Feminismens 10 bud

I den offentlige debat ligner feminisme noget der har overlevet sig selv. Kvinder i bedstemor alderen udstikker foreskrifter for, hvordan helt unge piger bør tænke, føle og agere. Det fremgik af en nylig debat om bratz-dukkerne i Politiken.

“Luderdukker ud af pigeværelset”, siger Vibeke Manniche.

Feministerne har aldrig fundet sig til rette med, at det danske samfund rummer mange kulturer og har gjort det til en af  deres mærkesager er at beskytte invandrerkvinder imod sig selv, deres familie, deres kultur og deres religion.

Feminismen har derfor også partifarve: Dansk Folkeparti er uden sammenligning det mest feministiske parti på tinge. Men feminismen rækker langt ind i Socialdemokratiet og dele af SF. Tilsammen udgør de den rødbrune alliance. Med tilslutning til 24 års reglen er selv Venstre og Konservative med på vognen.

Den rødbrune alliance: Vibeke Manniche og Liselott Blixt.

En af feminismens bastioner hedder Kvinder for Frihed. Sidstnævnte henviser til, at foreningen ved enhver lejlighed ytrer sig for censur og forbud. “Frihed” og “selvbestemmelse” er blevet til feministisk nysprog for, at kvinder der var unge i 70’erne og 80’erne dikterer den moderne kvinderolle og grænserne for, hvad kvinder kan tillade sig. Feminismen har intet nyt at byde på. Hvis man ser bort fra den – vist nok ret beskedne del af feministerne – der kalder sig prosexfeminister. Som tør gentænke hele projektet.

Prosexfeminister er kvinder der er “pro” sex. Resten af feministerne er imod. På trods af spage tilkendegivelser om, at kvinder ønsker “sensualitet” eller “ægte sex” viser det sig altid, at alt der er relateret til sex promte afvises som udslag af  “pornoindustriens profitjagt og den omsiggribende pornoficering af samfundet”.

Prosexfeministier ser ikke aktiv/passiv roller som naturgivne.

Uanset hvor længe man leder finder man aldrig lige dét sensuelle udtryk eller den form for sex, der er acceptabel i feministernes øjne. Det viste debatten om filmen Klovn.  Set med feministiske øjne er den ikke sjov. Den er tværtimod klam og pornografisk. Og bør censureres hårdede.  Aldersgrænsen er for lav udtalte Vibeke Manniche fra Kvinder for Frihed da også til Ekstra Bladet. Når en trailer er blevet fjernet fra You Tube ser Manniche det som “bevis” for at filmen er pornografisk. Ikke som bevis for det omsiggribende snerperi, og deraf følgende censur.

Kortslutningen i den feministiske argumentation opstår ved at sætte lighedstegn mellem fremvisning af en nøgen krop og pornoficering. Det er indlysende at i en tid hvor næsten hver eneste danske husstand er på Facebook  – og en række andre sociale tjenester –  flyder der en mængde billeder rundt på nettet med helt eller halvt nøgne mennesker.

Har man et pornografisk blik er enhver nøgen krop selvfølgelig et pornografisk objekt. Og alt hvad man ser er “dirty”.

Feminismen undsiger nøgenbilleder som mænds iscenesættelse af kvinder. Når kvinder optræder nøgne kan det ifølge feministerne beskrives, som mænds instumentalisering af kvindekroppen til egne formål. Hvor kvinder der er fremmede for sig selv gøres til objekter. Spiller roller – som luder eller madonna. Optræder iført fetich beklædning. Indgår i ritualiserede lege eller sammenhæng. Opfatter sig selv som stereotyperne luder eller madonna. Selvom kvinder føler sig splittede, tingsliggjorte og savner autenticitet. I fraværet af ægte intimitet og selvindsigt.

Ovenstående var en opremsning af feminismen 10 bud:

1. Forbud mod tingsliggørelse. Du må ikke behandle den andre som ting.

2. Forbud mod instrumentalisering. Du må ikke behandle andre som middel.

3. Forbud mod fetich. Ting må ikke tages ud af sammenhæng og tillægges ny betydning.

4. Forbud mod fremmedgørelse. Du skal altid være dig selv.

5. Forbud mod ritualisering. Ingen leg eller rollespil er tilladt.

6. Forbud mod stereotyper. Du skal være original.

7. Påbud om sammenhængskraft. Du skal være et helt menneske.

8. Påbud om autencitet. Du skal være i overensstemmelse med dig selv.

9. Der er påbud om intimitet. Du skal kunne indgå i følelsesmæssig nærhed med andre.

10. Der er påbud om selvindsigt. Du skal kunne gennemskue dine egne motiver.

De 10 bud er kernen i det jeg kalder forbudsfeminisme.

Ting der ved første øjekast “ser fornuftige ud” kan ved nærmere eftertanke vise sig at være nonsens.

Hvordan skal kvinder undgå stereotyper? Luder eller madonna. Vi er alle – på forskellige leder – stereotyper, uanset om vi opfatter det selv eller ej.

Feministerne – med Vibeke Manniche i spidsen – vil have bratz-dukkerne ud af pigeværelserne fordi de spiller på klicheer og stereotyper om kvinder.

Men leg med klicheer og stereotyper indgår naturligt i identitetsdannelse. Selvom resultatet – de voksne kvinder – forhåbentligvis ender med at være lidt mere nuanceret. Hvis bratz-dukkerne skal bannes fra pigeværelserne skal prinsesse-kjolerne så også brændes? Det vil ikke vække jubel. Men de er lige så meget kliché.

Vibeke Manniche har udtalt sig positiv om Barbie-dukkerne. De har ingen kønsdele.

Det gælder for samtlige 10 feministiske bud: Det lyder fornuftigt, men er ikke realiserbart.

Hvordan skal kvinder f.eks. være “sig selv”, når de bliver mødt med modstridende krav? Hvor de skal præstere at være mødre i en sammenhæng, og karrierekvinder i en anden. Og kan de så – hvis det lykkes – føle sig som “hele” mennesker?

Hvordan undgår man “rollespil”. Vi taler om kønsroller – om kvinderolle og manderolle. Hvorfor skulle kvinder ikke – helt frit kunne vælge at indgå i andre rollespil? Er seksualisering andet end den aktive påtagen sig at være sit køn? Og signalere affirmation: Ja jeg ligner en luder/madonna, ja jeg er en kvinde!

Hvis betragtningen vendes om er der så nogen mænd, der kommer i nærheden af de ophøjede principper?

Er mænd ikke lige så splittede mellem rollen far eller mand hjemme og jobbet?

Og fremmedgjorte over for kvinder, der forlanger de er submissive i kønsdebatten og dominante i sengen.

Når man som undertegnede er homoseksuel er hele kønslivet et rollespil. Hvor man er enten aktiv eller passiv. På skift måske – men alligevel. Rollespillet er “naturligt”, der er jo ikke kønsforskel i forholdet. Alligevel er det aftalt, hvordan rollerne er fordelt og ikke naturgivet.

Mænd bliver nødt til at argumentere imod forbudsfeminismens Dekalog af religiøse og moralske imperativer. Hverken kvinder eller mænd kan nå frem til et sæt religiøse sandheder om sig selv og sige “sådan er vi”. Vi er hele tiden “i forhold til noget”. Både biologiske og sociale væsener, der aldrig kan reduceres til formler.

