Spørgsmål-svar: Utroskab

Denne gang er spørgsmålet hentet fra en debat på et dating-site. Lad os slå fast med det samme: Utroskab er ifølge dansk lov gyldig grund til skilsmisse. Når spørgsmålet stilles på et homodating-site er den side af sagen ret ligegyldig: Det handler om sidespring.

Interessant nok er der i den offentlige debat en generel tendens til at puste diskussionerne op ved at bruge ord som “utroskab” og “gift”. Sidstnævnte bruges f.eks. i flæng om homo-parforhold. Selvom lovgivningen i Danmark handler om registreret partnerskab. Denne betegnelse er uelegant, men afslører noget væsentligt: Der er ikke lighed for loven. Det er også det kritiske, når det handler om sidespring: Ægteskab og faste forhold – og dermed monogami – fremstilles i samfundet som norm. Når diskussionen om sidespring kommer op taler singlerne – alle de der hverken er gift eller lever i registreret partnerskab – også om “utroskab”. Selvom de i praksis er ekskluderet.

Der er er en normaliseringstvang i samfundet. Selv i LGBT sammenhæng, hvor den politiske mulighed for homoægteskab overvejes, er det i Pan-bladet ikke muligt, at få svar på hvordan foreningen forholder sig til andre samlivsformer. Singler eksisterer ikke.

Seriel monogami – det at have mange skiftende partnere over tid – er normalt for unge. Ligeledes for de der springer ud sent. Mange skiftende partnere – om det er på efter tur eller samtidig – er polygami.

Spørgsmål:

Hvad ville i gøre hvis jeres kæreste havde været utro?

Nogle bud:

“Droppe ham lige på stedet. Hvis man ikke er nr.1  hos kæresten, så kan han glemme det. Og der er ingen undskyldninger.”

“Han havde fået sparket. Der er ikke noget værre. Det er jo et åbenlyst tegn på at der er noget galt.”

Svar:

“Grunden til at så mange svarer lige som de to ovenstående eksempler er, at rigtig mange ikke kan tåle jalousien, når den anden laver noget ved siden af!

Istedet for at tale om problemet, lave nogle aftaler eller gå i parterapi skrotter de forholdet. Ikke på grund af utroskab – altså at den ene part har sex ved siden. Men på grund af, at den der IKKE har sex ved siden er bliver jaloux. Og følelsesmæssigt er ude af stand til at håndtere problemet.

Ingen kan gennemføre et længerevarende parforhold uden at der sker “svipsere”. Hvis man bilder sig det ind går det galt. Plan B består i dette tilfælde i at acceptere at intet i livet er perfekt. Og forholde sig til, hvordan det er i stedet for at reagere med: “Jeg skrider hvis du ikke er perfekt!”

Alle generaliseringer er selvfølgelig forkerte. Også denne. Der findes sikkert undtagelser. Det de fleste tænker er – og heri består selvbedraget: Det sker for naboen, det sker ikke for mig.

Jeg selv lever i parforhold – og har gjort det længe. Jeg er tit blevet spurgt om, hvad der får et parforhold til fungere. Den første forudsætning er indlysende nok, at man skal ville det. Omvendt: Hvis man er fast besluttet på at smide fyren ud ved første lejlighed, er man i praksis tilhænger af seriel monogami!

Anbefalingen af “troskab” – og modstanden mod “utroskab” – bygger på falske forudsætninger. Seriel monogami betyder at man har skiftende partnere. Undersøgelser af hiv-smitte viser da også, at der er flere hiv-smittede blandt de, der lever i parforhold end blandt singler.

Det rigtige svar må være, at man skal være åben og ærlig over for partneren med hensyn til, hvordan man tackler seksuelle relationer uden for forholdet.

Seriel monogami er et oxymoron – altså en selvmodsigelse. For det er reelt ikke andet end særlig form for polygami/polyandri. Ordet “utroskab” er malplaceret i  samlivsdebat af to grunde:

For det første forudsætter det ægteskab og ægteskabslovgivning. Hvorfor dog ekskludere singlerne fra debatten på forhånd? Og hvorfor den undertone af moralisme, der ikke bidrager med noget som helst?

