Smukke mennesker

“Størstedelen af danskerne mener, at skønhed giver fordele, når man søger job. Det viser en undersøgelse, YouGov har foretaget for metroXpress. Og det gør det faktisk også, lyder det fra eksperter. Vi tror, at smukke mennesker også er dygtige, siger professor.”

Overskrift i MetroXpress 2/5 2011

Filmen Smukke mennesker fik biografpremiere i efteråret 2010. Med et billetsalg på under 5.000 føjede filmen sig til rækken af skrækeksempler på danske film der simpelthen bliver ignoreret af biografpublikum. Smukke mennesker er udkommet på DVD i begyndelsen af 2011. Og kan streames – også via biblioteket – på Filmstriben.

Anmelderne var da også usædvanligt hårde i deres dom. Morten Vejlgaard Just fra filmz.dk opsummerer historien således:

“Fire triste menneskeskæbner i en klassisk flettefortælling er udgangspunktet for denne danske misantropi, der svælger i perversion og svigt. Vi følger en mand, Anders, der har vanskeligt ved at forstå, hvornår det er normalt at blotte sig eller ej. Vi følger mandens søn, Jonas, der er trækkerdreng. Vi følger en kvinde, Ingeborg, der er ensom efter sin mands død. Og slutteligt følger vi kvindens datter, Anna, der er blevet seksuelt usikker og både psykisk og fysisk mærket, efter hendes ene bryst mangler som følge af en ulykke. Udadtil ligner de alle fire normale smukke mennesker, men indadtil gør deres mange ar for og fra livet, at de har svært ved at finde den lykke, de og alle vi andre så intenst jagter.”

Anmelderen konkluderer – ikke overraskende – at han har svært ved at se meningen med så meget “misantropisk ulykke”.

Ebbe Iversen fra Berlingske er om muligt mere kontant:

“Man kunne sige, at »Smukke Mennesker« er liderlig på en finkulturel måde. Mikkel Munch-Fals kan lide at vælte sig i sølet og har sit kunstneriske alibi i orden. Man kunne også sige, at den debuterende instruktør er en sarkastisk misantrop, som finder behag i at udstille sine medmenneskers svageste og mest frastødende sider. Og hvis man vil være rigtigt venlig, kunne man sige, at Mikkel Munch-Fals i sit syn på verden er beslægtet med instruktører som amerikanske Todd Solondz og danske Simon Staho….

Det er synd for menneskene – både dem oppe på biograflærredet og dem nede i salen. Smukke mennesker … er velspillet… men man må tilføje, at hvis man fik valget mellem at se denne film en gang mere eller at banke hovedet mod en væg i halvanden time, ville man vælge væggen.”

Filmlands anmelder Per Juul Carlsen ser nogle kvaliteter og siger til Mikkel Munch-Fals:

“Dine fire hovedpersoner i ‘Smukke mennesker’ er på én eller anden måde fanget af deres seksualitet, hvilket er en ganske usædvanlig tanke i dansk film, hvor sex er en overfladisk, materialistisk ting…og jeg kan ikke mindes at en dansk film har været så direkte og nysgerrig i sin udforskning af emnet sex siden Simon Stahos ‘Daisy Diamond’…”

På trods af enkelte vellykkede scener har anmelderen dog ikke haft en positiv oplevelse med Smukke mennesker.

Kim Skotte fra Politiken står derfor ret alene med sine lovord om den debutterende instruktør:

“Her præsenterer han en samling individer, der på den ene eller den anden måde er defekte snarere end perfekte. Men hvor det perfekte udgør en umenneskelig målestok, er det defekte til gengæld såre menneskeligt og langt mere interessant…

Omgivet af reklamernes perfekte mennesker er seksuel attraktionsværdi blevet den mest ubarmhjertige målestok for succes. Her har alle de ’Smukke mennesker’ et problem…

Som Solondz vil Munch-Fals trække den bortgemte seksualitet ud i lyset og åbenbare den som noget knortet og besværligt, men også som noget på mange måder mere ærligt end den krampagtige normalitet i borgerskabets diskrete mangel på charme.”

Med tanke på filmens usandsynlige og konstruerede slutsekvens tilføjer Skotte:

“Flettefilm har det med at flette lidt for flot. Det gælder også ’Smukke mennesker’, og derfor er det figurernes snarere end handlingens troværdighed, der holder ’Smukke mennesker’ oppe i fin stil.”

Netop i  slutscenen hvor alle hovedpersoner mødes rammer Smukke mennesker folkekomediens humor og lethed på  en selvironisk næsten sarkastisk facon. Der trods alt er befriende efter i halvanden time at have overvåget, hvordan karaktererne vandrer rundt i trance, og er næsten lige så distancerede i forhold til deres liv som publikum.

Som Skotte bemærker ligger Smukke menneskers force i skuespillet.

Bodil Jørgensen (Ingeborg) er som tilskuer til sin egen afskedsreception uforlignelig. Og brillerer ligeledes i scenen, hvor det går op for hende at den unge fyr – Jonas – hun har forført er professionel og skal have pengene på forhånd!

Ingeborg er indifferent eller uforstående over for markedsværdiens betydning. Og optræder derfor som dens ufrivillige kritiker. Som kvindelig Don Quijote. Trods scenens kynisme kan karakterens renfærdighed ikke undgå at røre.

Trækkerdrengen Jonas bliver efter, at have givet manden på toilettet et blowjob spurgt, hvorfor han dog er i det fag? Hvorpå han svarer: “Fordi jeg kan!”. På sin vis er han i sin selvsikre kynisme lige så renfærdig som Ingeborg. For på trods af at have fattet sin markedsværdi er han lige så blank som hende. Lige så meget slave af at kunne, som Ingeborg er af ikke at kunne.

Troskyldighed skal forklare hvordan det usandsynligste af alt kan indtræffe: At Jonas og Anna (Mille Lehfeldt) finder hinanden midt under et professionelt samleje under optagelsen af en pornofilm!

