Grosse Freiheit?

Grosse Freiheit? – hvad er det? Det henviser til en sidegade til Reeperbahn i Sct. Pauli kvarteret i Hamborg. Byens centrum for prostitution. Konferencen om købesex der blev afholdt i København i weekenden d.7/8 maj 2011 anvendte navnet, og satte et spørgsmålstegn efter. Måske som Laura Agustin gætter på – for at antyde at kvinder vil blive fri, når en kriminalisering af købesexkunderne er blevet vedtaget.

Konferencen blev arrangeret af 8. marts-initiativet med deltagelse af Dansk Kvindesamfund, Feministisk forum, Feministisk netværk, KFUK’s Sociale Arbejde, Kvindelejren på Femø, Kvinder i Sort, Reden og Kvinderådet.

Den politiske deltagelse var også ganske markant med hele venstrefløjen repræsenteret af folketingsmedlemmer fra S, SF og EL.

Demonstrationen imod Grosse Freiheit? på vej til Islands Brygge.

Konferencen gav således anledning til en ganske mærkværdig situation: En del af venstrefløjen deltog, mens en anden del stod uden for og demonstrerede. Enkelte politikere havde meldt afbud. Der i blandt Kamal Qureshi. En enkelt radikal – Linda Kristiansen – deltog – dog kun for at notere sig de fremlagte argumentationer.

Især invitationen af Julie Bindel og Janice Raymond, der er kendte for deres hadefulde udtalelser imod transkønnede havde vakt opsigt inden arrangementet, da Queerkraftredaktionen på Modkraft.dk havde gjort opmærksom på det problematiske i transfobernes deltagelse.

Linda Kristiansen kunne dog efterfølgende berette, at emnet transkønnethed ikke var fremme i Julie Bindels indlæg.

Vibe Grevsen (tv.) talte for de transkønnede som repræsentant for LGBT. Med assistence fra Malene L. Hansen (th.).

Konferencens valg af fokus på transkønnethed gennem Julie Bindel og Janice Raymond – betød at LGBT’s deltagelse i demonstrationen imod konferencen var sikret. Selvom foreningen ikke officielt vil tage stilling til købesexforbud stod medlemmer af T-gruppen ved siden af de prostitueredes talspersoner. Der iøvrigt også nævnte de transkønnede som en gruppe, der er repræsenteret blandt de prostituerede. Hvorimod mandlige prostituerede ikke var repræsenteret eller blev nævnt.

Prostitution er et kvindeemne. I flere henseender. I virkelighedens verden er mændene talstærkt repræsenteret blandt sexarbejderne. Det afspejles desværre hverken i debatten eller i mediernes behandling af emnet.

Kønsforsker og antropolog Christian Groes-Green formulerer det således i Videnskab.dk:

“Udveksling af penge for sex anses som ikke bare usundt og skadeligt for dem der betales og som ernærer sig ved prostitution, men i og med at mange sexarbejdere er kvinder vurderes det endvidere, at prostitution skader samfundets generelle syn på kvinder, også de kvinder der ikke lever af at sælge sex. At der er mange mænd der benytter sig af denne mulighed vurderes nemlig som et tegn på, at prostitutionens årsag er et urpatriarkalsk ønske fra mænds side om at udnytte kvinder seksuelt. Reden har f.eks. i en årrække ment at sexarbejde uanset forholdene er lig med voldtægt. Selvom de kvinder der bruger seksualiteten som levevej både tæller socialt udsatte og en del ressourcestærke kvinder, er der med årene blevet enighed om, at fænomenet må stoppes med alle midler, ikke primært af sociale årsager men fordi bordelvirksomhed, escortarbejdere og gadeprostitution sværter kvindeligheden til.”

Prostitution som omfatter et meget lille antal mennesker – omkring 3.200 erhvervsaktive personer – tiltrækker sig i debatter og i medier en uforholdsmæssig stor interesse, fordi de prostituerede krænker (kvinde) kønnets ære. Ikke de kvinder der rent faktisk er prostituerede, men medsøstrenes!

De mandlige prostituerede, som er en mindst lige så stor gruppe, nævnes sjældent i debatten. De betragtes ikke som ofre i denne sammenhæng. Og offer-gørelsen er feministernes vigtigste dagsorden. Uanset om det gælder kvinder eller homoseksuelle mænd. Det udelukker også en debat om homoseksuel prostitution. Måske også fordi en kriminalisering af de homoseksuelle kunder under det der blev kaldt Den grimme lov 1961-65 er et ubelejligt emne for tilhængerne af købesexforbud. Det købesexforbud der blev gennemført dengang – under påskud af at ville beskytte udsatte unge – betød reelt at et retsovergreb imod de homoseksuelle fandt sted. Derfor lovens kortlivethed. Vil en tilsvarende situation gentage sig?

Grosse Freiheit? blev afholdt af en sejrssikker venstrefløj i forening med radikalfeminister og feminister i næsten alle andre afskygninger end prosexfeministerne. Men med en overrepræsentation af radikalfeminister. Bla. med den norske Ottar gruppe, der er kendt for at overfalde sexkunder og sende afslørende mails til deres familier. Politiske vinde kan imidlertid ændre sig hurtigt. Efter blok-politikken er blevet fortid, og der er blevet sået tvivl om de radikale kan eller vil støtte en rød regering fremstår initiativet helt anderledes. De radikale støtter som bekendt heller ikke et købesexforbud. Hvis der ikke er enighed med venstrefløjen om økonomisk politik eller ideologiske emner som køn- og seksualpolitik, hvad er der så tilbage af alliancen?

Transpersoner støtter sexarbejderne.

Demonstrationen imod Grosse Freiheit? var en lejlighed til at bringe forskellige grupper af forbudsmodstandere sammen, der ikke umiddelbart har fælles mål. Den megen fokus på enkeltpersoner kommer dog lige som i tilfældet med demonstrationen imod Bilal Philips til at virke – om end ikke som afpolitisering – så som afledning af opmærksomheden. I forhold til Bilal Philips kunne ingen af de anvendte besværgelser modvirke indtrykket, at demonstrationen ikke talte for homoseksuelle rettigheder, men var anti-muslimsk, og derfor lige så godt kunne have haft DF eller andre højrekræfter som arrangører.

Forståeligt nok ønskede de transkønnede at markere deres modstand mod hadtale. Selvom det ifølge referaterne fra konferencen ikke fandt sted. En del transpersoner var ligeledes forbudsmodstandere. De demonstrerede – her gav det mening –  imod to af de mest markante tilhængere af transfobi og feminisme som kønsideologi, der ekskluderer endog mænd der har foretaget et kønsskifte. To medsøstre der i ingen af tilfældene finder det acceptabelt, at kvinder bestemmer over deres egen krop. Fokus på personer får imidlertid let pointen, at det er bestemte holdninger, der er uacceptable – og ikke mennesker – til at fortabe sig. Derfor er demonstrationer eller markeringer over for enkeltpersoner i fremtiden ikke ønskelige.

“Trut jer selv i røven snerpetrusser, vi bestemmer over vores trusser.”

Tankevækkende var det, at den feministiske definition af Grosse Freiheit inkluderede tilhængere af transfobi, modstandere af pornografi – ud over selvfølgelig at repræsentere alle de, der føler kvindekønnet krænkes ved købesex.

Det store spørgsmålstegn efter “Frihed” må derfor henvise til, om det er frihed, når andre mennesker eller samfundet vælger for den enkelte. Når det kommer til stykket er det ikke en argumentation der holder. Uanset om både samfundet og politiske grupperinger hævder, at handle ud fra de bedste intentioner.

Alle fotos: Copyright Ole Hansen.

Video: Malene Andreasen.

Reklamer

Den kroniske nypuritanisme

Rend mig i nypuritanismen sagde folketingskandidat for SF Anne-Mette Wehmüller for nylig i et debat-indlæg i Politiken. Mente hun så det? Nej. Dels fastholdt Anne-Mette Wehmüller, at forbud skal der til. Blot skal vi ikke have et “one-size fits all” forbud.
 
Wehmüller nævner ting som trafficking og sexslaveri som noget, der skal sættes ekstra hårdt ind over for. Men hvordan forbyde det, der allerede er ulovligt?

Endvidere fastholder Wehmüller feminismens offer-tænkning. Når det kommer til stykket er mændene fjenden. Så glem alt om klassekamp og social uretfærdighed!

Feminisme er en tidsmaskine, der har flyttet samfundsdebatten hundrede år tilbage. Læs følgende tekst og se præcis de samme værdier – godt nok udtrykt på en anden måde – men alligevel:

“Det er almenkendt viden, at navnlig Kvindens seksualitet er en sart blomst, der gennem et uendelig komplekst væv af nervetråde er ekstraordinært og uransageligt forbundet med ubevidstheden og med Sjælen.

Intimmassage og anden omgang med menneskets (og i særdeleshed Kvindens) kønsdele, der har med Seksualiteten at gøre, bør derfor foregå inden for nøje tilrettelagte rammer og efter helt særlige forskrifter, hvis man vil undgå at volde ubodelig skade på ikke mindst de utilgængelige egne af sindet. Menneskeligt samvær på tværs af kønnene er uhyre farligt, når Seksualiteten er involveret. Seksualiteten er en dyrebar gave, som man ikke sådan skal lege med.

Blandt det allerfarligste er, hvis parterne i et seksuelt relateret forhold ikke på samme tid er seksuelt ophidsede. Endnu farligere bliver det, hvis forholdet ikke er foranlediget af parternes gensidige Romantiske Kærlighed. Seksualiteten er skabt til nydelse, ikke ydelse.

En ubalance i seksuel ophidselse er især farlig for Kvinden, idet Hendes Seksualitet som nævnt er sart, sjæleligt integreret og letfordærvelig; noget helt andet end den mandlige seksualitet, der primært er kropslig og i særlig grad har et destruktivt potentiale.

Kvindens ophidselse fungerer som en slags bolværk mod den mandlige seksualitets skadelighed, og når den ulykkelige situation opstår, at kvinden i det seksuelle møde er mindre seksuelt ophidset end manden, er risikoen for at skade kvindens psykisk-sjælelige helbred overhængende.

Da Kvindens seksualitet i stort omfang residerer i ubevidsthedens dybder, kan ingen kvinde vide sig sikker mod seksuelt forårsagede skader. Nogle kvinder vil hævde, at de sagtens kan klare ikke at være ophidsede i et seksuelt møde, men dette er en illusion, der bunder i uvidenhed.

For dybt i det ubevidste fortsætter den mandlige seksualitets ødelæggelser, og når først bolværket har været nede én gang, er det håbløst for sent. I den forbindelse er det selvsagt uvæsentligt, om Kvinden selv mener, at hun undgår at tage skade af ubalanceret seksualadfærd. Sandsynligvis er hun nemlig allerede så ødelagt, at hendes mentale sundhed og dømmekraft befinder sig på et meget lavt niveau.”

Jesper Berg

Fotografen Jan Saudek’s (f.1935) travesti på de faldne kvinder og deres alfons. En travesti hvor fortid og nutid mødes – ligesom i teksten af Jesper Berg.

Engang var det en pseudovidenskabelig-moralisme blandt pæne borgere idag skal man være på venstrefløjen – måske helst SF’er – for at være enig.

