge dele på en gang.

Leda og svanen. 2010

Også den fraværende mand er et klassisk tema i billedkunsten. F.eks. i myten om Leda og svanen fra den græske antik. I myten voldtager Zeus, der har antaget skikkelse af en svane, kvinden Leda. Sauco’s billede er ikke som i den klassiske kunst et forsøg på at undvige, at vise samleje mellem kvinde og mand, ved at vise manden i dyreskikkelse. For svanen befinder sig i Leda’s mave. Mens Leda indtager svaneæg. I nogle udgaver af den klassiske myte lagde Leda to æg efter at være blevet besvangret. Igen er det billedet af den seksuelt aktive kvinde, der erstatter forestillingen om maskulin aggression og potens.

I Sauco’s univers er mænd fraværende og kvinder forfører hinanden. Eller kvinder er centrum omgivet af umælende dyr. Selvom aben i Litith billedet måske repræsenterer det maskuline.

Vitruviansk pige. 2009. Vandt guldmedalje ved Trierenberg Super Circuit 2010.

Kvinden erstatter manden i Saucos parafrase over Leonardo Da Vinci’s tegning Det Vitruvianske menneske (1487). Som verdens centrum. Som det symmetriske midtpunkt og sindbillede på universets symmetri. Omend den hvide “glaciale” kvinde til højre og halverede kvinde til venstre bryder harmoniforestillingen. Og den udstrakte arm – med et glas vin – antyder hjemlig hygge snarere end symmetri og universelle principper. En videreudvikling af renaissancens sekularisering?

Kilde:

Kunstnerens hjemmeside: Max Sauco

Tatiana Kurtanova: Interview med Sauco.

Husk at klikke på billederne for at se dem i stort format.

Joyce Carol Oates: Sexy

Kan man tænke mandlig seksualitet uden at tale om misbrug, krænkelse og overgreb? Ikke i en amerikansk ungdomsroman. Hvis den altså er dristig nok til at vove at rejse emnerne.

På den ene side en truet eller truende seksualitet. På den anden side samfundets forholdsregler: Kriminalisering, restriktioner, kontrol og overvågning. Og så de evindelige ledsagere som ingen har bedt om, men er der alligevel: Bekymring og mistænksomhed.

Joyce Carol Oates ungdomsbog Sexy udkom på dansk i 2005. Næsten et årti efter den første store pædofilpanik var startet i Danmark. Denne panik var taget af  i 2005, men ikke forsvundet. Den første videnskabelige karakteristik af denne panik udkom samme år. Dens afvisning af fænomenets postulerede gigantiske omfang betød, at forfatteren selv blev udsat for dødstrusler for sin angivelige “sympatiseren” med de kriminelle pædofile. Selvom afhandlingens emne var køn og forhold mellem mænd og kvinder, og pædofili omtaltes i et enkelt afsnit i en bog på 386 sider udeblev reaktionen altså  ikke. At forskeren var professor og leder af et forskningscenter anfægtede ikke den type kritik.

Cover til den engelsksprogede udgave.

Efterfølgede har en vis erkendelse af hysteri og panik indfundet sig. Spørgsmålet er imidlertid stadig relevant:

Hvordan bliver drenge til mænd under disse samfundsmæssige omstændigheder? Og bliver de ofre eller gerningsmænd. Eller måske begge dele?

Det centrale ord er mandehad. Ikke som nogle umiddelbart vil tro, fordi nogle kvinder – især feminister – hader mænd. Det er muligvis sandt at nogle kvinder gør det. Det er bare ikke pointen. Og det handler bogen heller ikke om. Den handler om mænd, der hader mænd.

Den hollandske udgave.

Historien beskriver den 16 årige highschool elev Darrens vej fra dreng til mand. Da der opstår en homofob smædekampagne imod Darrens engelsklærer kommer Darren i klemme. Hvor ligger hans loyalitet? Hvem er han selv, hvad er hans seksuelle orientering? Hvordan takler en teenager, at alle voksne er grebet af panik?

Darren befinder sig i en umulig position af mange grunde.  Skyldfølelserne. Han har én gang fået et lift af engelsklæreren Mr. Tracy.

“Det var i november, en torsdag efter svømmetræningen.

