Åbent brev til Seksualpolitisk Forum

Jeg vil selvfølgelig aldrig tolerere, at blive udsat for censur. Uanset hvilken begrundelse, der måtte blive givet. Seksualpolitisk Forum forekommer, at ville tiltage sig magt og indflydelse over min person på en måde, der er fuldstændig uantagelig.

Jeg er ikke enig med Seksualpolitisk Forum. Det har jeg aldrig påstået. Jeg har tilsluttet mig et grundlag – nogle grundholdninger.

Jeg mener det er vigtigt at kunne udtrykke sin mening privat. Og på nettet: Jeg vil forsvare min ytringsfrihed. Frem for alt vil jeg stå på retten til at udlægge mine egne ord.

Og forbeholder mig retten til at afvise jeres forvanskninger.

Faktisk tvivler jeg på meldingen om, at beslutningen (om eksklusion) skulle være ubehagelig for jer.

Lad mig prøve at begrunde det.

I reagerede bemærkelsesværdigt hurtigt på en episode i en internetdebat. Som ikke vedkommer andre end de implicerede parter. Debatten foregik mandag aften, og tirsdag formiddag var jeg ikke længere aktivt medlem af Seksualpolitisk Forum.

Til tider kan det virke frustrerende, når det føles som om ens stemme ikke bliver hørt på Facebook eller andre steder. Andre gange kan det føles som en opmuntring, at ens bidrag bliver registreret.

Selvom det desværre nogle gange er for godt til at være sandt…

Hvad ligger der bag jeres lynreaktion? Første gang Initiativgruppen kontakter mig, er det en meddelse om eksklusion. Den var måske skrevet på forhånd?

Der er en valgkamp i sigte, og kampen imod købesexforbud er en borgerlig mærkesag. Jeg må erkende, at det er en alliance, hvor i er mere enige med redaktør af Oou&About Thomas R. Kristensen end med mig. Og hvervningen af en borgerlig redaktør, er vigtigere end en aktiv debattør i er politisk uenige med. Hvorfor vælge fornuftsægteskabet frem for kærligheden?


Sexarbejder rettigheder er Seksualpolitisk Forums mærkesag.  Hvor er engagementet i alle andre seksualpolitiske spørgsmål? Er de gledet ud, fordi de ikke indgår i det borgerlig liberale grundlag for blå blok?

Jeg støtter noget, der efter min overbevisning er vigtigere end partipolitik – eller i hvert fald aldrig må overskygges af gustne overlæg. Hvis jeg tvivler på jer – og har svært ved at se i repræsenterer andet – uanset de faglige kvalifikationer- end borgerlig partipolitik, så vil det være mit budskab på bloggen for fremtiden.

Det skal her tilføjes, at nyere valgforskning peger på at vælgerne – især de bedst orienterede – næsten blindt følger politikerne. Vælgerne er mere påvirket af politikerne end af argumenter. Når Seksualpolitisk Forums mærkesag forbindes med borgerlig liberal politik taber man automatisk vælgerne på midten og til venstre for midten. Der ubekymret kan tilslutte sig forbudslinien hos S og SF.

Spørgsmålet er om Seksualpolitisk Forum har dets integritet og troværdighed i behold. Som det fremgår forekommer det mig mere end tvivlsomt.

Men i er velkomne til at kommentere ovenstående.

En ting der er Seksualpolitisk Forum uvedkommende – men alligevel kan give en ubetydelig sag et vist perspektiv bør nævnes i denne forbindelse.

Tilbage i 2005 blev Muhammed tegningerne offentliggjort. De vakte påstyr i Danmark og resten af verden. 2005 føles som længe siden, når det gælder diskussion af ytringsfrihed og tonen i offentlig debat.

I forbindelse med Muhammed tegningerne herskede der noget nær konsensus blandt meningsdannerne om, at der var en ret og pligt til at håne og spotte mennesker med en anden tro eller overbevisning. I ytringsfrihedens navn. Episoden med Lars von Trier i Cannes illustrerer meget udmærket skiftet – som næsten har karakter af skred i den offentlige opinion.

Uanset Lars von Trier undskyldte og forklarede efterfølgende var det nu utilgiveligt og forkasteligt, at han havde berørt nogle emner, der betragtes som tabu i den offentlige debat og optrådt spøgefuldt på de forkerte steder. Her var der ingen ret til at spotte, endsige pligt til at håne.

Det bemærkelsesværdige er, at skredet i holdning i høj grad er sket blandt de, der engang højlydt stod på tegneren Kurt Westergaards side. De der forsvarede Flemming Rose og JP. På dele venstrefløjen er god tone i debatten blevet ophøjet til mål i sig selv. Som reaktion på hadtale og spot.

Jeg har offentligt forsvaret Lars von Triers stil. Jeg er hverken enig i den “gamle” politiske korrekthed – hån og spot – eller den nye, at formen er (for)mål i sig selv.

Grundholdningen på denne blog ligger klart til venstre for midten partipolitisk. Det er dog bemærkelsesværdig sjældent, at venstrefløjens mærkesager er mine – og omvendt. Hvilket måske giver anledning til misforståelser. Blandt andet har Seksualpolitisk Forum ikke været istand til at pålægge mig holdninger og synspunkter jeg ikke har. Måske burde de – lige som den ovenfor nævnte redaktør – være mere klare i mælet med hensyn til egne partipolitiske standpunkter.

Uanset partipolitiske standppunkter så mener jeg ikke “god tone” og censur er vejen frem. Førstnævnte kan aldrig defineres præcist, og ender ufravigeligt med at blive redskab for sidstnævnte. Det vi har fået hedder noget på russisk fra Sovjet tiden: Vranjo. Ordret betyder det noget er løgn, sludder eller forvrængning. Men vranjo betyder snarere at mennesker er ude af stand til at fortælle en løgn, lige så vel som de er ude stand til at sige noget der er sandt. Det er et overlevelsesvåben under totalitære regimer. Derfor mener jeg heller ikke der er nogen mennesker i Danmark, der seriøst ønsker det praktiseret. Alligevel præger det den offentlig debat – og samfundet.

Lars von Trier er som før nævnt et eksempel på, hvor galt det kan gå, når man nægter at praktiserer vranjo. Uden nogen sammenligning i øvrigt, så er den såkaldte “sag” mellem Seksualpolitisk Forum og mig et eksempel på, at jeg ikke praktiserede vranjo – og efterfølgende blev kritiseret og sat for en standret.

Det skal jeg ikke ømme mig over. Jeg har valgt. Og fortryder intet.

Indlæg opdateret: 04-09-2011.

Grosse Freiheit?

Grosse Freiheit? – hvad er det? Det henviser til en sidegade til Reeperbahn i Sct. Pauli kvarteret i Hamborg. Byens centrum for prostitution. Konferencen om købesex der blev afholdt i København i weekenden d.7/8 maj 2011 anvendte navnet, og satte et spørgsmålstegn efter. Måske som Laura Agustin gætter på – for at antyde at kvinder vil blive fri, når en kriminalisering af købesexkunderne er blevet vedtaget.

Konferencen blev arrangeret af 8. marts-initiativet med deltagelse af Dansk Kvindesamfund, Feministisk forum, Feministisk netværk, KFUK’s Sociale Arbejde, Kvindelejren på Femø, Kvinder i Sort, Reden og Kvinderådet.

Den politiske deltagelse var også ganske markant med hele venstrefløjen repræsenteret af folketingsmedlemmer fra S, SF og EL.

Demonstrationen imod Grosse Freiheit? på vej til Islands Brygge.

Konferencen gav således anledning til en ganske mærkværdig situation: En del af venstrefløjen deltog, mens en anden del stod uden for og demonstrerede. Enkelte politikere havde meldt afbud. Der i blandt Kamal Qureshi. En enkelt radikal – Linda Kristiansen – deltog – dog kun for at notere sig de fremlagte argumentationer.

Især invitationen af Julie Bindel og Janice Raymond, der er kendte for deres hadefulde udtalelser imod transkønnede havde vakt opsigt inden arrangementet, da Queerkraftredaktionen på Modkraft.dk havde gjort opmærksom på det problematiske i transfobernes deltagelse.

Linda Kristiansen kunne dog efterfølgende berette, at emnet transkønnethed ikke var fremme i Julie Bindels indlæg.

Vibe Grevsen (tv.) talte for de transkønnede som repræsentant for LGBT. Med assistence fra Malene L. Hansen (th.).

Konferencens valg af fokus på transkønnethed gennem Julie Bindel og Janice Raymond – betød at LGBT’s deltagelse i demonstrationen imod konferencen var sikret. Selvom foreningen ikke officielt vil tage stilling til købesexforbud stod medlemmer af T-gruppen ved siden af de prostitueredes talspersoner. Der iøvrigt også nævnte de transkønnede som en gruppe, der er repræsenteret blandt de prostituerede. Hvorimod mandlige prostituerede ikke var repræsenteret eller blev nævnt.

Prostitution er et kvindeemne. I flere henseender. I virkelighedens verden er mændene talstærkt repræsenteret blandt sexarbejderne. Det afspejles desværre hverken i debatten eller i mediernes behandling af emnet.

