Shyam Selvadurai: En sjov dreng

Da Selvadurai’s bog udkom på dansk i 1998 var det noget så overraskende som en etnisk homo historie. Bogens hovedperson bliver i fordanskningen “en sjov dreng”.

Originaltitlen Funny boy (1994) gengiver det bedre: Han er homo, og omgivelserne ved ikke rigtig hvad de skal stille op med ham. Det er ikke nødvendigvis sjovt, at være funny boy.

Susanne Bjertrups originale anmeldelse i Politiken fra 1998 fremhæver den politiske baggrund og hovedpersonens oplevelse af omvæltningerne på Sri Lanka:

“Det begynder med noget, der bare virker lidt urimeligt. En yndlingstante kan ikke få den mand, hun er forelsket i, fordi hun er tamil, og han er singaleser. Men snart eskalerer konflikten. Folk på Sri Lanka må opføre sig som de tre kloge aber: ser intet ondt, hører intet ondt, siger intet ondt. Imens lyder der klik i telefonen, borgerlig ret ophører med at eksistere, huse og biler brænder.

Shyam Selvadurais debutroman, En Sjov dreng, er en historie om de begivenheder, der fører til, at en velstående tamilsk middelklassefamilie må flygte fra Colombo og begynde forfra i Canada med bare 500 engelske pund på lommen. Men det er også historien om en dreng der er anderledes, uden selv at vide hvordan. Han kan bare godt lide at lege med pigerne, at klæde sig som brud med sari og sminke, og han vil give sin højre arm for ikke at skulle spille kricket med drengene. Det bekymrer hans far, som sætter mange velmente bestræbelser i gang på at afvende det uundgåelige: at Arjie forelsker sig i en anden dreng.

En Sjov Dreng handler om at vokse op og finde ud af, hvem og hvad man er og turde sætte det igennem. Det ikke nemt når man drømmer om, at livet skal være som i de singalesiske kærlighedsmagasiner, som kvinderne i den brogede familie har gemt under deres madrasser. Eller når man er den eneste tamil i sin klasse.

Historien fortælles medrivende. Den er nervepirrende i småting som f.eks. den tavshed, der sænker sig ved middagsbord, da en mor slår sin voksne datter, og tankevækkende for vestlig selvtilstrækkelighed, der ønsker flygtninge tilbage, pebret gror. For Arjies sind virker ikke særlig fremmedartet eller eksotisk. Det kunne være en danskers, fanget i øjeblikket før ydre begivenheder vælter ordenen omkuld.”

Idag er det næppe muligt – efter næsten 10 års værdidebat og indvandrerdebat – med  samme troskyldige naivitet at erklære at Arjie, bogens hovedperson,  er et menneske præcis som du og jeg. I teorien en hvilken som helst dansker “fanget i øjeblikket” før verden, som man kender den bryder sammen. En læsning af bogen der fokuserer på seksualitet og køn vil dog afsløre den samme pointe: Mekanismerne i forhold til dannelse af køns- og seksuealidentitet er yderst genkendelige.

Og Selvadurai er – som hans senere forfatterskab har bekræftet – intet mindre end et litterært talent. En kvalitet der heller ikke inden for genren homoseksuel coming of age historie kan tages for givet .

En sjov dreng er en udsprings historie fortalt i seks kapitler.

De blodige begivenheder der går forud for familiens flugt fylder så meget i drengens sind at indledningens præsentation af køns- og seksualitetsproblematikken næsten har fortabt sig inden den træder  frem som nøgle til forståelse.

Bogens indledning demonstrerer at noget så simpelt som børneleg er en strukturering af det sagte og det usagte. Begge dele lige betydningsfulde.

Verden er delt i to: Det ene territorium er drengenes kricket-bane. Det andet territorium er pigernes verden. Arjie er en feminin dreng – og føler sig kun accepteret og veltilpas i pigernes verden. Hvor han spiller brud i pigernes bryllups iscensættelse. Iført sari og sminke.

På kricket-banen – drengeverdenen – kæmper to fraktioner om magten Arjies bror og hans kusine. Børnenes verden hviler i sig selv. Pigernes accept af Arjie kommer til udtryk ved at han får hovedrollen som brud i legen af samme navn. Krisen opstår da de voksne blander sig – og erklærer, at han skal være dreng og spille kricket. Hvilket skaber en umulig og kompliceret situation i drengeverdenen, hvor ingen af holdene vil have ham. Selv om køn og maskulin aktivitet – og tydeligvis også seksualitet – er tæt forbundne, ænser ingen kusinens rolle på kricket-banen. Kun Arjie’s far er “bekymret”. For drengen.

