Den destruktive LGBT politik

Rettigheder eller minoritet?

Det er stærkt begrænset, hvad der foregår af debat om LGBT politik. Der finder stort set ikke nogen offentlig debat sted. Ikke fordi synspunkterne ikke findes, men fordi LGBT Danmark ikke opfordrer til og nødig deltager i debat.

LGBT Danmark har som program at gennemføre ændringer ved at skabe juridisk ligestilling. Det bliver en sjælden gang sagt imod. F.eks. af Bjørn Hvidt-Pedersen i en kronik i Berlingske 2009. Fra ligeret til minoritetskultur hed den. Hvor det hævdes, at homopolitikken har bevæget sig fra kamp for rettigheder til varetagelse af en minoritets særinteresser.

Jeg konstaterede dengang, at kamp for juridiske rettigheder stadig står i centrum af LGBT politikken. Men det faktum at der ingen afgørende bevægelser har været siden 1989 har tvunget LGBT til at anvende en tilpasningsstrategi. I dag kræves der ikke ligeret, men særbehandling. Fordi kravet om ligeret virker som overbud. Jeg har tilføjet nogle kommentarer til det jeg sagde dengang i artiklen Tilbageblik: Hvilke homorettigheder?

Der er intet der tyder på at LGBT i den nærmeste fremtid kan få gennemført kravene om kirkelig vielse eller homoægteskab, skrev jeg i 2009. Nu skriver vi 2011 og intet har ændret sig. Blot kan man føje ønsket om, at få fjernet transseksualitet fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste til rækken af uigennemførlige sager.

LGBT politikken er især i det sidste årti stødt ind i hård modstand og er endt i et dødvande. Den virkelighed LGBT’erne møder ændrer sig selvfølgelig, og det afspejles i den offentlige debat.

Den destruktive LGBT politik

Det der kendetegner synspunkterne i dag er, at en del LGBT’ere har kapituleret, og overtaget modpartens synspunkter. Sidste år under debatten af Dansk Folkepartis deltagelse i Copenhagen Gay Pride var der et – efter sigende mangeårigt medlem af LGBT Danmark – der udbrød, at han følte sig “drevet i armene på Dansk Folkeparti”. På grund af den uforsonlige og militante linie andre – blandt andre undertegnede stod for – når vi benægtede, at Dansk Folkepartis deltagelse var andet end et politisk gimmick. Og konstaterede at tilhørsforholdet til en minoritetsgruppe af mange slet ikke ses som uforeneligt med en hadefuld indstilling. F.eks. over for flygtninge og indvandrere. Eller måske endda over for andre LGBT mennesker? Samme person angreb nemlig også den første homoseksuelle deltager i Paradise Hotel for ikke at være tilstrækkelig maskulin.

I LGBT sammenhæng er køn, seksualitet og identitet nøglen til politiske forståelse. Misforstås de tre begreber betyder det at der knyttes an til synspunkter, der fundamentalt er fjendlige over for LGBT.

Lad mig lige nævne nogle væsentlige aspekter af de tre begreber:

1. Køn

Det skulle umiddelbart forekomme indlysende, at de der i visse sammenhæng nedladende bliver betegnet som mennesker med en “anderledes seksualitet” må have gjort sig overvejelser om forholdet mellem køn og seksualitet. Det forekommer, hvis man ser på de debatter der foregår, imidlertid sjældent at være tilfældet.

Mænd er fra Mars,  Kvinder er fra Venus hedder det i populær litteraturen. Og i de fleste LGBT sammenhænge.

Intet TV program har været så udskældt i 2010 som Dagens mand. Med begrundelsen at fyrene ikke er maskuline nok. Og dermed skader billedet af homoerne i offentligheden. Intet ligger majoriteten af homoseksuelle fjernere end tanken, at kønnet måske opleves som naturligt, men ikke derfor er naturgivet. At det med andre ord er en konstruktion. Hvad der f.eks. opleves som maskulint er ikke givet, men defineret. Blandt andet af den kulturelle sammenhæng.

2. Seksualitet

Moderne LGBT politik har intet at gøre med frigørelsespolitik. Feministerne inden for LGBT har skiftet frigørelse ud med bekæmpelse af den maskuline seksualitet. Der er ikke noget problem med homoseksualitet, men derimod med den maskuline seksualitet som sådan. Det feministerne ønsker er en homoseksuel livscyklus, hvor homoseksualiteten blot er en fase.

Ikke at heteroseksualitet idealiseres. Tværtimod. Overalt i miljøet er der en stærk heterofobi. Heteroseksuelle er f.eks. principielt udelukket fra de forskellige dating-sites. Det overses at vi alle engang var heteroseksuelle – før vi sprang ud. Og vigtigere: Det overses at udspringet er socialpsykologisk proces. Unge arbejder med deres identitet gennem flere år. Og med at gøre deres seksuelle erfaringer. For slet ikke at tale om, hvor vanskelig  processen er for voksne, der skifter deres heteroliv ud med et homoliv. I praksis er der “heteroseksuelle” overalt i miljøet. Men ligesom når det handler om køn er opfattelsen biologiseret. Seksualiteten sidder i pikken – og mænd tænker med den. Her er det Carl-Mar Møller’s popularisering af lægevidenskabens opfattelse af køn og drift der hersker.

Kvinder har ingen seksualitet. Siger feminister. Hvilket sikrer dem, mener de, en priviligeret og uangribelig  position i seksualpolitisk debat.

3. Identitet

En biologiseret opfattelse af køn og seksualitet umuliggør identitet. Det er for mange den vigtigste grund til ikke at deltage, og intet at mene om LGBT politik. Og samtidig det der gør det så let, at afvise andre inden for LGBT som afvigende. Når der ikke er noget JEG er der heller intet VI.

De andre – individer eller grupper – er konkurrenter, det blot handler om at skaffe af vejen. Intet er lettere end at hengive sig til den almindelige paranoide stemning i samfundet. Eller deltage i det man kan kalde den regnbuefarvede illusion: Forestillingen om at den juridiske ligestilling – der engang virkede som et lovende projekt – vil føre til den endegyldige normalisering af LGBT grupperne.

I sidstnævnte tilfælde anvendes en taktik, hvor det gælder om at slippe af med de, der ikke passer ind. Argumenterne findes ved at kombinere elementer fra biologiserede opfattelser af køn og seksualitet.

Der vil altid fra samfundets side være en vis opmærksomhed i forhold til de unges liv og seksualitet. Når de unge springer ud og møder den homoseksuelle subkultur forvandles denne opmærksomhed let til bekymring. Både når mænds seksualitet forstås i biologiske termer, og når kulturelle forestillinger om de unges påvirkelighed gøres gældende. Forførelsesteorier er lige så gamle som den homoseksuelle kultur selv. En stor del af problematiseringen retter sig derfor mod den maskuline seksualitet. Og mere konkret imod de voksne mænd.

Konklusion

Der er to mulige løsninger: De homoseksuelle bliver så normaliserede, at subkulturen forsvinder. Eller den homoseksuelle identitetsdannelse ophører.

Førstnævnte er ikke den aktuelle situation – juridisk ligestilling eller ej. Sidstnævnte er i realiteten en tilbagevenden til de homofiles strategi fra 1950’erne. Hvor de homoseksuelle udlagde deres afmagt, som normalisering. De homofiles manglende synlighed i samfundet og begrænsede selvbevidsthed blev udlagt som normalisering og mål. Det er en exodus-strategi.

