Shyam Selvadurai: En sjov dreng

Da Selvadurai’s bog udkom på dansk i 1998 var det noget så overraskende som en etnisk homo historie. Bogens hovedperson bliver i fordanskningen “en sjov dreng”.

Originaltitlen Funny boy (1994) gengiver det bedre: Han er homo, og omgivelserne ved ikke rigtig hvad de skal stille op med ham. Det er ikke nødvendigvis sjovt, at være funny boy.

Susanne Bjertrups originale anmeldelse i Politiken fra 1998 fremhæver den politiske baggrund og hovedpersonens oplevelse af omvæltningerne på Sri Lanka:

“Det begynder med noget, der bare virker lidt urimeligt. En yndlingstante kan ikke få den mand, hun er forelsket i, fordi hun er tamil, og han er singaleser. Men snart eskalerer konflikten. Folk på Sri Lanka må opføre sig som de tre kloge aber: ser intet ondt, hører intet ondt, siger intet ondt. Imens lyder der klik i telefonen, borgerlig ret ophører med at eksistere, huse og biler brænder.

Shyam Selvadurais debutroman, En Sjov dreng, er en historie om de begivenheder, der fører til, at en velstående tamilsk middelklassefamilie må flygte fra Colombo og begynde forfra i Canada med bare 500 engelske pund på lommen. Men det er også historien om en dreng der er anderledes, uden selv at vide hvordan. Han kan bare godt lide at lege med pigerne, at klæde sig som brud med sari og sminke, og han vil give sin højre arm for ikke at skulle spille kricket med drengene. Det bekymrer hans far, som sætter mange velmente bestræbelser i gang på at afvende det uundgåelige: at Arjie forelsker sig i en anden dreng.

En Sjov Dreng handler om at vokse op og finde ud af, hvem og hvad man er og turde sætte det igennem. Det ikke nemt når man drømmer om, at livet skal være som i de singalesiske kærlighedsmagasiner, som kvinderne i den brogede familie har gemt under deres madrasser. Eller når man er den eneste tamil i sin klasse.

Historien fortælles medrivende. Den er nervepirrende i småting som f.eks. den tavshed, der sænker sig ved middagsbord, da en mor slår sin voksne datter, og tankevækkende for vestlig selvtilstrækkelighed, der ønsker flygtninge tilbage, pebret gror. For Arjies sind virker ikke særlig fremmedartet eller eksotisk. Det kunne være en danskers, fanget i øjeblikket før ydre begivenheder vælter ordenen omkuld.”

Idag er det næppe muligt – efter næsten 10 års værdidebat og indvandrerdebat – med  samme troskyldige naivitet at erklære at Arjie, bogens hovedperson,  er et menneske præcis som du og jeg. I teorien en hvilken som helst dansker “fanget i øjeblikket” før verden, som man kender den bryder sammen. En læsning af bogen der fokuserer på seksualitet og køn vil dog afsløre den samme pointe: Mekanismerne i forhold til dannelse af køns- og seksuealidentitet er yderst genkendelige.

Og Selvadurai er – som hans senere forfatterskab har bekræftet – intet mindre end et litterært talent. En kvalitet der heller ikke inden for genren homoseksuel coming of age historie kan tages for givet .

En sjov dreng er en udsprings historie fortalt i seks kapitler.

De blodige begivenheder der går forud for familiens flugt fylder så meget i drengens sind at indledningens præsentation af køns- og seksualitetsproblematikken næsten har fortabt sig inden den træder  frem som nøgle til forståelse.

Bogens indledning demonstrerer at noget så simpelt som børneleg er en strukturering af det sagte og det usagte. Begge dele lige betydningsfulde.

Verden er delt i to: Det ene territorium er drengenes kricket-bane. Det andet territorium er pigernes verden. Arjie er en feminin dreng – og føler sig kun accepteret og veltilpas i pigernes verden. Hvor han spiller brud i pigernes bryllups iscensættelse. Iført sari og sminke.

På kricket-banen – drengeverdenen – kæmper to fraktioner om magten Arjies bror og hans kusine. Børnenes verden hviler i sig selv. Pigernes accept af Arjie kommer til udtryk ved at han får hovedrollen som brud i legen af samme navn. Krisen opstår da de voksne blander sig – og erklærer, at han skal være dreng og spille kricket. Hvilket skaber en umulig og kompliceret situation i drengeverdenen, hvor ingen af holdene vil have ham. Selv om køn og maskulin aktivitet – og tydeligvis også seksualitet – er tæt forbundne, ænser ingen kusinens rolle på kricket-banen. Kun Arjie’s far er “bekymret”. For drengen.

