Shyam Selvadurai: En sjov dreng

Da Selvadurai’s bog udkom på dansk i 1998 var det noget så overraskende som en etnisk homo historie. Bogens hovedperson bliver i fordanskningen “en sjov dreng”.

Originaltitlen Funny boy (1994) gengiver det bedre: Han er homo, og omgivelserne ved ikke rigtig hvad de skal stille op med ham. Det er ikke nødvendigvis sjovt, at være funny boy.

Susanne Bjertrups originale anmeldelse i Politiken fra 1998 fremhæver den politiske baggrund og hovedpersonens oplevelse af omvæltningerne på Sri Lanka:

“Det begynder med noget, der bare virker lidt urimeligt. En yndlingstante kan ikke få den mand, hun er forelsket i, fordi hun er tamil, og han er singaleser. Men snart eskalerer konflikten. Folk på Sri Lanka må opføre sig som de tre kloge aber: ser intet ondt, hører intet ondt, siger intet ondt. Imens lyder der klik i telefonen, borgerlig ret ophører med at eksistere, huse og biler brænder.

Shyam Selvadurais debutroman, En Sjov dreng, er en historie om de begivenheder, der fører til, at en velstående tamilsk middelklassefamilie må flygte fra Colombo og begynde forfra i Canada med bare 500 engelske pund på lommen. Men det er også historien om en dreng der er anderledes, uden selv at vide hvordan. Han kan bare godt lide at lege med pigerne, at klæde sig som brud med sari og sminke, og han vil give sin højre arm for ikke at skulle spille kricket med drengene. Det bekymrer hans far, som sætter mange velmente bestræbelser i gang på at afvende det uundgåelige: at Arjie forelsker sig i en anden dreng.

En Sjov Dreng handler om at vokse op og finde ud af, hvem og hvad man er og turde sætte det igennem. Det ikke nemt når man drømmer om, at livet skal være som i de singalesiske kærlighedsmagasiner, som kvinderne i den brogede familie har gemt under deres madrasser. Eller når man er den eneste tamil i sin klasse.

Historien fortælles medrivende. Den er nervepirrende i småting som f.eks. den tavshed, der sænker sig ved middagsbord, da en mor slår sin voksne datter, og tankevækkende for vestlig selvtilstrækkelighed, der ønsker flygtninge tilbage, pebret gror. For Arjies sind virker ikke særlig fremmedartet eller eksotisk. Det kunne være en danskers, fanget i øjeblikket før ydre begivenheder vælter ordenen omkuld.”

Idag er det næppe muligt – efter næsten 10 års værdidebat og indvandrerdebat – med  samme troskyldige naivitet at erklære at Arjie, bogens hovedperson,  er et menneske præcis som du og jeg. I teorien en hvilken som helst dansker “fanget i øjeblikket” før verden, som man kender den bryder sammen. En læsning af bogen der fokuserer på seksualitet og køn vil dog afsløre den samme pointe: Mekanismerne i forhold til dannelse af køns- og seksuealidentitet er yderst genkendelige.

Og Selvadurai er – som hans senere forfatterskab har bekræftet – intet mindre end et litterært talent. En kvalitet der heller ikke inden for genren homoseksuel coming of age historie kan tages for givet .

En sjov dreng er en udsprings historie fortalt i seks kapitler.

De blodige begivenheder der går forud for familiens flugt fylder så meget i drengens sind at indledningens præsentation af køns- og seksualitetsproblematikken næsten har fortabt sig inden den træder  frem som nøgle til forståelse.

Bogens indledning demonstrerer at noget så simpelt som børneleg er en strukturering af det sagte og det usagte. Begge dele lige betydningsfulde.

Verden er delt i to: Det ene territorium er drengenes kricket-bane. Det andet territorium er pigernes verden. Arjie er en feminin dreng – og føler sig kun accepteret og veltilpas i pigernes verden. Hvor han spiller brud i pigernes bryllups iscensættelse. Iført sari og sminke.

På kricket-banen – drengeverdenen – kæmper to fraktioner om magten Arjies bror og hans kusine. Børnenes verden hviler i sig selv. Pigernes accept af Arjie kommer til udtryk ved at han får hovedrollen som brud i legen af samme navn. Krisen opstår da de voksne blander sig – og erklærer, at han skal være dreng og spille kricket. Hvilket skaber en umulig og kompliceret situation i drengeverdenen, hvor ingen af holdene vil have ham. Selv om køn og maskulin aktivitet – og tydeligvis også seksualitet – er tæt forbundne, ænser ingen kusinens rolle på kricket-banen. Kun Arjie’s far er “bekymret”. For drengen.