Den destruktive i LGBT politik opstår, når homopolitik defineres som konkurrence eller udskilningsløb: Hvem kan smide de andre ud? Eller alternativt: Hvem bør smides ud?  Fordi “de er ikke helt normale”, “det er ikke forsvarligt” og “vi er bekymrede”. Med antydninger af at alt, hvad der ikke er i tråd med feminisme er styret af “bagvedliggende” motiver.

Den destruktive LGBT politik er ligeledes en kendsgerning, når en svag gruppe som de mandlige prostituerede skubbes til side og LGBT ikke ønsker at forsvare deres rettigheder. Og end ikke ønsker at tilkendegive om LGBT er for eller imod et købesexforbud. Sådan som David Zennaro har tilkendegivet i Pan-bladet.

Mandlig prostitution er ikke noget vigtigt emne. Feminismens forhåndsantagelse om, at kvinder altid er ofre efterlader de mandlige prostituerede som uinteressante. Derfor kæmper LGBT ikke for sexarbejdernes rettigheder.

Den destruktive LGBT politik er ligeledes en kendsgerning, når en svag gruppe i LGBT som de hiv-positive ingen opmærksomhed  får. En foreløbig sejr som suspensionen af hiv-loven er fik lidt forsinket – og efter pres fra undertegnede og Pan-bladet – 12 liniers kommentar fra LGBT i Pan-bladet.

Hiv indgår ikke i den feministiske problematisering af køn og seksualitet. Og derfor heller i LBGT’s politik.

LGBT har i denne uge demonstreret,  at sådan ser den politiske virkelighed ud.

LGBT har ingen politik på de forskellige seksualpolitiske områder. Udover at deltage i mistænkeliggørelse af mænds – og i særdeleshed de homoseksuelles – seksualitet og identitet. Hvilket enkelte personer i LGBT klart har formuleret som deres mission og målsætning.

Reklamer

Pan-bladet: Debat om Prostitution

Monolog

At kalde dette indlæg for “debat” er – indrømmet – en tilsnigelse. Formen er monologen. Der er ingen dialog. Lige som tidligere vover jeg i visse tilfælde at drage e silentio slutninger: Slutninger ud fra tavshed. Der sættes ord på meget, men i andre situationer føler mennesker ikke behov for at sige ting. Men tavshed lader sig også fortolke.

Den første artikel i denne lille serie hed Pan-bladet: Debat om sygeliggørelsen af de homoseksuelle, og den anden hed Pan-bladet: Debat om homoægteskab. Fælles for artiklerne er at de er lagt på Pan-bladet, og diskuterer LGBT politikens mål og midler.

Artiklens emne er prostitution. Der tages afsæt i Karen M. Larsen’s interview med Peter Edelberg  fra 2008. Og en debat fra efteråret 2010 med Peter Edelberg om mandlig prostitution i Danmark i 1960’erne, hvor Karen M. Larsen og undertegnede deltog.

Synspunkterne repræsenterer tre mennesker med baggrund i faget historie, men sigtet er at bidrage til politik udvikling. De politiske budskaber, der ligger i forskellige opfattelser af den nyere homohistorie skal afkodes. Det kan kaste lys over nogle begreber i den nuværende LGBT politik.

Blindhed

I de to foregående artikler har jeg kritiseret, at det man kan kalde den optimistiske LGBT politik fejer problemer ind under gulvtæppet, når den alene forholder sig til lovens bogstav. Og stiller sig tilfreds med konstateringen at sygeliggørelsen af de homoseksuelle blev afskaffet i 1981. Uden at tage almindelige holdninger i befolkningen eller udviklingen i lægevidenskabens synspunkter siden i betragtning. Udformningen af LGBT’s politik, hvor juridiske krav sættes foran alt andet – og især kravet om homoægteskab – er båret af blindhed i to forhold. Dels er fokus idag på seksualitet, ikke på civilstand. Det registrerede partnerskab havde en umådelig symbolværdi i 1989. Men ingen forestiller sig nyheden vil gå verden rundt på samme måde, hvis Folketinget idag vedtog en ægteskabslov. Og ægteskab er ikke nødvendigvis i praksis et krav blandt de homoseksuelle, hvis samlivsformer er lige så forskellige som de heteroseksuelles.

Hvordan kan LGBT politikken være så blind? Og insistere på at homoægteskab er så vigtigt en sag, at gennemførelsen af dette næsten ville tvinge at LGBT til at nedlægge sig selv og erklæret målet for nået? Og er der så – når det kommer til stykket – nogen der mener det?

Jeg fandt ikke svaret i analysen af homoægteskabets betydning. Den artikel sluttede med en “eftertanke” og ikke en konklusion. Svaret findes derimod i analysen af det, der sædvanligvis forstås som ægteskabets modpol: Prostitutionen.

Den mandlige prostitution

I et interview fra 2008 fortæller Peter Edelberg om det netop påbegyndte forskningsprojekt i homoseksualitetens historie i perioden 1949-65.  Dvs. den formative periode for det der dengang hed Forbundet af 1948 – det senere LBL og nu LGBT. Og den krise de homofile – som homoerne kaldte sig dengang – oplevede med indførelsen af den grimme lov i 1961, der strammede prostitutionslovgivningen i forhold til den mandlige prostitution. Loven diskriminerede de homoseksuelle fortæller Peter Edelberg. Og det affødte en reaktion:

“Det fører til at loven bliver afskaffet i 1965, og fra da af bygges der en generel konsensus op om, at homoseksuelle skal have samme rettigheder som andre – og den konsensus er vi stadig i gang med at udbrede.”

Det er grundantagelsen i det der kunne kaldes den optimistiske LGBT politik. Efterfølgende blev homoseksualitet fjernet fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste i 1981 og dernæst blev det registrerede partnerskab vedtaget  i 1989. Da stifterne af Forbundet af 1948, som de første homoseksuelle i verden blev officielt anerkendt som par, syntes endemålet inden for rækkevidde: Den fuldstændige juridiske accept. Mere end 20 år efter er det endnu ikke sket. Men den fremskridtstro, der er indeholdt i synspunktet lader sig for nogles vedkommende ikke ryste.

Dekonstruktion af homohistorien

Peter Edelbergs dekonstruktion af homohistorien er som han har forklaret i en debat på Modkraft mere subtil. Peter Edelberg anlægger betragtningen, at politiet indgriben over for den omfattende mindreårige prostitution disciplinerede de homoseksuelle, og gjorde dem pæne og acceptable i samfundets øjne.

“Således førte “undertrykkelse” til “frigørelse”. Historien er ofte paradoksal, og en given handling kan have uforudsete konsekvenser.”

Edelberg afviser dermed naiviteten i den såkaldte frigørelseskamp, hvor historiens resultater ofte ses som produkt af de impliceredes heroiske kamp for rettigheder og retfærdighed.

Ikke desto mindre anvender Edelberg selv terminologien. Ordene “undertrykkelse” og “frigørelse” er blot blevet forsynet med anførelsestegn, fordi de historiske subjekter er forsvundet eller i hvert fald har mistet helterollen. Og historien er nu produkt af mekanismer og sociale kræfter, der er anonyme. Selve fremskridtsoptimismen og naiviteten er derimod intakt.

Edelberg betoner dog, at “endemålet” ikke er et jurdisk reservat for de homoseksuelle i form af homoægteskab:

”De homoseksuelle” findes så længe, som der er nogle, der synes at det er en betryggende og fornuftig måde at forstå sit liv på. Men der er intet der tvinger os til at påtage os den rolle, hverken biologi, samfund eller psyke. Vi kan opfinde nye roller og nye måder at forstå vores sexliv og kærlighedsliv på.”