Kønsforsker og antropolog Christian Groes-Green formulerer det således i Videnskab.dk:

“Udveksling af penge for sex anses som ikke bare usundt og skadeligt for dem der betales og som ernærer sig ved prostitution, men i og med at mange sexarbejdere er kvinder vurderes det endvidere, at prostitution skader samfundets generelle syn på kvinder, også de kvinder der ikke lever af at sælge sex. At der er mange mænd der benytter sig af denne mulighed vurderes nemlig som et tegn på, at prostitutionens årsag er et urpatriarkalsk ønske fra mænds side om at udnytte kvinder seksuelt. Reden har f.eks. i en årrække ment at sexarbejde uanset forholdene er lig med voldtægt. Selvom de kvinder der bruger seksualiteten som levevej både tæller socialt udsatte og en del ressourcestærke kvinder, er der med årene blevet enighed om, at fænomenet må stoppes med alle midler, ikke primært af sociale årsager men fordi bordelvirksomhed, escortarbejdere og gadeprostitution sværter kvindeligheden til.”

Prostitution som omfatter et meget lille antal mennesker – omkring 3.200 erhvervsaktive personer – tiltrækker sig i debatter og i medier en uforholdsmæssig stor interesse, fordi de prostituerede krænker (kvinde) kønnets ære. Ikke de kvinder der rent faktisk er prostituerede, men medsøstrenes!

De mandlige prostituerede, som er en mindst lige så stor gruppe, nævnes sjældent i debatten. De betragtes ikke som ofre i denne sammenhæng. Og offer-gørelsen er feministernes vigtigste dagsorden. Uanset om det gælder kvinder eller homoseksuelle mænd. Det udelukker også en debat om homoseksuel prostitution. Måske også fordi en kriminalisering af de homoseksuelle kunder under det der blev kaldt Den grimme lov 1961-65 er et ubelejligt emne for tilhængerne af købesexforbud. Det købesexforbud der blev gennemført dengang – under påskud af at ville beskytte udsatte unge – betød reelt at et retsovergreb imod de homoseksuelle fandt sted. Derfor lovens kortlivethed. Vil en tilsvarende situation gentage sig?

Grosse Freiheit? blev afholdt af en sejrssikker venstrefløj i forening med radikalfeminister og feminister i næsten alle andre afskygninger end prosexfeministerne. Men med en overrepræsentation af radikalfeminister. Bla. med den norske Ottar gruppe, der er kendt for at overfalde sexkunder og sende afslørende mails til deres familier. Politiske vinde kan imidlertid ændre sig hurtigt. Efter blok-politikken er blevet fortid, og der er blevet sået tvivl om de radikale kan eller vil støtte en rød regering fremstår initiativet helt anderledes. De radikale støtter som bekendt heller ikke et købesexforbud. Hvis der ikke er enighed med venstrefløjen om økonomisk politik eller ideologiske emner som køn- og seksualpolitik, hvad er der så tilbage af alliancen?

Transpersoner støtter sexarbejderne.

Demonstrationen imod Grosse Freiheit? var en lejlighed til at bringe forskellige grupper af forbudsmodstandere sammen, der ikke umiddelbart har fælles mål. Den megen fokus på enkeltpersoner kommer dog lige som i tilfældet med demonstrationen imod Bilal Philips til at virke – om end ikke som afpolitisering – så som afledning af opmærksomheden. I forhold til Bilal Philips kunne ingen af de anvendte besværgelser modvirke indtrykket, at demonstrationen ikke talte for homoseksuelle rettigheder, men var anti-muslimsk, og derfor lige så godt kunne have haft DF eller andre højrekræfter som arrangører.

Forståeligt nok ønskede de transkønnede at markere deres modstand mod hadtale. Selvom det ifølge referaterne fra konferencen ikke fandt sted. En del transpersoner var ligeledes forbudsmodstandere. De demonstrerede – her gav det mening –  imod to af de mest markante tilhængere af transfobi og feminisme som kønsideologi, der ekskluderer endog mænd der har foretaget et kønsskifte. To medsøstre der i ingen af tilfældene finder det acceptabelt, at kvinder bestemmer over deres egen krop. Fokus på personer får imidlertid let pointen, at det er bestemte holdninger, der er uacceptable – og ikke mennesker – til at fortabe sig. Derfor er demonstrationer eller markeringer over for enkeltpersoner i fremtiden ikke ønskelige.

“Trut jer selv i røven snerpetrusser, vi bestemmer over vores trusser.”

Tankevækkende var det, at den feministiske definition af Grosse Freiheit inkluderede tilhængere af transfobi, modstandere af pornografi – ud over selvfølgelig at repræsentere alle de, der føler kvindekønnet krænkes ved købesex.

Det store spørgsmålstegn efter “Frihed” må derfor henvise til, om det er frihed, når andre mennesker eller samfundet vælger for den enkelte. Når det kommer til stykket er det ikke en argumentation der holder. Uanset om både samfundet og politiske grupperinger hævder, at handle ud fra de bedste intentioner.

Alle fotos: Copyright Ole Hansen.

Video: Malene Andreasen.

Stophad.dk

Mennesker der bliver udsat for vold på grund af race, køn, etnicitet, nationalitet, religion eller seksuel orientering fortjener samfundets – alles opmærksomhed. Vi må forlange at myndighederne handler resolut og udviser handlekraft. Men det er ikke nok. Heldigvis er der ildsjæle i Stophad, der kæmper ofrenes sag og ønsker at støtte. For mennesker der er har lidt overlast skal have retshjælp og måske psykologhjælp. Det koster og derfor samler Stophad.dk penge ind.


Det er vigtigt, at private organisationer yder moralsk og anden støtte til ofre for hadforbrydelser. Deres indsats kan få os alle til at føle os en lille smule mere trygge. Derfor skal vi støtte initiativet.

Send en SMS til 1231 med teksten stophad50, stophad100 eller stophad150. Det koster almindelig SMS takst + donationsbeløb 50, 100 eller 150 kr.

Stophad deltager i Cophenhagen Pride 2011 med en vogn. De penge der kommer fra billetsalg og SMS vil på Pridedagen d.20. august blive overrakt til LGBT som Stophad.dk samarbejder med om at fordele pengene

Man skal ikke udpege hele samfundsgrupper som ofre – det er hvad jeg i anden sammenhæng betegner som offfer-gørelse. Vi skal forholde os til enkelte individer, der er blevet udsat for overlast eller udsættes hån og overgreb.

Homoseksuelle og mennesker med en anden etnisk baggrund er ikke per definition ofre. Vi bliver ikke systematisk undertrykt og forfulgt. Hverken af staten eller af andre befolkningsgrupper.

Når det handler om hadforbrydelser gør der sig dog flere specielle forhold gældende

I et interview i Out&About fortæller Jesper Høg, projektleder for politiets kampagne imod hadforbrydelser, om indsatsen. Jesper Høg oplyser, at justitsministeriets årlige offerundersøgelse viser, at omkring 12.000 mennesker i Danmark, mener de udsat for en hadforbrydelse. Alligevel modtager politiet kun omkring 200-300 anmeldelser årligt. Der med andre ord et meget stort mørketal. Det er et stort problem. For politiet kan intet gøre når forbrydelser ikke anmeldes.

Jesper Høg kommer også ind på den særlige lovgivning der er på området:

“Hvis man bliver udsat for et overgreb på grund af sin race, tro eller seksuelle orientering, så bliver man angrebet på grund af hvem man er. En hadforbrydelse er et angreb på retten til at være sig selv, og det er netop det, der gør hadforbrydelser til meget alvorlige forbrydelser.”

Hadbrydelser opfattes af politiet som “alvorlige forbrydelser”, fordi den form for vold og overgreb er omfattet af en særlig paragraf i straffeloven.

Straffelovens paragraf 81, stk. 6 angiver, at det ved strafudmålingen skal betragtes som en skærpende omstændighed, hvis en forbrydelse er motiveret af had til offerets formodede seksuelle orientering, etnicitet eller religion eller lignende.

Jesper Høg forklarer, hvorfor loven er indrettet således:

“Slår man en person ned, for eksempel fordi han er homoseksuel, så er det ikke kun den ene homoseksuelle, som er offer for volden. Det går også ud over andre homoseksuelle, som efterfølgende kan være bange for at blive slået ned af samme grund.”

Jesper Høg ønsker selvfølgelig ikke gå ind i en politisk  diskussion af paragraf 81, stk. 6. En politimand skal håndhæve loven, ikke diskutere den. Han tilkendegiver blot, hvordan han ser den lov han er forpligtet til administrere.

Send en SMS til 1231 med teksten stophad50, stophad100 eller stophad150. Det koster almindelig SMS takst + donationsbeløb 50, 100 eller 150 kr.

Heller ikke Stophad.dk ønsker at komme med politiske tilkendegivelser. For Stophad.dk er debatten om lovgivning og det politiske system ikke relevante. Her er udgangspunktet, at mennesker der har været udsat for hadforbrydelse skal have hjælp.

Så må de politiske debatter tages i andre fora. Det vil helt sikkert også ske. Jeg vil gerne invitere alle interesserede til at diskutere på Facebook på min væg.