De voksne stiller krav om, hvordan verden bør se ud. Definitionen af køn og seksualitet skal følge henholdsvis maskulin og feminin aktivitet. “Undtagelsen” er kusinen som ingen ænser. Hun er pige i drengeverdenen. De tre små aber der intet ser, intet hører og intet siger er deltager i børnelegen.

Barndommen slutter med et kys. Da Arjie er 14 år. Efter alle antydningerne: Den faderlige bekymring, opgøret med pigen der tilraner sig hans plads som brud, broderens bemærkninger, våde pletter i sarien efter han har drømt om en dreng. Alt det fik kun knap noget til at dæmre.

Et uskyldigt kys fra en dreng på skolen får derimod erkendelsen frem:

“Den anderledeshed i mig, som jeg somme tider havde fornemmet, som havde afstedkommet så meget forvirring for mig, hvori denne anderledeshed end bestod, så delte Shehan den. Jeg følte mig forbløffet over, at en normal ting – som mit venskab med Shehan – kunne have så stærke og skjulte muligheder.”

Og ved det næste kys står begge drenge med bukserne trukket ned:

“Så kyssede han mig igen, og jeg mærkede varmen fra hans krop mod min, da han pressede mig op mod væggen. Igen følte jeg, hvordan jeg gled ind i et mørke, som om jeg jeg sank ned på bunden af en dam, hvor der ikke eksisterede andet end lugt, smag og følelse.”

Selverkendelsen beskrives som en synken ned – eller ind i sig selv. Imens bliver han våd. For derefter som en svømmer at blive trukket op mod vandoverfladen.

Arjie værgrer sig, men resultatet er givet på forhånd. Der er noget i ham, der er så stærkt, at de tre små aber kæmper forgæves imod.

“Jeg var ikke en del af min familie på samme måde længere. Nu hørte jeg til i en verden, de ikke forstod, og som de ikke kunne følge mig til.”

Barndommens opdeling i territorier – drengenes og pigernes – forklarer ikke længere verden. Diktotomien mellem kønnene som skulle forklare alt – forklarer intet. Verdensbilledet er brudt sammen. Drengene havde i børneverdenen et socialt køn – den maskuline aktivitet. Og pigerne et sociale køn – gennem den feminine leg. Med en enkelt undtagelse for reglen. Kusinen der spiller kricket. Og så Arjie. I børnelegens iscenesættelsen af heteroseksualitet er der ikke plads til den homoseksuelle. Undtagen når Arjie omgår reglerne og befinder sig i pigeverdenen, hvor han skifter køn ved at iføre sig sari og sminke.

Arjie opdager at køn og seksualitet ikke nødvendigvis følges ad, sådan som normerne foreskriver. Hans lem bliver vådt da det bevæges op og ned på Shehans mave. Han bliver en mand samtidig med at han ved, at han aldrig igen vil deltage i drengenes kricket-spil. Og tillige forlader pigeverdenen – kønsskiftet – for udelukkende at lege med andre drenge, der er lige som han. Et voksent spil, hvor seksualitet og fascination og lyst er drivkræfterne.

Når kønnet indgår forbindelse med seksuel identitet er der ikke længere distance og spil mellem to verdener. Al legen foregår nu i én verden – mændenes.

Reklamer

Rytteriet: Fritz og Poul og os andre

God satire udstiller ikke typerne vi ser som “de andre”, men viser dem som os selv. Det første ville være  hån. Det andet er morsomt – hvis det rammer.

Rytteriets figurer Fritz og Poul er vanskelige at karakterisere. Hvem er de?

De færreste ville på forhånd gætte, at pastelfarver kan få mennesker til at gå fuldstændig i ét med omgivelserne. Men det gør de. Når det er Fritz og Poul. Det er den eneste naturlov de trodser.

Ligesom Fritz og Poul også går i et med hinanden. Som et gammelt ægtepar, der ved hvad den anden vil sige før ordene udtalt. Og så er de enige om ALT.

Poul er nok den der udtaler dybsindighederne, men sekunderes altid af Fritz:

“Jeg gider squ ikke de fattige. De er altid så kedelige.”

“Ja, hvis de bare ikke var så sure.”

“Jamen de er bare så sure!”