Ikke mærkeligt at netop denne scene støder anmelderne. Og deler vandene mellem de, der accepterer logikken, og de der står af. Forinden er vi blevet forberedt: I scenen hvor Anna står i pornoforretningen med DVD’en Wheelchair Delight i hånden går det på for hende, at det hun – og andre – er vant til at opfatte som smuds eller pervertion sætter billeder på en virkelighed, der er hendes egen. Hvorefter hun slår til og tager imod et tilbud om selv at medvirke i en sexfilm!

Vanskeligst at forstå er nok Henrik Prips figur Anders, fordi den forkrampede blotter enten synes at høre hjemme i en revyforestilling eller i noget, der er frygteligt seriøst. Præstationen fejler intet. Formentlig kunne ingen gøre det bedre – det virker bare ikke.

Alt i alt får Smukke mennesker altså 3 ud af 4 mulige figurer i spil. Ud over et væld af sidehistorier. Selvom Kurt Ravn i den ondeste birolle man længe har set tilsyneladende blot fungerer som hyldest til Todd Solondz.

Filmen handler vel dybest set om at befinde sig i et univers, der er hinsides moral. Hvor forskellige moraler alligevel er så nærliggende, at nogle anmeldere finder dem påtrængende. Skønhed er langt fra en selvfølge, men stor der hvor den pludselig viser sig.

I stedet for at følge Ebbe Iversens råd om at banke hovedet mod væggen vil jeg se den igen.

Dreng

Skuespilleren Peter Gantzler har 2011 debutteret som instruktør med filmen Dreng. Det lykkedes ikke at få filmen i normal biografdistribution. Istedet arrangerede Gantzler en turne til udvalgte biografer, hvorefter den blev tilgængelig på video on demand. Efterfølgende er den udkommet på DVD og kan også streames – via biblioteket – på Filmstriben.

Filmen blev til som et indie-projekt med en nyuddannet producer og skuespillere der arbejdede gratis. Smalle film har ikke nemt ved at trække publikum. Hvor forhold mellem ældre mænd og unge kvinder ses relativt hyppigt på det store lærred er kønsdiskriminationen udpræget, når det handler om en voksen kvinde, der vælger en purung kæreste.

Hovedpersonen den 18-årige Christian (Sebastian Jessen) forelsker sig i den tiltrækkende, men dobbelt så gamle kvinde Sanne (Marie Louise Wille). Hovedpersonens mor (Helle Merete Sørensen) ser skeptisk og jaloux til fra sidelinien. Det der til at begynde med ligner en våd teenage drengedrøm forvandler sig til en prøvelse for den unge Christian. Denne opdager at Sanne er enlig mor og forventer at han agerer far for hendes søn (Mikkel Bjerrum). En form for maskulint modspil præsenteres af Peter Gantzler selv i skikkelse af den alkoholiserede vicevært John.

Det er et kammerspil, hvor en boligblok på Frederiksberg danner ydre ramme. I den grad at porten til ejendommen danner indgang og udgang for historien.

På overfladen er der (trekants)drama med den pressede Christian i centrum. Vi bliver dog ikke inviet i, hvad der foregår bag facaden. Hvorfor er det egentlig at de voksne kvinder har sværere ved at tackle situationen end hovedpersonen selv? Det bliver kammerspil uden dybde. En tilsvarende karakteristik – der på en gang siger for lidt og for meget – gør sig gældende i settet. Fast kamera og dæmpede gråtoner hos moderen, håndholdt kamera og varme farver hos Sanne. Håndfast symbolik.

Der mangler noget. “Før kærligheden går et følelsesmæssigt behov, kærligheden opfylder dette behov” sagde forfatteren Stefan Zweig. Her virker det som om der gik tomhed forud for kærligheden. De mange scener hvor Christian fremstår som den blanke teenager forklarer netop ikke, hvad der rør sig i hans sind. Eller hvilke motiver der driver ham til at fastholde sit engagement på trods af omgivelsernes modstand. Takket være de smukke billeder af Christian fremstår uskylden kronisk. End ikke hede sexscener formår, at bortmane tvivlen om, at det vi ser er andet end en flirt.

Dreng virker som en kortfilm der af uransagelige grunde er blevet til spillefilm. Hvilket den ikke er tjent med. Karaktererne forbliver sært endimensionale trods flotte og overbevisende skuespilspræstationer. Især kvinderne omkring Christian lider under at deres karakterer ikke bliver foldet ud i andre sammenhæng. Den lettere neurotiske mor og den ubehælpsomme Sanne – således fremstår de overfor Christian. De får ikke oprejsning ved, at vi som tilskuere får lejlighed til, at opleve dem i andre omgivelser eller i andre  menneskelige relationer. Vi fornemmer blot at det vi ser ikke er hele sandheden. Et forhold der i kortfilmsammenhæng er forståeligt, men i spillefilm er frustrerende.

Ærgerligt at en film der ifølge instruktøren – har udgangspunkt i noget selvoplevet – og ambition om at følge vejen fra dreng til mand ikke tør slippe velkendte klichéer om uskyld. Filmen kommer derved ufrivilligt til at traske i sporene på Edward Flemings Rifbjerg filmatisering. Filmen realiserer ikke sin intention. Drengen forbliver – trods en flirt – dreng.

Red Barnet?

Denne artikel har to fokus punkter: For det første Red Barnets politiske linie, når det handler om seksuelle krænkelser. For det andet fokus på, hvordan en organisations politiske profil udviskes, når en anden politisk gruppering går ind og betjener sig af organisationens faciliteter.
Det er – mener jeg – særdeles betænkeligt, at Red Barnets væg på Facebook anvendes til at promovere en underskriftindsamling imod forældelsesfrister for sexovergreb. Dermed lægger organisationen navn til et initiativ. Der opstår tvivl om initiativet støttes officielt af Red Barnet. Og om hvad Red Barnet står for.
Underskriftindsamlingen fremføres af en gruppe ved navn Mere politisk fokus på overgreb mod børn, der argumenterer for at bryde gældende principper i dansk retspraksis. Der er forældelsesfrister i dansk lovgivning for næsten alle typer kriminalitet- med undtagelse af drab. Hvilket i øvrigt også er særegent for dansk lov. Da der findes forældelsesfrister for drab i lande vi sammenligner os med. F.eks. i Norge og Sverige. Kort sagt er opretholdelse af forældelsesfrister et bærende princip i retsstaten.
Inden denne problemstilling diskuteres kunne det være formålstjeneligt, at belyse Red Barnets generelle opfattelse af arbejdet med seksuelle overgreb. Kuno Sørensen  fra Red Barnet kom med en tilkendegivelse i Berlingske, der var for skærpede regler i forhold til unge over 15 års seksuelle relationer. Kuno Sørensens foreslog, at udvide den såkaldte skolelærerparagraf til også at omfatte familie medlemmer. Anledningen var en 15 årig (indvandrer) piges forhold til et ældre familiemedlem efter pigen havde henvendt sig til Albahus.