Forbudsfeminismen er i bund og grund reaktionær. Den forsøger at omgøre udviklingen i samfundet, og vende tilbage til tidligere tiders opfattelser af  køn og seksualitet. F.eks. forestillingen om at kvinder ingen seksualitet har. Forbudsfeministerne ønsker at vende tilbage til en tid, hvor alt var “sundt” og “naturligt”. Altså lige bortset fra at kvinderne var stærkt underrepræsenteret i politik og erhvervsliv, og således blev holdt uden for samfundets beslutningsprocesser.

Til forbudsfeminismens sexfjendskhed er der blot at sige: Sex er kommet for at blive!

Reklamer

Sex overlever nok feminismen

Vibeke Manniche er på banen igen. Denne gang med et interview i Politiken i anledning af udgivelsen af feministen Natascha Walters bog Levende dukker. Med et forord af Vibeke Manniche.

Politiken bringer også et interview med den britiske forfatter Natascha Walther under overskriften Sex har besejret feminismen. Sex er altså fjenden i feministernes øjne. Selvom det vil være rigtigere at sige, at sex nok overlever feminismen.

Det mest bemærkelsesværdige ved Vibeke Manniche udtalelser er det bodegasprog andre kvinder altid omtales i.

Tidligere kommenterede Manniche filmen Klovn på sin egen blog:

“Jeg undrede mig meget over, da filmen blev lanceret med Casper C med halverigeret lem blandt en del maltrakterede ludere (skæve bryster og tatoveringer). Premieren af filmen var ikke med mindre lumre undertoner – og ligeså skævbrystede maltrakterede unge kvinder skulle bære et gammelt liderligt fjols på en kongestol (undskyld udtrykket men det er jo den måde Bent Fabric selv har valgt at lade sig portrættere).”

I interviewet til  Politiken er tonen den samme. Uanset hvilken en sammenhæng mennesker optræder nøgne eller blot delvis afklædte er der i den feministiske forståelse tale om pornoficering. Den nøgne krop – sådan som vi alle er skabt – er simpelthen et kommercielt trick!

“Ja, vi ser en ekstrem seksualisering og pornoficering af vores offentlige rum. Se blot på reklamerne, medie billedet og de skrækkelige programmer som Sonny Beach og Paradise Hotel, hvor kvinderne bliver fremstillet som ludere, og sex driver det hele. For ikke at glemme den store udbredelse af stripfitness og stangdans som jeg har døbt “puledans”.”

Ikke et ord om de fyre der optræder i programmerne – lige så nøgne – og det kan fyrene formentlig kun være glade for!

Hvis der havde eksisteret en sprogcensur på Politiken – eller på denne blog – havde Vibeke Manniche’s udtalelser aldrig passeret nåleøjet. Det malende sprog er selvfølgelig tænkt som en udpensling af hvor slemt det står til med den offentlige moral.

Manniche er lige meget imod tørklæder til kvinder og stangdans:

“Begge dele et udtryk for et had og en ydmygelse af kvinden. Det er to sider af samme mønt, og det har jeg alle dage sagt. Enten er du luder eller madonna. Jeg mener ikke det er et kvindesyn, som hører hjemme i 2011. Pornoficeringen af kvinder er lige så uhyggelig som tørklædefængslingen af kvinder.”

Og andre kvinder er tilsyneladende enige. Den første kommentar på Politiken lyder:

“Og modeindustriens krav til piger …er det bøsserne der står bag.”

Efter min mening er det Vibeke Manniche der repræsenterer kvindehadet. Ikke blot i sit sprog, men også i en afstumpet opfattelse af det feminine. Hvor der ikke er plads til at lege med klicheer. Og hvor dannelsen af kønsidentitet skal være en genoplivning af Femølejrene. Og homofobien lurer lige under overfladen.

Vibeke Manniche – børnelæge af profession – fatter tilsyneladende lige lidt af både den moderne pigerolle og den moderne drengerolle.

Overskriften i artiklen hedder “Ludderdukker ud af pigeværelset og puledans ud af fitnesscentret”. Begge dele henviser til hvor pornoficeret feministerne opfatter legetøj og dans. Der er ikke levnet plads til pigernes drøm om at være kvinder – med en seksualitet – der har erstattet pigeværelsets lyserøde helvede. Og et liv uden for mors kontrol.

En tilsvarende seksualisering præger den moderne drengerolle. At optræde nøgen på nettet – i seksuel aktivitet – eller blot med en demonstration af maskulinitet er et hit.

Traditionelle religiøse overgangsriter fra barn til voksen som konfirmationen har mistet betydning og status. Kønnet – og signalerne om kønsmodenhed har overtaget symbolværdien  – og de unge drenge fremviser stolte deres nyerhvervede modenhed i det offentlige rum.

Et offentligt rum der ikke fandtes i deres forældregenerationens teenageår. Og som derfor bliver mødt med megen mistro og skepsis af de voksne – og måske lidt misundelse?


Fotografen Jessica Yatrofsky sammen med sine modeller.

Prøv at se videoen East Village Boys. Feministerne klager over det altid er kvinder der ses nøgne i det offentlige rum. Manniche kender formentlig intet til fænomenet, hvor drenge optræder nøgne på webcam. Der flyder tusinder og atter tusinder af dem rundt på nettet.

Her er en anden type video, hvor tre drenge viser det hele frem. Pointen er den samme. Det er ikke pornografi. De er bare stolte af deres maskulinitet. Her er fotografen Jessica Yatrofsky.

East Village Boys

Der siger til New York Press:

“Men want to be seen naked. And not, like, revealing themselves to someone in an illegal kind of way. I mean, like, they want to feel beautiful and be celebrated for their sexuality.”

Nogle feminister glemmer altså, at ligestilling mellem kønnene kan være et resultat af at mænd bryder tabuer. De overser at mænd rent faktisk ønsker, at overskride grænser for kønnet. Og optræder i sammenhæng, der tidligere har været forbeholdt kvinder. Ikke for kvindernes skyld eller i ligestillingens navn. Men ud fra ønsket om selvrealisering.

Om sygeliggørelsen af de homoseksuelle

Før 1981 

Der var engang hvor forskellige synonymer for homoseksuel var de værste skældsord mænd kunne få hæftet på sig. Ord som “bøsse” eller “svans” betegnede, hvad nogle opfattede som en sygelig seksualitet og ikke-maskulin kønsidentitet.

Vi taler om tiden før 1981. I denne uge er det nemlig 30 år siden Sundhedsstyrelsen i Danmark fjernede homoseksualitet fra sygdomslisten.

Det kan vi så fejre.  Men er der reelt noget at fejre?

Måske gives historiske tilfældigheder ikke – men mærkværdige sammentræf optræder hyppigt.

Et af disse var at næsten samtidig med at Sundhedsstyrelsen ændredede politik skete der et paradigmeskift i opfattelsen af magt og stat i socialvidenskaberne.

Den franske filosof Michel Foucault vendte med sin afvisning af repressionstesen op og ned på traditionelle begreber om politik, samfund og jura. Repressionstesen hævder, at magten udøves oppe fra toppen af samfundets pyramide og ned. Foucault derimod talte derimod om magt som en kompleks størrelse der er i samfundet og udøves af individerne.

 
 
Efter 1981
 
Homoseksualitet blev fjernet fra sygdomslisten i 1981. Det registrerede partnerskab blev indført i 1989. “Normaliseringen” af homoseksualitet skete – tilsyneladende – i lyntempo.

Det var næsten for godt til at være sandt.

Men i perioden fra begyndelsen af 80’erne til slutningen af 80’erne lærte de danske bøsser – og meget hurtigt resten af den danske befolkning, at der fandtes en sygdom der hedder AIDS.