Det var vagt og usagt.

Det der var desuden ikke sket.”

Hvad blev ikke ageret, hvad forblev usagt? I det tilbageblik bogen udgør får vi det at vide.  Darren selv er ikke i tvivl: For det første engelsklærerens homoseksualitet, dernæst hans fascination af Darren.

Cover til den norske udgave.

Men Darren fastslår over for sig selv i den indre monolog, at der ikke fandt noget overgreb sted. Verbalt eller på anden vis. Darren ved imidlertid, at han selv satte lavinen igang med spørgsmålet til svømmekammeraterne:

“Tager Tracy billeder med et digital kamera. Af drenge i Spedo-badebukser. Nogen bør undersøge det nærmere.”

Selvfølgelig kommer der ikke en undersøgelse, men derimod en smædekampagne: Pornobilleder med homosex samt et ledsagende brev angiveligt fra en 11 årig dreng med anklager om overgreb og trussel om selvmord bliver anonymt afleveret til rektor. Hvorefter politiet hurtigt involveres.

Den spanske udgave af bogen.

Da politiet først er inde i sagen er intet tilbagetog muligt for drengene. Har nogen oven i købet spundet videre på historien, vedlagt børneporno og opdigtet nye anklager om forulempelse af svømmedrengene i et brev til politiet? Fortælleren ved det ikke. Han ved blot at anklagerne ikke er sande.

At sige det imod er imidlertid umuligt. Darrren er fra den lavere middelklasse. Hele hans sociale prestige afhænger af succes på svømmeholdet. At sige drengene fra den højere middelklasse imod ville tilintetgøre ham.

Løgn fører til ulykke og død. Konstruktionen af drengenes maskulinitet er baseret på død. Og skyld. Et besøg hos rektor med en tilståelse af, at hele historien er opspind er forudsigeligt mislykket.

Cover til den amerikanske udgave.

Alle voksne mænd i bogens univers deltager i stigmatiseringen af Mr. Tracy. På grundlag af rygter. Fremsat af de teendrenge, der hurtigt bliver enige med sig selv og hinanden om, at  bagtalelsen skal finde sted med udgangspunkt i påstande om pædofile forhold, da rygter om homoseksuel orientering ikke er stærke nok til at ødelægge ham.

Højdepunktet i handlingen er et sexovergreb. Selvfølgelig ikke fra Mr. Tracy – eller den homoaktivistgruppe, der provokeres til at stå frem efter lærerens død.  Men af politiet. Der i iveren efter at finde “skyldige” afpresser Darren. Hvilket fremgår af den politirapport der fremlægges som dokument uden kommentarer i bogen. Han skal være både offer og anklager.

Drengen har ingen støtte hos sine forældre, der frygter det værste – at hans navn bliver trukket ind i sagen – og blot håber på det bedste.

Darren selv er ikke homoseksuel eller?

Han føler et vist ubehag ved pigers selskab. Han har en veninde, men bryder sig ikke om at hun går for tæt på. Hans reaktion på de pornobilleder de andre drenge har fundet – med mænd og drenge sammen – er væmmelse.

Engelsksproget paperback.

Endelig efter sagens afslutning, efter ulykke og død,  oplever han noget nyt. Han mærker:

“Alt blodet i hans hoved strømmer nedad.”

Han er ikke længere nødt til at sublimere sin seksualitet i svømning, men kan have sex med den lidt ældre pige i et tilfældigt møde.

Vejen til at blive mand består ikke alene i at vælge seksuel orientering. Men lige så meget i at vælge om man vil tage stigmatiseringen som pædofil-offer på sig eller ej. Eller skyld for andres død. Ikke fordi der har fundet noget upassende seksuelt sted, men fordi samfundet tilbyder unge muligheden for at være ofre. Eller bødler. Ved ukritisk at lægge øre til rygter. Rektor er fra første færd klar over hvor ligegyldigt det er om politiet efterforsker sagen eller ej, og hvad de i givet fald finder. Han vil skille sig af med læreren, der er blevet smædet med det samme fordi skaden allerede er sket: Der sladres om det på skolen.