De voksne stiller krav om, hvordan verden bør se ud. Definitionen af køn og seksualitet skal følge henholdsvis maskulin og feminin aktivitet. “Undtagelsen” er kusinen som ingen ænser. Hun er pige i drengeverdenen. De tre små aber der intet ser, intet hører og intet siger er deltager i børnelegen.

Barndommen slutter med et kys. Da Arjie er 14 år. Efter alle antydningerne: Den faderlige bekymring, opgøret med pigen der tilraner sig hans plads som brud, broderens bemærkninger, våde pletter i sarien efter han har drømt om en dreng. Alt det fik kun knap noget til at dæmre.

Et uskyldigt kys fra en dreng på skolen får derimod erkendelsen frem:

“Den anderledeshed i mig, som jeg somme tider havde fornemmet, som havde afstedkommet så meget forvirring for mig, hvori denne anderledeshed end bestod, så delte Shehan den. Jeg følte mig forbløffet over, at en normal ting – som mit venskab med Shehan – kunne have så stærke og skjulte muligheder.”

Og ved det næste kys står begge drenge med bukserne trukket ned:

“Så kyssede han mig igen, og jeg mærkede varmen fra hans krop mod min, da han pressede mig op mod væggen. Igen følte jeg, hvordan jeg gled ind i et mørke, som om jeg jeg sank ned på bunden af en dam, hvor der ikke eksisterede andet end lugt, smag og følelse.”

Selverkendelsen beskrives som en synken ned – eller ind i sig selv. Imens bliver han våd. For derefter som en svømmer at blive trukket op mod vandoverfladen.

Arjie værgrer sig, men resultatet er givet på forhånd. Der er noget i ham, der er så stærkt, at de tre små aber kæmper forgæves imod.

“Jeg var ikke en del af min familie på samme måde længere. Nu hørte jeg til i en verden, de ikke forstod, og som de ikke kunne følge mig til.”

Barndommens opdeling i territorier – drengenes og pigernes – forklarer ikke længere verden. Diktotomien mellem kønnene som skulle forklare alt – forklarer intet. Verdensbilledet er brudt sammen. Drengene havde i børneverdenen et socialt køn – den maskuline aktivitet. Og pigerne et sociale køn – gennem den feminine leg. Med en enkelt undtagelse for reglen. Kusinen der spiller kricket. Og så Arjie. I børnelegens iscenesættelsen af heteroseksualitet er der ikke plads til den homoseksuelle. Undtagen når Arjie omgår reglerne og befinder sig i pigeverdenen, hvor han skifter køn ved at iføre sig sari og sminke.

Arjie opdager at køn og seksualitet ikke nødvendigvis følges ad, sådan som normerne foreskriver. Hans lem bliver vådt da det bevæges op og ned på Shehans mave. Han bliver en mand samtidig med at han ved, at han aldrig igen vil deltage i drengenes kricket-spil. Og tillige forlader pigeverdenen – kønsskiftet – for udelukkende at lege med andre drenge, der er lige som han. Et voksent spil, hvor seksualitet og fascination og lyst er drivkræfterne.

Når kønnet indgår forbindelse med seksuel identitet er der ikke længere distance og spil mellem to verdener. Al legen foregår nu i én verden – mændenes.

Reklamer

Bøsser og lesbiske i litteraturen

Nyttig side om litteratur:

Bøsser og lesbiske i litteraturen – august 2003 | Litteratursiden.

Mine egne anmeldelser ligger også her:

http://www.litteratursiden.dk/blogs/ole-hansen

Respekt drenge!

Der er behov for bøger af denne type. Hvem er vi drenge eller mænd? En gåde. For os selv og kvinderne. Fordi roller og forståelse af maskulinitet ændrer sig konstant. Vi er ikke nødvendigvis en gåde, der kræver at blive løst. Selvom det vist var hvad læger og psykologer forsøgte tidligere, når de skrev bøger af denne type. Med understregninger af skal og må ikke. Sådan er det ikke længere. Heldigvis!