De voksne stiller krav om, hvordan verden bør se ud. Definitionen af køn og seksualitet skal følge henholdsvis maskulin og feminin aktivitet. “Undtagelsen” er kusinen som ingen ænser. Hun er pige i drengeverdenen. De tre små aber der intet ser, intet hører og intet siger er deltager i børnelegen.

Barndommen slutter med et kys. Da Arjie er 14 år. Efter alle antydningerne: Den faderlige bekymring, opgøret med pigen der tilraner sig hans plads som brud, broderens bemærkninger, våde pletter i sarien efter han har drømt om en dreng. Alt det fik kun knap noget til at dæmre.

Et uskyldigt kys fra en dreng på skolen får derimod erkendelsen frem:

“Den anderledeshed i mig, som jeg somme tider havde fornemmet, som havde afstedkommet så meget forvirring for mig, hvori denne anderledeshed end bestod, så delte Shehan den. Jeg følte mig forbløffet over, at en normal ting – som mit venskab med Shehan – kunne have så stærke og skjulte muligheder.”

Og ved det næste kys står begge drenge med bukserne trukket ned:

“Så kyssede han mig igen, og jeg mærkede varmen fra hans krop mod min, da han pressede mig op mod væggen. Igen følte jeg, hvordan jeg gled ind i et mørke, som om jeg jeg sank ned på bunden af en dam, hvor der ikke eksisterede andet end lugt, smag og følelse.”

Selverkendelsen beskrives som en synken ned – eller ind i sig selv. Imens bliver han våd. For derefter som en svømmer at blive trukket op mod vandoverfladen.

Arjie værgrer sig, men resultatet er givet på forhånd. Der er noget i ham, der er så stærkt, at de tre små aber kæmper forgæves imod.

“Jeg var ikke en del af min familie på samme måde længere. Nu hørte jeg til i en verden, de ikke forstod, og som de ikke kunne følge mig til.”

Barndommens opdeling i territorier – drengenes og pigernes – forklarer ikke længere verden. Diktotomien mellem kønnene som skulle forklare alt – forklarer intet. Verdensbilledet er brudt sammen. Drengene havde i børneverdenen et socialt køn – den maskuline aktivitet. Og pigerne et sociale køn – gennem den feminine leg. Med en enkelt undtagelse for reglen. Kusinen der spiller kricket. Og så Arjie. I børnelegens iscenesættelsen af heteroseksualitet er der ikke plads til den homoseksuelle. Undtagen når Arjie omgår reglerne og befinder sig i pigeverdenen, hvor han skifter køn ved at iføre sig sari og sminke.

Arjie opdager at køn og seksualitet ikke nødvendigvis følges ad, sådan som normerne foreskriver. Hans lem bliver vådt da det bevæges op og ned på Shehans mave. Han bliver en mand samtidig med at han ved, at han aldrig igen vil deltage i drengenes kricket-spil. Og tillige forlader pigeverdenen – kønsskiftet – for udelukkende at lege med andre drenge, der er lige som han. Et voksent spil, hvor seksualitet og fascination og lyst er drivkræfterne.

Når kønnet indgår forbindelse med seksuel identitet er der ikke længere distance og spil mellem to verdener. Al legen foregår nu i én verden – mændenes.

I skabet

Kender vi det ikke alle? Historien om en onkel i familien – eller de andres familie  – der er “sær”. Han har aldrig haft et liv. Nu er han 70 år eller mere. Boede hjemme hos mor til hun døde.

Selv har jeg mødt en af typen. På en arbejdsplads. Flink mand. Pligtopfyldende. Men ingen af kollegaerne forstår ham. Hvorfor har han ikke et privatliv? Forsigtige spørgsmål bliver afvist, og man forsøger ikke igen. Hvis folk ikke har lyst til at fortælle noget, så har de ingen pligt. Bag hans ryg siger nogle, at han er homo. Skabshomo. Og de unge fyre føler sig lidt usikre.

Hvad gik galt? Der var en seksuel revolution i 60’erne. Der var bøssekamp i 70’erne. Registreret partnerskab i 1989. Og meget mere. Men for nogle lykkes det aldrig at springe på toget i farten.

Steward Hendler’s kortfilm The Closet (2008) fortæller en hel livshistorie på under fem minutter. Alting har en grund. Også dét der aldrig bliver.

Kommentar for voksne til spring ud guide

Selv de indlæg, hvor jeg anmelder børne og ungdomsbøger er det ofte bøger der behandler coming of age, hvor den voksne forfatter husker tilbage på sin barndom. Eller også er det de voksnes reaktion på bøgerne, eller på emnerne  – eller på det der foregår blandt børn og unge der interesserer mig.

