Bilal Philips i Danmark

Indledning

Det nationale fællesskab er idag politisk blevet afløst af minoriteter, der bringes i spil af højre og venstre fløj. Politik er ikke længere på samme måde som tidligere centreret om det nationale fællesskab. Selvom retorikken siger det, og begreber som sammenhængskraft og fælleskab ofte besværges.

Både højre- og venstre fløj elsker minoriteter. Også selvom de blot er redskaber i den politiske kamp, og anvendes i den politiske selviscenesættelse. Minoriteterne lader sig bruge – og indgår gerne i det politiske spil – og kæmper imod “flertallet” eller de øvrige minoriteter om indflydelse og privilegier.

Bilal Philips – en kontroversiel muslimsk taler. Både højre og venstre fløj øjner en sag. En lejlighed til at forsvare danske værdier, kvinder og homoseksuelle. Og profilere sig selv, som den der bekæmper intolerance.

Fobiernes tyranni

Mennesker definerer sig som minoriteter etnisk, kulturelt, seksuelt eller i forhold til køn. Med en enkelt undtagelse.: Voksne, hvide heteroseksuelle mænd. De udgør inden for denne forestillingsverden magthaverne, som udfordres af de øvrige grupper. Enhver der kan formulere sig som minoritet er minoritet. Den største “minoritet” – kvinderne – udgør rent faktisk flertallet i befolkningen. Feministiske grupperinger formulerer sig aggressivt, og hævder kvinder bliver udnyttet, udbyttet og undertrykt. Formelt er det numeriske styrende for definitionen af minoriteten – reelt er det evnen til at tale som minoritet, der er afgørende. Derfor er kvinder minoritet.

Minoritetens sprog er offergørelsen. Politik bliver på forskellige niveauer et symbol spil om skyld eller uskyldsrenhed. Hvem repræsenterer det onde, der skal lovgives imod, reguleres eller forbydes udfoldelsesmulighed?

I retsstatens politiske forståelse eksisterer det onde ikke. Her tales der om de for samfundet uønskede handlinger eller konsekvenserne af disse. Lovgivningen er rettet imod kriminalitet ikke forbryderne. Minoritetspolitikken derimod personliggør det politiske: Det onde repræsenteres af den gruppe eller enkeltperson andre minoriteter eller interessegrupper man er uenig med. Det bliver til en fobi.

Fobierne er logisk nok lige så talrige som minoriteterne: Racisme, antisemitisme, religiøs intolerance, homofobi og transfobi er blot eksempler.

Offergørelse resulterer i forbudspolitik. Selvom det i sidste ende er retsstaten og demokratiet, der bliver “offer” for minoriteter, der hader og bekæmper hinanden. For eller imod købesexsforbud bliver ikke længere styret af den rationelle opfattelse: Hvordan forbyde individerne frie og lige færden i samfundet? Det hedder: Hvad tænker Jeg om sex, og handel med sex. Hvordan har Min samvittighed det med købesex, og de pågældende kvinders situation?

Den rationelle opfattelse af samfundets bedste er blevet afløst af følelser og moraliseren. Det gør forskellige minoriteter i hvert fald alt for at fortælle os. Hjulpet af politiske grupperinger, der øjner chancen for at profilere sig selv i den politiske debat.

Bilal Philips. Et eksempel på den “hadefulde muslim”.

Offer-rollen

Islamisk Trossamfunds Ungdom, inviterede  i denne uge prædikanten Bilal Philips til, at tale om islamofobi.

Islamisk Trossamfund spiller på offer-rollen, når islamofobi gøres til tema. Men de inviterede en mand, der på You Tube forsvarer dødsstraf over for homoseksuelle og vold mod kvinder. Ingen kunne på forhånd være i tvivl om, at Bilal Philips repræsenterer had. Spørgsmålet var blot hvordan samfundet og de berørte minoriteter ville reagere. Det viste sig at være ret forudsigeligt.

Formanden for LGBT Hans Christian Seidelin udtalte til Politiken:

“Han taler nogle centrale værdier om ligebehandling midt imod. Alt, jeg ved om sharialovgivningen taler vesteuropæiske lighedsprincipper lige imod. Dermed er det et bredere problem i hele samfundet.”

Ved at pege på modsætningen mellem sharia og retsstats principperne antyder Seidelin en kamp mellem to civilisationer. Er det  ikke blot minoriteternes kamp, der omformuleres til civilisationernes kamp, som beskrevet af Samuel P. Huntington? I hvert fald startes debatten om, hvad Bilal Philips står for og vil sige inden dennes ankomst til Danmark.

Debat i Pan-bladet

I Pan-bladet blev tråden taget op af Karen M. Larsen i artiklen Nej tak til hadprædikanter. Her skærpes tonen. Det understreges at islam som sådan ikke nødvendigvis er homofobisk. Det er dog tilføjelsen, der er interessant:

“Men når det så er sagt, kan det under ingen omstændigheder tolereres, at en person, der opfordrer til drab på homoseksuelle, æres ved at få lov til at tale ved en konference i Danmark.”

I mit svar til en kommentar på Pan-bladet pegede jeg på det problematiske i at ville tiltage sig ret i forhold til ytringsfrihed:

“Jeg bliver selvfølgelig forarget, hvis det viser sig at Bilal Philips vil lufte den slags synspunkter. Men hvad menes der med “tolerere”? Vil Karen M. Larsen forbyde manden at tale?

Jeg er dybt betænkelig ved, at LGBT går ud med en tilkendegivelse af, at man ønsker at tiltage sig retten til at bestemme over, hvem der må tale hvor og sige hvad.”

Både Hans Christian Seidelin og Karen M. Larsen blev dog overbudt af Mads Ananda Lodahl, der overvejede forskellige aktionsformer i blog artiklen Bilal Philips – min fjende. Og lagde linket på Pan-bladet. Lodahl fik følgende svar af mig:

“… er du i virkeligheden ikke enig med Karen M. Larsen i synspunktet:

1.

Bilal Philips er muslim. Derfor vil jeg gerne distancere mig fra ham.

2.

Religiøse (hadefulde) tilkendegivelser er mere interessante end alle andre ytringer.

3.

Ikke alle synspunkter er i udgangspunktet ligeværdige. Derfor skal man demonstrere – fysisk eller verbalt – i stedet for at diskutere eller indgå i dialog.

Både du og Karen M. Larsen tilkendegiver, at i ikke ønsker, at blive spændt for højrefløjens vogn. Hvis i nu gik ud og anbefalede burkaforbud, stadig med det forbehold, at i ikke ønsker at blive spændt for højrefløjens vogn ville det være en tilsvarende situation. Og det ville jo tilsvarende tjene et godt formål – bekæmpe kvindeundertrykkelse – og dermed hellige midlerne.

Hvis man grundlæggende opfatter verden i religiøse begreber vil ekstreme homofobe ytringer fra en muslim forekomme endog meget betydningsfulde. Opfatter man derimod samfundet som sekulært vil kønskamp, ideologisk strid og politiske realiteter forekomme så meget mere påtrængende. Ingen af jer går bevidst højrefløjens ærinde, du understøtter blot aktivt venstrefløjens totalitære image.

Ikke alle tilkendegivelser er lige interessante. Hvor var du og Karen M. Larsen, da den kristne Exodus organisation fik godkendt en app til Iphone, med opskriften på at kurere mennesker for deres homoseksualitet? Jeg ser ikke islamofobi i nogen af jeres tilkendegivelser. Blot reagerer i på noget, der endnu ikke er blevet sagt – i Danmark. Tilføjelsen er vigtig. Hvis religiøs islamisk fundamentalisme skal bekæmpes effektivt, så bør Danmark – ud over de igangværende krige – også engagere sig i Iran og Pakistan. Eller også må vi blot fortsat tage kraftig afstand fra fundamentalisme – og selv undgå at havne i den.”

Mads Ananda Lodahl gav udtryk for at han blev lagt ord i munden. Hvortil der selvfølgelig blot var at svare:

“Du kan føle det er ubehageligt, at få lagt ord i munden, men det er jo det du selv praktiserer. Du forsøger at forudgribe hvad Bilal Philips vil sige i København. Endnu er han ikke ankommet.”

Det blev efterfulgt af en overvejelse om minoriteternes hadefulde forhold til hinanden hentet fra min anmeldelse af Christopher Isherwoods A Single Man:

“George (bogens hovedperson, red.) lever når han taler til… sine studerende… George taler sig varm i timerne, og taler om minoriteterne. Og angriber tabuet: Minoriteternes usselhed. De der bliver lagt for had, bliver selv hadefulde.