Forfatteren – journalisten Inti Chavez Perez – inddrager kun sagkundskaben i små faktabokse med henvisning til videnskabelig forskning og statistikker. Her er det sociologer og sexologer, der er eksperterne. Da ikke alle kilderne er lige nye og også stammer fra lande uden for Skandinavien kan man diskutere relevansen af disse for danske forhold.

Dog er det godt og relevant når faktaboksen undtagelsesvis bevæger sig uden for videnskabeligt materiale og f.eks. forklarer:

“Kærlighed og sex mellem mennesker af samme køn har fundet sted til alle tider og i alle kulturer, men er ikke nødvendigvis blevet kaldt homoseksualitet.” 

Og som kildehenvisning har Første Samuelsbog i Det Gamle Testamente om forholdet mellem David og kong Sauls søn Jonathan!

Hvad er så en dreng eller en mand? Bogen bevæger sig resolut under bæltestedet i første kapitel og spørger om man kan formulere det: Har pik = fyr?

Det kræver faktisk en sociologisk forklaring:

Der er reelt ingen arbejdsdeling mellem kvinder og mænd idag. Kvinder og mænd udfører de samme typer arbejdsopgaver på jobbet og i fritiden, så det sociale køn er forsvundet. Altså opfattelsen at mænd gør en type ting, og kvinder gør en anden type ting. Mandigheden betjener sig i stedet af den kulturelle gardarobe: Gestus, positurer, tøj, tilbehør, roller, manerer og italesættelse af maskuliniteten. Noget af det stammer fra fjerne tider, mens andet er opfundet til lejligheden. Alt dette iscenesætter drenge som drenge og mænd som mænd. Hvad der lige nu indgår i drengerollen er, som bogen forklarer, noget der ændrer sig. Før hørte unge jazz – idag ved de knap hvad det er – og hører i stedet rock og pop. På tilsvarende måde ændrer opfattelserne sig af hvad drenge og mænd er. Men heller ikke den kulturelle garderobe er eksklusiv. I reklamerne ses det ofte at kvinder bærer mandetøj. Selv det intime – brief’s fra Björn Borg – er ikke mere maskuline end, at der er flere piger end drenge på billedet iført disse, når tøjet skal sælges til drenge eller mænd i Euroman!

Den moderne mandighed sidder derfor i kønsdelene. Ikke underligt at samfundet med et nyt ord er “pornoficeret”. Hvis den moderne mand skal vise, hvem han er, skal han jo vise sig nøgen.

Pik = fyr. Sådan er den udbredte selvforståelse derfor blandt drenge/mænd. Og nogle tilføjer – men det er måske kvinderne – at det omvendte også gælder: Fyrene tænker med den!

Ingen af disse påstande er helt sande. Og det forklarer Respekt drenge! fint. For drenge og mænd er ikke kun biologi. De transseksuelle er et godt eksempel. De har rent faktisk en pik. Men kan alligevel føle sig som kvinder. Og nogle får hormoner eller operationer, så de får den krop de gerne vil have. Kønnet bliver et valg.

Maskulinitet er en social konstruktion. Den biologiske faktor indgår, men kønsroller og opfattelserne af kønnet er mindst lige så vigtige.  Biologi og sociale fortolkninger er i det hele taget svære at skille ad.

Det gælder også hvis man skal sondre mellem hetero og homo sex.

Bogens forklarer eksempelvis om prostata eller p-punktet. Prostata sidder så den kan føles med en finger i endetarmen. Ved at stimulere p-punktet kan drenge få orgasme. Når biologien er den samme for alle fyre vil de opleve det samme seksuelt ved stimulering. Analex er altså ikke specielt bøsset. Alle fyre kan opleve det. Om man har lyst afhænger af valg eller præferencer. Nogle fyre kan lide det. Andre kan ikke. Om de så er homo eller hetero. Piger og kvinder kan selvfølgelig også dyrke analsex, og deres prostatakirtler og klitoris kan blive stimuleret af det. Homoseksualitet har ikke noget biologisk grundlag. Lægevidenskab og psykiatri har ledt i mere end hundrede år uden at finde det. Alligevel siger fordommene at noget er “bøsset”. I stedet for at kalde det præference eller valg.