Men hvem skriver for de helt unge, der ikke er nået så langt? For de der endnu ikke er sprunget ud – eller i hvert ikke er kommet så langt med det. Det er der ikke mange andre end de, der skriver spring ud guides der gør.

De unge der ikke er sprunget ud tilhører et folkeslag, man selv engang tilhørte. Og stadig husker. Hvorfor det også er muligt at tage stilling til emnet. Faktisk er det påfaldende at der ikke står noget i guiden, der ikke også ville have været med for 20-30 år siden. Alligevel er der forhold der har ændret sig.

Som forlæg anvendte jeg chadzboyz coming out guide. Ud over at have oversat teksten har jeg lavet forskellige tilpasninger til danske forhold. Blandt andet strøget enkelte afsnit om fundamentalistiske kristne forældres reaktion. Men ikke alt. For i en dansk sammenhæng findes der stadigvæk katolicisme, fundamentalistiske sekter og islamisk fundamentalisme. Og det er der børn og unge der vokser op med. Og skal kæmpe imod, hvis de skal springe ud.

Men til sagen:

Det er påfaldende så stort et hensyn de unge skal tage til de voksne. De voksne skal have tid – før, under og efter – er timing afgørende. Man må ikke diskutere med dem. Man skal have forståelse for deres følelser. Selv må de unge ikke tabe modet, lade sig gå på af skuffelse, reagere med vrede, være utålmodige eller presse på. Og de kan ikke forvente at de voksne forstår noget:

“Du kan også vælge at springe ud over til din bror eller søster, som du har et nært forhold til. De har sandsynligvis nemmere ved at forstå homoseksualitet end dine forældre og kan forholde sig til dine venner og kammeraters reaktioner også.”

Er de voksne virkelig så slemme?

De unge skal agere rationelt, bevare roen, ikke lade sig styre af impulser og udvise empati. Hvis man ikke vidste bedre ville det være oplagt at tro, at noget var blevet byttet rundt. Hvor de voksne skal være fornuftige, og de skal have forståelse for de unges følelser.

Men nej. Det er rigtig nok. Der står det der skal stå.

Man skal være meget gammel for at have glemt barndommens regel nummer 1: Fortæl aldrig de voksne noget, de ikke kan tåle at høre.

Brydes denne regel er helvede løs. Og man vil i den grad fortryde!

Og teksten handler jo lige præcis om, hvad man fortæller – eller hvad man ikke fortæller. Altså om hvad de voksne kan tåle at høre.

Da jeg gik i 7. klasse var vi to homoseksuelle drenge i samme klasse. Men vi kunne ikke springe ud. For hvordan ville de voksne ikke reagere? Vi talte end ikke om det. Men kiggede på hinanden og spottede, at ingen af os interesserede os for piger. Og kiggede på drenge.

Min pointe er kort fortalt, at en hvilken som helst guide – der ikke ønsker død eller ulykke over uskyldige børn og unge – er nødt til at være indrettet efter, hvad de voksne kan tåle. Alt andet ville være fuldstændig uansvarligt.

Alt i teksten handler om de voksnes begrænsninger og svagheder. Helt overordnet er den nødt til at tage det forbehold, at de unge i visse situationer ikke rigtig kan stole på de voksne.

Mange voksne er såkaldt “bekymrede” for de unge. Tekster af denne type angiver næsten mere, hvor bekymret man må være for voksne. I hvert fald hvis de performer så dårligt, som teksten indkalkulerer.

Og selvfølgelig for de unge der risikerer at brænde inde med alle deres spørgsmål og usikkerhed. Eller er overladte til sig selv, fordi de risikerer at blive stigmatiseret, hvis de springer for tidligt ud.

Det er den klassiske problematik i forhold til de voksne.

Men læs den rystende historie, som Jesper Konradsen fortæller til lærernes blad Folkeskolen. Om hvordan han som 15 årig blev tvunget af klassekammerater til at springe ud.

I erkendelse af at teenagerne i dag er så fokuseret på køn, seksualitet og sex og det simpelthen er frygtelig svært at holde hemmeligt, at man er anderledes – er homo. Samtidig med det er umuligt at stå frem over for et kollektiv af uforstående mennesker. Her er virkeligheden en anden end den dyne af tavshed homoseksualitet tidligere var omgærdet af.

At forholde sig til viden om/afsløring af  homoseksualitet er en opgave man ikke uden videre kan overlade det til lærerne – om de er nok så forstående.

Jesper karakteriserer selv reaktionen blandt eleverne sådan her:

“De spurgte, om jeg brugte tamponer, og kaldte mig for pige-Jesper. Det var ikke indirekte mobning, det var decideret hadske kommentarer.”

En dreng der indgår på lige fod med alle andre får frataget sin kønsidentitet, når han springer ud, lige på det sted i sit liv, hvor han er mest følsom over for den behandling.