“Vi har det squ godt.”

“Ja, det har vi!”

“Skål!”

“Skål Fritz!”

“Du er nu sød!”

“Nej, du er sød!”

“Er jeg? Åh, tak skal du have Poul.”

De er ikke blot samme type. Det er simpelthen umuligt at se et individuelt træk ved nogen af dem. De er lige pæne og anstændige. Og praler begge med at bolle uden om. Men tog Poul den virkelig med Anni Fønsby ude på toilettet? Nej, selvfølgelig ikke. Efterfølgende benægter han det selv. Det var blot en lånt fjer.

Duoen Buch og Botoft karakteriserer dem således:

“Poul og Fritz elsker sig selv og hinanden over alt på jorden.”

Selvforelskede er der så mange der er. Men Fritz og Poul elsker hinanden. Hvor meget og hvordan kan man så spekulere over.

Bag kameraet ved optagelserne i Klampenborg.

De er både i skabet og uden for. Inde i skabet, fordi de er tavse som graven. Ude af skabet, fordi de eskapader de kan finde på at prale med forekommer usandsynlige at det er afslørende. Vi har at gøre med to karakterer, hvis replikker er så kedelige, at de selv falder i søvn over dem!

Det at man ikke kan sætte en finger på noget er netop det påfaldende. Det aseksuelle er et skjold. Det plejer at dække over…homoseksualitet.

De er hverken selvhadende eller frustrerede. Deres liv er for søvndyssende og indholdsløst til det første. Det sidste overstiger deres ambitionsniveau.

Måske er Fritz og Poul trendy. Typiske for en tid, hvor mange flere mennesker erkender deres homoseksualitet, fordi der er fokus på emnet. Mens de sidder fast i vaner og fortid, og ikke magter at udleve den. Og derfor bliver aseksuelle. Fordi heteroseksualiteten er holdt op med at sige dem noget.

Satire kan aldrig være ét hundrede procent venlig – så er det ikke længere satire. Men hvis Buch og Botofts fremstilling af Fritz og Poul lægger noget til eller trækker noget fra er det marginalt. Det fascinerende er, hvor morsomt det kan være, at høre mennesker lyve og tale uden om. Og lade alt det usagte hænge i luften. Spille med på påstanden om, at hvad der er troværdigt eller løgn er flintrende ligegyldigt. Det er denne fakede loyalitet over for karaktererne, der gør Fritz og Poul hamrende morsomme.

Hvad synes du om Fritz og Poul?

Deltag i afstemningen!

Rytteriet: Snobber og skabshomoer

Normalt outer jeg ikke mennesker på denne blog. Men der er undtagelser. Når de viser sig på tv-skærmen onsdag efter onsdag – og har gjort det siden d.20 oktober – uden at ville ud med sproget, så synes jeg de fortjener det.

Når ingen anden kan eller vil så fortæller jeg sandheden om dem!

Skandalen er måske ikke så stor når jeg tilføjer, at de personer jeg outer er fiktive. Martin Buch’s og Rasmus Botoft’s figurer Fritz og Poul fra satireserien Rytteriet på DR 2.

De sidder i Nordsjælland i deres fine nystrøgne matchende pastelfarvede skjorter og gnubber ben med hinanden. Samtidig kommer der en lind strøm af replikker af typen:

“Vi har det godt. Og du Fritz. Jeg holder squ så meget af dig.”

“Nej, ved du hvad Poul, du er sød!”

“Neej. Du er den sødeste Fritz!”

“Ja du har måske ret. Har vi det ikke godt?”

“Jo. Skål!”

“Skål!”

Buch og Botoft har en stribe gennemgående figurer. Fællesnævneren er at de er kiksede.

Inspirationen til Stripper Jens – hvis hedeste drøm er at blive mandestripper- karakteriserer makkerparret således:

“Mennesker, der tror på en drøm, som i alle andres øjne er et fuldstændig håbløst og umuligt projekt.”

Det kiksede kunne være overskrift for alle figurerne.

Undtagen der hvor de har valgt en konkret person, som de hylder for det skæve, der gør ham kontroversiel:

Vi elsker Jørgen. Jørgen er fantastisk! Jørgen lever og ånder for at opleve, beskrive og fortolke. Men nogle gange har han en tendens til at forhøje, mystificere og hylde noget, som ikke rigtig fortjener det. Og vi elsker ham for det!