Drengene fra klassen må afgøre med sig selv om de vil påtage sig offerrollen, stigmatisere sig selv ved at lyve videre. Eller som Darren pure afvise politiets insisteren på, at han må være blevet udsat for overgreb eller misbrug.

Cover til den franske udgave.

Lige som man siger at alle politiske debatter på nettet, når de har kørt en vis periode uværgeligt vil ramme de samme begreber igen og igen, og f.eks. henvise til nazismens verderstyggelighed, kan ingen debat om sex eller seksualitet på nettet i dag fungere uden, at nogen står frem og bekender de er pædofil-ofre. Og egentlig giver det ingen mening at skelne mellem indbildte og virkelige fænomener. De der oplever sig selv som ofre har jo de samme følelser. Det må man anerkende. Joyce Carol Oates bog giver indblik i de mekanismer der får det til at ske.

Den lidt verdensfjerne forsker jeg referede til ovenfor, troede han kunne sige myter og fordomme imod uden at blive mødt med den nævnte type reation. Bemærk: Dødstruslerne blev ikke råbt i hovedet på ham af kvinder. Men af mænd der vil opdrage deres egne børn til krænkere, altså de der stigmatiserer sig selv eller andre.  Uden dokumentation. Til at blive mænd der hader mænd. Den maskuline seksualitet der opfattes på en gang som truet og truende lægges for had.

Bekymringen for de unge mænd – forældrenes og myndighedernes –  går selvfølgelig på deres uskyld. De er sexy, som bogens titel siger. Men tilhører deres seksuelle uskyld samfundet eller de unge? Darren er i myndighedernes øjne det oplagte offer. Derfor kommer det også til at koste alle hans kræfter og al  hans viljestyrke, at kæmpe imod det overgreb stigmatiseringen af den uskyldige er. Darren giver først slip på uskylden, da det passer ham: I armene på den lidt ældre pige.

Den danske udgave.

Omgivelserne derimod ser kun offeret i ham. Og reagerer med bestyrtelse og forbløffelse da han til slut viser viljen til at vinde i svømmekonkurrencen. For han er på forhånd dømt taber. Og bogens – eller forfatterens – ironiske kommentar er, at ingen aner eller ænser, at han lever med bevidstheden om sig selv som bøddel:

“Tager Tracy billeder med et digital kamera. Af drenge i Spedo-badebukser. Nogen bør undersøge det nærmere.”

Tilbageblik: Hvilke homorettigheder?

I artiklen Den destruktive LGBT politik nævnte jeg Bjørn Hvidt-Pedersens kronik i Berlingske Fra ligeret til minoritetskultur.

Bjørn Hvidt-Pedersens kronik er fra efteråret 2009. Skrevet under indtryk af de nyligt afviklede Outgames – og kritisk overfor den kultur Outgames repræsenterer.

Jeg var – og er – positiv over for ideen om minoritetskultur. Og kan ikke se noget alternativ. Kun at den er truet – af de selv samme mennesker, der hævder at forsvare den. Fordi der har udviklet sig en politisk kultur, der bringer både enkeltpersoner og institutioner i permanent konklikt med hinanden. Og politikområdet er blevet indsnævret. Idag indgår kun homovielse og homoægteskab som “frihedskrav” på den politiske dagsorden.

 

Det vil sige at LGBT idag er for den promille, der er i fast forhold og f.eks. af religøse eller sociale grunde ønsker vielse og ægteskab: De velstillede der kan tænke i skattefordele ved ægteskab, og ønsker en “normalisering”, der ekskluderer alle andre livsformer end monogami.

Her vil jeg gengive min kommentar til Bjørn Hvidt-Pedersen. Oprindelig skrevet til et debatforum, hvor stemningen decideret var imod Outgames. Og således repræsenterede den konflikt, at visse dele af homomiljøet idag er arge modstandere af miljøet selv. Og bekæmper det af alle kræfter og med alle midler. Et faktum det officielle miljø – heller ikke idag – hverken vil diskutere eller forholde sig til. Tankevækkende nok.

2009 er længe siden. Erfaringer og begivenheder taget i betragtning.