Anne-Mette Wehmüllers indlæg skulle have haft overskriften: Den kroniske nypuritanisme.

Kilder:

Jesper Berg kommentar i Information.

Jens Jersild og den grimme lov

En anmeldelse af: Den grimme lovs genealogi. Et kapitel af homoseksualitetens historie i Danmark. Af Peter Edelberg. Trykt i Historisk Tidsskrift bind 110, Hæfte 1, s.166-209. (1)
 
I det følgende vil også en tidligere artikel af samme forfatter blive inddraget i diskussionen: Politiinspektør Jens Jersild – Inkvisitor eller reformator? Peter Edelberg i: Tidsskrift for historie, årgang 39, nr.4, december 2009, s.22.
 
Og – lidt utraditionelt – vil historikerens plads i den aktuelle samfundsdebat  blive inddraget.
 
Først en kort redegørelse for nogle hovedpunkter i den grimme lovs tilblivelseshistorie. Peter Edelberg har selv redegjort for sin historieskrivning på den måde, at han skriver “historier”. Og derved tages der forbehold over for traditioner og metoder, hvor objektivitet og sandhed opfattes som noget absolut. Derfor bliver hans udsagn i det følgende kaldt “historier”. Da de ovennævnte to artikler i realiteten anmeldes samlet her er spørgsmålet, hvad de to “historier” så fortæller om den grimme lov?
 
 
 

Jens Jersild var usædvanlig alsidig. Han fungerede som konsulent for Palle Kjærulff-Schmidt på filmen Bundfald (1957).

Historier

 
I 1961 blev loven pressen meget hurtigt døbte “Den grimme lov” vedtaget i Folketinget. Under en socialdemokratisk regering. Loven havde følgende ordlyd:

 Den som ved betaling eller løfte herom skaffer sig kønsligt forhold til en anden person af køn under 21 år, straffes med hæfte eller med fængsel indtil 1 år eller under formildnende omstændigheder med bøde.” (§ 225, stk.4)

Tankerne bag loven var langt fra nye. Intentionen om en revision af prostitutionslovgivningen stammede helt tilbage til 1930’erne. Men besættelsen havde sat en stopper for lovmæssige tiltag. Efterkrigstiden bragte et opbrud. To tendenser stødte sammen: En spirende bevægelse for rettigheder blandt de homoseksuelle selv, og en moralsk diskurs der fokuserede på homoseksuel prostitution som samfundsproblem. Begge disse diskurser afløste eller supplerede en ældre patologiserende psykiatrisk-biologisk forståelse af homoseksualitet.

Den ambitiøse politiinspektør for sædelighedspolitiet Jens Jersild var en central person. Både i embeds medfør, som ivrig deltager i den offentlige debat og som medlem af det i 1949 nedsatte prostitutionsudvalg.

Debatten om prostitution fik en særlig drejning i 1955 med den store pornografiaffære. Stifterne af det der dengang hed Forbundet af 1948 distribuerede blød pornografi – billeder af nøgne unge mænd –  hvilket var ulovligt efter datidens lovgivning. Og politiet optrevlede via kundekartoteket et homoseksuelt prostitutionsmiljø. Ca. 300 mænd dømtes for seksuel omgang med mindreårige, og mellem 600 og 1500 personer afhørtes af politiet. Det skal erindres at den seksuelle lavalder dengang var 18 år for homoseksuelle, og 15 år for heteroseksuelle forhold.

Disse begivenheder resulterede i en moralsk panik. En moralsk panik er blandt andet kendetegnet ved misforholdet i proportionerne mellem den bekymring der er i forhold til et socialt problem – i dette tilfælde den homoseksuelle prostitution – og  problemets faktiske omfang. Panikken betød at en lang række vidtgående forslag blev diskuteret i prostitutionsudvalget. Men justitsministeriet syltede prostitutionsudvalgets forslag og da loven skulle vedtages i Folketinget i 1961 havde panikken lagt sig. Det forslag Folketinget blev præsenteret for repræsenterede til dels Jens Jersilds (mindretals) synspunkt.

Ifølge Peter Edelberg havde Jens Jersild arbejdet for at erstatte kriminalpolitik med socialpolitik. Men det omvendte skete. Prostitutionslovgivningen strammedes til også at omfatte prostitutionskunder. Tankerne om kontrol og overvågning samt særbehandling af homoseksuelle havde trods de nye diskurser i efterkrigstiden ikke forladt lovgiverne.

Hermed tegnes et andet billede af Jersild end det eftertiden ret enstemmigt har taget til sig. Eftertiden har navnlig indvendt imod Jersild, at hans forførelsesteori forbandt homoseksualitet med kriminalitet. Edelberg ser derimod moderne træk i forførelsesteorien. Bla. at den støttede sig på ny amerikansk forskning, nemlig Kinseys rapport om den mandlige seksualitet. Og dermed modificerede den en ellers fremherskende patologiserende psykiatrisk-biologisk diskurs om homoseksualitet.

Den Mandlige Prostitution (1953) afviser Jersild de tidligere herskende psykiatriske forklaringer på prostitution og homoseksualitet. F.eks. hormonelle faktorer som forklaring på homoseksualitet. Og teorier om neurotisk forældrebinding samt homoseksualitet som en uudviklet infantil seksualitet eller moralsk degeneration.

Billedet af Jersilds nuanceres og mange spændende detaljer i den grimme lovs historie kommer frem. Spørgsmålet er blot om dokumentationen kan bære visse af de vidtrækkende teser. Emner der blev berørt i den tidligere artiklen om Jersild som inkvistor eller reformator er faldet ud af artiklen i Historisk Tidsskrift. Jersilds tanker i bogen De pædofile (1964) diskuteres ikke.

I artiklen om Jersild som inkvisitor eller reformator citeres Jersild for synspunktet, at de pædofile var en gruppe:

“af så selvstændig en karakter, at den på flere punkter adskiller sig fra såvel de heteroseksuelle, som de homoseksuelle, og ved udskillelse mener jeg at kunne befri det store antal mænd, der i undersøgelsen vil kunne blive kaldt de normale homoseksuelle, for at blive identificeret med kriminelle.”

Edelberg mener at Jersild efter panikken har lagt sig – og den grimme lov er blevet vedtaget  – reformulerer problemet om de homoseksuelle og prostitutionen. Men erklærer sig uenig i den opfattelse.

Edelberg hævder istedet:

“At dette skarpe skel skulle eksistere virker ikke overbevisende, når man studerer den homoseksuelle subkultur i samtiden. Trækkerdrengene var stadig i 1964 en integreret del af subkulturen. De homoseksuelle magasiner bugnede af nøgenbilleder af unge drenge lige før og lige efter puberteten.” (s.22)

Den påstand er faldet ud af artiklen i Historisk Tidsskrift. Enten fordi emnet er den grimme lovs forhistorie. Eller fordi påstanden ikke kan dokumenteres? Det skal forsøges opklaret nedenfor. Men først en kommentar til andres vurderinger af Edelbergs karakteristik af Jens Jersild og forløbet der førte til den grimme lov

Fagfællen Karen M. Larsen har i en anmeldelse Den grimme lov og Jens Jersild af artiklen i Historisk Tidsskrift kraftigt betvivlet, at Edelbergs forskning – uanset hvor mange nye og interessante detaljer om perioden og Jersilds synspunkter den bringer for dagen – rokker det billede nogle allerede i datiden havde dannet sig og som der næsten har været konsensus om i eftertiden.

Mads Ananda Lodahl har – ud fra helt andre teoretiske forudsætninger – i artiklen Den danske konge af homofobi – fuldstændig afvist Edelbergs revisionisme.

Konsensus kan selvfølgelig opleves som både kontroversiel og provokerende af en yngre og ambitiøs historiker. Spørgsmålet er om det er nok til at foranledige historikeren til en så drastisk omtolkning. Det er næppe sandsynligt.

Det er svært at undgå at få fornemmelsen, at der har fundet en udvikling sted i forskningen fra artiklen om Jersild som inkvisitor eller reformator og til artiklen i Historisk Tidsskrift. Selvom fremstillingen af den grimme lovs genealogi – efter undertegnedes mening – ikke fuldt underbygger teserne.

Fremstillingen i Historisk Tidsskrift lider under, at nyt materiale bliver fremlagt uden at det præger konklusionen i nævneværdig grad. Elementer der bestyrker en anden synsmåde og andre vinkler på begivenhederne falder ud af konklusionen. Forskningsresultaterne der fremlægges er interessante og overbevisende. Men konklusionen er ikke dækkende. Hvilket forekommer mærkværdigt. Og er en overvejelse værd.   

 
 
 
 

Med til Jens Jersilds omfattende aktivitet hørte også et forfatterskab. Bla. bogen De Pædofile (1964).

Debatten

Enhver forsker med respekt for sig selv ønsker at fremstå troværdig, og skelner derfor mellem debat og forskning. Men historikeren er en del af samfundet og befinder sig i et bestemt kulturelt klima.

Som nævnt falder emnet pædofili ud af artiklen i Historisk Tidsskrift. Spørgsmålet er imidlertid ikke hvorfor det falder ud, men omvendt: Hvordan det overhovedet er kommet ind? Selv under hensyntagen til det forhold at Jersild har skrevet en bog om emnet, og har gjort sig visse tanker.

For som det skal vises nedenfor indgik pædofili ikke i samfundsdebatten eller knyttedes sammen med lovgivningsmagtens tiltag i forhold til homoseksualitet og prostitution i perioden før og efter den grimme lov.

Her må nutiden tages i betragtning. Situationen er: Historieforskeren undersøger en historisk periode, hvor moralsk panik gjorde sig gældende, men befinder sig i en nutid hvor en form for moralsk panik ligeledes optræder.

Uanset fordringen om at historikeren holder hovedet koldt og lader sig lede af fornuft kan det gå galt. I en offentlig debat i Pan-bladet, hvor hysteri omkring emnet pædofili skulle have været diskuteret præsterede Karen M. Larsen følgende følelsesudbrud:

“Jeg tror ikke på, at alle mænd er pædofile – eller at ingen kvinder er det. Men jeg er 1000% overbevist om, at sex mellem voksne og børn ALTID er forkert – at det er en meget alvorlig forbrydelse som samfundet skal straffe hårdt.”

En diskussion om hvordan panik også præger det homoseksuelle miljø blev altså fejet af med moralisme. Og rationel debat og fornuft blev erstattet med hysteri og en inkvisitorisk attitude.

I den situation forekommer det ironisk, at Edelberg der søger at formidle billedet af Jens Jersild, som en person med visse humane træk, og ønsker at revidere synet på Jersilds forførelsesteori får sin forskning bedømt – og afvist – af mennesker der spiller med i nutidens moralske panik. Fortiden må ikke fremstå human og rationel, når mennesker i nutiden ønsker fordømmelse, straf og inkvisition!

De pædofile

Forklaringen på at påstanden om en forbindelse mellem de homoseksuelle og de pædofile ikke dokumenteres er, at der er tale om en anakronisme. Her vil jeg henvise til en artikel i Videnskab.dk.