Ingen der beskæfter sig med teenagernes udspring bør undre sig over at drengene  i Dagens mand bliver stigmatiseret som feminine. For homoseksuel bliver sat lig med feminin. Uanset om man som Jesper før var en dreng lige som alle andre. Ingen kunne se forskel. Før de hørte om hans seksuelle orientering.

Spørgsmålet er hvad vi kan gøre for at hjælpe drenge som Jesper?

Hvor er samarbejdet med de voksne som ikke er homofobe rundt omkring på landets skoler og uddannelsesinstitutiner?

Teenagerne kan kontakte nogle hotlines, men burde der ikke være støttegrupper rundt om i landet.  Hvordan kan man etablere sådanne grupper?

Spring ud guide for unge

Når du læser dette er du på vej til at springe ud. Du har erkendt, at du er homo. Inden du går videre er der adskillige ting du skal tage stilling til. Først skal du beslutte om tidspunktet er rigtigt for dig. Hvis det er det, er næste skridt, at “komme ud af skabet” som det hedder.

D.v.s. du skal beslutte, hvem du vil springe ud over for. Du kan vælge at fortælle det til din bedste ven eller et medlem af din familie. Det er op til dig, hvem du føler dig mest tilpas med at give disse oplysninger. Husk der er ikke noget der haster, og du skal gøre det på den måde, der føles rigtigt for dig.

Når du fortæller nogen om din seksualitet, kan det ikke forblive en hemmelighed ret længe. Selv hvis nogen lover ikke at fortælle noget, kan det være svært for dem at holde på hemmeligheden. Og det betyder, at du skal være forberedt på at forholde dig til andres reaktioner. Tænk over hvordan du vil håndtere det.

Når det er sagt skal man huske at mange mennesker er meget tilbageholdende og lidt bange for emner som sex eller seksualitet, og derfor nødig taler om dem. Og derfor ikke straks siger alt videre. Men det kan ogsså være så stort at en lidt usikker person føler sig fristet til at sige det videre. Derfor er det vigtigt at springe ud over en, der kan håntere emnet, og bære på din hemmelighed.

Og når det er så vigtig en ting at kan ingen overskue at springe ud over for alle på én gang.

Hvorfor springe ud?

Dette er et vigtigt spørgsmål, som du har brug for at tænke over. Hvis du er meget tæt på nogen, ønsker du måske at dele dine private oplysninger med dem. Det kan også være, at du er stolt af,at være den du er, og ønsker at dele det med andre. Eller du kan føle trang til, at være helt og åben menneske, der ikke skjuler sin seksualitet. Det er der jo ingen grund til.

Eller måske ønsker du at møde andre homoseksuelle, og det er vanskeligt, hvis ikke du kommer videre. Alt dette er gode grunde til at komme ud. Hvis din hensigt er at såre eller støde andre mennesker, ved at fortælle noget der nok er sandt, men som du fortæller med henblik på at såre eller støde bør du tænke dig om igen. For så har du ikke fokus på hvad der er dit behov. Og du risikerer at komplicere tingene for dig selv.

Hvordan vælge hvem man springer ud over for?

De fleste foretrækker at fortælle det til nogen uden for familien først. Hvis dette er din præference, så sørg for at det er nogen, du har tillid til, som vil være fordomsfri og støttende. Ofte vil dette være en person har udviklet et nært venskabskab med.

Hvis du beslutter at fortælle det til familien første, så undlad at fortælle det til alle på en gang, som en offentlig meddelelse. Begynd med at tale med en af dine forældre eller søskende. Hvis du taler med din mor, kan du bede om hjælp til at tale med din far. Du kan også vælge at springe ud over til din bror eller søster, som du har et nært forhold til. De har sandsynligvis nemmere ved at  forstå homoseksualitet end dine forældre og kan forholde sig til dine venner og kammeraters reaktioner også.

Når du beslutter dig for, hvem du fortæller det til, er du nødt til at tænke over hvad du vil sige. I mange tilfælde vil du få et tættere forhold til den pågældende person, fordi du har vist vedkommende tillid.

Vær forberedt på nogle uddybende spørgsmål.  Almindelige spørgsmål kan være:

“Hvordan ved du, du er homo?”
• “Det er sikkert noget du vokser fra.”
• “Du er for ung til at vide noget om din seksualitet.”
• “Det er en fase alle skal igennem.”
• “Jamen har du prøvet, at komme sammen med en pige?”
• “Jeg tror ikke du er bøsse”

Jeg har anført nogle gængse reaktioner, så du kan tænke over dem og være parat til at svare. Hvis du har brug for hjælp med disse spørgsmål kan du tale med en ven eller kontakte ungdomsgruppen.