Dette synspunkt uddybede Red Barnets over for undertegnede på følgende måde:

“Når Red Barnet har en skærpet opmærksomhed på de 15–17-årige og deres seksualliv, så er det altid med et dobbelt perspektiv i forhold til deres rettigheder, nemlig at denne aldersgruppe på den ene side skal have ret til et seksualliv på egne betingelser, og det kan de på den anden side kun få, hvis de samtidig bliver beskyttet mod overgreb eller udnyttelse.

I Red Barnet skelner vi mellem mennesker med pædofile tendenser (seksuel interesse rettet mod børn før puberteten) og hebefile tendenser (seksuel interesse rettet mod børn der er kommet i puberteten). Samtidig lægger vi også vægt på at afklare omfanget af magtmisbrug og udnyttelse mellem mennesker, der har en seksuel relation, fordi overgreb og udnyttelse ikke kun sker mellem personer med stor aldersforskel, men også kan foregå mellem jævnaldrende.”

Dette svar er på flere leder særdeles utilfredsstillende. Først og fremmest fremføres påstanden om, at der findes pædofile og pædofili i en  række afskygninger. Sondringen mellem pædofili og hebefili er ikke en adskillelse, men en graduering. Seksuelle interesser over for unge – dvs. lovlige forhold – bliver indirekte ved anvendelsen af dette begreb tilskrevet en psykiatrisk diagnose. Og der sås tvivl om lovligheden af noget, der ifølge dansk retspraksis er fuldt legalt.

Psykolog Karen Pallesgaard Munk har i Magasinet Humaniora peget på, hvordan man via sygeliggørelse og kriminalisering har skabt en ny samfundsidentitet “den pædofile”. En hybrididentitet i strid med al logik, da man ikke kan være syg og kriminel på en gang. Dansk lov skelner i alle andre sammenhæng mellem de to tilstande.

Det fremgår ligeledes af Red Barnets svar, at spørgsmålet ikke er om der finder seksuelle overgreb sted, det fastslås at:

“overgreb og udnyttelse ikke kun sker mellem personer med stor aldersforskel, men også kan foregå mellem jævnaldrende.”

Derved bredes frygten ud til at omfatte jævnaldrende.

I svaret til Red Barnet valgte undertegnede at lægge vægt på at tage afstand fra den sygeliggørelse og kriminaliserings diskurs Red Barnet står for:

“Hvis i ønsker at beskytte unge mod overgreb og udnyttelse er det vigtigt, at være klar over hvilke begreber man anvender, og hvilken sammenhæng disse begreber indgår i.

I siger i skelner mellem pædofile og hebefile. I kunne også have nævnt begrebet efebebofile. Fælles for de sidste to begreber er at de idag fremstår som pædofili, hvor “aldersgrænsen blot er forskudt en smule”. Det fremgår af avisartiklen. Sammenhængen i hvilken Kuno Sørensens synspunkter indgår er selvfølgelig journalistens og avisens ansvar. Blot vil jeg gerne pointere, at begge sidstnævnte begreber idag frremføres af en skole af sexologer, der har udgangspunkt i forskning, der blev lavet af Kurt Freund i 50’erne i østeuropa.

Der er ikke mange steder inden for medicin eller samfundsvidenskab, hvor forskning bag jerntæppet har vundet frem. Her er en undtagelse. Freund emigrerede til Canada og hans mest fremtrædende elev Ray Blanchard  har udbredt fallometri som grundlag for sexologisk forskning. Og hvad der er interessent her – opererer med forskellige begreber om seksualitet, der i realiteten sidestilles med pædofili. Om den seksuelle lavalder ligger på 15 år som i Danmark – eller er højere eller lavere som i andre lande – afgør lovligheden. Lægevidenskaben derimod sygeliggør seksualitet.

Det virker på mig som om antagelsen om, at der finder magtmisbrug og udnyttelse sted ikke er en hypotese, men snarere har form af en konstatering. Hvor er dokumentationen for det? Flertallet af de unge er kompetente og istand til at tage vare på sig selv – kunne jeg hævde lige så generaliserende over for denne påstand.

Må jeg minde om at den forskning der nævnes ovenfor i lige så høj grad har haft en skærpet opmærksom i forhold til homoseksualitet – der da også – om end ikke formelt – så dog reelt betragtes som en afvigende – sygelig –  seksualitet. I Østeuropa blev Freunds forskning anvendt som instrument til at smide homoseksuelle ud af militæret. Den hævder tillige at alle mænd – i en vis udstrækning – er pædofile. Mange – også jeg – betragter denne forskning som pseudovidenskabelig, og anerkender ikke dens begreber. I nedenstående artiklen beskriver jeg nærmere den reduktionisme der ligger i denne særlige gren af sexologien – som idag desværre er blevet populariseret. Hvilket har været muligt, fordi den blot bekræfter udbredte fordomme og misforståelser i opfattelsen af  sex og seksualitet.”

Artiklen jeg henviste til var De homoseksuelle og lægevidenskaben, der beskriver den sygeliggørelsesstrategi den Østeuropæiske sexologskole har stået for.