Karen Pallesgaard Munk fik  i 1997 til opgave at interviewe de personer, der var blevet dømt for seksuel omgang med mindreårige, før og efter en behandlingsdom. Som psykolog, ph.d. og lektor ved Center for Sundhed, Kultur og Menneske ved Aarhus Universitet har Karen Pallesgaard Munk bidraget til udviklingen af en psykiatrisk diagnose af pædofili i Danmark:

“Folketinget vedtager i 1997 et lovforslag, som giver retten mulighed for at idømme børnekrænkere en behandlingsdom. Dette mener jeg, er kulminationen på en udvikling, hvor seksualitet er blevet et anliggende for psykiatere og dermed for lægestanden.”

Karen Pallesgaard Munk henviser til Richard von Krafft-Ebings værk Psychopathia Sexualis afgørende betydning for klassifikation af hvad der er sygelige og perverse  former for seksualitet:

“Denne seksualitetsforståelse bliver benyttet som målestok for, hvilken type seksualitet der er naturlig, og hvilken der er afvigende og syg. Den type seksualitet, der ikke kan føre en graviditet med sig, er syg, afvigende og pervers.”

“Dermed er vejen banet for lægestandens behandling af seksuelle afvigere,  hvor behandlingsdommene, de pædofile får, blot er sidste skud på stammen. Jeg ser det som statsdisciplinering af en seksualitet, man ikke bryder sig om.”

Udformningen af den psykiatriske diagnose af pædofili er altså relativt ny. Og iøvrigt sammenfaldende med, at den første store pædofil-panik udbrød i Danmark. (2)

Hele tesen om en sammenhæng mellem det homoseksuelle miljø i tiden omkring den grimme lov og de pædofile er altså anakronistisk. Jersilds betragtninger i bogform om de pædofile repræsenterer private synspunkter – ikke det officielle Danmark. Persontypen “den pædofile” fandtes – officielt – ikke.

Karen Pallesgaard Munk gør opmærksom på at termen pædofil idag ofte bruges i flæng. Det er imidlertid en psykiatrisk diagnose med veldefinerede kriterier. Et af disse er at pædofile kun tænder seksuelt på børn – ikke på voksne mennesker. Men den diagnose er altså blevet konstrueret langt senere. Uanset hvad nogle idag måtte mene om seksuelle forhold mellem voksne og meget unge mennesker havde det officielle Danmark absolut ingen mening om det i datiden. I hvert fald ikke en mening baseret på diagnose eller lovgivning.

De homoseksuelle og prostitutionen

Politiet beskæftigede sig på Jersilds tid med prostitution som var kriminaliseret. Og der var moralsk panik i forhold til de homoseksuelles mulige forførelse af ungdommen til homoseksualitet. Sammenblandingen af homoseksualitet og pædofili forekommer kun at være mulig retrospektivt. Fordi der idag eksisterer det Karen Pallesgaard Munk kalder en statsdisciplinering af seksualiteten.

Fokus i datiden var på nytte og samfundstjenelighed. Mistanken om at uskyldige drenge blev forført truede begge disse goder, hvilket afstedkom samfundsmæssig reaktion. F.eks. i form af lovgivning. Derimod blev mindreårighed i sig selv ikke blev anset for et problem. Forestillingen om offer og seksualforbryder – på den måde disse begreber anvendes i forhold til pædofili –  hører en anden tid til. Ganske vist fandtes der – som nævnt ovenfor en seksuel lavalder på henholdsvis 15 år og 18 år for heteroseksuelle og for homoseksuelle forhold. Men overtrædelse af denne lovgivning blev betragtet på linie med enhver anden kriminalitet. Lige som f.eks. tyveri ikke blev anset for psykisk skadeligt for individet, men derimod nok skadeligt for samfundsordenen. Derfor Jersilds afdæmpede attitude i forhold til de homoseksuelle der ikke havde kontakt til prostitution. De kunne ikke mistænkes for at forføre unge drenge, og føre dem ind i en nedadgående social spiral.

Datidens syn på homoseksualitet var i høj grad baseret på den patologiserende psykiatrisk-biologiske forståelse. Hvilket Edelbergs fremstilling i artiklen i Historisk Tidsskrift også demonstrerer på glimrende vis. Derfor er det beklageligt at flere vigtige pointer ikke er nået med i konklusionen.

Forførelsesteorien

En interessant detalje i forbindelse med Kinseys uden tvivl banebrydende værk om den mandlige seksualitet er de  modsatrettede slutninger, det var muligt at drage på grundlag af dette. Stifterne af Forbundet af 1948 har i Homofile Kampår fremhævet hvor vigtig en inspiration bogen var for den homofile rettighedskamp. Peter Edelberg peger på, hvor vigtig en inspiration værket var for Jens Jersild, der dermed kunne dreje diskursen om homoseksualitet væk fra det psykologiserende og individualiserende hen imod de sociale faktorers betydning for udvikling af homoseksualitet. Blot virker det som om Edelberg overser, at Kinsey havde udgangspunkt i lægevidenskaben og de sociale faktorer Kinsey peger på danner den seksuelle prægning. Dvs. synspunktet er deterministisk. Seksualitet ses ikke som udtryk for lyst, begær eller valg. Men med Kinsey som udgangspunkt kunne Jersild på en måde det ikke tidlligere havde været muligt, give forførelsesteorien en form for videnskabeligt fundament. Axel Lundahl-Madsen kunne uden at opgive de homofiles tese om homoseksualitet som medfødt eller determineret uden videre acceptere Kinseys beskrivelse af den mandlige seksualitet. Større var forskellen ikke. Det efter samtidens forhold progressive ved Kinseys betragtningsform var at den skilte sig af med dele af psykiatriens patologiserende forståelse af homoseksualitet. Men samfundets – og de homoseksuelles egen diskurs om homoseksualitet – var i høj grad domineret af lægevidenskab. Opgøret med denne forståelse kom først årtier senere.

Konklusion

Artiklen Den grimme lovs genealogi nuancerer synet på en vigtig periode i de homoseksuelles historie. Og bidrager med spændende og vigtige indsigter. Især detaljerne om den danske og skandinaviske psykiatris indstilling til fænomenet homoseksualitet bliver belyst på en måde det ikke har været tidligere. Prostitutionsudvalgets arbejde bliver ligeledes belyst på en spændende måde.

Historieforskningen lider nogle gange af mindreværdskomplekser over for andre videnskabelige discipliner – der fortjent eller ufortjent – har langt højere prestige i samfundet. Den type komplekser er aldeles uberettigede. Historieforskningens resultater er i visse tilfælde overraskende ikke blot for de der deltager i debat. Men måske også for forskerne selv. At en tid der ud fra den historiske betragtning ikke er så fjern endda kan have et radikalt anderledes syn på homoseksualitet kan forekomme overraskende. At sygeliggørelse af seksualitet er i “fremgang” – sådan som Karen Pallesgaard Munk redegør for – synes ligeledes i modstrid med vores ønske om at se nutiden som tolerant og liberal. Betragtningen af prostitution som moralsk fordærv af mennesker, der enten i forvejen er skadede  – dvs. homoseksuelle – eller er i fare for at blive det er fordomsfuld og deterministisk. Men her var Jersild entydig og fuldstændig umisforståelig. F.eks. når han udtaler sig på følgende måde i bogen Den Mandlige Prostitution:

“…Der er…ikke noget ondt i at modtage en cigaret fra en venlig mand, navnlig ikke når man er tobakshungrig. Heller ikke i at lade sig invitere hjem i en varm stue på en øl og et stykke mad, når man er sulten og tørstig. Når man senere går, er det også vanskeligt at sige nej til nogle kroner, når man er helt på bar bund og navnlig, når pengene ligefrem presses en i hånden. Når vedkommende derpå har levet på denne måde – som prostitueret – i nogle uger eller måneder eller måske mere og faktisk er led ved sig selv, ja så er skridtet over i den mere håndgribelige kriminalitet formentlig ikke så stort længere…

Af disse grunde, og fordi man ikke må glemme, at forseelsen kun er en videreførelse af en praksis, som den pågældende ofte har lært i de forskellige anstalter, eller hvor de nu har været anbragt mellem lutter mænd, som skal have udløsning, enten fordi de savner omgang med kvinder, eller fordi de er homo- eller biseksuelle, er en særbehandling af de prostituerede nødvendig og ønskelig i modsætning til cykeltyven og automattyven…” (s.117)

Jersilds egen diskurs om prostitution forekommer derfor – ligesom samtidens – at være sammensat af elementer der er moraliserende og patologiserende. På trods af at Jersild fremstillede sin indsats som social.

 

(1) Et engelsk summary: The Genealogy of the Ugly Law

(2) Henning Bech: Kvinder og mænd. Hans Reitzels Forlag. 2005.

Dansk homohistorie 1948-71

Indledning
“Den der behersker historien, behersker nutiden”, siger man. Fortolkningen af begivenhederne i fortiden og vurderingen af, hvem der var helte og hvem der var skurke bestemmer synet på nutiden. Derfor er der altid kamp om de historiske fortolkninger.

Teorien om historiens list – hvordan viden og bevidsthed om, hvad der sker og hvorfor – sker bag ryggen på de aktive deltagere i de historiske processer er 200 år gammel. Det er den konservative historieskrivnings tilbagevendende pointe: Hvad nytter det at handle, når ingen ved hvem det i sidste ende tjener?

Og det bestående samfund ses i konservativ historieskrivning altid som udviklingens højdepunkt, som resultatet af historiens skjulte kræfter og fremskridtet. Det er den filosofiske konservatisme, der her tænkes på og ikke den politiske konservatisme. Hegels filosofi er gået af mode, men de ældste ideer kan altid iklædes de nyeste gevandter. Og præsentere sig selv som de mest avancerede socialvidenskabelige forklaringsmodeller. Og derefter anvendes på f.eks. den danske homohistorie i perioden 1948-71. Det har homoforskeren Peter Edelberg gjort.

Ikke uden en vis humor – formulerer han sig på den måde, at hvis de homoseksuelle skulle være acceptable i efterkrigssamfundets øjne måtte nogen luge ud i de elementer, der overskred grænserne for, hvad man kan tillade sig i det offentlige rum, og udfordredede aldersgrænserne. Resultatet af den udvikling er cafe latte drikkende homoer – der stort set er juridisk ligestillet med den øvrige befolkning. Historiens endemål defineret som cafe latte drikkende homoer? Ja, hvorfor ikke?

Blot har jeg én indvending: Hvad med alle de der blev ofret på vejen. Af hensyn til fremskridtet? Endvidere nærer jeg tvivl om, hvorvidt det såkaldte “fremskridt” er ægte og ikke blot en illusion. For historien “slutter” jo ikke . Uanset hvad visse historikere måtte mene. Tværtimod virker det som om bestemte fænomener har det med at gentage sig.

Edelberg virker ikke tynget af bekymring for de tusinder af mennesker der fik ødelagt deres liv af forbudspolitikken i Danmark i 1960erne. Fordi moral er godt og disciplinering nødvendigt. Heller ikke fagfællen Karen M. Larsen har nogensinde – i sine gentagne tete a tete’s med Peter Edelberg – ytret sig i den retning.

Det er der derimod andre der har. Faktisk kan man på LGBT’s hjemmeside finde et eksempel på den historieforskning Edelberg afviser som “naiv”, hvor aktørernes egne synspunkter, oplevelser og meninger tæller. Vist er den “naiv”, men ikke af den grund usand.