På forsiderne af formiddagspressen blev sygdommen hurtigt døbt “bøssepest”. Da det viste sig at smitten vi nu kender som hiv især var udbredt blandt homoseksuelle. I formiddagspressens version blev det til historien “at være homoseksuel er en dødsdom”. Og religiøse fanatikere var ikke sene til at pege på, at det var “Guds straf over bøsserne” for deres syndige liv.

Bøsserne var blevet fjernet fra sygdomslisten, men aldrig havde de været så syge. Både de facto og som gruppe i den øvrige befolknings øjne. Rigtig mange der var sprunget ud af skabet sprang tilbage i det. Enkelte har efterfølgende været modige nok til at fortælle om oplevelsen. Sidste år skrev en journalist fra Politiken f.eks. sin historie i avisen. Stigmatiseringen af de homoseksuelle var så hård, at blot rygtet om at en homoseksuel på arbejdspladsen var smittet medførte sager, hvor kolllegerne nægtede at bruge samme håndvask eller samme toilet. Det medførte sociale og psykiske prøvelser. Nogle gange for mennesker der rent faktisk måtte kæmpe med sygdommen. Stigmatiseringen betød at enhver bøsse potentielt blev betragtet som hiv-smittet.

Pointen er at det selvfølgelig ikke på nogen måde var “ulovligt” at være hiv-smittet. Alligevel blev de syge – og potentielt alle homoseksuelle – anset for en samfundsmæssig fare og stigmatiseret. Med mindre de dukkede hovedet eller sprang ind i skabet. Og gjorde sig usynlige.

Aldrig havde de homoseksuelle – så langt min personlige erfaring rækker – været så hårdt stigmatiseret. Livet som homoseksuel har aldrig været så hårdt som det blev efter begyndelsen af 80’erne.

Fjernelsen fra sygdomslisten skete næsten samtidig med, at socialvidenskaberne erkendte at juraen – i en vis forstand – er ligegyldig. For det er samfundets normer der afgør, hvem der bliver stigmatiseret og forfulgt.

 
Pædofilpanikken 
Men en ulykke kommer sjældent alene. I 1997 skete der en katastrofe. En pædogmedhjælper fra Gladsaxe blev anklaget for pædofili – og dømt. Der opstod en pædofilpanik. I 1999 blev en hiv-smittet karate træner sigtet for seksuelt misbrug af de teenagedrenge han underviste. Og flere landsdækkende aviser skrev på lederplads om, at det omfattende seksuelle misbrug af børn må stoppes.

Pressen, myndighederne og befolkningen gik i selvsving.

Professor i sociologi ved Københavns Universitet Henning Bech  har lavet en videnskabelig undersøgelse af fænomenet og siger:

 
“Siden da er stormen stilnet noget af, men havet er blevet i bestandig bevægelse. Så at sige hver dag bringer medierne stof der vedrører emnet seksuelt misbrug af børn. En konstant uro, årvågenhed, mistænksomhed, ænstelse og indignation har etableret sig.” (s.202)
 
Henning Bech: Kvinder og mænd. Gyldendal 2005.

Uroen, årvågenheden, mistænksomheden, ængstelsen og indignationen er stadig i 2011 en kendsgerning. På trods af at der dengang var 133 “sager” – alle omtalt på forsider og midtersider i formiddagspressen – blev kun to (2) personer fundet skyldige.

Takket være blandt andet den mediedækning karate-træner sagen fik – har seksuelt misbrug, hiv-smitte og homoseksualitet siden indgået i en besynderlig  konstellation i medierne. De homoseksuelle fremstilles i pressen mere sygelige og afvigede end nogen sinde. Uanset juridiske forhold. Domfældelser eller ej.

De homoseksuelle karakteriseres ikke længere på samme måde som tidligere. Idag bliver homoseksualitetens eksistens benægtet via skældsordene for det seksuelt afvigende. Og de handler alle om sexkriminalitet: Om pædofili.

Engang sagde de der oplyste om homoseksualitet, at der er omkring 5-10% homoseksuelle – dvs. 1-2 elever i hver klasse.

Sidst jeg hørte vendingen lød den: Overalt hvor der er 20-30 mennesker forsamlet er der 2-3 pædofile!

Hvordan er den kobling kommet i stand? Hvor man kan anvende den samme frase, men blot skifte “homoseksuel” ud med “pædofil”?

Og opfattes de to ord – i en vis forstand  – som synonyme?

Og i så fald: Hvordan er den forskydning sket?

 
Magtspil mellem kvinder og mænd
 
I  Henning Bech’s bog Kvinder og mænd beskrives fremkomsten af pædofilpanikken, som et resultat af et magtspil mellem kønnene. Et spil kvinderne har vundet på hjemmefronten og i den offentlige debat. Mistænkeliggørelsen af den maskuline seksualitet betyder at enhver mand er en potentiel sexkriminel. Han er ikke blot uegnet til at tage sig af børn og unge, men upålidelig.  Med mindre maskuliniteten er defineret og styret af kvinder.

De der afviger fra samfundets normer – seksuelle minoriteter – og grupper der definerer deres liv på præmisser, der ikke er alment socialt accepterede –  f.eks. prostituerede – er så at sige dømt på forhånd. Ikke blot som afvigere, men enten som potentielle sexkriminelle eller ofre det er samfundets ansvar at behandle.

Der findes i dag en forbudsfeminisme der ønsker at sætte lighedstegn mellem normafvigelse og kriminalitet.

Eftersom de homoseksuelle mænd er – og altid vil være en minoritet – falder de altid i den forkerte kategori. Forbudsfeministerne kan stille spørgsmålstegn ved, hvor socialt acceptabel homoseksualitet i grunden er. Og det gør de.

Formålet er selvfølgelig at kontrollere de heteroseksuelle mænd. En forbudsfeminist som Vibeke Manniche kritiserer Klovn; The Movie. Skyldes det i virkeligheden, at Caper Christensen har sex med en fyr i filmen? Vibeke Manniche rykker ud med argumentet om, at filmen er pornografi og synet af Casper Christensens erigerede lem er skadeligt for børn. Danske mænd af familiefædretypen kan ikke tillade sig at have sex med mænd. Gør de det alligevel stemples de som perverse eller afvigende. Vibeke Manniche er muligvis homofob, men sigtet med kritikken er, at kastrere de danske familiefædre. Ved at indgyde dem en bevidsthed om, at visse dele af deres seksualitet er tabu. Alt det der ikke kontrolleres af kvinder.

 
Kronofilierne
 
Enhver feminist vil selvfølgelig pure afvise at nogen skulle kunne finde på at mistænkeliggøre den maskuline seksualitet.

Men måske vil de medgive at de forkaster moderne socialvidenskab og istedet omfavner den klassiske lægevidenskabs teser?

 I moderne gevandter ganske vist. F.eks. den måde de formuleres af den amerikanske læge og sexolog Ray Blanchard.

Homoseksualitet blev oprindelig opfattet som en psykisk forstyrrelse – en parafili – i den klassiske lægevidenskab.

På linie med en række andre fænomener med besyndelige navne som: Exhibitionister, fetischister, zoofile,  mixoskopofile og gynekomaster.

Den klassiske lægevidenskab fra 1800-tallet skabte en patologisering af homoseksualitet. Og homoseksualitet  indgik i et raritetskabinet på linie med ovennævnte grupper.

Den moderne lægevidenskab har erkendt fejltagelsen og er ophørt med at stigmatisere homoseksualitet som en parafili.

Men tilhængere af det klassiske lægevidenskabelige paradigme har ikke opgivet sygeliggørelsen af al seksualitet. Hvilket også fremgår af det ansete tidsskrift Scientific American i en artikel fra 2009.