Det kan også være du får svaret:

Jeg vidste godt du er homo,  jeg ventede bare på at du ville sige det selv.”

Det vil gøre det meget nemmere for dig at forholde dig til denne person, og selv om svaret  umiddelbart overrasker dig vil det gøre tingene lettere for dig.

Familiens reaktion

Udspringet kan være stressende for både dig og din familie. Du vil sikkert ikke kunne besvare alle deres spørgsmål eller give svar på de indvendiger de kan fremsætte. Nogle forældre vil ikke føle sig godt tilpas med at diskutere (homo)seksualitet, og har ikke lyst til at tale om det. Religiøse forældre mener måske at homoseksualitet er uacceptabelt. Hvis du forventede at blive accepteret af din familie, og ikke bliver det føles afvisningen selvfølgelig meget hård. Men prøv at bevare troen, vær positiv og accepter, at det kan tage tid for nyheden at synke ind. Før det normale vender tilbage. Hvis det bliver for svært at håndtere, så prøv at tale med en homoseksuel hotline eller en person, der kan give hjælp og rådgivning. Så du ikke føler dig helt alene i denne situation.

Hvordan fortælle det?

Det kan være fint at sidde stille og roligt sammen med den person, du har til hensigt at springe  ud over for. Men måske for svært. Så du ikke formår at gøre det. Det er en normal reaktion. Det er vanskeligere at få ordene ud, når du står over for personen og er nervøs. Selv hvis du har øvet dig på forhånd kan det være svært, at få ordene sagt ansigt til ansigt med vedkommende.

Du kan i stedet vælge at skrive. Så kan du tage dig tid og sætte et brev sammen for at få sagt det helt rigtige og for at få dine tanker klart udtrykt. Du kan også give den person, du skriver til tid til at samle tankerne, før de taler med dig. Glem ikke, at det tog dig lidt tid til at komme til den konklusion, at du er homo. Det er en erkendelse man skal aarbejde sig frem til. Du er også nødt til at give andre både tid og plads. Der er ingen der kan lide overraskelser!

Hvis du beslutter dig for at fortælle det ansigt til ansigt, kan du prøve at vælge et tidspunkt, som ikke presser nogen af jer. Et stille privat sted er den bedste løsning. Tag en dyb indånding og fortæl vedkommende, du har noget meget vigtigt, du ønsker at tale om. Lad være med at bruge noter eller noget udenadslært. For du vil sandsynligvis blive afbrudt mange gange. Bevar roen og fortæl. Hvis du er bekymret for, hvordan de vil reagere, så fortæl dem om din frygt, og at du ikke ønsker at såre dem eller genere dem, men at du ønsker at være ærlig over for dem. Lytte til deres spørgsmål og svare ærligt. Hvad du ønsker, er at få en snak om din seksualitet.

Nogle gange vil de du springer ud over for – selv om de er både sympatiske og støttende –  føle at du tager fejl, når du siger du er homo. Det nytter ikke at gå ind i et skænderi om, hvorvidt du er homo eller ej. Tiden vil vise, at du har ret, hvis du virkelig er sikker i din sag.  Forældre kan have brug for tid, til at tilpasse sig den nye situation.

Mange som idag er voksne kan huske hvordan en af deres forældre enten slog det hen eller ikke var parate til at tale om det. Men de der dengang var unge og som idag lever som åbne homoer ved med sig selv, at de kendte deres egne følelser. Det vigtigste er at stole på sin egen fornemmelse.

Hvornår skal du fortælle dem det?

Det rigtige tidspunkt er en vigtig overvejelse. Du bør vælge den lejlighed omhyggeligt, og gøre det, når der er tid, og ingen er stressede.

Der er ingen tvivl om, at du vil blive nervøs, og det er helt normalt. Og så tænker du måske at det er nemmere bare at udskyde det. Indtil du kan bestemme over dig selv og ikke behøver være bekymret for familiens reaktion.

Der er argumenter for og imod. Det er ikke altid lettere at komme ud jo længere man venter. Og selv, hvis man venter vil man alligevel skulle forholde sig til andre menneskers forventninger.

Meget afhænger af ens situation. Det er helt normalt at frygte for udspringssituationen. Men ved at vente vil du i mange år komme til at savne støtte og forståelse fra familiemedlemmer eller venner.

Du er altid nødt til at se på den situation du er i og forsøge, at vurdere reaktionen fra andre. Hvis du f.eks. frygter at blive smidt ud hjemmefra, må du overveje situationen en gang til. Og prøve at få et råd via en homoseksuel hotline.