Respekt drenge! giver en masse gode råd om, hvordan man opnår det ligeværdige seksuelle forhold. Ved at forklare hvordan ligeværdigheden fundamentalt er til stede i biologien bliver alle reglerne for god opførsel en overbygning. Det understreges at respekten starter med at man respekterer sine egne behov, og handler tilsvarende i forhold til andre. Om man så er hetero, homo,bi, trans, mand, kvinde, dreng eller pige.

Der er ikke brug for moralisme, men for at være bevidst om egne behov og være sig selv:

“En god ting ved at være homo eller bi er at man automatisk bryder med samfundets forventninger. Og så bliver det lettere at vælge andre veje end dem samfundet har banket ind i en, man skal vælge. Du vil måske bruge dit liv på at rejse eller bare skide på drengerollen. Det bliver lettere når du allerede er begyndt at gå en anden vej end den slagne.”

Den sidste låner på biblioteket før mig var en pige. Det fremgik af lånesedlen, der var blevet glemt i bogen. Hun havde meget passende også haft Hvad kan jeg blive til hjemlån. Temaet er det samme: For at forstå hvad man er kræves selvindsigt og forståelse. Hvad man kan blive er lige så – eller måske mere – interessant?  En guide kan kun give hints. For det er ens eget valg. Men de hints giver Inti Chavez Perez os.

Brødre

Lukas og Marius er brødre. Marius er død. Han blev 14 år og 6 måneder. På nær en dag. Et halvt år efter hans død læser 16-årige Lukas i hans dagbog. Det viser sig, at de havde en fælles hemmelighed: Deres homoseksualitet.

Romanens 169 sider er drengenes fælles historie. Marius’s dagbog og Lukas’  læsning af denne og udredning af historien. For sig selv – og læseren. Som terapi og oprydning i det følelsesmæssige kaos Marius’ død har efter ladt Lukas i.

Marius led af Wilsons sygdom en sjælden stofskiftesygdom, der er dødelig hvis patienten ikke kommer i den rette behandling tidligt nok. Lægeligt sjusk koster altså Marius livet og efterlader familien traumatiseret.

Ikke mindst Lukas der tillige kæmper for at komme til rette med sin egen homoseksualitet. Og som overraskes ved læsningen af dagbogen og Marius’  ligefremme bekendelse af tiltrækningen til andre drenge.

Marius havde følt sig tiltrukket af kammeraten Alex og de to havde indledt et forhold.  Der også involverede sex efter drengene havde været til karnevallet:

“Han hev sørøverkostumet af mig og jeg pillede klovnen af ham. Vores hud var som magneter, der tiltrak hinanden, det virkede, som om al luft mellem os var suget væk.”

I sin beskrivelse er Marius ikke i tvivl om den homoseksuelle fascination:

“Nu er jeg sikker på, at det ikke bare er midlertidigt, at jeg er blevet forelsket i en dreng. Det er noget definitivt!”

Den homoerotiske erfaring gør ham også til ekspert på manderollen, han er ikke i tvivl om hvad der definerer kønnet og understreger nødvendigheden af at sikre sig hvordan det forholder sig:

 “Man kan aldrig være sikker på, at en anden dreng har en tissemand, før man har set den. Eller rørt ved den!”

Selv befinder Lukas sig i en tilstand mellem benægtelse og accept. Et brev til forældrene som lillebroderen opsnapper får Lukas til at frygte at hemmeligheden kommer forældrene for øre. Mens lillebroderen frejdigt over for Lukas bekendgør at han er forelsket i en dreng. Den ovenfor nævnte Alex. Lukas’ egen tvivl får ham dog til at også at tvivle på Marius: Er det noget han siger for at lokke Lukas ud af skabet? For Lukas har aldrig hørt om to brødre der begge skulle være homoseksuelle, og er overbevist om at han er bøssen i familien.

Han er trods alt klar over at valget mellem heteroseksualitet og homoseksualitet for ham egentlig ikke er noget frit valg. Men mere et spørgsmål om at acceptere hvordan noget er.

Lukas’ plan er at vente med at springe ud over for forældrene indtil han er flyttet hjemmefra. Al Lukas’ bekymring udstilles dog som fejhed – synes han selv – ved læsningen af Marius’ frimodige tilståelse af det seksuelle forhold til Alex. Og derfor springer han også ud over for mor efter han har været til lægen og blive undersøgt for Wilsons sygdom:

“Jeg har godt nyt og dårligt nyt. Det gode er, at jeg ikke har Wilsons og det dårlige er, at jeg ikke kan lide piger men drenge.”