For det andet er den “stramme” attitude overfor sidespring i virkeligheden ikke andet end et forsvar for seriel monogami. De der mener det, må forsvare standpunktet. Ikke holde moral eller politisk korrekthed op for sig som skjold mod realiteterne.

Reklamer

Spørgsmål – svar: Hvorfor ikke fake profil på dating-site?

Normalt er spørgsmål-svar noget der vedrører homoseksualitet på en ligefrem måde: Følelser, identitet og udpring. Det kan imidlertid være nødvendigt at brede emnet ud. Hvad er tilladt, når man optræder på et dating-site?

Hvorfor skal man afholde sig fra at angive en forkert alder – under foregivende af, at ville “teste” de øvrige brugere af sitet?

Det kan synes indlysende nok, men spørgsmålet er alligevel kommet op.

“Spørgsmålet” der fremsættes har her i form af en konstatering: “Boyfriend støtter åbenlyst pædofile mænd”. Vedkommende der fremsætter den horrible påstand undrer sig dog over at have fået lukket en profil.

Spørgsmål:

“For nogle år siden lavede jeg en falsk profil, hvor jeg skrev at jeg var 14 år gammel. Bare som en test for at se HVOR mange skumle personer der var.

Jeg fik rigtig mange mails fra fyre. Og specielt en fra Rødovre, på omkring 47 år. Der mente, at hvis bare jeg ikke sagde noget til nogen og Bf også, så var det ligegyldigt. Og igen nævnte jeg at jeg kun var 14 år gammel og burde måske ikke være derinde.

Men det havde ingen effekt. Jeg skulle bare åbne døren, når min mor og far ikke var hjemme.

Derefter forklarede jeg ham, at jeg var en voksen mand, og jeg ville kopiere hans mail’s ind på min rigtige profils dagbog. Og anmelde ham.

Og så skrev han at han kendte Andreas, så det fik jeg ikke noget ud af. Og rigtig nok. Dagen efter, var min profil slettet uden varsel. Og det kostede et år inden jeg kunne logge ind på BF igen. Man må ikke genere Andreas venner, og slet ikke komme med noget der kunne være pædofili.

Nu er jeg blokeret i debatten for at nævne navnet på en ny pædofil. Det må jeg heller ikke. Jeg vil gerne beskytte unge mennesker på BF. Men dette er ikke tilladt. Tværtimod. Jeg bliver blokeret, og dem der elsker børn skriver videre. Det holder jo ikke.

Andreas er jo ikke objektiv. Men meget meget selektiv. Er det venner han kender, så er det ligegyldigt, hvad der bliver sagt, men den anden part bliver smidt ud. Og helt uden en forklaring.”

Svar:

“Jeg er ikke vant til at give Andreas fra boyfriend.dk ret på denne side. Hvorfor står beskrevet nedenfor (der refereres til min trustpilot anmeldelse af boyfriend.dk., red.)
 
Det her må så være en undtagelse. Det er velkendt at visse mennesker føler sig kaldet til at lege politibetjent. Også i homomiljøet.  
 
Deres motiver er altid rene – hævder de selv. I et eksempel, hvor der blev fremsat beskyldninger mod boyfriend.dk for kun 2 måneder siden lå der dog åbenlyst personlige motiver som had og aversion bag beskyldningerne. Det står beskrevet her:  
 
Guilty by association  
 
Vedkommende der fremsatte beskyldningerne har vi ikke hørt mere til – og heller den “sag” han mente at have. Der fremkom aldrig nogen dokumentation.  
 
Nu melder Peter_Martin sig med samme type påstand. Det eneste der kan fastslås med sikkerhed er:  
 
1.  
 
Peter_Martin tilstår at have oprettet en fake-profil på boyfriend.dk og udgivet sig for at være mindreårig. Ifølge politiet en gængs praksis for pædofile.  
 