Derfor vil jeg præcisere tre ting: Der er ikke sket et entydigt skift væk fra juridiske ligeretskrav. Der er tale om at strategien ikke virker. I 2009 gjorde jeg opmærksom på de manglende resultater, og den situation er ikke ændret selvom vi nu skriver 2011. Teksten antyder at en del af Bjørn Hvidt-Pedersens utilfredshed skyldes, at det er blevet sværere at være “anderledes” for LGBT mennesker i provinsen. Den nylige episode med det uheldige indslag i TV2 Øst om homomagasinet Proud kunne tyde på det. 

Det er sandt at eksistensen af en minoritetskultur fører til en mere statisk betragtning, og trækker væk fra frigørelsespolitikken. Især hvis denne  biologiseres. F.eks. til ensidigt at tage udgangspunkt i køn. Selvom feminisme idag ikke handler om kvinders behov og liv, men om inddæmningsstrategier i forhold til den maskuline seksualitet. Nylige debatter har også demonstreret, hvor svært det er at diskutere det sociale. Fordi køn, seksualitet og identitet stort set alle steder opfattes som essens. Selv af de der på et generelt og teoretisk plan siger det modsatte.

Betydningen af sociale mekanismer er forsvundet ud af, hvad der måtte være af seksualpolitisk debat. LGBT Danmark har idag et principprogram der ikke nævner hverken hiv eller Aids. Sygdom relaterer sig til menneskers sociale og samfundsmæssige væren på en måde, der er interessant. Men hiv og Aids indgår ikke i en feministisk forståelse af forholdet mellem køn og samfund, og er derfor fraværende på den politiske dagsorden.

Alt i alt er der så mange tråde tilbage til den politiske debat i 2009, at jeg finder det umagen værd at gengive den oprindelige tekst:

“Bjørn Hvidt-Pedersens synspunkt er interessant. Påstanden er at homoerne har bevæget sig fra social frigørelsesbevægelse til minoritetskultur. Identitet og biologiske begreber har erstattet traditionelle politiske begreber om højre og venstre. Den politiske ideologi er blevet formuleret, så den passer den nye urbaniserede middelklasse.

Læg mærke til:Frigørelsesbevægelsens ideologi havde sin rod i den amerikanske Stonewall bevægelse fra 60’erne ligesom regnbuepolitikken i dag. Frigørelsesbevægelsen stod stærkt i Tyskland i 70’erne og 80’erne. Og Tyskland er i dag en af regnbuebevægelsens stærkeste bastioner. Det viser hvor stærk trenden i retning af regnbuepolitik er. Og modstillingen af ”europæisk” og ”amerikansk” er altså falsk. Provinsnostalgien forekommer i øvrigt malplaceret, når frigørelsesbevægelsen (med rette) fremhæves for sit internationale udsyn. Men hvorfor har der været det skift fra den ene til den anden politiske strategi?

Den udvikling hænger sammen med, at det danske samfund er blevet multikulturelt. I dag giver det mening at formulere sine politiske interesser som særkrav på vegne af minoriteten, på en måde det ikke gjorde tidligere. Men det er også udtryk for at homopolitikken er blevet defensiv.

Man kan således konstatere, at det er en strategi, der tilpasser sig den politiske virkelighed vi befinder os i. Siden det registrerede partnerskab blev indført i 1989, og Danmark var spydspids i den homopolitiske sammenhæng, er der stort set ingen ting sket på det lovgivningsmæssige område. Danmark er blevet overhalet af vore nordiske naboer, der har indført ægteskab for homoer. Den svenske kirke har ikke haft nær den samme succes med at kæmpe imod ligestilling af homoerne som den danske Folkekirke.Tilpasningsstrategien har betydet at homoerne i dag ikke kræver ligeret, men særbehandling. Fordi kravet om ligeret virker som overbud.

Den nuværende regering er – som den forrige – imod lovgivningsmæssige tiltag for ligestilling. Der er intet der tyder på at homoerne i den nærmeste fremtid kan blive kirkeligt viet eller at et ægteskab, hvor homoerne bliver ligestillet med heteroerne bliver vedtaget i Folketinget. Eller at en særlig indsats imod diskrimination overfor homoseksuelle inden for sport vinder indpas. Selv efter Onyszko sagen i 2009 nægter DBU f.eks. at tilslutte sig en international kampagne imod diskrimination. Med begrundelsen at det ikke er nødvendigt.