Her har man som læser gættet at angsten findes inde i drengen. Men ikke er velbegrundet.

“Vi ville være meget dårlige forældre, hvis vi ikke kendte vores egen søn en smule” er moderens tørre kommentar.

Hvorefter Lukas bebrejder hende ikke at have fortalt ham, at de i virkeligheden godt vidste det. Dertil kan mor med en vis ret svare, at intet er definitivt indtil han selv har taget stilling.

Hun tilføjer:

“Ingen far eller mor ønsker at stimulere homoseksualitet. De ville være sindssyge. Man skubber da ikke bare sit barn i en afgrund af diskrimination og mobning. Det ønsker man ikke for sit barn.”

Her protesterer drengen. Selvfølgelig. For forældrenes tøven er vel den første forsmag på diskrimination og mobning?

Uvidenhedens fælde og angsten for stigmatisering er hans største frygt:

“Jeg troede, at jeg var den eneste dreng i verden, som kunne blive forelsket i en anden dreng. Jeg var ikke klar over, at jeg var bøsse. Jeg kendte da godt ordet, men bøsser var gamle grise, som syntes, det var lækkert at lege beskidte sexlege med unge drenge, som de havde lokket; og deri kunne jeg ikke genkende mig selv.”

Homo misforstås som pædofil fordi de voksne nægter at forstå eller anerkende den pubertære seksualitets eller præ-pubertære seksualitets realitet og vender ryggen til. Det fortiede og benægtede bliver i drengenes egne øjne til “kriminalitet”, som de jo så skrækslagne må identificere sig med. Aldersforskellen mellem storebror og lillebror betyder at denne sandhed er gået op for storebror. Lillebror fik aldrig chanchen. Deraf de forskellige reaktionsmønstre.

Afdækningen af denne viden eller ikke-viden er romanens kerne. På en vis måde henvender bogen sig derfor lige så meget til teenagernes forældre, der har brug for at blive klogere på denne problematik, som til drengene selv. Pubertær seksualitet og usikkerhed om identitet har vi alle oplevet. Alle vil derfor kunne genkende nogle af de situationer der beskrives.

Wonderboy

Wonderboy er skrevet efter “ung til ung” princippet. Ligesom nogle gymnasier eksperimenterer med lærerfri zoner, hvor eleverne selv bestemmer og har ansvaret, er bogens univers ungdommens og ikke de voksnes. Sidstnævnte er stor set fraværende – i hvert fald i de unges bevidsthed – og opdager heller ikke hvad der foregår.

Forfatteren Angel T. Kirkegaard har den unikke forudsætning for det projekt, at da hun kun var 16 år da hun skrev bogen.

Bogen skildrer kærlighed mellem to drenge –  Lau og Theis.  Allerede her adskiller den sig fra andre forsøg i genren. For den søger at være meget “inde i” hovedpersonerne og komme tæt på det følelsesmæssige drama udspring og den første kærlighed er.

Her kommer den måske også – lidt ufrivilligt – tæt på nogle triste sandheder. Når de unge er overladt til sig selv oplever de også de ubehagelige konsekvenser af det emotionelle og sociale stres: Selvmordsforsøg og cutting. Forældre og lærerer der ingen anelse har om, hvad der foregår med drengene. De er uvidende selv da det er ved at gå helt galt for drengene!

Her spørger man sig som læser om dette er realisme eller en konsekvens af det fortællemæssige greb. Og forfalder let til refleksioner over, hvorfor det at overlade de unge til sig selv aldrig har noget været noget princip – højest en nødløsning, når samfundet ikke  havde ressourcer til at tage sig af dem.

Den eksklusive fokus på de unge – og især de to drenges oprørte følelser – bevirker at alt andet skubbes i baggrunden. Overraskende nok er der ikke en eneste beskrivelse af sex. Derimod hengiver drengene sig til brevskriveri og dagbog for at kommunikere følelserne. Her kommer fortællingen ud i et troværdighedsproblem. Den lidt pigede følelsesladethed konflikter med Theis’s  attitude som den drengede type.

Konflikten mellem de to drenge står knivskarpt – næsten arketypisk: Hvordan forener fyrene deres modsætninger, når den ene er udadvendt, populær hos piger og drenge – og seksuelt tiltrukket af begge køn – og den anden er mere følsom, indadvendt dagbogskrivende og hurtig til at erkende sin homoseksualitet?