2.  
 
Peter_Martin fremsætter beskyldninger mod sitet uden at vedlægge dokumentation. I overskriften: “Boyfriend.dk støtter åbenlyst pædofile mænd” ligger en ganske alvorlig anklage: Det påstås at Andreas personligt støtter kriminel aktivitet på sitet. Det er fuldstændig utilstedeligt, at fremsætte den slags påstande uden nogen form for dokumentation.  
 
Desværre er der idag både enkelt personer og organisationer, der foregiver at kæmpe for en god sag, men i virkeligheden er styret af enten had eller økonomisk fordel. Måske er de selv overbeviste om det rigtige i det de gør. Men forskellige former for selvtægt eller brud på regler er ikke – og bør heller ikke – være tilladte. Og samfundets love står stadig over enkeltpersoners egne regler og private organisationers synspunkter.  
 
Derfor oplever Peter_Martin sanktioner. Heldigvis kun fra sitets side. Havde politiet konstateret det samme som sitet kunne konsekvenserne have været anderledes alvorlige.  
 
Jeg har skrevet en artikel om hvordan organisationer drevet af ambitiøse og karrierebevidste mennesker fremmer det man kan kalde en “beskyldningskultur” – og i sidste instans – det de selv hævder at kæmpe imod:  
 
Offer for velgørenhed

Tilbage er blot at nævne at Andreas fra boyfriend.dk i sit svar konstaterer:

“Vores filtre fangede dig; de forhindrede at en voksen mand i 30’erne udgav sig for at være en dreng på 14 (vi kræver desuden at vores brugere er fyldt 15 som også er den seksuelle lavalder).”

Spørgsmål – svar: Hvorfor homo eller hetero?

Hvorfor skal der være kategorier som heteroseksuel og homoseksuel og ikke bare seksualitet? Hvorfor bliver man placeret i en bestemt katergori, alt efter om ens følelser og sexliv er på den ene eller måde? Der giver jo anledning til, at de der tilhører den ene kategori – som er mindretal – bliver stemplet som “anderledes”. Og måske bliver diskrimineret.

En fyr i begyndelsen af 20’erne formulerede det på denne måde:

Spørgsmål:

“Homoseksualitet er en lige så almindelig, naturlig og røvhamrende kedelig egenskab ved et menneske, som det er at have blå øjne!

Det handler om noget andet. Man kan ikke på den ene side gøre alt hvad man kan for at skille sig ud, og så samtidig forvente at det omgivende samfund behandler én som en del af flokken.”

Mit svar:

“Jeg vil da gerne være i særklasse. Men mere for at have klasse, end at være sær. Jeg opponerer over for den evigt gentagne påstand om, at de “normale”  homoer bliver tynget af alle de sære. Man kan kalde det smagsdommeri eller homofobi. Påstanden er i hvert altid, at det er de andre der er sære.

Det er børnelogik, når du siger ”sådan var det da i var unge, nu er det helt anderledes!”.

Et så uoverskueligt tidsrum som 20 år, MÅ have ændret verden.

20 år er lang tid. Men der er så meget der ikke ændrer sig. Krige, sygdomme (hiv-smitte f.eks.) og racisme er jo ikke forsvundet.

Udspring er både noget personligt, og noget socialt. Udspring kan være en krise på det personlige plan. Og både hver generation og hvert enkelt menneske skal starte forfra. Lidt lige som at blive voksen: Det er opfundet. Alligevel skal alle generationer lære det. Eller ”opfinde” det. Og hvert enkelt menneske.

Så hvornår vil udspring og identitetsdannelse gå af mode og blive ”forældet”?

Her mener jeg man skal tage sig i agt for postmodernisme og relativisme.

Mit svar er: Aldrig.”

Hvordan kan jeg vide at kategorierne homoseksuel og heteroseksuel altid vil være der? Det kan jeg selvfølgelig heller ikke. Sagen er at han på en idealistisk måde forkaster den virkelighed vi alle kender og gør opmærksom på at sådan behøvede det  ikke være. Det er jeg ganske enig i.