George konstaterer, at de der har fregner måske nok er mindretal, men ikke minoritet. For at være minoritet kræver det, at man er forfulgt. Af flertallet der føler sig truet eller utrygt. Truet af en fare som er virkelig eller indbildt. De liberale mener selvfølgelig at “minoriteten er præcis som alle os andre”. Men det er ikke sandt: Minoriteten hader flertallet – og ligeledes de andre minoriteter, som den rivaliserer med. Ingen trussel er hundrede procent imaginær

De liberale begår altså to fejl: Minoriteten ligner flertallet, men er ikke præcis som flertallet. Og hvorfor ikke indrømme det? Dernæst fastholder de liberale tesen, at fordi flertallet repræsenterer det onde, må minoriteten repræsentere det gode. Men tænk hvis en smålig og hadefuld minoritet fik magt?

George siger ting man aldrig må sige højt noget sted – eller i nogen situation – om det så er sandt eller ej. Han angriber de liberales fordomsfuldhed.”

Det der driver offer-retorikken er, som Christopher Isherwood formulerer det rent had: Alle minoriteterne føler sig forfulgte – de er ofre – og lægger derfor både de der “forfølger” dem, og de øvrige minoriteter for had.

Islam ifølge Bilal Philips eller blot sådan som ikke-muslimer opfatter islam?

Fjendebilledet bekræftes

Offer eller gerningsmand? De to begreber lever af hinanden, det ene er intet uden det andet. Allerede inden Bilal Philips er ankommet er han blevet “dømt” af ofrene, der undsiger alt det han endnu har sagt (på dansk grund).

I mit første indlæg i debatten havde jeg allerede ridset perspektivet op:

“Det er mennesker som Bilal Philips der skal bekræfte os i vores offer-mentalitet. Det er godt nok nødvendigt med import – danske muslimer kan ikke rigtig selv. Men det er trods alt et fjendebillede. Uha, så kan vi blive bange!

Vi forfølges, undertrykkes, udnyttes og udbyttes. Af heteroseksuelle (mænd). Ergo er vi (mænd) vores egen værste fjende. Når en homoseksuel interesseorganisation som LGBT politik idag fokuserer på offer-mentalitet siger den, at mænd bør sættes politisk ud af spillet for de repræsenterer det “onde” i verden.

Det er der – pudsigt nok – kvinder der beredvilligt stiller sig til disposition for, at forklare os.

Hvis (homoseksuelle) mænd ikke kan forstå sig selv som ofre, hvordan skulle de så iøvrigt fatte feminismens budskab om at kvinder og børn ALTID er ofre (for mænd)?

Altså at de selv er overgrebsmænd og perverse sexkriminelle?”

Bilal Philips på Nørrebro.

Ingen kontroversielle udtalelser fra Bilal Philips

Efterfølgende viser det sig at Bilal Philips ikke udtaler sig, så det giver genlyd i alle landets medier. Tværtimod er sagen død dagen efter. Det viste sig at være stort ståhej for ingenting. Ingen udtalelser om sharia, ingen dødsstraf til homoseksuelle eller sanktionering af vold over for kvinder.

Imran Shah. Formentlig godt tilfreds med et velbesøgt arrangement i Nørrebrohallen. Der demonstrede for de muslimske deltagere, at islamofobien findes. Bilal Philips blev advaret og afslørede sig ikke som demagog.

Talsmand for Islamisk Trossamfund Imran Shah går allerede samme dag som Bilal Philips taler i medierne og erklærer det var en fejl at invitere Bilal Philips:

“Hvis vi kunne gøre det om, og vi havde muligheden for at vælge i dag, ville vi ikke invitere ham.”

En stor skuffelse? Hændervriden fra de der tog fejl i deres forudsigelse af hvordan mødet ville forløbe eller forudgribelse af hvad Bilal Philips ville sige? Nej.

Islamisk Trossamfunds optræden har været en stor succes for alle parter. Tusindsvis af muslimer mødte frem for at høre Philips, og er formentlig blevet bekræftet i at de danske medier og forskellige minoriteter er partiske i deres behandling af en hel befolkningsgruppe.

De homoseksuelle har tilsluttet sig offer-forestillingen, og bekræftet sig selv som minoritet. På den yderste venstrefløj er truslen fra fundamentalistisk islam blevet bekræftet. Værdien af aktivisme er blevet bevist. På højrefløjen er flere blevet overbeviste om, at græserne skal være mere lukkede. Diskussionen om indrejseforbud har fået fornyet aktualitet.

Uanset om rød eller blå blok kommer til magten efter næste valg vil der blive indført flere forbud. Minoriteterne og deres allierede kæmper angiveligt for tolerance og integration. I praksis dog mest for at inskrænke de øvrige minoriteters magt og indflydelse og muligheder.

De kæmper for forbud. Og udstødelse af de øvrige minoriteter. Integration og tolerance er fine ord, der indgår i programmer og erklæringer. I praksis modarbejder de dialog. Sagen om Bilal Philips vil hurtigt være glemt. Men den betød en yderligere fragmentering af det danske samfund, fordi minoriteter og politiske grupperinger spændte ben for en dialog. Og erklærede sig tilfredse med enten at spænde minoriteterne for en politisk dagsorden eller indtage den offer-rolle, der forhindrer både integration og tolerance. Fordi minoriteterne bekræfter sig selv – og over for offentligheden – som værende “anderledes”. For nogles vedkommende endda fremmedelement i det danske samfund. Uden tvivl vil minoriteternes organisationer efterfølgende tale varmt for ligestilling og normalisering, mens de venter på den næste sag, hvor de kan skille sig ud.

Konklusion

Både minoriteter og politiske grupperinger på højre- og venstre fløj mener, at offer-retorik sikrer deres politiske indflydelse. Derfor bliver vi alle gjort til ofre. Selvom de første ofre for den ideologi er demokratiet og retsstaten.

Reklamer

Offer for velgørenhed

Indledning

I det følgende vil jeg gennemgå tre eksempler på, hvordan private organisationer der sædvanligvis forbindes med ord som godgørende, frivillige, idealistiske i offentlig sammenhæng bliver udstillet eller udstiller sig selv som det omvendte. Formentlig fordi NGO’erne er påvirket af en mentalitetsændring, der er sket i løbet af lidt mere end et årti.

Definitioner

I organisationsteorien skelnes der mellem to typer: Govermental og non-govermental organizations. Sidstnævnte er i daglig tale blevet til NGO’er. Når der i 2009 var klimatopmøde i København, gik alle NGO’ere på gaden og til pressen for vinde opbakning og interesse for at, hver deres sagsområder hos verdens statsledere. I hverdagen lever mange NGO’er et mere tilbagetrukket liv. Men der findes NGO’er på alle tænkelige områder der vedrører samfund og politisk dagsorden.

De statslige organisationer (herunder kommunale) er legitimeret af et værdisæt. Staten bygger på folkestyre og demokrati. Og fremtræder derfor som legitim i befolkningens øjne. I sidste instans har staten magtmonopol. Loven forbyder private at anvende vold, mens statens love foreskriver hvordan våbenmagt i givet fald skal anvendes i tilfælde af krig, og ved opretholdelse af samfundsordenen.

NGO’er søger at legitimere sig som velgørende på deres respektive områder. Miljøorganisationer lavede lobbyarbejde for at få nedsat CO2 udslippet under klimatopmødet i København. NGO’er arbejder for at fremme bestemte samfundsgruppers interesser. De ældre, børnene og de seksuelle minoriteter har f.eks. organisationer, der arbejder for deres interesser. Selvom det fremgår af organisationernes vedtægter og arbejdsprogrammer, at de er private finder kampagner eller lignende aktiviteter sted enten med offentlig støtte eller i samarbejde med offentlige institutioner. Det principielle skel mellem offentlig og privat er derfor ikke skarpt i praksis. Og NGO’erne erhverver sig en vis legimitet via den type forbindelser.

Klassisk motiv af afrikansk dreng omsværmet af fluer, men fotografiet er nyt.

De sultne i Afrika

Og NGO’erne har stor magt. Især hvis de spiller sammen med medierne. I 1970’erne tegnede nødhjælpsorganisationerne og DR et billede af Afrika som fattigdommens kontinent. Bla. med udgangspunkt i sultkatastroferne i Ethiopien. Kritikere har senere peget på det problematiske i nødhjælpsorganisationernes strategi. Ved at vise billeder af børn med oppustede maver, sygdom og hungersnød ville organisationer og presse råbe befolkning og politisk ansvarlige op. Og gøre opmærksom på behovet for nødhjælp. På den anden side opnåede de at tegne et billede af et helt kontinent i krise som det har taget årtier at komme fri af. Det dramatiske billede af sultedød og nød kunne også overvise mange om at “det nytter alligevel ikke”. Og afholde erhvervslivet fra at involvere sig på det håbløse kontinent. Udviklingen i Afrika tog helt andre retninger i løbet af 1990’erne, og billedet i medierne er også blevet nuanceret. Men det entydige og stærkt negative billede af Afrika bliver aldrig glemt af den generation af danskere, der så billederne.