Den positive rolle Peter Edelberg frakender de homoseksuelle i historien om dannelsen af deres identitet tilkender han omvendt politiet personificeret af Jens Jersild. Historieforskning er ikke objektiv, men indebærer altid et valg af metoder og perspektiver. Valget af Jersild som homohistoriens helteskikkelse virker overraskende, og var som det fremgik af debatten på Modkraft.dk også kontroversiel.

Peter Edelbergs tolkning repræsenterer den optimistiske LGBT politik i dekonstrueret form. Karen M. Larsen fremsætter et lignende synspunkt på debatten. Edelberg og Larsen er bla. enige om at “normalisering” er endemålet. Og i accepten af Jersilds “lugen ud” i den danske homokultur med henblik på at gøre denne acceptabel for samfundet.

Karen M. Larsen supplerer Edelberg med en kritik af Mads Ananda Lodahl. Vanen tro er med en ad homominem argumentation, hvor Lodahl antages at ville gøre sig talsmand for:

” polyamourøse bøsser med hang til købesex med drenge under 15,

 blot Lodahl forsøger at fremsætte en konkurrerende queer-tolkning, der anfægter “normalisering” strategien.

Den dystopiske LGBT politik

Der er næsten to år mellem interviewet med Edelberg og debatten på Modkraft. Edelbergs formuleringer er næsten identiske i de to sammenhænge. Det viser sig at Edelberg har svært ved at fremlægge statistisk materiale for, hvor stort omfanget af den mandlige prostitution var. Og måske vigtigere: Hvor stort problemet med den mindreårige prostitution rent faktisk var?

Men man kan sige at givet Edelbergs problemformulering er de eksakte tal næsten ligegyldige. For Edelbergs analyse burde rettelig hedde den dystopiske LGBT politik.

For Edelberg anerkender ikke, at Jens Jersilds relative succes med at etablere en stærkt forøget politistyrke inden for sædelighedspolitiet var betinget af den homofil-panik, der var i samfundet. Edelberg vælger – med Jersild selv – at se problemet med mindreårig prostitution, som endemisk i det homoseksuelle miljø.

Forførelsesteorien

Edelberg fremhæver at han arbejder med udgangspunkt i kilderne fra samtiden. Dvs. Jens Jersilds egne betragtniger, sådan som han har fremsat dem i adskillige bøger og afhandlinger. Bla. fremsatte Jersild en forførelsesteori, og anvendte den som argument over for lovgiverne for indførelse af den grimme lov. Påstanden var, at de unge drenge under 18 år måtte beskyttes via lovgivningen imod voksne homoseksuelle, der ville forføre drengene. For når drengene først var blevet forført og havde fået smag for livet som trækkerdrenge ville de blive homoseksuelle. Hvorfor Jersild advarede imod et snigende epidemisk samfundsproblem.

Teorien fokuserer på to ting: Fremkomsten af en homoseksuel kultur efter besættelsen. Hvilket er en historisk kendsgerning. Bla. med dannelsen af Forbundet af 1948. Men den forstår væksten i antallet af homoseksuelle – ikke som et udtryk for en nye kultur i efterkrigstiden Danmark – men som en “epidemi”. Desuden karakteriserer den homoseksualitet, som en form for pædofili. Fordi det antages at det (næsten) altid er de helt unge drenge, der er i farezonen i forhold til forførelse.

Forførelsesteorien konkurrerede med andre af samtidens opfattelser, der er mere essentialistiske. F.eks. den freudianske, der tilskriver homoseksualiten barndomstraumer. Men den holder fast ved den klassiske lægevidenskabs opfattelse om en forbindelse mellem homoseksualitet og pædofili. Fordi homoseksualitet, når det kommer til stykket opfattes som en psyko-social eller neurotisk forstyrrelse.

Denne karakteristik af Jens Jersild er Edelberg særdeles uenig i. For Jens Jersild er helten i  Edelbergs historie, og disciplineringen af de homoseksuelle er i dette perspektiv et ønskeligt projekt.

Debatten demonstrerede  imidlertid en anden pointe.

Kuldsejlet “normalisering”

Som nævnt ovenfor bliver indvendiger over for “normaliserings” projektet pure afvist.

I Mads Ananda Lodahls tilfælde betød det, at han blev udpeget som talsmand for de”polyamourøse bøsser med trang til købesex med drenge under 15″.

Et halvt århundrede efter Jersilds heroiske indsats er “normaliserings” projektet altså endnu ikke lykkedes. Hvilket kun kan betyde det er en fiasko!

Hverken Peter Edelberg eller Karen M. Larsen anerkender, at samfundet i 1960’erne og samfundet og tildels i dag er præget af pædofil-panik. Dvs. en overreaktion på et problem, der er marginalt. De ser tværtimod pædofili over alt – i fortid og nutid.

Ikke som en historisk konstant, men som biologisk konstant. Uanset at de begge sværger, at de ikke anerkender lægevidenskabens definition af homoseksualitet, som biologisk entitet i mennesket er den der alligevel. Selv er de begge også yderst skeptiske i forhold til om “normaliserings” projektet vil lykkes. På trods af de tapre miner.

Edelbergs skepsis lader forvente, at hans Ph.d afhandling vil konkludere, at samfundet ikke skulle have ladet parret Axgil sætte kronen på værket ved at indgå registreret partnerskab. De bærer jo deres andel af ansvaret for udviklingen af det homoseksuelle miljø.  Hvis mentale sundhed er stærkt tvivlsom – og dermed også dets eksistensberettigelse.

Det skal erindres at den – indtil videre eneste kommentar fra Karen M. Larsen – til undertegnedes bidrag til Pan-bladets debat indeholdt formuleringen:

“Jeg tror ikke på, at alle mænd er pædofile – eller at ingen kvinder er det. Men jeg er 100 % overbevist om, at sex mellem voksne og børn ALTID er forkert – at det er en meget alvorlig forbrydelse, som samfundet skal straffe hårdt.”

Den form for formaninger over for andre debattører vidner ikke om tiltro til deres dømmekraft. Alligevel er det en indrømmelse. Når jeg tidligere har hævdet at debattører af Karen M. Larsens støbning ønsker støj i miljøet –  altså panik – kunne jeg ikke få en bedre bekræftelse. Dokumentation for at det skulle være nødvendigt, at udstede den slags advarsler har jeg endnu ikke modtaget. Men med udgangspunkt i lægevidenskabens opfattelse af den maskuline seksualitet er ingen konkret bevisførelse nødvendig.

Konklusion

Når tesen om homoægteskabet som rettighedskampens endemål af Karen M. Larsens diskuteres i sikker afstand fra ethvert begreb om sociale og politiske forhold i Danmark er det fordi den er et luftkastel.

Ingen politiker med respekt for sig selv drømmer om, at lægge kræfterne i et “normaliserings” projekt de implicerede selv anser for håbløst.  Efter karaktermord på stribe fremstår “normaliserings” projektet dybt kompromitteret.

De to debattører med historiefaglig baggrund levner ikke projektet nogen chance. På trods af  alle besværgelser. Den tredie – undertegnede – giver dem  ret i, at hverken deres optimisme eller dystopi bringer det nogen vegne.

“Jeg tror ikke på, at alle mænd er pædofile – eller at ingen kvinder er det. Men jeg er 100 % overbevist om, at sex mellem voksne og børn ALTID er forkert – at det er en meget alvorlig forbrydelse som samfundet skal straffe hårdt.”

Siger Karen M. Larsen. Mænd forstår det jo ikke. Jens Jersilds redningsforsøg virkede ikke. Men måske kan forbudspolitikken skabe en ny Jersild?