Han kan ikke vide at jeg selv – inspireret af nogle af de samme samfundstænkere – tidligere har været inde på noget af det samme. I konklusionen af det meget indlæg her på bloggen der hedder Om dannelsen homoseksuelle roller og identiteter nævner jeg muligheden for en erosion af kategorierne:

“Forskellene mellem “heteroseksuel” og “bøsse”-kultur er blevet mindre – hvilket måske er det vigtigste element i at eliminere kategoriseringen.”

Men sagen er at indlægget er næsten 25 år gammelt. Og den udvikling jeg forestillede mig – fandt ikke sted. Nogle samfundsteorikere – som dengang inspirerede mig – undervurderede den sociale konstans. De samme teoretikere eller deres elever inspirerer stadig. Men den idealistiske utopi forekommer stadig at være lige uvirkelig. Idag hedder det queer teori.

Mine indvendinger som ligger til grund for den bastante afvisning ovenfor er: Polariseringen mellem kønnene er i dag lige så stærk som den nogensinde har været. Iden forstand er vi ikke Tættere på himlen .

Polariseringen af kønnene betyder, at de der ikke opretholder stereotyperne afviger fra heteronormativiteten.

At kategoriseringen af homoerne er blevet stærkere er heller ikke ubetinget negativt. Homoseksuelle oplevede tidligere mangel på viden og stigmatisering, som stærke barrierer for identitet og valg af rolle. Idag forekommer det ikke som et særsyn, at se teenagere på nettet, der velformuleret og selvbevidste redegør for deres valg.

Hvor homoseksuel identitet tidligere meget vel kunne være en oplevelse i en bestemt livsfase er homoseksuel idag reelt en livscyklus: Nogle unge vil tænke på sig selv som homo fra deres første teenageår og resten af deres voksenliv, i kontrast til de mange voksne homoer, der ikke var åbne homoer i deres teenageperiode, og måske først sprang ud efter at have etableret et voksenliv med børn og familie.

Billedet af “den homoseksuelle” ændrer sig simpelthen. Til nogles irritation – og frustration – er “den homoseksuelle” ikke i samme grad som tidligere den muskuløse voksne mand. I realityprogrammerne på tv- f.eks. Dagens mand – dukker teenagere og yngre fyre op, der ikke imødekommer forventninger hos de der har et stærkt polariseret syn på kønnene. De helt unge følger trends – f.eks. mode der er androgyn.

Fordelingen af arbejdsopgaver og dermed af jobbene på arbejdsmarkedet følger ikke længere klassiske kønsrolle mønstre. Det sociale køn er truet. Af ligestilling. Mænd er ikke længere defineret som køn af deres sociale opgaver. Et realityprogram som Paradise Hotel spejler den sociale virkelighed. Her er fyrene ikke karakteriseret af de klassiske maskuline værdier: Arbejdsomhed, flid, intelligens og seksuel disciplin. Disse egenskaber er ikke på samme måde som tidligere markører mellem maskulint og feminint. Bliver de det i fremtiden vil det måske være med omvendt fortegn. Og spejle at pigerne har erobret dele af uddannelsessystemet. Alt dette er faktorer der har gjort det indlysende rigtigt også, at caste en homoseksuel fyr til Paradise Hotel.

Spørgsmålet er: Er de der anser sig selv for radikale idealister blandt homoerne forbenede vanetænkere, der nægter at give slip på alt det velkendte? Og giver alt det nye – ændringer af kønsrollemønster og manderolle – skylden for sociale og politiske pres på de homoseksuelle. Og er deres konklusion, at hvis alt var lidt mere som “i gamle dage” ville alle problemer forsvinde af sig selv?

Efter min mening  er der nogle der fortegner billedet. Og gør det gråt i gråt. Uden at ænse alle (regnbue)farverne.

Spørgsmål – svar: Forelskelse

Følgende er fundet på nettet.

Dreng på 16 år er ulykkeligt forelsket.