Børns Vilkår

NGO’er optræder som sagt altid med enten velgørende formål eller som repræsentanter for veldefinerede interesser og grupper. Men organisationer har også deres eget liv. De har en kultur, en praksis, medlemmer og aktivister. Og ændrer sig derfor over tid. Mens vedtægter og formål får dem til at fremstå som temmelig statiske.

Men praksis kan udemærket være noget der ikke fremgår af principprogrammer. Fordi det miljø organisationen befinder sig i har ændret sig eller ledende personer i organisationen definerer praksis på en ny måde.

To organisationer som Børns vilkår og Red Barnet vil de fleste mene har “fredelige” hensigter. Førstnævnte hævder f.eks. at organisationens formål er at “sikre børns ret til en god barndom og et godt liv.” Et typisk formål for at tjene almenvellet inden for et nærmere defineret område. Denne definition går igen i det organisationen kalder Vision, Mission og Værdier. Sådan en organisation kan ikke have agressive hensigter – det forekommer umiddelbart indlysende. Konflikter kan selvfølgelig opstå når organisationen konkurrerer om politikeres og mediers opmærksomhed og ressourcer. Ellers ikke, skulle man mene.

Stærkt symbolsprog når det gælder den såkaldte seksualisering af samfundet. Hvorfor i øvrigt undre sig over seksualisering, når pjecens forfatter selv i en rapport om børns seksualitet har været med til at anbefale seksualundervisning af børnehavebørn?

Også den barnlige seksualitet – et emne omgærdet af mange tabuer – er blevet beskrevet af Anne Louise Stevnhøj i en pjece udgivet af Børns Vilkår. Hvor en række parametre for normal og unormal adfærd opstilles som vejledning for pædagoger.

Det at organisationen deltager i adfærdsregulering og sætter ressourcer og autoritet ind på, at få mennesker til at handle eller afstå fra noget – og definere “normalt” og “unormalt” – bringer organisationen ind i forskellige typer konflikter. Men også andre kontroversielle politiske spørgsmål tages op af organisationen.

Børns Vilkår havde i en årrække psykolog John Aasted Halse som formand. John Halse var erklæret modstander af homoseksuelle som forældre. Af hensyn til barnets tarv. Ikke fordi homoseksuelle skulle være dårligere forældre end alle andre. Heller ikke med argumentet at barnet skal have en far og en mor. Men fordi det homoseksuelle par ikke er  “normalt” set med de andre børns øjne og derfor er en belastning for børn i regnbuefamilier. I artiklen Barnets tarv eller en snert af nazisme i religion.dk bliver synspunktet sagt imod af filosof Thomas Søbirk Petersen. Søbirk Petersen henviser til at samfundsvidenskabelige undersøgelser ikke underbygger John Halses synspunkt og problematiserer det. Søbirk Petersen henviser til, at afskrivningen af en samfundsgruppe som gode forældre har en snert af nazisme over sig. Men John Halse henholder sig til det han kalder “forsigtighedsprincippet”, der betyder at hensynet til børn altid går foran hensynet til voksne. I dette tilfælde de homoseksuelle, der ønsker adoption eller egne børn.

John Halse

I denne sammenhæng fremstår Børns Vilkår ikke som “do good” organisation. I hvert fald ikke over for homoseksuelle der findes uegnede som forældre, og stigmatiseres i samfundsdebatten. Profetien om at børn af homoseksuelle får det svært synes selvopfyldende, når en organisation som Børns Vilkår stiller sig i spidsen. Det er iøvrigt påfaldende at ingen andre debattører kunne sige de samme ting så virkningsfuldt som John Halse. Endnu en egenskab ved NGO’erne. Når politiske organisationer, som f.eks. det danske nazistparti, udtaler sig imod homoseksuelle vinder det meget lidt gehør. NGO’en har derimod legitimitet i folkelig opbakning og uselviskhed. Og udtalelserne er derfor i reglen kun blevet modsagt af de homoseksuelles egne repræsentanter.

Det skal ikke overses at John Halse udtaler sig på vegne af børn. En gruppe der af gode grunde har svært ved at komme til orde eller formulere sig. Og foreholdt videnskabelig dokumentation kan John Halse henholde til egne principper da interessegruppen af gode grunde ikke kan udspørges. John Halse kan derfor med en vis ret siges, at være eksponent for den mest succesfulde homofobe strategi i samfundet i sin formandstid 1988-2004.

Idag har homoseksuelle formelt set adgang til adoption ifølge et lovforslag vedtaget af Folketinget 2010. Men altså ikke takket være den “godgørende” organisation Børns Vilkår.

Red Barnet

Det adfærdsregulerende element præger tilsyneladende visse NGO’er stærkere og stærkere. Børns Vilkår og Red Barnet ser i stadig højere grad sig selv som organisationer, der bekæmper frem for at hjælpe. Begge organisationer har således tillagt sig opgaven, at gribe ind over for seksuelle afvigere. I samarbejde – og/eller konkurrence med – offentlige myndigheder.

Red Barnet har i samarbejde med politiet påtaget sig, at modtage henvendelser fra mennesker, der mener at have fundet børneporno sider  på nettet. For nogle år siden dukkede en advarsel op på alle netsider med pornografi med advarsel imod børneporno. Blandt andet underskevet af Red Barnet. Det forekommer ikke indlysende, hvordan Red Barnet er kommet frem til, at almindelige danskere skulle kunne have en kvalificeret mening om så specielt et emne.

Dansk pige om Justin Bieber (f.1994) på twitter: “Hvis jeg var kæreste med Justin Bieber, ville jeg føle det som om jeg var pædofil…selvom jeg er yngre end ham.”

Idag findes der næppe en sexbrevkasse, hvor man ikke kan læse om yngre kvinder, der er stærkt bekymrede fordi de har set billeder af helt unge piger på kærestens eller mandens pc, og mistænker ham for at være pædofil. Eller er i tvivl om, hvad de skal tro. Brevkasseredaktørerne beroliger ofte med, at børneporno er vanskeligt tilgængeligt. Og mænds interesse for yngre kvinder helt normal og almindelig. Men Red Barnets strategi at sprede advarsler også der, hvor der er tale om legale kommercielle sites, og modellerne ikke er mindreårige, har spredt moralsk panik til de danske hjem.

Lektor og psykolog Karen Pallesgaard Munk går i rette med denne strategi. Ved at fokusere så meget på krænkere tages uskylden fra børn,  og de voksnes blik på børn bliver et andet. For de pædofiles seksualiserede blik ligger inden for denne forståelse og lurer overalt. Idag kan forældre end ikke fotografere deres egne børn. I en artikel i Videnskab.dk siger Karen Pallesgaard Munk om fænomenet:

“Børn er ikke længere uskyldige og aseksuelle. Vi forestiller os, hvordan en pædofil vil se vores børn, og så tager vi vores forholdsregler. Det uskyldige barn er ved at forsvinde. Vi får et modsætningsfyldt forhold til børns nøgenhed, og vi sætter nogle kontrolinstanser i værk, som går i selvsving.” 

Igen er det hverken børn eller deres forældre – eller kommende forældre – der her bliver hjulpet. Hvordan seksuelle afvigelser lige pludselig kan blive et hovedområde for en NGO forekommer mystisk. Her skal det erindres, at før 1997 eksisterede en psykiatrisk diagnose af pædofili ikke. Den blev i 1997 udarbejdet på et meget spinkelt grundlag, da det var meget få mennesker der fik denne diagnose. Og der er nok næppe nogen, der kan forestille sig at antallet af overgreb, der bliver begået stiger. Med mindre “det farlige” – og derfor spændende – ved den afvigende seksualitet drager normale mennesker ind i børneporno netværk og skaber nye typer kriminel adfærd. Hvis der er tale om selvsving – også her – har Red Barnets udbredelse af begrebet ikke gjort nytte. Tværtimod.

I sociologien anvender man begrebet moralsk panik til at beskrive en samfundsmæssig bekymring, der er ude af proportioner i forhold til problemernes omfang. Her har begrebet en negativ værdiladning.