Bogen lever her hvor den fungerer som kærlighedsroman om og med drenge.

I en litteraturkritisk sammenhæng kunne man lave en queer læsning af bogen og omtolke “drenge” til “piger”. Og vise at følelserne er de samme. Kønsroller og køn er sociale og fysiske rammer for noget. Men slet ikke bindinger. Drenge oplever lige så stor og ægte kærlighed i deres forhold som piger eller mænd og kvinder. Væk er gængse fordomme om drenge og mænds seksualitet som noget der blokerer for følelsesliv. Hverken seksualitet eller køn er begrænsning eller hindring. Derfor lægger man Wonderboy fra sig efter endt læsning med optimisme og måske et nyt syn på drenge og mænd?

Wonderboy kan lånes på biblioteket.

Eller købes:

http://proud.dk/search/angel-t-kirkegaard-wonderboy-1032.html?q=Wonderboy&qf.x=1&qf.y=2

http://www.saxo.com/dk/item/angel-t-kirkegaard-wonderboy.aspx

Andreas Steinhöfel: Verdens navle

Verdens navle er oversat fra tysk til dansk  i 1999. Det skal nævnes fordi slutningen af 1990’erne var det tidpunkt, hvor skrækken bredte sig over land med hensyn til børns seksualitet og pædofili . Mens bogen repræsenterer en helt anden vinkel.

Hvilken modtagelse bogen fik i Danmark ved jeg ikke. Men i Tyskland blev den nomineret til Deutschen Jugendliteraturpreis i 1999.  Her bliver den genanmeldt, fordi det  er en meget læseværdig bog, der tidligere har forbigået min opmærksomhed.

Verdens navle er struktureret som en coming of age roman. Hvor den homoseksuelle hovedpersons første famlende forsøg med kærlighed og sex beskrives.

Usædvanligt for en ungdomsbog er beskrivelsen af den 8 årige hovedperson Phils seksuelle oplevelser sammen med landsbyens sære kvinde Annie. Den evnesvage kvinde viser barnet pornografiske billeder, og kommanderer ham til, at tage bukserne ned og røre ved sig selv.

Ifølge mange en situation der kunne traumatisere et barn for livet. Men ikke hovedpersonen her. Han synes ikke billederne af nøgne damer er spændende. Det er derimod selve situationen:

“At jeg for altid skulle bevare den dag og den uerotiske oplevelse på sofaen i frisk erindring skyldtes, at jeg rent instinktivt var klar over, at jeg foretog mig noget forbudt sammen med Annie, da jeg sad i sofaen med bukserne nede om hælene. At få den lille hane til at gale, at stjæle en plade chokolade eller besudle en kirke ved at spytte i dens døbefont var ét og det samme. Det var forbudt, og at bryde dette forbud, jo det var dejligt – omend dejligt på en anden måde end den,  Annie hentydede til.”

Phil bliver ikke traumatiseret, faktisk savner han senere Annie. Fordi hun i barnets og den unge fyrs øjne er “sær” – ikke er en del af den konformitet, der kvæler landsbyen.

Annie er ikke pædofil, hun er evnesvag og begår handlinger, der hvis de kom til myndighedernes viden omgående ville sende hende på en institution. Der havner hun alligevel. Da hendes hoved – som det beskrives – en varm sommerdag som sædvanlig er fuld af hvid støj, og hun dratter i en af vejvæsenets udgravninger,  og hun derefter bliver sendt på sanatorium.

Da drengen senere kommer i puberteten har han ikke glemt Annies anvisninger på hvad han skal gøre for at tilfredsstille sig selv, og tænker tilbage på hende. Med et vist vemod.

Det er drengens held at ingen tilsyneladende opdager noget, og han undgår stigmatiseringen som pædofili-offer og det ledsagende hysteri.

For det store og interessante emne er hans homoseksualitet – der også i retrospektiv forklarer hvorfor Annies billeder af nøgne damer var så uinteressante. Det kan være sandt eller falsk, men sådan oplever han det.

Kun hans besættelse af den tabte far, der blev tilbage i USA kan konkurrere om opmærksomheden. Drenge er i romanens univers ikke ofre.  Det er ikke en maskulin psykologi.  End ikke for en homodreng, der allerede fra 6 års-alderen ser sit snit til, at erstatte sin pyjamas med en jævnaldrende piges natkjole!