Pan-bladet: Debat om homoægteskab

“Feministerne inden for LGBT har skiftet frigørelse ud med bekæmpelse af den maskuline seksualitet. Der er ikke noget problem med homoseksualitet, men derimod med den maskuline seksualitet som sådan. Det feministerne ønsker sig er en homoseksuel livscyklus, hvor homoseksualiteten blot er en fase.”

Sådan skrev jeg i artiklen Den destruktive LGBT politik. Et synpunkt jeg mente var blevet tilstrækkeligt  begrundet i en række tidligere artikler. Det mente Karen M. Larsen ikke. Jeg har derfor udbygget argumentationen i en kommentar til Karen M. Larsens artikel Hvorfor blev homoseksualitet betegnet som en sygdom i Pan-bladet.

Her har jeg med udgangspunkt i Karen M. Larsen’s artikel Speciale kaster lys over kampen for homoægteskab føjet nye argumenter til synspunktet.

Sygeliggørelse

Først et tilbageblik på diskussionen om sygeliggørelse. En diskussion der handler om, hvorvidt homoseksualitet holdt op med at blive betragtet som en sygdom efter homoseksualitet blev fjernet fra Sunhedsstyrelsens sygdomsliste.

Her kunne jeg selvfølgelig have henholdt mig til det meget simple argument, at fordi der sker en juridisk ændring betyder det jo ikke at en forestilling forsvinder ud af befolkningens bevidsthed.

Dog fandt jeg det relevant at tilføje to ting: For det første synes der i høj grad også at være tvivl i de homoseksuelles egen bevidsthed om hvor “normal” homoseksualiteten er, og for det andet eksisterer den lægevidenskab, der tidligere stigmatiserede de homoseksuelle stadig.

Så sent som i 2010 fremlagde en af de førende sexologer Ray Blanchard dokumentation for, at alle mænd i større eller mindre grad er pædofile. På trods af at bevisførelsen i høj grad er angribelig må det konstateres at, selv om de homoseksuelle skulle blive “frikendt” i den ene sammenhæng – hvilket dog ikke er tilfældet – så bliver alle mænd og dermed også homoseksuelle “anklaget” i den anden.

Muligvis mener Karen M. Larsen at alle tre pointer falder uden for debattens emne. I hvert fald har jeg ikke fået noget svar.

Homoægteskab

Hvis man knytter an til det begreb om diskurs Karen M. Larsen anvender forekommer det indlysende, at tanken om at “afskaffe” begreber eller forestillinger med et pennestrøg er uholdbar. Hvem siger at en bestemt forestilling ikke kan bestå og overleve i nye former og skikkelser? Hele homoseksualitetens “sygdomshistorie” er netop præget af de forskellige discipliner, der har været fremherskende inden for lægevidenskaben. Forklaringerne om homoseksualitetens “sygelighed” er efter tur kommet fra neurologi, psykoanalyse, eugenik, sexologi og forskning i hormoner. Og senest fra genetik og hjerneforskning.

Det begreb om diskurs Karen M. Larsen anvender stammer fra den teoretiske forståelse Michel Foucault har udviklet. Som blandt andet beskæftiger sig med naturvidenskabens forskellige transformationer. Og hvad de har betydet for de begreber og forestillinger, der er fremherskende i samfundet.

Det forekommer altså umuligt, at hele den side af betragtning kan falde ud af Karen M. Larsens argumentation ved et tilfælde. Den manglende lyst til at gå ind i debat peger i samme retning. Man må drage egne konklusioner. Det gjorde jeg så i artiklen om Sygeliggørelsen af de homoseksuelle.

Den debat skal nævnes her, fordi der ligeledes gør sig en besynderlig udeladelse gældende i Karen M. Larsen argumentation for homoægteskab.

Rent og urent

Kampen for homoægteskab kom på dagsordenen efter Sundhedsstyrelsen i 1981 havde banet vejen ved at fjerne sygeliggørelsen – der er ingen grund til at overse eller bagatellisere betydningen af dette skridt. Med det registrerede partnerskab i 1989 blev denne dagsorden delvis indfriet.

Som Karen M. Larsen gør opmærksom på stiller denne kendsgerning modstanderne af homoægteskab i en vanskelig position: Hvordan kæmpe imod det, der hverken officielt er sygeliggjort eller stigmatiseret som “unormalt” set med det officelle Danmarks øjne?

Karen M. Larsen inddrager her begreberne “ren” og “uren” i en analyse, der forsøger at indkredse modstandsstrategierne. Men overser noget fuldstændig afgørende i denne sammenhæng.

I  30 års perioden fra 1981 til idag har singel-kulturen gået sin sejrsgang. Begrebet ægteskab har skiftet status. Nogle drømmer om ægteskab – men mange drømmer blot om parforhold.  Mange heteroseksuelle par er ikke gift fordi ritualet – sammen med kirken selv – har tabt status i samfundet. Og hvad der er afgørende her: Mange homoseksuelle drømmer om monogami og parhold, men lever som singler.

Begreberne “ren og “uren” bør derfor indgå i denne debat på en helt anden led. Hvor de der falder uden for “normaliteten” – og er “urene” – er singlerne. Og de “rene” er de, der lever monogamt og i parforhold.

Det er umuligt at sige præcist, hvor mange homoseksuelle der lever i registreret i forhold til de der lever som singler. Der er ingen tal for sidstnævnte. Sandsynligvis er der en overvægt af singler. To forhold taler for dette: Mange unge og yngre er ikke etableredede. Og selve det at etablere sig er generelt blevet rykket til et senere tidspunkt i livet. Mange voksne er singler, dels fordi det givet et begrænset “udbud” kan være vanskeligt at finde den rigtige. Og dels fordi en del voksne befinder sig i en udspringsfase, hvor homolivet først skal etableres.

Pointen er at når LGBT Danmark kæmper for de homoseksuelles “normalisering” i samfundet, men det fuldstændig udelades af betragtningen at single-livet de facto findes og er ret udbredt – uanset hvad værdierne handler om – forrykkes argumentationen.

Det registrerede partnerskab havde i 1989 en umådelig symbolværdi. Men ingen forestiller sig nyheden vil gå verden rundt på samme måde, hvis Folketinget idag vedtog en ægteskabslov. Ikke blot fordi flere lande allerede har gennemført homoægteskab, og effekten af at komme først ikke længere er tilstede. Men fordi den type lovgivning ikke fungerer socialt på tilsvarende måde som den gjorde i 1989. Singel-kulturen er – trods begrænsninger i den samfundsmæssige accept – en realitet.

Den reelle samfundsmæssige dagsorden er flyttet, og begreberne “ren” og “uren”  handler nu i langt højere grad om monogami eller ej.

Fokus i debatten om sygeliggørelse er af Karen M. Larsen blevet lagt et forkert sted.  Og debatten om homoægteskabets betydning er båret af en dagsorden der ikke udtales.

Bekymrings-dagsordenen

Begreberne “ren” og “uren” læner sig op af religiøse forestillinger. Det kan være interessant her, at vende tilbage den sammenhæng begreberne tidligere har indgået i.

Det “urene” er i religiøs betydning de former for sex, der ikke er reguleret af ægteskabet. De unge er således et klassisk objekt for bekymring. Tidligere optog uønskede graviditeter en vigtig plads i den samfundsmæssige debat. Fordi de unge mødre typisk ikke var gifte, men alligevel havde indladt sig på sex. Tilsvarende fik de “der var for gamle”  –  over 30 år – hæftet nedsættende betegnelser på sig, fordi de var enlige. Den mulige eksistens af seksualitet, der ikke var redegjort for vakte bekymring. Tilsvarende argumenteres der idag for, at katolske præster er pædofile, fordi de ikke er gifte.