Beskrivelsen af datidens store sammenstød om prostitution, homosex, aldersgrænser og pornografi i den offentlige debat forekommer faktisk bemærkelsesværdig aktuelle.  Man kunne have føjet til, at lægevidenskaben i datiden var enerådende som producent af viden om homoseksualitet. En position lægevidenskaben søger at opnå igen. Så havde billedet af det cykliske været komplet.

Da den type historieskrivning der her er tale om genremæssigt kan kaldes foreningshistorie fokuserer den stærkt på de personlige omkostninger begivenhederne havde for de involverede. Heller ikke det er nødvendigvis en svaghed. Tværtimod er det tankevækkende i en tid, hvor forbud omkring prostitution og pornografi igen er aktuelle. Og hvor elementer af pædofil-panik leder til stærk fokus på aldersgrænser. Alt sammen faktorer der i nutiden – lige som i fortiden – svækker mulighederne for ligestilling og rettigheder til de homoseksuelle.

Jeg bringer den historiske redegørelse uden at angive forfatter navne. For teksten bærer præg af at være forfattet af et kollektiv af personer. Uden at det klart fremgår hvem der har æren for hvilke dele. Desuden har jeg selv foretaget sproglige rettelser, og forkortet og tilpasset den. Derved er jeg blevet endnu en deltager i forfatterkollektivet. Derfor vælger jeg at stå som den der i sidste ende er ansvarlig for synspunkterne. Selvom jeg altså ikke vil tage æren for at have forfattet den.

Filmen Bundfald (1957) skildrer hvordan unge mænd forføres til homoseksualitet og kriminalitet i mødet med storbyens underverden.

Dansk homohistorie 1948-71

Kredsen af 1948

Flere steder i Europa blev der i det 20. århundredes første årtier taget tilløb til dannelse af homoseksuelle sammenslutninger og foreninger; men de blev alle bremset ved 2. Verdenskrigs udbrud. Efter krigen gik det  fremad. Det direkte incitament til homoseksuel organisering i Danmark kom fra en uventet kant, nemlig udgivelsen på dansk af den amerikanske Kinsey-rapport fra 1947 om »mandens seksuelle vaner«. I bogen »Homofile kampår, Bøsseliv gennem tiderne«, skriver stifteren af Forbundet af 1948, Axel Axgil (som dengang hed Axel J. Lundahl Madsen), at denne rapport var »det mest betydningsfulde, der skete forud for stiftelsen af de homofile organisationer i Skandinavien« (2).

I Kinsey-rapporten blev det bl.a. påvist, 37% af alle hvide, amerikanske mænd havde haft homoseksuelle oplevelser mindst én gang. Det var tal som disse, der blev startskuddet til, at Axel Axgil i sommeren 1948, på vej til Skt. Hans-fest i Aalborg sammen med en ven, tog den modige beslutning at stifte en forening for homoseksuelle, som fik det neutrale navn »Kredsen af 1948« (efter inspiration fra den schweiziske homoforening »Der Kreis«).

Det erklærede formål med Kredsen af 1948 var at skabe et nordisk forum for  homo- og biseksuelle personer i provinsen, og et af foreningens stærkeste våben blev bladet »Vennen«, som udkom første gang i januar 1949

Ligesom »Kredsen« var »Vennen« et navn hentet i udlandet, nemlig i Tyskland, hvor et homotidsskrift bar navnet »Der Freund«. Valget af navne viser, at de der stod bag den nye forening, havde kontakter i andre lande og opfattede sig som medlemmer af et europæisk homoseksuelt miljø (der var allerede organisationer i Holland, Schweiz og Tyskland), og fra starten var det tanken, at Kredsen af 1948 skulle have sektioner i hele Norden. Så vidt kom det ikke; men i 1950 var der foruden en række afdelinger i Danmark også sektioner i Norge og Sverige.

Stederne og økonomien

I Danmark opstod der hurtigt flere lokale afdelinger rundt om i de større byer, og i København søgte man klublokaler, hvor de efterhånden mange medlemmer kunne mødes uden for værtshusmiljøet. Allerede i 1949 lejede man sig ind i nogle lokaler over Rådhuskælderen i Kompagnistræde 21, og i »Vennen« kan man læse, at især mange kvinder var glade for få et mødested, der ikke havde værtshuspræg, og hvor man ikke behøvede at drikke. Det blev en succes, og allerede året efter måtte Forbundet på jagt efter større lokaler, som man fandt i Ølandshus på Amager.

I de følgende år fandt klublivet sted i forskellige lejede lokaler rundt om i byen. Især Lille Rosenborg i Åbenrå 33, hvor man lejede sig ind i 1963, kom til at spille en vigtig rolle for klublivet i Forbundet. I 1968 skiftede stedet ejer, og blev under navnet Pink Club indrettet til diskotek for Forbundets medlemmer. Stedet kom lynhurtigt til at virke som en magnet for unge bøsser og lesbiske, og på få måneder steg Forbundets medlemstal fra 600 til 1700. Imidlertid gik ændringerne ud over det lidt ældre klientel, og kvinderne mistede deres kvindeaften. Problemet blev afhjulpet med klubaftener for de lidt ældre på Jeppes Klub på Frederiksberg.

I maj 1966 blev Forbundet, efter at have samlet penge ind gennem flere år, i stand til at købe ejendommen Åbenrå 33 og 33A som fristed for bøsser og lesbiske, hvor man for første gang helt kunne være sig selv.

Her etablerede man bl.a. bibliotek, rådgivning og PAN-Information. Senere solgte man ejendommen i Åbenrå og købte restaurant Admiralen i Nybrogade. I 1980 erhvervede man ejendommen Knabrostræde 3.

Foreningens navnehistorie

Man kan udlede meget af den danske homobevægelses skiftende navne gennem tiderne. Da Kredsen af 1948 kort tid efter sin start tog navneforandring til Forbundet af 1948 skyldtes det dog nærmest en tilfældighed.

Efter udgivelsen af det første nummer af »Vennen« fik Kredsen af 1948 en henvendelse fra en københavnsk højesteretssagfører, som skrev, at han repræsenterede en gammel nonneorden, som hed Kredsen af Sct Hans Dag 1887 og var registreret under navnet ’Kredsen’. Højesteretssagføreren meddelte, at man ville sagsøge Kredsen af 1948, med mindre foreningen skiftede navn, da man ikke ønskede at blive forvekslet.

Navnet blev derfor ændret til »Forbundet af 1948«. Og dette beholdt foreningen uændret til 1968, hvor man som led i forsøget på at blive optaget i det statslige foreningsregister tog tilnavnet »Landsforening for homofile«. Dette navn beholdt Forbundet til 1977, hvor det i den ny tids terminologi blev døbt om til »Forbundet af 1948, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske«. I 1982 gik man et skridt videre og tog navneforandring til »Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, Forbundet af 1948«, forkortet til LBL.

»Vennen«

Initiativtager til Forbundets blad »Vennen« var Helmer Fogedgaard, som i de første år under pseudonymet ’Homophilos’ blev en hovedkraft bag bladet. Det var Fogedgaard, som foreslog ordet »homofil« til erstatning for »homoseksuel«. I majnummeret 1950 skriver han, at Forbundet valgte at bruge »homofil«, fordi denne betegnelse signalerer følelser (græsk »philos« = elsket) frem for seksualitet. Det var Forbundets øvrige ledelse åbenbart enige i, og i mange år fremover blev homofil det ord, man brugte i Forbunds-kredse. I Norge bruger man det endnu. Formålet med »Vennen« var at styrke sammenholdet blandt homoseksuelle og kæmpe for ligestilling, bl.a. ved at skabe forståelse i »indflydelsesrige kredse«, og man anlagde fra starten en tilpasningstrategi ved at understrege, at homoseksuelle er ligesom alle andre mennesker og lever i fred og ro uden at genere nogen. I bladet blev det desuden påpeget, at »Vennen« ikke var pornografisk. Endelig fremgik det, såvel direkte som indirekte, at Forbundet betragtede homoseksualitet som en medfødt tilstand, og altså ikke noget man kunne forføres til – en udbredt opfattelse også i efterkrigstidens samfund.

På trods af disse forholdregler fremkaldte de første numre en pressehetz, og Forbundet måtte i bladet minde om, at man havde trykkefrihed i Danmark, og at homoseksualitet ikke var forbudt.

Helmer Fogedgaard giver i »Homofile kampår« (2) eksempler på den danske presses reaktioner på »Vennen«; men han konkluderer optimistisk, at »tusindvis af homofile landet over fik nu viden om vores eksistens.«

Hetzen mod »Vennen« vidnede om uvidenhed og sensationslyst i dele af pressen. Men også det officielle Danmark havde svært ved at finde en passende mine, selvom homoseksuelle forhold var fuldt lovlige. Ifølge Straffeloven af 1930 var frivillige forhold mellem to personer af samme køn over 18 år ikke strafbart.

Den lange vej mod foreningsregisteret

Efter navneskiftet i 1949 anmeldte Forbundet af 1948 sit nye navn til foreningsregisteret; men, som det fremgår af »Homofile kampår« (3), skulle der gå mange år, før foreningen blev optaget. Axel Axgil beskriver, hvordan sagen gik sin skæve og gang. Særlig uforglemmelig er hans beskrivelse af et møde mellem ham selv, Helmer Fogedgaard og daværende justitsminister Helga Pedersen, som bl.a. udtalte flg. udødelige ord om sin holdning til homoseksualitet: »Jeg skal svare dem kort: Jeg mener, at der bør tales så lidt som muligt om det« (4).

I april 1952 kom det første officielle afslag på ansøgningen om optagelse i foreningsregisteret. Heraf fremgik det tydeligt, hvad problemet var, nemlig angsten for, at unge ville blive »forført« til homoseksualitet kombineret med en generel uvilje mod, at blive konfronteret med eksistensen af homoseksualitet.

I afslaget stod der bl.a., at »Forbundets virksomhed i højere grad synes at være lagt på, gennem sammenkomster og på anden måde, herunder udgivelse af et medlemsblad, at bringe homo-og biseksuelle personer i kontakt med hverandre på en måde, der åbner mulighed for påvirkning af ganske unge mennesker og for at vække offentlig forargelse, end på den i formålsbestemmelsen anførte, etisk betonede oplysnings og hjælpevirksomhed.« .(5)

I 1968 blev afslaget på endnu en ansøgning givet med den begrundelse, at navnet Forbundet af 1948 var for upræcist. Forbundet vedtog så tilføjelsen »Landsforening for homofile« og søgte på ny, men fik endnu et afslag, hvori man henviste til afslaget fra 1952 og oplyste, at man ikke havde ændret opfattelse af foreningens karakter siden da (6).

Først efter at foreningen i 1969 indankede denne afgørelse til handelsministeren, blev Forbundet af 1948 endelig, i november 1969, som verdens første forening for homoseksuelle optaget i et statsligt foreningsregister.

Medlemstilgang og økonomisk krise

I Forbundets første år var der som nævnt sektioner i både Danmark, Norge og Sverige, og »Vennen« fungerede som fælles medlemsblad; men i 1950 valgte man at oprette selvstændige foreninger i Norge og Sverige. I Sverige dannede man Riksförbundet för Sexuellt Likaberättigande (RFSL) og i Norge Det NorskeForbundet av 1948.