Konsekvenser og reaktioner

Når du endelig har fået fortalt det er der to muligheder: Enten gik det godt, og du kan trække vejret igen. Eller helvede bryder løs. Uder alle omstændigheder bliver en byrde taget fra ens skuldre. Det giver en enorm af lettelse endelig, at fortælle noget der har været hemmeligt så længe. For mange homoseksuelle har vidst at de var tiltrukket af deres eget køn siden den tidlige barndom.

Og man kan opleve positive reaktioner som: “Sejt! Og cool at du siger det ærligt.”” Eller: “Vi ventede på, hvornår du ville fortælle om det.”  Og måske selv blive overrasket over en ven, der siger: “Jeg er også homo!”

Hvis det ikke er gået den måde, du forventede, så tab ikke modet. Det kan tage tid for dine forældre til at kapere det faktum, at du er homo og lære at acceptere det. Det kan også gøre ondt, hvis venner afviser dig efter du er sprunget ud. Men hvis de ikke kan støtte dig gennem denne periode, så spørg dig selv, om de virkelig var så gode venner? Hvis din familie reagerer negativt, er det måske fordi de går igennem en lang række følelser, herunder overraskelse, sorg, skyld og skuffelse. De kan være lige så forpinte som du er. Giv dem tid til at tilpasse sig en nye virkelighed.

Forældre kan have svært ved  fuldt ud at acceptere, at deres børn er homoer. Der er en hel vifte af følelser dine forældre kan have, herunder en følelse af tab. F.eks. at fremtiden ikke bliver som de forventede. Alle disse følelser kan få dem til at synes fjerne og ulykkelige, og du kan føle, at deres kærlighed til dig er aftaget. Men giv dem tid til at tilpasse sig.

Alle mennesker ønsker accept fra deres forældre. Derfor er vi bange for negative reaktioner. Men selv den type fædre der er homofobe, og som man ikke forventer noget af, lærer at leve med det. Det er en erfaring mange gør.

Hvis dine forældrene er stille og trækker sig lidt tilbage må du atter være tålmodig og give dem tid til at tænke over, hvad du har fortalt dem. Hvis de stiller masser af spørgsmål, er det et godt tegn. Besvar dem alle roligt og åbent, men uden detaljer om kærester eller sex. De søger svar på alt det du allerede har spurgt dig selv om. Og er bekymret for din fremtid, sundhed og trivsel.

Hvis ting går galt må du søge hjælp ude fra. Uanset hvad der sker har du brug for at komme videre med dit liv. Når du har fundet mod og vilje til at springe ud over for dem, skal du være stolt af det.Det er stort.  Selv hvis dine forældre ikke kan, vil andre mennesker i dit liv tage dig til sig og respektere dig og støtte det du gjorde. Og med tiden kan dine forældre lære at affinde sig med virkeligheden sådan som den er: Du er homo og slet ikke den eneste.

Men hvordan ved man, at man er homo? Det er et stort spørgsmål, der kræver en artikel for sig. Den kommer. På sitet spring-ud.dk fortæller andre om deres erfaringer med at springe ud,

Denne guide er baseret på chadzboyz guide coming out suppleret med egne erfaringer.

Kampen om homoteenagerne

I efteråret 2005 var jeg i New York. På en tur rundt i byen fangede mit øje tilfældigvis en forside på TIME Magazine med overskriften The Battle over Gay Teens. Det vakte min interesse. Da jeg læste artiklen så jeg, at den brød med de klicheer man hører så ofte om “hvor godt det er“, at de unge starter deres homoliv tidligt.  Istedet handlede artiklen om, hvor svært samfundet – og homomiljøet – har ved at tackle situationen.

Og den politiske kamp mellem højrefløj og homomiljø: De unges liv er blevet politisk kampplads mellem højrefløj og homomiljøet i USA. Ud over alle de mange vanskelige spørgsmål, det giver i ens liv, at springe tidligt ud bliver de unge idag også udfordret af de, der insisterer på at drive dem tilbage i skabet.

Empire State Building, New York 2005

Den politiske kamp mellem homobevægelsen og det amerikanske højre rummede adskilligt nyt for mig. F.eks. var jeg ikke klar over, at den kristne bevægelse, der forsøger at få de unge tilbage i skabet – og afsværge deres homoseksualitet –  først for alvor er startet efter år 2000. Det amerikanske samfund, vi troede ville blive mere åbent og tolerant var istedet mere uforsonligt og intolerant over for homoerne. Højreflløjen diskuterer ikke længere med sine politiske modstandere: Den prøver at udrydde dem. Teenagehomoerne er blevet deres foretrukne skydeskive.

For som en konservativ talsmand siger i artiklen: Taber de konservative  kampen om homoteenagerne, taber de på sigt også kampen om homoægteskab. Derfor mobiliserer de deres ressourcer og fortæller unge, hvor forkert og skadeligt det er at være homo. Og deres organisationer råder over de nødvendige økonomiske midler.