Bekymring for unge og deres uregulerede seksualitet og mistænksomheden over for singler spejler begge klassiske former for kontrol. Dagsordenen bag at nægte at forholde sig til dette aspekt er, at feminister netop ønsker at fremme argumenterne for begge typer kontrol i den samfundsmæssige debat.

Nogle argumenterer for, at hæve den seksuelle lavalder til 18 år. Hæve straframmer, forbyde prostitution og tilkendegiver højlydt deres forbehold over for f.eks. forhold med aldersforskel.

Det er den farlige seksualitet. Som i langt mindre grad har præfixet “homo” eller “hetero” end tidligere. Et “fremskridt” om man vil – at mistænkeliggørelsen er bredt ud til at gælde alle mænd.

Monogami er i denne optik udtryk for “renhed”. Singel-liv – i alle dets former – bliver automatisk identificeret med noget “urent”.

Det jeg i artiklen Sygeliggørelsen af de homoseksuelle ironisk kaldte “det idealistiske” element i feminismen består med udgangspunkt i den klassiske bekymrings-diskurs i forhold til unge i så vidt mulig, at fratage unge retten eller muligheden for, at have en seksualitet.

Diskursen handler idag ikke i særlig høj grad om prævention – heller ikke der, hvor det indlysende måtte være på sin plads at advare mod smitsomme seksuelt overførte sygdomme – men med udgangspunkt i lægevidenskabens “anklage” over for mændene, at advare unge af begge køn mod overgreb. Og ved enhver given lejlighed, hvor synspunktet bliver modsagt, henvise til “bagvedliggende” motiver. Og således forhindre en egentlig debat af  seksualpolitiske emner. Og dermed forhindre forbudsdagsordenen bliver draget i tvivl.

At forbudsdagsorden betyder noget i praksis ses bla. af, at intet nyligt optettet dating-site tillader unge mellem 15 og 18 år at deltage. På trods af dansk lov er åben for muligheden. Iøvrigt endnu et eksempel på, hvordan jura ikke nødvendigvis spejler samfundsmæssig virkelighed. Den fremherskende bekymrings-diskurs er i dette tilfælde stærkere end dansk lov.

Mistænkeliggørelsen af de “urene” dvs. af singlerne – vil i  praksis i høj grad antage form af mistænkeliggørelse af voksne homoseksuelle mænd. Her skal man have debatten om sygeliggørelsen af homoseksualiteten med i betragtningen.

Når homoægteskab fortrænger alt andet på den politiske dagsorden – især en diskussion af forbudsdagordenen – er det nærliggende,  at antage at hensigten faktisk er at fremme forbudsdagsordenen.

Det ville være en grov anklage at påstå de forskellige påstande og synspunkter fremsat af Karen M. Larsen tilfældigt skulle være blevet kastet ind i debatten på forskellige tidspunkter. Det er der slet ikke tale om. Der er tværtimod tale om et velovervejet og nøje afstemt synspunkt, hvor udsagn og tavshed i forskellige sammenhæng er lige vigtige.

Eftertanke

På datingsitet boyfriend.dk har der gennem flere år raset en såkaldt aldersdebat. Det symptomatiske ved denne debat er, hvordan to grupper af “fødte” singler af feministiske debattører får banket hovederne sammen. De unge er fødte “singler”, fordi de afprøver deres nyopdagede seksuelle præference. De er underlagt den del af bekymrings-diskursen, at de ikke er istand til at tage vare på sig selv. En del af de voksne ligeledes fødte singler: De har et heteroliv bag sig, og prøver nye muligheder af. De er genstand for mistænkeliggørelse.

Det er en fejlslutning at sige, at de to grupper umiddelbart har noget med hinanden at gøre. Men ved at påstå dette samler de feministiske debattører to “urene” grupper. Og resultatet er i deres øjne perversitet. Her kan der med andre ord mobiliseres ord og begreber, som Karen M. Larsen ganske rigtigt påpeger næppe kan anvendes i debatten om homoægteskab.

Karen M. Larsen glemmer blot, at det ikke ligger uden for den feministiske bekymrings eller -mistænkeliggørelses-diskurs at anvende netop disse begreber om både den ene og den anden gruppe hver for sig eller sammen.

Feministernes bekymring-diskurs skulle gerne få dem til at fremstå som de svages forsvarer.

Hvis jeg ikke selv tidligere havde orienteret Karen M. Larsen om adskillige af disse pointer kunne udeladelsen i debatten om homoægteskab fremstå som forsømmelse. Hvor beklagelig den end måtte være, så dog noget der kunne udbedres. Sådan forholder det sig ikke.

I givet fald Karen M. Larsen måtte ønske det er det selvfølgelig muligt på Pan-bladet at argumentere for, at man ikke bør tæve den ene gruppe af singler med den anden. Mens vi venter på at homoægteskabet bliver gennemført. Det sker ikke.

Pan-bladet: Sygeliggørelsen af de homoseksuelle

“Moderne LGBT politik har intet at gøre med frigørelsespolitik. Feministerne inden for LGBT har skiftet frigørelse ud med bekæmpelse af den maskuline seksualitet. Der er ikke noget problem med homoseksualitet, men derimod med den maskuline seksualitet som sådan.”

Sådan skrev jeg i artiklen Den destruktive LGBT politik. Da Karen M. Larsen regner sig selv for feminist – og ikke var specielt begejstret for karakteristikken – udbad hun sig en uddybning. Jeg henviste til den lange række af artikler på bloggen, der behandler emnet. Og et par indlæg i Pan-bladet.  Ellers et oplagt sted at diskutere LGBT politik. Men Karen M. Larsen skal ikke holdes hen. Jeg har atter skrevet et indlæg til Pan-bladet. Og bringer det her:

 
“Karen M. Larsen er givetvis en travl kvinde. Man skal ikke forvente et svar på indlæg. Alligevel er det relevant at bidrage med nye vinkler på emnet.Derfor følgende bemærkning:

Mine tidligere bemærkninger refererede til den sørgelige tilstand vi normalt betegner som “virkelighed”. Både i det danske homomiljø og uden for.

Det spørgsmål jeg gerne vil stille – og selv svare på, da det nu er betingelserne for “diskussion” – er:

Hvordan kan Karen M. Larsen antage, at sygeliggørelsen af de homoseksuelle forsvandt med et slag en vinterdag i 1981?

I fald sygeliggørelsen forsvandt som dug for solen, hvordan kan der så være så meget “støj” på linien i enhver sammenhæng, hvor homoseksualitet diskuteres? Og hvad blev der egentlig af den lægevidenskab, der havde produceret diagnosen?

Empirien – “støjen” i det danske homomiljø og uden for – fortæller at sygeliggørelsen langt fra er forsvundet.

Desuden vil det ikke være vanskeligt at videregive links til den første halve snes videnskabelige artikler, der “beviser”, at specielt de homoseksuelle og mænd i al almindelighed har en syg seksualitet.

Hvordan harmonerer det med Karen M. Larsens fremsatte opfattelse, at sygeliggørelsen er forsvundet?

Et argument kunne være: “Støj” skal ignoreres. “Børn skal ses ikke høres”, var pædagogikken engang.

Men nu er det jo voksne mennesker, der kan forvente at blive taget alvorligt – uanset hvor ufornuftige deres argumenter måtte forekomme – eller rent faktisk er.

Et andet argument kunne være, at Karen M. Larsen nødig vil fortælle Pan-bladets læsere, at LGBT’s succes er langt ringere end den forekommer på papiret.

Bag denne medfølelse med de homoseksuelle ude i landet ligger dog også et element af ringeagt: De kan ikke tåle at høre sandheden. Igen et udslag af børnepædagogik.