Ungdomsbogsklichéen bliver imødekommet med  “den nye dreng i klassen” beskrivelsen af den fyr, der først vækker hans erotiske opmærksomhed.

Beskrivelsen af moderens lesbiske venindepar falder igen uden for de sædvanlige klichéer.  Og hæver romanen over det sædvanlige ungdomsbog niveau.

Drengen lever i og oplever et kvindeunivers, som er skildret med lige så stor indfølelse, som hans homoseksuelle forhold. Forfatteren mestrer det som en del kvindelige forfattere har gjort før: At skildre det andet køns homoseksualitet. (Edelfeldt, 1977)

Henvisninger:

Edelfeldt, Inger Duktig Pojke Stockholm 1977. Da. overs.:  Dygtig dreng. København 1984.

Martin Johannes Nordkvist: Bandit

Bandit er en roman om en ung fyr der opdager, at han er homo, han springer ud over for sig selv og sine omgivelser. Den tilhører genren ungsdomslitteratur, en lille subgenre der efterhånden har etableret sig  med en del  læseværdige bøger om det, at være ung og homoseksuel.

Bandit er i og for sig ret skematisk. Den fortæller om den rejse udspringsprocessen er. Fortæller hvordan hovedpersonen Mads på 16 år fravælger heteroseksualitet og danner sin homoseksuelle identitet. Skridt for skridt.

Selvom han tidligt har haft fornemmelse af at være “anderledes” er det først da han starter i gymnasiet og oplever uventede reaktioner i underlivet  – når han ser en anden fyr under bruseren efter fodboldkampen –  at det går op for ham, at der er noget der hedder homoseksualitet.

I modsætning til andre ungdomsbøger om emnet er Bandit ret eksplicit i sin skildring af drengenes seksualitet. Teenagedrenge kan simpelthen godt lide sex. Dermed  undgår forfatteren faldgruppen, at gøre homofyrene lidt  for søde. Samtidig med at det er en befrielse at læse noget om homoseksualitet – ungdomslitteratur eller ej – der ikke fremmaner en ubærlig skæbne. 

Når man har sex med en fyr er den ene så kvinden i forholdet, og den anden manden?  Nej sådan skildres det ikke. Pædagogisk men trods alt velskrevet gøres der op med de forskellige velkendte klichéer.

Mads kommer frem til at både han og den fyr han er sammen med er lige så meget drenge som de hele tiden har været. Hans mor har gennemskuet det med, at han aldrig taler om piger, og ringer til LBL’s Ungsdomstelefon.

Bogen fortæller at viden om emnet er let tilgængelig, også for de teenageforældre der ikke lige har mødt problematikken før. Og så fortæller den at teenagere har forældre, og noget om hvilket rolle de spiller i de unges liv. Mærkeligt nok ellers et tabuiseret emne i ungdomsbøger, og andre steder.

Mads finder ud af, at der er en café der hedder Oscar i København, hvor man kan møde ligesindede. Han får at vide af en fyr han snakker med, at der er et site der hedder boyfriend.dk. Her finder han så ud af, da han opretter en profil, at der går en anden homofyr på det samme gymnasium i provinsen han selv går på. Og snakker med ham.

Romanens hovedperson og hans omgivelser stifter altså bekendskab med en bred vifte af homokultur inden han er fyldt 18 år. Væk er tidligere tiders stigmatisering og marginalisering. Og sexforskrækkelse.

Et af bogens højdepunkter er, da moren beslutter at hjælpe ham gennem processen ved at køre ham til København, så han kan deltage i bylivet og festen.

Bogen er skrevet af Martin Johannes Nordkvist og hedder Bandit. Trykt 2009 på forlaget Ravnerock. Den kan lånes på biblioteket. Og det kan absolut anbefales at læse den. Såvel teenagerne som deres forældre kan blive klogere på emnet. Og de der er bekymrede for de unges seksualitet kan blive beroliget lidt af bogens realistiske beskrivelse af, hvor målrettede de unge er istand til at være.

Kan købes på Saxo.com:

http://www.saxo.com/dk/item/martin-johannes-nordkvist-bandit-limryg.aspx?searchkeyword=martin+nordkvist

Anmeldelser af ungdoms litteratur:

https://inferens.wordpress.com/2010/10/18/andreas-steinhofel-verdens-navle/