Alle er velkomne til at bidrage med en kommentar. Offer-gørelse af hele samfundsgrupper har fået hårde ord med på vejen på denne blog. Fordi udbredelsen af offer-mentaliteten til velfungerende samfundsgrupper ikke er konstruktiv, og desuden er en hån mod mennesker i dette samfund, der desværre virkelig lider overlast og nød. Er du enig eller uenig er så giv din mening til kende. Har du været udsat for hadforbrydelse eller kender du andre der har så bidrag med erfaringer og synspunkter.

Mennesker der har været udsat for vold eller er blevet forhånet på grund af race, tro eller seksuel orientering ER ofre. Og de SKAL tages alvorligt.

Det er vigtigt, at private organisationer yder moralsk og anden støtte til ofre for hadforbrydelser. Deres indsats får os alle til at føle os en lille smule mere trygge. Derfor skal vi støtte initiativet.

Uanset hvor stort mørketallet er – og det er meget svært at vurdere – så er enhver hadforbrydelse én for mange. For at få sin ret skal man anmelde hadforbrydelsen til politiet – så kan problemets omfang også efterfølgende gøres op. Hvis man anmelder forbrydelsen vil der så takket være Stophad.dk – for fremtiden –  også være mulighed for økonomisk støtte til at føre sag eller få psykolog rådgivning. Samt moralsk opbakning.

Ud over at melde hændelsen til politiet bør man også – hvis man bor i Københavns kommune – melde sagen til registrer diskrimination, hvilket kan ske anonymt.

Den hadefulde minoritet

Indledning

Homoseksuelle bliver udsat for hadtale på nettet. Af islamiske fundamentalister. Smædet af kristne grupper. Forsøgt omvendt via de nyeste teknologier. Når en ny app til Iphone hævdes at kunne kurere homoseksualitet. De homoseksuelle beskyldes af Vatikanet for at stå i forbindelse med pædofili. Nogle af disse emner påkalder sig homoseksuelle organisationers opmærksomhed. Andre forbigås systematisk i tavshed.

Hvad er væsentligt og hvad er uvæsentligt? Hvorfor vendes f.eks. det blinde øje til al kristen propaganda? Med få og små undtagelser.

Påvirker Bilal Philips der for nylig gæstede Danmark de politiske forhold i Danmark?  I så fald hvor og hvordan. Eller skyldes reaktionen på Bilal Philips helt andre faktorer: Racisme og religiøs intolerance.

Søren K. Villemoes har i Weekendavisen kaldt forholdet mellem homoseksualitet og islam en gordisk knude for både venstrefløjen og det tværpolitiske LGBT. Men det er meget simplere: Minoriteten bliver lagt for had, hvorefter forfølgeren ender som den forfulgte!

Ikke fordi de homoseksuelle generelt er hadefulde, men fordi de religiøse homoseksuelle er hadefulde. Den liberale fordom består i at tegne billedet af den uskyldsrene minoritet. Minoriteten er “god” fordi flertallet er “ondt”. Den danske muslimske minoritet og den homoseksuelle minoritet illustrerer begge, at forsimplingen ikke holder. Begge minoriteter dyrker minoritets-egoisme, offer-gørelse og had mod andre minoriteter – og især mod flertallet.

Stilhed efter stormen

Dagen efter den religiøse prædikant Bilal Philips havde holdt tale i Nørrebrohallen var der igen stilhed. Hvordan kunne noget vække så meget furore for blot at forsvinde, som om intet var hændt. Måske fordi det var ligegyldigt, i hvert fald betragtet fra et homopolitisk perspektiv?

Blog artiklen Bilal Philips i Danmark på Inferens handler netop ikke om manden, men om hvordan minoriteterne dyrker offer-gørelsen af sig selv som politisk strategi. Og hvordan højre- og venstre fløjsgrupperinger søger at hjælpe minoritets-egoisme, offertænkning og had på vej, som led i deres egen politiske selviscenesættelse.

LGBT’s formand Hans Christian Seidelin havde været i landsdækkende medier med en afstandtagende markering over for Philips – inden dennes ankomst. Og debatten blev startet i Pan-bladet på grundlag af Karen M. Larsens artikel Nej tak til hadprædikanter. Hvor Mads Ananda Lodahl supplerede med  blog-artiklen Bilal Philips – min fjende. Efterfulgt af artiklen Bilal Philips – efterspillet. Hvis titel vildleder for rent faktisk har der ikke været noget efterspil i form af en erkendelse af, at Bilal Philips aldrig fremsatte de ventede kontroversielle påstande eller fremturede med hadtale. Fra start til slut har det fremgået af denne blog. Men ingen andre har ønsket at kommentere kendsgerningen.

I praksis kom debatten efter Bilal Philips’ besøg til at handle om den video på You Tube – som Mads Ananda Lodahl også tog afstand fra i Bilal Philips – min fjende. Det Lodahl glemte at fortælle var, at nettet svømmer over med hadtale. Islamisk hadtale mod homoseksuelle, hvor mange andre prædikanter siger tilsvarende – eller værre ting. Derfor er manøvren at “gå efter manden i stedet for bolden” på forhånd dømt til fiasko.

Man kan tilføje, at nettet svømmer over med hadtale: Udsagn hvor enkelte individer eller grupper nedgøres på grundlag af race, køn, etnicitet, nationalitet, religion eller seksuel orientering. Derudover er der dyremishandling og alle tænkelige uhyrligheder. Hvad skal man mene om det? Behøver man at mene noget?

Bilal Philips er en relativt ligegyldig person. I modsætning til Paven, der ligeledes fordømmer homoseksuelle, diskriminerer kvinder og forhindrer udbredelsen af kondomer. Og er overhoved for et trossamfund med 1 milliard medlemmer.

Den politisk struktur

De politiske traditioner i den vestlige verden tackler forholdet mellem religion og politik helt forskelligt. I USA er der en nær forbindelse mellem det ene af de to store partier til det religiøse (kristne) højre. Amerikanske præsidenter lufter højlydt deres religiøse standpunkter. Der er således på trods af forfatningsmæssig adskillelse mellem kirke og stat en nær forbindelse mellem politik og religion.

Tættere på Danmark kunne man fremhæve Tyskland som et eksempel på noget radikalt forskelligt. Her er der tradition for store religiøst funderede partier. Man kan blot nævne CDU og CSU – de to kristelige (katolske) unionspartier, der i perioder har været (er) regeringsbærende.

I USA vil religiøs hadtale – givet den særlige politiske sammenhæng – derfor være af en vis betydning. Betydningsfuld på en måde den ikke er i et land, hvor religiøs organisering traditionelt ikke har været relateret til det politiske system. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen modarbejdede nok under Muhammed krisen denne tradition, men gjorde ikke desto mindre reverens for den danske model ved at erklære, at religion ikke har nogen plads i det offentlige rum. Men er en privat sag.

Visse af de udtalelser Mads Ananda Lodahl fremhæver som ektreme er ikke forskellige fra, hvad amerikanske konservative politikere stod frem og sagde offentligt i 1980’erne. F.eks. at aids er Guds straf over de homoseksuelle. Vatikanet – der de seneste år selv har haft problemer med at forklare sig offentligt  – har gang på gang været i medierne med synspunktet, at de homoseksuelle er skyld i pædofili.

Bilal Philips blev udvist af Tyskland. Indlysende nok på baggrund af tysk tradition  – og med en regering blandt andet bestående af de nævnte kristne partier. Med i betragtningen skal også den tyske fortid. Der bliver ikke taget let på opfordringer til overgreb på befolkningsgrupper eller minoriteter efter den tyske vildfarelse i det 20. århundrede. Nazistpartier og symboler er også forbudt. I forhold til lovgivning er forholdene helt anderledes i Tyskland. Og den tyske reaktion på Philips derfor anderledes end den danske. I den stemning af højre- og venstrepopulisme der hersker i Danmark – repræsenteret af den rød-brune alliance – er det ikke utænkeligt, at nye forbud vil komme til. Nye strikse regler for indrejse. På baggrund af tyske erfaringer med kz-lejre og de mange jødiske og homoseksuelle ofre er den strikse tyske politik både rationel og forståelig. Forbudsdagsordenen i Danmark håner derimod ofrene for de historiske forbrydelser fra det 20. århundredes historie – som Tyskland og tyskerne bærer skylden for.

Indvandrerpolitik og religiøst had

Den i virkeligheden indlysende mulighed – at Philips og med ham Islamisk Trossamfund – ville vælge at undgå direkte konfrontation, viste sig som nævnt at holde stik. Der kom ingen hadtale. Det berører imidlertid ingen af de, der på forhånd havde valgt vrede og had som reaktion.

Nogle vil bagefter undre sig over at Hans Christian Seidelin gik til medierne. Hvorfor blander LGBT sig i invandrerpolitik? Hvis Bilal Philips udtalelser om homoseksualitet skulle adresseres, hvorfor så ikke en udtalelse fra Sabaah om, at ikke alle danske muslimer støtter Islamisk Trossamfunds invitation af Bilal Philips. Og eventuelt en Sabaah demonstration foran Nørrebrohallen?