En tredie – og mener jeg – mere sandsynlig forklaring er at visse dele af sygeliggørelsen – efter Karen M. Larsens opfattelse – er indiskutabel fordi den er sand!

Karen M. Larsen undlader at tage højde for at “fraværet” af sygeliggørelsen af de homoseksuelle – rent juridisk – er blevet afløst af en generel sygeliggørelse af den maskuline seksualitet i samfundet.

De resultater hjerneforskning, genetik og sexologi mener at kunne dokumentere sygeliggør enten specielt de homoseksuelle eller mænd generelt.

Hvorfor er det i Karen M. Larsens optik ikke interessant?

End ikke en diskussion værd?

Det er meget simpelt: Den der tier samtykker.

Jeg har i adskillige artikler argumenteret for, at lægevidenskabens opfattelse indgår i eller supplerer forskellige feministiske tilgange. På Karen M. Larsens egen blog kan man læse, at hun afviser en radikalfeministisk tilgang til betragtningen af kønnene. Alligevel tilføjes der:

“Jeg mener, at radikalfeminismen grundlæggende set har ret i, at kvinder undertrykkes, udnyttes og udbyttes i vores samfund, og det uanset hvilken socialklasse samt etniske og religiøse baggrund man så måtte have som kvinde.”

karenmlarsen.dk

Kan man både afvise radikalfeminismen og så tilslutte sig dens grundsætning? Karen M. Larsen kan.

Kan man så tilsvarende “afvise” lægevidenskabens reduktionisme – men alligevel fastholde synet på mænd som sygelige og perverse? Karen M. Larsen kan.

Radikalfeminismen kan bygges på en samfunds- eller klassebetragtning, der understreger betydningen af magtstrukturerne i samfundet. Det afviser Karen M. Larsen ikke.

Radikalfeminismen kan også forbinde sig med ovenfor nævnte lægevidenskabelige syn på mænd, der tenderer i retning til at betragte den maskuline seksualitet, som enten sygelig eller kriminel. F.eks. ved stædigt at fastholde “bekymring” for børn, unge og kvinder i alle samfundssammenhæng og i hjemmene.

En af de mest ansete sexologer Ray Blanchard har f.eks. ved hjælp af den tidligere nævnte kontroversielle fallometri metode påvist, at alle mænd er pædofile i en vis grad. Det kan jo til dels retfærdiggøre det negative syn på  mænd, der kommer til udtryk i et statement, der siger at mænd systematisk udnytter, undertrykker og udbytter kvinder. Hvis alle mænd potentielt er enten perverse eller kriminelle forekommer udsagnet “mænds seksualitet er farlig” pludselig meget mere plausibelt.

Ifølge Karen M. Larsen kan LGBT læne sig tilbage og nyde sejrens frugter: Fjernelsen af homoseksualitet fra sygdomslisten i 1981. Behandlingen af afvigende mænd er ikke – og kan ikke – være LGBT’s bord. Selvfølgelig går Karen M. Larsen ind for et lov og orden synspunkt: LGBT kan og skal løfte sin del af byrden med komme den perverse maskuline seksualitet til livs. Og ikke under nogen omstændigheder dække over betænkelige tilfælde eller sager.

Og dermed er vi cirklen rundt og tilbage til start: “Støjen” i homomiljøet må ikke siges imod!Altså kommenteres. Eller kritiseres for f.eks. at være uvederhæftig – for er der ikke altid noget om snakken? De der siger det imod må have et motiv. De er mænd – det er i og for sig motiv nok. Og karaktermord kan sagtens erstatte argumenter. Og Karen M. Larsen er ekspert på området.

Men djævelen må aldrig lukkes ud af sækken: Feminister i LGBT kan aldrig åbent stå ved at de kender til – og anerkender – lægevidenskabens syn på mænds seksualitet. Den særdeles tvivlsomme fallometriske metode er et problem, og stigmatisering af alle homoseksuelle som sygelige er uønsket. Fordi selv om lægevidenskaben i reglen udelukkende beskæftiger sig med den maskuline seksualitet, er kvindernes andel i stigmatiseringen alligevel ubetvivlelig. Og dermed smides barnet jo ud med badevandet.

Derfor opfattes argumenter som modsigelse. Diskussion bliver til monolog.

Derfor forsvaret for “lov og orden”. Hvilket i realiteten betyder “den der tier samtykker” tavshed i forhold til forbudspolitikken.

Det idealistiske element består i forsvar af børn, unge og kvinder imod de der undertrykker, udnytter og udbytter. Ikke et ord fra Karen M. Larsen imod prostitutionsforbud, retorikken fra Kvinder for Frihed (med mindre den handler om tørklæder) eller om loven der stigmatiserer de hiv-smittede osv.

De mænd Karen M. Larsen en stor del af tiden taler på vegne af har fundamentalt set hverken ret til at komme til orde – eller til at have en seksualitet.

Hvem er det der bliver undertrykt, udnyttet og udbyttet?

Kunne man spørge, hvis man altså insisterer på, at anvende disse floskler om forholdet mellem kønnene.”

Tilbageblik: Hvilke homorettigheder?

I artiklen Den destruktive LGBT politik nævnte jeg Bjørn Hvidt-Pedersens kronik i Berlingske Fra ligeret til minoritetskultur.

Bjørn Hvidt-Pedersens kronik er fra efteråret 2009. Skrevet under indtryk af de nyligt afviklede Outgames – og kritisk overfor den kultur Outgames repræsenterer.

Jeg var – og er – positiv over for ideen om minoritetskultur. Og kan ikke se noget alternativ. Kun at den er truet – af de selv samme mennesker, der hævder at forsvare den. Fordi der har udviklet sig en politisk kultur, der bringer både enkeltpersoner og institutioner i permanent konklikt med hinanden. Og politikområdet er blevet indsnævret. Idag indgår kun homovielse og homoægteskab som “frihedskrav” på den politiske dagsorden.

 

Det vil sige at LGBT idag er for den promille, der er i fast forhold og f.eks. af religøse eller sociale grunde ønsker vielse og ægteskab: De velstillede der kan tænke i skattefordele ved ægteskab, og ønsker en “normalisering”, der ekskluderer alle andre livsformer end monogami.

Her vil jeg gengive min kommentar til Bjørn Hvidt-Pedersen. Oprindelig skrevet til et debatforum, hvor stemningen decideret var imod Outgames. Og således repræsenterede den konflikt, at visse dele af homomiljøet idag er arge modstandere af miljøet selv. Og bekæmper det af alle kræfter og med alle midler. Et faktum det officielle miljø – heller ikke idag – hverken vil diskutere eller forholde sig til. Tankevækkende nok.

2009 er længe siden. Erfaringer og begivenheder taget i betragtning.

Derfor vil jeg præcisere tre ting: Der er ikke sket et entydigt skift væk fra juridiske ligeretskrav. Der er tale om at strategien ikke virker. I 2009 gjorde jeg opmærksom på de manglende resultater, og den situation er ikke ændret selvom vi nu skriver 2011. Teksten antyder at en del af Bjørn Hvidt-Pedersens utilfredshed skyldes, at det er blevet sværere at være “anderledes” for LGBT mennesker i provinsen. Den nylige episode med det uheldige indslag i TV2 Øst om homomagasinet Proud kunne tyde på det. 