Vi har alle en alder. Og det er et angrebspunkt. For så kan vi være objekt for seksuel tiltrækning for mennesker med en speciel seksuel observans – og dermed ofre for seksuelle overgreb.

Pædofile i den ene ende af spektret og gerontofile i den anden ende. Ephebofile hvis der er tale om forhold mellem unge og voksne. Og hebefile hvis der er tale om tiltrækning mellem præpubertære unge og voksne.

Det eneste der ikke er en parafili er den seksuelle tiltrækning mellem voksne. Som dog også har en græsk betegnelse: Teleiofili.

Hvad er pointen med at fjerne homoseksualitet fra sygdomslisten, hvis man genindfører en patologisering og introducerer aldersforskel som psykisk afvigelse? Det er: Nu er kun den maskuline seksualitet sygeliggjort.

Psykoanalysens fader Siegmund Freud mente den reproduktive heteroseksuelle mand var den norm alt andet kunne holdes op imod. Derfor sygeliggjorde Freud den kvindelige seksualitet.

Aldersperspektivet derimod – teorien om de såkaldte kronofilier – sygeliggør mænds seksualitet.

Feminister og tilhængere af den klassiske lægevidenskabs teser er enige om, at kvinder ingen seksualitet har. Og kvinder derfor aldrig er omfattet af parafilierne. De er derimod ofre for mænd. Det er altid kvinder, der skal beskytte børn imod mænd.

Når i sig selv ligegyldige fænomener som aldersforskel sidestilles eller endog ligestilles med pædofili, som er en psykiatrisk diagnose, når pseudovidenskab blandes med psykiatri, fremkommer en eksplosiv blanding!

Der truer med at gøre den moderne homohistorie til én lang sygehistorie. Især fordi en del homoer tager sygeliggørelsen på sig. Selv de der hævder at være imod sygeliggørelsen udbreder i praksis forestillingen ved at knytte begreber om parafilier sammen med mandlige homoseksualitet.

Alt det de homoseksuelle kæmpede for før 1981: Seksuel frigørelse, selvstændig identitet og ret til at vælge sexpartnere er blevet opgivet.

Feministerne – langt ind i homomiljøets egne rækker – ønsker istedet kamp imod parafilierne. Ud fra ønsket om at blive “normaliseret”.

En kamp de først vil anse for vundet, når det homoseksuelle miljø er blevet udslettet og de homoseksuelle mænd – atter engang – er sprunget ind i skabet. Så heller ikke heteroseksuelle kvinder længere behøver at frygte for deres mænd.

De homoseksuelle er blevet en minoritetsgruppe der af politisk overbevisning tager sygeliggørelse og stigmatisering på sig. Og nægter at kæmpe for andet end indholdsløse juridiske formler.

Vi vandt slaget om fjernelsen af homoseksualitet fra sygdomslisten. Men det var en Pyrrhus sejr. Vi kan sige lige som hærføreren der vandt slaget, men fik sin hær decimeret: En sejr til og vi er fortabte!

Blot et lem

Casper Christensen har gjort det. Frank Hvam har gjort det. Og Jim Lyngvild står ikke tilbage for dem. De har alle smidt bukserne offentligt og blottet deres lem.

Og hvad så?

Casper Christensen og Frank Hvam laver stand-up: Det er en udfordring at prøve grænser af. Henrik Dahl kommenterede  i december 2010 forskellige former for humor i Politiken og sagde blandt andet at Klovn: The Movie skal nok blive en kolossal blockbuster, fordi det er så  

“ekstremt pinligt, og fordi både Frank Hvam og Casper Christensen er så lumpne og skruppelløse.”

Dahl konstaterer: Stand-up opstod i 90’erne og

“Tidligere blev der virkelig taget nogen chancer, men stand-up er stadig meget latrinært og handler om seksuelt tabuiserede emner, og derfor kan man godt argumentere for, at stand-up er enormt reaktionært. For det kræver, at normerne bliver, hvor de er. Hvis de faktisk flyttede noget med deres show, så kunne deres vitser kun gå én gang. Og det er dårligt for forretningen.”

Når kendte mænd i den morsomme branche optræder nøgne leder det nærmest tanken hen på den skov af letbenede folkekomedier, der blev lavet i 1970’erne. Hvor alt hvad der kunne krybe og gå af danske skuespillere medvirkede. Tit afklædte og i en del af de film indgik også sexscener. Uden at filmene af den grund blev betragtet som porno.

Klovn filmen kom i biograferne i december og plakaten, hvor Casper Christensen poserede nøgen vakte postyr. Hvordan kunne det gå til?

 

Lægen og debattøren Vibeke Manniche erklærede på sin blog  filmen for porno. Slet og ret. Forinden havde Vibeke Manniche allerede erklæret at plakaten er “intimiderende” for børn i Ekstra Bladet. Selvfølgelig uden at nævne at der også optræder nøgne kvinder på plakaten. Kvinder har i denne udgave af feminismen hverken kønsdele eller seksualitet. Også selvfølgelig uden at bemærke, at en mandehånd skygger delvis for Casper Christensens lem.

Vibeke Manniche sætter lighedstegn mellem sexscener og pornografi. Den voksne mands erigerede lem opfatter hun som pornografi i sig selv. Uanset hele dækket – at protesterne er på vegne af mindreårige, uskyldige børn – er der tale om et feministisk angreb på mandekroppen og dens naturlige funktioner. Som Vibeke Manniche ønsker tabuiseret i det offfentlige rum. Det havde været mere ærligt, hvis Vibeke Manniche havde sagt at hun føler sig intimideret – i stedet for at holde børnene frem for sig som skjold. Men så ville penis-misundelsen være så meget mere åbenlys.

Frank Hvam har reageret på kritikken ved også at optræde nøgen. Hvis stand-up’erne ikke skulle optræde som jokere, og støde bornerte feminister og andre, hvem skulle så?

De kører den ind med penis ligesom deres kollegaer fra Rytteriet.

Det har også provokeret Jim Lyngvild, der ikke mener danske kvinder er så bornerte og dobbeltmoralske, som Vibeke Manniche hævder:

“Kvinder er lige så liderlige og humoristiske omkring sex. Kvinder vil både have kærlighed og sex. Og de vil da også gerne se på tissemænd”, udtaler han til flash.

Og lægger et billede ved af sig selv – efterfølgende suppleret med et par stykker til – uden en trevl på kroppen i den kolde danske vintersne. En forsmag på de billeder der kommer i modemagasinet Momento.

Og han understreger at billedet ikke er pornografisk.

Vibeke Manniches afsky over for mandekroppen overrasker ikke. Hun har været formand for Kvinder for Frihed, der kæmper for kvinders ligestilling og blandt andet er imod religiøs undertrykkelse. Sammen med den nuværende formand Liselott Blixt (DF) tilhører Vibeke Manniche den rødbrune alliance, der vil beskytte muslimske kvinder imod sig selv, deres familie og deres kultur. Kvinder for Frihed har desuden i 2010 rejst forslaget om forhøjede bøder til mænd, der pisser i det offentlige rum. Vibeke Manniche var ophavskvinde til forslaget – der blev ledsaget af formaningen om, at drenge og mænd bør lære bækkenbundsøvelser!

Uanset hvad man måtte mene om Kvinder for Friheds forskellige forslag handler de alle om forbud. Budskabet er frihed gennem forbud.