Jeg tilføjede at det afgørende spørgsmål, ikke var blevet besvaret:

“Der har gennem de senere år været en afsmittende effekt fra pædofili debatten, der har betydet øget fokus på unges adfærdsmønstre. I det hele taget er der en bekymringskultur i forhold til de unge om det så handler om alkoholvaner, tøjstil, uddannelsesniveau, sociale kompetencer mv. Listen er uendelig. Burde voksne ikke spørge istedet: Er forbud og kontrol effektive midler og er det ønskeligt. Hele denne offer-gørelse af unge spejler måske snarere voksne menneskers inkompetence i forhold til at kunne reagere og agere i situationer, hvor styring og kontrol vitterlig er nødvendig. Er hele ønsket om fokus og indgriben i realiteten en måde hvorpå voksne fralægger sig ansvar, fordi problemer og aktiv indgriben overlades til offentlige myndigheder?

Jeg stillede et konkret spørgsmål til Red Barnet som jeg ikke har fået svar på: Arbejder Red Barnet med en umyndiggørelses strategi i forhold til unge, hvor man ønsker at hæve den seksuelle lavalder til 18 år eller 20 år?”

Efter denne ekskurs der belyser Red Barnets generelle seksualpolitiske line fremstår den før nævnte underskriftindsamling i dens rette sammenhæng.

Underskriftindsamlingen Nej til frist for at anmelde seksuelle overgreb blev af en aktivist – Heide Charning – begrundet således:

“Det er ikke noget godt argument at sige, at forældelsesfrister er et bærende princip i retsstaten. Du er nødt til at argumentere for, hvorfor det bør være sådan. Der er jo heller ikke nogen forældelsesfrist i mordsager.

Fire gode grunde til at fjerne fristen:

Rent juridisk forældes seksuelle overgreb efter nogle år. Er der tale om overgreb, som er begået af voksne mod børn under 15 år, så skal det anmeldes, inden den krænkede fylder 28. For andre typer af overgreb, f.eks. søskendeincest og overgreb begået af autoritetspersoner (f.eks. en præst eller en sportstræner) mod børn mellem 15 og 18, er fristen endnu kortere.

Der er mange gode grunde til at fjerne eller i det mindste forlænge denne frist. Her følger fire:

Undersøgelser peger på, at en overlever efter et seksuelt misbrug/overgreb ofte først bliver psykologisk klar til at forholde sig til og forstå det på et tidspunkt i livet, hvor den nuværende frist for at anmelde er overskredet. Mange bærer rundt på deres smertefulde oplevelser i årevis uden at tale om dem. Følelser af skam og skyld er almindelige. Et offer kan endda komme til at føle skyld, selvom krænkeren har anvendt fysisk tvang til at få sin vilje. Det er almindeligt at tænke: “Gjorde jeg nu nok for at undgå det?” Nogle krænkere truer deres ofre til tavshed. Det at få børn selv kan f.eks. være en udløsende faktor for de ofte fortrængte erindringer.

Det kan være svært at bevise et seksuelt misbrug/overgreb, som fandt sted for mange år siden, men at bruge den svære bevisbyrde som argument for at beholde den nuværende forældelsesfrist giver ingen mening, da bevisbyrden allerede efter 48 timer er meget svær at løfte. Ofre for seksuelle overgreb skal gennemgå en retsmedicinsk undersøgelse inden 48 timer, ellers er de fysiske beviser ikke brugbare. Så er det bevisbyrden, som bekymrer politikerne, så burde man sætte fristen for at anmelde til 48 timer! Desuden vil der være gamle sager, som KAN bevises.

En fjernelse af forældelsesfristen vil tvinge politiet til at tage en anmeldelse seriøst, dvs. efterforske og registrere den til senere brug i forbindelse med eventuelle senere anmeldelser fra nye ofre. En krænker vil ofte krænke mere end en gang.

Alene det at blive hørt og taget seriøst af myndighederne kan være med til at give en krænket person ro i sindet. Et offer bør i det mindste have muligheden for at få sin sag efterforsket og måske prøvet i retten, selvom der ikke kan falde dom i sagen pga. manglende beviser.”

Hertil svarede jeg:

“Jeg mener slet ikke man skal argumentere for retsstatssprincipper. Det giver helt sig selv at samfundet bygger på dem. Ligesom man heller ikke behøver at diskutere, hvorfor der er ytringsfrihed, forsamlingsfrihed eller stemmeret.”

Heidi Charning replicerede:

“Dit udgangspunkt er ikke korrekt. Der er fire bærende principper i en retsstat: Magtens deling, Det suveræne folk, Retssikkerhed og Legitimitet. Legitimitet handler om, at retssamfundet må tilpasse sig befolkningens retsfølelse. Forældelsesfrister er en del af landets love, som altid bør være til diskussion i befolkningen. Deværre har jeg ikke tid til at fortsætte denne diskussion, som jeg også opfatter som spild af plads. Jeg har en lov, jeg skal ændre!”

Hvortil jeg svarede:

“Du udtaler lige ud din disrespekt for gældende dansk retspraksis? Det er som du ikke forstår forskellen på at ændre en enkelt lov, og så forkaste juridiske principper.”

Pernille Gyldensøe fra gruppen Mere politisk fokus på overgreb mod børn blandede sig her i debatten:

“Selvfølgelig kan love og retspraksis diskuteres. Forældelsesfristen på seksuelle overgreb mod børn er senest ændret ved L 281 (1999-2000). Her skete den ændring i straffelovens § 94, at de forældelsesfrister, der gælder for de enkelte typer af lovovertrædelser, tidligst begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor offeret fylder 18 år. Formålet var at forbedre mulighederne for, at børn og unge, der har været udsat for sådanne forbrydelser, får mulighed for som voksne at reagere over for det, der er sket, uden at forældelsesreglerne udelukker mulighederne for retsforfølgning.”

Hvortil jeg svarede:

“Spørgsmålet er ikke om love og retspraksis kan diskuteres. Forældelsesfrister kan ændres det er sandt. Men afskaffes? Næppe. Og det fremgår tydeligt at det er jeres mål.

Min uenighed er imidlertid ikke primært med jer. Det handler om hvorvidt almindelige danskere kan tilslutte sig Red Barnet, hvis organisationen bliver paraplyorganisation for forskellige mere eller mindre radikale feministiske grupperinger.”

Det afgørende er her om man for fremtiden skal indtage en ganske bestemt radikaliseret position med hensyn til seksualpolitik for at støtte en organisation som Red Barnet?