Men som Karen Pallesgaard Munk siger i en artikel i magasinet Humaniora er der organisationer, der lever af den moralske panik:

“Private godgørende organisationer kan få et raison d’être som bidragydere til minimering af de samfundsmæssige skader. Man kan endvidere iagttage, at retssikkerheden tenderer til at blive undermineret i forbindelse med moralsk panik. Det er ellers netop i de situationer, at objekter for samfundets afsky skal beskyttes af retssikkerhedsgarantier for at undgå heksejagtlignende tilstande som kan medføre ofringer af uskyldige. Moralsk panik har med andre ord sit eget samfundsmæssige momentum.”

De der modsætter sig denne strategi risikerer, at blive udsat for det Karen Pallesgaard Munk kalder en decentral disciplineringsproces. Et eksempel på dette fænomen: Karen Pallesgaard Munk blev kontaktet af Red Barnet med anmodning om at købe kuglepenne og kontormateriale, der bærer organisationens logo. Da anmodningen bliver afslået udråbes Karen Pallesgaard Munk af sælgeren, som en der ikke vil bidrage til bekæmpelse af pædofili. Et eksempel der illustrerer, hvordan frivillighed ikke altid gælder de, der er i kløerne på private og frivillige organisationer.

LGBT

Der kunne være en forhåndsforventning om, at NGO’er der i egen selvforståelse repræsenterer minoriteter – især seksuelle – ville afstå fra at gøre elementer af moralsk panik til deres raison d’être. Især en organisation som LGBT Danmark. Fordi psykiatriens hundrede år gamle karakteristik af homoseksualitet som degeneration, sindslidelse eller biologisk betinget afvigelse burde kunne få organisationen til at være på vagt over for en strategi af den type.

Jeppe Kofoed

Den seksuelle debutalder har ikke flyttet sig i 30 år. Den er 16,8 år. Og der skal den forblive mente mange i den offentlige debat i 2008  i anledning af, at den 34 årige Jeppe Kofoed’s havde haft et seksuelt forhold til en pige på 15 år.

Debatten nåede hysteriske højder da pseudonymet Baltazar Castor 3. april – kort efter sagen om Jeppe Kofoed – skrev en artikel i Information under overskriften Pædofili og homoseksualitet. Artiklen indledes forsigtigt:

“Lad mig starte med at sige, at jeg ikke rigtig synes, man kan diskutere pædofili, men at man kan diskutere, hvordan man diskuterer det.”

Og derefter diskuterer Castor den barnlige seksualitet i dens forskellige former på en måde, der ikke adskiller sig væsentligt fra det, der ligger inde for området, der betegnes som “normalt” af Anne Louise Stevnhøj fra Børns Vilkår. Dog adskiller det Castor siger sig fra Stevnhøj på to måder: Castors ærinde er ikke disciplinering. Faktisk henviser Castor til den relative ubekymrethed, der herskede før 1997 på området. Desuden opfordrer Baltazar Castor LGBT til at arbejde for en tilbagevenden til tidligere herskende normer.

Baltazar Castor’s udtalelser er interessante, fordi han havde indtaget en central position – som redaktør af Pan-bladet – forinden. Og det viste sig at den hårdeste kritik af hans synspunkter netop kom fra en repræsentant for den NGO’ som Pan-bladet er talerør for: LGBT Danmark.

Karen M. Larsen betegner i en blog-artikel  (der er en bearbejdelse af et læserbrev i Information) hans klumme som “frastødende” og karakteriserer Castor som pædofil:

“Nu er det jo kendetegnende ved debatten om børns rettigheder, at den har det med at handle om voksnes holdninger og ønsker.”

“Baltazar Castors ønske om at give børn ”ret” til sex handler på samme vis om voksnes ønsker om at få ”ret” til sex med børn.”

Karen M. Larsen forholder sig ikke til de fremsatte synspunkter. Fuldstændig parallelt til John Halse fremfører Karen M. Larsen et privat princip, og fejer modpartens argumentation af bordet med det.  Hos Karen M. Larsen er det princippet om “de bagvedliggende motiver”. Motiver der er skjulte, dog ikke for Karen M. Larsen. Hvorefter vidtgående slutninger vedrørende debattørens seksualitet er mulige.

Den decentrale disciplinerings åbenlyse formål er i dette tilfælde at erstatte en ledende skribent i NGO’en med en anden: Castor med Larsen. Men formålet rækker langt ud over dette.

For en NGO som LGBT Danmark er resultatet af denne linie et selvmål. Baltazar Castors brug af ordet “pædofili” er ikke identisk med den kliniske betegnelse  – hvilket bidrager til nogen forvirring. Nogle ville utvivlsomt bruge ordet om det forhold Jeppe Kofoed havde til en 15 årig pige, der blev nævnt ovenfor.

Det afgørende i denne forbindelse er imidlertid at pege på, hvordan også denne NGO – tilsvarende Børns Vilkår og Red Barnet – ændrer formålsparagraf fra at hjælpe til at bekæmpe.

LGBT Danmark er ikke længere en organisation, der kæmper for rettigheder til homoseksuelle. Når forvirringen om hvad ordet pædofil dækker over kommer til debat i Pan-bladet benytter Karen M. Larsen lejligheden til at slå fast:

“Jeg tror ikke på, at alle mænd er pædofile – eller at ingen kvinder er det. Men jeg er 1000 % overbevist om, at sex mellem voksne og børn ALTID er forkert – at det er en meget alvorlig forbrydelse som samfundet skal straffe hårdt.”

Igen er der ingen diskussion af hvad homoseksualitet eller seksualitet i det hele taget er, men en indordning af NGO’en som  redskab for den decentrale disciplinering.

Hvem er i centrum for NGO’erne?

Konklusion

De tre NGO’ er der er blevet diskuteret ovenfor synes at have flere ting til fælles: Dels fremgår væsentlige skift i holdninger og praksis ikke af principprogrammer eller grundlag. Der har heller ikke – sådan fremstår det i hvert fald ikke udadtil – været en grundig diskussion af implikationer af den moralske panik debatten om pædofili siden 1997 har medført for netop disse organisationer.

Gamle fjender har fundet sammen. Børneorganisationerne der, som det fremgår af John Halses synspunkt, ikke har haft et specielt positivt forhold til LGBT, fremstår nu enige på en måde de ikke har gjort før. Om at erstatte intentioner om at hjælpe med intentioner om at bekæmpe. Hvilket på den anden side gør den direkte konkurrence mere nærliggende.

Skiftet fra at hjælpe til at bekæmpe medfører, at interessegruppens betydning svinder ind. Både når det gælder børneorganisationerne, og når det gælder organisationen for de seksuelle minoriteter “afskaffer” man i en vis forstand målgruppen. Fordi fokus rettes andre steder hen.

Organisationerne har bevæget sig ind på en betænkelig strategi: De søger at udskille afvigere. Børns vilkår sondrer mellem børns “normale” og “unormale” seksuelle adfærd. Målet er selvfølgelig at ramme sexkriminelle. Erfaringerne fra omkring år 2000 har vist at panik på området medfører stigmatisering af børn, institutioner og ringere retssikkerhed. Det første offer for strategien er det barn der med rette eller urette bliver udpeget som havende unormal adfærd. Derefter pædoger, forældre, institutioner og andre.

Red barnet søger via kampagner at udskille unormal seksualitet. Dommerpanelet skal være den almindelige dansker, der forventes at træde ind i en ekspertrolle. Den uheldige sælger, det lykkes at fremsætte indirekte beskyldninger over for kunden – som i eksemplet ovenfor –  illustrerer svagheden i strategien. End ikke NGO’ens egne repræsentanter formår, at handle med den fornødne konduite. De første ofre for strategien er uskyldige mennesker, der forulempes eller søges stigmatiseret.

Når børn udelukkende ses som magneter for kriminelle underminerer børneorganisationerne deres eget grundlag. Hvis medier og befolkning tager budskabet til sig vil det føre til krav om flere midler til politi, domstole og psykiatri. De midler kunne tages fra børneorganisationernes traditionelle aktiviteter og forsvares som prioritering.

Også LGBT får problemer når decentral disciplinering bliver vigtigere end organisationens rettighedsorienterede politik.

Både organisationer og enkeltpersoner fremmer umiddelbart karrieren ved at deltage i den decentrale disciplinering. Men Børns Vilkårs John Halse kom til kort over for filosoffen Thomas Søbirk Petersen. Den velgørende organisation er specielt sårbar over for argumentet, at den er snæversynet eller endda fordomsfuld over for minoriteter.

Givet en lang historie hvor homoseksuelle har været sygeliggjorte og underlagt psykiatrien forekommer en strategi, hvor decentral disciplinering gøres til organisationens raison d’être ikke indlysende. De “unormale” der søges udgrænset viser sig i dette tilfælde hurtigt at være organisationens egne medlemmer: De der erklærer sig uenige i den politiske linie.