I samme periode oplevede Forbundet af 1948 sin første økonomiske krise. Krisen var ikke udtryk for, at Forbundet manglede medlemmer. I 1950 havde man 600 medlemmer, og allerede året efter var tallet steget til 1339. Den skyldtes dårlig økonomi. Bl.a. var bladet »Vennen« blevet for dyrt at producere, og i 1952 valgte Forbundet og bladet derfor at afslutte det formelle samarbejde.

»Vennen« fortsatte som en selvstændig publikation udgivet på Vennens Forlag. I den første tid fungerede Axel Axgil som ansvarshavende redaktør, indtil 1953 med Helmer Fogedgaard som fast skribent. Derefter fulgte en række redaktører, bla. andre Martin Elmer, der var redaktør fra 1956 til 1970. Ifølge Helmer Fogedgaard i »Homofile kampår« skete Martin Elmers overtagelse som et »kup« i 1956 midt under politihetzen mod bøsser i almindelighed og Forbundet i særdeleshed (7). Udgivelsen af bladet havde dog på det tidspunkt, på grund af pornografiaffæren, været indstillet i et årstid, så der var behov for, at noget skete.

Under Elmers ledelse udkom »Vennen« indtil 1970 som et uafhængigt »nordisk homofilt tidsskrift« og spillede til midten af 60’erne en væsentlig rolle som uafhængigt talerør for de danske homoseksuelle under pornografiaffæren, hvor Forbundet stod svækket. En lignende rolle havde endnu et blad, »Eos« fra 1958.

Forbundet udgav en overgang under krisen den lille publikation, »Forbundsnyt«, som afløser for »Vennen«; men 1. januar 1954 udkom første nummer af Forbundets nye blad »Pan«. Til og med sjette nummer stod alle de tre skandinaviske organisationer bag denne i starten yderst beskedne publikation, derefter kun det danske Forbundet af 1948. »Panbladet«(8) fortsatte dog med, at kalde sig et nordisk homofilt tidsskrift helt til 1968.

Siden 1954 er »Panbladet«, med varierende hyppighed, format og udstyr, udkommet hvert år i 1966-68 dog i yderst beskedent omfang og skrabet udstyr som »Pan/Forbundsnyt«. Men trods alt udkom »Panbladet«, og det er dermed verdens længst eksisterende blad for bøsser og lesbiske.

Den Grimme Lov

I 1949 var der røre i pressen om mandlig prostitution på Rådhuspladsen i København. Der var tale om en stigning i den homoseksuelle prostitution. Ifølge Wilhelm von Rosen (9) opfattede samtidens homoseksuelle mænd dette som en progressiv og seksuelt frigørende udvikling. De fleste andre var langt fra enige i denne opfattelse, og der blev indledt en langvarig hetz mod bøsser i al almindelighed og mandlig prostitution i særdeleshed. I 1961 kulminerede udviklingen med Folketingets vedtagelse med 79 stemmer mod 32 af en tilføjelse til straffelovens § 225 den såkaldte »Grimme Lov« om betalt sex. I loven stod der, at »den, der ved betaling eller løfte herom skaffer sig kønsligt forhold til en person af samme køn under 21 år, straffes med hæfte eller fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder med bøde.«

Ifølge loven kunne kunden nu straffes, hvis modtageren var under 21 år. Loven var så løst formuleret, at overdragelsen af f.eks. en pakke cigaretter eller penge til en busbillet kunne føre til straf – også selvom cigaretterne eller pengene ikke var tænkt som betaling, men som en gave.

Skærpelsen af den gældende lovgivning byggede dels på den antagelse, at man kunne »forføres« til homoseksualitet, dels på en undersøgelse af tvivlsom karakter foretaget af politiinspektør Jens Jersild, hvori han »påviste« en sammenhæng mellem mandlig prostitution og kriminalitet. Sammen med sin »onanipatrulje« skabte Jersild herefter i mange år skræk blandt de homoseksuelle. Nogle dagblade fulgte trop med hadefulde udfald mod Forbundet; men heldigvis stod Forbundet ikke alene i kampen mod den forskelsbehandling af homo- og heteroseksuel prostitution, som »Den Grimme Lov« var udtryk for.

Flere politikerne var imod loven, og dagbladene »Politiken« og »Information« stod på de homoseksuelles side. Men det hadefulde klima kunne ikke undgå at smitte af på det homoseksuelle foreningsliv. Folk var bange for, at de ved at melde sig ind i Forbundet endte i politiets registre, og det gik naturligvis ud over Forbundets økonomi. Der opstod voldsomme interne konflikter, hvor ledelsen bl.a. blev anklaget for at føre sig for aggressivt frem over for myndighederne, og på årsmødet 1952 valgte Axel Axgil at trække sig som formand.

Først i 1965, efter lobbyarbejde og en indsats af Martin Elmer og »Vennen« blev »Den Grimme Lov« ophævet, og i 1967 blev Straffelovens bestemmelser om prostitution gjort ens for homoseksuelle og heteroseksuelle.

Et af de folketingsmedlemmer, som med størst iver bekæmpede den forskelsbehandlende »Grimme Lov« var Else Merete Ross, som Jens Jersild ellers gerne ville have gjort til talerør for sine synepunkter. Om hende fortælles følgende historie:

 Allerede inden den grimme lov blev vedtaget, led Jens Jersild et afgørende nederlag…Jersild led som bekendt af den vildfarelse, at det var de homofile, der forførte trækkerdrengene og førte dem i ulykke. Jersild foranledigede, at fru Ross kunne overbevise sig on location. Han sørgede for, at hun sammen med andre kunne aflægge studiebesøg på homofile restauranter, bl.a. Can Can. Og så skete det: Else Merete Ross gik over til fjenden. Hun opdagede, at det ikke var de homofile, der forledte trækkerdrengene, men omvendt. Og dermed begyndte hendes kamp for ligeberettigelse.(10)

Pornografiaffæren

Allerede i 1955 havde de homofile problemer. Året skulle blive et skæbneår, der gav genlyd i lang tid. Wilhelm von Rosen skriver om affæren :

Pornografiaffæren er den største ’affære’ i Danmarks bøssehistorie. Den fik alvorlige følger for mange homoseksuelle mænd og for den homoseksuelle subkultur. På både langt og kort sigt. En generation af homoseksuelle, der havde været på vej ud af skabet, blev jaget ind igen. Og den førte til dyb og langvarig splittelse blandt de homofile, som var aktive i kampen for frigørelse.(11)

Den såkaldte pornografi-affære startede med, at politiet fandt et nøgenbillede af en ung mand hos International Modelfoto Service (IMS), et firma med adresse hos Axel Axgil og dennes kæreste Eigil Axgil (dengang Eskildsen) i København. Herfra formidlede man fotos af mænd, som af politi og domstole blev vurderet som pornografiske. Man fandt desuden ud af, at Axel og Eigil Axgil havde haft sex med nogle af de (efter samtidens love) mindreårige modeller.

Alt dette medførte, at Axel og Eigil Axgil blev idømt fængselsstraf i henholdsvis ét og halvandet år. Officielt på grund af kontingentrestance blev de derefter slettet som medlemmer af Forbundet, og først i 1970 blev de optaget igen. Axel Axgil er i dag æresmedlem.

Den 30. marts 1955 beslaglagde Københavns Politi kartoteker og lister over modeller, kunder og annoncører hos IMS. Pornografi-affæren bredte sig derefter som ringe i vandet og medførte fyringer, opsigelser fra logi, selvmord og fængselsstraffe. I løbet af 1955-56 blev 297 mænd dømt for »kønslig usædelighed med en person af samme køn« under 18 år og/eller under 15 år(12). Dertil kommer de mange personer – pårørende og mistænkte – som blev inddraget. Ifølge Wilhelm von Rosen(13) nævner Martin Elmer i sin bog »Selvmordsrapporten« fra 1974, at mellem 60 og 70 bøsser begik selvmord i disse år.

Igen var det politiinspektør Jens Jersild, som stædigt og nidkært bekæmpede ethvert tegn på homoseksuel »smitte«.(14)

Al denne modgang var nær ved at tage livet af Forbundet. Hvor nær fremgår af et interview i »Panbladet« (15), i anledning af Forbundets 20 års jubilæum, med en centrale person i Forbundet siden 1958, formanden Erik Jensen. Han oplyser, at medlemstallet, som havde været oppe på ca. 1600, på et tidspunkt var helt nede på 65. Samtidig glæder han sig over, at tallet i 1968 er oppe på over 2000.

I årene efter »Den Grimme Lovs« ophævelse gik Forbundet, i lighed med resten af samfundet ind i en ny tid. Ungdomsoprørets tid.

Oprørets tid

Ophævelsen af »Den grimme Lov« i 1965 og ændringen af straffelovens bestemmelser om prostitution i 1967 indvarslede en ny tid for homobevægelserne. Der spirede græsrødderne frem overalt i samfundet, og med Per Kleis Bönnelycke, der var næstformand 1968-70 og formand 1970-78, fik Forbundet en repræsentant for den yngre generation. I hans formandstid skete der er radikalisering udadtil. »Panbladet« fik fra 1971 kommercielle annoncer og blev et mere udadvendt blad. Og Forbundet, som siden starten af 1950’erne i udpræget grad havde været et københavnsk fænomen, oprettede afdelinger i de større provinsbyer.

I 1970 nåede Forbundet et rekordhøjt medlemstal på 2850, og i København tænkte man stort. I 1970 købte man restaurant Maritime i Nybrogade, hvor et nyoprettet aktieselskab stod for driften af selskabslokaler i form af Forbundets første Pan Club, som åbnede 10. juli. Stedet løb hurtigt ind i en række kriser, især efter at det i 1971 fik konkurrence fra Gay Club Copenhagen i Studiestræde og og i 1973 fra Madam Arthur.  I 1973 blev det endeligt blev tilladt for mænd at danse sammen offentligt. Før den tid måtte den slags kun foregå i foreningsregi.

Konkurrencen betød at Forbundet efter en tid ikke længere råd til at have lønnet personale. I årene frem til 1980 blev Nybrogade derfor kørt af frivillige. Med beslutningen om at drive værtshus trådte Forbundet ind i en ny tid, hvor nøgleordene blev synlighed og udadvendte aktiviteter. På den juridiske front skete den største landvinding under Per Kleis Bönnelycke’ ledelse med vedtagelsen i april 1976 af en lov, der efter mange års tovtrækkeri indførte ens seksuel lavalder for homo- og heteroseksuelle. Lovforslaget om ens seksuel lavalder blev fremsat af den  socialdemokratiske regering og lød oprindelig på ens lavalder på 14 år, som blev  anbefalet af Straffelovrådet. Folketinget vedtog som bekendt 15 år.

Men de mest markente landvindinger skete på det bevidsthedsmæssige plan. Hvor homoseksuelle indtil da havde markeret sig som »ganske almindelige mennesker«, som tilfældigvis var født med en særlig observans, der gjorde, at deres privatliv adskilte sig fra flertallets, blev nøgleordene nu synlighed og stolthed. Det var vigtigt at springe ud eller som det hed: At gøre det private politisk.

En vigtig del af oprøret var erobringen af eget navn med en egen betydning. »Homofil« repræsenterede det gamle. »Bøsse« og »lesbisk« blev betegnelserne for den nye generation, som fra 1971 hvert år markerede Christopher Street Day.