Det er sandt at eksistensen af en minoritetskultur fører til en mere statisk betragtning, og trækker væk fra frigørelsespolitikken. Især hvis denne  biologiseres. F.eks. til ensidigt at tage udgangspunkt i køn. Selvom feminisme idag ikke handler om kvinders behov og liv, men om inddæmningsstrategier i forhold til den maskuline seksualitet. Nylige debatter har også demonstreret, hvor svært det er at diskutere det sociale. Fordi køn, seksualitet og identitet stort set alle steder opfattes som essens. Selv af de der på et generelt og teoretisk plan siger det modsatte.

Betydningen af sociale mekanismer er forsvundet ud af, hvad der måtte være af seksualpolitisk debat. LGBT Danmark har idag et principprogram der ikke nævner hverken hiv eller Aids. Sygdom relaterer sig til menneskers sociale og samfundsmæssige væren på en måde, der er interessant. Men hiv og Aids indgår ikke i en feministisk forståelse af forholdet mellem køn og samfund, og er derfor fraværende på den politiske dagsorden.

Alt i alt er der så mange tråde tilbage til den politiske debat i 2009, at jeg finder det umagen værd at gengive den oprindelige tekst:

“Bjørn Hvidt-Pedersens synspunkt er interessant. Påstanden er at homoerne har bevæget sig fra social frigørelsesbevægelse til minoritetskultur. Identitet og biologiske begreber har erstattet traditionelle politiske begreber om højre og venstre. Den politiske ideologi er blevet formuleret, så den passer den nye urbaniserede middelklasse.

Læg mærke til:Frigørelsesbevægelsens ideologi havde sin rod i den amerikanske Stonewall bevægelse fra 60’erne ligesom regnbuepolitikken i dag. Frigørelsesbevægelsen stod stærkt i Tyskland i 70’erne og 80’erne. Og Tyskland er i dag en af regnbuebevægelsens stærkeste bastioner. Det viser hvor stærk trenden i retning af regnbuepolitik er. Og modstillingen af ”europæisk” og ”amerikansk” er altså falsk. Provinsnostalgien forekommer i øvrigt malplaceret, når frigørelsesbevægelsen (med rette) fremhæves for sit internationale udsyn. Men hvorfor har der været det skift fra den ene til den anden politiske strategi?

Den udvikling hænger sammen med, at det danske samfund er blevet multikulturelt. I dag giver det mening at formulere sine politiske interesser som særkrav på vegne af minoriteten, på en måde det ikke gjorde tidligere. Men det er også udtryk for at homopolitikken er blevet defensiv.

Man kan således konstatere, at det er en strategi, der tilpasser sig den politiske virkelighed vi befinder os i. Siden det registrerede partnerskab blev indført i 1989, og Danmark var spydspids i den homopolitiske sammenhæng, er der stort set ingen ting sket på det lovgivningsmæssige område. Danmark er blevet overhalet af vore nordiske naboer, der har indført ægteskab for homoer. Den svenske kirke har ikke haft nær den samme succes med at kæmpe imod ligestilling af homoerne som den danske Folkekirke.Tilpasningsstrategien har betydet at homoerne i dag ikke kræver ligeret, men særbehandling. Fordi kravet om ligeret virker som overbud.

Den nuværende regering er – som den forrige – imod lovgivningsmæssige tiltag for ligestilling. Der er intet der tyder på at homoerne i den nærmeste fremtid kan blive kirkeligt viet eller at et ægteskab, hvor homoerne bliver ligestillet med heteroerne bliver vedtaget i Folketinget. Eller at en særlig indsats imod diskrimination overfor homoseksuelle inden for sport vinder indpas. Selv efter Onyszko sagen i 2009 nægter DBU f.eks. at tilslutte sig en international kampagne imod diskrimination. Med begrundelsen at det ikke er nødvendigt.

Det er ikke regnbuepolitikkens nederlag. Regnbuepolitikken er derimod et svar på denne politiske realitet. Hvor homoerne tidligere – fra 50’erne op til midten af 70’erne – kæmpede for livet, handler homopolitikken i dag om særkrav. Ret til adoption eller ret til insemination. Tidligere var en række lovgivningstiltag vendt direkte imod homoerne. Idag kæmpes der for lovgivningstiltag til gavn for homoerne. Selvom særkravene i dag har en meget begrænset succes, fordi meget få borgerlige politikere – ud over de radikale, visse forhenværende radikale politikere og nogle få venstrefolk – støtter den politiske dagsorden, så er homoernes liv i samfundet generelt blevet lettere.

Regnbuepolitikken er derfor også et forsøg på at skabe nogle nye sociale sammenhæng, hvor homoerne kan gå hen. Uden at føle sig truede eller isolerede. Sportsklubberne er en af disse sammenhæng. Og Outgames er – som Bjørn Hvidt-Pedersen meget rigtigt siger – blevet en af regnbuepolitikkens spydspidser. Et af de tilbagevendende angrebspunkter imod regnbuepolitikken er ejendommeligt nok, at homoerne har fået disse nye muligheder.

Der hvor regnbuepolitikken virkelig adskiller sig fra frigørelsespolitikken er, at den ikke handler om hvordan man får et liv som homo, men om hvordan man bruger sit liv som homo. Hvilke drømme og hvilke ambitioner man har.

Politiken bragte under Outgames et indlæg af Brokkendorf på første sektions bagside. En fiktiv person der som bekendt, har for vane at skælde ud på alt og alle. Brokkendorf slog ned på at homoerne festede for borgernes penge. Homoer der fester og har det sjovt og dyrker sport: Det støder an imod alle de traditionelle fordomme om homoerne som ensomme, ulykkelige, socialt udstødte, diskriminerede osv. Fornemmer man ikke den samme forargelse hos Bjørn Hvidt-Pedersen Og værre: Hos alle de højreorienterede der skælder ud på at skattekroner anvendes til sociale formål.

Billedet der spøger er Outgames deltagere der danser og drikker natten lang, som modsætning til tidligere tiders aktivister der altid bevarede roen og alvoren. Det er måske et af regnbuekulturens budskaber, at der skal gøres op med alvoren og de rynkede pander?

Tilhører Bjørn Hvidt-Pedersen ikke ligesom Brokkendorf den jyske fraktion, der er imod alt hvad der foregår i København, fordi det foregår i København? Der er et mønster, både i USA og i Europa: Homolivet når ikke ud til provinsen, det bliver tværtimod mere koncentreret om de store byer, og bestemte kvarterer bliver ghettoer. Men også samlingspunkter for de internationale festivaller og arrangementer. Modstanden fra provinsen bygger indlysende nok på, at den type kulturbegivenheder aldrig når så langt ud.

Til gengæld når provinsen så til København: Ikke bare de store arrangementer, men også clubbernes parties tiltrækker homoer fra hele landet. På sin vis findes der kun en homokultur i Damark: Den vi alle er en del af.”

 

Alle fotografierne er af den amerikanske fotograf Alison Scarpulla:

alisonscarpulla

Guilty by association

Her har vi alle konspirationsteoriers grundlæggende tese: Forbryderne – de virkelige skurke – gemmer sig. De bliver aldrig fanget eller afsløret. Det er umuligt at ramme dem – selv for de der er ansvarlige og retfærdige. Og parate til tage loven i egen hånd.  Men de medskyldige, som dækker over eller samarbejder med de virkelig skyldige er det let nok at fastslå hvem er. Og de kan uden juraens og retsmaskineriet tunge maskineri stilles til ansvar.

Paragraffen –  postuleret, men alligevel gyldig – hedder guilty by association.

Selvom paragraffen ikke kan slås op i nogen lovbog anvendes den flittigt i det danske samfund. I en mere eller mindre paranoid stræben efter at ramme skurkene. Paranoia er som bekendt alle konspirationsteoriers kilde.