Den kærlige (h)ånd er ikke så mærkbar i den såkaldte Dialekt Service. Med tv-anmelderen Henrik Palles ord:

“Der er en dialektservice, hvor vi i frilandsmuseumsagtige omgivelser får oversat uforståelige sønderjyske sætninger, som viser sig heller ikke at give mening på rigsdansk.”

 

Det faste galleri tæller endvidere Bøje, den fraskilte ældre mand. Det mislykkede ægtepar Erik og Else. Den legendariske og skarpe producer, der kører alle popsangene ind med penis. Og terapeuten med de tvivlsomme evner.

Og den uengagerede journalist, der rutinemæssigt ender med at spørge den interviewede person:

“Har De ikke lyst til at gå med mig hjem. De kan godt overnatte.”

Fyren der bliver spurgt – og relationen er altid homoseksuel – svarer så:

 “Jo, det vil jeg da gerne!”

Normalt er satire hvor homoseksuelle figurer indgår udsat for skarp kritik. Ikke kun når talentløse stand-uppere demonstrerer, at de ikke kan se forskel på humor og fordomme.

Reality-tv dur heller ikke. Når teenage-homoer viser sig på tv er der altid enten forargelse eller bekymring fra det samlede homomiljø. Drikker de unge ikke hjernen ud i Paradise Hotel? Og i andre programmer er homoerne alt for stereotype.

En pressemedarbejder fra DF kritiserede i sommeren 2010 en journalist fra et LGBT nyhedssite for at have løse håndled. Men synspunktet ligger tæt på miljøets officelle holdning til de der agerer i offentligheden. Så egentlig var der knap nok grundlag for forargelsen over pressemedarbejderen.

Lille Fritz og Poul kan alle derimod identificere sig med. De er pæne. De er anstændige. De er skabshomoer, der sidder og gnubber sig op af hinanden, og den ene kan ikke huske hvem den anden er gift med.

Alt fortaber sig i småsnaldret sludrevorenhed. Når de mander sig op til at være åndrige siger Poul:

“Jeg gider squ ikke de fattige. De er altid så kedelige.”

Og heller ikke østeuropæerne, aupair pigerne eller de sorte “nede i Afrika”. Eller mennesker i den tredie verden, der sælger deres organer fordi de simpelthen er for dovne til at arbejde!

Poul og Fritz knalder aupair-pigen eller til nød konen – aldrig hinanden.

Som Buch og Botoft siger om deres figurer:

“Fritz og Poul er teflon i pastelfarver. De elsker at sidde i solen og drikke drinks og sludre med hinanden om alt og intet på samme tid. Intet emne er hverken for stort eller lille. Mange får det glatte lag, men det er sgu da lige meget. Poul og Fritz elsker sig selv og hinanden over alt på jorden.”

De får alt undtagen (homo)sex. Og kan alt. Undtagen at være åbne og ærlige.

Inspirationen er:

“Ældre rigmænd, som køber læderhandsker i Magasin Du Nord på Lyngby Hovedgade.”

Rytteriet er fremragende. Satiren rammer plet på en venlig måde, så ingen bliver fornærmede. Eller behøver at føle sig ramte.

Stereotyperne kommer ikke frem. Kun sandhederne. Let overdrevet og forvrænget i satirens spejl.

Hvad siger Poul og Fritz om de homoseksuelle, når kammeraet er slukket?

“Har du hørt om de der… Ja du ved, de er squ lidt mærkelige!”

“Ja. Nej. Øh, det ved jeg squ ikke Poul. Hvem tænker du på?”

“Ja, de der du ved nok. Ah, for pokker hvad er det nu de hedder!”

“Nå ja, nu ved jeg hvad det er du tænker på! Ja de fandme aparte!”

“Det kan vi godt undvære. Du er så sød!”

“Tak Poul. Det kan vi i hvert fald, skåål!”

“Skål søde Fritz! Vi har det squ godt!”

Karakteristik af Rytteriet er fra Buch og Botoft i Politiken. 

Og Henrik Palle i Politiken.

Første og sidste citat og den uengagerede journalist er mine egne parafraser.

Bøsser og lesbiske i litteraturen

Nyttig side om litteratur:

Bøsser og lesbiske i litteraturen – august 2003 | Litteratursiden.

Mine egne anmeldelser ligger også her:

http://www.litteratursiden.dk/blogs/ole-hansen

En af dem

Hverdagens små problemer kan føles tunge. Især hvis de samme problemer vender tilbage igen og igen. Selv hvis man er flygtet fra dem – har skiftet omgivelser. Bor et nyt sted og omgås nye mennesker. Men stadig føler sig mobbet. Fordi man er anderledes. Homoseksuel.