Strategiens uundgåelige resultat synes at være et ødelæggende internt opgør i organisationen, hvor kyniske og karrierebevidste mennesker fremmer deres egne interesser. Organisationen vil som følge hurtigt tømmes for både eksistensberettigelse og medlemmer.

Processen vil i forhold til samfundets beslutningstagere fremstå som delegitimering af organisationen: Hvis ledende debattører skubbes ud på baggrund af skandaløse anklager sikres der ikke en situation, hvor politikere ønsker at forholde sig til organisationens rettighedsprogram. Hvilket efterfølgende kan accelere discplineringsstrategernes nidkærhed over for modstandere. Med organisationens politiske deroute som konsekvens.

De tre organisationer der er blevet diskuteret ovenfor går fra at hjælpe til at bekæmpe. De to organisationer, hvis emne per definition skulle være børn taler om sex og den organisation, hvis sigte er seksualpolitisk dropper emnet for at rette fokus på – kriminalitet.

Den destruktive LGBT politik

Rettigheder eller minoritet?

Det er stærkt begrænset, hvad der foregår af debat om LGBT politik. Der finder stort set ikke nogen offentlig debat sted. Ikke fordi synspunkterne ikke findes, men fordi LGBT Danmark ikke opfordrer til og nødig deltager i debat.

LGBT Danmark har som program at gennemføre ændringer ved at skabe juridisk ligestilling. Det bliver en sjælden gang sagt imod. F.eks. af Bjørn Hvidt-Pedersen i en kronik i Berlingske 2009. Fra ligeret til minoritetskultur hed den. Hvor det hævdes, at homopolitikken har bevæget sig fra kamp for rettigheder til varetagelse af en minoritets særinteresser.

Jeg konstaterede dengang, at kamp for juridiske rettigheder stadig står i centrum af LGBT politikken. Men det faktum at der ingen afgørende bevægelser har været siden 1989 har tvunget LGBT til at anvende en tilpasningsstrategi. I dag kræves der ikke ligeret, men særbehandling. Fordi kravet om ligeret virker som overbud. Jeg har tilføjet nogle kommentarer til det jeg sagde dengang i artiklen Tilbageblik: Hvilke homorettigheder?

Der er intet der tyder på at LGBT i den nærmeste fremtid kan få gennemført kravene om kirkelig vielse eller homoægteskab, skrev jeg i 2009. Nu skriver vi 2011 og intet har ændret sig. Blot kan man føje ønsket om, at få fjernet transseksualitet fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste til rækken af uigennemførlige sager.

LGBT politikken er især i det sidste årti stødt ind i hård modstand og er endt i et dødvande. Den virkelighed LGBT’erne møder ændrer sig selvfølgelig, og det afspejles i den offentlige debat.

Den destruktive LGBT politik

Det der kendetegner synspunkterne i dag er, at en del LGBT’ere har kapituleret, og overtaget modpartens synspunkter. Sidste år under debatten af Dansk Folkepartis deltagelse i Copenhagen Gay Pride var der et – efter sigende mangeårigt medlem af LGBT Danmark – der udbrød, at han følte sig “drevet i armene på Dansk Folkeparti”. På grund af den uforsonlige og militante linie andre – blandt andre undertegnede stod for – når vi benægtede, at Dansk Folkepartis deltagelse var andet end et politisk gimmick. Og konstaterede at tilhørsforholdet til en minoritetsgruppe af mange slet ikke ses som uforeneligt med en hadefuld indstilling. F.eks. over for flygtninge og indvandrere. Eller måske endda over for andre LGBT mennesker? Samme person angreb nemlig også den første homoseksuelle deltager i Paradise Hotel for ikke at være tilstrækkelig maskulin.

I LGBT sammenhæng er køn, seksualitet og identitet nøglen til politiske forståelse. Misforstås de tre begreber betyder det at der knyttes an til synspunkter, der fundamentalt er fjendlige over for LGBT.

Lad mig lige nævne nogle væsentlige aspekter af de tre begreber:

1. Køn

Det skulle umiddelbart forekomme indlysende, at de der i visse sammenhæng nedladende bliver betegnet som mennesker med en “anderledes seksualitet” må have gjort sig overvejelser om forholdet mellem køn og seksualitet. Det forekommer, hvis man ser på de debatter der foregår, imidlertid sjældent at være tilfældet.

Mænd er fra Mars,  Kvinder er fra Venus hedder det i populær litteraturen. Og i de fleste LGBT sammenhænge.

Intet TV program har været så udskældt i 2010 som Dagens mand. Med begrundelsen at fyrene ikke er maskuline nok. Og dermed skader billedet af homoerne i offentligheden. Intet ligger majoriteten af homoseksuelle fjernere end tanken, at kønnet måske opleves som naturligt, men ikke derfor er naturgivet. At det med andre ord er en konstruktion. Hvad der f.eks. opleves som maskulint er ikke givet, men defineret. Blandt andet af den kulturelle sammenhæng.

2. Seksualitet

Moderne LGBT politik har intet at gøre med frigørelsespolitik. Feministerne inden for LGBT har skiftet frigørelse ud med bekæmpelse af den maskuline seksualitet. Der er ikke noget problem med homoseksualitet, men derimod med den maskuline seksualitet som sådan. Det feministerne ønsker er en homoseksuel livscyklus, hvor homoseksualiteten blot er en fase.

Ikke at heteroseksualitet idealiseres. Tværtimod. Overalt i miljøet er der en stærk heterofobi. Heteroseksuelle er f.eks. principielt udelukket fra de forskellige dating-sites. Det overses at vi alle engang var heteroseksuelle – før vi sprang ud. Og vigtigere: Det overses at udspringet er socialpsykologisk proces. Unge arbejder med deres identitet gennem flere år. Og med at gøre deres seksuelle erfaringer. For slet ikke at tale om, hvor vanskelig  processen er for voksne, der skifter deres heteroliv ud med et homoliv. I praksis er der “heteroseksuelle” overalt i miljøet. Men ligesom når det handler om køn er opfattelsen biologiseret. Seksualiteten sidder i pikken – og mænd tænker med den. Her er det Carl-Mar Møller’s popularisering af lægevidenskabens opfattelse af køn og drift der hersker.

Kvinder har ingen seksualitet. Siger feminister. Hvilket sikrer dem, mener de, en priviligeret og uangribelig  position i seksualpolitisk debat.

3. Identitet

En biologiseret opfattelse af køn og seksualitet umuliggør identitet. Det er for mange den vigtigste grund til ikke at deltage, og intet at mene om LGBT politik. Og samtidig det der gør det så let, at afvise andre inden for LGBT som afvigende. Når der ikke er noget JEG er der heller intet VI.

De andre – individer eller grupper – er konkurrenter, det blot handler om at skaffe af vejen. Intet er lettere end at hengive sig til den almindelige paranoide stemning i samfundet. Eller deltage i det man kan kalde den regnbuefarvede illusion: Forestillingen om at den juridiske ligestilling – der engang virkede som et lovende projekt – vil føre til den endegyldige normalisering af LGBT grupperne.

I sidstnævnte tilfælde anvendes en taktik, hvor det gælder om at slippe af med de, der ikke passer ind. Argumenterne findes ved at kombinere elementer fra biologiserede opfattelser af køn og seksualitet.

Der vil altid fra samfundets side være en vis opmærksomhed i forhold til de unges liv og seksualitet. Når de unge springer ud og møder den homoseksuelle subkultur forvandles denne opmærksomhed let til bekymring. Både når mænds seksualitet forstås i biologiske termer, og når kulturelle forestillinger om de unges påvirkelighed gøres gældende. Forførelsesteorier er lige så gamle som den homoseksuelle kultur selv. En stor del af problematiseringen retter sig derfor mod den maskuline seksualitet. Og mere konkret imod de voksne mænd.

Konklusion

Der er to mulige løsninger: De homoseksuelle bliver så normaliserede, at subkulturen forsvinder. Eller den homoseksuelle identitetsdannelse ophører.

Førstnævnte er ikke den aktuelle situation – juridisk ligestilling eller ej. Sidstnævnte er i realiteten en tilbagevenden til de homofiles strategi fra 1950’erne. Hvor de homoseksuelle udlagde deres afmagt, som normalisering. De homofiles manglende synlighed i samfundet og begrænsede selvbevidsthed blev udlagt som normalisering og mål. Det er en exodus-strategi.

Den destruktive i LGBT politik opstår, når homopolitik defineres som konkurrence eller udskilningsløb: Hvem kan smide de andre ud? Eller alternativt: Hvem bør smides ud?  Fordi “de er ikke helt normale”, “det er ikke forsvarligt” og “vi er bekymrede”. Med antydninger af at alt, hvad der ikke er i tråd med feminisme er styret af “bagvedliggende” motiver.