Paranoiaen kan vende blikket i to retninger: Op mod samfundets top. Det er forestillingen om de uærlige politikere, der fører befolkningen bag lyset. Eller dybt ned i mytologiske forestillinger om hemmelige broderskaber. Om tusinder der er medlemmer af hemmelige religiøse ordener, terrorister eller børnepornoringe på nettet.

Ingen fornuftige mennesker vil under normale omstændigheder tage Dan Brown’s historie om Da Vinci mysteriet for andet end underholdning. Og selvfølgelig heller ikke andre historier af tilsvarende type.

Alle der kender debatstilen på nettet ved at beviser på bordet ikke er noget krav i den sammenhæng. Da debattørerne er mere eller mindre anonyme er alle lige. De mest intelligente argumenter har ikke større vægt end de ringeste fejlslutninger. Derfor udvikler debat sig til sladder, og sladder bliver hurtigt til bagvaskelse.

Engang sagde de der oplyste om homoseksualitet, at der er omkring 5-10% homoseksuelle – dvs. 1-2 elever i hver klasse.

Sidst jeg så vendingen på nettet lød den: Overalt hvor der er 20-30 mennesker forsamlet er der 2-3 pædofile!

“Homo” bliver skiftet ud med “pædofil”. Det er den samme formel, men udsagnet er radikalt anderledes. Iagttagelsen stammer selvfølgelig fra et homoseksuelt site. Så kan enhver tænke sig til konklusionen.

Eller man kan i stedet se TV2 Østjylland. Det indslag fra d.7. januar, hvor nyhedsvært Søren Ø. Jensen stiller spørgsmålet til  redaktør Tine Kristensen fra Proud Magazine:

“Hvor går grænsen fra et kærligt portræt af sådan en ‘kvinde-mand’ til et decideret freakshow, særlinge med perverse lyster?”

I et program der angiveligt skulle være oplysende og bla. fortælle om de transseksuelles situation.

Efterfølgende blev nyhedschef Eva Kvist fra TV2 ifølge Politiken citeret for at sige:

Der findes jo inden for forskellige seksuelle minoriteter, herunder den homoseksuelle, nogen, som er helt ude på kanten af noget, hvad jeg tror, mange vil være enige om, er perverst, og hvor det også nærmer sig noget ulovligt”.

Redaktionschefen nægtede ikke alene at komme med en undskyldning, men fremførte også princippet om guilty by association: De der er forbundne med “freaks” eller “perverse mennesker” kommer til at stå til ansvar for deres handlinger!

Efterfølgende fastslog redaktionschefen, at synspunktet er, at der inden for alle grupper er mennesker med perverse lyster. Men udtalelserne faldt altså i forbindelse med omtalen af en minoritet. Og LGBT blev anvendt som skraldespand for fordomme.

Hvilket formand for LGBT Danmark Hans Christian Seidelin også slog fast i Politiken. Panbladet tilsluttede sig dette synspunkt.

Panbladet havde iøvrigt d.5 januar bragt en kommentar – fra undertegnede – om en anden sag. Der ligeledes henviste til guilty by association paragrafen.

Oprindelsen fortaber sig i det dunkle, men linket er en pædofilsag, hvor en 48-årig mand angivelig via det homoseksuelle girlfriend.dk – søstersitet til boyfriend.dk – fik kontakt med en 14 årig pige, der søgte en pigekæreste.

Ophavsmanden til rygterne om boyfriend.dk har formentlig haft kendskab til nævnte sag. Han valgte i slutningen af december at annoncere sit fravalg af boyfriend.dk på det konkurrerende homoseksuelle dating-site Albert.dk. Jeg beskrev det således i Panbladet:

“En debattør på et homoseksuelt datingsite påstod, at eftersom alle under 18 år i legal forstand er børn er al sex med unge under 18 år børnesex! Når de unge dater hinanden på boyfriend.dk – eller måske voksne – er der enten tale om børnesex eller pædofili. Jeg anbefalede vedkommende at melde boyfriend.dk til politiet. For at få afgjort om der er substans i påstanden. Men gjorde de øvrige debattører opmærksom på, at når han ikke allerede havde gjort det måtte det skyldes, at vedkommende er klar over at det ikke holder i retten. Men pædofilibeskyldningerne finder altså sted både inden for miljøet og imod det.”

Guilty by association blev i dette tilfælde praktiseret ved at antyde et link til en verserende pædofil-sag. Og dette link blev anvendt som påskud til at stemple alle brugere af  homositet som pædofile.

Da Albert.dk endnu den 5. januar ikke havde fjernet udtalelserne fra sitet valgte jeg at offentliggøre ovenstående referat. Efterfølgende er størsteparten af debatten – inklusiv de belastende udtalelser – blevet fjernet fra debatforum på Albert.dk.

Forhåbentligvis skulle det ikke være nødvendigt at nævne at guilty by association ikke er et juridisk gyldigt begreb. Tværtimod. De der påberåber sig det har sjældent selv rent mel i posen.

Det danske samfund er ved at udvikle en paranoid tankegang. Hvor nogle ser samfundsfjender over alt. Rygter og bagvaskelse er hvad det er, men når beskyldningerne flyder over alle bredder er det et tegn på at noget er galt. Bevis – ikke for det rygtesmedene og bagvaskerne siger – men for at de er paranoide.

Note:

Andreas Frøsting har over for mig oplyst, at han ikke var bekendt med de oplysninger, der fremgår af Berlingerens omtale af pædofil-sagen. Sitet har ingen oplysninger fra politiet om, at noget relateret til nævnte sag skulle være foregået på girlfriend.dk.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Albert.dk.

Had mod LGBT Danmark på bloggen

I en artikel der angivelig skulle være oplysende angribes LGBT Danmark. Og en talskvinde smædes og hænges ud.

Artiklen der findes på bloggen Junikredsen slår fast at LGBT mennesker er seksuelle afvigere. LGBT Danmark karakteriseres på denne måde:

“En organisation, hvis erklærede mål bl.a. er, at afvigernes ”liv afspejles generelt og i fuld udstrækning” blandt danske skolebørn”.”

Ordet afvigelse anvendes ganske vist af nogle queer-teoretikere til at betegne “afvigelse i forhold til normen”.

Men på trods af det kunstigt “objektive” sprog, der anvendes i Junikredsens artikel, leder ordet “afvigelse” her snarere tanken hen på den måde ordet anvendes på den yderste højrefløj. Hvor Junikredsen da også hører hjemme.

På højrefløjen – især den del, der har rødder tilbage til 30’erne –  betyder ordet “afviger” “pervers” eller “sygelig”.  Men det fremgår ikke,  hvem der står bag bloggen.

En kvindelig repræsentant for Gå Ud Gruppen karakteriseres som “mandhaftig”. Artiklen promoverer altså netop de fordomme som Metroexpress artiklensøger at  imødegå.

Junikredsen tegner billedet af homoerne som de, der er på det forkerte hold.

Artiklen foregiver at “diskutere” indholdet af et interview Metroexpress bragte sidste år med Sille Louise Seibert Nielsson om Gå Ud Gruppens arbejde. Det er hende der står for skud i artiklen. Hvis kønsidentitet drages i tvivl.

Emne er angiveligt om homoseksualitet  er medfødt eller et valg.

LGBT Danmark “agiterer blandt skolebørn” – hedder det – for at homoseksualitet er et valg.

Nu er perversioner og sygdom jo ikke et valg. Så derfor er Junikredsens stilling givet på forhånd: Det fremgår tydeligt nok, at den anser LGBT Danmarks “agitation” for at være i bedste fald formålsløs i værste fald skadelig.

Men – og det er værd at bemærke – ikke så harmløs at emnet ikke er en blog værd. En krigserklæring.