Når fokus er snævert på religiøs hadtale – og ingen partier baserer deres politik på religiøs overbevisning – bør diskussionen af religiøs hadtale ikke finde vej ind i den politiske offentlighed.

Når den alligevel finder vej til Pan-bladets spalter – og ikke er blevet henvist til Kristeligt Dagblad – skyldes det ikke emnet, men de politiske aktører.

Offer-gørelsen og den religiøse tale

Minoriteterne bestemmer ikke deres eksponering i medierne. DF startede debatten ved at forlange indrejseforbud for Bilal Philips. Karen Hækkerup (S), Kamal Quereshi (SF) og Manu Sareen (R) fulgte trop og annoncerede inden mødet, at de ville deltage i demonstrationen foran Nørrebrohallen. Og pressen havde fremhævet de homoseksuelle. Offer-gørelsen var en realitet.

Det blev i praksis DF politiske stafet der blev grebet af Karen M. Larsen i Pan-bladet med konstateringen af at:

“det under ingen omstændigheder (kan) tolereres, at en person, der opfordrer til drab på homoseksuelle, æres ved at få lov til at tale ved en konference i Danmark.”

Derfor sammenfattede jeg Larsens og Lodahls synspunkter i tre punkter:

  • Bilal Philips er muslim. Derfor vil jeg gerne distancere mig fra ham.
  • Religiøse (hadefulde) tilkendegivelser er mere interessante end alle andre ytringer.
  • Ikke alle synspunkter er i udgangspunktet ligeværdige. Derfor skal man demonstrere – fysisk eller verbalt – i stedet for at diskutere eller indgå i dialog.

Alle tre punkter peger på det samme: Engagementet i Bilal Philips er religiøst. Det politiske svar udspringer af den religiøse dagsorden – og ikke omvendt.

Danmark som ikke tidligere har haft noget religiøst funderet parti af betydning har fået det i Dansk Folkeparti. I hvert fald i den udstrækning det er lykkedes Søren Krarup og Jesper Langballe at trække partiet i den retning.

Et citat af Søren Krarup kan klargøre, hvad det betyder at lægge religion til grund for politik:

“Jødedommen og islam skal ikke have samme ret og status i et kristent land, for hvor kristendommen er vært er jødedom og islam gæster. Det er os der i det kristne Danmark sætter husordenen. Der er religionsfrihed, men ikke religionslighed i Danmark. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten, siger vores grundlov, og hermed er forskellen på værter og gæster understreget. Vi skal ikke finde os i at blive ringeagtet og hundset med i vores eget land…Vil man ikke se det i øjnene, så ender man med at undergrave sin egen tilværelse og gøre sig selv til nar. Samt at udlevere sit land, sit folk og også sin tro til frække propagandister og forfølgere.”

Som man bemærker gør Krarup forskel på religioner: Ikke alle religioner betragtes som lige gode. Jødedom og islam fremhæves f.eks. som ikke særlig velkomne “gæster”.

Hverken Larsen eller Lodahl vil i praksis acceptere Krarups konklusioner dvs. hele Dansk Folkepartis invandrerpolitik. Politiseringen af religionen fører blot uværgeligt i den retning. Karen M. Larsen’s udsagn om begrænset tolerance over for en muslimsk agitator vil omvendt helt sikkert vinde tilslutning fra Krarup!

At Lodahl ikke kan løse den gordiske knude skyldes, at religionen lægges til grund for politik. Derefter er en afgrænsning overfor racister eller tilhængere af DF’s indvandrerpolitik umulig.

Ved at følge Krarups logik at kun religiøse tilkendegivelser er interessante, men ikke alle religiøse tilkendegivelser er lige gode kan al politisk debat snævres ind til: Er det hadtale eller ej? Er modstanderen fordomsfuld skal al dialog undgås og synspunktet søges isoleret. Det praktiserer Lodahl og Larsen iøvrigt også i forhold til hinanden: Den ene er forhenværende konservativ katolik og den anden buddist. Og dermed er dialog ikke mulig.

Debatten er karakteristisk nok heller ikke på noget tidspunkt blevet “afsporet” og kommet til at handle om f.eks. økonomiske realiteter og kommunikationsformer i en moderne verden.

Et forsøg på at “modernisere” tilgangen til religiøs propaganda blev ignoreret af både Larsen og Lodahl. Den kristne Exodus organisation fik godkendt en app til Iphone, med opskriften på at kurere mennesker for deres homoseksualitet. Men at helbrede for homoseksualitet er ikke hadtale. Og derfor ikke noget Larsen eller Lodahl vil kommentere. Amerikanske homoseksuelle rejste imidlertid mere end 100.000 underskrifter imod denne app, fordi socialt pres er den moderne verdens substitut for middelalderlig hadtale. Exodus forsøgte at få en andel i et marked – hos et af de største multinationale firmaer – der forventes at vokse til 290 milliarder kroner i 2015. Det handler om penge, marketing og kontrol over digitale teknologier. Fjernt fra studiet af årtusindgamle tekster, og kan derfor – skal man tro Larsen og Lodahl – roligt ignoreres.

Hadet der ligger bag Exodus er uden tvivl det samme som det der formuleres af Bilal Philips. Vatikanets udtalelser imod homoseksuelle er uden tvivl baseret på et tilsvarende had. Men protester eller demonstrationer iforhold til Exodus eller Vatikanet er udelukket. Fordi det er kristne organisationer.

Dansk Folkepartis indvandrerpolitik er højrefløjspopulisme, der ser danskerne som forfulgte og undertrykte i deres eget land. Fordi Dansk Folkeparti ikke vil acceptere at demokrati og retsstatsforhold begrænser den politik partiet har. Derfor ender demokrati og retsstatsforhold med at blive “fjenden” for DF, fordi begge dele begrænser handlemulighederne – forbudspolitikken – over for religiøse/etniske minoriteter.

Venstrefløjspopulismen består i at offer-gøre kvinder og homoseksuelle i enhver politisk sammenhæng.

Populisme – i den ene eller den anden udgave – beskylder andre for at hade, men er selv hadefuld. Offer-gørelse og had er uløseligt forbundne størrelser.

Had forener: Larsen og Lodahl gør – på trods af religiøse og politiske uoverensstemmelser – fælles sag i forhold til Bilal Philips. De nægter med Krarup at udlevere deres “tro til frække propagandister og forfølgere”.

Who do you think you are? Electric Art by Andreas Smetana.

Konklusion

En fjende giver minoriteten identitet og noget at samles om. Al minoritetens vrede og frustration bliver lige pludselig ikke blot fuldstændig legitim, den bliver et KRAV til alle der udtaler sig: Du skal undsige Bilal Phiips af hele dit hjerte og forsage alle hans gerninger. Bekendelsen bliver til en form for religion, fordi den er blottet for enhvert rationelt grundlag. Og vé den der prøver at sige religionen imod!

Reaktionen på Bilal Philips kan opsummeres som: Minoritets-egoisme, offer-tænkning og had.

I sin iver for at distancere sig fra de der hader islam generelt eller er racister vil Lodahl gå efter “manden i stedet for bolden”. Men indfrier dermed racisternes og islam-hadernes dagsorden. Og underkaster sig fobiernes tyranni. Hvis man lige som i eventyret ikke kan tåle at se degne, er det så en politisk overbevisning? Nej. Det er en fobi. Måske bygget på religiøs fordom. Måske kun på fordom. Eller udelukkende på had og frustration

Hvad så med det såkaldte politiske engagement fra LGBT’s side? Det findes ikke.

Alle foregiver at det er Bilal Philips, der udgør det onde og hadefulde. Men hele minoritetens sammenhængskraft består i at hade de andre minoriteter – og flertallet. Ikke ud fra politiske principper, men som resultat af fobier.

Hvis Bilal Philips virkelig var en farlig trussel skulle minoriteten (de homoseksuelle) overlade ham til staten (folketing og myndigheder).

I denne sag anbefalede LGBT at protestere – og fik dårligt talt ud før aktionerne blev annonceret. Hvis Bilal Philips er så slem må det være majoritetens opgave at løse problemet skulle man tro? Men minoriteten er fanatisk, hadefuld og har en mission: Den skal frelse verden. Vi er Guds udvalgte folk – ligesom jøderne der vist har den ældst kendte – og mest katastrofale – minoritetserfaring og identitet.

Vi kan naturligvis ikke overlade det tåbelige og upålidelige flertal, at tage affære over for en mand som Bilal Philips. Glem ikke: Vi hader den heteroseksuelle majoritet mere end de andre minoriteter!

Når de homoseksuelle har en “mission”gør de en forskel. F.eks. markerer de, at de netop IKKE er “lige som alle andre”. De skiller sig ud – ikke på grund af deres seksuelle observans – men ved at være “religiøse” mennesker med en “mission”. De dyrker deres egen forfængelighed, mistilliden til flertallet og hadet til alle andre minoriteter.