Det er den virkelighed den svenske forfatter Ingrid Sandhagen (f.1970) beskriver i romanen, hvis titel “en af dem” afslører, at emnet er stigmatisering. Hovedpersonen Mikael der går i 9. klasse har skiftet skole flere gange. For at komme ud af rollen som anderledes. Og det ledsagende mobberi.

Anderledesheden består meget simpelt i Mikaels (seksuelle) fascination af andre drenge.

Mikaels problem er, at det der skulle give ham lykke og selvværd, at forelske sig  i et andet menneske resulterer i det modsatte. De små problemer i hverdagen er i praksis uafrystelige og flytter med til hver ny skole. Mikaels adfærd er normal for en homofyr –  men afviger ifølge heterosamfundets normer. Derfor stigmatiseres han som den der afviger. Og kan ikke flygte fra sig selv.

Mikael bliver ikke udsat for grove forulempelser. Det er selve det catch 22 han befinder sig i, der er problemet. Uanset hvad han gør vælger han forkert. Når han starter på en ny skole skifter han stil og ser sejere ud for ikke at signalere svaghed. Han mobiliserer sig selv ved hjælp af denne straightacting. Men han kan jo ikke holde op med at være den han er. Og falder straks for en fyr fra klassen.

Påfaldende er det, at det i genren aldrig er de seje homodrenge, der er hovedpersoner. Det er altid de søde drenge som Mikael. Der er dygtige og sårbare.

Ungdomsbogforfattere har en forkærlighed for at beskrive figurer af Mikaels type. Måske fordi hverdagstragedier er så genkendelige. Om man så selv har set eller prøvet de ydmygelser, der beskrives vil de altid gøre indtryk. Især rammes Mikael af stigmatiseringen på hjemmefronten fra bedsteforældre i form af, at de ikke synes han er en frisk dreng. Faktisk har ordet tudemarie ætset sig fast i en af de tidlige barndomserindringer.

Homoseksualitet kædes sammen med et tab af maskulinitet – det er en del af den anderledeshed, der følger af stigmatiseringen. Mikael oplever således kontroltab via at blive gennemskuet før han selv har forstået og accepteret sin egen homoseksualitet.

En af ydmygelserne består i at opleve pikken ude af funktion i situationer, hvor den ifølge heteronormativiteten skulle fungere. Når heteroseksualiteten er norm er der en forventning til alle drenge seksuelt. Først efter en bevidstgørelsesproces hos sig selv accepterer man homoseksualitet, som andet og mere end “afvigelse”, nemlig som en form for kærlighed og tiltrækning mellem mennesker af samme køn. Noget der eksisterer i kraft af  sig selv, og som andet end negation af heteroseksualitet.

Før den proces lider homofyrene ofte af homofobi. En trang til at slå fast at de er heteroseksuelle og lever op til drengerollens krav.  Det har Mikael ikke meget held med. Man kan ikke begære noget man ikke begærer. Homofobi er slet ikke et eksklusivt domæne for heteroseksuelle. De homoseksuelle der ikke lever op til egne – af omgivelserne opstillede – krav kan nemt hade sig selv. Det er en del af Mikaels lave selvværd, ikke  at ville være den dreng han er.

Forelskelsen, der er gensidig,  i den mere maskuline dreng Joel løsner Mikael op følelsesmæssigt.

Romanen har kun én sexscene – den er til gengæld både velfungerende og overvældende på baggrund af beskrivelsen af den stilfærdige dreng.

Alt i alt en særdeles læseværdig bog. En kvindelig forfatter der beskriver den maskuline verden troværdigt og insigtsfuldt.

Ingrid Sandhagen: En af dem. Gyldendal 2001. Oversat fra svensk: En av dem. Stockholm. 2000.

Goddag, mit navn er lesbisk

“Goddag , mit navn er lesbisk” sådan går man jo ikke jo ikke rundt og præsenterer sig selv får vi at vide af den anonyme 84-årige kvinde der fortæller om livsvilkårene for de homoseksuelle i 1950’erne. Altså de kvindelige homoseksuelle.

Det er i mange henseender en paralllelverden til de mandlige homoseksuelle – bøsserne som man sagde i 1970’erne og 80’erne. Som nu ofte betegner sig selv som “homoer” – uden at det inkluderer kvinder. Der stadig er lesbiske.