Og bagved ligger penis-misundelsen. Ikke forstået på den måde Freud og den psykoanalytiske teori opfattede den. I det victorianske samfund Freud levede i herskede mændene og deres merværd placerede han symbolsk i det mandlige lem – det som kvinderne ikke har. Penis-misundelse betyder i dag snarere at diktere hvordan mænd skal opføre sig hjemme og i det offentlige rum, og bekæmpe mændenes optagethed – og stolthed – over deres biologi.

Når Klovn-plakaten kritiseres og anklages for at være pornografisk er det udtryk for en accept af det victorianske samfunds opfattelse – som Freud faktisk kritiserede – nemlig, at kvinder hverken har kønsdele eller seksualitet. Og derfor er ophøjede og rene i forhold til mændene. Og dermed værdige til at passe børnene. For det er jo kun det mandlige lem på plakaten der støder. Selv en klassisk psykoanalytisk teori, der er blevet overhalet af den moderne psykologi er klogere end moderne forbudsfemisters budskaber. Som er udtryk for foragt og angst for kroppen.

Det er pinligt at der er læger i Danmark, der er eksponenter for så umoderne og uoplyste synspunkter.

Det er flot – faktisk imponerende – at Jim Lyngvild erklærer at han er stolt af sin krop og tør vise den frem.

Han har også ret i at det er hykleri at respektere nøgenbilleder i glittede magasiner samtidig med, at man erklærer dem for underlødige i Ekstra Bladet eller Rapport.

Kulturradikale kunne sige “frihed for Loke såvel som for Tor”. Men aviser som f.eks. Politiken er meget traditionsbundne og en del af den tradition er homofob og homohadende. Hvilket får mange kulturradikale til at springe over til den rødbrune alliance i seksualpolitikken.

Og andre – måske Lyngvild selv – til i visse situationer, at lade sig narre af rødbrune feminister, der hykler sympati for homoerne. Vibeke Manniches våbenfælle i Kvinder for Frihed er den selvsamme Liselott Blixt, der ytrede ønske om at deltage i Copenhagen Gay Pride 2010. For at kunne bruge de homoseksuelle i Dansk Folkepartis kamp imod muslimerne.

Hvis man spurgte Liselott Blixt hvor begejstret hun er for Lyngvild lige nu- og han har ellers optrådt adskillige gange på tv med Pia Kjærsgaard – er det nok til at overskue!

Selvom det blot er et lem – er det et blottet lem han viser frem.

Det pornografiske samfund

Internettet er over os. Og dermed også frygten. Da vi fejrede Millenium for 10 år siden troede mange at nettet ville gå ned. For hvor der er net er der hackere sagde computereksperterne. Og de skulle jo vide det. Men der skete intet. 

Siden er alle de sociale sites kommet til: Myspace (2003), Flickr (2004), Facebook (2004), You Tube (2005) og Twitter (2006). De er nye, vi kender dem ikke særlig godt endnu. Vil de passe godt på vores personlige oplysninger? Undlade at udlevere dem til trediepart, der kan spamme ens e-mail med reklamer eller det der er værre?

Betænkelighederne ved nettet er beslægtet med de betænkeligheder der altid har været over for nye teknologier. I cyklens barndom var fornuftige mennesker ikke i tvivl om at fart dræber. Og slet ikke da bilen blev opfundet. Det forhindrede ikke at begge køretøjer blev en uundværlig del af det moderne samfund.

Risikosamfundet: Hvad sker der næste gang man drejer om hjørnet?

Risikosamfundet er det blevet kaldt: Alt er jo farligt, spørgsmålet er hvor farligt det er. Hvis en hensigtsvæssig trafikomlægning kan minimere faren for sammenstød mellem cyklister og biler har man måske slet ikke grund til at være bekymret. Så længe man ser sig for.

På nettet kender vi alle leave eller enter skiltene. Så kan de mindreårige holdes ude fra visse typer sites. F.eks. de der beskæftiger sig med pornografi. På Flickr er der advarsler imod at se visse af brugernes billeder. De der er skræmmende og provokerende. F.eks. to fyre der kysser hinanden! På nettet hersker der altså sex-panik. Sex på nettet er farligt. Selv et kys.

Alle sites der beskæftiger med sex tager deres forholdsregler. Adskillige dating-sites sætter en aldersgrænse på 18 år. Den danske lovgivning opererer som bekendt med en seksuel lavalder på 15 år. Og den alder gælder ude i virkeligheden. Men på nettet er alting farligere ved vi alle. Og dating-sites er kommercielle.  Man kunne argumentere for, at de blot skal holde sig til lovgivningen. Men faktum er at de udøver selvcensur.

Et enkelt site –  boyfriend.dk –  opererer endnu med en aldersgrænse på 15 år. Men i dette efterår har sitet indført et filter så de unge mellem 15-18 år kan vælge at være usynlige i forhold til sitets øvrige brugere. Af hensyn til deres sikkerhed. Om de vil benytte det er selvfølgelig frivilligt.

Men brugerne – de der ved – eller kunne tænke sig at vide, hvad et homokys er går vel ikke ind for restriktioner? De unge homoer har behov for, at gøre deres erfaringer på et site, hvor de kan kommunikere med hinanden – og måske med fyre, der er homoseksuelle?

Det er en del unge enige i. En fyr på 17 år siger på boyfriend.dk:

Det er FEDT med fyre i homomiljøet som tør skille sig lidt ud fra de andre og tør vise deres kærlighed selvom den ene er ung og den anden er en voksen fyr.”

Hans profil er synlig for de andre brugere og han deltager i offentlig debat. Når han bliver foreholdt at det synspunkt hører man ikke så ofte svarer han:

“Jeg tror bare det er lidt nemmere for de mere voksne fyre at snakke om det sådan helt offentligt.”

Er det rigtigt at de voksne er mere åbne eller er mindre skræmte over hvem der mon vil læse med. Er de der er mere erfarne også mere åbne?

Desværre nej.

Undertegnede er den eneste bruger på sitet Trustpilot der har givet en anmeldelse af et homopornosite, det amerikanske 8teenboy site. Da Trustpilot er et forbruger site, er et væsentligt element i indlægget, at der ikke indgår nogen klager over kundeservice. Og at sitet holder hvad det lover. Det skulle man tro andre også kunne konstatere. Eller at de kunne vurdere andre sites. Men der er tavshed.

En anmeldelse af pornografi fortæller trods alt, at man føler sig kompetent til at vurdere om det er godt eller skidt. Og gør man opmærksom på at fyrene ser godt ud og fungerer sammen har man røbet noget om sig selv. Smag eller dømmekraft.

Dette indlæg handler om hvorfor man er nødt til at forholde sig til pornografi. Pornografiens begreber og virkelighedsbillede indgår i forskellige former for offentlig debat. På en uheldig måde.

Først lige et par ord til om åbenhed.

Homoseksualitet er stigmatiseret eller kriminaliseret andre steder i verden. Det må mennesker med anden etnisk eller kulturel baggrund end dansk forholde sig til, når de har kontakt med hjemlandet. Men hverken sex eller pornografi er tabuer i Danmark.

Det er vel mere et spørgsmål om, hvad man kan lide eller ikke lide. Spiser man frugt eller grønsager hver dag fordi det falder i ens smag eller af hensyn til vægt eller sundhed er det et personligt valg. Ikke noget man nødvendigvis skal være “åben” med. Formentlig er det kun ens nærmeste venner der ønsker at høre om ens kostvaner – med mindre man er ekspert i ernæring.

Men man kan være åben homo. En del af forklaringen er at homoseksualitet indtil 1981 var på Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme.  Og her eksisterer der jo mange tabuer. Med dette in mente kan man også fravælge åbenhed af frygt for fordomme eller stigmatisering. Nogle miljøer er mere tolerante end andre. Det er en kendsgerning.