Ved at diskutere seksualpolitik kunne de homoseksuelle danne en positiv identitet. Den strategi er blevet pure afvist af LGBT. Som kun befatter sig med sex, hvis det er kriminelt. For også her vil der så blive lejlighed til at excellere i had og minoritets-egoisme. Selvfølgelig vil LGBT debattere prostitution, når et købesexforbud ER blevet vedtaget. Så kan LGBT forsvare de stakkels kvinder og håne og mistænkeliggøre majoriteten (heteroseksuelle mænd). Så passer også det ind i LGBT’s verdensbillede. Af fobier, had og frygt.

Anmeldelse: Homoware.dk

Med de nye ejere Henning og Michael Flyngborg har Homoware.dk fået en ny og mere personlig stil. Det vil jeg reagere på ved, at lade min mand Jørgen Petersen optræde som gæsteanmelder af sitet.

Nedenfor gengiver jeg derfor hans anmeldelse fra trustpilot.dk.

Her scorer homoware højt generelt med 9.7 point ud af 10 mulige!

Super service

Overskuelig hjemmeside med gode beskrivelser af varerne. Rimelige priser og hurtig levering. Superbetjening med personlig håndskrevet hilsen og det er dejligt at man kan se hvem der står bag.

Jørgen Petersen

trustpilot.dk giver Jørgen – selvfølgelig – maximum point til Homoware-drengene Henning og Michael.

Bilal Philips i Danmark

Indledning

Det nationale fællesskab er idag politisk blevet afløst af minoriteter, der bringes i spil af højre og venstre fløj. Politik er ikke længere på samme måde som tidligere centreret om det nationale fællesskab. Selvom retorikken siger det, og begreber som sammenhængskraft og fælleskab ofte besværges.

Både højre- og venstre fløj elsker minoriteter. Også selvom de blot er redskaber i den politiske kamp, og anvendes i den politiske selviscenesættelse. Minoriteterne lader sig bruge – og indgår gerne i det politiske spil – og kæmper imod “flertallet” eller de øvrige minoriteter om indflydelse og privilegier.

Bilal Philips – en kontroversiel muslimsk taler. Både højre og venstre fløj øjner en sag. En lejlighed til at forsvare danske værdier, kvinder og homoseksuelle. Og profilere sig selv, som den der bekæmper intolerance.

Fobiernes tyranni

Mennesker definerer sig som minoriteter etnisk, kulturelt, seksuelt eller i forhold til køn. Med en enkelt undtagelse.: Voksne, hvide heteroseksuelle mænd. De udgør inden for denne forestillingsverden magthaverne, som udfordres af de øvrige grupper. Enhver der kan formulere sig som minoritet er minoritet. Den største “minoritet” – kvinderne – udgør rent faktisk flertallet i befolkningen. Feministiske grupperinger formulerer sig aggressivt, og hævder kvinder bliver udnyttet, udbyttet og undertrykt. Formelt er det numeriske styrende for definitionen af minoriteten – reelt er det evnen til at tale som minoritet, der er afgørende. Derfor er kvinder minoritet.

Minoritetens sprog er offergørelsen. Politik bliver på forskellige niveauer et symbol spil om skyld eller uskyldsrenhed. Hvem repræsenterer det onde, der skal lovgives imod, reguleres eller forbydes udfoldelsesmulighed?

I retsstatens politiske forståelse eksisterer det onde ikke. Her tales der om de for samfundet uønskede handlinger eller konsekvenserne af disse. Lovgivningen er rettet imod kriminalitet ikke forbryderne. Minoritetspolitikken derimod personliggør det politiske: Det onde repræsenteres af den gruppe eller enkeltperson andre minoriteter eller interessegrupper man er uenig med. Det bliver til en fobi.

Fobierne er logisk nok lige så talrige som minoriteterne: Racisme, antisemitisme, religiøs intolerance, homofobi og transfobi er blot eksempler.

Offergørelse resulterer i forbudspolitik. Selvom det i sidste ende er retsstaten og demokratiet, der bliver “offer” for minoriteter, der hader og bekæmper hinanden. For eller imod købesexsforbud bliver ikke længere styret af den rationelle opfattelse: Hvordan forbyde individerne frie og lige færden i samfundet? Det hedder: Hvad tænker Jeg om sex, og handel med sex. Hvordan har Min samvittighed det med købesex, og de pågældende kvinders situation?

Den rationelle opfattelse af samfundets bedste er blevet afløst af følelser og moraliseren. Det gør forskellige minoriteter i hvert fald alt for at fortælle os. Hjulpet af politiske grupperinger, der øjner chancen for at profilere sig selv i den politiske debat.

Bilal Philips. Et eksempel på den “hadefulde muslim”.

Offer-rollen

Islamisk Trossamfunds Ungdom, inviterede  i denne uge prædikanten Bilal Philips til, at tale om islamofobi.

Islamisk Trossamfund spiller på offer-rollen, når islamofobi gøres til tema. Men de inviterede en mand, der på You Tube forsvarer dødsstraf over for homoseksuelle og vold mod kvinder. Ingen kunne på forhånd være i tvivl om, at Bilal Philips repræsenterer had. Spørgsmålet var blot hvordan samfundet og de berørte minoriteter ville reagere. Det viste sig at være ret forudsigeligt.

Formanden for LGBT Hans Christian Seidelin udtalte til Politiken:

“Han taler nogle centrale værdier om ligebehandling midt imod. Alt, jeg ved om sharialovgivningen taler vesteuropæiske lighedsprincipper lige imod. Dermed er det et bredere problem i hele samfundet.”

Ved at pege på modsætningen mellem sharia og retsstats principperne antyder Seidelin en kamp mellem to civilisationer. Er det  ikke blot minoriteternes kamp, der omformuleres til civilisationernes kamp, som beskrevet af Samuel P. Huntington? I hvert fald startes debatten om, hvad Bilal Philips står for og vil sige inden dennes ankomst til Danmark.

Debat i Pan-bladet

I Pan-bladet blev tråden taget op af Karen M. Larsen i artiklen Nej tak til hadprædikanter. Her skærpes tonen. Det understreges at islam som sådan ikke nødvendigvis er homofobisk. Det er dog tilføjelsen, der er interessant:

“Men når det så er sagt, kan det under ingen omstændigheder tolereres, at en person, der opfordrer til drab på homoseksuelle, æres ved at få lov til at tale ved en konference i Danmark.”

I mit svar til en kommentar på Pan-bladet pegede jeg på det problematiske i at ville tiltage sig ret i forhold til ytringsfrihed:

“Jeg bliver selvfølgelig forarget, hvis det viser sig at Bilal Philips vil lufte den slags synspunkter. Men hvad menes der med “tolerere”? Vil Karen M. Larsen forbyde manden at tale?

Jeg er dybt betænkelig ved, at LGBT går ud med en tilkendegivelse af, at man ønsker at tiltage sig retten til at bestemme over, hvem der må tale hvor og sige hvad.”

Både Hans Christian Seidelin og Karen M. Larsen blev dog overbudt af Mads Ananda Lodahl, der overvejede forskellige aktionsformer i blog artiklen Bilal Philips – min fjende. Og lagde linket på Pan-bladet. Lodahl fik følgende svar af mig:

“… er du i virkeligheden ikke enig med Karen M. Larsen i synspunktet:

1.

Bilal Philips er muslim. Derfor vil jeg gerne distancere mig fra ham.

2.

Religiøse (hadefulde) tilkendegivelser er mere interessante end alle andre ytringer.

3.

Ikke alle synspunkter er i udgangspunktet ligeværdige. Derfor skal man demonstrere – fysisk eller verbalt – i stedet for at diskutere eller indgå i dialog.

Både du og Karen M. Larsen tilkendegiver, at i ikke ønsker, at blive spændt for højrefløjens vogn. Hvis i nu gik ud og anbefalede burkaforbud, stadig med det forbehold, at i ikke ønsker at blive spændt for højrefløjens vogn ville det være en tilsvarende situation. Og det ville jo tilsvarende tjene et godt formål – bekæmpe kvindeundertrykkelse – og dermed hellige midlerne.

Hvis man grundlæggende opfatter verden i religiøse begreber vil ekstreme homofobe ytringer fra en muslim forekomme endog meget betydningsfulde. Opfatter man derimod samfundet som sekulært vil kønskamp, ideologisk strid og politiske realiteter forekomme så meget mere påtrængende. Ingen af jer går bevidst højrefløjens ærinde, du understøtter blot aktivt venstrefløjens totalitære image.

Ikke alle tilkendegivelser er lige interessante. Hvor var du og Karen M. Larsen, da den kristne Exodus organisation fik godkendt en app til Iphone, med opskriften på at kurere mennesker for deres homoseksualitet? Jeg ser ikke islamofobi i nogen af jeres tilkendegivelser. Blot reagerer i på noget, der endnu ikke er blevet sagt – i Danmark. Tilføjelsen er vigtig. Hvis religiøs islamisk fundamentalisme skal bekæmpes effektivt, så bør Danmark – ud over de igangværende krige – også engagere sig i Iran og Pakistan. Eller også må vi blot fortsat tage kraftig afstand fra fundamentalisme – og selv undgå at havne i den.”

Mads Ananda Lodahl gav udtryk for at han blev lagt ord i munden. Hvortil der selvfølgelig blot var at svare:

“Du kan føle det er ubehageligt, at få lagt ord i munden, men det er jo det du selv praktiserer. Du forsøger at forudgribe hvad Bilal Philips vil sige i København. Endnu er han ikke ankommet.”