Det er ikke regnbuepolitikkens nederlag. Regnbuepolitikken er derimod et svar på denne politiske realitet. Hvor homoerne tidligere – fra 50’erne op til midten af 70’erne – kæmpede for livet, handler homopolitikken i dag om særkrav. Ret til adoption eller ret til insemination. Tidligere var en række lovgivningstiltag vendt direkte imod homoerne. Idag kæmpes der for lovgivningstiltag til gavn for homoerne. Selvom særkravene i dag har en meget begrænset succes, fordi meget få borgerlige politikere – ud over de radikale, visse forhenværende radikale politikere og nogle få venstrefolk – støtter den politiske dagsorden, så er homoernes liv i samfundet generelt blevet lettere.

Regnbuepolitikken er derfor også et forsøg på at skabe nogle nye sociale sammenhæng, hvor homoerne kan gå hen. Uden at føle sig truede eller isolerede. Sportsklubberne er en af disse sammenhæng. Og Outgames er – som Bjørn Hvidt-Pedersen meget rigtigt siger – blevet en af regnbuepolitikkens spydspidser. Et af de tilbagevendende angrebspunkter imod regnbuepolitikken er ejendommeligt nok, at homoerne har fået disse nye muligheder.

Der hvor regnbuepolitikken virkelig adskiller sig fra frigørelsespolitikken er, at den ikke handler om hvordan man får et liv som homo, men om hvordan man bruger sit liv som homo. Hvilke drømme og hvilke ambitioner man har.

Politiken bragte under Outgames et indlæg af Brokkendorf på første sektions bagside. En fiktiv person der som bekendt, har for vane at skælde ud på alt og alle. Brokkendorf slog ned på at homoerne festede for borgernes penge. Homoer der fester og har det sjovt og dyrker sport: Det støder an imod alle de traditionelle fordomme om homoerne som ensomme, ulykkelige, socialt udstødte, diskriminerede osv. Fornemmer man ikke den samme forargelse hos Bjørn Hvidt-Pedersen Og værre: Hos alle de højreorienterede der skælder ud på at skattekroner anvendes til sociale formål.

Billedet der spøger er Outgames deltagere der danser og drikker natten lang, som modsætning til tidligere tiders aktivister der altid bevarede roen og alvoren. Det er måske et af regnbuekulturens budskaber, at der skal gøres op med alvoren og de rynkede pander?

Tilhører Bjørn Hvidt-Pedersen ikke ligesom Brokkendorf den jyske fraktion, der er imod alt hvad der foregår i København, fordi det foregår i København? Der er et mønster, både i USA og i Europa: Homolivet når ikke ud til provinsen, det bliver tværtimod mere koncentreret om de store byer, og bestemte kvarterer bliver ghettoer. Men også samlingspunkter for de internationale festivaller og arrangementer. Modstanden fra provinsen bygger indlysende nok på, at den type kulturbegivenheder aldrig når så langt ud.

Til gengæld når provinsen så til København: Ikke bare de store arrangementer, men også clubbernes parties tiltrækker homoer fra hele landet. På sin vis findes der kun en homokultur i Damark: Den vi alle er en del af.”

 

Alle fotografierne er af den amerikanske fotograf Alison Scarpulla:

alisonscarpulla

Far og søn

Alle har en far. Alle børn i børnehaven diskuterer, hvordan deres far er. Den franske fotograf Grégoire Korganow (født 1967) tematiserer far søn forholdet.

Grégoire Korganow siger:

“Det er uden tvivl min søns ankomst i mit liv, der gav mig lyst til at lave de portrætter. Han hedder Marco. Hans hud er sort, han er født i Rwanda. Jeg husker begejstringen hos en ven: “Det er vildt hvor han ligner dig!” Er det sandt? Og jeg? Ligner jeg min far? Og alle de sønner jeg har fotograferet ligner de deres fædre?

Jeg overvejede et stykke tid at kalde serien “arvelighed”.

Ved at kigge på portrætterne ser man lighederne.

Man undersøger ansigtstrækkene, sammenligner handlinger, attituder. Man forestiller sig en historie. Forsøger at løse mysteriet i forholdet. Nøgenheden giver problemer og skaber forvirring.