Seksualitet er ikke privat. Den måde internettet fungerer på nedbryder grænserne mellem offentlig og privat. I 1990’erne eksisterede der et fænomen der blev kaldt netbloggere. En af disse Justin Hall blev kaldt verdens mester i selvudlevering. For det var hvad det handlede om: At fortællle sit livs intime deltaljer på video, billeder og ord. Tilgængeligt for alle. Nogle mente det fænomenet måtte være forbigående. I dag lider 500 millioner mennesker af det der dengang blev afvist som opmærksomhedssøgen. Vi bliver kaldt for Facebook brugere. Fænomenet er blev bredt ud til helt almindelige mennesker.

I et samfund der til tider i den offentlige debat betegnes som “pornoficeret” er der påfaldende få mennesker, der føler behov for at tilkendegive deres synspunkter vedrørende sex eller pornografi.

På et dating-site er der mulighed for anonymt at tilkendegive sådanne synspunkter. Det er derfor i praksis den eneste tilgængelige kilde for en diskussion af de forskellige synspunkter.

Her har jeg kunnet konstatere at en lang række debatter føres med udgangspunkt i pornografiske forestillinger. I et omfang hvor man kommer i tvivl om, hvad brugerne på dating-sitet kender bedst: Virkeligheden eller den pornografiske forestillingsverden. Selvom de hårdnakket benægter at det forholder sig således.

Lad mig her tage udgangspunkt i hvad fyren på 17 år siger om alder. Hvorfor skulle det være interessant hvilken alder Romeo og Julian har? Hvis der er kærlighed mellem to fyre, gensidighed og respekt, alt det der er normalt og som de fleste af os kender fra hverdagen eller de fester vi går til, hvorfor så diskutere noget så uinteressant som alder?

Men alt afhænger selvfølgelig af hvilke begreber om sex man lægger til grund. Pornografien – eller store dele af den – foregår i fantasiens verden. Her sker alt det ingen – forhåbentligvis – ønsker at se i virkeligheden. Tvang, gruppevoldtægt, voldsom dominans og incest forhold er bare en del af det. Ofrene skriger enten af smerte eller af lyst. Der er ingen krav om realisme. Det åbenlyst utroværdige ødelægger ikke en sexfilm. Det kender vi også fra andre genrer. Actionfilm hvor et utal af biler er blevet smadret og et tocifret antal mennesker skudt eller kørt ned kan sagtens få et måbende biografpublikum til at juble af begejstring. For de ved det er film. Og bilerne var et bestemt fabrikat så alle tjener penge på det der kaldes product placement. Og menneskene døde jo ikke.

Alle de såkaldte aldersdebatter på boyfriend.dk har det tilfælles, at de hverken handler om alder eller virkelighedens verden, men derimod om pornografiske fantasier. Debatten kredser om alle tabuerne: Overgreb, vold, tvang og incest. Og konklusionen er derfor også givet på forhånd: Det kan ingen acceptere i virkelighedens verden. Måske hengiver debattørerne sig blot til  pornografiske fantasier. Som derefter afvises i anstændighedens navn?

Tommy Anders

Et eksempel er at alle homoseksuelle forhold betragtes ud fra en incestuøs synsvinkel: To fyre på samme alder er i denne terminologi “brødre”, en ældre og en yngre er “far” og “søn” eller “onkel” og “nevø” og så fremdeles. Og debattører står frem på stribe og erklærer det er “klamt” eller “ulækkert”. En enkelt debattør har stået frem og erklæret sig imod homoseksualitetens “tusind perversioner”. Og altså karakteriseret homoseksualitet som de “tusind perversioner”. Der har etableret sig en fløj af debattører, der opfatter sig selv som moralister. Men alle deres forestillinger om forhold mellem fyre og homosex er hentet fra pornografien. Og det er et fantom de bekæmper: Pornofantasiens verden – deres egne pornografiske forestillinger.

Spørgsmålet er: Hvordan kan seksuelle forhold mellem frie og lige individer som vi alle kender dem omfortolkes til den pornografiske forestilling om asymetriske forhold, der er bundet via familierelation eller autoritetsforhold? Forhold formentlig meget få mennesker kender i praksis. Måske fordi disse fantasier appelerer til nogle?

Debatterne vidner om at erotiske fantasier ikke søges i pornografien på nettet. Det er det pornografiske materiale på nettet der strukturerer virkelighedsopfattelsen.

Det pornografiske samfund er et samfund, hvis forestillinger er styret af pornografi.

I ungdomskulturens sprog hedder det “du kunne være min far”, hvis en ung fyr ikke tænder på en voksen fyr. I det pornografiske samfund er incest normalt.

Debattørerne fortæller derfor også at det er sex og de miljøer, hvor mennesker opsøger sex der er skadelige. Ikke pornografiens fantasifulde eller forvrængede fremstillinger af sex eller seksuelle relationer. Sagt omvendt ville det hedde: Sex er skadeligt, pornografi er sund og godt.

Det bemærkes aldrig på disse debatter at pornografiens forestillingsverden er kontrafaktisk: Når homoseksuelle fyre er sammen er forholdene i praksis aldrig incestuøse. De jævnaldrende fyre er ikke brødre, der hvor der er aldersforskel er den ene ikke far og den anden er ikke søn. Forestillingen om dominans i disse forhold baseret på far-søn forhold eller lærer-elev forhold stammer fra fantasiens verden og kan derfor ofte indbefatte S/M og alle tænkelige variationer ingen af de pågældende debattører har prøvet. Men altså uden tvivl har set på nettet.

Spørgsmålet er hvordan påstande der åbenlyst er kontrafaktuelle – dvs. ikke kan bekræftes i den virkelighed vi alle kender og er en del af – kan udgives for sandhed?

Som det fremgik af tavsheden omkring hvem der benytter de forskellige sexsites har den pornografiske forestillingsverden ingen legitimitet. De der betegner sig selv som moralister benægter, at de ser porno eller har noget forhold til det. Hvilket ikke er særlig overraskende. Hele det moralske fundament ville ryge på gulvet, hvis de tilstod deres kendskab og inforståethed med de pornografiske klicheer.

Som nævnt indgår der i bestemte typer pornografi altid ofre: De svage der tvinges til sex og ydmygelse. Da det ofte er en fremstilling af mand-kvinde forholdet har det vakt stærk kritik fra feminismen.

Dog er der det ejendommelige forhold at en del af feminismen – den der med rette lidt nedsættende bliver kaldt offerfeminismen – accepterer denne præmis. Og gør den til sin egen: Kvinder er ofre, mænd er stærke, kvinder er svage, dominans er maskulint og underlegenhed er feminint, penetrering er maskulint og passivt er feminint. Kvinder er altid ofre.

Selve dens form, diktotomien (modsætningen) mellem mænd og kvinder, maskulin og feminin, stærk og svag etc. ekskluderer tilsyneladende på forhånd de homoseksuelle fra betragtningen. Her handler det jo om mænd, der har sex med mænd.

Men alt hvad debattørerne  fra sexdebatten behøver at tilføje er, at de betragter de unge mænd som kvinder. Og som ofre. Og dermed forlenes den pornografiske forestillingsverden med en autoritet den i sig selv ikke besidder. For så repræsenterer synspunktet lige pludselig moralen: Hvordan beskytter vi de unge, hvordan løfter samfundet  forpligtelserne over for de unge? Er det så ikke rigtigt at dating-sites holder sig til en aldersgrænse der ikke indgår i nogen lov, eller lægger filtre ind for at beskytte de unge?