Den destruktive LGBT politik er ligeledes en kendsgerning, når en svag gruppe som de mandlige prostituerede skubbes til side og LGBT ikke ønsker at forsvare deres rettigheder. Og end ikke ønsker at tilkendegive om LGBT er for eller imod et købesexforbud. Sådan som David Zennaro har tilkendegivet i Pan-bladet.

Mandlig prostitution er ikke noget vigtigt emne. Feminismens forhåndsantagelse om, at kvinder altid er ofre efterlader de mandlige prostituerede som uinteressante. Derfor kæmper LGBT ikke for sexarbejdernes rettigheder.

Den destruktive LGBT politik er ligeledes en kendsgerning, når en svag gruppe i LGBT som de hiv-positive ingen opmærksomhed  får. En foreløbig sejr som suspensionen af hiv-loven er fik lidt forsinket – og efter pres fra undertegnede og Pan-bladet – 12 liniers kommentar fra LGBT i Pan-bladet.

Hiv indgår ikke i den feministiske problematisering af køn og seksualitet. Og derfor heller i LBGT’s politik.

LGBT har i denne uge demonstreret,  at sådan ser den politiske virkelighed ud.

LGBT har ingen politik på de forskellige seksualpolitiske områder. Udover at deltage i mistænkeliggørelse af mænds – og i særdeleshed de homoseksuelles – seksualitet og identitet. Hvilket enkelte personer i LGBT klart har formuleret som deres mission og målsætning.

Tilbageblik: Hvilke homorettigheder?

I artiklen Den destruktive LGBT politik nævnte jeg Bjørn Hvidt-Pedersens kronik i Berlingske Fra ligeret til minoritetskultur.

Bjørn Hvidt-Pedersens kronik er fra efteråret 2009. Skrevet under indtryk af de nyligt afviklede Outgames – og kritisk overfor den kultur Outgames repræsenterer.

Jeg var – og er – positiv over for ideen om minoritetskultur. Og kan ikke se noget alternativ. Kun at den er truet – af de selv samme mennesker, der hævder at forsvare den. Fordi der har udviklet sig en politisk kultur, der bringer både enkeltpersoner og institutioner i permanent konklikt med hinanden. Og politikområdet er blevet indsnævret. Idag indgår kun homovielse og homoægteskab som “frihedskrav” på den politiske dagsorden.

 

Det vil sige at LGBT idag er for den promille, der er i fast forhold og f.eks. af religøse eller sociale grunde ønsker vielse og ægteskab: De velstillede der kan tænke i skattefordele ved ægteskab, og ønsker en “normalisering”, der ekskluderer alle andre livsformer end monogami.

Her vil jeg gengive min kommentar til Bjørn Hvidt-Pedersen. Oprindelig skrevet til et debatforum, hvor stemningen decideret var imod Outgames. Og således repræsenterede den konflikt, at visse dele af homomiljøet idag er arge modstandere af miljøet selv. Og bekæmper det af alle kræfter og med alle midler. Et faktum det officielle miljø – heller ikke idag – hverken vil diskutere eller forholde sig til. Tankevækkende nok.

2009 er længe siden. Erfaringer og begivenheder taget i betragtning.

Derfor vil jeg præcisere tre ting: Der er ikke sket et entydigt skift væk fra juridiske ligeretskrav. Der er tale om at strategien ikke virker. I 2009 gjorde jeg opmærksom på de manglende resultater, og den situation er ikke ændret selvom vi nu skriver 2011. Teksten antyder at en del af Bjørn Hvidt-Pedersens utilfredshed skyldes, at det er blevet sværere at være “anderledes” for LGBT mennesker i provinsen. Den nylige episode med det uheldige indslag i TV2 Øst om homomagasinet Proud kunne tyde på det. 

Det er sandt at eksistensen af en minoritetskultur fører til en mere statisk betragtning, og trækker væk fra frigørelsespolitikken. Især hvis denne  biologiseres. F.eks. til ensidigt at tage udgangspunkt i køn. Selvom feminisme idag ikke handler om kvinders behov og liv, men om inddæmningsstrategier i forhold til den maskuline seksualitet. Nylige debatter har også demonstreret, hvor svært det er at diskutere det sociale. Fordi køn, seksualitet og identitet stort set alle steder opfattes som essens. Selv af de der på et generelt og teoretisk plan siger det modsatte.

Betydningen af sociale mekanismer er forsvundet ud af, hvad der måtte være af seksualpolitisk debat. LGBT Danmark har idag et principprogram der ikke nævner hverken hiv eller Aids. Sygdom relaterer sig til menneskers sociale og samfundsmæssige væren på en måde, der er interessant. Men hiv og Aids indgår ikke i en feministisk forståelse af forholdet mellem køn og samfund, og er derfor fraværende på den politiske dagsorden.

Alt i alt er der så mange tråde tilbage til den politiske debat i 2009, at jeg finder det umagen værd at gengive den oprindelige tekst:

“Bjørn Hvidt-Pedersens synspunkt er interessant. Påstanden er at homoerne har bevæget sig fra social frigørelsesbevægelse til minoritetskultur. Identitet og biologiske begreber har erstattet traditionelle politiske begreber om højre og venstre. Den politiske ideologi er blevet formuleret, så den passer den nye urbaniserede middelklasse.

Læg mærke til:Frigørelsesbevægelsens ideologi havde sin rod i den amerikanske Stonewall bevægelse fra 60’erne ligesom regnbuepolitikken i dag. Frigørelsesbevægelsen stod stærkt i Tyskland i 70’erne og 80’erne. Og Tyskland er i dag en af regnbuebevægelsens stærkeste bastioner. Det viser hvor stærk trenden i retning af regnbuepolitik er. Og modstillingen af ”europæisk” og ”amerikansk” er altså falsk. Provinsnostalgien forekommer i øvrigt malplaceret, når frigørelsesbevægelsen (med rette) fremhæves for sit internationale udsyn. Men hvorfor har der været det skift fra den ene til den anden politiske strategi?

Den udvikling hænger sammen med, at det danske samfund er blevet multikulturelt. I dag giver det mening at formulere sine politiske interesser som særkrav på vegne af minoriteten, på en måde det ikke gjorde tidligere. Men det er også udtryk for at homopolitikken er blevet defensiv.

Man kan således konstatere, at det er en strategi, der tilpasser sig den politiske virkelighed vi befinder os i. Siden det registrerede partnerskab blev indført i 1989, og Danmark var spydspids i den homopolitiske sammenhæng, er der stort set ingen ting sket på det lovgivningsmæssige område. Danmark er blevet overhalet af vore nordiske naboer, der har indført ægteskab for homoer. Den svenske kirke har ikke haft nær den samme succes med at kæmpe imod ligestilling af homoerne som den danske Folkekirke.Tilpasningsstrategien har betydet at homoerne i dag ikke kræver ligeret, men særbehandling. Fordi kravet om ligeret virker som overbud.

Den nuværende regering er – som den forrige – imod lovgivningsmæssige tiltag for ligestilling. Der er intet der tyder på at homoerne i den nærmeste fremtid kan blive kirkeligt viet eller at et ægteskab, hvor homoerne bliver ligestillet med heteroerne bliver vedtaget i Folketinget. Eller at en særlig indsats imod diskrimination overfor homoseksuelle inden for sport vinder indpas. Selv efter Onyszko sagen i 2009 nægter DBU f.eks. at tilslutte sig en international kampagne imod diskrimination. Med begrundelsen at det ikke er nødvendigt.

Det er ikke regnbuepolitikkens nederlag. Regnbuepolitikken er derimod et svar på denne politiske realitet. Hvor homoerne tidligere – fra 50’erne op til midten af 70’erne – kæmpede for livet, handler homopolitikken i dag om særkrav. Ret til adoption eller ret til insemination. Tidligere var en række lovgivningstiltag vendt direkte imod homoerne. Idag kæmpes der for lovgivningstiltag til gavn for homoerne. Selvom særkravene i dag har en meget begrænset succes, fordi meget få borgerlige politikere – ud over de radikale, visse forhenværende radikale politikere og nogle få venstrefolk – støtter den politiske dagsorden, så er homoernes liv i samfundet generelt blevet lettere.

Regnbuepolitikken er derfor også et forsøg på at skabe nogle nye sociale sammenhæng, hvor homoerne kan gå hen. Uden at føle sig truede eller isolerede. Sportsklubberne er en af disse sammenhæng. Og Outgames er – som Bjørn Hvidt-Pedersen meget rigtigt siger – blevet en af regnbuepolitikkens spydspidser. Et af de tilbagevendende angrebspunkter imod regnbuepolitikken er ejendommeligt nok, at homoerne har fået disse nye muligheder.