New York Stock Exchange

Og ganske rigtigt: På en tur rundt i byen møder jeg en masse homoer, men støder også ind i en gruppe der tiltaler min mand og mig og forsøger, at overbevise os om at terapi er det eneste rigtige. Selv voksne er omfattet af denne exodus-manøvre. Tæt på det springvand uden for Townhall hvor homoturister og New Yorkere lader sig fotografere – istedet for bryllupsceremoni på rådhuset – bliver vi tiltalt af kristne anti-gay aktivister!

Jeg har peget på teenagehomoerne som emne i den hjemlige debat. Men jeg skal ikke tage æren for at have forklaret problemstillingen. I USA er diskussionen allerede gammel. Og TIME Magazines artikel fra 2005 giver et  indblik i de nye udfordringer. Den udvikler pointer, der end ikke er nået til det danske homomiljø endnu.

Det skal siges at jeg ikke ubetinget er enig i artiklens konklusioner. En simpel forklaring kunne være at i 2010 er det slet ikke er muligt at være så optimistisk – som artiklen fra 2005 trods alt er.

En anden forklaring kan være at de politiske alliancer er skiftet siden, og ændrer nogle politiske perspektiver.

Det er vist velkendt at jeg i forskellige fora har jeg rettet fokus på homoteenagernes livsstil, sociale vilkår og muligheder. I USA er det en velkendt uenighed: Enten skal de unge hjælpes ind i homolivet. Eller også skal de tværtimod have hjælp til at komme ud det.

I Danmark er der derimod stort set konsensus mellem højrefløj og homomiljø. De der stemmer homoseksuelle mærkesager ned i Folketinget og mennesker fra LGBT miljøet er enige om, at samfundet skal beskytte teenagerne med forbud og restriktioner og forhindre dem i at have et homoliv og udvikle deres homoidentitet. Teenagerne er ikke velkomne i det danske homomiljø.

TIME artiklen spørger:

“They are coming out earlier, to a more accepting society. So how did they end up on the frontlinies of America’s culture war?”

Netop fordi amerikanske forhold er præget af det religiøse højre er det interessant at forholde sig til forskelle og ligheder. Og hvad der karakteriserer danske forhold.

I USA har modstanden mod homoseksuelle rettigheder og kampen mod homoteenagerne rod i religiøse budskaber fra konservative og kirkelige kræfter. I Danmark ser den politiske alliance imod homoteenagerne helt anderledes ud. Den er baseret på højrefløjens politik og kulturelitens nypuritanisme. Men det er et andet emne jeg vil tage op i efterfølgende artikler.

Her er de  5 pointer  jeg finder mest interessante:

1. Det tidlige udpring: En ny homoseksuel livscyklus

“What happens when you come out as a kid? How gay youths are challenging the right – and the left.

The Point Foundation  Launched in 2001 gives lavish (often full-ride) scholarships to gay students. It is one of the few national groups conceived explicitly to help gay kids, and it is a leading example of how the gay movement is responding to the emergence this decade of hundreds of thousands of openly gay youths.

Kids are disclosing their homosexuality with unprecedented regularity and they are doing so much younger. The average gay person now comes out just before or after graduating high school, according to The News Gay Teenager a book Harvard University Press published this summer. The book quotes a Penn State studyof 350 young people from 59 gay groups that found that the meanage at which lesbians first have sexual contact with other girls is 16; it’s just 14 for gay boys.

In 1997 there were approximately 100 gay-straight alliances (GSAs) – clubs for gay and gayfriendly kids – on U.S. high school campuses. Today there are at least 3,000 GSAs-nearly 1 in 10 high schools has one according to the Gay Lesbian Straight Education Network  GLSEN, which registers and advises GSAs.

In the 2004-05 academic year, GSAs were established at U.S. schools at the rate of three per day. The appearance of so many gay adolescents has, predictably, worried social conservatives, but it has also surprised gay activists, who for years did little to help the few teenagers who were coming out. Both sides sense high stakes. “Same-sex marriage-that’s out there. But something going on in a more fierce and insidious way, under the radar, is what’s happening in our schools” says Mathew Staver, president of Liberty Counsel, an influential conservative litigation group.

“They” –  gay activists – “know if they make enough inroads into [schools], the same sex-marriage battle will be moot”.

Most gay activists would rather swallow glass than say Mat Staver was right about something but they know that last year’s big UCLA survey of college freshmen found that 57%  favor same-sex marriage (only about 36% of all adults do).