Svaret er: Jo hvis alt hvad vi ser i pornografien er sandt, og de pornografiske billeder og film ikke er fantasi eller forestilling, men derimod skinbarlig virkelighed.

Det “moralske” synspunkt opererer med to kontrafaktiske påstande:

For det første hævdes det med udgangspunkt i den pornografiske forestillingsverden, at alle seksuelle relationers kerne er dominans. Sex er ikke leg med roller. For mønstrene ligger fast. I et forhold hvor der er aldersforskel er “far” dominant og “søn” er offer. “Far” er aktiv, “søn” er passiv, “far” er maskulin og “søn” er feminin.

I den pornografiske forestillingsverden er sex udnyttelse. Som jeg konstaterede på boyfriend-debatten:

“Parterne har ikke valgt hinanden – man vælger som bekendt ikke sine forældre – og derfor er der også tale om at den ene part udnytter den anden.”

Den anden kontrafaktiske påstand er på sin vis mere overraskende: Unge mænd er i virkeligheden kvinder, hævdes det. For i sex relationer er de “kvinden i forholdet”. Ikke fordi de har valgt en rolle, men fordi det er sådan.

Jesse Starr

En del af overraskelsesmomentet ligger i at feminister og moralister erklærer sig imod udnyttelse af de unge, hvorefter de fastslår at unge altid bliver udnyttet. Alle dating-sitets bestræbelser bliver på forhånd bedømt som fiasko. Den pornografiske forestillingsverden er  pludselig i denne forståelse blevet troværdig. Faktisk autoritativ.

Den pornoindustri som hverken feminister eller moralister ellers vil kendes ved er blevet leverandør af sandhed?

Og dermed knækker deres argumentation: De er hverken tilhængere af moral eller anstændighed – sådan som de selv hævder – de udbreder tværtimod pornografiske forestillinger.

Det pornografiske samfund er en realitet i det øjeblik alle opgiver at skelne mellem hvad der foregår på film, og hvad der foregår i virkeligheden. Dertil er vi ikke nået endnu. Heldigvis.

Skulle vi ikke i stedet tage stilling til hvad vi ser?

Faktisk kan jeg bedre lide ordet sexfilm, fordi det ikke har den negative ladning, der ligger i ordet pornografi. Så kan en bedømmelse være udtryk for smag i stedet for fordømmelse.

Sexfilm er en dårlig herre, men en udmærket tjener.

De film jeg nævner i min anmeldelse på Trustpilot fremstiller ikke unge mænd som kvinder, de påstår ikke at alle unge mænd er passive, de påstår ikke at unge mænd har barnligt-diminutive kønsdele og de påstår ikke unge mænd er feminine. Og de påstår ikke at der er aldersforskel i alle homoseksuelle forhold. De foregiver end ikke at levere sandhed. De leverer sex fantasier.

Efter Tommy og Jesse – under suk og støn – har haft både oralsex og analsex og fået udløsning kalder mor på drengene der angiveligt befinder sig på teenageværelset. Mor tror de har lavet lektier eller spillet computerspil. I virkelighedens verden havde hun nok vidst besked med – eller hørt – drengenes aktivitet. I stedet råber mor at aftensmaden er færdig. Og udgangsreplikken er at drengene svarer: “Vi er klar nu!”

Det er hvad filmen indrømmer til pornoens ellers notoriske krav om, at det der foregår skal være hemmeligt, fordækt eller forbudt.

Traileren til videoen ligger her:

Tommy&Jesse

Tættere på himlen?

I 1960’erne  og 1970’erne skulle seksualiteten sættes fri. Der blev både eksperimenteret og diskuteret. Forskningen i emnet hed seksualforskning. Samfundsvidenskaberne overtog området efter lægevidenskaben og dens biologiske forklaringer havde domineret.

I 1980’erne satte en modreaktion ind. Mænd skulle igen være rigtige mænd efter femisternes kritik af den traditionelle manderolle. Den bløde mand blev eftertrykkeligt passé. Efter 70’ernes genopdragelse af mændene på femistiske præmisser skulle mændene genopdrages endnu engang. For at blive sig selv. Pædagogiken er kommet til at handle om den maskuline oprustning: Drenge skal have lov at være vilde, kønnene bliver skilt ad for at piger og drenges udviklingsmuligheder kan sikres osv.

Kønnet er blevet det nye fixpunkt for opmærksomheden. Og forskningen hedder kønsforskning.

Det ligger lige for at spørge: Er seksualiteten så blevet frisat? Og fulgte frisættelsen af femininitet og maskulinitet efter?

Hvis man skal forholde sig  til om seksualiteten er blevet frisat må man først definere parametrene. Hvordan måler man det. En mulighed er at se på overfladen, hvilke erotiske billeder der vises af mænd og kvinder i videoer og i magasiner. Og holde, hvad der foregår under lagnerne uden for diskussion.

Afklædthed eller nøgenhed er her et nøgleord. Fænomenet har længe præget den udenlandske musikbranche. Britney Speers og Lady Gaga viser sig i både sparsomme og overraskende kreationer. Det tyske band Rammstein lavede en musikvideo, hvor de ikke blot var nøgne, men hvor sex indgik.

Den danske musikbranche er fulgt med og Burhan G optræder afklædt på videoen Tættere på himlen. Og assisteres af Nik og Jay. Og Burhan spiller op imod pigen, der ligeledes er afklædt. Alle fotograferes fra bæltestedet og op, så egentlig ser man dem ikke nøgne.

Er dette mediebillede så udtryk for en frisindet og liberal attitude til krop og nøgenhed? Og hvad med sex?

Kønnet er som sagt blevet det nye fixpunkt for identitet og selvforståelse for moderne mennesker. Afklædningen af mennesker i det offentlige rum kan derfor egentlig lige så godt ses som udtryk for attituden: Kønnet skal slås fast. Men frigørelse af seksualitet og sexliv følger ikke logisk efter.

Den historiske periode nutiden ligner mest, når man analyserer køn og sex, er den victorianske. Med knivskarp opdeling af kønnene. Et af de helligste principper i den victorianske periode – opdelingen af eleverne efter køn, har som før nævnt også været fremme igen.

Mænd skal idag ikke blot være mænd, men “rigtige” mænd. I ungdomskulturens simple sprog hedder det: Fyr=pik.  Altså: Fyr-har-pik. Mænd tænker ikke blot, at de har et køn og en biologi, de er i denne forståelse ren biologi.  Selvom det er almen viden at køn også er noget socialt og kulturelt defineret, er det blevet sværere at forklare. De fleste ved godt kønsroller ændrer sig lige så meget som musiksmag. Men den generelle samfundsmæssige ligestilling af mænd og kvinder har efterladt det biologiske køn som eneste markør.

En sær konsekvens af stive kønsopfattelser er, at der bliver plads til et “tredie køn”: De transseksuelle. Mænd der føler sig som kvinder, og ikke er særlig glade for pikken falder helt uden for definitionen af, hvad det er at være “en rigtig mand”. Maskuliniseringen af mændene har således indirekte fremmet den transseksuelle sag.

Historisk set startede dannelsen af den homoseksuelle identitet med dannelsen af et nyt tredie køn. De første tyske homoseksuelle i 1860’erne kaldte sig selv for kontrær seksuelle eller urninge. Ordet urning blev uddraget af navnet på den græske gud Uranos, som poetisk i Platons symposion er ophav til eros mellem mænd. Det “kontrære” henviser til det omvendte i kønsdriften: At kvindelig drift – kærlighed til mænd – er fanget i en mands krop. Kærlighed eller seksuel tiltrækning til mænd blev altså defineret som noget feminint.