Spørgsmål:

“Jeg er virkelig i tvivl.

Efter at jeg begyndte i gymnasiet forelskede jeg mig i en rigtig skøn fyr. Han regnede det vist hurtigt ud, og fortalte mig at han altså var hetero, hvilket jeg også havde det fint med – den slags sker jo. Selvom han godt kan joke med det når han er fuld, så har han hele tiden tager lidt “afstand” til mig når han er ædru.

Men her i fredags skete der noget meget underligt.

Vi holdte klassefest og han var rigtig fuld, muligvi også lidt skæv og i løbet af den aften sagde han mange ting til mig.

Bl.a. at han måske var ved at forelske sig i mig, at han havde været bange for det i starten men var begyndt at acceptere det. Han sagde også, at vi jo begge to godt vidste at det blev os to om noget tid … Han kyssede mig også på kinden flere gange, og da vi sagde farvel til hinanden den aften, stod vi og krammde hinanden rigtig tæt i lang tid …

Dagen efter spurgt jeg om han havde været seriøs, men han fortalte mig at han havde været rigtig fuld, ikke kunne huske så meget og om vi ikke bare kunne glemme det.

Nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre.

Skal jeg gøre mere ud af det? Bør jeg give ham noget tid eller forsøge “skubbe” ham lidt ud i det? Skal jeg snakke med ham om det?

Jeg ved det virkelig ikke.”

Mit svar:

“Det er virkelig svært at give råd on-line.

Som du kan se på de foregående svar er meningerne delte: Skal du holde fast eller lade ham gå?

Prøv at se det på en anden måde.

Gør dig klart: Man kan aldrig holde andre mennesker fast. Enten vil de, eller også vil de ikke. De tager deres egne beslutninger, og det har de ret til.

Måske er fyren homo? Men ikke klar til at komme ud nu. Ansvaret hviler ikke på dine skuldre. Når du er forelsket i ham kan du være åben over for ham omkring homoseksualitet. Det giver jo tilsyneladende ikke negativ reaktioner? Det vil hjælpe ham. Men det vil også hjælpe dig.

Det du skal gøre er at være positiv, men ikke forvente for meget. Altså ikke forvente, at han vil kaste sig om halsen på dig og takke dig for din venlighed og ærlighed, eller leve op til dine hedeste drømme. Hvis du kan klare, at være en smule cool – uden at virke afstandtagende eller mistroisk over for ham – kan du bedre takle dine egne følelser. Og så vil han enten overraske dig positivt, eller du vil opleve, at tiden går og intet sker.

Hvis det sidste skulle ske vil det ikke føles som et nederlag for dig, når du har været ærlig omkring dine følelser, men ser han ikke kunne eller ville.
På den måde skåner du dig selv for ærgrelsen over “hvorfor sagde jeg aldrig”. Og kan være tilfreds med dig selv.

Forelskelse er altid en positiv følelse – selv når den ikke er gensidig. Derfor er det vigtigt, at man ikke lader den forvandle sig til ærgrelse eller desperation.

Jeg ønsker dig held og lykke med det. Og du kan sagtens få en positiv oplevelse ud af det, også selvom alle drømmene ikke går i opfyldelse.”

Efter mit indlæg, der supplerede de 8 andre sagde fyren så:

“Mange tak for alle jeres gode råd.
Jeg tror måske jeg efterhånden har besluttet mig for, hvad jeg vil gøre.”

Forelskelse er svært. Men dreng på 16 år ved hvad han vil.

Dog skelner han ikke mellem kærlighed og sex. Så langt rækker erfaringen ikke. At komme i bukserne på klassekammeraten, og erobre ham er for 16 årig dreng (tæt på at være) det samme!

Det positive er at han selv er afklaret med identitet og seksualitet. Og er målrettet. Han er allerede nået langt. Når man ved han interesserer sig for politik, og går ind for valgret til de 16 årige, er svært ikke at forestille sig, at han kunne have lige så kvalificerede meninger på helt andre områder end kærlighedens.