Nu siger de måske ikke “goddag, mit navn er lesbisk” – men taler åbent om identitet, køn og seksualitet.

Filmen udkom på DVD i 2009 og vandt CGLFF 2009 publikumprisen. Den blev genudsendt  på DR for nylig. I den anledning kunne man gøre sig nogle tanker om hvilket billede den formidler af de lesbiske.

Først er det nødvendigt at vende tilbage til det med ordet homoseksualitet. Der ofte bruges til at betegne samme fænomen hos mænd og kvinder. Videnskabeligt set holder det ikke. Allerede den rapport der for mere end tyve år siden blev udfærdiget om mænds og kvinders homoseksualitet, som forberedelse til Folketingets vedtagelse af en partnerskabslov i 1989 var delt i to. Med forfatternes – en bøsse og en lesbisk – udtrykkelige fremhævelse af at det kvindelige og det mandlige i denne sammenhæng ikke repræsenterer to sider af samme sag .

Faktisk er der få emner homoseksuelle mænd ved – eller kan vide – så lidt om som dette. Og omvendt. En kendsgerning der er så indlysende, at den ofte overses. “Tilfældigvis” er Goddag, mit navn er lesbisk  lavet af to kvinder:  Iben Haahr Andersen og Minna Grooss.

Hvis jeg nu anmelder filmen og trækker kønnet frem sker der noget: Ting der før ikke behøvede forklaring fremstår pludselig mindre selvfølgelige.

Den homoseksuelle identitet er forståelig for det udefrakommende blik. Men hvad med seksualiteten? Er det at være lesbisk overhovedet en seksualitet? I så fald er den radikal anderledes end de mandlige homoseksuelles.

Goddag mit navn er lesbisk præsenterer to lesbiske par der danner kontrasten mellem det normale, småborgerlige provinsdanmark og det kulturradikale storbymiljø. Karina og Vibeke er begge postbude og ønsker sig det store bryllup, hvor begge er i brudekjole. Og det får de med hele familien samlede om det hesteskoformede bord.

Stina og Leise har valgt at få tre børn. Med anonym sæddonor. Og håber at familiebaggrunden med to mødre vil hjælpe børnene i deres udvikling til at blive mere forstående og åbne mennesker.

Derudover er der Ena med den muslimske kulturbaggrund der udgør den ene halvdel af DJ duoen Fagget Fairys. Og som kontrast til de unge den 42-årige queer Birgitta. Som søger alternativer til homomilljøets egne klicheer i leg med roller og seksualitet.

Det der møder det fremmede blik er fraværet af tre elementer. Et fravær der ved nærmere eftertanke forekommer ubegribeligt.

Der er aldersforskel mellem kvinderne i begge parrene. Hvor er alle besværgelserne – forsikringerne om at det ikke er barnerov eller pædofilt som havde været uomgængelige, hvis det havde været mandlig homoseksualitet?

Stine fremhæver hvor vigtigt det er at beskytte samleveren Leise – også i det offentlige rum. Der er en vis angst for negative reaktioner. Men som det også bliver bemærket kan to piger, der holder om hinanden, være gode veninder. Så er det ikke provokerende. Frygten for hatecrime er altså ikke særlig stor.

Kvinderne er glade og smilende. Og Birgitta fortæller om, at være sig selv og slå sig løs sammen med andre kvinder natten lang. Måske sex? Men ordet hiv nævnes end ikke!

En verden uden stigmatisering, vold og sygdom? Det er ubegribeligt. Uanset faremomenternes realitet  – den større eller mindre sandsynlighed – lever homoseksuelle mænd med truslen fra alle tre. Det er et livsvilkår i dagens Danmark.

Der er så et fravær i filmen – et tomt rum – der vil være lige så mystisk for de fleste mænd: Hvad med sex?

Æstestikken hvor et kvindepar danser tæt  med et hav af vuggende af bryster i forgrunden formidler det erotiske. Og hvis man skulle være i tvivl får vi også lidt af Jodleladies Ich bin ein Kussefixierte Frau. Her skal man dog erindre at kusse betyder at kysse på tysk. Er det pointen?

Feministerne, den lesbiske bevægelse og Femø ølejrene i 1970’erne udstedte et forbud mod penetrering. Som de lesbiske i dag har lagt bag sig. Fortæller filmen. Men hvordan kom de fra A til B. Og er det sandt?