Den 27. juni 1971 gik de første homoer i Danmark i demonstration ned ad strøget i København, og i de følgende år stod Forbundet, i samarbejde med nye bevægelser som Bøssernes Befrielsesfront og Lesbisk Bevægelse bag årlige Christopher Street-arrangementer i Fælledparken.

Det oprør mod gamle seksualnormer, der foregik andre steder i samfundet kom både direkte og indirekte til at påvirke udviklingen for bøsser og lesbiske.

Noter

1. Homofile kampår s. 48

2. ibid. s. 57ff

3. ibid. s. 164

4. ibid. s. 165

5. ibid. s. 166

6. ibid. s. 168

7. ibid. s. 116

8. Bladet hedder faktisk Pan, Bladet for Bøsser og Lesbiske, men det kaldes altid Panbladet.

9. »Pornografiaffæren i 1955« s. 14

10. »Da Fru Ross gik på Can-Can, gik hun over til ’fjenden’«, Panbladet, dec. 1973, s. 10 (særnummer i forb. m. Forbundets 25-års-jubilæum.)

11. »Pornografiaffæren i 1955« s. 14

12. ibid. s. 16

13. ibid. s. 18

14. jvf. Panbladet, nr. 3, 1958 (oversigt over Forbundets 10 år)

15. Panbladet nr. 7, 1968

Litteratur

Axgil, Axel/Fogedgaard, Helmer: Homofile kampår, Bøsseliv gennem tiderne. Forlaget Grafolio 1985.

Kinsey, Alfred o.a.: Sexual Behaviour of the Human Male, Philadelphia 1948.

Forlaget Pan, LBL, 1979

Rosen, Wilhelm von: »Pornografiaffæren i 1955«, Zink nr. 4 1999.

Feminisme og forbudsdagsorden

Feministisk politik er idag en forbudsdagsorden. Feministisk argumentation er fyldt med bekymring: For kvinders og mindre åriges liv, unges færden på internettet, frygt for voldtægt og sexovergreb. Hvilket resulterer i krav om lov og orden og nye forbud.

Radikal-feminismen er blottet for bekymring i forhold til overgreb eller stigmatisering af mænd. Først understøttet af lægevidenskabens sygeliggørelse af den mandlige seksualitet optræder, der en bekymrings- og mistænkeliggørelses-diskurs i forhold til mænds indbyrdes relationer. Men aldrig bekymring i forhold til kvinders vold over for mandlige partnere eller kvinders stigmatisering af mænd. Ledsaget af benægtelse af det køns-ideologiske perspektiv.

Prostitutionsdebat og forbudsdagsorden

Mandlig prostitution optræder ikke i debatten, når Karen M. Larsen med udgangspunkt i radikal-feminisme skriver i  Information om prostitution.

Nille Thomsens kommentar til artiklen lyder:

“Det der bekymrede mig i Karen M Larsens indlæg var at med hendes ensidige kønsperspektiv, kom hendes artikel til at virke som en løftestang for noget køns-ideologisk snarere end for noget moralsk.”

Forbigåelsen af mandlig prostitution skyldes, at vinklen er køns-ideologisk. Artiklen er –  på trods af besværgelserne – en lang opremsning af argumenterne imod prostitution. Der forstås som overgreb mod kvinder.

Nille Thorsens kommentar lyder videre:

“Når Karen M. Larsen i sin “fortale” siger: “Et fokus på den mørke side af sex er ikke et udtryk for en såkaldt dæmonisering af mænds seksualitet” fornemmer jeg, at det er nøjagtigt det modsatte hun i virkeligheden mener.”

Nille Thorsen er – ligesom en række af debattørerne på Information – ikke principielt imod moralisme. Men undrer sig over at Karen M. Larsen ikke bekender kulør og erklærer sig imod prostitution og som tilhænger af forbud. Når det tydeligt nok fremgår, at det er budskabet.

Undladelsen af omtale af prostitution blandt homoseksuelle mænd er bemærkelsesværdig, når Karen M. Larsen i andre sammenhænge gerne optræder som “forsvarer” af disse. Men mænds eventuelle seksuelle krænkelser af andre mænd er i det radikal-feministiske perspektiv uinteressant. Krænkelser bliver først interessant, når radikal-feminisme smeltes sammen med lægevidenskabens opfattelse af mænds seksualitet som pervers. Og muliggør en omfattende mistænkeliggørelse af de homoseksuelle mænds seksualitet.

Det køns-ideologiske aspekt i Information artiklen bemærkes også af Kåre Fog, der kommenterer det således:

“Det skal måske lige nævnes, at Karen M. Larsens artikel er ensidig på en måde mere, nemlig at den omtaler sex der gør ondt på kvinder, men ikke sex der gør ondt på mænd. Partnervold vendt imod mænd er nogenlunde lige så udbredt som partnervold vendt imod kvinder.”

Der er tale om et bevidst “fravalg” ud fra det radikal-feministiske perspektiv. Hvor alle sociale fænomener ses som køns- eller sexrelaterede. At definere sig som mand er at påtage sig at undertrykke, udnytte og udbytte kvinder. Socialkonstruktivisme er i den radikal-feministiske version teorien om, hvordan mænd misbruger kvinder. Ved at påtage sig den mandlige af kønsrolle.

Radikal-feministerne lægger afstand til social konstruktivismens begreb om “åbenhed”: Som sociale væsener er vi ikke kun, hvad vi bliver gjort til, men også det vi gør os selv til. Opfattelsen af alle mænd som potentielle sexkriminelle –  som fejlsocialiserede –  betyder, at der ingen modstrid er til det begreb om mænds seksualitet lægevidenskaben formidler.

Mistænkeliggørelses-diskurs over for heteroseksuelle mænd

Radikal-feminismens syn på mænd udmøntes i en mistænkeliggørelses-diskurs over for heteroseksuelle mænd.

At mænd taber social status via ægteskab et et velkendt fænomen. Der hvor ældre højstatus mænd gifter sig med unge kvinder er der et statustab.

Men en ny bekymrethed er kommet til i forhold til seksuelle relationer mellem mennesker med dansk kulturbaggrund og mennesker med ikke-vestlig kulturbaggrund. Nu bliver det betragtet, som et muligt område for danskernes udøvelse af diskrimination, racisme, undertrykkelse, overgreb og kvindehandel. Alle disse muligheder eller hentydninger til sexkriminalitet gør det til genstand for problematisering. Tidligere blev mænd stigmatiseret, når de ikke giftede sig og havde løse forbindelser og adgang til prostitution. Idag bliver mænd stigmatiseret via indgåelse af ægteskab. Samtidig med der er et fornyet krav om kriminalisering af prostitution. Mænds seksualitet bærer i begge relationer bekymringens fortegn.

Mistænkeliggørelses-diskurs over for homoseksuelle mænd

Ud fra den radikal-feministiske præmis er mandlige homoseksuelle  “undertrykkere”, præcis lige som alle andre mænd. Den feministiske forbudsdagsorden opretholdes i lige så høj grad over for mandlige homoseksuelle, som over for heteroseksuelle mænd.

Når lægevidenskabens opfattelse af den sygelige maskuline seksualitet supplerer radikal-feminismen bliver homoseksuelle mænds gensidige seksuelle relationer også genstand for en bekymrings- og mistænkeliggørelses-diskurs.

Især i forhold til prostitution og i betragtningen af forhold med aldersforskel. Og sidst – men ikke mindst  – formidler lægevidenskaben mistanken, at alle mænd er pædofile. En påstand feminister – også Karen M. Larsen – nok afviser, men samtidig opretholder ved i alle debatter at insistere på, at modstandere af forbudsdagsordenen har “bagvedliggende” motiver.

Det skal også siges at Karen M. Larsen ikke forbigår den mandlige prostitution. Tværtimod. Når det afvises at stigmatiseringen af de homoseksuelle i 1960’erne var en pædofil-panik, er det en konstatering af, at det homoseksuelle miljø tidligere var pædofilt. Hvilket idag retfærdiggør forbudsdagsorden og mistænkeliggørelse af alle homoseksuelle mænd.

Uanset radikal-feminismens begreber påstås at være informerede af socialkonstruktivisme ses mænds kønsrolle og seksualitet ikke som et valg, men som noget determineret eller “skæbnebestemt”. Også de kvinder der er undertrykte, udnyttede og udbyttede – er i offerrollen – tilsvarende ufrie. Lægevidenskabens reduktionistiske og deterministiske opfattelse af seksualitet besejrer og erstatter vilje og valg.

Pan-bladet: Debat om Prostitution

Monolog

At kalde dette indlæg for “debat” er – indrømmet – en tilsnigelse. Formen er monologen. Der er ingen dialog. Lige som tidligere vover jeg i visse tilfælde at drage e silentio slutninger: Slutninger ud fra tavshed. Der sættes ord på meget, men i andre situationer føler mennesker ikke behov for at sige ting. Men tavshed lader sig også fortolke.

Den første artikel i denne lille serie hed Pan-bladet: Debat om sygeliggørelsen af de homoseksuelle, og den anden hed Pan-bladet: Debat om homoægteskab. Fælles for artiklerne er at de er lagt på Pan-bladet, og diskuterer LGBT politikens mål og midler.

Artiklens emne er prostitution. Der tages afsæt i Karen M. Larsen’s interview med Peter Edelberg  fra 2008. Og en debat fra efteråret 2010 med Peter Edelberg om mandlig prostitution i Danmark i 1960’erne, hvor Karen M. Larsen og undertegnede deltog.

Synspunkterne repræsenterer tre mennesker med baggrund i faget historie, men sigtet er at bidrage til politik udvikling. De politiske budskaber, der ligger i forskellige opfattelser af den nyere homohistorie skal afkodes. Det kan kaste lys over nogle begreber i den nuværende LGBT politik.

Blindhed

I de to foregående artikler har jeg kritiseret, at det man kan kalde den optimistiske LGBT politik fejer problemer ind under gulvtæppet, når den alene forholder sig til lovens bogstav. Og stiller sig tilfreds med konstateringen at sygeliggørelsen af de homoseksuelle blev afskaffet i 1981. Uden at tage almindelige holdninger i befolkningen eller udviklingen i lægevidenskabens synspunkter siden i betragtning. Udformningen af LGBT’s politik, hvor juridiske krav sættes foran alt andet – og især kravet om homoægteskab – er båret af blindhed i to forhold. Dels er fokus idag på seksualitet, ikke på civilstand. Det registrerede partnerskab havde en umådelig symbolværdi i 1989. Men ingen forestiller sig nyheden vil gå verden rundt på samme måde, hvis Folketinget idag vedtog en ægteskabslov. Og ægteskab er ikke nødvendigvis i praksis et krav blandt de homoseksuelle, hvis samlivsformer er lige så forskellige som de heteroseksuelles.

Hvordan kan LGBT politikken være så blind? Og insistere på at homoægteskab er så vigtigt en sag, at gennemførelsen af dette næsten ville tvinge at LGBT til at nedlægge sig selv og erklæret målet for nået? Og er der så – når det kommer til stykket – nogen der mener det?

Jeg fandt ikke svaret i analysen af homoægteskabets betydning. Den artikel sluttede med en “eftertanke” og ikke en konklusion. Svaret findes derimod i analysen af det, der sædvanligvis forstås som ægteskabets modpol: Prostitutionen.