Red Barnet sår tvivl om hvor skillelinien går mellem en gruppe som Mere politisk fokus på overgreb mod børn og Red Barnets politik. Man kan – jeg har nævnt det offentligt før – komme i tvivl om Red Barnet er indstillet på at følge retsprincipperne i Danmark.

Den kroniske nypuritanisme

Rend mig i nypuritanismen sagde folketingskandidat for SF Anne-Mette Wehmüller for nylig i et debat-indlæg i Politiken. Mente hun så det? Nej. Dels fastholdt Anne-Mette Wehmüller, at forbud skal der til. Blot skal vi ikke have et “one-size fits all” forbud.
 
Wehmüller nævner ting som trafficking og sexslaveri som noget, der skal sættes ekstra hårdt ind over for. Men hvordan forbyde det, der allerede er ulovligt?

Endvidere fastholder Wehmüller feminismens offer-tænkning. Når det kommer til stykket er mændene fjenden. Så glem alt om klassekamp og social uretfærdighed!

Feminisme er en tidsmaskine, der har flyttet samfundsdebatten hundrede år tilbage. Læs følgende tekst og se præcis de samme værdier – godt nok udtrykt på en anden måde – men alligevel:

“Det er almenkendt viden, at navnlig Kvindens seksualitet er en sart blomst, der gennem et uendelig komplekst væv af nervetråde er ekstraordinært og uransageligt forbundet med ubevidstheden og med Sjælen.

Intimmassage og anden omgang med menneskets (og i særdeleshed Kvindens) kønsdele, der har med Seksualiteten at gøre, bør derfor foregå inden for nøje tilrettelagte rammer og efter helt særlige forskrifter, hvis man vil undgå at volde ubodelig skade på ikke mindst de utilgængelige egne af sindet. Menneskeligt samvær på tværs af kønnene er uhyre farligt, når Seksualiteten er involveret. Seksualiteten er en dyrebar gave, som man ikke sådan skal lege med.

Blandt det allerfarligste er, hvis parterne i et seksuelt relateret forhold ikke på samme tid er seksuelt ophidsede. Endnu farligere bliver det, hvis forholdet ikke er foranlediget af parternes gensidige Romantiske Kærlighed. Seksualiteten er skabt til nydelse, ikke ydelse.

En ubalance i seksuel ophidselse er især farlig for Kvinden, idet Hendes Seksualitet som nævnt er sart, sjæleligt integreret og letfordærvelig; noget helt andet end den mandlige seksualitet, der primært er kropslig og i særlig grad har et destruktivt potentiale.

Kvindens ophidselse fungerer som en slags bolværk mod den mandlige seksualitets skadelighed, og når den ulykkelige situation opstår, at kvinden i det seksuelle møde er mindre seksuelt ophidset end manden, er risikoen for at skade kvindens psykisk-sjælelige helbred overhængende.

Da Kvindens seksualitet i stort omfang residerer i ubevidsthedens dybder, kan ingen kvinde vide sig sikker mod seksuelt forårsagede skader. Nogle kvinder vil hævde, at de sagtens kan klare ikke at være ophidsede i et seksuelt møde, men dette er en illusion, der bunder i uvidenhed.

For dybt i det ubevidste fortsætter den mandlige seksualitets ødelæggelser, og når først bolværket har været nede én gang, er det håbløst for sent. I den forbindelse er det selvsagt uvæsentligt, om Kvinden selv mener, at hun undgår at tage skade af ubalanceret seksualadfærd. Sandsynligvis er hun nemlig allerede så ødelagt, at hendes mentale sundhed og dømmekraft befinder sig på et meget lavt niveau.”

Jesper Berg

Fotografen Jan Saudek’s (f.1935) travesti på de faldne kvinder og deres alfons. En travesti hvor fortid og nutid mødes – ligesom i teksten af Jesper Berg.

Engang var det en pseudovidenskabelig-moralisme blandt pæne borgere idag skal man være på venstrefløjen – måske helst SF’er – for at være enig.

Anne-Mette Wehmüllers indlæg skulle have haft overskriften: Den kroniske nypuritanisme.

Kilder:

Jesper Berg kommentar i Information.

Ryan McGinley: Falling down from the Sky

Den amerikanske fotograf Ryan McGinley startede sin karriere med at sende billeder rundt til kunstmagasiner. Som 25-årig lykkedes det ham i 2003, at få en soloudstilling på Whitney Museum of American Art i New York.

Efter i nogle år at have arbejdet med eksperimenterende fotokunst fik han i 2010 et gennembrud som modefotograf, og var den kreative kraft bag Levis opening ceremony. Og debuterede som modefotograf.

McGinley lægger ikke skjul på sin seksualitet, selvom den ikke nødvendigvis tematiseres i billederne. McGingley har lavet enkelte sexbilleder, hvor fyre optræder i afslappede og intime situationer. De er ikke pornografiske, men skildringer af seksualitet og krop.

Selv kalder McGinley sit fotografi for “an investigation of the human body”. Kroppen i sig selv og dens udtryk er hans emne. Hans Arkadien – drømmenes mål – er den frie krop.

McGinley har produceret askillige serier af billeder med mennesker i frit fald – og nøgne. Det frie fald er ligeledes tematiseret i  fotoserien for Levis. Her er modellerne selvfølgelig påklædte.

Om sit fotografi siger McGinley:

“I think that my photos are the least sexual thing. I don’t think there’s much sexuality going on in the images, I think it’s just an investigation of the human body, and I think when people work with me that’s not something that factors into the process of making the photographs.

  
  
 
  
I think that if someone offers me that, like if a girl gives me pouty lips or a really sexy look, I’ll actually tell her, ‘That’s not something I’m interested in. I just want you to be yourself and kind of act natural.”
 
— Ryan McGinley ArtInfo.com , 2010
 
I sit fotografi dyrker McGinley en form for naturisme – forstået helt bogstaveligt som nøgenhed og et naturligt udtryk. Selv i modebillederne kan modellerne ikke posere: De er i frit fald. Visuelt er det flot. Men det er også metode – et middel for at undgå det opstillede og indstuderede.