Det blev efterfulgt af en overvejelse om minoriteternes hadefulde forhold til hinanden hentet fra min anmeldelse af Christopher Isherwoods A Single Man:

“George (bogens hovedperson, red.) lever når han taler til… sine studerende… George taler sig varm i timerne, og taler om minoriteterne. Og angriber tabuet: Minoriteternes usselhed. De der bliver lagt for had, bliver selv hadefulde.

George konstaterer, at de der har fregner måske nok er mindretal, men ikke minoritet. For at være minoritet kræver det, at man er forfulgt. Af flertallet der føler sig truet eller utrygt. Truet af en fare som er virkelig eller indbildt. De liberale mener selvfølgelig at “minoriteten er præcis som alle os andre”. Men det er ikke sandt: Minoriteten hader flertallet – og ligeledes de andre minoriteter, som den rivaliserer med. Ingen trussel er hundrede procent imaginær

De liberale begår altså to fejl: Minoriteten ligner flertallet, men er ikke præcis som flertallet. Og hvorfor ikke indrømme det? Dernæst fastholder de liberale tesen, at fordi flertallet repræsenterer det onde, må minoriteten repræsentere det gode. Men tænk hvis en smålig og hadefuld minoritet fik magt?

George siger ting man aldrig må sige højt noget sted – eller i nogen situation – om det så er sandt eller ej. Han angriber de liberales fordomsfuldhed.”

Det der driver offer-retorikken er, som Christopher Isherwood formulerer det rent had: Alle minoriteterne føler sig forfulgte – de er ofre – og lægger derfor både de der “forfølger” dem, og de øvrige minoriteter for had.

Islam ifølge Bilal Philips eller blot sådan som ikke-muslimer opfatter islam?

Fjendebilledet bekræftes

Offer eller gerningsmand? De to begreber lever af hinanden, det ene er intet uden det andet. Allerede inden Bilal Philips er ankommet er han blevet “dømt” af ofrene, der undsiger alt det han endnu har sagt (på dansk grund).

I mit første indlæg i debatten havde jeg allerede ridset perspektivet op:

“Det er mennesker som Bilal Philips der skal bekræfte os i vores offer-mentalitet. Det er godt nok nødvendigt med import – danske muslimer kan ikke rigtig selv. Men det er trods alt et fjendebillede. Uha, så kan vi blive bange!

Vi forfølges, undertrykkes, udnyttes og udbyttes. Af heteroseksuelle (mænd). Ergo er vi (mænd) vores egen værste fjende. Når en homoseksuel interesseorganisation som LGBT politik idag fokuserer på offer-mentalitet siger den, at mænd bør sættes politisk ud af spillet for de repræsenterer det “onde” i verden.

Det er der – pudsigt nok – kvinder der beredvilligt stiller sig til disposition for, at forklare os.

Hvis (homoseksuelle) mænd ikke kan forstå sig selv som ofre, hvordan skulle de så iøvrigt fatte feminismens budskab om at kvinder og børn ALTID er ofre (for mænd)?

Altså at de selv er overgrebsmænd og perverse sexkriminelle?”

Bilal Philips på Nørrebro.

Ingen kontroversielle udtalelser fra Bilal Philips

Efterfølgende viser det sig at Bilal Philips ikke udtaler sig, så det giver genlyd i alle landets medier. Tværtimod er sagen død dagen efter. Det viste sig at være stort ståhej for ingenting. Ingen udtalelser om sharia, ingen dødsstraf til homoseksuelle eller sanktionering af vold over for kvinder.

Imran Shah. Formentlig godt tilfreds med et velbesøgt arrangement i Nørrebrohallen. Der demonstrede for de muslimske deltagere, at islamofobien findes. Bilal Philips blev advaret og afslørede sig ikke som demagog.

Talsmand for Islamisk Trossamfund Imran Shah går allerede samme dag som Bilal Philips taler i medierne og erklærer det var en fejl at invitere Bilal Philips:

“Hvis vi kunne gøre det om, og vi havde muligheden for at vælge i dag, ville vi ikke invitere ham.”

En stor skuffelse? Hændervriden fra de der tog fejl i deres forudsigelse af hvordan mødet ville forløbe eller forudgribelse af hvad Bilal Philips ville sige? Nej.

Islamisk Trossamfunds optræden har været en stor succes for alle parter. Tusindsvis af muslimer mødte frem for at høre Philips, og er formentlig blevet bekræftet i at de danske medier og forskellige minoriteter er partiske i deres behandling af en hel befolkningsgruppe.

De homoseksuelle har tilsluttet sig offer-forestillingen, og bekræftet sig selv som minoritet. På den yderste venstrefløj er truslen fra fundamentalistisk islam blevet bekræftet. Værdien af aktivisme er blevet bevist. På højrefløjen er flere blevet overbeviste om, at græserne skal være mere lukkede. Diskussionen om indrejseforbud har fået fornyet aktualitet.

Uanset om rød eller blå blok kommer til magten efter næste valg vil der blive indført flere forbud. Minoriteterne og deres allierede kæmper angiveligt for tolerance og integration. I praksis dog mest for at inskrænke de øvrige minoriteters magt og indflydelse og muligheder.

De kæmper for forbud. Og udstødelse af de øvrige minoriteter. Integration og tolerance er fine ord, der indgår i programmer og erklæringer. I praksis modarbejder de dialog. Sagen om Bilal Philips vil hurtigt være glemt. Men den betød en yderligere fragmentering af det danske samfund, fordi minoriteter og politiske grupperinger spændte ben for en dialog. Og erklærede sig tilfredse med enten at spænde minoriteterne for en politisk dagsorden eller indtage den offer-rolle, der forhindrer både integration og tolerance. Fordi minoriteterne bekræfter sig selv – og over for offentligheden – som værende “anderledes”. For nogles vedkommende endda fremmedelement i det danske samfund. Uden tvivl vil minoriteternes organisationer efterfølgende tale varmt for ligestilling og normalisering, mens de venter på den næste sag, hvor de kan skille sig ud.

Konklusion

Både minoriteter og politiske grupperinger på højre- og venstre fløj mener, at offer-retorik sikrer deres politiske indflydelse. Derfor bliver vi alle gjort til ofre. Selvom de første ofre for den ideologi er demokratiet og retsstaten.

Offer for velgørenhed

Indledning

I det følgende vil jeg gennemgå tre eksempler på, hvordan private organisationer der sædvanligvis forbindes med ord som godgørende, frivillige, idealistiske i offentlig sammenhæng bliver udstillet eller udstiller sig selv som det omvendte. Formentlig fordi NGO’erne er påvirket af en mentalitetsændring, der er sket i løbet af lidt mere end et årti.

Definitioner

I organisationsteorien skelnes der mellem to typer: Govermental og non-govermental organizations. Sidstnævnte er i daglig tale blevet til NGO’er. Når der i 2009 var klimatopmøde i København, gik alle NGO’ere på gaden og til pressen for vinde opbakning og interesse for at, hver deres sagsområder hos verdens statsledere. I hverdagen lever mange NGO’er et mere tilbagetrukket liv. Men der findes NGO’er på alle tænkelige områder der vedrører samfund og politisk dagsorden.

De statslige organisationer (herunder kommunale) er legitimeret af et værdisæt. Staten bygger på folkestyre og demokrati. Og fremtræder derfor som legitim i befolkningens øjne. I sidste instans har staten magtmonopol. Loven forbyder private at anvende vold, mens statens love foreskriver hvordan våbenmagt i givet fald skal anvendes i tilfælde af krig, og ved opretholdelse af samfundsordenen.

NGO’er søger at legitimere sig som velgørende på deres respektive områder. Miljøorganisationer lavede lobbyarbejde for at få nedsat CO2 udslippet under klimatopmødet i København. NGO’er arbejder for at fremme bestemte samfundsgruppers interesser. De ældre, børnene og de seksuelle minoriteter har f.eks. organisationer, der arbejder for deres interesser. Selvom det fremgår af organisationernes vedtægter og arbejdsprogrammer, at de er private finder kampagner eller lignende aktiviteter sted enten med offentlig støtte eller i samarbejde med offentlige institutioner. Det principielle skel mellem offentlig og privat er derfor ikke skarpt i praksis. Og NGO’erne erhverver sig en vis legimitet via den type forbindelser.

Klassisk motiv af afrikansk dreng omsværmet af fluer, men fotografiet er nyt.

De sultne i Afrika

Og NGO’erne har stor magt. Især hvis de spiller sammen med medierne. I 1970’erne tegnede nødhjælpsorganisationerne og DR et billede af Afrika som fattigdommens kontinent. Bla. med udgangspunkt i sultkatastroferne i Ethiopien. Kritikere har senere peget på det problematiske i nødhjælpsorganisationernes strategi. Ved at vise billeder af børn med oppustede maver, sygdom og hungersnød ville organisationer og presse råbe befolkning og politisk ansvarlige op. Og gøre opmærksom på behovet for nødhjælp. På den anden side opnåede de at tegne et billede af et helt kontinent i krise som det har taget årtier at komme fri af. Det dramatiske billede af sultedød og nød kunne også overvise mange om at “det nytter alligevel ikke”. Og afholde erhvervslivet fra at involvere sig på det håbløse kontinent. Udviklingen i Afrika tog helt andre retninger i løbet af 1990’erne, og billedet i medierne er også blevet nuanceret. Men det entydige og stærkt negative billede af Afrika bliver aldrig glemt af den generation af danskere, der så billederne.