Den mandlige prostitution

I et interview fra 2008 fortæller Peter Edelberg om det netop påbegyndte forskningsprojekt i homoseksualitetens historie i perioden 1949-65.  Dvs. den formative periode for det der dengang hed Forbundet af 1948 – det senere LBL og nu LGBT. Og den krise de homofile – som homoerne kaldte sig dengang – oplevede med indførelsen af den grimme lov i 1961, der strammede prostitutionslovgivningen i forhold til den mandlige prostitution. Loven diskriminerede de homoseksuelle fortæller Peter Edelberg. Og det affødte en reaktion:

“Det fører til at loven bliver afskaffet i 1965, og fra da af bygges der en generel konsensus op om, at homoseksuelle skal have samme rettigheder som andre – og den konsensus er vi stadig i gang med at udbrede.”

Det er grundantagelsen i det der kunne kaldes den optimistiske LGBT politik. Efterfølgende blev homoseksualitet fjernet fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste i 1981 og dernæst blev det registrerede partnerskab vedtaget  i 1989. Da stifterne af Forbundet af 1948, som de første homoseksuelle i verden blev officielt anerkendt som par, syntes endemålet inden for rækkevidde: Den fuldstændige juridiske accept. Mere end 20 år efter er det endnu ikke sket. Men den fremskridtstro, der er indeholdt i synspunktet lader sig for nogles vedkommende ikke ryste.

Dekonstruktion af homohistorien

Peter Edelbergs dekonstruktion af homohistorien er som han har forklaret i en debat på Modkraft mere subtil. Peter Edelberg anlægger betragtningen, at politiet indgriben over for den omfattende mindreårige prostitution disciplinerede de homoseksuelle, og gjorde dem pæne og acceptable i samfundets øjne.

“Således førte “undertrykkelse” til “frigørelse”. Historien er ofte paradoksal, og en given handling kan have uforudsete konsekvenser.”

Edelberg afviser dermed naiviteten i den såkaldte frigørelseskamp, hvor historiens resultater ofte ses som produkt af de impliceredes heroiske kamp for rettigheder og retfærdighed.

Ikke desto mindre anvender Edelberg selv terminologien. Ordene “undertrykkelse” og “frigørelse” er blot blevet forsynet med anførelsestegn, fordi de historiske subjekter er forsvundet eller i hvert fald har mistet helterollen. Og historien er nu produkt af mekanismer og sociale kræfter, der er anonyme. Selve fremskridtsoptimismen og naiviteten er derimod intakt.

Edelberg betoner dog, at “endemålet” ikke er et jurdisk reservat for de homoseksuelle i form af homoægteskab:

”De homoseksuelle” findes så længe, som der er nogle, der synes at det er en betryggende og fornuftig måde at forstå sit liv på. Men der er intet der tvinger os til at påtage os den rolle, hverken biologi, samfund eller psyke. Vi kan opfinde nye roller og nye måder at forstå vores sexliv og kærlighedsliv på.”

Den positive rolle Peter Edelberg frakender de homoseksuelle i historien om dannelsen af deres identitet tilkender han omvendt politiet personificeret af Jens Jersild. Historieforskning er ikke objektiv, men indebærer altid et valg af metoder og perspektiver. Valget af Jersild som homohistoriens helteskikkelse virker overraskende, og var som det fremgik af debatten på Modkraft.dk også kontroversiel.

Peter Edelbergs tolkning repræsenterer den optimistiske LGBT politik i dekonstrueret form. Karen M. Larsen fremsætter et lignende synspunkt på debatten. Edelberg og Larsen er bla. enige om at “normalisering” er endemålet. Og i accepten af Jersilds “lugen ud” i den danske homokultur med henblik på at gøre denne acceptabel for samfundet.

Karen M. Larsen supplerer Edelberg med en kritik af Mads Ananda Lodahl. Vanen tro er med en ad homominem argumentation, hvor Lodahl antages at ville gøre sig talsmand for:

” polyamourøse bøsser med hang til købesex med drenge under 15,

 blot Lodahl forsøger at fremsætte en konkurrerende queer-tolkning, der anfægter “normalisering” strategien.

Den dystopiske LGBT politik

Der er næsten to år mellem interviewet med Edelberg og debatten på Modkraft. Edelbergs formuleringer er næsten identiske i de to sammenhænge. Det viser sig at Edelberg har svært ved at fremlægge statistisk materiale for, hvor stort omfanget af den mandlige prostitution var. Og måske vigtigere: Hvor stort problemet med den mindreårige prostitution rent faktisk var?

Men man kan sige at givet Edelbergs problemformulering er de eksakte tal næsten ligegyldige. For Edelbergs analyse burde rettelig hedde den dystopiske LGBT politik.

For Edelberg anerkender ikke, at Jens Jersilds relative succes med at etablere en stærkt forøget politistyrke inden for sædelighedspolitiet var betinget af den homofil-panik, der var i samfundet. Edelberg vælger – med Jersild selv – at se problemet med mindreårig prostitution, som endemisk i det homoseksuelle miljø.

Forførelsesteorien

Edelberg fremhæver at han arbejder med udgangspunkt i kilderne fra samtiden. Dvs. Jens Jersilds egne betragtniger, sådan som han har fremsat dem i adskillige bøger og afhandlinger. Bla. fremsatte Jersild en forførelsesteori, og anvendte den som argument over for lovgiverne for indførelse af den grimme lov. Påstanden var, at de unge drenge under 18 år måtte beskyttes via lovgivningen imod voksne homoseksuelle, der ville forføre drengene. For når drengene først var blevet forført og havde fået smag for livet som trækkerdrenge ville de blive homoseksuelle. Hvorfor Jersild advarede imod et snigende epidemisk samfundsproblem.

Teorien fokuserer på to ting: Fremkomsten af en homoseksuel kultur efter besættelsen. Hvilket er en historisk kendsgerning. Bla. med dannelsen af Forbundet af 1948. Men den forstår væksten i antallet af homoseksuelle – ikke som et udtryk for en nye kultur i efterkrigstiden Danmark – men som en “epidemi”. Desuden karakteriserer den homoseksualitet, som en form for pædofili. Fordi det antages at det (næsten) altid er de helt unge drenge, der er i farezonen i forhold til forførelse.

Forførelsesteorien konkurrerede med andre af samtidens opfattelser, der er mere essentialistiske. F.eks. den freudianske, der tilskriver homoseksualiten barndomstraumer. Men den holder fast ved den klassiske lægevidenskabs opfattelse om en forbindelse mellem homoseksualitet og pædofili. Fordi homoseksualitet, når det kommer til stykket opfattes som en psyko-social eller neurotisk forstyrrelse.

Denne karakteristik af Jens Jersild er Edelberg særdeles uenig i. For Jens Jersild er helten i  Edelbergs historie, og disciplineringen af de homoseksuelle er i dette perspektiv et ønskeligt projekt.

Debatten demonstrerede  imidlertid en anden pointe.

Kuldsejlet “normalisering”

Som nævnt ovenfor bliver indvendiger over for “normaliserings” projektet pure afvist.

I Mads Ananda Lodahls tilfælde betød det, at han blev udpeget som talsmand for de”polyamourøse bøsser med trang til købesex med drenge under 15″.

Et halvt århundrede efter Jersilds heroiske indsats er “normaliserings” projektet altså endnu ikke lykkedes. Hvilket kun kan betyde det er en fiasko!

Hverken Peter Edelberg eller Karen M. Larsen anerkender, at samfundet i 1960’erne og samfundet og tildels i dag er præget af pædofil-panik. Dvs. en overreaktion på et problem, der er marginalt. De ser tværtimod pædofili over alt – i fortid og nutid.

Ikke som en historisk konstant, men som biologisk konstant. Uanset at de begge sværger, at de ikke anerkender lægevidenskabens definition af homoseksualitet, som biologisk entitet i mennesket er den der alligevel. Selv er de begge også yderst skeptiske i forhold til om “normaliserings” projektet vil lykkes. På trods af de tapre miner.

Edelbergs skepsis lader forvente, at hans Ph.d afhandling vil konkludere, at samfundet ikke skulle have ladet parret Axgil sætte kronen på værket ved at indgå registreret partnerskab. De bærer jo deres andel af ansvaret for udviklingen af det homoseksuelle miljø.  Hvis mentale sundhed er stærkt tvivlsom – og dermed også dets eksistensberettigelse.

Det skal erindres at den – indtil videre eneste kommentar fra Karen M. Larsen – til undertegnedes bidrag til Pan-bladets debat indeholdt formuleringen:

“Jeg tror ikke på, at alle mænd er pædofile – eller at ingen kvinder er det. Men jeg er 100 % overbevist om, at sex mellem voksne og børn ALTID er forkert – at det er en meget alvorlig forbrydelse, som samfundet skal straffe hårdt.”

Den form for formaninger over for andre debattører vidner ikke om tiltro til deres dømmekraft. Alligevel er det en indrømmelse. Når jeg tidligere har hævdet at debattører af Karen M. Larsens støbning ønsker støj i miljøet –  altså panik – kunne jeg ikke få en bedre bekræftelse. Dokumentation for at det skulle være nødvendigt, at udstede den slags advarsler har jeg endnu ikke modtaget. Men med udgangspunkt i lægevidenskabens opfattelse af den maskuline seksualitet er ingen konkret bevisførelse nødvendig.

Konklusion

Når tesen om homoægteskabet som rettighedskampens endemål af Karen M. Larsens diskuteres i sikker afstand fra ethvert begreb om sociale og politiske forhold i Danmark er det fordi den er et luftkastel.

Ingen politiker med respekt for sig selv drømmer om, at lægge kræfterne i et “normaliserings” projekt de implicerede selv anser for håbløst.  Efter karaktermord på stribe fremstår “normaliserings” projektet dybt kompromitteret.

De to debattører med historiefaglig baggrund levner ikke projektet nogen chance. På trods af  alle besværgelser. Den tredie – undertegnede – giver dem  ret i, at hverken deres optimisme eller dystopi bringer det nogen vegne.

“Jeg tror ikke på, at alle mænd er pædofile – eller at ingen kvinder er det. Men jeg er 100 % overbevist om, at sex mellem voksne og børn ALTID er forkert – at det er en meget alvorlig forbrydelse som samfundet skal straffe hårdt.”

Siger Karen M. Larsen. Mænd forstår det jo ikke. Jens Jersilds redningsforsøg virkede ikke. Men måske kan forbudspolitikken skabe en ny Jersild?

Om sygeliggørelsen af de homoseksuelle

Før 1981 

Der var engang hvor forskellige synonymer for homoseksuel var de værste skældsord mænd kunne få hæftet på sig. Ord som “bøsse” eller “svans” betegnede, hvad nogle opfattede som en sygelig seksualitet og ikke-maskulin kønsidentitet.

Vi taler om tiden før 1981. I denne uge er det nemlig 30 år siden Sundhedsstyrelsen i Danmark fjernede homoseksualitet fra sygdomslisten.

Det kan vi så fejre.  Men er der reelt noget at fejre?

Måske gives historiske tilfældigheder ikke – men mærkværdige sammentræf optræder hyppigt.

Et af disse var at næsten samtidig med at Sundhedsstyrelsen ændredede politik skete der et paradigmeskift i opfattelsen af magt og stat i socialvidenskaberne.