Portrættet af min far overrasker mig. Hvorfor krammer jeg ham. Jeg har ikke rørt ham siden min barndom. Han ser formålet, smilende og stolt

Jeg elsker også billedet af Marco og mig. Vi lukker begge øjnene. Vi er tilfredse. Lykkelige!

Jeg fandt ikke så meget ømhed da jeg startede med at tage disse billeder. Jeg troede kompleksiteten i forholdet til min far ville give mere afvisende billeder.

Disse billeder siger blot til min far og min søn, at jeg elsker dem.”

Den “arvelighed” Korganow taler om er ikke den genetiske – selvom nogle af billederne også dokumenterer den side af forholdet. Som ovenfor Félician og Francois, der er som agern og egetræ. For nu at bruge en biologisk metafor.

Projektet har personlige rødder. Måske derfor billedernes intimitet.

Projektet er dristigt. Viser os noget vi ikke er vant til at se: Nøgne gamle mænd.

Politiske korrekt nysprog  for det – “ældre mænd” – dur ikke. Mændene har sparsomt hår, gråt eller hvidt hår og hvidt skæg. De er ikke “ældre”: De er gamle mænd. Med stor værdighed.

Vi er langt fra reklamens billede af den unge far med spædbarnet på armen. Det signalerer far søn forholdets flygtighed: Forholdet varer indtil drenge bliver til mænd. Og parterne glider fra hinanden. Og ømheden i forholdet forsvinder.

Selv i de billeder hvor sønnen er barn eller ung viser Korganow mænd, hvor egetræet tilsyneladende husker det engang var agern. Og agernet drømmer om at blive til stolt egetræ.

o

Som sagt: Alle har en far. Mænd har sønner. Det er en af de få konstanter i livet. Men den skrøbelige intimsfære er under pres fra samfund, marked og politik. Arbejdsmarkedet udstøder gamle mænd, og fratager dem deres værdighed. Samfundet betragter gamle som en byrde. I debat og politik er en gammel mand, det modsatte af ung og kvinde. Enhver debats fødte taber.

Korganow rehabiliterer de gamle mænd og siger: Se de er smukke! Ikke på grund af udseende, men på grund af udstråling.

Voksne mænd optræder sjældent nøgne. I reklamen og i medierne er nøgne mennesker unge og kvinder.

Ved at vise gamle mænd nøgne brydes et monopol.

Mændenes værdighed ligger ikke længere i jakkesættet. Deres udstråling kan ikke potenseres af den bærbare, en Iphone eller attachemappe. Deri består en del af nøgenheden.

Og mændenes forskellighed. For det er jo mænd: De er – med et forsigtigt gæt i alderen 5 år til 85 år.  Men ingen er i tvivl om kønnet, selvom billederne er beskåret. Hvad er alder andet end et tal?

Ved at undgå frontal nudity mister billederne den dimension Jim Lyngvild talte om for nylig, at sønner også nogle gange ligner fædrene under bæltestedet. Korganow udviser heller ikke samme mod som Sally Mann, der tog nøgenbilleder af sine egne børn. Og uanset de kunstneriske – og menneskelige kvaliteter i billederne – er blevet forfulgt af censur og absurde anklager. Så er man næsten Korganow taknemmelig for, at han skåner de gamle mænd for den behandling.

Drenge er – og var også i Sally Mann’s tilfælde – udsat for særlig opmærksomhed. Teorierne om det skadelige i at være “mors dreng” er mere end hundrede år gamle. Idag hedder det at drengene bliver femininiserede, hvilket er skadeligt for deres kønsidentitet. Gamle fordomme iklædt nye gevandter.

Forholdet til far er derimod tabubelagt. Og vises sjældent som andet end den succesfulde karrieremands erhvervelse af kvinder og børn – den perfekte familie.

Kan moderne mænd defineres som menneskelige væsener uden ret til hverken mor, far eller børn?

Fordi mænd mistænkeliggøres i intimsfæren.

Expo Les Halles Paris april 2010.

Expo Korganow Pere et fils

Grégoire Korganow citatet er oversat af undertegnede.