Børns Vilkår

NGO’er optræder som sagt altid med enten velgørende formål eller som repræsentanter for veldefinerede interesser og grupper. Men organisationer har også deres eget liv. De har en kultur, en praksis, medlemmer og aktivister. Og ændrer sig derfor over tid. Mens vedtægter og formål får dem til at fremstå som temmelig statiske.

Men praksis kan udemærket være noget der ikke fremgår af principprogrammer. Fordi det miljø organisationen befinder sig i har ændret sig eller ledende personer i organisationen definerer praksis på en ny måde.

To organisationer som Børns vilkår og Red Barnet vil de fleste mene har “fredelige” hensigter. Førstnævnte hævder f.eks. at organisationens formål er at “sikre børns ret til en god barndom og et godt liv.” Et typisk formål for at tjene almenvellet inden for et nærmere defineret område. Denne definition går igen i det organisationen kalder Vision, Mission og Værdier. Sådan en organisation kan ikke have agressive hensigter – det forekommer umiddelbart indlysende. Konflikter kan selvfølgelig opstå når organisationen konkurrerer om politikeres og mediers opmærksomhed og ressourcer. Ellers ikke, skulle man mene.

Stærkt symbolsprog når det gælder den såkaldte seksualisering af samfundet. Hvorfor i øvrigt undre sig over seksualisering, når pjecens forfatter selv i en rapport om børns seksualitet har været med til at anbefale seksualundervisning af børnehavebørn?

Også den barnlige seksualitet – et emne omgærdet af mange tabuer – er blevet beskrevet af Anne Louise Stevnhøj i en pjece udgivet af Børns Vilkår. Hvor en række parametre for normal og unormal adfærd opstilles som vejledning for pædagoger.

Det at organisationen deltager i adfærdsregulering og sætter ressourcer og autoritet ind på, at få mennesker til at handle eller afstå fra noget – og definere “normalt” og “unormalt” – bringer organisationen ind i forskellige typer konflikter. Men også andre kontroversielle politiske spørgsmål tages op af organisationen.

Børns Vilkår havde i en årrække psykolog John Aasted Halse som formand. John Halse var erklæret modstander af homoseksuelle som forældre. Af hensyn til barnets tarv. Ikke fordi homoseksuelle skulle være dårligere forældre end alle andre. Heller ikke med argumentet at barnet skal have en far og en mor. Men fordi det homoseksuelle par ikke er  “normalt” set med de andre børns øjne og derfor er en belastning for børn i regnbuefamilier. I artiklen Barnets tarv eller en snert af nazisme i religion.dk bliver synspunktet sagt imod af filosof Thomas Søbirk Petersen. Søbirk Petersen henviser til at samfundsvidenskabelige undersøgelser ikke underbygger John Halses synspunkt og problematiserer det. Søbirk Petersen henviser til, at afskrivningen af en samfundsgruppe som gode forældre har en snert af nazisme over sig. Men John Halse henholder sig til det han kalder “forsigtighedsprincippet”, der betyder at hensynet til børn altid går foran hensynet til voksne. I dette tilfælde de homoseksuelle, der ønsker adoption eller egne børn.

John Halse

I denne sammenhæng fremstår Børns Vilkår ikke som “do good” organisation. I hvert fald ikke over for homoseksuelle der findes uegnede som forældre, og stigmatiseres i samfundsdebatten. Profetien om at børn af homoseksuelle får det svært synes selvopfyldende, når en organisation som Børns Vilkår stiller sig i spidsen. Det er iøvrigt påfaldende at ingen andre debattører kunne sige de samme ting så virkningsfuldt som John Halse. Endnu en egenskab ved NGO’erne. Når politiske organisationer, som f.eks. det danske nazistparti, udtaler sig imod homoseksuelle vinder det meget lidt gehør. NGO’en har derimod legitimitet i folkelig opbakning og uselviskhed. Og udtalelserne er derfor i reglen kun blevet modsagt af de homoseksuelles egne repræsentanter.

Det skal ikke overses at John Halse udtaler sig på vegne af børn. En gruppe der af gode grunde har svært ved at komme til orde eller formulere sig. Og foreholdt videnskabelig dokumentation kan John Halse henholde til egne principper da interessegruppen af gode grunde ikke kan udspørges. John Halse kan derfor med en vis ret siges, at være eksponent for den mest succesfulde homofobe strategi i samfundet i sin formandstid 1988-2004.

Idag har homoseksuelle formelt set adgang til adoption ifølge et lovforslag vedtaget af Folketinget 2010. Men altså ikke takket være den “godgørende” organisation Børns Vilkår.

Red Barnet

Det adfærdsregulerende element præger tilsyneladende visse NGO’er stærkere og stærkere. Børns Vilkår og Red Barnet ser i stadig højere grad sig selv som organisationer, der bekæmper frem for at hjælpe. Begge organisationer har således tillagt sig opgaven, at gribe ind over for seksuelle afvigere. I samarbejde – og/eller konkurrence med – offentlige myndigheder.

Red Barnet har i samarbejde med politiet påtaget sig, at modtage henvendelser fra mennesker, der mener at have fundet børneporno sider  på nettet. For nogle år siden dukkede en advarsel op på alle netsider med pornografi med advarsel imod børneporno. Blandt andet underskevet af Red Barnet. Det forekommer ikke indlysende, hvordan Red Barnet er kommet frem til, at almindelige danskere skulle kunne have en kvalificeret mening om så specielt et emne.

Dansk pige om Justin Bieber (f.1994) på twitter: “Hvis jeg var kæreste med Justin Bieber, ville jeg føle det som om jeg var pædofil…selvom jeg er yngre end ham.”

Idag findes der næppe en sexbrevkasse, hvor man ikke kan læse om yngre kvinder, der er stærkt bekymrede fordi de har set billeder af helt unge piger på kærestens eller mandens pc, og mistænker ham for at være pædofil. Eller er i tvivl om, hvad de skal tro. Brevkasseredaktørerne beroliger ofte med, at børneporno er vanskeligt tilgængeligt. Og mænds interesse for yngre kvinder helt normal og almindelig. Men Red Barnets strategi at sprede advarsler også der, hvor der er tale om legale kommercielle sites, og modellerne ikke er mindreårige, har spredt moralsk panik til de danske hjem.

Lektor og psykolog Karen Pallesgaard Munk går i rette med denne strategi. Ved at fokusere så meget på krænkere tages uskylden fra børn,  og de voksnes blik på børn bliver et andet. For de pædofiles seksualiserede blik ligger inden for denne forståelse og lurer overalt. Idag kan forældre end ikke fotografere deres egne børn. I en artikel i Videnskab.dk siger Karen Pallesgaard Munk om fænomenet:

“Børn er ikke længere uskyldige og aseksuelle. Vi forestiller os, hvordan en pædofil vil se vores børn, og så tager vi vores forholdsregler. Det uskyldige barn er ved at forsvinde. Vi får et modsætningsfyldt forhold til børns nøgenhed, og vi sætter nogle kontrolinstanser i værk, som går i selvsving.” 

Igen er det hverken børn eller deres forældre – eller kommende forældre – der her bliver hjulpet. Hvordan seksuelle afvigelser lige pludselig kan blive et hovedområde for en NGO forekommer mystisk. Her skal det erindres, at før 1997 eksisterede en psykiatrisk diagnose af pædofili ikke. Den blev i 1997 udarbejdet på et meget spinkelt grundlag, da det var meget få mennesker der fik denne diagnose. Og der er nok næppe nogen, der kan forestille sig at antallet af overgreb, der bliver begået stiger. Med mindre “det farlige” – og derfor spændende – ved den afvigende seksualitet drager normale mennesker ind i børneporno netværk og skaber nye typer kriminel adfærd. Hvis der er tale om selvsving – også her – har Red Barnets udbredelse af begrebet ikke gjort nytte. Tværtimod.

I sociologien anvender man begrebet moralsk panik til at beskrive en samfundsmæssig bekymring, der er ude af proportioner i forhold til problemernes omfang. Her har begrebet en negativ værdiladning.

Men som Karen Pallesgaard Munk siger i en artikel i magasinet Humaniora er der organisationer, der lever af den moralske panik:

“Private godgørende organisationer kan få et raison d’être som bidragydere til minimering af de samfundsmæssige skader. Man kan endvidere iagttage, at retssikkerheden tenderer til at blive undermineret i forbindelse med moralsk panik. Det er ellers netop i de situationer, at objekter for samfundets afsky skal beskyttes af retssikkerhedsgarantier for at undgå heksejagtlignende tilstande som kan medføre ofringer af uskyldige. Moralsk panik har med andre ord sit eget samfundsmæssige momentum.”