Og selv når det gælder familieforhold er der ikke enighed. Der er opposition blandt feminister – heraf nogle lesbiske – imod det parret Stina og Leise repræsenterer: Regnbuefamilien med de samkønnede forældre. Hvor er den diskussion henne?

Er det ikke også sådan at prosexfeministerne bliver bekæmpet indædt af de samme lesbiske og feminister?

Engang – da lægevidenskaben stadig var i sin tilbliven – opstod ordet homoseksuel. På tysk homosexuel i 1869. Som en perversion. En (sygelig) afvigelse fra det reproduktive sexliv. Lægevidenskaben tilføjede hurtigt mange andre afvigelser til listen. Hvis navne i dag fremstår som et raritetskabinet over – måske uddøde? – arter:  Exhibitionister, fetischister, zoofile, mixoskopofile og gynekomaster.

Feminismen har gjort denne række af perversioner længere. Måske ikke med henblik på sygeliggørelse – selvom sprogbrugen hele tiden siger det – men kriminalisering.  Nu er det afvigende eller perverst at være: For aldersforskel (med mindre man er lesbisk?), bruger af visse typer sexfilm og billeder, prostitutionskunde, for sex i det offentlige rum, dyresex og meget andet.

Goddag, mit navn er lesbisk slutter af med at vise dildoer i alle tænkelige varianter. Solosex eller parvis sex med penetrering er blevet slettet af  feministernes liste over afvigelser og perversioner. Men i næsten alle andre forbindelser vil den samme sexindustri, der fremstiller og distribuerer disse være skurk.

Ved at omgå kontroversielle spørgsmål får Goddag, mit navn er lesbisk hverken ryddet ud i myter eller konfronteret tabuer.

I 2009 udkom en svensk film der repræsenterer et andet syn på sex og seksualitet.

Mia Engberg har produceret Dirty Diaries der handler om heteroseksuelle og lesbiske kvinders seksualitet.

Joanna Rytel spiller hovedrollen i en af de 12 feministiske pornofilm. Titlen er Flasher Girl on Tour. Den  handler om en blotter, der tager på Frankrigsturné. Hun blotter sig offentligt for åbent kamera.

Kvinder havde et andet historisk udgangspunkt da de seksuelle frigørelsesbevægelser startede i slutningen af 1960’erne. Der var grunde til at de lesbiske valgte den modsatte vej end bøsserne, der i 1970’erne afsøgte grænser og eksperimenterede med seksualiteten. Mærkeligt nok er det sådan at feminismen i Sverige er stærkere – men  mindre sexforskrækket end i Danmark.

Dirty Diaries giver nogle andre bud på hvad lesbiske og heteroseksuelle kvinders identitet og seksualitet handler om. Desværre har jeg endnu ikke set den svenske film. Men traileren viser, at den har noget andet at byde på.

Respekt drenge!

Der er behov for bøger af denne type. Hvem er vi drenge eller mænd? En gåde. For os selv og kvinderne. Fordi roller og forståelse af maskulinitet ændrer sig konstant. Vi er ikke nødvendigvis en gåde, der kræver at blive løst. Selvom det vist var hvad læger og psykologer forsøgte tidligere, når de skrev bøger af denne type. Med understregninger af skal og må ikke. Sådan er det ikke længere. Heldigvis!

Forfatteren – journalisten Inti Chavez Perez – inddrager kun sagkundskaben i små faktabokse med henvisning til videnskabelig forskning og statistikker. Her er det sociologer og sexologer, der er eksperterne. Da ikke alle kilderne er lige nye og også stammer fra lande uden for Skandinavien kan man diskutere relevansen af disse for danske forhold.

Dog er det godt og relevant når faktaboksen undtagelsesvis bevæger sig uden for videnskabeligt materiale og f.eks. forklarer:

“Kærlighed og sex mellem mennesker af samme køn har fundet sted til alle tider og i alle kulturer, men er ikke nødvendigvis blevet kaldt homoseksualitet.” 

Og som kildehenvisning har Første Samuelsbog i Det Gamle Testamente om forholdet mellem David og kong Sauls søn Jonathan!

Hvad er så en dreng eller en mand? Bogen bevæger sig resolut under bæltestedet i første kapitel og spørger om man kan formulere det: Har pik = fyr?