Først senere blev ordet homoseksuel dannet og kom fra 1880’erne i brug som den anerkendte betegnelse for fænomenet. Og efterhånden skiftede de homoseksuelle køn “tilbage” til at være mænd, der elsker mænd. Og så kunne stafetten sendes videre.

Det forkommer kuriøst: Hvordan kan mænd, der elsker mænd undgå at opfatte sig selv og blive opfattet som mænd? Men forklaringen er simpel: Hvis sex med kvinder konstituerer maskulinitet vil de mænd, der ikke tænder på kvinder blive udgrænset. Og få etiketten: Ikke rigtige mænd.

Her er forskellen mellem nutidens kønsdefinitioner og tankegangen i sidste halvdel af 1800-tallet måske slet ikke så stor?

Kønsroller ændrer sig –  det er der enighed om –  men kønsdefinitionerne hævdes, at være noget statisk, biologisk bestemt.

Hvis køn er fixpunkt for identitet leder afklædhed ikke nødvendigvis i retning af noget erotisk. Derfor er det logisk at skære billedet, og ikke gå under bæltestedet i en musikvideo. Og spil med kønsidentiteten, som hos Lady Gaga, kan sagtens ledsages af løfter om cølibat. Det er køn der besejrer seksualitet.

Ligesom det victorianske samfund, med dets strikse disciplinering af  køn og seksualmoral, kunne acceptere en industri af erotiske postkort kan nutidens samfund sagtens tillade det – der godt nok lidt nedladende – kaldes pornoficering af det offentlige rum.

Stive kønsdefinitioner harmonerer med strømme af livløs og mekanisk sex, der formidles via nettet.

Mere eller mindre afklædthed eller nøgenhed fører ikke til sex eller frisættelse af seksualitet. Minoriteter får det sværere. Visse steder i samfundet er der et veritabelt had imod transseksuelle, fordi de ikke indgår i forestillingerne om “rigtige” mænd, og heller ikke er “rigtige” kvinder. Homoseksuelle mænd og lesbiske bliver også i stigende grad opfattet som ikke værende deres køn. Og udsættes for hatecrimes.

Kritikken på nettet af realityprogrammer som Dagens Mand satte kønnet og ikke seksualiteten i forgrunden. De homoseksuelle mænds frustration gik på ikke at kunne være deres køn. Da deltagerne efter manges mening var for feminine. Men det er nok ikke tv-programmer – eller for den sags skyld musikvideoer – der definerer fremherskende opfattelser af krop, køn og seksualitet.

Svaret på det ovenfor stillede spørgsmål om forholdet mellem køn og seksualitet er derfor, at frisættelse af det ene ikke følger af det andet. Mænd eller kvinder bliver ikke “sig selv” af at kønnene opruster over for hinanden og viser attributter frem. Efter kvinderne har fået silicone implantater vises busten frem på alle kvindelige musikeres videoer. Og mændene svarer igen ved at spille med musklerne – helt bogstaveligt. Og smide de briefs eller boxershorts, der før dækkede ende og kønsdele, og gjorde billederne maskuline ved, at underspille det biologiske køn.

Ingen af delene seksualiserer det offentlige rum. For det er køn uden lyst. Lysten er stadig tabuiseret. Selv – eller måske især – den heteroseksuelle?

I kønnenes kamp er det jo en ulempe at være draget af det modsatte køn. Eller af sex i det hele taget. Og endelig kan man jo spørge, hvor frisat seksualiteten blev efter 1960’ernes og 70’ernes bestræbelser. Men det er et stort emne.

En af dem

Hverdagens små problemer kan føles tunge. Især hvis de samme problemer vender tilbage igen og igen. Selv hvis man er flygtet fra dem – har skiftet omgivelser. Bor et nyt sted og omgås nye mennesker. Men stadig føler sig mobbet. Fordi man er anderledes. Homoseksuel.

Det er den virkelighed den svenske forfatter Ingrid Sandhagen (f.1970) beskriver i romanen, hvis titel “en af dem” afslører, at emnet er stigmatisering. Hovedpersonen Mikael der går i 9. klasse har skiftet skole flere gange. For at komme ud af rollen som anderledes. Og det ledsagende mobberi.

Anderledesheden består meget simpelt i Mikaels (seksuelle) fascination af andre drenge.

Mikaels problem er, at det der skulle give ham lykke og selvværd, at forelske sig  i et andet menneske resulterer i det modsatte. De små problemer i hverdagen er i praksis uafrystelige og flytter med til hver ny skole. Mikaels adfærd er normal for en homofyr –  men afviger ifølge heterosamfundets normer. Derfor stigmatiseres han som den der afviger. Og kan ikke flygte fra sig selv.

Mikael bliver ikke udsat for grove forulempelser. Det er selve det catch 22 han befinder sig i, der er problemet. Uanset hvad han gør vælger han forkert. Når han starter på en ny skole skifter han stil og ser sejere ud for ikke at signalere svaghed. Han mobiliserer sig selv ved hjælp af denne straightacting. Men han kan jo ikke holde op med at være den han er. Og falder straks for en fyr fra klassen.

Påfaldende er det, at det i genren aldrig er de seje homodrenge, der er hovedpersoner. Det er altid de søde drenge som Mikael. Der er dygtige og sårbare.

Ungdomsbogforfattere har en forkærlighed for at beskrive figurer af Mikaels type. Måske fordi hverdagstragedier er så genkendelige. Om man så selv har set eller prøvet de ydmygelser, der beskrives vil de altid gøre indtryk. Især rammes Mikael af stigmatiseringen på hjemmefronten fra bedsteforældre i form af, at de ikke synes han er en frisk dreng. Faktisk har ordet tudemarie ætset sig fast i en af de tidlige barndomserindringer.

Homoseksualitet kædes sammen med et tab af maskulinitet – det er en del af den anderledeshed, der følger af stigmatiseringen. Mikael oplever således kontroltab via at blive gennemskuet før han selv har forstået og accepteret sin egen homoseksualitet.

En af ydmygelserne består i at opleve pikken ude af funktion i situationer, hvor den ifølge heteronormativiteten skulle fungere. Når heteroseksualiteten er norm er der en forventning til alle drenge seksuelt. Først efter en bevidstgørelsesproces hos sig selv accepterer man homoseksualitet, som andet og mere end “afvigelse”, nemlig som en form for kærlighed og tiltrækning mellem mennesker af samme køn. Noget der eksisterer i kraft af  sig selv, og som andet end negation af heteroseksualitet.

Før den proces lider homofyrene ofte af homofobi. En trang til at slå fast at de er heteroseksuelle og lever op til drengerollens krav.  Det har Mikael ikke meget held med. Man kan ikke begære noget man ikke begærer. Homofobi er slet ikke et eksklusivt domæne for heteroseksuelle. De homoseksuelle der ikke lever op til egne – af omgivelserne opstillede – krav kan nemt hade sig selv. Det er en del af Mikaels lave selvværd, ikke  at ville være den dreng han er.

Forelskelsen, der er gensidig,  i den mere maskuline dreng Joel løsner Mikael op følelsesmæssigt.

Romanen har kun én sexscene – den er til gengæld både velfungerende og overvældende på baggrund af beskrivelsen af den stilfærdige dreng.

Alt i alt en særdeles læseværdig bog. En kvindelig forfatter der beskriver den maskuline verden troværdigt og insigtsfuldt.

Ingrid Sandhagen: En af dem. Gyldendal 2001. Oversat fra svensk: En av dem. Stockholm. 2000.