From young ages, straight kids are growing up with more openly bisexual, gay and sexually uncertain classmates. In the 1960s, gay men recalled first desiring other males at an average age of 14; it was 17 for lesbians. By the ’90s, the average had dropped to 10 for gays and 12 for lesbians, according to more than a dozen studies reviewed by the author of The New Gay Teenager, Ritch Savin-Williams, who chairs Cornell’s human-development department.

Children who become aware of their homosexual attactions no longer need endure the baleful combination of loneliness and longing that characterized the childhoods of  so many gay adults.”

2. Højrefløjens anti-homo strategi: Exodus

“That doesnt mean young lesbians and gays will never get shoved in the hallway, and multiple studies have shown that gay kids are at higher risk for suicide than their straight peers are. But research indicates that most gays today face an environment thatt more uncertain than unwelcoming. 

Pro-gay government programs seem highly unlikely in this political environment. That’s in part because of the growing influence on the right of another gay force: gays who don’t want to be gay,who are sometimes called, contentiously, “ex-gays”.

 On talk radio, on the Internet and in churches, conseratives’ canniest strategy for combatting the emergence of gay youth is to highlight the existence of people who battle and, some claim, overcome their homosexual attractions.

Because kids often see their sexudity as riverine and murky-multiple studies have found most teens with samme-sex attractions have had sex with both boys and girls- conservatives hope their “ex-gay” message will keep some of those kids from embracing  a gay identity. And they aren’t  aiming the message just at teens. On one of the websites, the Christian group Focus on the Family has warned that boys as young as 5 may show signs of  “gender confusion and require “professional help”.

Few young gays actually want to change: six surveys in The New Gay Teenager found that an average of just 13% of young people with same-sex athactions would prefer to be straight. Nonetheless, gaykids trying to change can find unprecedented resources. As recently as the late ’90s, Exodus International, the premier organization for Christians battling same-sexattractions, had no youth program.Today, according to president  Alan Chambers, the group spends a quarter of its $1 million budget on Exodus Youth; about 80 of Exodus’ 125 North American ministries offer help to adolescents.”

“Twenty years ago, most churches wouldn’t even let Exodus in the door”‘ says Scott Davis, director of Exodus Youth. “Now there are open doors all across the country”.”

3. Homobevægelsens svar: Homo-hetero alliancen

“So the Christian right has found its stategy – inclusion, prayer, the promise of change – and the gay movement has found one- GSAs, scholarships, the promise of acceptance. But what of the kids themselves?

In July, I met 30 way-out-and-proud LGBT youths at a Michigan retreat arranged by the Point Foundation; these high-achieving Point scholars are getting from $4,000 to $30,000 a year to pay for their educations and are considered by some gays to be the movement’s future leaders.

Savin-Williams, who is generally sunny about gaykids prospects, notes that those who come out early tend to have a harder time at school, at home and with their friends than those who don’t.

4. Modsætninger mellem teenagere og homomiljø: Hvilken strategi?

Perhaps it’s not surprising that the straight world isn’t always ready to accept a gay kid. But the gay world doesn’t seem ready either.

It occurred to me that gay adult are still figuring out how to deal with gay kids. The gay subculture, after all, had been an almost exclusively adult preserve until the relatively recent phenomena of gay adoption and out teens. Point schoolar Bryan Olsen who turned 21 in august and has been out since was 15 told me during the retreat:

“It probably sounds anti-gay, but I think there are very few age-appropriate gay activities for a 14-, 15-year old, There’s no roller skating, bowling or any of that kind of thing … It’s internet, gay porn, gay chats.”

 5. Konklusion: Fagre nye homoteenager verden?

Until recently, growing up gay meant awaiting a lifetime of secrecy – furtive encounters, darkened bar windows, crushing deracination. That has changed whith shocking speed. “Dorothy resonates so much with older gay people – the idea of Oz, someplace you can finally be accepted” says Glatze og YGA. “The city of Oz is now everywhere. It’s in every high school”. That’s not quite true, but the emergence of gay kids is already changing the politics of homosexuality. When their kids come out, many conservatives – just ask the Vice President – start to seem uncomfortable with traditionalist, rigid views on gays. But what happens when your child comes out not at 23 but at 13? At least in the short term, it’s likely that more gay kids means more backlash.

“It kinds of reminds me of the issue of driver’s licenses for kids”, says the University of Minnesota’s Remafedi. “Yeah, its great they can get around. But there’s also a greater chance you can have an accident…In my own life and generation, we separated ourselves from the straight community. We lived in gay ghettos, and we saw the larger culture as being a culture of repression. Hopefully, some of those walls between cultures have come down. But walking between those worlds takes a lot of skill.”

Uddragene er fra TIME Oktober 10, 2005

Vol. 166, Nr. 15

De to billeder af Empire State og Stock Exchange er mine private.