Den franske filosof Michel Foucault vendte med sin afvisning af repressionstesen op og ned på traditionelle begreber om politik, samfund og jura. Repressionstesen hævder, at magten udøves oppe fra toppen af samfundets pyramide og ned. Foucault derimod talte derimod om magt som en kompleks størrelse der er i samfundet og udøves af individerne.

 
 
Efter 1981
 
Homoseksualitet blev fjernet fra sygdomslisten i 1981. Det registrerede partnerskab blev indført i 1989. “Normaliseringen” af homoseksualitet skete – tilsyneladende – i lyntempo.

Det var næsten for godt til at være sandt.

Men i perioden fra begyndelsen af 80’erne til slutningen af 80’erne lærte de danske bøsser – og meget hurtigt resten af den danske befolkning, at der fandtes en sygdom der hedder AIDS.

På forsiderne af formiddagspressen blev sygdommen hurtigt døbt “bøssepest”. Da det viste sig at smitten vi nu kender som hiv især var udbredt blandt homoseksuelle. I formiddagspressens version blev det til historien “at være homoseksuel er en dødsdom”. Og religiøse fanatikere var ikke sene til at pege på, at det var “Guds straf over bøsserne” for deres syndige liv.

Bøsserne var blevet fjernet fra sygdomslisten, men aldrig havde de været så syge. Både de facto og som gruppe i den øvrige befolknings øjne. Rigtig mange der var sprunget ud af skabet sprang tilbage i det. Enkelte har efterfølgende været modige nok til at fortælle om oplevelsen. Sidste år skrev en journalist fra Politiken f.eks. sin historie i avisen. Stigmatiseringen af de homoseksuelle var så hård, at blot rygtet om at en homoseksuel på arbejdspladsen var smittet medførte sager, hvor kolllegerne nægtede at bruge samme håndvask eller samme toilet. Det medførte sociale og psykiske prøvelser. Nogle gange for mennesker der rent faktisk måtte kæmpe med sygdommen. Stigmatiseringen betød at enhver bøsse potentielt blev betragtet som hiv-smittet.

Pointen er at det selvfølgelig ikke på nogen måde var “ulovligt” at være hiv-smittet. Alligevel blev de syge – og potentielt alle homoseksuelle – anset for en samfundsmæssig fare og stigmatiseret. Med mindre de dukkede hovedet eller sprang ind i skabet. Og gjorde sig usynlige.

Aldrig havde de homoseksuelle – så langt min personlige erfaring rækker – været så hårdt stigmatiseret. Livet som homoseksuel har aldrig været så hårdt som det blev efter begyndelsen af 80’erne.

Fjernelsen fra sygdomslisten skete næsten samtidig med, at socialvidenskaberne erkendte at juraen – i en vis forstand – er ligegyldig. For det er samfundets normer der afgør, hvem der bliver stigmatiseret og forfulgt.

 
Pædofilpanikken 
Men en ulykke kommer sjældent alene. I 1997 skete der en katastrofe. En pædogmedhjælper fra Gladsaxe blev anklaget for pædofili – og dømt. Der opstod en pædofilpanik. I 1999 blev en hiv-smittet karate træner sigtet for seksuelt misbrug af de teenagedrenge han underviste. Og flere landsdækkende aviser skrev på lederplads om, at det omfattende seksuelle misbrug af børn må stoppes.

Pressen, myndighederne og befolkningen gik i selvsving.

Professor i sociologi ved Københavns Universitet Henning Bech  har lavet en videnskabelig undersøgelse af fænomenet og siger:

 
“Siden da er stormen stilnet noget af, men havet er blevet i bestandig bevægelse. Så at sige hver dag bringer medierne stof der vedrører emnet seksuelt misbrug af børn. En konstant uro, årvågenhed, mistænksomhed, ænstelse og indignation har etableret sig.” (s.202)
 
Henning Bech: Kvinder og mænd. Gyldendal 2005.

Uroen, årvågenheden, mistænksomheden, ængstelsen og indignationen er stadig i 2011 en kendsgerning. På trods af at der dengang var 133 “sager” – alle omtalt på forsider og midtersider i formiddagspressen – blev kun to (2) personer fundet skyldige.

Takket være blandt andet den mediedækning karate-træner sagen fik – har seksuelt misbrug, hiv-smitte og homoseksualitet siden indgået i en besynderlig  konstellation i medierne. De homoseksuelle fremstilles i pressen mere sygelige og afvigede end nogen sinde. Uanset juridiske forhold. Domfældelser eller ej.

De homoseksuelle karakteriseres ikke længere på samme måde som tidligere. Idag bliver homoseksualitetens eksistens benægtet via skældsordene for det seksuelt afvigende. Og de handler alle om sexkriminalitet: Om pædofili.

Engang sagde de der oplyste om homoseksualitet, at der er omkring 5-10% homoseksuelle – dvs. 1-2 elever i hver klasse.

Sidst jeg hørte vendingen lød den: Overalt hvor der er 20-30 mennesker forsamlet er der 2-3 pædofile!

Hvordan er den kobling kommet i stand? Hvor man kan anvende den samme frase, men blot skifte “homoseksuel” ud med “pædofil”?

Og opfattes de to ord – i en vis forstand  – som synonyme?

Og i så fald: Hvordan er den forskydning sket?

 
Magtspil mellem kvinder og mænd
 
I  Henning Bech’s bog Kvinder og mænd beskrives fremkomsten af pædofilpanikken, som et resultat af et magtspil mellem kønnene. Et spil kvinderne har vundet på hjemmefronten og i den offentlige debat. Mistænkeliggørelsen af den maskuline seksualitet betyder at enhver mand er en potentiel sexkriminel. Han er ikke blot uegnet til at tage sig af børn og unge, men upålidelig.  Med mindre maskuliniteten er defineret og styret af kvinder.

De der afviger fra samfundets normer – seksuelle minoriteter – og grupper der definerer deres liv på præmisser, der ikke er alment socialt accepterede –  f.eks. prostituerede – er så at sige dømt på forhånd. Ikke blot som afvigere, men enten som potentielle sexkriminelle eller ofre det er samfundets ansvar at behandle.

Der findes i dag en forbudsfeminisme der ønsker at sætte lighedstegn mellem normafvigelse og kriminalitet.

Eftersom de homoseksuelle mænd er – og altid vil være en minoritet – falder de altid i den forkerte kategori. Forbudsfeministerne kan stille spørgsmålstegn ved, hvor socialt acceptabel homoseksualitet i grunden er. Og det gør de.

Formålet er selvfølgelig at kontrollere de heteroseksuelle mænd. En forbudsfeminist som Vibeke Manniche kritiserer Klovn; The Movie. Skyldes det i virkeligheden, at Caper Christensen har sex med en fyr i filmen? Vibeke Manniche rykker ud med argumentet om, at filmen er pornografi og synet af Casper Christensens erigerede lem er skadeligt for børn. Danske mænd af familiefædretypen kan ikke tillade sig at have sex med mænd. Gør de det alligevel stemples de som perverse eller afvigende. Vibeke Manniche er muligvis homofob, men sigtet med kritikken er, at kastrere de danske familiefædre. Ved at indgyde dem en bevidsthed om, at visse dele af deres seksualitet er tabu. Alt det der ikke kontrolleres af kvinder.

 
Kronofilierne
 
Enhver feminist vil selvfølgelig pure afvise at nogen skulle kunne finde på at mistænkeliggøre den maskuline seksualitet.

Men måske vil de medgive at de forkaster moderne socialvidenskab og istedet omfavner den klassiske lægevidenskabs teser?

 I moderne gevandter ganske vist. F.eks. den måde de formuleres af den amerikanske læge og sexolog Ray Blanchard.

Homoseksualitet blev oprindelig opfattet som en psykisk forstyrrelse – en parafili – i den klassiske lægevidenskab.

På linie med en række andre fænomener med besyndelige navne som: Exhibitionister, fetischister, zoofile,  mixoskopofile og gynekomaster.

Den klassiske lægevidenskab fra 1800-tallet skabte en patologisering af homoseksualitet. Og homoseksualitet  indgik i et raritetskabinet på linie med ovennævnte grupper.

Den moderne lægevidenskab har erkendt fejltagelsen og er ophørt med at stigmatisere homoseksualitet som en parafili.

Men tilhængere af det klassiske lægevidenskabelige paradigme har ikke opgivet sygeliggørelsen af al seksualitet. Hvilket også fremgår af det ansete tidsskrift Scientific American i en artikel fra 2009.

Vi har alle en alder. Og det er et angrebspunkt. For så kan vi være objekt for seksuel tiltrækning for mennesker med en speciel seksuel observans – og dermed ofre for seksuelle overgreb.

Pædofile i den ene ende af spektret og gerontofile i den anden ende. Ephebofile hvis der er tale om forhold mellem unge og voksne. Og hebefile hvis der er tale om tiltrækning mellem præpubertære unge og voksne.

Det eneste der ikke er en parafili er den seksuelle tiltrækning mellem voksne. Som dog også har en græsk betegnelse: Teleiofili.

Hvad er pointen med at fjerne homoseksualitet fra sygdomslisten, hvis man genindfører en patologisering og introducerer aldersforskel som psykisk afvigelse? Det er: Nu er kun den maskuline seksualitet sygeliggjort.

Psykoanalysens fader Siegmund Freud mente den reproduktive heteroseksuelle mand var den norm alt andet kunne holdes op imod. Derfor sygeliggjorde Freud den kvindelige seksualitet.

Aldersperspektivet derimod – teorien om de såkaldte kronofilier – sygeliggør mænds seksualitet.

Feminister og tilhængere af den klassiske lægevidenskabs teser er enige om, at kvinder ingen seksualitet har. Og kvinder derfor aldrig er omfattet af parafilierne. De er derimod ofre for mænd. Det er altid kvinder, der skal beskytte børn imod mænd.

Når i sig selv ligegyldige fænomener som aldersforskel sidestilles eller endog ligestilles med pædofili, som er en psykiatrisk diagnose, når pseudovidenskab blandes med psykiatri, fremkommer en eksplosiv blanding!

Der truer med at gøre den moderne homohistorie til én lang sygehistorie. Især fordi en del homoer tager sygeliggørelsen på sig. Selv de der hævder at være imod sygeliggørelsen udbreder i praksis forestillingen ved at knytte begreber om parafilier sammen med mandlige homoseksualitet.

Alt det de homoseksuelle kæmpede for før 1981: Seksuel frigørelse, selvstændig identitet og ret til at vælge sexpartnere er blevet opgivet.

Feministerne – langt ind i homomiljøets egne rækker – ønsker istedet kamp imod parafilierne. Ud fra ønsket om at blive “normaliseret”.

En kamp de først vil anse for vundet, når det homoseksuelle miljø er blevet udslettet og de homoseksuelle mænd – atter engang – er sprunget ind i skabet. Så heller ikke heteroseksuelle kvinder længere behøver at frygte for deres mænd.

De homoseksuelle er blevet en minoritetsgruppe der af politisk overbevisning tager sygeliggørelse og stigmatisering på sig. Og nægter at kæmpe for andet end indholdsløse juridiske formler.

Vi vandt slaget om fjernelsen af homoseksualitet fra sygdomslisten. Men det var en Pyrrhus sejr. Vi kan sige lige som hærføreren der vandt slaget, men fik sin hær decimeret: En sejr til og vi er fortabte!