De der modsætter sig denne strategi risikerer, at blive udsat for det Karen Pallesgaard Munk kalder en decentral disciplineringsproces. Et eksempel på dette fænomen: Karen Pallesgaard Munk blev kontaktet af Red Barnet med anmodning om at købe kuglepenne og kontormateriale, der bærer organisationens logo. Da anmodningen bliver afslået udråbes Karen Pallesgaard Munk af sælgeren, som en der ikke vil bidrage til bekæmpelse af pædofili. Et eksempel der illustrerer, hvordan frivillighed ikke altid gælder de, der er i kløerne på private og frivillige organisationer.

LGBT

Der kunne være en forhåndsforventning om, at NGO’er der i egen selvforståelse repræsenterer minoriteter – især seksuelle – ville afstå fra at gøre elementer af moralsk panik til deres raison d’être. Især en organisation som LGBT Danmark. Fordi psykiatriens hundrede år gamle karakteristik af homoseksualitet som degeneration, sindslidelse eller biologisk betinget afvigelse burde kunne få organisationen til at være på vagt over for en strategi af den type.

Jeppe Kofoed

Den seksuelle debutalder har ikke flyttet sig i 30 år. Den er 16,8 år. Og der skal den forblive mente mange i den offentlige debat i 2008  i anledning af, at den 34 årige Jeppe Kofoed’s havde haft et seksuelt forhold til en pige på 15 år.

Debatten nåede hysteriske højder da pseudonymet Baltazar Castor 3. april – kort efter sagen om Jeppe Kofoed – skrev en artikel i Information under overskriften Pædofili og homoseksualitet. Artiklen indledes forsigtigt:

“Lad mig starte med at sige, at jeg ikke rigtig synes, man kan diskutere pædofili, men at man kan diskutere, hvordan man diskuterer det.”

Og derefter diskuterer Castor den barnlige seksualitet i dens forskellige former på en måde, der ikke adskiller sig væsentligt fra det, der ligger inde for området, der betegnes som “normalt” af Anne Louise Stevnhøj fra Børns Vilkår. Dog adskiller det Castor siger sig fra Stevnhøj på to måder: Castors ærinde er ikke disciplinering. Faktisk henviser Castor til den relative ubekymrethed, der herskede før 1997 på området. Desuden opfordrer Baltazar Castor LGBT til at arbejde for en tilbagevenden til tidligere herskende normer.

Baltazar Castor’s udtalelser er interessante, fordi han havde indtaget en central position – som redaktør af Pan-bladet – forinden. Og det viste sig at den hårdeste kritik af hans synspunkter netop kom fra en repræsentant for den NGO’ som Pan-bladet er talerør for: LGBT Danmark.

Karen M. Larsen betegner i en blog-artikel  (der er en bearbejdelse af et læserbrev i Information) hans klumme som “frastødende” og karakteriserer Castor som pædofil:

“Nu er det jo kendetegnende ved debatten om børns rettigheder, at den har det med at handle om voksnes holdninger og ønsker.”

“Baltazar Castors ønske om at give børn ”ret” til sex handler på samme vis om voksnes ønsker om at få ”ret” til sex med børn.”

Karen M. Larsen forholder sig ikke til de fremsatte synspunkter. Fuldstændig parallelt til John Halse fremfører Karen M. Larsen et privat princip, og fejer modpartens argumentation af bordet med det.  Hos Karen M. Larsen er det princippet om “de bagvedliggende motiver”. Motiver der er skjulte, dog ikke for Karen M. Larsen. Hvorefter vidtgående slutninger vedrørende debattørens seksualitet er mulige.

Den decentrale disciplinerings åbenlyse formål er i dette tilfælde at erstatte en ledende skribent i NGO’en med en anden: Castor med Larsen. Men formålet rækker langt ud over dette.

For en NGO som LGBT Danmark er resultatet af denne linie et selvmål. Baltazar Castors brug af ordet “pædofili” er ikke identisk med den kliniske betegnelse  – hvilket bidrager til nogen forvirring. Nogle ville utvivlsomt bruge ordet om det forhold Jeppe Kofoed havde til en 15 årig pige, der blev nævnt ovenfor.

Det afgørende i denne forbindelse er imidlertid at pege på, hvordan også denne NGO – tilsvarende Børns Vilkår og Red Barnet – ændrer formålsparagraf fra at hjælpe til at bekæmpe.

LGBT Danmark er ikke længere en organisation, der kæmper for rettigheder til homoseksuelle. Når forvirringen om hvad ordet pædofil dækker over kommer til debat i Pan-bladet benytter Karen M. Larsen lejligheden til at slå fast:

“Jeg tror ikke på, at alle mænd er pædofile – eller at ingen kvinder er det. Men jeg er 1000 % overbevist om, at sex mellem voksne og børn ALTID er forkert – at det er en meget alvorlig forbrydelse som samfundet skal straffe hårdt.”

Igen er der ingen diskussion af hvad homoseksualitet eller seksualitet i det hele taget er, men en indordning af NGO’en som  redskab for den decentrale disciplinering.

Hvem er i centrum for NGO’erne?

Konklusion

De tre NGO’ er der er blevet diskuteret ovenfor synes at have flere ting til fælles: Dels fremgår væsentlige skift i holdninger og praksis ikke af principprogrammer eller grundlag. Der har heller ikke – sådan fremstår det i hvert fald ikke udadtil – været en grundig diskussion af implikationer af den moralske panik debatten om pædofili siden 1997 har medført for netop disse organisationer.

Gamle fjender har fundet sammen. Børneorganisationerne der, som det fremgår af John Halses synspunkt, ikke har haft et specielt positivt forhold til LGBT, fremstår nu enige på en måde de ikke har gjort før. Om at erstatte intentioner om at hjælpe med intentioner om at bekæmpe. Hvilket på den anden side gør den direkte konkurrence mere nærliggende.

Skiftet fra at hjælpe til at bekæmpe medfører, at interessegruppens betydning svinder ind. Både når det gælder børneorganisationerne, og når det gælder organisationen for de seksuelle minoriteter “afskaffer” man i en vis forstand målgruppen. Fordi fokus rettes andre steder hen.

Organisationerne har bevæget sig ind på en betænkelig strategi: De søger at udskille afvigere. Børns vilkår sondrer mellem børns “normale” og “unormale” seksuelle adfærd. Målet er selvfølgelig at ramme sexkriminelle. Erfaringerne fra omkring år 2000 har vist at panik på området medfører stigmatisering af børn, institutioner og ringere retssikkerhed. Det første offer for strategien er det barn der med rette eller urette bliver udpeget som havende unormal adfærd. Derefter pædoger, forældre, institutioner og andre.

Red barnet søger via kampagner at udskille unormal seksualitet. Dommerpanelet skal være den almindelige dansker, der forventes at træde ind i en ekspertrolle. Den uheldige sælger, det lykkes at fremsætte indirekte beskyldninger over for kunden – som i eksemplet ovenfor –  illustrerer svagheden i strategien. End ikke NGO’ens egne repræsentanter formår, at handle med den fornødne konduite. De første ofre for strategien er uskyldige mennesker, der forulempes eller søges stigmatiseret.

Når børn udelukkende ses som magneter for kriminelle underminerer børneorganisationerne deres eget grundlag. Hvis medier og befolkning tager budskabet til sig vil det føre til krav om flere midler til politi, domstole og psykiatri. De midler kunne tages fra børneorganisationernes traditionelle aktiviteter og forsvares som prioritering.

Også LGBT får problemer når decentral disciplinering bliver vigtigere end organisationens rettighedsorienterede politik.

Både organisationer og enkeltpersoner fremmer umiddelbart karrieren ved at deltage i den decentrale disciplinering. Men Børns Vilkårs John Halse kom til kort over for filosoffen Thomas Søbirk Petersen. Den velgørende organisation er specielt sårbar over for argumentet, at den er snæversynet eller endda fordomsfuld over for minoriteter.

Givet en lang historie hvor homoseksuelle har været sygeliggjorte og underlagt psykiatrien forekommer en strategi, hvor decentral disciplinering gøres til organisationens raison d’être ikke indlysende. De “unormale” der søges udgrænset viser sig i dette tilfælde hurtigt at være organisationens egne medlemmer: De der erklærer sig uenige i den politiske linie.

Strategiens uundgåelige resultat synes at være et ødelæggende internt opgør i organisationen, hvor kyniske og karrierebevidste mennesker fremmer deres egne interesser. Organisationen vil som følge hurtigt tømmes for både eksistensberettigelse og medlemmer.

Processen vil i forhold til samfundets beslutningstagere fremstå som delegitimering af organisationen: Hvis ledende debattører skubbes ud på baggrund af skandaløse anklager sikres der ikke en situation, hvor politikere ønsker at forholde sig til organisationens rettighedsprogram. Hvilket efterfølgende kan accelere discplineringsstrategernes nidkærhed over for modstandere. Med organisationens politiske deroute som konsekvens.

De tre organisationer der er blevet diskuteret ovenfor går fra at hjælpe til at bekæmpe. De to organisationer, hvis emne per definition skulle være børn taler om sex og den organisation, hvis sigte er seksualpolitisk dropper emnet for at rette fokus på – kriminalitet.