Guilty by association

Her har vi alle konspirationsteoriers grundlæggende tese: Forbryderne – de virkelige skurke – gemmer sig. De bliver aldrig fanget eller afsløret. Det er umuligt at ramme dem – selv for de der er ansvarlige og retfærdige. Og parate til tage loven i egen hånd.  Men de medskyldige, som dækker over eller samarbejder med de virkelig skyldige er det let nok at fastslå hvem er. Og de kan uden juraens og retsmaskineriet tunge maskineri stilles til ansvar.

Paragraffen –  postuleret, men alligevel gyldig – hedder guilty by association.

Selvom paragraffen ikke kan slås op i nogen lovbog anvendes den flittigt i det danske samfund. I en mere eller mindre paranoid stræben efter at ramme skurkene. Paranoia er som bekendt alle konspirationsteoriers kilde.

Paranoiaen kan vende blikket i to retninger: Op mod samfundets top. Det er forestillingen om de uærlige politikere, der fører befolkningen bag lyset. Eller dybt ned i mytologiske forestillinger om hemmelige broderskaber. Om tusinder der er medlemmer af hemmelige religiøse ordener, terrorister eller børnepornoringe på nettet.

Ingen fornuftige mennesker vil under normale omstændigheder tage Dan Brown’s historie om Da Vinci mysteriet for andet end underholdning. Og selvfølgelig heller ikke andre historier af tilsvarende type.

Alle der kender debatstilen på nettet ved at beviser på bordet ikke er noget krav i den sammenhæng. Da debattørerne er mere eller mindre anonyme er alle lige. De mest intelligente argumenter har ikke større vægt end de ringeste fejlslutninger. Derfor udvikler debat sig til sladder, og sladder bliver hurtigt til bagvaskelse.

Engang sagde de der oplyste om homoseksualitet, at der er omkring 5-10% homoseksuelle – dvs. 1-2 elever i hver klasse.

Sidst jeg så vendingen på nettet lød den: Overalt hvor der er 20-30 mennesker forsamlet er der 2-3 pædofile!

“Homo” bliver skiftet ud med “pædofil”. Det er den samme formel, men udsagnet er radikalt anderledes. Iagttagelsen stammer selvfølgelig fra et homoseksuelt site. Så kan enhver tænke sig til konklusionen.

Eller man kan i stedet se TV2 Østjylland. Det indslag fra d.7. januar, hvor nyhedsvært Søren Ø. Jensen stiller spørgsmålet til  redaktør Tine Kristensen fra Proud Magazine:

“Hvor går grænsen fra et kærligt portræt af sådan en ‘kvinde-mand’ til et decideret freakshow, særlinge med perverse lyster?”

I et program der angiveligt skulle være oplysende og bla. fortælle om de transseksuelles situation.

Efterfølgende blev nyhedschef Eva Kvist fra TV2 ifølge Politiken citeret for at sige:

Der findes jo inden for forskellige seksuelle minoriteter, herunder den homoseksuelle, nogen, som er helt ude på kanten af noget, hvad jeg tror, mange vil være enige om, er perverst, og hvor det også nærmer sig noget ulovligt”.

Redaktionschefen nægtede ikke alene at komme med en undskyldning, men fremførte også princippet om guilty by association: De der er forbundne med “freaks” eller “perverse mennesker” kommer til at stå til ansvar for deres handlinger!

Efterfølgende fastslog redaktionschefen, at synspunktet er, at der inden for alle grupper er mennesker med perverse lyster. Men udtalelserne faldt altså i forbindelse med omtalen af en minoritet. Og LGBT blev anvendt som skraldespand for fordomme.

Hvilket formand for LGBT Danmark Hans Christian Seidelin også slog fast i Politiken. Panbladet tilsluttede sig dette synspunkt.

Panbladet havde iøvrigt d.5 januar bragt en kommentar – fra undertegnede – om en anden sag. Der ligeledes henviste til guilty by association paragrafen.

Oprindelsen fortaber sig i det dunkle, men linket er en pædofilsag, hvor en 48-årig mand angivelig via det homoseksuelle girlfriend.dk – søstersitet til boyfriend.dk – fik kontakt med en 14 årig pige, der søgte en pigekæreste.

Ophavsmanden til rygterne om boyfriend.dk har formentlig haft kendskab til nævnte sag. Han valgte i slutningen af december at annoncere sit fravalg af boyfriend.dk på det konkurrerende homoseksuelle dating-site Albert.dk. Jeg beskrev det således i Panbladet:

“En debattør på et homoseksuelt datingsite påstod, at eftersom alle under 18 år i legal forstand er børn er al sex med unge under 18 år børnesex! Når de unge dater hinanden på boyfriend.dk – eller måske voksne – er der enten tale om børnesex eller pædofili. Jeg anbefalede vedkommende at melde boyfriend.dk til politiet. For at få afgjort om der er substans i påstanden. Men gjorde de øvrige debattører opmærksom på, at når han ikke allerede havde gjort det måtte det skyldes, at vedkommende er klar over at det ikke holder i retten. Men pædofilibeskyldningerne finder altså sted både inden for miljøet og imod det.”

Guilty by association blev i dette tilfælde praktiseret ved at antyde et link til en verserende pædofil-sag. Og dette link blev anvendt som påskud til at stemple alle brugere af  homositet som pædofile.

Da Albert.dk endnu den 5. januar ikke havde fjernet udtalelserne fra sitet valgte jeg at offentliggøre ovenstående referat. Efterfølgende er størsteparten af debatten – inklusiv de belastende udtalelser – blevet fjernet fra debatforum på Albert.dk.

Forhåbentligvis skulle det ikke være nødvendigt at nævne at guilty by association ikke er et juridisk gyldigt begreb. Tværtimod. De der påberåber sig det har sjældent selv rent mel i posen.

Det danske samfund er ved at udvikle en paranoid tankegang. Hvor nogle ser samfundsfjender over alt. Rygter og bagvaskelse er hvad det er, men når beskyldningerne flyder over alle bredder er det et tegn på at noget er galt. Bevis – ikke for det rygtesmedene og bagvaskerne siger – men for at de er paranoide.