Det kræver faktisk en sociologisk forklaring:

Der er reelt ingen arbejdsdeling mellem kvinder og mænd idag. Kvinder og mænd udfører de samme typer arbejdsopgaver på jobbet og i fritiden, så det sociale køn er forsvundet. Altså opfattelsen at mænd gør en type ting, og kvinder gør en anden type ting. Mandigheden betjener sig i stedet af den kulturelle gardarobe: Gestus, positurer, tøj, tilbehør, roller, manerer og italesættelse af maskuliniteten. Noget af det stammer fra fjerne tider, mens andet er opfundet til lejligheden. Alt dette iscenesætter drenge som drenge og mænd som mænd. Hvad der lige nu indgår i drengerollen er, som bogen forklarer, noget der ændrer sig. Før hørte unge jazz – idag ved de knap hvad det er – og hører i stedet rock og pop. På tilsvarende måde ændrer opfattelserne sig af hvad drenge og mænd er. Men heller ikke den kulturelle garderobe er eksklusiv. I reklamerne ses det ofte at kvinder bærer mandetøj. Selv det intime – brief’s fra Björn Borg – er ikke mere maskuline end, at der er flere piger end drenge på billedet iført disse, når tøjet skal sælges til drenge eller mænd i Euroman!

Den moderne mandighed sidder derfor i kønsdelene. Ikke underligt at samfundet med et nyt ord er “pornoficeret”. Hvis den moderne mand skal vise, hvem han er, skal han jo vise sig nøgen.

Pik = fyr. Sådan er den udbredte selvforståelse derfor blandt drenge/mænd. Og nogle tilføjer – men det er måske kvinderne – at det omvendte også gælder: Fyrene tænker med den!

Ingen af disse påstande er helt sande. Og det forklarer Respekt drenge! fint. For drenge og mænd er ikke kun biologi. De transseksuelle er et godt eksempel. De har rent faktisk en pik. Men kan alligevel føle sig som kvinder. Og nogle får hormoner eller operationer, så de får den krop de gerne vil have. Kønnet bliver et valg.

Maskulinitet er en social konstruktion. Den biologiske faktor indgår, men kønsroller og opfattelserne af kønnet er mindst lige så vigtige.  Biologi og sociale fortolkninger er i det hele taget svære at skille ad.

Det gælder også hvis man skal sondre mellem hetero og homo sex.

Bogens forklarer eksempelvis om prostata eller p-punktet. Prostata sidder så den kan føles med en finger i endetarmen. Ved at stimulere p-punktet kan drenge få orgasme. Når biologien er den samme for alle fyre vil de opleve det samme seksuelt ved stimulering. Analex er altså ikke specielt bøsset. Alle fyre kan opleve det. Om man har lyst afhænger af valg eller præferencer. Nogle fyre kan lide det. Andre kan ikke. Om de så er homo eller hetero. Piger og kvinder kan selvfølgelig også dyrke analsex, og deres prostatakirtler og klitoris kan blive stimuleret af det. Homoseksualitet har ikke noget biologisk grundlag. Lægevidenskab og psykiatri har ledt i mere end hundrede år uden at finde det. Alligevel siger fordommene at noget er “bøsset”. I stedet for at kalde det præference eller valg.

Respekt drenge! giver en masse gode råd om, hvordan man opnår det ligeværdige seksuelle forhold. Ved at forklare hvordan ligeværdigheden fundamentalt er til stede i biologien bliver alle reglerne for god opførsel en overbygning. Det understreges at respekten starter med at man respekterer sine egne behov, og handler tilsvarende i forhold til andre. Om man så er hetero, homo,bi, trans, mand, kvinde, dreng eller pige.

Der er ikke brug for moralisme, men for at være bevidst om egne behov og være sig selv:

“En god ting ved at være homo eller bi er at man automatisk bryder med samfundets forventninger. Og så bliver det lettere at vælge andre veje end dem samfundet har banket ind i en, man skal vælge. Du vil måske bruge dit liv på at rejse eller bare skide på drengerollen. Det bliver lettere når du allerede er begyndt at gå en anden vej end den slagne.”

Den sidste låner på biblioteket før mig var en pige. Det fremgik af lånesedlen, der var blevet glemt i bogen. Hun havde meget passende også haft Hvad kan jeg blive til hjemlån. Temaet er det samme: For at forstå hvad man er kræves selvindsigt og forståelse. Hvad man kan blive er lige så – eller måske mere – interessant?  En guide kan kun give hints. For det er ens eget valg. Men de hints giver Inti Chavez Perez os.