Der hvor regnbuepolitikken virkelig adskiller sig fra frigørelsespolitikken er, at den ikke handler om hvordan man får et liv som homo, men om hvordan man bruger sit liv som homo. Hvilke drømme og hvilke ambitioner man har.

Politiken bragte under Outgames et indlæg af Brokkendorf på første sektions bagside. En fiktiv person der som bekendt, har for vane at skælde ud på alt og alle. Brokkendorf slog ned på at homoerne festede for borgernes penge. Homoer der fester og har det sjovt og dyrker sport: Det støder an imod alle de traditionelle fordomme om homoerne som ensomme, ulykkelige, socialt udstødte, diskriminerede osv. Fornemmer man ikke den samme forargelse hos Bjørn Hvidt-Pedersen Og værre: Hos alle de højreorienterede der skælder ud på at skattekroner anvendes til sociale formål.

Billedet der spøger er Outgames deltagere der danser og drikker natten lang, som modsætning til tidligere tiders aktivister der altid bevarede roen og alvoren. Det er måske et af regnbuekulturens budskaber, at der skal gøres op med alvoren og de rynkede pander?

Tilhører Bjørn Hvidt-Pedersen ikke ligesom Brokkendorf den jyske fraktion, der er imod alt hvad der foregår i København, fordi det foregår i København? Der er et mønster, både i USA og i Europa: Homolivet når ikke ud til provinsen, det bliver tværtimod mere koncentreret om de store byer, og bestemte kvarterer bliver ghettoer. Men også samlingspunkter for de internationale festivaller og arrangementer. Modstanden fra provinsen bygger indlysende nok på, at den type kulturbegivenheder aldrig når så langt ud.

Til gengæld når provinsen så til København: Ikke bare de store arrangementer, men også clubbernes parties tiltrækker homoer fra hele landet. På sin vis findes der kun en homokultur i Damark: Den vi alle er en del af.”

 

Alle fotografierne er af den amerikanske fotograf Alison Scarpulla:

alisonscarpulla

Guilty by association

Her har vi alle konspirationsteoriers grundlæggende tese: Forbryderne – de virkelige skurke – gemmer sig. De bliver aldrig fanget eller afsløret. Det er umuligt at ramme dem – selv for de der er ansvarlige og retfærdige. Og parate til tage loven i egen hånd.  Men de medskyldige, som dækker over eller samarbejder med de virkelig skyldige er det let nok at fastslå hvem er. Og de kan uden juraens og retsmaskineriet tunge maskineri stilles til ansvar.

Paragraffen –  postuleret, men alligevel gyldig – hedder guilty by association.

Selvom paragraffen ikke kan slås op i nogen lovbog anvendes den flittigt i det danske samfund. I en mere eller mindre paranoid stræben efter at ramme skurkene. Paranoia er som bekendt alle konspirationsteoriers kilde.

Paranoiaen kan vende blikket i to retninger: Op mod samfundets top. Det er forestillingen om de uærlige politikere, der fører befolkningen bag lyset. Eller dybt ned i mytologiske forestillinger om hemmelige broderskaber. Om tusinder der er medlemmer af hemmelige religiøse ordener, terrorister eller børnepornoringe på nettet.

Ingen fornuftige mennesker vil under normale omstændigheder tage Dan Brown’s historie om Da Vinci mysteriet for andet end underholdning. Og selvfølgelig heller ikke andre historier af tilsvarende type.

Alle der kender debatstilen på nettet ved at beviser på bordet ikke er noget krav i den sammenhæng. Da debattørerne er mere eller mindre anonyme er alle lige. De mest intelligente argumenter har ikke større vægt end de ringeste fejlslutninger. Derfor udvikler debat sig til sladder, og sladder bliver hurtigt til bagvaskelse.

Engang sagde de der oplyste om homoseksualitet, at der er omkring 5-10% homoseksuelle – dvs. 1-2 elever i hver klasse.

Sidst jeg så vendingen på nettet lød den: Overalt hvor der er 20-30 mennesker forsamlet er der 2-3 pædofile!

“Homo” bliver skiftet ud med “pædofil”. Det er den samme formel, men udsagnet er radikalt anderledes. Iagttagelsen stammer selvfølgelig fra et homoseksuelt site. Så kan enhver tænke sig til konklusionen.

Eller man kan i stedet se TV2 Østjylland. Det indslag fra d.7. januar, hvor nyhedsvært Søren Ø. Jensen stiller spørgsmålet til  redaktør Tine Kristensen fra Proud Magazine:

“Hvor går grænsen fra et kærligt portræt af sådan en ‘kvinde-mand’ til et decideret freakshow, særlinge med perverse lyster?”

I et program der angiveligt skulle være oplysende og bla. fortælle om de transseksuelles situation.

Efterfølgende blev nyhedschef Eva Kvist fra TV2 ifølge Politiken citeret for at sige:

Der findes jo inden for forskellige seksuelle minoriteter, herunder den homoseksuelle, nogen, som er helt ude på kanten af noget, hvad jeg tror, mange vil være enige om, er perverst, og hvor det også nærmer sig noget ulovligt”.

Redaktionschefen nægtede ikke alene at komme med en undskyldning, men fremførte også princippet om guilty by association: De der er forbundne med “freaks” eller “perverse mennesker” kommer til at stå til ansvar for deres handlinger!

Efterfølgende fastslog redaktionschefen, at synspunktet er, at der inden for alle grupper er mennesker med perverse lyster. Men udtalelserne faldt altså i forbindelse med omtalen af en minoritet. Og LGBT blev anvendt som skraldespand for fordomme.

Hvilket formand for LGBT Danmark Hans Christian Seidelin også slog fast i Politiken. Panbladet tilsluttede sig dette synspunkt.

Panbladet havde iøvrigt d.5 januar bragt en kommentar – fra undertegnede – om en anden sag. Der ligeledes henviste til guilty by association paragrafen.

Oprindelsen fortaber sig i det dunkle, men linket er en pædofilsag, hvor en 48-årig mand angivelig via det homoseksuelle girlfriend.dk – søstersitet til boyfriend.dk – fik kontakt med en 14 årig pige, der søgte en pigekæreste.

Ophavsmanden til rygterne om boyfriend.dk har formentlig haft kendskab til nævnte sag. Han valgte i slutningen af december at annoncere sit fravalg af boyfriend.dk på det konkurrerende homoseksuelle dating-site Albert.dk. Jeg beskrev det således i Panbladet:

“En debattør på et homoseksuelt datingsite påstod, at eftersom alle under 18 år i legal forstand er børn er al sex med unge under 18 år børnesex! Når de unge dater hinanden på boyfriend.dk – eller måske voksne – er der enten tale om børnesex eller pædofili. Jeg anbefalede vedkommende at melde boyfriend.dk til politiet. For at få afgjort om der er substans i påstanden. Men gjorde de øvrige debattører opmærksom på, at når han ikke allerede havde gjort det måtte det skyldes, at vedkommende er klar over at det ikke holder i retten. Men pædofilibeskyldningerne finder altså sted både inden for miljøet og imod det.”

Guilty by association blev i dette tilfælde praktiseret ved at antyde et link til en verserende pædofil-sag. Og dette link blev anvendt som påskud til at stemple alle brugere af  homositet som pædofile.

Da Albert.dk endnu den 5. januar ikke havde fjernet udtalelserne fra sitet valgte jeg at offentliggøre ovenstående referat. Efterfølgende er størsteparten af debatten – inklusiv de belastende udtalelser – blevet fjernet fra debatforum på Albert.dk.

Forhåbentligvis skulle det ikke være nødvendigt at nævne at guilty by association ikke er et juridisk gyldigt begreb. Tværtimod. De der påberåber sig det har sjældent selv rent mel i posen.

Det danske samfund er ved at udvikle en paranoid tankegang. Hvor nogle ser samfundsfjender over alt. Rygter og bagvaskelse er hvad det er, men når beskyldningerne flyder over alle bredder er det et tegn på at noget er galt. Bevis – ikke for det rygtesmedene og bagvaskerne siger – men for at de er paranoide.

Note:

Andreas Frøsting har over for mig oplyst, at han ikke var bekendt med de oplysninger, der fremgår af Berlingerens omtale af pædofil-sagen. Sitet har ingen oplysninger fra politiet om, at noget relateret til nævnte sag skulle være foregået på girlfriend.dk.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Albert.dk.

Had mod LGBT Danmark på bloggen

I en artikel der angivelig skulle være oplysende angribes LGBT Danmark. Og en talskvinde smædes og hænges ud.