Note:

Andreas Frøsting har over for mig oplyst, at han ikke var bekendt med de oplysninger, der fremgår af Berlingerens omtale af pædofil-sagen. Sitet har ingen oplysninger fra politiet om, at noget relateret til nævnte sag skulle være foregået på girlfriend.dk.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Albert.dk.

Det farlige sexliv

Først nogle spørgsmål:

– Hvor mange hormonforstyrrende stoffer er der i sexlegetøj?

– Er det misbrug når danskere tager på sexrejser og køber sig til sex?

– Hvor mange børn udsættes for seksuelle overgreb?

– Hvor mange voldtægtsmænd slipper for straf?

– Hvad er årsagen til homoseksualitet?

– Hvorfor er samfundet blevet pornoficeret?

– Bør prostitution forbydes?

– Er der en stigning i antallet af unge der er homofobe ?

– Er pornografi skadeligt?

– Er dyresex perverst?

Ovenstående spørgsmål besvares næsten dagligt i medierne: Sex er farligt! Sex er skadeligt! Sex skal man for enhver pris undgå!

Mediernes vinkel er altid hvor farligt sex er, ikke om sex er farligt. Heller ikke om sex i nogle situationer og bestemte sammenhænge er godt og sundt.

Både trykte og elektroniske medier bringer konstant reportager om, hvor farlig sex er: Sexlegetøj indeholder hormonforstyrrende stoffer der mistænkes for at skade mænds sædkvalitet, giver drengebørn misdannede kønsorganer og fremskynde pigers pubertet. Der er ikke plads til nuancer. Det nævnes ikke, at man købe sexlegetøj uden de skadelige phtalater.

Kønsforskere udtaler deres bekymring for pornoficeringen af samfundet. Den måde pornofilmenes klichéer er kommet til at indgå i almindelige menneskers liv og forestillinger på.

Og så er der den altoverskyggende bekymring for børn og unge: Frygten for de bliver udsat for overgreb eller tager skade af den måde de bliver påvirket af trykte eller elektroniske medier – blade i øjenhøjde med nøgne kvinder. Eller homosex scener på film, hvor aldersgrænsen er sat for lavt. Som i tilfældet med den nye Klovn; The Movie.

Bekymrede feminister advarer imod at pornoficeringen medfører at kvinder bliver gjort til objekter og ligestillingen dermed trues. Og peger endvidere på, hvor udsatte svage kvinder er i samfundet. Kvinder udnyttes og misbruges seksuelt.

I pigeværelserne – er lyserødt og prinsessekjoler ikke længere enerådende –  bratz-dukker – eller luder-dukker, som feminister ynder at kalde dem – anskaffes af uansvarlige mødre. Hvilket skader kønsrollemønstret, fordi pigerne påvirkes af dukkernes luder/madonna stereotyper.

Ansvarlige politikere toner frem i medierne og fortæller om alle de farer der truer efter selv at være briefet af eksperter: Læger, psykologer, kønsforskere og terapeuter, der konstant er bekymrede for befolkningens sundhed.

Tæppebombardementet af advarsler får ikke danskerne til at fravælge sex – hvis man skal tro afstemninger på Ekstra Bladet, hvor flertallet af både kvinder og mænd i 2010 tværtimod ønskede mere sex i 2011.

Mediernes behandling af sex og seksualitet kommer derved til at minde om kostrådene: Alle kender dem, men ingen følger dem. Det resulterer i fedmeepidemi på det ene område, og en sær blanding af ligegyldighed og hysteri på det andet.

Alle eksperter er selvfølgelig velmenende og og erklærer, at de trods bekymring har en positiv indstilling til sex og seksualitet. Og anbefaler sensualitet og et sundt sexliv.

For nogle år siden var det sådan, at hvis mænd sad og ledte på nettet efter billeder af frække piger tonede der med jævne mellemrum skilte op på skærmen, der advarede imod børneporno og opfordrede til at foretage politianmeldelse. Skiltene havde en hilsen med fra Red Barnet. Der opfordrede til et folkeligt engagement i sagen.

Og eksperter fra Børns Vilkår tonede næsten hver uge frem på tv-skærmen og advarede ligeledes imod børneporno, børnesex, incest og alle tænkelige kriminelle fænomener, der kan true børn.

Når kriminalstatistikker bagefter gennemgås og det konstateres, hvor utrolig få af den type sager der fører til domfældelse kan det undre, at hele nationen skulle indrages under spejdermottoet: Vær beredt!

Og at alle tænkelige lovlige og harmløse fænomener undervejs blev mistænkeliggjort. Og danskernes liv forpestet af hysteri.

Eksperterne som er læger, psykiatere, psykologer, biokemikere og terapeuter har det til fælles at de har en naturvidenskabelig baggrund – eller henholder sig til naturvidenskabelige argumentationer. Deres bekymring gælder altid den mandlige seksualitet. For mærkeligt nok findes der ikke en lægevidenskabelig teori der gælder for kvinder.

Når en forsker f.eks. forklarer hvordan homoseksualitet er betinget af rækkefølgen i søskendeflokken viser det sig, at teorien kun omfatter drenge. Ikke piger. Man kan være Født til at være bøsse men mærkeligt nok ikke til at være lesbisk?

Der hersker fuldstændig asymmetri når det gælder mænds og kvinders seksualitet – sidstnævnte er i realiteten fraværende.

Den klassiske lægevidenskabelige opfattelse stammer fra en tid, hvor mænd styrede samfundet og var hævet over kvinder. Efter kvinderne fik stemmeret og senere – i løbet af 1960’erne kom ud på arbejdsmarkedet – måtte lægevidenskaben revidere sit syn på de “umælende” kvinder. Centrale antagelser i psykoanalysen om det kvindelige hysteri måtte forkastes – og til sidst blev psykoanalysen selv forkastet. Synet på den mandlige seksualitet forblev derimod urokket. Ingen vover idag at nævne psykoanalysens syn på kvinder. Men mænds homoseksualitet eller manglende maskulinitet kan sagtens forklares ved hjælp at påstande om femininisering af folkeskolen. Hvor det underforstås at kvinder i institutioner forkvakler drengenes kønsopfattelse.

Enhver lægevidenskabelig vurdering af sex og seksualitet er – for de der holder fast i det klassiske paradigme – en risikovurdering. Lægevidenskaben tager udgangspunkt i opfattelsen af manden som aktiv og penetrerende i seksuelle forhold. Aktiv og passiv har intet med roller at gøre. Den der har et lem er aktiv. Uanset at kvinder ikke altid ligger slapt på ryggen i sengen, er de i lægevidenskabelig forstand passive, fordi de bliver penetreret.

Mænd har en seksualitet der kan beskrives – og måles med forskellige metoder – i modsætning til kvinder. Der er ekskluderet fra lægevidenskabens betragtning.

Tesen om asymmetri mellem mænd og kvinderer falder fuldstændig  i tråd med grundlæggende opfattelser i feministisk teori. Og stemmer overens med feminismens betragtning af kvinder som ofre. Lægevidenskaben resultater – om mænd – accepteres og hyldes derfor af de fleste feminister. Kvinder er potentielle ofre for mænd hedder det. Den moderne feminisme har glemt, at lægevidenskabs tese oprindelig indgik som argument for, at holde kvinder ude fra politisk indflydelse. Og reducerede dem til moderrollen. Nu bruges lægevidenskabens definitioner i magtspillet mellem kønnene og som instrument af feminismen.

Ingen feminist med respekt for sig selv vil acceptere at piger leger med bratz dukker eller at kvinder dyrker stripfitness. Eller drømmer om at se udbredelse af pornografiske klichéer som udtryk for kvinders egne valg eller frigørelse. Det er kvindeundertrykkelse

Valgfrihed og selvstændighed opfattes stadig ikke som feminine egenskaber. Indtil videre er det kun prosexfeminister der fremfører det synspunkt.

Den måde medierne selv præsenterer emnerne sex og seksualitet på er som tidligere nævnt præget af bekymring. En – mandlig –  kønsforsker har gjort opmærksom på, at autoriteten som forsker inden for det seksualpolitiske området er ligefrem proportional med, hvor bekymret man er. Det vil sige at det i reglen kun er de mest skingre røster, der trænger igennem i den offentlige debat.

Medierne præsenterer natuvidenskabens reduktionistiske forklaringer fuldstændig ukritisk. Når der f.eks. spørges om årsager til homoseksualitet dykkes der enten ned i den klassiske psykoanalyses forestillinger om moderbinding eller den moderne sexologis forklaring om, at det er rækkefølgen i søskendeflokken der er afgørende. Selv avancerede genetiske teorier og hjerneforskning bruger en apparatfejlsmodel og stiller spørgsmålet: Hvad gik galt, hvorfor blev barnet homoseksuelt?

I ingen af tilfældene strejfer det nogen, at homoseksualitet kunne indbefatte et aktivt valg af livsstil og identitet. At homoseksuelle i forskellige samfund ikke er ens og homoseksuelle fænomener kan være udtryk for lyst eller smag.  At kvindelig og mandlig homoseksualitet ikke er to sider af samme sag tyder også på at det sociale spiller en større rolle end lægevidenskaben vil medgive. I Danmark har 1 ud af 25 mænd homosex, i USA er de tilsvarende tal 1 ud af 6. Det er tale om forskellig adfærd. For nyligt dokumenteret i en spørgeundersøgelse om sexliv i 10 lande.

I Danmark hvor homoseksualitet er afkriminaliseret og fjernet fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste kunne man ganske enkelt undlade at stille spørgsmålet hvorfor. De homoseksuelle behøver ikke stå til ansvar over for offentlige myndighed. De kan definere deres homoseksualitet som de vil. Alligevel bliver der investeret i hjerneforskning, der skal påvise fysisk forskel på homoseksuelle og heteroseksuelle. Og spørgsmålet dukker hyppigt op i medierne.

Naturvidenskaben har gennem de sidste hundrede år produceret utallige reduktionistiske  forklaringer, der alle har det til fælles, at de hverken er entydige eller overbevisende. Inden for psykoanalysen, sexologien, genetikken og hjerneforskningen.

Når man skal forklare hvorfor bekymringen trives så godt kan man pege på flere faktorer.

For det første kan man henvise til lægevidenskabens konservatisme. Når en forklaringstype bliver forkastet bliver den blot afløst af nye tilsvarende typer forklaring. Når homoseksualitet fjernes fra sygdomslisten, placeres ledsagefænomenerne – perversionerne eller parafilierne, som de hedder i lægesproget – derefter på den ledige plads. Konklusionerne bliver dermed de samme.

For det andet har feminister accepteret lægevidenskabens mekaniske og reduktionistiske forklaring af forholdet mellem kønnene. Feminismen har gået sin sejrsgang blandt begge køn og tesen om, at sex er farligt  og skadeligt er blevet ophøjet til videnskabelig sandhed.

Det eneste fænomen der med rette kan betegnes som dødbringende og truende i forhold til sexlivet – nemlig hiv-smitte, hepatitis og andre seksuelt overførte sygdomme – som gør agtpågivenhed til absolut nødvendighed især for risikogrupperne – har efter 1990’ernes hysteri fået en bemærkelsesværdig seriøs og sober behandling.  Stop Aids har aldrig kørt skræmmekampagner.

I modsætning til alle de fænomener der ikke truer hele befolkningsgrupper – og kun under ganske særlige omstændigheder enkelte, udsatte  individer. Og hvor sager enten er sjældne og eventuelle skadevirkninger af langt mere begrænset omfang.

Alle de emner der optager mest plads i medierne.

Her består det skadelige i selve problematiseringen: I stigmatiseringen af homoseksualitet eller transseksualitet. I den bedrevidende og moraliserende fordømmelse af pornoficering, seksualisering eller forsøg på stigmatisering af prostituerede og andre der vælger en speciel livsstil.

Fordomme tilskrives altid de unge, de dårligt uddannede eller mindrebemidlede i samfundet. Fordommenes massive gennemslagskraft i samfundet skyldes rent faktisk, at det er kultureliten og de veluddannede der udmønter dem.