Artiklen der findes på bloggen Junikredsen slår fast at LGBT mennesker er seksuelle afvigere. LGBT Danmark karakteriseres på denne måde:

“En organisation, hvis erklærede mål bl.a. er, at afvigernes ”liv afspejles generelt og i fuld udstrækning” blandt danske skolebørn”.”

Ordet afvigelse anvendes ganske vist af nogle queer-teoretikere til at betegne “afvigelse i forhold til normen”.

Men på trods af det kunstigt “objektive” sprog, der anvendes i Junikredsens artikel, leder ordet “afvigelse” her snarere tanken hen på den måde ordet anvendes på den yderste højrefløj. Hvor Junikredsen da også hører hjemme.

På højrefløjen – især den del, der har rødder tilbage til 30’erne –  betyder ordet “afviger” “pervers” eller “sygelig”.  Men det fremgår ikke,  hvem der står bag bloggen.

En kvindelig repræsentant for Gå Ud Gruppen karakteriseres som “mandhaftig”. Artiklen promoverer altså netop de fordomme som Metroexpress artiklensøger at  imødegå.

Junikredsen tegner billedet af homoerne som de, der er på det forkerte hold.

Artiklen foregiver at “diskutere” indholdet af et interview Metroexpress bragte sidste år med Sille Louise Seibert Nielsson om Gå Ud Gruppens arbejde. Det er hende der står for skud i artiklen. Hvis kønsidentitet drages i tvivl.

Emne er angiveligt om homoseksualitet  er medfødt eller et valg.

LGBT Danmark “agiterer blandt skolebørn” – hedder det – for at homoseksualitet er et valg.

Nu er perversioner og sygdom jo ikke et valg. Så derfor er Junikredsens stilling givet på forhånd: Det fremgår tydeligt nok, at den anser LGBT Danmarks “agitation” for at være i bedste fald formålsløs i værste fald skadelig.

Men – og det er værd at bemærke – ikke så harmløs at emnet ikke er en blog værd. En krigserklæring.

Nytår 2011

Godt nytår til jer alle!

2010 var året hvor jeg startede denne blog.

Tak til alle jer der har fulgt med. Læst og kommenteret, kommet med input og skrevet til bloggen.

I 2011 vil jeg fortsætte linien. Ud fra begreberne køn, seksualitet og identitet vil jeg lave boganmeldelser – eller rettere læsninger af litteratur. I 2011 vil jeg bla. introducere Shyam Selvadurai.

Der vil komme flere blogs om fotografi. Den næste bliver om den amerikanske kunstner og modefotograf Ryan McGinley.

Der vil komme flere politiske artikler. Bla. om forbudsfeminismen.

Måske en enkelt filmanmeldelse.

Og forhåbentligvis flere tv-anmeldelser.

Bloggens længste og sværest tilgængelige artikel Om dannelsen af homoseksuelle roller og identiteter – der står under kategorien sociologi viste sig at være et hit. Og der kommer helt sikkert mere om emnet.

Måske i stil med artiklen Tættere på himlen? – der med udgangspunkt i en musikvideo forsøger at udrede den moderne manderolle og undersøge kønsidentiteten.

Det mest populære søgeord i året 2010 var: How to put on a Condom. Overraskende? Næ. Ikke på en blog der er erklæret prosexhomo. Hvordan man har safe sex er et emne, der bør interessere alle.

Så det er muligt der kommer flere undervisningsvideoer med sexstjernen Brent Corrigan. Eller hans kollegaer.

Engelsksprogede artikler er tilsyneladende ikke noget problem. Flere artikler findes på både dansk og engelsk så man kan vælge. De engelske står selvfølgelig under kategorien in english.

Her finder man f.eks. oversættelsen af interviewet med Jakob Kolda fra Dagens mand og Patrick Smith fra Paradise Hotel. Skrevet til Out&About’s juni nummer.

Denne blog er kun et halvt år gammel. Den beskæftiger sig med stof, der er relevant ud fra en homoseksuel synsvinkel. Men dens sigte er også at blande sig i den seksualpolitiske debat. Med inspiration fra danske og amerikanske prosexfeminister.

Prosexfeministerne går imod den bølge af censur og forbud som store dele af feministerne i dag er tilhængere af.

Homoerne selv er generelt demoraliserede og apatiske. I USA findes fænomenet Exodus. Hvor homoseksuelle lader sig omvende til heteroseksualitet af kristne fundamentalister.

I 2010 så vi for første gang det samme fænomen i Danmark. Homoseksuelle der argumenterer for, at det ikke er socialt acceptabelt at være homoseksuel. En debattør sagde, at han “følte sig drevet i armene på Dansk Folkeparti”. Drevet i armene? Nej. Dansk Folkeparti tiltrækker desillutionerede og apatiske homoer som en magnet! De føler sig “afvigende”, fordi de er homoseksuelle. Derfor siger de: Væk med Priden, væk med barer og bymiljø. Væk med Out&About – et “lummert magasin” blev der sagt i den offentlige debat. Væk med LGBT Danmark. Væk med de homoer, der er åbne og kendt i offentligheden. De skader (skabs)homoerne ved at henlede opmærksomhed på fænomenet homoseksualitet!

Frem for alt skal teenagehomoerne bekæmpes: Med tilgang til det homoseksuelle miljø forsvinder fænomenet jo ikke. Derfor skal teenagernes adgang til f.eks. dating-sites forhindres eller begrænses. Den seksuelle lavalder skal hæves til 18 år, siger exodus-homoerne.

Mænd over 30 år kan ifølge exodus-homoerne ikke være homoseksuelle. Partnerskabslovning – for ikke at tale om ægteskab og vielse – er ikke blot overflødigt. Det er direkte skadeligt. For homoseksualitet bør ikke være andet eller mere end en fase.

Den homoseksuelle livscyklus er altså meget kort ifølge exodus-homoerne. Af hensyn til samfundets moral og anstændigheden. Indlægget hvor jeg beskrev denne opfattelse er faktisk det første på denne blog.

Exodus-homoernes alliance partner er ikke som i USA det religiøse højre, men forbudsfeminismen.

Forbudsfeminismen er venstreorientet feminisme, der er blevet reaktionær. Om den er formuleret af Dansk Folkeparti eller tilsvarende kræfter i SF kommer ud på et. Det er mælken fra i forgårs, der er blevet sur. Forbudsfeminister kombinerer snæversyn med en dogmatisk tro på statsstyring og insisteren på at krænke individets frihed af hensyn til samfundets moral. De mobiliserer “bekymring” – men ingen plads til mennesker. Og slet ikke til individets ret til at vælge selv. Hverken i det sociale liv eller seksuelt.

Forbudsfeminister angriber ikke blot homoseksuelle. De angriber kønnet og den maskuline seksualitet som sådan.

Seksualpolitik kommer derfor til at overskygge LGBT politik. Feministernes fjende er ikke specielt de homoseksuelle – men mænd slet og ret. Lidt lige som i 70’erne da anti-penetrerings feministerne erklærede alle mænd som undertrykkere og fjender.

Penis-misundelsen er vendt tilbage. Når en mands krop bliver vist frem f.eks. på plakaten til Klovn filmen erklærer en af forbudsfeministerne, at der er tale om pornografi. Fordi feminister idag opfatter mandekroppen som pornografisk. De anlægger det det pornografiske blik på mænd jeg har omtalt i en anden sammenhæng. Mandekroppen har aldrig været farligere i feministernes øjne:

“Plakaterne er intimiderende. Når børn står og venter på bussen, ser de f. eks. Casper Christensens erigerede lem”, siger forbudsfeministen Vibeke Manniche til Ekstra Bladet .

Ikke et ord om de nøgne kvinder på den samme plakat:  Kvinder har hverken kønsdele eller seksualitet. Kun et krav om en impotent type mand, der aldrig ses med erigeret lem.

Alt dette for at forklare hvorfor fokus på køn og seksualpolitik vil overskygge debat af homoseksuelle mærkesager på denne blog.

En konstatering: Hvis forbudsfeministerne gør den normale danske mand – personificeret f.eks. af Casper Christensen – til et monster, så vil de også give exodus-homoerne ret i at de homoseksuelle er afvigende. Og homoseksualitet per definition er socialt uacceptabelt. I hvert fald, hvis det er andet end en fase. Hvem der giver hvem ret i det spørgsmå er ikke til at sige. Blot kan man konstatere, at der er en alliance mellem Dansk Folkeparti, feminister, exodus-homoer og doktrinære statsmonopol socialister.

Det bliver i al beskedenhed denne blogs opgave i 2011, at modsige forbudsmentalitet blandt feminister af begge køn. Og homohad og mandehad blandt såvel homoseksuelle og heteroseksuelle.